Herunder bringes forskellige læreres artikler om nogenlunde samme danskfaglige delemne.

Hensigten med at bringe flere artikler om samme emne er, at du selv kan vælge, hvilken af teksterne der efter din mening er mest anvendelig i den sammenhæng, du skal bruge den.

Bearbejdet af Erik Jerlung efter Brøndsted & Møller Kristensen: Danmarks Litteratur, s. 183-188.

Georg Brandes' forelæsninger på Københavns universitet i 1871 markerer et nyt vendepunkt i dansk åndsliv, "Det moderne Gennembrud" ligesom det romantiske gennembrud der fandt sted i 1802 med Steffens og Oehlenschläger markerede et vendepunkt ift. Oplysningstiden.

Brandes fremhævede i sine forelæsninger, at dansk digtning og tænkning var stagneret i en for længst forældet romantik og derved var kommet langt bagefter det øvrige Europa, hvor opgøret med de romantiske forestillinger snart var en gammel historie. Et nyt syn på religion, moral, historie, kunst og litteratur havde taget form ude i Europa. Der havde man allerede vendt sig imod den romantiske spekulation, imod den idealistiske filosofi og den idealiserende kunst, og krævede i stedet respekt for kendsgerningerne og virkeligheden. Man ville iagttage virkeligheden og erkende dens lovmæssigheder, efter naturvidenskabelige principper, både i videnskab og kunst. Dette er det fælles for de mange forskellige moderne bestræbelser, der fremtræder under betegnelser som positivisme, materialisme, evolutionisme, realisme og naturalisme.

Tyskland

I Tyskland havde filosoffer af Hegels skole allerede på et tidligt tidspunkt drejet hegelianismen om i radikal religions- og samfundskritisk retning. Tre sådanne 'venstre-hegelianere' var blandt Brandes' inspirationskilder:

David Strauss søgte i det bibelkritiske værk, Das Leben Jesu, 1835 at påvise, at evangelierne ikke var historiske beretninger, men myter. Udgangspunktet er historievidenskabens kildekritik.

Ludwig Feuerbach gav religionen en psykologisk forklaring, bl.a. i Das Wesen des Christentums, 1841, hvor han hævder at forestillingerne om guder er et produkt af menneskets fantasi, projektioner af menneskenes egne ønsker og drømme, og at gudsbegrebet derfor varierer i de forskellige kulturer. Det ville være en lykke, mente Feuerbach, om de stærke følelser og kræfter, som menneskene ofrer på en indbildt gud, i stedet kunne komme medmenneskene til gode (jfr. Niels Lyhnes ord i samtalen med dr. Hjerrild i J. P. Jacobsens roman Niels Lyhne, 1880 ).

Mest radikal og af størst betydning blev dog Karl Marx, som stik imod Hegel hævder, at det er materien der er det virkelige, og at de materielle vilkår er bestemmende for åndens former. Den materialistiske historieopfattelse, som danner kærnen i den marxistiske filosofi, går ud på at den samfundsmæssige basis, dvs. de givne økonomisk-materielle forhold (produktionsforholdene) bestemmer samfundets form, dets klassedeling og magtfordeling, og dernæst også den politiske orden, retsvæsenet, moralen, religionen og kunsten, dvs. den ideologiske overbygning. Historien ser Marx som en nødvendig udvikling, der fra slavesamfund og feudalisme har ført til kapitalismen, hvor bourgeoisiet er den herskende klasse, og herfra må lede videre til socialismen, hvor produktionsmidlerne er fælleseje og klasserne afskaffet. Som politisk program fremtræder dette i Det kommunistiske manifest, 1848, udformet af Marx sammen med Friedrich Engels, og som videnskabelig begrundet, bygget på Økonomiske studier, i Das Kapital, 1867.

England

Fra England kommer udviklingslæren eller evolutionsteorien, naturvidenskabelig underbygget i Charles Darwin's værker The Origin of Species, 1859 og The Descent of Man 1871 (begge oversat af J. P. Jacobsen: Arternes oprindelse, 1872 og Menneskets afstamning, 1875). Den bliver en af de vigtigste forudsætninger for den moderne livsopfattelse: mennesket betragtet som et naturvæsen, den højeste dyreart som sidste led i en naturlig og forklarlig udvikling, ganske i modsætning til de ældre religiøse og romantiske forestillinger om mennesket som en skabning, der med en del af sit væsen hører hjemme i en højere, oversanselig verden.

Den naturvidenskabelige udviklingslære overføres især af Herbert Spencer på moralen og samfundshistorien, og en hel udviklingsfilosofi danner sig omkring begreber som 'kampen for tilværelsen' og 'the survival of the fittest'. I sin politiske filosofi vender han sig mod enhver form for velfærdspolitik. Samfundets tabergrupper, der beviseligt ikke har kunnet klare sig i udviklingskampen, skal ikke kunstigt holdes i live, til skade for det 'sunde' arvemateriale. Darwin tog imidlertid afstand fra en sådan ultraliberal, 'social-darwinistisk' udlægning af udviklingsteorien.

En mindre biologisk og mere humant betonet moralfilosofi forkyndtes af John Stuart Mill, som viderefører Jeremy Benthams 'utilitaristiske' ideal af "den størst mulige lykke for de flest mulige mennesker". Han er talsmand for den liberale individualisme, som hævder den friest mulige udfoldelse for det enkelte individ inden for de grænser der afsættes af hensynet til andres frihed. Nytte er, hvad der fremmer menneskelig frihed og lykke, og derfor kaldes også Mills lære for "utilitarisme", nyttefilosofi. Hans vigtigste værk er Utilitarianism 1861 (oversat af Brandes: Moral grundet paa nytte- eller lykkeprincippet, 1872), men berømt blev også skriftet om kvindernes frigørelse, The Subjection of Women, 1869 (oversat af Brandes: Kvindernes underkuelse, 1869).

Frankrig

I Frankrig grundlagdes den almene videnskabelige metode, som fik navnet 'positivisme'. Ordet stammer fra Auguste Comte, som i sit store værk Cours de Philosophie positive (1830-42) skelnede mellem tre stadier i den menneskelige erkendelses udvikling: ældst er det teologiske stadium, hvor man forklarer med henvisning til overnaturlige kræfter, dernæst kommer det metafysiske, hvor den abstrakte tænkning hersker, og endelig i moderne tid det positive stadium, hvor man iagttager og samler kendsgerninger og uddrager love for deres sammenhæng. Også i åndsvidenskaberne, i psykologi, sociologi og historie, bør man anvende den positivistiske metode og efterforske de love, der gælder for mennesker og samfundsformer og den historiske udvikling.

Positivismen kom til at spille en stor rolle for det moderne syn på kunst og litteratur. Mens man tidligere plejede at betragte et kunstværk i forhold til de klassiske regler eller til' et poetisk system, blev opgaven nu at forstå og forklare værket som et udtryk for kunstneren og hans tid.

Den franske kritiker Sainte-Beuve, som dog ikke kan regnes blandt positivisterne, søgte først og fremmest at konstatere sammenhængen mellem digteren og hans værk, dvs. at karakterisere digteren som menneske og at se værket som et udslag af hans ejendommelige karakter og temperament.

En ægte positivist var derimod Hippolyte Taine, som ikke nøjes med at efterspore digteren i værket, men navnlig søger at påvise forbindelsen mellem digteren og tiden, samfundet, nationen og folkekarakteren, sådan at et givet digterværk synes fremkommet som et resultat af en række påviselige årsager eller forudsætninger. Det er en naturvidenskabelig metode, anlagt på åndelige frembringelser, jf. sådanne udtalelser af Taine som: "Man kan betragte mennesket som en højere dyreart, der frembringer filosofi og digte omtrent på samme måde som silkeormene laver deres kokoner og bierne deres kuber", eller: "Dyd og last er naturprodukter ligesom sukker og vitriol". Ethvert menneske er et produkt af sine forudsætninger, af arv og miljø, og det gælder også det såkaldte "geni", som blot er et særlig typisk og stærkt udtryk for sit folks karakter og sin tids idealer. Geniet samler alle de typiske egenskaber i "en herskende evne", der viser sig i alle dets frembringelser.

Realistisk og naturalistisk litteratur

Litteraturen bevæger sig i samme tidsrum hen imod en mere realistisk holdning. Det er allerede fremtrædende i den franske romantisme, hos romanforfattere som Stendhal (Le rouge et le noir, 1830, La chartreuse de Parme, 1839) og frem for alt Balzac, der i sine talrige bøger (samlet under titlen, La comedie humaine/Den menneskelige komedie, 1820-50) gav en malende skildring af det samtidige franske samfund, med skarpt øje især for det nye borgerskab og pengenes magt. Med Gustave Flaubert, og især i hans roman Madame Bovary, 1856, går realismen et skridt videre i retning af nøgtern iagttagelse og psykologisk analyse. Mere end nogen anden lagde Flaubert vægt på, at en forfatter skulle forholde sig "objektiv", halvt videnskabelig til sit stof, ikke røbe sine følelser og ikke forkynde nogen moral. Den egentlige naturalisme i romankunsten får sin hovedskikkelse i Émile Zola. Ligesom Balzac vil han skildre hele samfundet, de forskellige klasser, miljøer, erhverv og problemer, men på grundlag af omhyggelige iagttagelser og notater fra virkeligheden, og ud fra den naturvidenskabelige livsopfattelse, med understregning af hvordan arv og miljø og kampen for tilværelsen bestemmer menneskenes skæbne. En hel række af hans romaner, Les Rougon-Macquart, 1871-93, viser sammenlagt en families udvikling som et stykke natur- og samfundshistorie. Zolas definition på et kunstværk er, at det er "et hjørne af naturen, set gennem et temperament", altså et stykke virkelighed opfattet og fremstillet af en kunstnerpersonlighed. En yngre naturalist var Guy de Maupassant, som navnlig fik betydning ved sin nye og glimrende novellekunst.

Uden for Frankrig kommer Rusland til at spille den største rolle i den nye litteratur. Ivan Turgenjev får som den første russiske romanforfatter et stort navn i Vesteuropa. Også de moderne danske forfattere, Jacobsen, Drachmann, Herman Bang, bliver stærkt påvirket af ham, dels af hans lyriske stemningsfyldte stil i naturbeskrivelserne, og dels af de karaktertyper han fremstiller, især det vege, viljesvage, "overflødige" menneske, jf. romanerne Rudin, 1855 og En adelig rede, 1859. Efter Turgenjev kommer de ypperste russiske digtere, Dostojevski med sine indtrængende og dramatiske beskrivelser af farlige sindstilstande og moralske konflikter, f. eks. I Raskolnikov, 1866, Idioten 1869, Brødrene Karamassov, 1880, og Tolstoj med sine mesterværker, Krig og fred, 1864-69 om Rusland på Napoleonskrigenes tid, og kærlighedsromanen Anna Karenina, 1873-76. Ingen af disse tre russiske forfattere kan kaldes naturalister, når man ved ordet "naturalisme" forstår et naturvidenskabeligt syn på liv og kunst, men realister er de, dvs. virkelighedsskildrere med et mere åbent forhold til stoffet.

Det er ikke svært at forklare, hvorfor romanen bliver den dominerende digtform i realismens og naturalismens tid. Men der er dog også ansats til et realistisk skuespil, hos franskmændene Augier og Dumas fils, som skriver nutidsdramaer om sociale og moralske problemer, og som er forløbere for det kommende naturalistiske teater i Norden. Henrik Ibsen i Norge er allerede før 1870 i færd med at bane nye veje, og med nutidsdramaer som Et Dukkehjem, 1879, Gengangere, 1881 foregriber han psykoanalysens interesse for det ubevidste i form af fortrængte traumer. I Sverige tager August Strindberg gennembruddets temaer op i dramaer som Faderen 1887 og Frøken Julie, 1888, mens han i de senere Till Damaskus, 1898 og Ett drömspel, 1902 peger frem mod det eksperimenterende modernistiske teater.

