Artikel af Gunnar Mühlmann (2006). Redigeret af Jørn Ingemann Knudsen (2015).

Nordisk Oldtid - op til 1100

I den nordiske oldtid har vi et fællesnordisk sprog. Og ligesom sproget har været fælles i hele Norden, har man haft et fælles nordisk-germansk sagnstof (ase-tro), hvoraf meget stammer helt tilbage til folkevandringstiden 200-500 f.v.t.

Der er altså ingen faste nationale grænser i denne periode af historien.

Rester af fællesnordisk myte- og sagnstof finder vi fortrinsvis i de islandske håndskrifter fra 1200-tallet. De er derfor den vigtigste kilde til kendskab om denne periode.

Men også Saxo i Danmark har før den nordiske oldtid er gået helt i glemme, nået at nedskrive eller latinsk omdigte de gamle heltesagn i sin Gesta Danerum, Danernes bedrifter. Dette værk skulle vise det kristne Europa, at Norden også havde en historie.

Endelig giver visse runeindskrifter fra perioden 600 -1100 en vis viden om krigeres tapperhedsidealer, idet det er sådanne runeindskrifterne beskriver.

Island i 'sagatiden'

Island var en stort set ubeboet ø, hvor nordboer omkring 870 bosatte sig. Landet var først en "fristat", men blev en norsk provins 1262/64. I 1380 kom Island under dansk-norsk herredømme og blev fra 1814 en dansk koloni. Gradvist opnåede landet større selvstændighed. Hjemmestyre blev indført i 1904, og i 1944 blev Island en selvstændig republik.

Vikingetidens bosættelser

Koloniseringen af Island bør forstås i sammenhæng med vikingetidens generelle ekspansion og bosættelse i nye ubebyggede landeområder i nord. Før vikingerne koloniserede Island, fandtes der dog sandsynligvis nogle få irske munke i landet, men ifølge det ældste islandske historikerværk, Ari fróði's (1067-1148) Íslendingabók fra ca. 1130 flygtede munkene, da landet blev koloniseret af folk fra det vestlige Norge i slutningen af det 9. århundrede.

Om landets tidlige historie findes en del beretninger, og de giver sammen med arkæologiske vidnesbyrd en rig viden. Islændingesagaerne eller "slægtssagaerne", nedskrevet i 1200-1400-tallet, er de bedst kendte af de skriftlige kilder. De omhandler hovedsageligt 900-tallet og blev formet i et møde mellem en mundtlig fortællertradition om landets første bosættelse og den kristne skriftkultur, som blomstrede i landet i nedskrivningstiden.

Fristatstiden 930-1264 og den norske tid 1264-1380

Ifølge Íslendingabók fik landet en forfatning i form af et landsdækkende ting, Alþingi Íslands (Altinget) i 930. Altinget har fået betegnelsen som verdens ældste parlament. Det havde en lovgivende og dømmende, men ingen udøvende magt. Tinget byggede på et forbund mellem 36 høvdingedømmer (godedømmer). I dette samfund, som var uden konge og uden central udøvende magt, lå den lovgivende og dømmende magt reelt hos goderne.

Dette høvdingevælde, som har fået betegnelsen fristat (930-1264), blev også stærkt formet af kristendommen, som indførtes som officiel religion omkring år 1000, da Altinget offentligt vedtog den kristne tro uden nogen særlig modstand. Året 1097 blev der indført tiende, som tilfaldt delvis til kirkerne, og i 1178 kom der en biskop i syd og i 1203 også i det nordlige Island.

Efter store interne stridigheder blandt de mest indflydelsesrige familier på Island i 1200-tallet blev Island et norsk skatland i 1262/64. Islændingene blev skattepligtige over for den norske konge, det gamle høvdingevælde blev ophævet, og en del af den islandske overklasse indtog dets plads. Det er i denne norske tid, at hovedparten af den islandske sagalitteratur er skrevet.

Kilde: Artiklen Island af Agnes S. Arnórsdóttir på danmarkshistorien.dk, 2012.

De islandske sagaer

Sagaernes handling begynder oftest i den periode, hvor Island blev kolonialiseret af vikinger fra Norge, den såkaldte Landnamstid - dvs. perioden fra 870-930.

Sagaer opstår som mundtlig fortælleform sandsynligvis i tidsperioden 930-1030. De overleveres mundtligt fra generation til generation og de begynder at blive nedskrevet i 1100-1200.

De fleste sagaer er skrevet af ukendte forfattere, men Snorri Sturluson (1179-1241), der er forfatter til Den Yngre Edda, er højst sandsynlig ophavsmand til Egil Skallagrimssons saga.

