Af dansklærer på Køge Gymnasium

Denne retning får ca. sit gennembrud omkring 1830.

Det nye ved romantisme i forhold til romantik er at verden ikke mere opfattes som hel og harmonisk; det betegner en livsopfattelse hvor individet føler sig fremmed. Og naturen kan ikke længere forsone denne fremmedhed. Men det kan derimod æstetiske oplevelser af en usædvanlig karakter.

Romantismen er en dyrkelse af det interessante: et begreb der dækker over fænomener, der rækker ud over dagligdagens oplevelse. Især drejer det sig her om erotik, det mystiske, det okkulte og dunkle. Derimod bliver de spidsborgerlige værdier regnet som snæversynet og ordinært.

Dyrkelsen af den æstetiske skønhed har ikke længere karakter af harmonisøgen, men omhandler ofte oplevelser ud over det sædvanlige!

Individet opfattes som splittet: spaltet i en borgerlig side og en fortrængt natside (Dr. Jekyll og Mr. Hyde). Dette dobbeltgængermotiv er hyppigt forekommende i romantismen – nok især pga. fascinationen af det forbudte, det fortrængte og det onde. Titlen, Les Fleurs du mal (Ondskabens Blomster) på Charles Baudelaires berømte digtsamling fra 1857 er her karakteristisk.

Ofte giver denne tids værker et billede af personligheder, der er splittede og lader sig forføre af irrationelle kræfter, de ikke kan styre. 'Mennesket er ikke længere herre i sit eget hus' – men rummer fortrængte og dæmoniske kræfter.

Det er de uforudsigelige og ubeherskede sider i mennesket og tilværelsen, de irrationelle kræfter, der optager forfatterne i denne periode. Kærligheds-temaet er blevet erstattet af den dæmoniske erotik, der ofte er tæt forbundet med døden.

Nogle mener, at romantismen peger ind i Det moderne gennembrud fra 1870-90, fordi romantismen ligesom mange af det moderne gennembruds forfattere stiller sig kritisk over for den indadvendte og idylliserende digtning, som især kom til udtryk i biedermeiersk litteratur og billedkunst i Romantikken. Desuden er det karakteristisk for begge litterære retninger, at de interesserer sig meget for den menneskelige, for individets 'natur' (drift/seksualitet) og psyke, ikke mindst de 'mørke' sider, skyggesiderne. Disse temaer er på dagsordenen i flere romantisme-tekster af Emil Aarestrup, St.St. Blicher, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard og i visse værker af J.P. Jacobsen, Herman Bang, Henrik Ibsen og Henrik Pontoppidan i Det moderne gennembruds periode. Billedlig talt kan man måske sige, at hvor den idylliserende romantiske litteratur kun hængte det nyvaskede rene tøj ud på tørresnoren, så stiller romantismens og det moderne gennembruds forfattere også det beskidte til skue.

Romantisme 1830-1850

Fra 1830'erne. Historisk baggrund: revolutioner i Frankrig 1830 og i flere forskellige europæiske lande i 1848.

Enevælden er ved at blive opløst og demokratiske ideer trænger nu for alvor frem: Læs fx om oprettelsen af de rådgivende stænderforsamlinger i 1834 og Junigrundloven 1849.

Det falder denne generation af kunstnere og poeter sværere at forsone idé og virkelighed.

Det er det tvetydiges og de splittede personligheders tid.

Angsten træder ind i stedet for troen, som det fx kan læses i Emil Aarestrups digt Angst og Kierkegaards beskrivelse af digteren i Enten - Eller.

Det dæmoniske i mennesket (jf. H.C. Andersens Skyggen) opdages bl.a. i Emil Aarestrups romantistiske digt Paa Sneen, hvor også interessen for kødelig erotik erstatter platonisk kærlighed.

Ironi bliver dyrket som virkemiddel i kunsten i denne sene periode af romantikken. Den er især kritisk rettet mod Biedermeier-idyl.

Det kan vi bl.a. se i H.C. Andersens novelle Klokken, hvor biedermeierborgerskabets længsel efter den guddommelige klokke bliver tilfredsstillet af wienerbrød.

H.C. Andersens digt Moderen og Barnet (også kendt som 'Hist hvor vejen slår en bugt'), bliver ofte anvendt som eksempel på en biedermeiertekst fra hans hånd. Og det kan der måske være ræson i, når man læser den idylliske skildring af en fattig, men kærlig moder og hendes barn.

Men hvis man nærlæser digtet, mon man så ikke kan argumentere for, at der har sneget sig en ironisk distance til den biedermeierske ukritiske idyllisering af fattiges liv på landet, når man ser den faldefærdige rønne for sig, som den unge kvinde (som måske er enke i en meget ung alder?) bor i, og når der i sidste verslinie i 1. strofe står: solen synker og så vidre. For kan 'og så vid're' ikke fortolkes i betydningen: og bla, bla, bla - fri mig for mere poetisk sludder?

Digteren i den romantistiske periode opfatter ikke længere sig selv som et geni, der har særlig kontakt til det guddommelige. Idealerne, visionerne om det guddommeliges betydning har lidt nederlag. Skuffelsen træder ofte i stedet. Man kan sige, at den romantistiske kunster er realistisk i sin erkendelse af, at verden og livet ikke er den rene idyl, men samtidig anes på samme tid ofte en skuffelse over de skønne tabte idealer. Læs fx Emil Aarestrups Drømmeverdnen.

Kritisk idealisme 1845-1855

I denne periode af romantikken er der en del kunstnere, der i stigende grad kritiserer biedermeierborgerskabet og statskirken. Især Søren Kierkegaard forstår at svinge pisken. Denne tendens vælger nogen at kalde for kritisk idealisme.