Endelig foregår der i den lyriske digtning en fornyelse, der dog først får sine virkninger på et noget senere tidspunkt: i Amerika udgiver Walt Whitman sin digtsamling Leaves of Grass, 1855, hvor han i frie urimede vers besynger den nye verden og den demokratiske idé, og i Frankrig kommer Charles Baudelaires Les fleurs du mal, 1857, som med sit nye billedsprog og sine udtryk for sjælelig splittelse viser frem imod den modernistiske lyrik.

Af dansk-, filosofi og historielærer Jens Frørup Madsen, Tønder Gymnasium.

I meget grove træk kan man inddele 1800-tallets litteratur i tre perioder med hver deres karakteristika:

Naturalismen inddeles ofte i 1870'erne og i 1880'erne:

Naturalismen, 1870-1890

Naturalismens indtog i dansk litteratur regnes fra 1871, hvor Georg Brandes indledte sine forelæsninger i København om hovedstrømninger i europæisk litteratur.

Naturalismen kaldes også for "Det moderne gennembrud" og der blev virkelig tale om et gennembrud i den litterære udvikling i stil.

Forelæsningerne blev et tilløbsstykke, blandt andet for unge forfatterspirer.

Brandes ønskede af litteraturen at den gjorde op med den romantiske spekulation og den idealiserende kunst. I stedet skulle der skrives med respekt for kendsgerningerne og virkeligheden. En samtidig litteratur skulle være realistisk efter naturvidenskabelige principper, og samtidig skulle den sætte problemer under debat. En litteratur der "lever", viser det ved at den sætter problemer under debat, hævdede Brandes.

Emner der kunne sættes under debat kunne f.eks. være kvindernes stilling, det seksuelle, moral, religion og politik.

Lige så inspirerende Brandes virkede på de unge forfatterspirer, lige så provokerende virkede han på borgerskabet og de konservative. Brandes havde dog ikke noget imod at der kom debat i kølvandet på hans forelæsninger, bl.a. derfor kom Brandes og de øvrige naturalister til at præge de følgende årtiers største debatter i offentligheden.

Filosofisk baggrund for naturalismen

Den tyske bibelkritik

David Strauss påviste i det bibelkritiske værk "Das Leben Jesu" 1835 at evangelierne ikke var historiske beretninger, men myter.

Ludwig Feuerbach gav i tilspidsede formuleringer religionen en psykologisk forklaring, f.eks. "Mennesket skabte Gud i sit eget billede" (altså en omvending af Biblens formulering) og "Der Mensch ist wass er isst" (mennesket er hvad det æder).

Evolutionsteorien

Charles Darwins værker, "The Origin of Species" 1859 og "The Descent of Man" 1871 (begge oversat af J. P. Jacobsen til dansk til Arternes Oprindelse, 1872 og Menneskets Afstamning, 1875) blev en af de vigtigste kilder til den moderne livsforståelse. Mennesket blev nu opfattet som et naturvæsen på linje med andre. Det var ikke skabt en gang for alle men havde gennemgået en udvikling, en evolution eller overlevelseskamp ("survival of the fittest") der havde ført det til dets nuværende stade.

Utilitarismen (nyttefilosofien)

John Stuart Mill viderefører Jeremy Benthams ideal om "den størst mulige lykke til det størst mulige antal". Han er tilhænger af den friest mulige udfoldelse for det enkelte individ inden for de grænser der afsættes af hensynet til andres frihed. Hans værker "Utilitarianism" 1861 og "The Subjection og Women" 1869 blev begge oversat af Brandes til Moral grundet paa nytte- eller lykkeprincippet, 1872 og Kvindernes underkuelse, 1869).

Positivismen

Franskmanden Auguste Comte skelnede mellem tre stadier i den menneskelige erkendelses historie, det teologisk stadium (forklaring vha. guder), det metafysiske stadium (hvor abstrakt tænkning er forståelsesmidlet) og endelig det positive stadium, hvor man iagttager kendsgerninger og finder love for deres sammenhæng. Dette er den positivistiske metode og, ifølge Comte, den rette metode.