Artikel fra Svenskt Litteraturleksion (1970), oversat af Erik Jerlung, Køge Gymnasium.

Se teksteksempler.

Af dansksiderne.dks redaktør, Jørn Ingemann Knudsen, VUC & HF Nordjylland, 2015.

Den litterære impressionismes glansperiode: Ca. 1880-1900.

Impressionismen bygger grundlæggende på en naturvidenskabelig positivistisk grundtanke. I impressionistisk litteratur kommer dette til udtryk ved, at forfatteren opdigter et plot, der til forveksling ligner et, der kunne foregå i virkeligheden. Derefter forsøger han, som en naturvidenskabsmand ville have gjort, at nedskrive sine observationer af plottets små handlingsforløb; han registrerer og noterer, hvad han ser og hører, at personer gør og siger.

Særlige kendetegn for dansk impressionistisk litteratur i dens glansperiode var bl.a. følgende (Note 1):

1. Scenisk fremstilling i form af:

   • Scenisk beretning, dvs. at et handlingsforløb fortælles relativt detaljeret - trin for trin - i takt med at det foregår. For at give modtageren indtryk af, at en begivenhed fortælles, imens den foregår, bruges et særligt litterært virkemiddel. Det kaldes medsyn.

     Eksempel på brug af medsyn:

     Moppen (hunden, min anm.) var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran sin tomme Madtallerken.
     Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i det varme Vand.
     Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet uden næsten at røre sig.
     Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med Rugbrødssmørrebrød til - hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa Firkanter.
     Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.
     Hun laasede Døren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen.
     Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa Spejlet. Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen. (Fra Herman Bangs roman Ved Vejen).

   • Udbredt brug af direkte tale (replikker/dialog) og dækning.
     Brugen af replikker er en særlig scenisk fremstillingsform, som kendes fra skuespillet.
     Det sproglige virkemiddel, der kaldes dækning, er sådan set også en slags replik, bare en skjult form. Derfor kaldes det også dækket direkte tale (eller tanke).

     To eksempler på brug af dækning (selve dækningen er her fremhævet med understregning):

     • Hun skulde besøge de ærede Forældre. Hun turde maaske spørge lidt om Vejen. Madam Henriksen gik ud i Gangdøren og pegede paa Gaardene ud over Marken.
     • Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd blomstret trofast iaar - hele Tiden. Men nu maatte de snart dækkes til ... Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for nogenting ... Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankeværket. (Fra Herman Bangs roman Ved Vejen fra 1896).

     Direkte tale indgår ofte i en scenisk beretning.

2. Fortælleren er ikke en typisk alvidende fortæller, som ellers var den mest brugte fortællertype i episk skønlitteratur i 1800-tallet.
   En af dansk litterær impressionismes pionerer, forfatteren Herman Bang (1857-1912), beskrev den impressionistiske fortæller sådan her:

   Paa denne Handlen, den bestandig fortsatte Handlen, fæster han da sin hele Opmærksomhed, og de handlende Mennesker bliver hans Skildrings Genstand. (...) De ydre Ting, han maler, er Kapslerne om den indre Historie. Paa Kapslernes Gennemsigtighed beror deres Værdi. (Fra artiklen En lille Replik, bragt i tidsskriftet Tilskueren, 1890).

   I Gads Litteraturleksikon beskrives fortælleren i den impressionistiske fortælling som den udefraregistrerende fortæller (også kaldet den behavioristiske eller objektive fortæller), [der] er placeret uden for personerne og fremstiller miljøer og begivenheder ukommenteret. (1. udgave 2001, s. 116).
   Hvis man imidlertid studerer fortælleren lidt nærmere i nogle af de impressionistiske tekster fra sidst i 1800-tallet, må man dog konstatere, at selv om fortælleren ikke er så alvidende som i mange ældre romaner og trivialtekster, så er han faktisk langt fra at være objektiv. Det forekommer nemlig slet ikke så sjældent, at den impressionistiske fortæller - lige som den alvidende ofte gør - træder frem i teksten med korte kommentarer eller - mere eller mindre skjulte - subjektive vurderinger af begivenheder og personer. Og han nøjes heller ikke med at registrere begivenheder og personers handlinger udefra, han afslører nemlig også ofte mange af personernes indre følelser og tanker.
   Man kan måske sige, at den impressionistiske fortæller består af et kollektiv eller et kor af forskellige fortællestemmer.
   Lad os se på, hvilke fortællestemmer der kan være tale om, og hvordan de typisk kommer til udtryk i impressionistiske tekster:

