Herunder bringes forskellige læreres artikler om nogenlunde samme danskfaglige delemne.

Hensigten med at bringe flere artikler om samme emne er, at du selv kan vælge, hvilken af teksterne der efter din mening er mest anvendelig i den sammenhæng, du skal bruge den.

Af dansklærer på Køge Gymnasium (uden år), vist nok inspireret af Maja Bødtcher-Hansen & Mischa Sloth Carlsens lærebog Med tiden. En litteraturhistorisk arbejdsbog (2012).

Oversigten ovenfor består af et billede, der er delt i fire dele. Du kan se <media 2705 _blank - "Den litteraturhistoriske oversigt vises i nyt vindue">billedet i helt format i nyt vindue</media>.

Af dansk-, filosofi og historielærer Jens Frørup Madsen, Tønder Gymnasium.

Romantik (1800 - 1825/30 - 1870)

• Snævert knyttet til borgerligt akademiske enhedskultur
• Subjektiv (jf. kunstnerrollen)
• Organismetanken => dualisme (nyplatonisme)
• Kunstnerrollen: geniet, art seer, sandsiger: skabende fantasi => indsigt i tilværelsessammenhænge, der ellers ikke er tilgængelige.

Universalromantik (1800 - 1807)

• I sin kerne revolutionær - udtryk for samme tanker som dem der kom frem under den franske revolution
• Søgte identitet uden for det etablerede samfund
• Organismetanken: opfatter alt levende som en organisk sammenhæng, gennemtrængt af samme ånd. => panteistisk dyrkelse af naturen, dvs. at naturen opfattes som hellig og guddommelig
• Danske repræsentanter for universalromantikken: Schack Staffeldt og Adam Oehlenschlägers ungdomsværker

Nationalromantik (1807 - 1825)

• Bevidst dyrkelse af den nationale fortid (historiske romaner og skuespil, nationale digte osv.)
• Fokus væk fra samtidens problemer, hvilket er i overensstemmelse med Biedermeier-kulturen
• Moralsk, kristen idealisme med baggrund i en dualistisk tilværelsesopfattelse (jf. nyplatonismen)
• Væsentligste forfattere: Adam Oehlenschläger, N.F.S Grundtvig, B.S. Ingemann og Carsten Hauch

Biedermeier

• Betegnelsen for en dominerende ideologisk holdning i den moralsk orienterede borgerlige romantik i Danmark
• Kendetegnes ved dyrkelsen af det harmoniske, problemløse og idylliske hjemmeliv, mens alt disharmonisk fortrænges

Romantisme (1825/30 - 1855)

• Sætter spørgsmålstegn ved nationalromantikkens harmoniserende tilværelsesopfattelse og ukomplicerede menneskesyn
• Ekstrem individualisme => afstandtagen fra de moralske autoriteter, der hindrer den enkelte i at udfolde sig
• Optaget af den 'interessante' personlighed. Jf. H.C. Andersens romaner, Chr. Winthers noveller og visse af Henrik Hertz' skuespil
• Romantistiske træk findes endvidere hos Emil Aarestrup, J.L. Heiberg og Steen Steensen Blicher. I Carl Baggers forfatterskab udgør specielt brydningen mellem romantikkens moralske verdensorden og romantismens interesse for det vågnende driftsliv en stor rolle

Kritisk idealisme (1845 - 1855)

• En gruppe forfattere med baggrund i romantikken reagerede mod den dyrkelse af materielle værdier, man mente prægede det danske samfund
• Idealistisk tilværelsesopfattelse: forfatterne forsøgte at opstille klare idealer for læserne
• Den moralske tendens finder man hos Thomasine Gyllembourg, Johan Ludvig Heiberg og Frederik Paludan Müller
• Mere personlig udformet kritisk idealisme findes hos M.A. Goldschmidt og Søren Kierkegaard (der udvider kritikken til også at omfatte den statsligt dirigerede kirke)

Epigonlitteratur (1855 - 1870)

• Videreførte romantikkens udtryksformer og ideer og tilpassede dem det nu mere verdsliggjorte og underholdningssøgende 'publikum', dvs. uforpligtende, folkelig litteratur => bred målgruppe
• De mest populære: Carit Etlar og H.F. Ewald: historiske romaner.