Sagatyper

Vi kan skelne mellem følgende sagatyper

1. Historiske sagaer - Kongesagaer: De historiske sagaer handler om de norske konger og deres store slag i vikingetiden.
2. Slægtssagaer/Romansagaer: Slægtssagaerne handler om tiden, fra Island blev taget i besiddelse (koloniseret) af udvandrede nordmænd (vikinger) til kristendommens indførelse. Denne tid, 'Storhedsstiden' 880-1000, var i slægtssagaen den tid, hvor den stolte vikingeånd endnu levede. Slægtssagaen ser udviklingen fra vikingens synsvinkel.
3. Eventyrsagaer: Den Islandske fristat ophører 1262, idet landet svækket af de mange fejder mellem stormænd, (Sturlungetiden) overtages af Norge. Omkring år 1300 er der således pga. Islands ændrede status ikke længere interesse for slægtssagaer. Det eventyrlige som man kun kunne ane glimtvis i f.eks. beskrivelsen af Egil Skallagrims barndom, får en større betydning, idet spændingsfyldte beretninger med sagnfigurer gør deres indtog.

Statslivet på Island

Fristaten blev ved den ældste Islandske forfatningslov inddelt i 12 tinglag.

Hvert tinglag blev inddelt i 3 godedømmer.

En gang om året samledes man på Thingvalla-sletten.

Dette fællesting for hele landet kaldtes altinget.

Altingsdomstolen var en slags højesteret på Island, og her fandtes også en lovgivende forsamling. Alle, mænd kvinder og børn, dog ikke tyende og slaver, havde ret til at møde på altinget.

På Island skabtes et decentralt næsten anarkistisk samfund, hvor især familiefejder i høj grad kom til at præge kulturen. Den udøvende magt eksisterede formelt set ikke. På altinget (Thingvallasletten) kunne en person dømmes fredløs, men det var ikke altid at dommen fuldbyrdedes. I mangel på en statslig instans var det op til den enkelte at fuldføre dommen. Dette gav frit spil for selvtægt.

I Ravnkel Frøjgodes saga dømmes Ravnkel fredløs, men han lever ikke desto mindre i bedste velgående lang tid efter dommen. I Ase

troens tid var altinget også præget af holmgange (dueller), der var et acceptabelt middel til afgørelse af stridsspørgsmål.

Livssyn og adfærdsformer

I sagaerne kan man ofte finde brydninger mellem tre forskellige bevidsthedskulturer:

• Vikingebondens livssyn
• Det kristne livssyn
• Konge- og hofkulturen

Vikingebonden

Slægtssagaerne skildrer det islandske bonde- og vikingesamfunds opståen og normer. Vikingebondens liv består af en kombination af et "hjemme og ude-liv".
Hjemme er jordejendommen det vigtigste. Hensynet til dens bevarelse og vækst gør at slægten og slægtsammenholdet bliver det bærende omdrejningspunkt.

Hjemme er bondevikingens moralske ansvarlighed kun udstrakt til slægten.
En krænkelse af slægtens autoritet og herredømme over jordejendommen forpligter selv den fjerneste slægtning til at hævne overgrebet.

Ude gælder vikingens kamp, ære og tapperhedsidealer. Sammenhold i kampen og troskab mod anføreren er det primære.

Ude er vikingens moralske ansvarlighed kun over for den gruppe han er på togt sammen med. På vikingetogt viser Egil intet hensyn over for de mennesker han plyndrer. Kamp, ære og tapperhedsidealerne er således hver på deres måde, gældende såvel ude som hjemme.

Vikinge-Egils ubændige og rethaveriske magtdrift forstærker sagaens fortællende fremdrift: Uden hans grådighed ville der ikke være meget at skrive hjem om.

En anden mere skjult motor er den erotiske. Ofte har slægtskonflikterne deres udspring i erotiske sidespring. Erotikkens veje og i sagasammenhænge især vildveje fører ofte bort fra slægtsoverhovedernes kontrol med ejendomsretten til jorden. Udenomsægteskabelige sidespring kan føre til at uægte børn blander sig i arvesager for at få deres del af kagen. Det bringer forvirring og konflikt ind i de vedtægter, som skulle sikre slægtens ubrudte eksistens på arvejorden. Et eksempel herpå er Hilderidesønnernes arvekrav, der griber forstyrrende ind i Skallagrimmernes slægtsinteresse.

