Herunder bringes forskellige læreres artikler om nogenlunde samme danskfaglige delemne.

Hensigten med at bringe flere artikler om samme emne er, at du selv kan vælge, hvilken af teksterne der efter din mening er mest anvendelig i den sammenhæng, du skal bruge den.

'Sammenklip' af Jørn Ingemann Knudsen.

Oplysningstiden regnes for at vare det meste af 1700-tallet, men det var især i sidste halvdel, at den havde sin glansperiode. Begrebet oplysningstid kommer fra begrebet oplysningsfilosofi, der fik sin udformning i Frankrig, hvorfra den bredte sig til resten af Europa.

I denne korte introduktion bringes centrale citater, der forsøger at indfange generelle kendetegn ved oplysningstiden:

Ved filosofi forstod man i datiden al rationel erkendelse til forskel fra teologiens. Vigtigst var naturfilosofien, dvs. naturvidenskaberne, som havde fået deres store gennembrud i 1600-årene med Newtons fysik, Harveys opdagelse af blodkredsløbet og mange andre opdagelser, som byggede på eksperimenter og empiriske iagttagelser af naturen, ikke på Bibelen eller de antikke forfatteres autoritative skrifter.

Ordet 'oplysning' betegnede bestræbelsen på at bringe den rationelle erkendelse ud til bredere kredse end de lærdes ved at bruge folkesprogene fransk, engelsk, dansk osv. i stedet for de lærdes sprog, som i det centrale og vestlige Europa over alt var latin.

I oplysningstiden opstod for første gang en diskuterende offentlighed i saloner, klubber, aviser og tidsskrifter, hvor det var rationelle argumenter og ikke åbenbarede sandheder, der talte, og hvor også samfundets indretning kom til debat. (...)

Forestillingen om et historisk fremskridt båret af fornuften blev en central tanke. Det bedste samfund og de klogeste mennesker lå ikke tilbage i tiden [til fx de græske filosoffer fra antikken], som man hidtil havde troet. Tværtimod havde de nulevende mennesker med deres moderne videnskab, teknik, militær, arkitektur og kunst nået et højere stade end de fortidige, selv grækerne og romerne, og ville være i stand til at skabe endnu bedre samfund i fremtiden.

I fremskridtstanken lå et opgør med forsynstanken, dvs. forestillingen om, at den bestående verdens- og samfundsorden og historiens gang var styret af Gud. Verdensordenen var i stedet styret af naturlovene, som videnskaberne var i færd med at klarlægge, og samfundsordenen var styret af menneskene selv på måder, som kunne klarlægges ved, at man studerede den menneskelige natur og de eksisterende samfund lige så indgående, som naturfilosofien studerede naturen.

Hvis der fandtes en gud, hvad de fleste fortsat troede der gjorde, var han kun den, der engang havde skabt den fornuftige verdensorden, som nu fungerede af sig selv uden hans ustandselige indgriben. Dette standpunkt kaldes deisme (af 'deus': gud) til forskel fra ateismen, som endnu var sjælden.

Et kendetegn ved oplysningstiden var desuden det skift, der skete fra - at kongen havde enevældig magt og anså det for forbudt og strafbart, hvis andre blandede sig i statens anliggender - til at det i 1757 blev tilladt at drøfte statens anliggender.

Denne øgede medindflydelse gav sig bl.a. udslag i, at kongen og regeringen i 1755 opfordrede til fri skriftlig debat om, hvordan landbruget kunne forbedres og effektiviseres. I 1757 blev Undersaatter fra Borger-Klassen og andre gode, oplyste og retskafne Mænd opfordret til at komme med forslag til forbedring af landets økonomi. Sådanne forslag blev udgivet i et tidsskrift med titlen Danmarks og Norges økonomiske Magazin.

Man har kaldt styret i datidens Danmark-Norge for 'den opinionsstyrede enevælde', og dette styre gennemførte flere varige reformer end nogen anden af de europæiske stater, der gik under navnet 'oplyst enevælde'.

Vigtigst var de såkaldte landboreformer, der i løbet af de næste årtier bevægede sig i retning af, at bønder kunne blive fritaget for at skulle arbejde for godsejeren og dermed få frihed til at købe, eje og arbejde på egen jord. Et konkret resultat af reformarbejdet var stavnsbåndets ophævelse i 1788.

Desuden blev der i 1770 indført fuld trykkefrihed, som gav mulighed for og også i praksis åbnede op for en livlig diskussion i offentligheden - og der udkom et væld af 'oplysende' skrifter og magasiner. Den fuldstændig frie trykkefrihed (= ytringsfrihed på skrift) blev dog allerede indskrænket et par år efter, men var i praksis gældende igen i de sidste 15 år af 1700-tallet.

Læs uddrag af Trykkefrihedsforordningen af 1799, hvor ytringsfriheden igen bliver indskrænket.

Kilde: Samtlige citater er fra artiklen 1700-talstema: Oplysningstid og reformpolitik på danmarkshistorien.dk. Artiklen er skrevet af en unavngiven person fra hjemmesidens redaktion. Senest redigeret i 2012. Mine fremhævelser.

Redigeret af Jørn Ingemann Knudsen, 2015.

Troen på den menneskelige fornuft

Oplysningstiden bekender sig først og fremmest til den menneskelige fornuft.

Som forfatteren og filosoffen Ludvig Holberg (1684-1754) beskriver den fundamentale forskel mellem dyr og mennesker:

Menneskets Herlighed frem for de umælende Bæster kand fornemmelig sees deraf, at det er begavet med en fornuftig Siæl, hvorudi er et herligt Lys til at kiende og (...) Menneskets Gierning foretages af foregaaende Forstand og Villie. (Fra kapitel 1 (CAP I) i hans værk Naturens og Folkerettens Kundskab).

Med fornuften som våben bekæmper oplysningstiden enhver form for irrationalisme, dvs. overtro, mystik og mangel på logisk tænkning.

Den stille latter over tidligere tiders irrationelle tankemåder er et kendetegn for især Ludvig Holberg. Han gør bl.a. grin med de middelalderlige skolastikere (filosoffer), der kunne finde på at skrive et 400-siders værk om, hvor mange engle der kan sidde på spidsen af en nål.

Han morede sig også over en kirkestrid i England, hvor munkene kom op at slås i et kirkebibliotek - bøgerne blev brugt som kasteskyts. Striden gik på, hvorvidt man skulle korse sig med to eller tre fingre.

I Holbergs komedier får vi som publikum lov til at le med. Men det er faktisk os selv vi ler af, når Jean de France i komedien af samme navn (1722) tager jakken omvendt på, eller når hovedpersonen i Den Stundesløse (1723) har så travlt, at han intet når.

I følge Holberg er menneskets natur 'barokt'. Med det mente han, at vore følelser, emotioner, affekter svinger ret ukontrolleret og uforudsigeligt frem og tilbage, de 'pendulerer' mellem ekstreme tilstande.

Som Holberg skriver i sit Epigram nr. 37:

(...) naar Fanden bliver syg, vil han være Munk: hvilket er, at gaae fra een Yderlighed fil en anden. Man haver seet ved saadan hidsig Reformation, Vantroe forvandles til Overtroe, Hidsighed til Feighed, Dristighed til Frygt, Sladderagtighed til latterlig Taushed.

I det ene øjeblik er vi fulde af kærlighed - i det næste øjeblik slås vi til døden.

Det er Holbergs grundforståelse af menneskets inderste væsen, og den kan illustreres således:

Middelvejen, en pragmatiske fornuft, er den rette vej

Men oplysningstidens, og også Holbergs, filosofi er, at den fornuftige løsning altid findes på middelvejen.

Som Holberg skriver i sit Epigram nr. 37:

...alt hvad som er for meget, skader; thi all Dyd bestaaer udi Mediocritet, og, saa snart den gaaer over de Grændser, bliver den metaraorphosered til en Last. Den store Chinesiske Philosophus Confucius haver sammenskrevet et moralsk og politisk Systema, som han haver kaldet Medium Magnum, eller, den store Middelvej, hvorved han haver villet give tilkiende, at Middelvejen er Grundvold til alle gode Ting, og den fornemste Regel, som Mennesket bør tage i agt. Den beste Ting kand blive til Fordervelse, naar den ikke øves med Maade.

I Holbergs drama om Erasmus Montanus (1731), er netop Erasmus eksempel på et menneske, der er ekstremt. Erasmus har nok ret, når han hævder, at jorden er rund, men det er Erasmus' bror, bonden Jacob, der sørger for, at maden kan komme på bordet. Jacob er middelvejens, den pragmatiske løsnings mand, der tager ansvar for sig selv og det fællesskab, han er en del af. Derfor ligger Holbergs sympati hos Jacob frem for hos en teoretiker som Erasmus, der egoistisk og arrogant bruger fornuften til at fremme sine egne formål.

Fra mæcenatsforhold til fri kunstner

Oplysningsfilosoffen kæmper for tros-tænke og talefrihed. Han tror på humanitet, tolerance og talefrihed. Midlet til at gøre disse idealer til virkelighed får man bl.a. med de nye tekniske muligheder for at masseudgive litteratur, der udvikler sig især i sidste del af 1700-tallet.

Der bliver således fx udgivet en stor mængde populærvidenskabelige tidsskrifter. Holberg, der også var adlet baron, havde god nok økonomi til at kunne udgive sine egne værker (komedier, filosofiske værker m.m.) og bliver faktisk på grund af det en endnu mere velhavende mand.

Indtil begyndelsen af oplysningstiden havde kunsten fortrinsvist været styret af mæcener, dvs. kunsten var et bestillings- og lejlighedsarbejde. Arbejdsgiverne var hofferne (kongen/adlen) og kirken.

Nu bliver det muligt at producere og sælge 'kunst' til et abstrakt publikum. Med abstrakt forstås et publikum, der ikke er bestemt ud fra klasser eller institutioner, men i praksis enhver som har råd til at købe et kunstværk eller en bog. Dette nye publikum skaber en ny form for offentlighed, hvor indgangsbilletten ikke er blåt (adeligt) blod, men penge.

Denne nye markedsstyrede offentlighedstype er et produkt af pengeøkonomiens og borgerklassens fremgang.

Oplysningstidens idealer og menneskeopfattelse

Oplysningstiden og dens rationalistiske opfattelse, er måske den vigtigste fase i humanismens historie. Den er imod dogmatisk tænkning - bekæmper den kristne forestilling om menneskets syndighed (arvesynden) - tror på frihed og lighed for alle mennesker.

Oplysningstidens humanisme er stadig levende i dag i den vestlige kulturkreds.

Oplysningstidens dominerende menneske syn er kendetegnet ved at mennesket opfattes som værende i besiddelse af:

1. en medfødt sund fornuft
2. en medfødt moral, der er ens hos alle mennesker
3. en fri vilje og en udødelig sjæl - i modsætning til dyrene

Dets natur er ikke syndig som i den kirkelige opfattelse. De menneskelige laster beror ikke på arvesynden, men skyldes en midlertidig formørkelse af det menneskelige 'fornuftens lys'.

Denne menneskeopfattelse stammer grundliggende fra den græske filosof Aristoteles (384-322 fvt.) som siger, at mennesket er et 'Zoon politikon', dvs. et samfundsvæsen.

Det er den gode oplysningsfilosofs, og hermed også Holbergs, opgave gennem bogudgivelser at opdrage og belære.

Oplysningstidens forudsætninger

Indholdet i oplysningsfilosofiens tanker er ikke nyt. Det er i stort omfang tankegods, der kan føres helt tilbage til renæssancen, der blot nu i populariseret form bliver tilgængelig for et større publikum.

Oplysningtidens filosofiske forudsætninger tager udgangspunkt i de store naturvidenskabelige landvindinger i 1500- og 1600-tallet.

Ligesom i den naturalistiske periode i det moderne gennembrud i 1870-1890, er det videnskabens fremskridt og erkendelsesmæssige gennembrud, der fascinerer de 'oplyste' forfattere (inkl. Georg Brandes (1842-1927)) og filosoffer i 1700-tallet.

René Descartes (1596-1650), Isac Newton (1643-1727) og flere andre videnskabmænds banebrydende forskningsresultater resulterer i en optimistisk tro på, at den menneskelige fornuft kan gennemskue verden.

Filosofferne lægger sig i den naturvidenskabelige slipstrøm. Den tyske filosof G.W. Leibnitz (1646-1716) fremfører i sit store værk Essai de théodicée (essay om forsvar for Gud), at vor verden er den bedste af alle verdener.

Naturretten

Centralt for oplysningstidens filosofiske omtolkning af verden står naturretten.

Naturretten beskæftiger sig med de grundlæggende filosofiske spørgsmål om og svar på, hvad der er den mest rigtige og hensigtsmæssige måde for mennesker at være/opføre sig på, hvis mennesket skal være i overensstemmelse med sin natur.

Man kan sige, at naturret er - skrevne eller uskrevne - regler for, hvordan mennesker bør opføre sig over for hinanden i de fællesskaber, de indgår i - hvis de skal være i overensstemmelse med den menneskelige natur.

I oplysningstiden var det især den såkaldte rationalistiske naturret, der var normen. Det var en (rets)tænkning, der byggede på fornuftsprincipper.

Et meget vigtigt naturretlige princip var fx, at aftaler skulle holdes (på latin: pacta sunt servanda). Et andet princip var, at ethvert menneske skulle opføre sig overfor andre, så de ikke havde nogen grund til at ønske at skade det. Ethvert menneske burde altså, såfremt det stod i dets magt, opføre sig 'fredeligt' overfor andre mennesker.

Men mennesker stod jo af og til over for situationer, der ikke var helt nemme at opføre sig naturretligt rigtigt i. Fx overvejer Holberg et sted i sit værk Naturret (1750), hvad man bør gøre, når man står over for valget mellem to onder. Han konkluderer, at man må vælge det mindste onde.

Oplysningsfilosofiens religiøse opfattelse: Deismen og Rationalismen

Selv om fornuften vinder frem, er Gud endnu ikke 'død'. Oplysningsfilosofien bekender sig til deismen. Deismen tror på, at der findes en Gud, en højere intelligens, hvilket bevises af at universet i sin lovmæssighed og fornuftige opbygning ikke kan være opstået af sig selv. Men efter skabelsen griber Gud ikke ind i verdensordenen - f.eks. ved undere eller lignende. Dette ville være et brud på Guds egen logiske verdensorden.

Religion er ikke et mystisk anliggende, men et moralsk. Man dyrker Gud på den rette måde ved at føre et moralsk og fornuftigt liv.