Poetisk realisme (1825 - 1840)

• Voksende interesse for den virkelighed, der gradvist opstår med den forbedrede økonomiske situation, dvs. kontrast til nationalromantikkens virkelighedsfjerne holdning
• Litteraturen præges stadig af den idealistiske tilværelsesopfattelse og biedermeier-indstillingen, der var nationalromantikkens baggrund.
• I alt væsentligt: poetisk realisme => 'overfladerealisme', der udelukkende beskæftiger sig med den harmoniske idylliske side af virkeligheden
• Poetiske realister, der især skildrer biedermeierlivet: Thomasine Gyllembourg, Carl Bernhard, Henrik Hertz og J.L. Heiberg.
  Større psykologisk forståelse er der i Poul Martin Møllers og Steen Steensen Blichers prosafortællinger. De antyder samtidig noget om de materielle forholds betydning for den enkelte (modsat biedermeier-tankegangen, der ikke vil antyde noget, som kunne skabe uro om borgerskabets positions retmæssighed).

Det moderne gennembrud (1870 - 1890)

Naturalisme

• Forkaster romantikkens forestillinger om en ideal virkelighed - anvender i stedet den moderne naturvidenskab som eksistentiel forklaringsmodel.
• Mennesket = biologisk væsen (jf. den samtidige Darwins teorier), hvorfor menneskets driftsliv også tillægges en afgørende rolle i mange naturalistiske værker
• Hos nogle medfører dette en deterministisk indstilling, dvs. menneskets handlinger opleves ikke bestemt af egen vilje, men af arv og miljø
• Fører hos nogle til resignation og nihilisme (ingen værdier, alt absurd og meningsløst)
• Den naturalistiske stil præges af den naturvidenskabelige indstilling - dvs. stil = meget præcis, objektiv, så naturtro gengivelse som muligt
• Naturalistiske træk finder vi b l.a. hos J.P. Jacobsen, August Strindberg
• Naturalistiske tendenser i øvrigt findes generelt hos det moderne gennembrudsforfatteres værker. Hos Gustav Wied udarter naturalismen sig til kynisme
• Mange af det 20.årh. forfattere er påvirket af naturalisme

Kritisk Realisme

I 1880'erne har vi det såkaldte moderne gennembrud, med Georg Brandes i spidsen (forsker, kritikker):

• De kritisk realistiske forfattere er knyttet til tidens kulturradikale intellektuelle miljø
• Talerør er den kritisk realistiske tendens er det landsdækkende dagblad Politiken
• Opgør med romantikken - der kræves problemdebatterende
  litteratur
• Mere interesse for samfundsskildringer end for idealer => skildre mennesket i samspil med omgivende miljø
• Det moderne gennembruds forfattere er bl.a.: Henrik Ibsen, Henrik Pontoppidan, Herman Bang og Holger Drachmann. De havde stor samfundsmæssig og psykologisk forståelse. De satte en lang række menneskelige og sociale problemer under debat

Impressionisme

• Oprindelig betegnelse for retning indenfor fransk malerkunst
• Endvidere brugt om en særlig litterær teknik
• Den impressionistiske forfatter ser som sin opgave at gengive indtryk af omverdenen så uformidlet og objektivt som muligt, dvs. uden analyserende eller fortolkende kommentarer
• Kendetegnet ved scenisk fremstilling, hvor dialog og dækket direkte tale er hovedelementer
• Beretning og beskrivelse begrænses mest muligt
• Bestræbelse på tilnærmelse af talesproget
• Specielt Herman Bang anvendte denne impressionistiske stil og står også som dens teoretiske talsmand i Danmark
• Impressionismen som litterær stil har påvirket de fleste danske forfattere siden slutningen af 19. årh.

