Gunløg Ormstunge og Helga

Paa denne Tid boede llluge hin Svarte oppe paa Hvidaa, paa Gaarden Gilsbakke; han var den største Høvding i Borgefjord Siden af Thorsten Egilsen, og en særdeles mægtig Mand, meget hårdsindet, og en god Støtte for sine Venner.

Med sin Kone Ingeborg havde han mange Børn, blandt hvilke vi her nævne Sønnerne Hermund og Gunlaug, begge haabefulde Børn, og den Gang næsten voksne. Gunlaug i Særdeleshed udviklede tidlig sin Legemsstyrke og Vækst; han havde lysebrunt Haar, dersad godt, sorte Øjne, men en mindre veldannet Næse, dog behagelige Ansigtstræk; han var smal i Midje, hærdebred og velskabt; af Sind var han tidlig hæftig, haard og paastaaende; en stor Skjald, men som saadan temmelig bidende, og derfor kaldtes han Gunlaug Ormstunge.

Da han var femten Aar gammel, bad han sin Fader om Rejsepenge, og sagde, at han vilde rejse udenlands at se andre Folks Sæder. Men Illuge Bonde vilde ikke ret indlade sig derpaa, og mente, at han ikke vilde blive godt antaget udenlands, da han endnu ikke ret havde, lært at skikke sig iblandt sine egne. Kort efter, da llluge en Morgen var staaet op, og gik tidlig ud, saa han, at hans Udebur var lukket op; seks Veresække og Ridetøj vare lagte ud. Han undredes meget derover; og i det samme kom Gunlaug til, førende fire Heste, og sagde, at det var ham, der havde taget Sækkene ud.

"Hvad vil du med dem?" spurgte Illuge.

"Jeg vil have dem til min Rejse," svarede Sønnen.

"Du skal ingen Myndighed tiltage dig, vedblev Faderen, "imod min Vilje, og ingensteds rejse, førend jeg vil;" hvorpaa han igen kastede Sækkene ind i Huset.

Da red Gunlaug sin Vej, og kom om Aftenen til Borg, hvor Han bad Thorsten Bonde, at han maatte blive der, hvortil han fik Lov; og han fortalte da Thorsten, hvorledes var kommen i Uenighed med sin Fader Thorsten sagde, at han maatte blive der saalænge han vilde, saa han forblev der et Aarstid og lærte lovkyndighed af Thorsten, og var ogsaa vel lidt af alle andre. Jævnlig fornøjede han og Helga sig med at lege Tavl, og fattede straks Godhed for hinanden, hvilket siden viste sig. De vare næsten jævnaldrende.

Helga var saa fager, at de kyndigste Mænd have anset hende for den dejligste Kvinde paa Island; hendes Haar var saa stort, at hun kunde hylle hele sit Legeme deri, og saa fager som hamret Guld; der gaves ikke i Borgefjord og vide andensteds saa Ønskeligt et Parti, som Helga den Fagre. En Dag, da man sad i Stuen paa Borg, sagde Gunlaug til Thorsten:

"Der er endnu eet Afsnit i Loven, som du ikke har lært mig, og det er, hvorledes man skal fæste sig' en Kone."

Thorsten svarede, at det var en ringe Ting, og lærte ham Fremgangsmaaden. Da sagde Gunlaug:

"Lad os nu se, om jeg har forstaaet det ret! Jeg vil nu tage dig i Haanden, og lade som om jeg fæstede mig din Datter Helga." Thorsten svarede, at det kun var til Unytte; men Gunlaug greb straks hans Haand, og sagde:

"Føj mig nu dog deri!"

"Saa gør da, som du vil," sagde Thorsten; "men det skulle alle vide, som her hos ere stedte, at dette skal være en aftalen Sag, og der skal ikke være nogen Underfundighed under."

Derpaa nævnede Gunlaug sig Vidner, og fæstede sig Helga, og spurgte Thorsten, om det saaledes var ret og lovligt i alle Maader; hvorpaa den anden svarede, at han havde baaret sig rictig ad; og alle de tilstedeværende havde megen Gammen heraf.

Til toppen

Glossary

Hvidaa

I landstrækningen langs med bredden af Hvidaa

Ormstunge

Slangetunge

Skjald

En skjald var oprindeligt (bl.a. i middelalderen) betegnelsen for en omrejsende person der fremsagde eller sang fortællinger om guders og fyrster og deres store bedrifter, om krig og kærlighed, om liv og død. Ordet skjald er senere også blevet brugt i betydningen: (folkelig) digter.

Udebur

Det udhus, hvori alle mulige varer blev opbevaret.

dansksiderne.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2021 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt