Af Erik Jerlung, Køge Gymnasium

Tom Kristensen

Tom Kristensen skrev digte, romaner, noveller, anmeldelser, avisartikler, rejseskildringer, erindringer, refleksioner over litteratur og han oversatte bl.a. Freud, Joyce, Remarque, Hemingway, D.H. Lawrence og T.S. Eliot til dansk. Så der er meget godt at gå videre med, hvis man vil læse mere af Tom Kristensen. Han mestrede sikkert brugen af metriske former, rim og rytme og debuterede med digtsamlingen Fribytterdrømme (1920). Den var programsættende for ekspressionistisk digtning, og Kristensen blev ophavsmand til et nyt lyrisk sprog.

Der er musik og farver i hans sprog. Titeldigtet, ligesom et andet berømt digt fra samme samling, "Landet Atlantis - Et Symbol", er kendetegnet ved stærke farve- og kraftudladninger, voldsomme udbrud i billeder og generelt et kraftfuldt sprog. Det er fra dette digt vi kender linjen, "Skøn som en sønderskudt Banegaard", som er et berømt eksempel på Kristensens ekspressionisme. Linjen er beslægtet med følgende ligeså berømte linjer fra digtet "Angst" fra romanen Hærværk (1930):

Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.
Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer paa Flugt,
mod Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Tom Kristensen og andre kunstnere og intellektuelle reflekterede over verdens tilstand efter 1. Verdenskrig, som havde bragt død, ødelæggelse og desillusion med sig. Inden for bl.a. politik, psykologi og kunst søgte man at formulere nye forståelsesmuligheder. Tom Kristensen så det værdisammenbrud, som krigen havde ført med sig, som en mulighed for at noget nyt og bedre kunne opstå.

Filosoffen Nietzsche (1844-1900) havde stor betydning for Kristensens ekspressionistiske æstetik. Nietzsche talte for en "omvurdering af alle værdier" og dermed nedbrydning af gamle værdier og skabelsen af helt nye. I tråd med denne filosofi var ruinerne fra 1. Verdenskrig et - i menneskeliv dyrt betalt - sted at starte for at skabe en ny og bedre verden.

Det er i dette lys man æstetisk og etisk kan fortolke linien "Skøn som en sønderskudt Banegaard", og der er mange af den slags ekspressionistiske formuleringer i Tom Kristensens lyrik. Dette kunstsyn kan også siges at ligge til grund for Hærværk, for i takt med at Jastrau nedbrydes og går mere og mere i hundene bygges et helstøbt kunstværk op, og forfatteren navigerer sikkert i et kaos af udskejelser og en sjælens udflyden.

Læs artiklen om Tom Kristensen: Berus jer - i poesi! på Litteratursiden.dk.

Rio Janeiro

Digtet er fra samlingen med den sigende titel 'Fribytterdrømme' (1920) Ligesom den digtsamling den digtsamling Tom Kristensen udgav året efter "Paafuglefjeren" repræsenterer den hans tidlige lyriske forfatterskab med stærk inspiration fra Ekspressionismen - som det ses helt ud i de to værkers titler.

Ekspressionistisk æstetik

Samlingen indeholder flere eksotiske digte hvor der leges med lyd, rytme, billeder og farver. Digte som "Rio Janeiro", "Golden Gate" og "Itokih" viser alle den fascination af fremmede steder. Den ren musikalske leg med lyd og rytme er tydelig i "Rio Janeiro", men også i digtet "Ringen":

Port Saîd og Colombo
Penang, Singapore
og Saigon, Hongkong, Yokohoma!
I, rytmer i sangen / om solbadet jord
En rundkreds af havne.
En rundsang af navne
med fribytterklangen i ukendte ord.

I digtet "Itokih" forøges lysten ved fremmede ord til at omfatte det rene volapyk som forbindes med barnets sprog:

O-di-mi-venne
og Ko-di-fa-na-ka. -
Af børnenes mund skabes nye, sære ord,
som har skønhed og lys, og som gror.