   • Den observerende fortællestemme, der - via ydre synsvinkel - nøgternt gengiver særlige begivenheder, handlingsforløb eller personers adfærd. En sådan observerende gengivelse kan i nogle tilfælde nærmest minde om et journalistisk referat i en avis eller om en udsendelse i tv, hvor en speaker beskriver en handling, sideløbende med at den foregår.
     Et par eksempler:

     • Det blev læst op en Søndag efter Gudstjenesten, af Sognefogdens Søn, ved Stævningsstenen udenfor Kirken: at Frøken Irene Holm, Danserinde fra det kongelige Theater, den første November i Kroen vilde aabne sine Kursus i Holdning, Dans og Bevægelse, saavel for Børn som for Viderekomne, Damer og Herrer - saafremt et tilstrækkeligt Antal Deltagere tegnedes. Prisen fem Kroner for hvert Barn, for Søskende Moderation.
     • Læs medsyns-eksemplet under pkt. 1.

   • Den subjektive diegetiske fortællestemme, der - via indre synsvinkel - videreformidler til læseren, hvad personer, der deltager i handlingen, sanser, føler eller tænker.

     • Eksempler på indre syn i hovedperson: Hun fik Hjemve, naar hun saá de flade, øde Marker. Og saa var hun ogsaa bange for Tyre og løbske Heste.
       - - Hun vidste ikke, hvordan hun var kommet op, hvordan hun var kommet ud .... Hun havde hørt Musikken, der med ét holdt op - og Latteren - Latteren, mens hun pludselig saá alle disse Ansigter .... (…) Inde i Lillestuen stod hun et Nu ved Bordet .... det var saa mørkt for hende, saa ganske tomt ....
     • Eksempel på indre syn i et par bipersoner: Smeden og hans Kone veg ikke fra Nøglehullet. De saá Balletspringene bagfra; Papillotterne strittede paa Issen som Piggene paa et Pindsvin.

   • Den subjektive ikke-diegetiske fortællestemme, der - via indre syn i en udenforstående fortæller - udtrykker personlige fortolkninger eller vurderinger af begivenheder eller personer - eller træder åbent frem i teksten med en såkaldt fortællerkommentar henvendt til læseren. Begge disse forhold (vurderinger og kommentarer) er typiske kendetegn for den alvidende fortæller.

     • Eksempel på fortolkning, hvor det er den ikke-diegetiske fortæller, der fortolker personens fysiske fremtræden: Naar han gik saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, saa' man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet. (Fra Herman Bangs Ved Vejen, 1896).
     • Eksempel på vurdering af person: Og pludselig kunde hun le halvhøjt op med en tøset Latter, midt som hun laa .... Her kalder en ikke-diegetisk fortællestemme, personens latter for 'tøset', hvilket sandsynligvis skal forstås i betydningen: barnlig.
       En sådan subjektiv tilkendegivelse af, at den udenforstående fortæller sandsynligvis synes, at personen (der er en midaldrende dame) er barnlig eller ungdommelig i sit fysiske udtryk og sin opførsel læses også i flg. sætninger: Hun stod og saá til med sine Sekstenaars Smaanik. og Hun dansede med Hovedet paa Siden, løftede sig paa Tæerne, med sin ældede Sekstenaars Gratie.
     • Eksempel på fortællers indirekte humoristisk eller måske snarere mildt sarkastisk vurderende beskrivelse af persons udseende: Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel - og saa for Skovrideren. (Fra Herman Bangs roman Ludvigsbakke, 1896).
     • Eksempel på fortællerkommentar (der her er understreget): Hun aabnede Munden - smilede, viste alle sine Tænder (nogle græsselige Tænder).