Symbolisme (1985 - 1900)

• Opgør med naturalismen og den kritiske realisme, specielt kravet om objektiv virkelighedsgengivelse
• Symbolisten mener, at omverden ikke eksisterer uafhængigt af ham, men netop er hans oplevelse
• Tingene/elementerne = symboler på sjælelige tilstande hos forfatteren
• For symbolisten: kun gennem sproget muligt at genskabe de mere stemningsbårne erfaringer
• Altså netop som i romantikken og senere i modernismen opfattes poesien som sit eget formål
• Den symbolistiske stil præget af en meget billedmættet og klangfuld udtryksmåde.
• Symbolisternes talerør i DK er tidsskriftet Tårnet
• De væsentligste danske symbolister var tilknyttet dette tidsskrift: Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Helge Rode, Viggo Stuckenberg.

Af dansk-, filosofi og historielærer Jens Frørup Madsen, Tønder Gymnasium.

I meget grove træk kan man inddele 1800-tallets litteratur i tre perioder med hver deres karakteristika:

1) Romantikken kan deles op i forskellige strømninger: Universalromantik, nationalromantik, biedermeier, romantisme

2) Naturalismen inddeles ofte i 1870'erne og i 1880'erne:

3) Symbolismen, kaldes også 'Halvfemserne', 'Det sjælelige gennembrud' eller 'Nyromantikken':

Af dansk- og religionslærer, Frank Stærfeldt Byrnel, Voksenuddannelsescenter Frederiksberg.

Nedenfor gennemgås kort følgende litteraturhistoriske perioder/litterære retninger: Middelalder/folkeviser, barok, pietisme, rokoko, rationalisme, romantik, romantisme, realisme, impressionisme, naturalisme, symbolisme, ekspressionisme, surrealisme, socialrealisme, herética, eksistentialisme, konfrontationsmodernisme, konkretisme/systemdigtning, arbejdspladsrealisme, 80'er-modernisme, postmodernisme og minimalisme.

Middelalder

Folkeviser

Brug, overlevering og efterliv:
Folkeviserne blev oprindeligt brugt blandt adelen, fx. når der skulle festes på en herreborg med spil, sang og dans. De adelige dannede kæde, og en fordanser sang for; på omkvædet sang alle med. Denne overklasseforlystelse kom fra Frankrig i 1200-tallet.
Senere blev det det jævne folk, der brugte viserne, deraf navnet folkeviser, der oprindeligt blev betegnet som adelsviser.
I renæssancen blev det mode især hos adelsdamer at indsamle interessante eksempler på de folkelige viser; de blev nedskrevet i poesibøger, bl.a. Hjertebogen. Den første samling af disse viser blev udgivet af A. Sørensen Vedel i 1591, og udvidet af Peder Syv i 1695. Derefter fulgte en del optryk som skillingstryk, der foragtedes som tarvelig folkelig litteratur.
I romantikken blev folkeviserne genopdaget som ægte folkedigtning, deraf den nutidige betegnelse folkeviser. En egentlig systematisk optegnelse af alle kendte viser blev påbegyndt i 1850erne med Svend Grundtvigs værk Danmarks gamle Folkeviser (DgF), hvor hver vise og dens varianter blev systematiseret med et nummer. Optegnelsesarbejdet blev fortsat af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, og de sidst indsamlede viser foregik med båndoptager og i afsides egne som Vestjylland og Færøerne i midten af 1900-tallet.

Samfundet: Viserne fremstiller et feudalt slægtssamfund, der er stærkt normstyret, således at individet er underlagt slægtens interesser.

Ideologi: Viserne forsvarer etablerede magtforhold og adelsinteresser.
De belærer mennesket/visernes bruger om dets pladser i samfunds- og slægtshierarkiet. Derved indtager viserne en konservativ holdning, der er samfundsbevarende, moraliserende og undertiden ligefrem truende.
Værdier, der fremhæves, er ærlighed, underkastelse og oprigtighed over for slægten. Det kræver selvkontrol og i de senere viser gudstro.
Sprog: Folkeviserne anvender stereotype vendinger (fx "under ø", "så væn en mø", "guld og ære"). Det faste formelsprog gør det lettere for forsangeren (og de dansende) at huske stroferne.
Individuelle kendetegn beskrives sjældent; i stedet vises det typiske.

Typer:

1. Ridderviser: Skildrer adelens liv med kærlighedskonflikter og familiefejder, der kan resultere i blodhævn. Ex: Torbens datter.
2. Historiske viser: Bruger historisk-politiske begivenheder med fri anvendelse af personer og fakta efter de poetiske behov. Ex: Valdemar og Tove.
3. Trylleviser: Bruger overnaturlige magter, der griber ind i menneskelige skæbner gennem forførelser. Fortryllelsens årsager kan skyldes vågnende drifter, fx i forlovelsessituationen ved overgangen til voksenstadiet, og trangen personificeres i elverpiger, havmænd osv. Eksempler: Elverhøj, Germand Gladensvend. Trylleviserne har ofte et grundmønster med en trefaset struktur:
   • Ekspositionsdel (begyndelse). Hjemmet, udfærd.
   • Overgangssituation (midte). Mulighedsfelt.
   • Konsekvens (afslutning, morale). Skæbnen (god eller ond lykke)

4. Kæmpeviser: Bearbejder oldsagn med deres kæmper og helte. Ex: Holger Danske.
5. Legendeviser: Beskriver helgener og mirakler.
6. Romanviser: Lange episke beskrivelser. Ex: Axel og Valborg.

Alternativ inddeling. Litteraturprofessoren F. J. Billeskov Jansen har forsøgt denne inddeling:

1. Visen om den onde lykke (carmina tragica): Motto fra et folkevise-omkvæd:
2. "Den skal have den onde lykke, den gode ikke kan få". Den tragiske person kan være jomfruen, hvis ære krænkes, eller ridderen, der snydes for sin brud. Eksempel: Ridderens runeslag.
3. Visen om den gode lykke (carmina bonæ fortunæ): Slutter fx med bryllup som i eventyr. Ex: Ridder Stigs bryllup.
4. Visen om den raske dåd (carmina heroica): Viser en holdning af fryd over, at projekterne lykkes, fx ved ridderens glade kraftudfoldelse eller at helten fælder uhyret eller fjenden. Ex: Niels Ebbesen.
5. Visen om retfærdigheden, der sker fyldest (carmina ethica): Her håndhæves middelalderens retfærdighedsbegreb uden moralisering, idet forløbet i sig selv viser moralen, fx i faderhævnsviserne. Ex: Døtre hævner fader (DgF 193)
6. Skæmteviser (carmina comica): Ofte med samme motiv som i de alvorlige viser, men vist i komisk skær. Ex: Den dyre kåbe (DgF 231).

Barok

I Danmark dominerer barokken fra ca. 1650-1720, dvs. i enevældens gennembrudsperiode. Som propagandakunst for enevælden er barokken velegnet ved at lægge vægt på det pompøse og imponerende.

Barokken bruger spidsfindige ordspil, paradokser, voldsomme overdrivelser, kunstfærdige billeder og sammenligninger, antiteser (modsætninger) og allegoriske figurer. Barokkens forestilling om livet som "forfængelighed" (tomhed), at det er en drøm, og at verden er som et cirkusnummer faldt ikke i god jord i oplysningstiden, som troede på "verden som den bedste af alle tænkelige verdener".

Thomas Kingo er periodens væsentligste digter.

Pietisme

Pietismen (af pietas: fromhed) var en kristelig reformbevægelse. Den kom fra Tyskland til Danmark og bredte sig især i borgerlige kredse omkring 1700. Pietisterne foragtede ydre glans og herlighed og levede et flittigt arbejdsliv i alvor og nøjsomhed. De så den subjektive religiøse oplevelse som det centrale, og de lagde vægt på, at omvendelsen førte til oplevelse af jordisk lykke. en forsmag på evigheden. Med Christian den 6. (1730-1746) blev pietismen en slags statsreligion, og fromheden søgtes fremmet ved lovbestemmelser om tvungen kirkegang og forbud mod forlystelser.

