Analyse

Analyse er enkeltiagttagelser i teksten, som til sammen fører frem til tekstens mening, fortolkningen. Det er her man kan se på, hvordan teksten er komponeret, hvilken synsvinkel, den er fortalt ud fra, hvilken fortæller der er benyttet, hvordan personerne er karakteriseret, hvilke sproglige virkemidler, der er benyttet etc. etc.

Analysen er bevisførelsen for fortolkningen.

Se også under Fortolkning og under Litterær analyse og fortolkning.

Antitese

Modsætning, eks. sort over for hvid

Billedsprog

Herunder sammenligning, metafor, personificering, besjæling og symbol

Billedsprog er digteriske omskrivninger, som erstatter ord med andre, som så kan forstås i "overført" betydning - og som giver læseren associationer og medbetydninger ud over, hvad man kan læse i en leksikonartikel.

Et klassisk eksempel er:

Den danske sang er en ung, blond pige,
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige,
hvor bøge lytter til bølgers brus.

Sammenligning og metafor: Den danske sang sammenlignes med en pige. Den danske sang er 'lige som' en pige = sammenligning. Sammenligningen markeres med bindeordene 'lige som' og 'som om'.

Men bindeordene kan også udelades, og det overførte udtryk "en ung, blond pige" kaldes da en metafor. En metafor kan derfor defineres som en billedlig omskrivning, der skal tolkes ud fra den tekstsammenhæng, den indgår i. Metaforer kan anvendes så meget i vores dagligsprog, at vi slet ikke lægger mærke til dem, fx "Det kan du godt skyde en hvid pind efter". Det kan man kalde døde metaforer.

Døde metaforer kan dog godt genoplives, hvis de bliver sat i en uventet sammenhæng, ofte med en komisk effekt, som fx Benny Andersen er en mester i:

Henrik Pontoppidan skriver i sin indledning af novellen Ilum Galgebakke fra 1890:

Kun en Metalkugle af Slottets Taarnspir rager op over de høje trækroner som et evigt vagtsomt Øje.

Her bruger han en sammenligning, der også bliver et billede på den magt, som godsejeren har. Det er ikke Guds øje, der vogter over landet og bønderne, men den rige godsejer. Han skriver videre om landskabet:

Ingen dristigt svungne Linier, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde.

Naturbeskrivelse, ja, men mere end det - også en karakteristik af de mennesker, som bor i det landskab - ingen dristighed og temperament, ingen kampånd.

Personificering og besjæling

Personificering og besjæling er to særlige metaforer, hvor det ene led altid er noget menneskeligt.

I personificeringer gøres noget abstrakt til noget konkret ved at få tillagt menneskelige egenskaber, fx 'Fædrelandet kalder' eller 'Lovens lange arm'.

En meget velkendt personificering er døden som en mand med en le.

Besjælingen giver noget ikke-menneskeligt nogle menneskelige egenskaber - især naturen. Man kan tale om besjæling i alle de tilfælde, hvor en ting, en plante eller et dyr har menneskelige egenskaber.

Et eksempel kunne være fra Martin A. Hansens novelle Agerhønen fra 1947:

De hørte den hjemløse landstryger udenfor - blæsten. Han var træt, lod det til. Nu og da lagde han sig ned på marken for at hvile, men så måtte han op igen.

Eller 1. strofe af Annemette Kures digt Oase fra 1996:

Ørkenen løfter skåle
af ler mod
himlen

Besjæling blev meget brugt i romantikkens litteratur, hvor besjælingen blev brugt som en måde at beskrive naturen på. Besjælingerne kunne udtrykke deres tro på, at der fandtes en sjælelig og åndelig kraft i naturen, fx i slutningen af St.St. Blichers Hosekræmmeren fra 1829:

I hvert et fjernt Luftbillede troede jeg at se Hosekræmmerdatteren, hvorlunde hun sad og spandt, og rokkede og slog ud med Armene. I Hjejlens sørgmodige Fløjten, i den eenlige Hedelærkes eensformige Klagetriller hørte jeg kun de sørgeligsande, af saa mange tusinde saarede Hjerter dybtfølte Ord:

Den største Sorg udi Verden her,
Er dog at skilles fra den, Man har kjer.