Fra ca. 1750 udvikledes som en konsekvens af oplysningstidens idealer en kirkelig rationalistisk retning, der lader fornuften og ikke følelsen være afgørende i religiøse spørgsmål. Som det beskrives i Den Store Danske:

Begrebet rationalisme, der især er knyttet til oplysningstidens idealer, prægede protestantisk teologi ca. 1750-1830. Rationalistiske præster og lærere ønskede at fremstille kristendommen som hjælpemiddel til et lykkeligt liv og en moralsk samfundsorden. Deres pligt til at forkynde kristendom tolkede de som et ansvar for folkets oplysning og opdragelse. Den teologiske opgave bestod i at vise samhørigheden mellem religion og fornuft: At mennesker ikke kan komme til fornuft og moral uden en religiøs vished, og at religion kun er forsvarlig som virkeliggørelse af fornuftens idealer. (Kilde: Fra leksikonopslag om rationalisme i Den Store Danske: http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/rationalisme. Set 14. april 2015).

Denne fornuftsstyrede opfattelse reagerer N.F.S. Grundtvig (1783-1872) meget kritisk overfor i den efterfølgende litteraturhistoriske periode fra 1800-1870, der har fået betegnelsen 'Romantikken'.

Borgerskabet mellem demokrati og autokrati

Kulturlivets dominerende sociale klasse er, sammen med enevælden, det fremrykkende borgerskab. I 1500- og 1600-tallet var det adelen, gejstligheden og de lærde, der havde magten. I oplysningstiden skabes en alliancen, et 'fornuftsægteskab' mellem konge og borgerskab, der resulterer i det, vi kalder: den oplyste enevælde.

Det var stadigvæk sådan, at majestætens subjektive voluntas er hævet over den positive ret, dvs. at kongens magt grundliggende er hævet over loven. Borgerskabet havde altså ikke magt nok til at 'fyre' kongen. Kongen blev dog ikke opfattet som 'hovedfjende' af borgerskabet, de opfattede ham derimod som en værdifuld partner bl.a. i kampen mod adelen.

Kongen var på den ene side enevældig, men på den anden side voksede borgerskabets indflydelse alligevel så stor, at de havde magt til at aftale med kongen, at han skulle handle i samtidens filosofiske ånd, dvs. oplyst og fornuftigt. I oplysningstiden kan kongen altså ikke længere erklære krig, fordi han tabte i kortspil til naborigets konge.

Ludvig Holberg er på en måde i klemme mellem på den ene side sin tro på mennesket som det fornuftige samfundsvæsen, og på den anden side sin fulde tro og støtte til enevælden.

Problemet er, at hvis mennesket virkelig er så godt begavet, som allerede Aristoteles og de græske demokrater mente, så er der ikke rigtig nogen grund til at have enevælde, hvor mennesker styres med hård hånd af en enevældig hersker og hans stand.

Derfor kan vi allerede i det andet kapitel (CAP II) af Holbergs Naturens og Folkeretten Kundskab se et helt andet pessimistisk og 'dyrisk' menneskesyn, der således indirekte bruges som argument for et fortsat behov for en stærk statsmagts indgriben.

Også i den dengang meget berømmede filosof Thomas Hobbes forsvar for enevælden, Leviathan, bliver mennesket ikke defineret som et lyst samfundvæsen, men som Homini Lupini - et blodtørstigt ulvemenneske (jf. verslinjen Mennesker i Mennesk-Blod at svemme i uddraget af Holbergs skæmtedigt).

I følge Hobbes vil det ene menneske opsluge det andet, hvis ikke der er en stærk konge, som ikke er bange for at piske sine undersåtter på plads. Med Capsun og Tøyel (pisk og bidsel), som Holberg kalder det. Her kan mennesket ikke selv finde frem til fornuftige løsninger på sameksistens - det skal og bør tæves ind på middelvejen. Det ideologiske forsvar for enevælden er således på plads. Selv om vi befinder os i oplysningstiden, så er det altså fortsat en dominerende opfattelse, at ikke alle mennesker er lige fornuftige. Nogen er mere fornuftige end andre.

I Holbergs forfatterskab kan vi således finde to forskellige middelveje. Den ene er den demokratiske middelvej, hvor mennesket via sin lysende fornuft selv er i stand til at løse sociale problemer. Den anden er den autokratiske middelvej hvor det 'Hobske' ulvemenneske kun kan sameksistere under en stærk enevældig statsmagts voldsmonopol.

Litterære genrer i oplysningstiden

Oplysningsforfatternes middel til at vække 'det naturlige lys' (= at oplyse) er de før nævnte filosofiske og populærvidenskabelige skrifter - og ikke mindst satiren.

I Holbergs komedier har hovedpersonerne én gennemgående last eller dårskab. Denne karakteregenskab karikeres altid som ekstrem. Og gennem latteren ser folk (publikum) 'sig selv i et spejl'.

Middelvejen findes ved list og intriger, oftest iscenesat af Holbergs 'darling', tjenestepigen Pernille. Men middelvejen kan også som i Erasmus Montanus findes ved hjælp af enevældens forlængede arm, en løjtnant i militæret, der narrer og banker Erasmus ind på middelvejen. Erasmus får bank af Holberg og Kongen, ikke fordi han har de forkerte synspunkter, men fordi han ikke er pragmatiker. Med sin hensynsløse brug af de rigtige meninger er han også et egoistisk 'ulvemenneske', der får sin fortjente afretning.

I den satiriske roman Niels Klims underjordiske rejse skildrer Holberg forskellige fantasiriger, hvor indbyggerne i hvert rige lider af en fremtrædende vildfarelse, eller statsforholdene er så tåbelige, at læseren må le af det. Men efter latteren kommer eftertanken.

Et af de riger Niels Klim gennemrejser, er et idealland, landet Petu. Statsforfatningen er her oplyst enevælde, religionen er deisme, og menneskene tolerante over for anderledes tænkende og troende. Niels Klim er indbegrebet af den dumme europæer, der er begravet i sine egne fordomme. Der sker dog en positiv udvikling med ham undervejs.

Som i komedierne er det Holbergs mening, at læseren skal genkende sig selv i hovedpersonen.

Andre strømninger end oplysningstanken

Pietismen

Pietismen - I kontrast til rationalismen får 1700-tallet også en religiøs vækkelse. Pietisterne og rationalisterne er enige om at forkaste 1600-tallets stive ortodoksi. De tager også begge udgangspunkt i det enkelte menneskes personlige forhold til Gud.

Men med pietismen er det stærke følelsesliv i centrum.

Pietismen bliver med sin følelsesdyrkning en forløber for romantikken.

Pietismen står I modsætning til Kingos bodskristne salmedigtning, der koncentrerer sig om at advare mod jordelivets farer og fristelser. Hengivelsen i Pietismen til Jesus har omvendelseskarakter og er præget af en næsten erotisk metaforik. Brorsons salmer søger at forføre den ellers fortabte synder til et ekstatisk liv med Jesus:

O hav mig, tag mig ganske hen,
dig har jeg mig hengivet

Rokkoen

Sideløbende med oplysning og pietisme fortsætter lejlighedsdigtningen og den verdslige hyrdedigtning i forfinet form. Barokkens bombastiske stil forvandles i rokokoen til style elegante,en dekorativ sirlig og forfinet stil. Rokokoens lette og mere underholdende form henvender sig til det adelige, aristokratiske hofmiljø.