Som i digtet "Rio Janeiro" er målet at favne det moderne liv i al dets farverige mangfoldighed. Samtidig skitseres en ekspressionistisk æstetik, hvor skribenten med maleren som metafor for en kunstnerisk arketype impulsivt smører farver ud på lærredet uden at skele til godt eller ondt, "dyder" eller "skændsler".

Jeg tror paa spraglede, springende Toner,
rødt, hvidt og lilla, grønt, gult og blaat;
jeg tror paa alt undtagen paa graat.
Javist er det grønne for øjet godt
og rødt nervøst for visse Personer - ­
jeg tror paa alle Dyder og Skændsler,
smører dem op med hvad Farver og djærve Pensler
jeg finder for godt.

Men denne sidste strofe hvor det lyriske jeg træder frem som en maler med sit staffeli i færd med at male et billede - angiveligt af eksotiske Rio Janeiro - er drilagtig. Man får en mistanke om at jegets mishag over for den grå farve netop skyldes at det er hans egen grå danske farve, langt fra den farvestrålende by Rio med dens danserytmer. Og tomheden antydes også i strofens sidste tre linjer:

Faar jeg blot godt Tag,
jeg fylder et helt Flag
af Lærred med Liv, der virker som raat.
Jamen, hvad nu hvis jeg ikke gør det? ...

Drilagtigt er det også at selve digtets form kommer til forråde dog det påståede kaos. Det i høj grad er struktureret omkring et vellydende mønster af rim, igangsat af dactylos-ordet, Rio Janeiro der ved blot at gentages allerede intonerer en samba-agtig rytme digtet igennem. Den brydes dog effektivt i hver strofes linje 9-11 af synkoperet modrytme (fx 1. strofe):

- thi Lænker er godt!
Himlen med blaa Strøg
og sværtet Fabriksrøg

Effekten er overrumplende, som om Fanden tager ved digteren og han pludselig slår i bordet!

Komposition og tematik

Digtets øvrige 5 strofer er ordnet så man i 1. strofer zoomer ind på byen, der først ses i totalbillede udefra havet, og dernæst befinder man sig på befolkede, solbeskinnede gader. 2. strofe går endnu tættere på; nu er synspunktet, kameraet, nærmest i knæhøjde med menneskemylderet. I 3. strofe bliver endnu tættere og intim; her er vi i et kvarter med barer, barske fyre og villige kvinder. I 5 strofe zoomes der ud igen, vi ser strandpromenaden, men stadig i ejendommelig underbenshøjde. Er det barnets synspunkt, eller bare 'under bæltestedet' der understreges?

Måske det sidste. For en gennemgående tematik er en lystig leg med kønsrolle-stereotyper. Manden eller det maskuline er iklædt sollysets hvide farve som giver liv og lys til kvinderne i spraglede grundfarver. I 2. strofe bliver legen nærmest til en duel på fleuretter mellem de to køn:

Himlen myldrer med lyse Pletter,
Lyn fra Springvandets Straalefleuretter,
som fægter mod grøn og mod blaa og mod gul

Begæret understreges. Man(d) mener at fristende kvindeben "vist nok bør tøjles af Lænker;/ - thi lænker er godt!", mens omvendt

Bryster, som tynges af Lyst, saa Kvinderne segner,
tænker paa smaa Ting
og tænker i smaa Spring
Så blev det klart hvad kvinder tænker med!

Den erotiske leg bliver klart seksuel i 3 strofe hvor "Jacker i blodrøde bukser" har "Revolverstaal i Lommen" af den slags der "fuser af Ild ved hver Pigaffære". Og strofen munder ud i glade sadomaochistiske fantasier:

en spændende Spøg.
Sprællende Bentøj
og Skørters Satin-Støj
og svirpende Pisk og strimede Strøg.