Også H.C. Andersen bruger besjælingen i eventyrerne om snemanden og den grimme ælling.

Symbol

Et symbol er et fænomen eller begreb, der benyttes på en sådan måde i teksten, at det sideløbende med sin almindelige betydning også får tillagt en ekstra betydning. Fx kan et hejst dannebrogsflag i en kolonihave også være et symbol på danskhed som sådan.

Et andet eksempel kunne være 'Sidegaden', som var navnet på et tidsskrift, som 80'er-forfatteren Michael Strunge var med til at redigere. Titlen skulle forstås symbolsk - sidegaden som kontrast til hovedgaden Strøget og de mennesker, som færdedes dér. Man ville gerne signalere, at det egentlige liv befandt sig uden for 'mainstream'.

Fiktive NU

Det fiktive NU er fortællingens nutid.

Forfatter

Er den person, som har skrevet romanen, novellen eller digtet, fx Henrik Pontoppidan 1857-1943. Det er vigtigt at skelne mellem forfatter og fortæller. Fortælleren er forfatterens redskab til at fortælle historien. Historiens stemme kunne man sige. Fortællerens horisont bestemmer læserens udsyn.

Se også under fortæller.

Fortolkning

Fortolkning er at give teksten mening. Hvad har forfatteren villet sige med sin tekst? Fortolkningen skal kunne dokumenteres ud fra iagttagelser i teksten, og en god fortolkning har balance mellem detalje og helhed.

Den gode tekst kan oftest ikke bare affærdiges i én konklusion, men sætter netop nye tanker i gang. Jo mere man fordyber sig i tekstens enkeltheder, jo flere nuancer kan dukke op!

Se også under Analyse og under Litterær analyse og fortolkning.

Fortæller

Kan også kaldes fiktionens stemme, som enten kan høres meget tydeligt, eller som kan være helt væk.

Fortællerpositionen hænger tæt sammen med fra hvilken synsvinkel, historien er fortalt.

Tager fortælleren os i hånden og fortæller en god gammeldags historie - "Der var engang en prinsesse...." taler vi om en alvidende fortæller, der kan overskue, hvad der sker og som ved, hvad de enkelte personer tænker og kan komme med udsagn, som personen ikke ved om sig selv.

Fortælleren kan også skjule sig helt bag en person, og synsvinklen er snævert forbundet med denne persons opfattelse. Her er fortælleren blevet en personbundet fortæller.

1. personsfortæller - også kaldet jeg-fortælleren er en person i fiktionen. Det kan være en hovedperson, en bi-person, en iagttager af begivenhederne, men jeg-fortælleren vil altid være bundet af sin egen synsvinkel. Alt det fortalte står for jeg-fortællerens egen regning. Jeget kan ikke vide noget om de andre personers indre, kan kun gætte sig til deres tanker eller forestille sig, hvad de øvrige personer måtte føle.

Et eksempel er fra St.St.Blichers Hosekræmmeren fra 1829, hvor 'jeg-fortælleren' besøger en hosekræmmerfamilie langt ude på heden. Hosekræmmeren taler nedsættende om en ung mand, der er ved at nærme sig huset:

Al den Udgydelse var ikke henvendt til mig, men til den Kommende, paa hvem han fæstede sit formørkede Blik, idet denne ad en Lyngvej vandrede ind mod Gaarden. Han var endnu saa langt borte, at jeg fik Tid til at udspørge min Vert om det unge menneske og erfare: at han var en Søn af nærmeste Naboe - som notabene dog boede over en halv Miil derfra - at Faderen kun ejede et lidet Boel, hvorpaa han endda skyldte Hosekræmmeren to Hundrede Daler; at Sønnen havde nogle Aar gaaet omkring med uldne Varer, og endelig havde vovet at bejle til den dejlige Cecilie; men faaet reent Afslag. Mens jeg hørte denne Beretning, var hun selv kommen ind; og hendes bekymrede Blik, der vexelviis deelte sig imellem Faderen og Vandreren derude, lod mig gjætte, at hun ikke deelte den Gamles Anskuelse af Sagen. Saasnart den unge Kræmmer traadte ind af den ene Dør, gik hun ud af den anden; dog ikke uden et hurtigt, men ømt og smerteligt Øjekast.