3. Anvendelse af sanseord, der fremkalder særlige sanseindtryk hos læseren.

   • I dette eksempel pirres både høre-, smags-, syns- og kinæstetisk sans: Saa delte Støjen sig - ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed; piblede ind i en Port, ned i et Stræde - som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt havde suget den til sig. (Fra Herman Bangs roman Stuk, 1887).

4. Udeladelse af ord (kaldet ellipse) i sætninger eller kortere afsnit. Fx i forbindelse med særlige opremsninger eller beskrivelse af særlige brudstykkeagtige oplevelser eller tanker. Det forekommer af og til i impressionistiske tekster, at sprogbrugen i sådanne udeladelser er nominalstil (eller substantivisk stil), dvs. at der bruges mange substantiver (navneord), pronominer (stedord) og adjektiver (tillægsord) og relativt få verber (udsagnsord).

   • Eksempel: Møbler, Sengeklæder, sorte Hjelme, Stiger, blanke Knapper, oplyste Ansigter, Hjul, Reb, Sejldug, underlige Instrumenter; Mogens styrtede mellem det, over det, under det Altsammen, fremad mod huset... (Fra J.P. Jacobsens novelle Mogens, 1882).

5. Brug af såkaldt aposiopese, dvs. bevidst pause i, afbrydelse eller pludselig afslutning af sætninger. Det er så op til læseren (eller lytteren) at overveje/fortolke, hvilken betydning pauseringen kan tillægges, eller hvordan den afbrudte sætning måske kan fuldføres.
   En aposiopese markeres ofte med flere punktummer efter hinanden: ....
   Eksempler:

   • Mændene sagde: - Naa - Mutter - saa skal vi .... (læs: Naa - Mutter - saa skal vi danse).
   • Og hun faldt i Søvn, mens hun endnu tænkte paa den Tid - den lystige Tid .... Prøverne, naar de stak hinanden med Knappenaale i Læggene .... og hvinte .... Og Aftenerne - - i Garderoberne .... hvor det summede .... alle Stemmerne .... og Regissørens Klokke ....

***

Den forfatter, der mest konsekvent arbejdede med den impressionistiske stil i Danmark i slutningen af 1800-tallet var Herman Bang (1857-1912). Dog kan visse tekster af J.P. Jacobsen (1847-1885), Holger Drachmann (1846-1908), Johannes Jørgensen (1866-1956) og Viggo Stuckenberg (1863-1905) også karakteriseres som impressionistiske.

Den impressionistiske skrivestil har siden inspireret mange forfattere i 1900- og 2000-tallet. I 1950'erne forsøgte især franske forfattere at skrive litteratur (såkaldt nouveau roman (den ny roman)), hvor den objektive fortæller blev ført helt ud i ekstremerne, fx i form af tekster, der ned til mindste lille detalje så nøgternt så muligt registrerede, hvad man kunne se på et postkort eller et fotografi.

Ole Meyer og Jette lundbo Levy har defineret impressionismen fra slutningen af 1800-tallet som en litterær stil, der:

beskæftiger sig med at beskrive en masse overfladefænomener uden at beskæftige sig med graden af vigtighed og betydningsfuldhed i disse fænomener. (...) den impressionistiske stil arbejder med at gennemføre den fuldstændige objektivitetsillusion ved at beskrive dele af ting, samtaler og mennesker, som læseren må forbinde og finde årsags- og handlingssammenhængene i. (I indledningen til Samlerens antologi bd. 7, 3. udg. 1981 s. 27).

Denne definition er lige ved at være en endnu mere præcis karakteristik af den såkaldte minimalistiske skønlitteratur i Danmark i 1990'erne og det efterfølgende årti, der netop bl.a. er kendetegnet ved, at fortælleren er en neutral, udefraregistrerende fortæller, der nøgternt beskriver almindelige menneskers adfærd og helt bevidst undgår at kommentere og vurdere personerne og deres adfærd/handlinger.