Da kongen døde, kom pietismen i baggrunden, men betydningsfulde pietistiske miljøer eksisterede fortsat, og med Indre Mission fra midten af 1800-tallet, fik væsentlige sider af den igen bred folkelig tilslutning.

Salmedigteren Brorson er knyttet til bevægelsen.

Rokoko

Kunsthistorisk begreb der betegner den galante og yndefuldt legende stil i tidsrummet 1720-1780 præget af lette, svungne, asymmetriske linjer som kontrast til den foregående barok-epoke. Rokokoen er en hofstil som bryder igennem efter at enevælden har konsolideret sig, men den smitter også af på det velhavende borgerskab. Et væsentligt træk er dens livsnydelse og mangel på alvor.

Litterært er stilen karakteriseret ved en lethed og en naturlig ordføjning , som man bl.a. finder hos Brorson. Rokokoens lette livsholdning kan Brorson dog ikke forbindes med!

Rationalisme

Den grundlæggende tanke i "oplysningstiden" (ca. 1750-1800) er, at det enkelte menneske ved hjælp af sin medfødte fornuft (ratio) kan blive i stand til at erkende alle de sandheder og principper, som den menneskelige tilværelse bygger på. Man skal derfor stille sig kritisk undersøgende over for alle traditioner og autoriteter.

Rationalismen er både en kritik af al tradition og via tilliden til fornuften en optimistisk tro på fremskridtet for menneskeheden. Optimismen blev understøttet af de almengyldige love, naturvidenskaben havde påvist. Også den øvrige tilværelse burde forklares positivt, dvs. naturligt. Det får inden for religionen den konsekvens, at Gud ikke afskaffes, men placeres uden for det menneskelige samfund - han har blot som skaber sat hele mekanikken i gang (deisme). Jesus betragtes blot som den store forbilledlige morallærer, som formulerer og demonstrerer de sande fornuftige dyder. Man vil fjerne overtro og give oplysning videre til borgerskabet.

Kravet om menneskets naturlige rettigheder slår igennem i bl.a. "Den amerikanske Uafhængighedserklæring" (1776) og i den franske revolution (1789) med forestillinger om "frihed, lighed og broderskab". I Danmark debatteres krav om trykke-, ytrings- og religionsfrihed i 1790'erne.

Den mest betydningsfulde repræsentant herhjemme er Holberg.

Romantik

Litterært omfatter romantikken perioden fra ca. 1800-1850. Mange af de grundlæggende træk ses dog allerede fra ca. 1770 hos Rousseau og Goethe, i Danmark hos Johannes Ewald og Jens Baggesen. Romantikken placerede sig i modsætning til rationalismens rationelle praktisk-forstandige syn på tilværelsen. Det er det umiddelbare og spontane, følelsen og fantasien, romantikken lægger vægt på, det uafhængige individ der lever og handler ud fra sin subjektive følelse. Modsat rationalismens ideal - den gode borger, der gør nytte til fælles gavn.

Centralt i romantikken står dyrkelsen af naturen, der ses som udtryk for det oprindelige, det ægte, for uskyld og umiddelbarhed. Som modsætning hertil ses byen, hvor den kolde forstand, økonomisk beregning og moralsk snæversyn regerer. Som romantikken undgår byen og den samfundsmæssige virkelighed, opfatter den nutiden som et fald i forhold til fortiden, hvor "guderne var på jorden", og romantikerne ser det derfor som deres hovedopgave at genrejse fortiden i nutiden. Det fører dels til forskning i nordisk mytologi og middelalderlitteraturen, dels til gen- og nydigtninger over myter, sagn, sagaer, folkeeventyr og folkeviser. Derigennem skal nutiden gøres bevidst om nationens fortid og vækkes til fornyet dåd. Kombinationen af historisk sans og nationalfølelse bliver således et gennemgående træk i romantikken.