Denne stil opstår i følge Norbert Elias som en følge af konkurrenceforholdet mellem kræmmeradelen (baroner og grever) og fødselsadelen. I det desperate forsøg på at distancere sig fra den opkommende kræmmeradel udvikler fødselsadelen stadigt mere forfinede former for adfærd.

'Det sidste skrig fra Paris', som kan høres helt op til vore dages modeverden, høres første gang i forbindelse med dette kapløb. Fødselsadelen opfinder nye 'rokokko-manerer', som straks efterlignes af borger-kræmmeradelen. Fødselsadelen forarges over den primitive nyriges vulgære forsøg på efterligning - men efterhånden som fødselsadelens forfinede adfærd bliver kopieret, tvinges den ud i nye adfærdsudtryk i forfinet elegance, der kan legitimere og repræsentere dens magt i offentlig sammenhæng. Det blå blod er i sig selv ikke længere nok.

Aristokratiet demonstrerer/legitimerer dets magt over for folket gennem sofistikeret og elegant adfærd. Hoflivet er et offentligt skuespil.

I komedien Jean de France udstiller Holberg den unge borgersøn, der blindt følger den adelige mode fra Solkongens strålende by, Paris. Holberg siger med denne komedie til borgerne, at de kun gør sig til grin ved at efterligne adelens manerer.

På overfladen er rokokkodigtningen munter og erotisk livsnydende, men ofte finder man dog en trængt adels livstræthed mellem og bag linjerne.

Digteren/kunstneren indgår her i et mæcenatsforhold, dvs. han er ansat af en adelsmand som 'eventmaker'. Hans opgave er - ud over at kaste glans over sin arbejdsgiver - at sørge for uforpligtende underholdning ved højtidelige eller selskabelige lejligheder.

Ambrosius Stub (1705-1758) er Danmarks vigtigste rokokkodigter.

Hans legende og lette stil er henvendt til et livsnydende aristokrati, der ikke har synderlig lyst til at se ud over kavalerstilen.

En bearbejdet udgave af Gunnar Mühlmanns tekst (se ovenfor) - af dansklærer på Køge Gymnasium

Oplysningstiden bekender sig først og fremmest til den menneskelige fornuft. Med fornuften som våben bekæmper oplysningstiden enhver form for irrationalisme, dvs. overtro, mystik og mangel på logisk tænkning.

Oplysningstiden har sit navn efter en stadig mere fremherskende forestilling: at ethvert menneske fra naturen er begavet med et 'naturligt lys', dvs. fornuft, der er i stand til at retlede såvel individuelle som samfundsmæssige forhold.

Men for at denne fornuft skal kunne folde sig ud, kræves det, at viden og undervisning er almindelig tilgængelig, ligesom der heller ikke må være nogen hindringer (fx religiøse) for, hvad der kan og må undersøges af fornuften.

'Oplysningsprojektet' er altså den optimistiske forestilling om, at i takt med, at viden og lærdom udbredes til alle, vil fordomme, snæversyn, intolerance og undertrykkelse efterhånden forsvinde.

Rationalisme

Hovedbegrebet i de nye tanker var rationalisme (fornuftstro/fornuftsdyrkelse) - dette kom i Danmark tydeligst til udtryk hos Ludvig Holberg (1684-1754), da han stort set dominerede den danske litteratur i første del af 1700-tallet.

Hovedpointer i rationalismen:

• mennesket er et fornuftsvæsen (med en gudgiven fornuft) og besidder en fri vilje
• mennesket er med Aristoteles' udtryk et zoon policon, et 'socialt dyr', begavet med en medfødt moral, som er ens for alle, og hvis grundlag er det almene menneskelige bud: vær mod andre som du vil, de skal være mod dig!
• fornuft er kilden til erkendelse
• ting skal bevises for at være sande
• udover fornuften er menneskelige erfaringer en vej til erkendelse (empirisme - erfaringsvidenskab)
• Guds eksistens bevises ud fra rationelle grunde og ikke med henvisning til biblen
• der findes 'naturlige sandheder', som alle mennesker ved fornuftens brug kan indse.

Den latterlige ufornuft

Den stille latter over tidligere tiders irrationelle tænkemåder er et kendetegn for især Holberg. Han gør bl.a. grin med de middelalderlige skolastikere (filosoffer), der kunne finde på at skrive et 400siders værk om, hvor mange engle der kan sidde på spidsen af en nål.

I Holbergs komedier får vi som publikum lov at grine - både af personerne i stykkerne, men også af os selv! Karakterkomedierne fremhæver alment menneskelige træk, som vi genkender fra os selv, hvorved vi også kan blive en lille smule klogere på, hvordan vi selv bør opføre os.

Den gyldne middelvej

Ifølge Holberg besidder mennesket følelser som pendulerer mellem ekstreme tilstande. I det ene øjeblik er vi fulde af kærlighed og ømhed - i det næste slås vi til døden. Det er Holbergs forståelse af menneskets inderste væsen. Det er derfor afgørende for et oplyst menneske at handle ud fra den gyldne middelvej, dvs. finde en fornuftig og praktisk løsning.

Pragmatisk fornuft

Oplysningstidens tænker er ikke blot en luftig teoretiker. Der hører altid en pragmatisk løsning med. Holberg finder altid en pragmatisk løsning på tingene. Vi er ikke i tvivl om, at det er Erasmus Montanus som har ret, når han hævder at jorden er rund, men det er Erasmus' bror, bonden Jacob, som sørger for, at der hver dag kommer mad på bordet. Dermed ligger Holbergs sympati hos ham og ikke hos teoretikeren, Erasmus, der ganske vist har ret, men som ufølsomt og arrogant bruger fornuften til at fremhæve sig selv. Viden skal udbredes og anvendes nyttigt, hvis den skal have sin berettigelse.

Fra mæcenforhold til den frie kunstner

Oplysningsfilosoffen kæmper for tros-, tænke- og talefrihed. Han tror på humanitet og tolerance. Midlet til at gøre disse idealer til virkelighed findes i de nye tekniske muligheder for at masseudgive litteratur. Der bliver udgivet en stor mængde populærvidenskabelige tidsskrifter. Holberg udgiver selv sine egne værker (komedier, filosofiske værker mm) og bliver herigennem en velhavende mand.

Indtil oplysningstiden havde kunsten fortrinsvis været styret af mæcener, dvs. at kunsten var bestillingsarbejde. Arbejdsgiverne var hofferne (kongen/adelen) og kirken. Nu bliver det populært at producere og sælge 'kunst' til et bredere publikum, som ikke var bestemt ud fra klasser eller institutioner, men i praksis enhver, som havde råd til at købe et kunstværk eller en bog.

Dette nye publikum skaber en ny form for offentlighed, som bestemmes ikke blot af blod men også af penge.

Denne nye markedsstyrede offentlighedstype er et produkt af pengeøkonomiens opblomstring og borgerskabets fremgang. Man taler om en ny borgerlig offentlighed i modsætning til hoffet og kirkens repræsentative offentlighed.

Oplysningstidens filosofiske forudsætninger - naturret, rationalisme & empirisme

Mange af oplysningstidens tanker er ikke nye, men kan føres tilbage til renæssancen, men de blev i 1700tallet i populariseret form tilgængelige for et større publikum.