3.personsfortæller - han, hun, den - er enten alvidende eller skjult/personbundet. Den alvidende fortæller kan overskue historien og kan træde helt ud og give læseren oplysninger, som tekstens personer ikke selv kan vide.

Den alvidende 3. persons fortæller kan også opgive sin alvidenhed og gemme sig bag en person - og blive skjult. Man kan også sige personbundet. Synsvinklen ligger nu fast, og vi er gået helt ind i denne persons indre, hans tanker etc. Fortælleren kan også skifte synsvinkel og gå fra person til person. Det er i modsætning til 1.personsfortælleren, som er bundet til én person, nemlig 'jeget'.

Et eksempel på hvordan 3. personsfortælleren kan flytte position - ved både at være skjult bag en person (personbundet), men også - i samme tekst - komme frem og pointere sin alvidenhed er fra Suzanne Brøggers Jadekatten fra 1997:

Katze så med imponeret skepsis på Palle Gaustrup - kaldet Gaus - det unge finansgeni, som Papa havde taget til sig i sin tid og knyttet til familien. Otto havde mødt ham i USA og var faldet for hans evner, og siden havde Papa installeret Gaus, som en søn af familien, i Tobias' gamle værelse i Rosenvænget. Selvom Gaus var i kjole og ikke havde klap for øjet, var der alligevel noget sørøver over ham. Gaus var såmænd bare skomagersøn fra Horsens, men havde giftet sig norsk til mange penge. Konen, Aud, som var blevet blind med årene, holdt alle af, undtagen Gaustrup, som levede intimt sammen med husholdersken for alles åbne øjne. Men altså ikke for Auds. Naturen havde sænket nådens grønne stær over de arme pupiller. Men man skal ikke tale ondt om Gaus, han kommer til at hjælpe familien under krigen.

Katze så på sine børn med en mærkelig frygt. Som om de var fremmede for hende. Balder, Liane og Rebekka. Hvem holdt de med, hende eller Tobias?.......

Fortælletempo

Man kan tale om et langsomt og et hurtigt fortælletempo.

Et eksempel på det langsomme fortælletempo kan være Martin A. Hansens novelle Høstgildet fra 1947. Her skal en ung præst sige nogle ord om den veloverståede høst, før folkene kan gå i gang med festmåltidet. I de få øjeblikke, der går lige inden præsten slår på sit glas for at holde tale, lader Martin A. Hansen præsten gøre sig mange tanker over, hvad han egentlig vil med sit liv, hvad han overhovedet har at gøre som præst etc.etc. Dvs. disse tanker fylder meget i novellen, men i situationen kun et øjeblik.

Et godt eksempel på et hurtigt fortælletempo er en strofe på én linie i Adam Oehlenschlägers digt Guldhornene fra 1803. Strofen lyder: Et Sekel svinder.

Hundrede år er gået - på kun èn linie. Det er altså ikke vigtigt her, hvad der skete i de hundrede år, men hvad der skete lige før og lige efter.

Genrer

De tre litterære hovedgenrer: epik, lyrik, dramatik

Epik - den fortællende genre, som har et handlingsforløb. Der skelnes mellem episk digtning i ubunden form (se prosa) - eks. roman, novelle, eventyr og episk digtning i bunden form (se poesi) - eks. folkeviser, fortællinger på vers.

Epikken fortælles.

Lyrik - den subjektive genre. Lyrikken udtrykker følelser, stemninger, refleksioner, sansninger, tanker. Ofte "jegets" oplevelse nu - en almen tilstand - en subjektiv følelse ofte understreget v.hj.a. billedbrug, gentagelser. Lyrikken har ikke som de episke tekster en handling, men de har et forløb - man kan kalde det et stemnings- og tankeforløb. Specielt bruges versformen - poesi-formen - båret af rim og rytme.

Lyrikken opleves.

Dramatik - scenisk skildring, oftest skrevet for at blive opført på en scene. Er specielt skabt til en fællesoplevelse - grundformen er derfor anderledes end de to andre genrer. Tekstens tema, budskab formidles gennem en dialog mellem personer, spillet af skuespillere. (Fortælleren helt væk - replikker og regibemærkninger i stedet.) Den dramatiske genre eksisterer først rigtigt i samspil mellem skuespillere og publikum, når det ses eller høres fra en scene, på et filmlærred, en tv-skærm eller som hørespil. Det dramatiske er ikke blot, hvad der bliver sagt, men også musik, lys- og lydvirkninger, mimik, bevægelse, dekoration.

Dramatikken vises.

Holdning

Ud fra en teksts tema kan man tale om dens holdning, fx dens menneske- og tilværelsessyn. Den får måske - i heldige tilfælde - læseren til at stille spørgsmål til egne holdninger. Uden at den skal "stå til ansvar" for et bestemt, firkantet budskab.

Nogle tekster har et klart sigte, har fx et tydeligt politisk budskab.

Se også under tema.

In media res

Betyder 'i begivenhedernes midte'. Historien fortælles 'lige på og hårdt'. Læseren kastes ind i fiktionen, og handlingsgangen er i gang - ofte på dramatisk vis. Det er en måde at få læseren med på historien med det samme. Eksempelvis begynder den svenske krimiforfatter Jan Guillou sin roman Nationens tjeneste(1988) således:

Maria Szepelinska-Adamsson havde kun 90 sekunder tilbage af sit liv.

Klimaks

Stigning, der afslutter med en kulmination - et spændingshøjdepunkt. Man taler også om det modsatte anti-klimax, hvor spændingen udebliver. Man forventer noget, der ikke kommer.

Komposition

Det kalder man den måde, teksten er bygget op på. En tekst kan fx være bygget op vha. gentagelser, af modsætninger, af rimpar.

Opbygningen kan være kronologisk, hvor vi fx følger en person fra barn til voksen. Kompositionsprincippet kan også være en dag i et menneskes liv - fra morgen til aften - afbrudt af tilbageblik. Så selv om historiens nutid (det fiktive NU) alene er én dag, så kan vi alligevel vhja tilbageblikkene få indblik i personens liv i øvrigt.

Litterær analyse og fortolkning

Se også under analyse og fortolkning - og de øvrige delelementer, skrevet ud som særpunkter.

De enkelte tekster styrer i høj grad, hvilke spørgsmål der er relevante at stille til dem. Hver tekst har sine specielle kendetegn, som er vigtigst at fokusere på. Alligevel er der naturligvis et sæt af generelle punkter, der er gennemgående for en tekstanalyse. Vægten vil blot afhænge af den konkrete tekst. Rækkefølgen er også bestemt af den enkelte tekst, derfor ingen nummerering.

Genre - det er vigtigt at præcisere genren, for den sætter grænser for, hvad teksten kan "sige", og omvendt: den kan også give nogle muligheder, fx ved at blande genrer.

Komposition - måden en tekst er organiseret på, den måde det fortalte og historiens dele hænger sammen på. Under kompositionen følger en undersøgelse af tekstens gentagelser, kontraster og dens modsætninger.

Fortælleteknik - punktet angiver, hvordan vi ser tekstforløbet, om fremstillingen fx er scenisk eller panoramisk.

Fortæller - det er fortælleren, der er vores informationskilde til historien (og digtet for den sags skyld). Hvordan fremstår fortælleren? Som en engageret del af forløbet, som udenforstående, helt distanceret eller som en kølig registrant? Er fortælleren skjult eller tydelig?

Synsvinkler - hvor er fortælleren placeret i tid og rum i forhold til det, der fortælles om? Har teksten bagud- eller medsyn? Har den indvendigt eller udvendigt syn - eller kombinerer den disse positioner?

De kunstneriske virkemidler - benytter teksten metriske former (som bogstavrim eller enderim, det sidste er forbeholdt digte)? Har digtet en rytmisk organisering? Hvordan er tekstens billedsprog? Er der bemærkelsesværdige metaforer, optræder der sammenligninger, er der besjæling, personifikation, symboler? Hvilken tone og stil har teksten? Er den fx ironisk, satirisk eller fortvivlet, tragisk?