Med romantikken får kunsten et formål i sig selv. Den bliver en selvstændig erkendelsesform på linie med videnskab og religion. Kunstneren opfattes som geniet, der i kraft af sin følsomhed og rigere fantasi har adgang til den egentlige virkelighed. Romantikerne overtager og viderefører Platons filosofi, der bygger på en modsætning mellem ideverden og fænomenverden. Ideverdenen, den guddommelige verden, kan ikke direkte sanses, men mennesket kan opleve den i sit indre, det kan møde glimt af den i historien og ane den i naturen omkring sig. Denne tro på, at noget guddommeligt virker i og er til stede i naturen og historien benævnes panteisme (Gud er i alt). Kunstneren føler, at han tilhører denne højere, guddommelige verden, og han kan i sin kunst løfte sig op til den.

Romantisme

Det franske ord for romantik. Brugt til at betegne den senere romantik fra 1820-1850. Følelsen og lidenskaben er som tidligere i centrum, men forskellen mærkes ved en mere distanceret intellektuel holdning og en mere kompliceret psykologi. Romantikken havde dyrket den naive helt, der giver sig helt hen i sin følelse. Romantismens helt reflekterer over sine følelser: en selvbetragter der gør sin lidenskab til genstand for analyse. Et fint eksempel herpå er Johannes Forføreren i Søren Kierkegaards "En Forførers Dagbog" fra 1843.

Romantismen dyrker det interessante - en kunst der taler mere til intellektuel og æstetisk nydelse end umiddelbar medleven. Det interessante viser sig f.eks. gennem et overraskende vendepunkt, en pikant situation, et fremmedartet eksotisk miljø. Også det makabre og gyseragtige findes i romantismen.

Romantismen er et udtryk for en begyndende skepsis over for romantikkens tillidsfulde tro på en højere guddommelig verdensorden. Den engelske digter Byron sætter individets selvudfoldelse som højeste værdi, og det fører til en skarp kritik af samfund, religion og moral. De danske romantister søger enten at fastholde romantikkens enhedstanke (J.L. Heiberg), eller dyrker en rent æstetisk livsholdning, hvor de egentlige værdier tilknyttes kunsten (f. eks. Emil Aarestrup). En egentlig politisk og samfundskritisk digtning som hos Byron opstår i Danmark først efter 1870 med naturalismens gennembrud. Georg Brandes viderefører således i vidt omfang ideer fra den europæiske romantisme.

Andre digtere med tilknytning til romantismen: St.St. Blicher, H.C. Andersen

Realisme

I en bred betydning er realisme en digtning, der er virkelighedstro, hvis handling er sandsynlig, og hvis personer kunne tænkes at eksistere uden for teksten. I den betydning kunne man finde realisme i dansk litteratur lige fra folkeviser til vore dages arbejderlitteratur.

I en snævrere litteraturhistorisk betydning betegner realisme en samtidsdigtning, der ud over at give en virkelighedstro skildring af personer og miljø beskæftiger sig med konkrete psykologiske, sociale og politiske problemer.

I Danmark kan spores en realistisk tendens fra 1820'erne, men det er først i 1880'erne, realismen slår igennem som litterært program og kunstnerisk metode. Hovednavne er Henrik Pontoppidan og Herman Bang.

Fra 1880'erne og til i dag har realismen dannet en konstant understrøm i den litterære produktion og var fx i 1930'erne klart dominerende.

Impressionisme

Oprindelig en betegnelse for en retning i fransk malerkunst ca. 1870-1900. Derefter er navnet også blevet anvendt om tilsvarende bestræbelser inden for litteraturen i samme tidsrum.

Impressionisme er en særlig kunstnerisk teknik, der er rettet mod at gengive det umiddelbare sanseindtryk. Det betyder i maleriet, at al opmærksomhed koncentreres om atmosfæren i rummet og det lys, tingene udsender. At indfange lyset og lysrefleksernes påvirkning af synsoplevelsen bliver hovedopgaven for malerne.