En vigtig forudsætning for oplysningen er den naturretstænkning, der har rødder helt tilbage til de græske stoikere og Aristoteles. Naturretten er en almen menneskelig ret, hævet over - men ofte i opposition til - den givne positive lov og dens magtinteresser. Tanken er, at alle mennesker er født lige og frie. I naturtilstanden levede mennesket netop sådan, med fælles ejendom og efter princippet om gensidighed. Samfundspagten - der danner egentlige samfund - er når nogle mennesker frivilligt underkaster sig en høvding eller konge, for til gengæld at få beskyttelse af denne. Denne forestilling blev brugt som et politisk meget effektivt argument for, at samfundet byggede på en kontrakt mellem to parter. Og opfyldte en despotisk konge fx ikke sin del af kontrakten, kunne han altså væltes. Denne 'ret til oprør' kulminerede i Den store franske Revolution og førte til det moderne demokrati. Hugo Grotius (1583-1645), Samuel Pufendorf (1632-1694) - som Holberg var elev af - Montesquieu (1689-1755) og J. J. Rousseau (1712-1778) var blandt de vigtigste naturretstænkere.

Sideløbende hermed resulterede rationalisten Descartes (1596-1650) og naturforskeren Newton (1643-1727) og flere andre videnskabsmænds banebrydende forskningsresultater i en optimistisk tro på, at den menneskelige fornuft kan gennemskue verden.

Den religiøse opfattelse - deisme

Selvom fornuften vinder frem, er Gud endnu ikke død! Oplysningsfilosofien bekender sig til deismen. Deismen tror på, at der findes en Gud - en højere intelligens - hvilket bevises af, at universet i sin fornuftige og lovmæssige opbygning ikke kan være opstået af sig selv. Men efter skabelsen griber Gud ikke ind i verdensordenen - fx ved undere el lign. Dette ville være et brud på Guds egen logiske verdensorden. Religion er ikke et mystisk anliggende, men først og fremmest et moralsk. At dyrke Gud på den rigtige måde er derfor at føre et moralsk og fornuftigt liv.

Oplysningstidens samfundsmæssige forudsætninger

I kraft af at København voksede, fik Danmark en nærmest europæisk lignende storby. Og her opstod for første gang et købedygtigt litterært publikum (dog temmelig beskedent). Især bestod det af embedsmænd og velstillede borgere.

Indtil da havde digtningen især udspillet sig inden for de to institutioner: Kongemagten (hyldestdigtning) og Kirken (salmer).

Men i kraft af dette nye publikum kunne forfattere nu henvende sig til en offentlighed. Herved opstår den borgerlige forfatter.

Selvfølgelig lå magten stadig hos enevælden, og adelen var stadig den toneangivende og indflydelsesrige stand, ligesom kirken stadig ihærdigt prøvede at monopolisere den religiøse tilværelsesforklaring.

Derfor blev den nye litteratur nødt til at balancere mellem autoriteterne og det nye spirende borgerlige publikum. Heraf udsprang et opbrud med den religiøse tænkemåde og barokken (under stor indflydelse fra Europa, hvor borgerskabet - og dermed de nye oplysningsidéer - stod stærkere end i DK)

Borgerskabet og den oplyste enevælde

Kulturlivets dominerende sociale klasse er sammen med enevælden det fremrykkende borgerskab. I 1500 og 1600tallet var det adelen, gejstligheden og de lærde, der havde magten. Den nye alliance mellem konge og borgerskab resulterede i Den oplyste Enevælde.

Kongens magte er dog stadig grundlæggende hævet over loven - borgerskabet har fx endnu ikke magt nok til at afsætte kongen. Kongen er altså stadig enevældig, men det øgede pres fra borgerskabet pålægger ham at handle 'oplyst', dvs. fornuftigt, altså også at handle ud fra borgerskabets interesser.

Holberg er placeret mellem på den ene side troen på mennesket som det fornuftige samfundsvæsen og på den anden side sin fulde tro og støtte til den eksisterende samfundsorden, enevælden. Men Holbergs ideal var netop Den oplyste Enevælde, hvor den veluddannede, humanistisk oplyste hersker sikrede alles moralske og juridiske frihed og lighed. Hermed indtog Holberg en moderat position mellem de politiske tænkere, der ville gå videre i egentlig demokratisk retning, og de der bakkede op om enevælden ud fra konservative argumenter. Et sådant ideologisk forsvar for enevælden begrundes bl.a. i Thomas Hobbes værk, Leviathan. Heri bliver mennesket ikke defineret som et oplyst samfundsvæsen, et zoon policon, men som homo lupus - et blodtørstigt ulvemenneske. I flg. Hobbes vil "det ene menneske opluge det andet", hvis ikke der er en stærk leder, som ikke er bange for om nødvendigt at piske sine undersåtter på plads. Mennesket kan ikke selv finde frem til fornuftige løsninger på sameksistens. Den moral og samvittighed, som ikke findes i det enkelte menneske, skal altså står uden for det, i form af en stærk statsmagt!

Litterære genrer

Et af oplysningsforfatternes midler til at vække 'det naturlige lys' i mennesket er ud over filosofiske og populærvidenskabelige skrifter satiren, fx i satiriske digte og i komedier. De havde også den fordel, at myndighederne ikke umiddelbart kunne drage en forfatter til ansvar for 'farlige' synspunkter i værkerne, for det var jo bare fiktion... Det samme gælder for tidens mest populære romangenre, utopien eller den utopiske rejseroman (J. Swift, Gulliver's Rejser, 1726, Holberg, Niels Klims Underjordiske Rejse, 1741)

I Holbergs komedier har hovedpersonerne én gennemgående last eller dårskab. Denne karakteregenskab karikeres altid som ekstrem. Dels er det morsomt, dels er der en pædagogisk oplysningspointe heri: overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.

Nedenstående fire artikler fra 2012 er skrevet af Peter Christensen Teilmann, direktør for Teatermuseet i Hofteatret.

Ludvig Holberg (1684-1754) er nok den første forfatter i Danmark, hvis bøger blev bestsellers. Hans liv, levned, tanker og værker havde mange brændpunkter og brudflader, som også var 1700-tallets på godt og ondt. Han blev bærer af dele af den enevældige 1700-talskultur, og han blev på en række afgørende punkter en tidlig frontløber for den samfundsudvikling, som førte enevældekulturen i retning af det moderne demokratiske samfund.

Bestseller og baron

Ludvig Holberg var fra starten en upcoming man, i en brydningstid mellem gammelt og nyt. Han blev født i Bergen i 1684, men rejste i en ung alder ud i verden. I første omgang til København for at studere. Siden rejste han, som det var almindeligt dengang, for små midler ud til de kulturelle centre i Europa, bl.a. Oxford, Rom og Paris.

Som 32 årig fik han sit lokale danske gennembrud med et filosofisk debat- og læreskrift, Introduction til Natur- og Folke-Rettens Kundskab (1716), der slog til lyd for folkets frie vilje og handlingsmuligheder, men også forpligtelsen på at respektere andres frihed og handlinger.

I 1719-20 udgav Holberg den parodiske versroman Peder Paars. Paars blev et gennembrud i Holbergs eget forfatterskab, nemlig ind til satiren og de mange komedier, som er dét vi først og fremmest kender ham for i dag.

Da han 25 år senere udgav den på latin skrevne science fiction-historie om Niels Klims underjordiske Rejse (Leipzig, 1741, da. udg. 1743), fik han sit gennembrud over for den lærde og læsende europæiske offentlighed - og kom igen i brændpunktet for den lokale danske kulturdebat på den tid.

Holberg levede i det enevældige dansk-norske dobbeltmonarki, hvor en selfmade man, som han var, havde gode kort på hånden. Uden at være født til det, gjorde han fra første færd karriere på det gamle og traditionsforstenede universitet inde midt i det middelaldermørke og gudsfrygtige København. Han gik med stor fyndighed ind i tidens debatter, han var sin egen forlægger og boghandler, men han var først og fremmest forfatter og komediedigter. Han endte sine dage som en særdeles velhavende baron ude på landet, nede på Sjælland (Brorupgaard og Tersløsegaard).

Ved sin død i 1754 testamenterede Holberg for 200 millioner nutidskroner i jordegods til Sorø Akademi. Afkastet på denne formue bidrog siden til finansieringen af Oslo Universitet i 1813, året før ophævelsen af det dansk-norske dobbeltmonarki.

Traditionalist og trendsætter

Holberg var forfatter i en brydningstid, hvor meget var under forandring, inden for som uden for litteraturens verden, og hvor man ikke skelnede så strengt mellem faglitteratur og skønlitteratur - og hvor bogens marked var kommet i vækst. Ludvig Holberg var i ustandselig dialog med sin omverden, både den nære og den fjerne. Ved sin person repræsenterede han den enevældige kultur, han som især komediedigter spøgte alvorligt med, både hvor den var gammel og træt i vanerne og hvor den pustede sig op i nye, moderne klæder.

Holberg skrev i stort set alle af sin tids genrer. De klassiske genrer, Holberg brugte, for ikke at sige stjal fra med arme og ben, men også fornyede, var selvbiografien, essayet, historieskrivningen, moralfilosofien, verssatiren og ikke mindst den komiske dramatik. Tiden og dens tankegods var en spektakulær blanding af klassicisme, enevældekultur, gryende oplysningstid, barok i dansk forklædning, ortodoksi, pietisme og mere til. Holberg tog det ene med det andet. Hvad han skrev, var stilistisk forpligtet på klassicismen og oplysningstidens krav til klarhed og sund fornuft, men han tyede ofte til parodi og satire og fyldte altid på med indhold fra den danske samtid og de filosofiske tendenser ude i Europa.

Holberg var som privatperson og offentlig forfatter en overgangsfigur. Han holdt stand mod alt for drastiske samfundsomvæltninger, selv om han personligt syntes om ideerne bag dem. Men han gik gerne selv forrest, hvor han fandt det på sin plads. Således med etableringen i 1722 af den første offentlige danske teaterinstitution, Teatret i Lille Grønnegade midt i København. Teatret lå tæt på det universitet, hvor han samtidig som professor og del af universitets ledelse var med til at fordømme de studerendes skuespilleri.

Som samtidshistoriker gjorde han historiefortælling og historieformidling til gangbare discipliner, sådan som vi igen oplever i disse år. Og han gjorde det samtidig på en sådan måde, at han personligt og med sine værker blev en af disse historiske overgangsfigurer mellem det gamle fødselsadelsvælde, som han selv levede under, og fremtidige demokratiske styreformer og principper.

Men ikke mindst gjorde Holberg dansk anerkendt som litterært sprog, og han gav det journalistiske og essayistiske sprog ben at gå på i den på den tid gryende danske offentlighed. Holberg skrev og mente noget om alt, som en ægte kulturdebattør gør det, men han formulerede det ofte i langt fra altid politisk korrekte, men så tilpas paradokse vendinger, at han siden har kunnet tages til indtægt for næsten alt. Når den offentlige debat om kulturværdier koger, er den ikke sjældent krydret med Holberg-citater.

Holberg tog på underfundig, ironisk og paradoksal vis fat i også for den tid vanskelige spørgsmål som ligestilling, ytringsfrihed og menneskerettigheder i det hele taget; de menneskerettigheder, som først blev programsat af oplysningsfilosofferne ude i Europa et lille halvt århundrede efter hans død.

Kilde: Ovenstående artikel er en gengivelse fra danmarkshistorien.dk, en hjemmeside, der er udarbejdet af historikere, arkæologer og andre forskere fra Aarhus Universitet: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/ludvig-holberg-1684-1754-kulturbaerer-og-frontloeber-i-1700-tallet/. Projektleder for danmarkshistorien.dk er ph.d. Mette Frisk Jensen.

En artikel fra 2012 af Peter Christensen Teilmann, direktør for Teatermuseet i Hofteatret.

Holbergs komedier blev opført og udgivet fortrinsvis i 1720'erne. Komedierne blev for hovedparten skrevet direkte til det nye, første offentlige skuespilhus i Danmark, Komediehuset i Lille Grønnegade, som Holberg selv var med til at etablere. Holberg publicerede, alt imens han altså passede sit professorvirke på universitetet og sit øvrige forfatterskab, ikke mindre end 33 komedier. Langt de fleste i 1720'erne omkring Teatret i Lille Grønnegade; den sidste håndfuld i årene op til hans død i 1754, da teatret var åbnet igen efter mange års lukning.

Inspirationskilder og temaer

Holberg var inspireret af den antikke komedie, af Molières franske karaktérkomedie og af den italienske maskekomedie, oprindeligt inspireret af bl.a. commedia dell'arte. Holbergs komedier handler typisk og umiddelbart om mennesker, karakterer, der har en brist eller en last, der kan gøres grin med i fornuftens tjeneste, f.eks. den stressede stundesløshed (Den Stundesløse, 1723), snakkegrillen (Gert Westphaler, 1722), magtsygen (Den politiske Kandestøber, 1722), alkoholismen og hovmodet (Jeppe på Bjerget, 1722), humørsygen (Den Vægelsindede, 1722), praleriet (Jacob von Tyboe, 1723), det nedarvede åndshovmod (Don Ranudo, 1723) eller de opstyltede moderne manerer (Jean de France, 1722, der ganske har "oublieret" sit danske "dans Paris").

Komedierne er klassicistisk opbyggede med moralske epiloger, der matcher enevældens verdensbillede. Men samtidigt brugte Holberg ironien og de gryende oplysningstanker til at tage livtag på satiren og dermed presse nogle nye erkendelser frem i det danske enevældesamfund, som ikke bare var det nye versus det gamle, men viste paradokser og komplekse problemtyper frem i et format, der kunne tåle offentlighed.

Komedierne var derfor også kunstneriske parodier og satirer over f.eks. klassicismens regelrethed såvel som den barokt overspillede udgave af den (Ulysses von Ithacia, 1723), over den frie vilje og rationalitetens afmagt (Den Stundesløse, 1723), over dum viden over for hovmodig viden (Erasmus Montanus, 1731), over magtens tyranni i forskellig forklædning, men sat ind i en karnevalistisk myte, der vender op og ned på det hele (Jeppe på Bjerget, 1722), over magtens korrumpering og skuespillets illusionsmageri (Hekseri eller blind Alarm, 1723) osv.

De bedste af Holbergs komedier har stort set været læst og spillet uafbrudt. Komediemageren Holberg er et paradoks. Naragtigheden og latteren har mange retninger i Holbergs komedier, og hvilken retning tilskueren får at se, afhænger af den teatertid han lever i. Opbyggeligheden har dog gerne fået et vist ironisk skud for boven - spørg bare Jeppe på Bjerget.