Vikingebondens religion

Ase- og skæbnetro. Menneskets skæbne er forudbestemt af guderne, hvilket giver et særligt heroisk forhold til døden. Når man ved at man ikke selv er herre over døden, kan man kun gøre en ting: gøre den ærefuld dvs. kæmpe tappert og slå så mange fjender ihjel som muligt.

Den sidste sætning i dødsøjeblikket har her stor betydning. De bærende værdier er æren og eftermælet:

Fæ skal dø

Frænder skal dø
Dø skal også du,
Kun dit ry skal aldrig dø,
Hvis det var godt,
Det du vandt.

Ikke kærlighed og forlystelser, men kamp er det inderste livsindhold..

Vågner ej til vin
Og ej til vivs tale
Heller til Hilders (kampens gudinde)
Hårde leg

Der findes i Saga-universet også eksempler på ateisme: Ravnkel Frøjgode erklærer sig fx gudløs, dvs. han eksisterer ved egen kraft. Ravnkel er måske en af verdenshistoriens første ateister?

Det kristne livssyn

Kristendommen indføres på Island o 1000 og baner vejen for en mere "moderne" adfærd, der tillader kompromis og diplomati frem for konfrontation. Thorolf bliver ikke fremstillet som kristen, men hans diplomatiske adfærd ligner andre kristnede sagahelte. Egil bliver næsten rost for sin magthaveriske grådighed. Han deler ikke sine skatte med sin fader Grim. Således handler en ægte viking ifølge Snorri Sturluson! Den kristne lære er i modsætning hertil altruistisk og fortæller, at vi skal dele vores rigdom med andre.

Vikingen skal også til at lære "at vende den anden kind til". At det har været svært ser man i den tidlige romanske periode (indtil ca. 1250) byggede kirker, hvor Jesus fremstilles som en stolt Konge med sværd. Først senere under den gotiske periode (1250-1536 = reformationen) bliver han den lidende Kristus på korset. Mennesket er nu i følge kirkens tolkning af arvesynden en synder.

C.G. Jung påstår i sin bog Svar på Jobs spørgsmål, at ynglingen Balder er en slags forløber for Kristus-myten. Den af Guderne højt elskede Balder har bl.a. i kraft af sit blide væsen lighedspunkter med Jesus.

Kongemagtens og hoffets adfærdsregler

Der står om Grims broder Thorolf, at han var tiltrukket af hoffets glans. (s.50m) Dette slægtstræk går igen i Egils bror som også hedder Thorolf. Hoffet (hirden) bliver centrum for kulturel udfoldelse og forlystelser. I kraft af den hidtil usete rigdom, der akkumuleres omkring mange hoffer bliver der overskud til et forlystelsesliv. Dette forlystelsesliv udvikler nye adfærdsformer, der ligger langt fra vikingens mere nøjsomme liv og "primitive" gildekultur. En stærk kongemagt vender op og ned på vikingevirkelighedens adfærdsregler.

I følge den marxistisk / freudiansk inspirerede filosof Norbert Elias optræder Super-egoet/overjeg´et for første gang i historien i hoffet omkring en stærk konge. Kongen har monopol på magten og den enkelte stormand kan ikke længere med succes følge sit berserkerinstinkt (id´et). Han bliver nødt til at beherske sig og tænke sig om før han taler.

Omkring hoffet er det ikke længere nødvendigvis den stærkeste viking der sejrer. Det kan også være en "hofsnog" som ved hjælp af list, intriger og falskhed vinder kongen over på sin side i kamp mod f. eks. en stormand som Egil.

Det er denne taktik de uægte Hilderidesønner (s.51m) bruger for at få magt som de har agt. Hilderidesønnernes delvise succes viser også et andet aspekt af de ændrede regler for adfærd omkring kongen: Selv om Hilderiderne ikke har rettigheder og status ifølge de gamle normer, kan de opnå magt og anerkendelse i det nye hofsystem ved at gøre sig gode venner med Kongen. (Deraf betegnelsen: en lykkeridder).

I følge Norbert Elias spalter denne hofforstillelse mennesket. I den snedige intrigante hofmand har vi kimen til det moderne 'fremmedgjorte' menneske.

Den danske forfatter-filosof Willy Sørensen ser Loke-figuren som en forløber for det moderne menneske. Men man kan også se Loke som et billede på den listige og intrigante hofadelsmand. Den snu Hofsnog kan let udmanøvrere de simple vikinger på samme måde som Loke narrede de troskyldige Guder til at dræbe Balder. Loke er som hofmandens arketype den, der varsler Ragnarok for vikingekulturen.