***

Otto Gelsted

Otto Gelsted, Einar Otto Gelsted, 1888-1968, dansk forfatter, kritiker og oversætter med en central placering især i mellemkrigstidens kunstneriske og politiske miljøer.

Otto Gelsted reagerede mod sin katolske opdragelse, den klassiske, filosofiske skoling gjorde ham til kritisk indstillet humanist og førte ham til kommunismen.

Han søgte tidligt kontakt til kulturradikale kredse og venstreintellektuelle tidsskrifter, blev bl.a. medudgiver af avantgardetidsskriftet Klingen (1917) og medarbejder ved Poul Henningsens Kritisk Revy (1926-28). Som journalist var han fra 1936 fast tilknyttet DKP's avis Arbejderbladet, det senere Land og Folk.

Otto Gelsted debuterede med en bog om den beundrede Johannes V. Jensen (1913), udgav et kritisk skrift om Ekspressionisme (1919), introducerede som den første Sigmund Freuds psykoanalyse med sin oversættelse af Det ubevidste (1920).

Derefter fulgte rækken af forfinet naturalistiske digtsamlinger, begyndende med De evige Ting (1920). Der forekom lidenskabelige udtryk for en moderne splittelse, og i Jomfru Gloriant (1923) fik den også kulturkritisk karakter med digtet om "Reklameskibet", der som symbol på amerikaniseringen og det kapitalistiske forbrugersamfunds livsforfladigelse sprænges i luften ved ankomsten til Danmark.

Reklameskibet (1923)

Otto Gelsteds digt Reklameskibet (1922) er et af dansk litteraturs mest visionære digte, og et af disse mærkelige digte der siden dets fremkomst blot er blevet mere og mere aktuelt!

Centralt er digtets kritiske skildring af den 20er moderne amerikanske kultur og den moderne hypekulturs mediefokus på det ekstreme: fx plastisk kirurgi, sensationspressens fordrejede skildring af samfundet:

Den 136-årige olding fra Volhynien,
der var med Napoleon i Moskva,
det seksårige skakgeni Sammi Meyer fra Polen
og de sammenvoksede tvillinger,
hvoraf den levende bærer den anden omvendt på sin isse

Også digtets visuelle, mosaikagtige og kaotiske opremsning af reklameskibets inventar minder om moderne klippeteknik i film og musikvideoer. På samme måde som den russiske filmskaber Eisensteins værk Panserkrydseren Potempkin og adskillige andre kunstneriske frembringelser fra perioden varsler Reklameskibet med visionær klarhed det moderne teknologiske samfunds ankomst og udvikling.

Det er et ægte ekspressionistisk digt der samtidig tager politisk venstreorienteret stilling til den kapitalistiske, amerikanske kultur. Digtet er tilegnet marxisten H.R.K. - Hans Rudolph Kirk.

Gelsteds marxisme ses i den tænderskærende skildring af klassesamfundets helt følelseskolde blik for de sociale uretfærdigheder:

[...] den sociale udstilling, der viser samfundet i længdesnit,
fra proletaren, der ædes op af lus i en skarnkasse,
til millionærens luksus-wc
Og hans teoretiske tilegnelse af Marx ses i passagen
her er kæmpegyroskopet,
der med sine 180.000 omdrejninger i minuttet
ophæver enhver slingring
og sikrer passagererne mod søsyge!

Her er Marx' begreb om ideologien som principielt falsk samfundsmæssig bevidsthedsform, sat på vers. 'De herskende tanker er de herskendes tanker', og de beherskede har ringe mulighed for at sætte ord på og begribe den faktiske undertrykkelse, for de har kun den herskende ideologi at tænke med - som et kæmpemæssigt gyroskop der "ophæver enhver slingring" på verdenshistoriens og klassekampens oprørte hav...

Ekspressionisme er en kunstretning i første fjerdedel af 1900-tallet, hvor der lægges afgørende vægt på intensiteten i udtrykket.