Karakteristik - hvordan beskriver teksten figurer og miljø? Markerer den holdninger eller er den neutral?

Tema(er) - hvordan ligger det med tekstens spændinger? Er der modsætninger i teksten? Hvordan er den valoriseret, dvs. hvilke positive og/eller negative træk knytter sig til tekstens beskrivelser?

Fortolkning - efter at teksten er blevet finkæmmet og overvejet i detaljen (analysen), gælder det om at samle trådene igen og give et bud på de overordnede linjer og tanker i teksten.

Perspektivering - hvordan peger teksten ud eller ind i bredere sammenhænge, hvordan går den i dialog med tendenser i tiden? Er det en tekst af ældre dato, kræver punktet, at man bruger sin historiske viden, og selv om en tekst har mange år på bagen, kan den måske sætte nutidige og aktuelle spændinger og problemer i relief. Perspektiveringen går naturligvis også på andre tekster af forfatteren og andre forfattere i tiden.

(Afsnittet 'Litterær analyse og fortolkning' er taget fra: Hvordan det? Om glæden ved tekstanalyse af Erik Svendsen, Gyldendal 1994).

Metrik

Læren om rim og rytme

Panoramisk skildring

I den panoramiske skildring ses det hele på afstand med et overskuende blik. Læseren får et totalbillede ved den panoramiske form og kan overskue personerne, tiden, rummet, landskabet. Modsætningen hertil er den sceniske, hvor læseren er tæt på begivenhederne. Filmisk er det at zoome ind på fx en person.

Et eksempel på den panoramiske skildring er Fortellinger om frihet fra 1975, skrevet af den norske forfatter Bjørg Vik. Her begynder skildringen med en overordnet, panoramisk billede af en by set i fugleperspektiv:

Til byen S. flytter stadig nye familier. De kommer i små flokker, fire-fem mennesker, ingen legger særligt merke til dem. De går av toget på jernbanestatjonen eller kryper ut av nedstøvete biler, trette i ansikterne, stive i kroppen etter den lange reise. Står der med kufferter og bære poser, kanskje med en hund eller en barnevogn, kryper sammen rundt tingene og ser seg om med grå, ligegyldig nesten fiendtlige øyne. De små flokkene er som knuter, som knyttnever.

Siden kommer flyttebilerne.....

De går til vinduene i de nye rommene, ser ut mot andre blokker, mot rekker af firkantede vinduer, ser parkeringsplassene.......

Og så zoomer hun ind til én konkret person i én af lejlighederne, og skildringen bliver scenisk:

Etter at han så den unge kvinnen som kastet blomsterpottene gjennem altandøren, stirrer han hver morgen mot akkurat det vinduet og den altanen.....

Han drikker varm kaffe og ruller en sigarett. Ingrid står med ryggen til og rasler med matpapir...

Poesi og prosa

Betegnelser for den form, en tekst er skrevet i.

Poesi - er digtning i metrisk eller rytmisk bunden form - det, vi normalt kalder et digt.

Prosa - er den almindelige form for talt og skrevet sprog, altså den frie, ubundne form i modsætning til poesi (digt). Romaner og noveller er typisk skrevet i prosa.

Strofe

En samling af verslinjer. Fx kan et digt have fire strofer med fem verslinier i hver.

Rim

Her skelnes mellem enderim og bogstavrim

Enderim - de sidste stavelser i en linie skal være lydligt samklingende med et eller flere af de øvrige linier - eks. hjerte og smerte, by og ly etc. For at få et overblik over, hvordan rimene fungerer i et digt, kan man ud for hver linieafslutning sætte et a, b, c som markerer, hvordan linjerne rimer sammen .

Eksempel på enderim:

Viggo Stuckenberg - fra digtet Ingeborg, 1896:

Bogstavrim - kaldes også allitteration. Det er når to eller flere trykstærke stavelser indledes med samme bogstav - bragende bruser bølgen - eller som der står i Helge Rodes digt Den hvide Streg fra 1892 -

Ved kun, jeg selv
staar somFlammebro fra Himlen en Søjle hvid

Et eksempel på en klassisk rimform er sonetten, som Shakespeare gjorde så berømt, men som også enkelte af vor tids digtere benytter, fx Inger Christensen i digtsamlingen Sommerfugledalen fra 1991.