Kilde: Ovenstående artikel er en gengivelse fra danmarkshistorien.dk: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/ludvig-holbergs-komedier-samtidssatire-og-ironiske-moraler/.

En artikel fra 2012 af Peter Christensen Teilmann, direktør for Teatermuseet i Hofteatret.

Jeppe på Bjerget har gennem tiden været omdiskuteret. Komedien handler om en fattig bonde, der i krop og sjæl er en ussel fæstebonde og tidligere soldat uden selvværd - og et let offer for den omgang realityshow, som hans herre, den lokale baron, udsætter ham for. Som om Jeppe ikke havde hyr nok med de spilfægterier, han udsættes for i dagligdagen med en kone, Nille, der ligger i med degnen, og hans foresatte, der hundser med ham.

Fæstebønder og stavnsbånd

Da Jeppe gik på scenen inde midt i København, på Lille Grønnegade Teatret i 1723, levede omkring 80 % af Danmarks befolkning som bønder på landet, holdt i slavelignende rammer. Samtidigt var den sociale mobilitet i byerne, primært København, i vækst, og borgerskabet kunne bevæge sig og handle lige så frit som en som Jeppe sad fast i sit eget sociale søle. Der var ikke en bonde i salen, da komedien med Jeppe blev spillet. Han var på alle måder et let offer.

I 1733 blev stavnsbåndet så indført, som formaliserede uligheden mellem bønderne og borgerstanden. Stavnsbåndet skulle hindre en ellers stigende flytning fra land til by, så man sikrede arbejdskraft og social sammenhæng på landet. Men stavnsbåndet skulle også sikre fødekæden af soldater til landmilitsen. Grebet var enkelt: alle mænd mellem 4 og 40 år blev tvunget til at blive under det gods, hvor de var født, og arbejde og i det hele taget gøre som deres herremænd befalede. Præcis som i Jeppe på bjerget. Det er den socialhistoriske sammenhæng, som komedien siden er blevet set i lyset af. Også eller ikke mindst efter indførelsen af de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet.

Oplysningsprojekt og oplysningskritik

Men Jeppe på bjerget er meget andet end det. Handler komedien om mulighederne for og problemerne ved at give et menneske en magt, han (endnu) ikke har social kapacitet til at rumme, og de katastrofale følger, det vil få for magtudøvelsen og for ham selv? Ja, langt hen. Er baronen, som holder øje med byggens vækst og udsiger formfuldendte vers herom, personificeringen af den kultiverede fornuft og natur, som Jeppe aldrig kan nå frem til? Nej, åbenlyst ikke. Er Nille i virkeligheden fornuftens repræsentant, for så vidt hun ved brug af fysisk og symbolsk vold i form af krabasken Mester Erich, en garant for, at Jeppe passer sit arbejde og familiens eksistensgrundlag fastholdes? Måske - og moralen lyder da også af det.

Men komediespillet er både oplysningsprojekt og oplysningskritik i ét og samme greb. Oplysningsprojekter og fornuftsargumenter har det med at slå over i modsætningerne. Oplysningsprojekter har beherskelse og tvang som forudsætninger. Forøget frihed fører til øget tvang som fører til vold. Det er sådanne skismaer, som Jeppe på Bjerget lever højt på: Vold retfærdiggjort af en større hensigt (en intrige med et bestemt rationelt og moralsk sigte), og vold som middel, der bliver et mål i sig selv (for komisk spil).

Denne mærkelige leg med Jeppe som baron for en dag rummer en socialhistorisk konflikt med en bestemt historisk-moralsk pointe. Holberg eksponerer den utøjlede lidenskab hos Jeppe ved at lade ham drikke og udsætte ham for begivenheder, der midlertidigt bringer ham højt på strå og samtidig ud af sit gode skind. Svigter hans evne, og det gør den, til at gennemskue, hvad der går for sig, ja så gøres han til nar. Tager han med andre ord ikke spillet alvorligt, men kun bogstaveligt, bliver han dets offer. Det peger omvendt på et i høj grad moderne moralsk paradoks i komedien: Tager Jeppe lidenskaben, rollespillet og fantasteriet lige så alvorlig som bogstavelig, så styrkes den sociale fornuft i ham.

Den moderne udgave af Jeppe

Folkets repræsentant har Jeppe egentlig aldrig været. Historisk set er Jeppe en bonde; men komedien blev på Holbergs tid ikke spillet for bønder, derimod for et byborgerligt publikum, som ikke var fortrolig med Jeppes livssfære (men nok med Den Stundesløses og Den Politiske Kandestøbers).

Nye iscenesættelser af Jeppe på Bjerget som Ole Bornedals Jeppe! fra 2002 frigør Jeppe fra hans fæsteliv og rykker ham ind i udkanten af en moderne storbys livssfære, hvor han lever, taler og dør som alt andet end den soldat, han gerne - i Holbergs tekst - ser sig selv som.

Jeppe er blevet en af storbyens poetiske, politiske og eksistentielle outsidere eller direkte outcasts. Det betyder på den anden side ikke, at han nu tilhører det nye og moderne by-publikum; Jeppe er nok rykket demografisk tættere på sit publikum, men hans dramatiske og tematiske position overfor publikum er den samme som hos Holberg i sin tid: Jeppes livssfære er ikke uigenkendelig for, men afgørende forskellig fra publikums. Jeppe reflekterer i ekstrem grad de sociale og eksistentielle modsætningsforhold, vi knapt tør se i øjnene og slet ikke erkende som gældende i og mellem os. Og han kan gøre det; ikke bare fordi han er en speciel figur i en speciel komedie, men fordi han er meget af et moderne menneske, der har ondt i alle de niveauer af virkelighed, han skal kunne mestre for at begå sig i verden.

Jeppe på Bjerget er mastereksemplet på Holbergs virke og optræder derfor ikke mærkeligt som det eneste af hans værker på Dansk Kulturkanon. Holbergs værker rummer en ofte mærkeligt moderne besindelse på at præcisere livets uforståelighed og gådefuldhed.

Derudover var han i enhver sammenhæng ekstremt bevidst om det publikum, han skrev til. Og publikum var stort og blandet som ikke før set i den danske offentlighed. Han viste dem, hvordan mennesker er præget af spilfægteri og teatralitet, og dét gjorde han med masker og teater, der skabte komik og latter og samtidigt camouflerede den krisebevidsthed, der gør de bedste af hans værker moderne, for sin egen tid som for vores.

Tilbage til fremtiden

Aarhus Teater spillede Jeppe på bjerget i 2012 i den tyske Volksbühne-instruktør Milan Peschels iscenesættelse og med Jens Albinus som Jeppe. Her fortsattes på mange måder den moderne udvikling af Jeppe som en nutidig outcast med glimt i øjet over for det maskespil, som tilværelsen også er. Og samtidigt forstærkede man på en mærkelig måde det islæt af farce, som Holbergs komedie oprindeligt rummede, spillet som den blev på fastelavnsmandage og med inspiration i europæiske fastelavnsmyter og omvendelsesmotiver. En folkelig 'pøbelfarce' blev den kaldt, før komedien op gennem 1800- og 1900-tallet blev omstøbt til den tragikomiske karakterkomedie, den har været spillet som indtil for et årti siden.

Jens Albinus rummede al den poesi og paradoksalitet og alle de personlige pinsler, som figuren Jeppe gennem tidernes skiften har bygget op til komik. Men det blev spillet med farcens perspektiv - her med Jens Albinus' egne ord:

Temmelig tidligt, og i hvert fald senest fra og med at Milan og jeg begyndte at tale sammen, stod det mig klart, at jeg ikke ville betragte dette hverken som socialt studie eller som karakterkomedie. Derimod som farce. Jeppe på bjerget er selvfølgelig ikke en farce i den forstand, at den udelukkende interesserer sig for at producere grinagtige øjeblikke. Men med farce mener jeg, at den har farcens blik på sine personer og farcens synspunkt på tilværelsen som sådan. Farce definerer sine personer ud fra den plads, de indtager i tilværelsens forskellige (absurde) spil. [...] Denne forestillings Jeppe er først og fremmest defineret ved den plads, han indtager i en række evigt gentagne spil omkring ham. Jeppe er jo en (mis)bruger, men det er ikke et socialt studie i hans misbrug. Det forholder sig omvendt: hans misbrug er en meget tydelig måde at vise den spændetrøje, som netop han nu engang er fanget i, ligesom vi alle er fanget i hver vores forskellige, mere eller mindre tydelige spil. (Interview i kataloget til Jeppe på Bjerget, Aarhus Teater, februar-marts 2012).

Kilde: Ovenstående artikel er en gengivelse fra danmarkshistorien.dk: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/ludvig-holberg-jeppe-paa-bjerget-1722-tragikomisk-tabernar-eller-selvironisk-tabumester/.

En artikel fra 2012 af Peter Christensen Teilmann, direktør for Teatermuseet i Hofteatret.

Ludvig Holberg (1684-1754) skrev inden for alle anerkendte og traditionsrige genrer i europæisk litteratur. Hverken han eller andre skelnede så stærkt mellem faglitteratur og skønlitteratur, som vi gør i dag. Holberg fyldte de klassiske former og genrer med lokalt og samtidigt dansk indhold, som bragte sindene i kog.

To af de hovedværker, vi i dag placerer som skønlitteratur, hører til i hver sin ende af forfatterskabet. I 1719-20 udkom Peder Paars, og 1741 og 1743 udkom Niels Klims underjordiske Rejse.

De to værker er to af de mest udgivne, kommenterede og læste i hele forfatterskabet. De har gennem tiden talt til forskellige generationer af læsere og fortolkere, og det er nok forklaret ved , at de begge har klassisk litterær klangbund og samtidigt tematiserer en række brændpunkter i samfundslivet på tværs af tid og rum. - Og så er de ganske enkelt fornøjelige at læse, uanset forudsætninger.

Peder Paars (1719-20) - dannelsens parodi

I 1719-20, før komedierne, udgav Holberg den parodiske versroman Peder Paars. Peder er en latterlig helt, der tilbagelægger sin litterære dannelsesrejse i parodiske klæder. Og samtidig er Peder Paars fyldt med samtidskritik af bl.a. ortodoksien, feudalismen og den forstenede akademiske verden.

I Peder Paars bruger Holberg parodien og satiren til at slå ud efter det nedarvede, det stands- og gudsgivne og det skæbnebestemte - for i stedet at gå i fronten for den frie, samfundsforpligtede vilje og de rettigheder og pligter, som følger heraf, og som han tidligere havde skrevet om i Introduction til Natur- og Folke-Rettens Kundskab (1716).

Paars blev et gennembrud i Holbergs eget forfatterskab, nemlig ind til satiren og de mange komedier, som er dét vi først og fremmest kender ham for i dag.

Niels Klim (1741) - samtidssatire og science fiction

Da Holberg sent i sit forfatterskab udgav den på latin skrevne science fiction-historie om Niels Klims underjordiske Rejse (Leipzig, 1741, da. udg. 1743), fik han sit gennembrud over for den lærde og læsende europæiske offentlighed - og kom igen i brændpunktet for den lokale danske kulturdebat på den tid.

Niels Klims underjordiske Rejse er et mærkeligt storværk i den danske og europæiske litteraturkultur: rejseroman, science fiction, samtidssatire, højlitterær og lavkomisk på samme tid.

Det er historien om Niels, der efter 10 års studier i København på det ene universitet, der fandtes på den tid i det dansk-norske dobbeltmonarki, vender hjem til Bergen, Holbergs fødeby, og falder ned gennem et hul i bjerget uden for byen. Niels lander på planeten Nazar, der kredser rundt i jordens indre. Her møder han det ene mere mærkelige samfund efter det andet, bl.a. træernes og fornuftens ideelle land Potu (utop(i)), intolerancens land Mardak (Da(n)mark) og pruttelandet Pyglossia.

Historien om Niels Klim er fyldt med for sin tid sære utopiske syner og skræmmende dystopiske visioner om verden af i morgen - og måske derfor har den vedvarende talt til senere tiders og generationers kunstnere og forskere.

Men historien er også fyldt med en række udfald mod Holbergs egen tid og verden, mod grupper, tendenser og institutioner i den enevældige kultur, Holberg levede i - og måske derfor mødte den også voldsomme protester fra bl.a. kirkelige kredse. Nok var Holberg en frontløber i integreringen af oplysningstidens fornuftsbaserede og menneskeretlige principper i Danmark, og nok var tiden i det hele taget præget af oplysningsprojektet i det europæiske samfund, men religionen stod - også dengang - stærkt. Oplysningstænkerne gik op mod de nedarvede autoriteter og institutioner, heriblandt kirkens magt, men de anfægtede ikke, at Guds øje vågede i det høje, dvs. i centret af hver eneste af de verdner eller stjernesystemer, man - også dengang - forestillede sig eksistensen af.

Niels Klim handler blandt andet om ytringsfrihed og tolerance og modbegrebet intolerance. I det utopiske land Potu praktiseres tolerancebegrebet med en vis konsekvens: Her er der dødsstraf for at gøre udfald mod andres tro og religion. Den værste intolerance møder Klim hos indbyggerne i det land, som ved navn ligner Danmark: Mardak.

Tolerancen er noget, vi nu om dage synes at være enige om som en bærende værdi i samfundet. Men tolerance er også et af de begreber, hvor moral og meddelelsesform har det med at blive hinandens modsætninger: Udviser man tolerance ved at kræve og forlange den af andre? Holberg praktiserede et raffineret tolerancebegreb: Han brugte det netop ikke, som han ellers koketterer med, direkte forkyndende; han gik ikke rundt og råbte på tolerance, sådan som hans uheldige hovedperson Niels Klim ellers gør. Den åbensindede og videbegærlige verdenserobrer Niels ender som intolerancens kyniske og diktatoriske inkarnation. Det straffes han for, og så er hans dage på planeten Nazar talte.

Kilde: Ovenstående artikel er en gengivelse fra danmarkshistorien.dk, en hjemmeside, der er udarbejdet af historikere, arkæologer og andre forskere fra Aarhus Universitet: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/ludvig-holbergs-romaner/. Projektleder for danmarkshistorien.dk er ph.d. Mette Frisk Jensen.

Her kan du læse en pdf, der indeholder en kort introduktion om Oplysningstiden, en introduktion til Ludvig Holberg og hans forfatterskab, samt et uddrag af et kapitel fra Holbergs roman Niels Klims forunderlige Rejse fra 1741: Oplysningstiden i Danmark.