Stil i sagaen

Sagakunstens udtryksmidler er en blanding af de tre hovedgenrer: epik, drama og lyrik.

Epik

Ordet saga kommer af det oldislandske segja, som betyder 'at sige - hvad der er fortalt'.

Sagaerne er prosafortællinger. De betjener sig af ydre synsvinkel. Der bruges korte overskuelige sideordnede hovedsætninger (parataktisk). Formuleringerne er saglige uden poetisk og stilistisk pynt. Fremstillingsmåden er kølig og reserveret. Dog er der masser af kraft i udtrykket. Man taler i denne sammenhæng om sagastilens "fynd". I den islandske saga findes der næsten ingen naturskildringer.

Naturskildringer er kun med i det omfang de tjener til at belyse handlingen. Fortælleren virker neutral. Han tillader sig ikke direkte at fælde dom over begivenheder eller personer. Når forfatteren ønsker at give sin mening til kende, gør han det indirekte ved at lægge sin holdning i munden på "folk".

Denne holdningskabende fortælleteknik kan også forstås ud fra rygtets/ryets/omdømmets store betydning for en viking. (I Egils Saga er handlingen løst bygget op omkring enkelt-episoder. Vi kan kalde det en episodisk komposition.)

Drama- replik

Det dramatiske element i sagaen udgøres af replikkerne. Den dramatiske form rykker personerne tættere på læseren. På dramatiske steder har vi således replikker, der både beskriver situationen og er med til at karakterisere personerne.Replikkerne skifter tit fra direkte til indirekte tale.

Der anvendes også historisk præsens (historisk nutid).

Ofte vil replikkerne være præget af underdrivelsen (litoten) som stilfigur.

Et eksempel på dette har vi f.eks i Gisles Sursons saga, hvor den fredløse helt har dræbt den ene af sine to forfølgere i skoven. Den anden forfølger vender tilbage til sine fæller og siger: Der er noget ufremkommeligt i skoven (dvs. der er for mange dødbringende pile.)

Barsk sagahumor

Denne underdrivelsesteknik har ofte en (galgen) humoristisk undertone til fælles med de sjældnere eksempler i sagaerne, hvor overdrivelsen bliver brugt som fortælleteknik.

Et eksempel på barsk vikingehumoristisk overdrivelse finder vi i afsnittet om: Drabet på Bård s.76

Lyrik - Norrøn digtekunst

Kvadet og skjalden (digteren) vurderes meget højt.

Hvis en ung mand havde let ved udenadslære og/eller havde intellektuelle/ kunstneriske evner, kunne han blive oplært i lovkyndighed og digtekunst. I Island blev lovene nedfældet på skrift første gang i 1117.

I den tid hvor intet endnu var nedskrevet måtte man tilegne sig kulturarven gennem mundtlig overlevering. I denne sammenhæng fik rim og bogstavrim en ganske særlig betydning: De gjorde det lettere for lærlingen at huske store mængder information.

I sagatiden kan vi skelne mellem fire typer kvad:

• Vikingekvad
• Skjaldedigtning
• Magisk digtning
• Elskovskvad

Vikingens selvkontrollerede og ordknappe adfærd får følelsesudladning gennem de to socialt højt ansete ventiler: Kvad og kamp.

Vikingekvadet eller 'løseverset' er først og fremmest vikingens poetiske testamente. Når Egil Skallagrimsson har lavet en bedrift på slagmarken 'udødeliggør' han den ved at kvæde om den: Kvadet om Ejvind Skreja.

Løseverset passer således altid til en bestemt lejlighed. Det har improvisatorisk præg, digtet tæt på det øjeblik som var årsag til dem.Vikingekvadet kan også fungere som en ventil, en socialt accepteret kanal hvor det er tilladt at udtrykke følelser.

Sagastilen er kendt og berømt for en fortælleteknik, der ikke tillader de agerende personer at udtrykke følelser. Et mands- og krigerideal der bl.a. handler om selvkontrol, aflejrer sig således i en 'hårdkogt' og prunkløs fortællestil. Men i kvadet er det tilladt Egil at vise følelser. Da hans søn Bødvar dør, digter han sin sorg ud i Sønnetabet. Han kan altså i kvadet faste form give sine følelser frit løb og opnår derigennem en form for forløsning, en renselse - katharsis.

Skjaldedigtningen er først og fremmest hyldestdigtning. Dvs. den bruges til at lovprise især konger men også magtfulde høvdinge. Hyldestdigtningen mangler således ofte vikingekvadets/løseversets spontanitet. En stærk kongemagt vender op og ned på vikingevirkelighedens normer.