I takt med at navlestrengen til ideernes verden og det tilhørende større applauderende publikum kappes over, bliver det enkeltstående individs livssituation tydeliggjort. Outsideren vil altid være den første til at stille spørgsmålet: hvem er jeg?

Man kan til en vis grad hævde, at romantikken opfandt individualismen: forestillingen om det enkelte individs betydning i sig selv, hævet over dets kollektive, sociale og klassemæssige tilhørsforhold.

Hvor denne individualisme i begyndelsen af den romantiske periode blev legemliggjort i den guddommelige kunstner, bliver den her i midten af 1800-tallet med Søren Kierkegaard forvandlet til et egentligt eksistensfilosofisk spørgsmål.

Søren Kierkegaard placerede med sit verdenshistoriske banebrydende værk Enten-eller det enkelte individ og dets valg i centrum.

Uddrag af artikel af litteraturhistoriker, cand. phil. Iben Holk (f. 1946). Artiklen er fra Silkeborg Bibliotekernes litteratursite epoke.dk, en hjemmeside om danske romaner og deres forfattere før 1900. Artiklen er publiceret første gang i 2003. Senest opdateret i 2012.

I 1820erne bryder en ny tendens igennem, en forskydning fra det højspændte til en mere jordnær "poetisk realisme". Det sker med værker af Poul Martin Møller og St. St. Blicher. Romantikkens store absolutter (Skønhed, Frihed, Længsel, Det guddommelige) nuanceres. Nu søger litteraturen det nære, det genkendelige i hverdagen. Miljøtegningen bliver central i værkerne, det lokale får betydning, hvilket sætter præg på personskildringen og menneskeopfattelsen.

Fra Romantik til Romantisme er udviklingen gået fra det subjektive til det individuelle. Men romantikkens erfaringer fortsætter sit efterliv i tiden som indre splittelse. Kærlighedslivet er blevet selvstændiggjort i en nu mere velordnet social verden. Fra nu af er der altid noget under overfladen, fordi 'overfladen' opstår i denne periode.

Den har også fået et navn: Biedermeierkulturen. Mentalitetshistorisk betyder det en tryghedssøgende livsform med et overvejende indadvendt familieliv som centrum. Udadtil fremstår livsmønsteret som hyggeligt og idylliserende.

Romantismen er betegnelsen for romantikkens anden halvdel. Afgrænsningen - 1824-1850 - er meningsfuld, idet Steen Steensen Blicher og Poul Martin Møller begge debuterer i 1824 med prosaarbejder, der intonerer en ny stil, realismen. Til den anden ende dør Blicher samme år som den sidste enevoldskonge, Christian 8., i 1848. Guldalderen er forbi. En ny æra tager form, samfundsmæssigt, kunstnerisk og videnskabeligt. Emblematisk sættes epokens afslutning i relief ved Adam Oehlenschlägers død i 1850.

I vor tid er der megen opmærksomhed omkring denne epoke, der i det ydre er en fattig tid med sociale kriser og politiske katastrofer. Måske af samme grund gløder det indre liv. Kunsten viser det. (...)

Hvad er 'romantisme'? Hvad betyder navnet? Hvad er forskellen på romantik og romantisme? De spørgsmål har vi forståeligt nok ofte modtaget i Epokes brevkasse, da spørgsmålene bliver besvaret på en del forskellige og også intetsigende måder i litteraturhistorier og håndbøger. Tager vi f.eks. Gyldendal Litteraturleksikon (1974) og slår op under 'romantisme', hedder det her om forskellen på romantik og romantisme: "Fra det enkle og typiske til det interessante og karakteristiske". Formuleringen er temmelig tåget og volapyksk, at ingen Kinamand har en chance for at begribe den, for det kunne ligeså godt være omvendt!

Lad os derfor skære igennem og sætte et par ting på plads: Forskellen på romantik og romantisme er REALISME. Ingen af romantikkens forfattere udtrykker sig realistisk på samme måde som Blicher, Møller, Thomasine Gyllembourg, H.C. Andersen og Emil Aarestrup. Samtidig overtager romantismens romantikkens idealistiske filosofi og livssyn, hvilket selvfølgelig kan virke forvirrende. Vi må derfor tage 'idealismen' i nøjere øjesyn.

Inden vi gør det, er det vigtigt at fastholde, at romantismen er uforståelig uden inddragelse af idealismen OG realismen som et hele. Ofte bliver det to begreber sat op over for hinanden som modsætninger, hvad de på ingen måde behøver at være. Det er netop denne spænding, der udløser det drama, der er romantismens og som fænger endnu. For det mærkes på romantismens tekster, at her gælder det liv og død. Romantismen er brandfarlig. Og fuld af skønhed. Derfor trættes øjet aldrig af at se på romantismens billeder, fordi det er ægte sjælebilleder.

Koblingen 'idealisme/realisme', der er ensbetydende med romantisme, observeres ikke tydeligt mange steder i litteraturhistorien eller litteraturteorien. Alligevel er den ikke af nyere dato. Vilh. Andersen benytter den en passant i Indledningen til Poul Møller. Udvalgte Skrifter (1930), hvor han side VII skriver:

Naar man sammenligner Poul Møllers Ungdomsdigtning i realistisk Form med hans Mandsomsarbejder, der har en lige saa udpræget idealistisk Tendens, sættes han paa ny i en Midtstilling. Han har da Berøring med begge de hinanden modsatte Synsmaader, der tilsyneladende har vekslet i det nittende Aarhundrede og delt det i to lige store Halvdele: Idealismens og Realismens Tid. I Virkeligheden foregaar denne Omveksling indenfor samme Tid, ja i den samme Aand, der formaar paa samme Tid at opfatte Livets i dets Begrænsning med Humor eller Satire og se det under Evighedens Synspunkt med Ironi eller Patos.