En sonet er en 14-liniet, rimet versform - organiseret i 2 x 4 og 2 x 3 sammenrimede linier. En sonetkrans er en samling af 15 sonetter, hvor hver sonet som begyndelseslinie har den forriges slutlinie, og hvor den 15. og sidste sonet - mestersonetten - bygges op af de 14 forudgående sonetters begyndelseslinier.

Sommerfugledalen er en sådan sonetkrans. Sidste og 15. sonet - mestersonetten - lyder:

XV

De stiger op, planetens sommerfugle a
i Brajeinodalens middagshede luft, b
op fra den underjordisk bitre hule, a
som bjergbuskadset dækker med sin duft. b
Som blåfugl, admiral og sørgekåbe, c
som påfugløje flagrer de omkring d
og foregøgler universets tåbe c
et liv der ikke dør som ingenting. d
Hvem er det der fortryller dette møde a
med strejf af sjælefred og søde løgne b
og sommersyner af forsvundne døde? a
Mit øre svarer med sin døve ringen: c
Det er døden som med sine egne øjne b
ser dig an fra sommerfuglevingen. c

Rytme

Er en given kombination af trykstærke og tryksvage stavelser. De fleste ældre digte har en fast rytme.

Et eksempel på en meget fast rytme er alexandrineren, som var meget populær i barokken. Kingo brugte denne form i mange af sine hyldestdigte.

Alexandrineren består af 12 udtalte stavelser med en pause i midten:

_ _ _ _ _ _ // _ _ _ _ _ _

Eksempelvis har han i 1697 skrevet et hyldestdigt til søhelten Niels Juel på denne måde. Det er inskriptionen under hans buste i Holmens Kapel:

Staa Vandrings-Mand, og skue // en Søe-Helt an i Steen,
Og est du self ey Flint, // ær da hans døde Been,
Thi det er Her Niels Juel! // Hvis Marf og Been og Blood
Med fyrigt Hierte for // sin Konges Ære stood!
Hvis Manddoms Drifter i // saa mange Søe-Slag staar
Og giennem Hav og Luft // og Land med ære gaar!
En Mand af gammel Dyd // og Dansk Oprigtighed,
Af Ja og Ney og hvad // mand got og ærligt veed!
Hans Sjæl dend er hos GUD, // hans Been i denne Grav,
Hans Navn i Minde, mens // der findis Vand i Hav.

Mange moderne digte er netop karakteriseret ved deres brud på faste rim og rytmer, men har alligevel en tydelig rytme, eksempelvis Benny Andersens På høje tid fra 1964:

Det er på tide
vandet koger
jorden brænder
verden venter
da Alexander var på Cæsars alder
var han allerede Den Store
da Cæsar var i min alder
var han allerede færdig
de spildte ikke tiden
tiden spildte ikke dem
de brugte tiden som en skjorte
sov med den på
spiste med den på
blev begravet i den
og her sidder jeg
holder avis
holder jul
holder igen
lader bedrifter gå min næse forbi
i håbløs restance med opdagelser
verden venter ikke
da Mozart var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Vinci
da Gama
Damokles
det er på høje tid
det er over tiden
min hat
min frakke
mine cykelspænder
det er nu eller aldrig

Scenisk skildring

Se under panoramisk skildring.

Synsvinkel

Se under fortæller.

Tema

En tekst kan have flere temaer (overordnede emner). For at finde temaer i en tekst, kan det ofte være en god idé at se på, hvilke modsætninger der ligger i teksten. Fx kultur over for natur eller uskyld over for skyld.

Væsentligt er det så at lægge mærke til, hvor teksten lægger sin værdidom. Hvilke positive og/eller negative træk knytter sig til tekstens beskrivelser? Hvor ligger tekstens sympati? Det peger frem mod, hvad forfatteren har villet sige med sin tekst.

Se også under holdning.