Skjaldedigtningens første opgave er at hylde kongen ved vise hvor stor og mægtig han er. Dette sker ved nærmest at guddommeliggøre ham og i et glorværdigt lys at skildre hans krigslykke og gerninger.

Egil Skallagrimssons evner som skjaldedigter viser sig tydeligt, da han redder sit eget liv ved at fremsige et hyldestdigt til sin dødsfjende Erik Blodøkse (s122). At Erik på grund af kvadet frigiver Egil forekommer næsten utroligt, men vidner på den anden side om, hvilken høj position og prestige et godt kvad havde.

Hyldestdigtningen når sit absurde højdepunkt i Kingos digte til Christian d. 5, (1600-tallet) der sikrede Kingo selv et job som biskop i Odense.

Hyldestdigtningen får en stor betydning helt frem til enevældens afskaffelse.

Den magiske digtning ser vi eksempler på da Egil rister runer over sit drikkehorn i 'festen' hos Ølver.

At kvæde elskovsdigte var ligefrem forbudt på Island. Det kunne få meget alvorlige følger for en poetisk elskovsgalende ungersvend. Dette viser familiens hals og håndsret i pardannelse. En kvinde bestemmer ikke selv, hvem hun skal giftes med. Det gør enten hendes fader eller formynder. (Brødre i tilfælde af faderens død.)

To ting er karakteristiske for kvadet er bogstavrim (alliteration) og kenninger, dvs. poetiske omskrivninger. Når Egil i et af sine kvad omskriver et vikingeskib til en havhest, kan vi tale om en kenning.

Personopfattelse - personbeskrivelse

Der lægges i personbeskrivelserne stor vægt på håndgribelige registrerbare ydre reaktioner til at beskrive indre tilstande.

Sagaen psykologiserer ikke sine personer.

Handlingsforløbet afhænger ofte af personernes karakter der overvejende fremstilles som arvelig: slægtens egenskaber. Karakteren er dog ikke statisk men dynamisk, idet den også kan udvikle sig ud fra de begivenheder personerne udsættes for.

Statisk: Person 1 --- begivenhed/krise ---- Person 1

Dynamisk: Person 1 --- begivenhed/krise ---- Person 2

Perspektivering

Oldnordiske temaer blev populære under højromantikken i 1800-1820 - især hos Oehlenschläger og Grundtvig.

Sagastilen har rent fortælleteknisk lighedspunkter med impressionismen i det moderne gennembrud i 1870-1890.

Landnamstiden/koloniseringstiden i Island og nybyggertiden i Nordamerika har mange lighedspunkter, bl.a. lovløsheden og fraværet af en udøvende magt.

John Waynes og Clint Eastwoods 'stonefaces' minder om både Grim og Egils tilknappede adfærd. Efter at Egils har mistet sin bror Thorolf, beskrives med ydre synsvinkel Egils harme og sorg gennem en hans øjenbryns bevægelser.

Slægtssammenholdet kan paralleliseres med indvandrergruppers familiesammenhold.

Rockerbanders 'æresbegreber', der holdes i hævd i fejder mellem Hells Angels og Bandidos eller andre bander.

Mandegrupper a la Carl Mars, hvor 'mænd' slår sig løs på hinanden og deres afføring kan opfattes som en idyllisering af den rå vikinge-mand.

Hævnmotivet lever i bedste velgående i mange kulturer, også i kriminelle miljøer som den italienske mafiaen Cosa Nostra, der sværger blodhævn, hvis nogen af deres medlemmer udsættes for overgreb.

Gangsta Rap: Her har vi igen som på Egils tid kombinationen af stamme-/slægtsvold og lyrisk kunstnerisk udfoldelse. Gangsta-rappens selvpralende 'løsevers' kan måske sammenlignes med Egils spontane 'prale'-kvad.

Læs følgende sagaer:

1. Gunløg Ormstunge og Helga
2. Kongerne Øistein og Sigurd
3. Kveldulfsønnernes Saga
4. Egil Skalagrim Saga
5. Gisles Saga:
   • sagaen som word-fil
   • ordforklaring som word-fil (PS: Mange af de islandske betegnelser, der står i parentes efter hvert opslagsord, er stavet lidt forkert. Skanningsprogrammet kunne ikke genkende de islandske bogstaver, og de er ikke alle blevet rettet)
   • sagaen som pdf-fil
   • ordforklaring som pdf-fil (se PS-kommentar ovenfor)