Betegnelsen har sin oprindelse i malerkunsten og anvendtes første gang i 1911 i Tyskland som karakteristik af bl.a. fauvisme og kubisme, men overførtes snart til litteratur, drama, musik og film.

Ekspressionismen er i sin grundholdning præget af det nye verdensbillede, som tegnede sig efter 1900 med bl.a. Albert Einsteins relativitetsteori og Sigmund Freuds forskning i underbevidstheden og den deraf følgende opdagelse af en verden hinsides menneskelig bevidsthed og forestilling, som en etableret orden hidtil havde holdt på tryg afstand.

Der er således i megen ekspressionistisk kunst et moment af panik og rædsel for det uforudsete. Ikke det, som jeget iagttager eller ræsonnerer sig frem til, men kun det, som jeget oplever inde i sig selv, tillægges sandhedsværdi.

Det subjektive udtryks ægthed, uhæmmet af enhver formtvang, er således afgørende. Forestillingen om, at nødvendigheden skaber formen (Wassily Kandinsky), og at kunstarterne er forbundne — ikke i det ydre udtryk, men i den indre impuls — karakteriserer det ekspressionistiske kunstsyn.

Billedkunst

Ekspressionismen i billedkunsten fik sin mest prægnante udfoldelse i Tyskland og Frankrig fra ca. 1905 og kulminerede i årene op til 1. Verdenskrigs udbrud i 1914. Fælles for ekspressionistiske kunstnere var ønsket om at erstatte naturalismens objektive fastholdelse af sanseindtryk med det diametralt modsatte: En subjektiv udtrykskunst, der alene skulle spejle det skabende individs indre realiteter, herunder de forvandlinger, sansebilledet af den ydre virkelighed gennemgik som led i kunstnerens mentale univers.

Litteratur

Som litterær retning kendes ekspressionismen især fra Tyskland, mens beslægtede fænomener i andre lande har fået andre navne, således den italienske futurisme. I opgøret med naturalismens kunst og menneskebillede spiller Nietzsches filosofi en stor rolle.

Ekspressionismen er et opgør med naturalismens sterile objektivitet hvis ideal er at skildre virkeligheden så naturtro som muligt.

Ekspressionisterne lægger som symbolisterne vægt på at kunsten ikke skal være en efterligning af en ydre objektiv virkelighed, men en gengivelse af en indre subjektiv virkelighed. Men hvor symbolisterne søger at skabe en poetisk religiøs, metafysisk virkelighed ud af kaos, nøjes ekspressionisterne med at udtrykke den indre virkelighed i voldsomme farver og former:

...at reproducere visse menneskelige oplevelser som de var. (Otto Gelsted).

Eksisterende sprogformer, syntaks, typografi og digteriske vedtægter sprænges for at give plads til at kaosoplevelsen kan trænge helt ud i den sproglige fremstillingsform:

At få billedet til at knalde, få linierne til at skratte af stejl kraft og pragt, gengive virkeligheden, som den er, når man oplever den stærkest... (Harald Giersing).

Det ovenstående citat demonstrerer også at voldsomme adjektiver (tillægsord) er et af ekspressionistens fortrukne kosttilskud.

Ekspressionisterne viser i deres digtning at kaos ikke kan udtrykkes i et pænt, velordnet og regelbundet sprogligt univers. Netop i denne søgen mod det rent sproglige sammenbrud som lyrisk udtryksform bliver ekspressionismen til en forløber for den senere modernisme.

I Danmark mærkes visse dønninger af ekspressionismen; mest udpræget hos Rudolf Broby-Johansen med Blod, digte (1922), og Harald Landt Momberg, men slægtskab findes også hos Johannes V. Jensen, Emil Bønnelycke og Tom Kristensen.

Sidse Hasle, dansk- og tysklærer på Zahles Gymnasieskole har givet sit bud på forudsætningerne for ekspressionismens opståen og dens kendetegn inden for billedkunst og digtning.

Du kan se materialet herunder som video uden speak, eller du kan downloade den som pdf eller som powerpointpræsentation.