Baggrunden for impressionismen er gennemslaget af en naturvidenskabelig tænkemåde med dens objektivitetsideal. Virkeligheden skulle skildres "fysiologisk" korrekt. Udgangspunket måtte derfor tages i synsoplevelsen ikke i tingene selv. I videre forstand er denne ændrede opfattelse knyttet til sammenbruddet af et ordnet og harmonisk verdensbillede.

I litteraturen skaber impressionismen en særlig fortælleteknik. Forfatteren træder i baggrunden, lader virkelighedsindtrykkene stå uformidlede og ukommenterede, og resultatet bliver en springende stil, der kan minde om filmens. I stedet for at fortælle om personer og begivenheder, vises de direkte, og læseren må selv analysere sig frem til forklaringen på personernes handlinger.

Historisk set er den litterære impressionisme nært knyttet til den naturalistiske digtning. Den findes hos J. P. Jacobsen og især hos Herman Bang.

Naturalisme

Litterær retning som opstår i Frankrig i sidste halvdel af det 19. århundrede. Det franske ord "naturaliste" betyder naturforsker, og det karakteristiske for naturalismen er netop forsøget på at overføre en naturvidenskabelig metode og betragtningsmåde på litteraturen. Til realismens krav om virkelighedstroskab føjes kravet om objektivitet og videnskabelig holdning.

Vigtige forudsætninger for naturalismen er en række filosofiske og videnskabelige teorier, der fremsættes mellem 1830 og 1860. Ludvig Feuerbach forklarer religionerne som menneskelige ønskedrømme. Darwin opstiller sin udviklingslære, hvor mennesket ses som et led i dyrerækken. Endvidere opstår i Frankrig positivismen, der hævder, at al erkendelse bør tage udgangspunkt i det, der kan sanses. Fælles for disse tankegange er , at de afviser en kristen og metafysisk tankegang. De bryder derved med romantikken.

I Danmark sker opgøret med romantikken og naturalismens gennembrud efter 1870, hvor kritikeren Georg Brandes i "Hovedstrømninger" udtrykker, at litteraturen skal "sætte Problemer under Debat". Vigtige naturalistiske forfattere er J. P. Jacobsen og Herman Bang.

Det er mennesket som biologisk væsen, der beskrives af de naturalistiske forfattere. Driftslivet tillægges en afgørende betydning, endvidere arv og miljø. Hovedtanken er , at mennesket ikke bestemmer over sig selv, men er determineret, styret af love, det ikke kender eller først langsomt bliver sig bevidst. Af samme grund er den naturalistiske digtning ofte præget af en pessimistisk holdning.

Symbolisme

Symbolismen benævnes også som "det sjælelige gennembrud". Den er en litterær retning i slutningen af 1900-tallet, som havde det symbolske billedsprog som sit centrale element. Retningen opstår i Frankrig og breder sig herfra i slutningen af århundredet til det øvrige Europa. I Danmark dominerer symbolismen i 1890'erne med digtere som Johannes Jørgensen og Sophus Claussen.

Symbolismen herhjemme er en reaktion mod naturalismen. Naturalisterne understregede det fornuftsmæssige og empirisk korrekte. For dem gjaldt den positivistiske metode: at registrere, konstatere og systematisere. Problemer skulle sættes under debat, sagde Brandes, og i en sådan litteratur bliver der ikke megen plads til drømmen og poesien. I stedet for som naturalisterne at søge udad mod realistiske løsninger, vender de blikket indad eller opad mod nogle dunkle, undertiden mystiske sammenhænge.

Verden forekom dem kaotisk og usammenhængende, men i kunsten og specielt i symbolet så de en dybere helhed. Nær tilknytning til romantikkens virkelighedsopfattelse: I den sjælelige, følelsesfulde anelse har mennesket adgang til den egentlige virkelighed, og kunstneren anses som i romantikken for at være en profet, en seer

Symbolismen har haft stor betydning for udviklingen af den modernistiske lyrik i det tyvende århundrede.

Ekspressionisme

Det subjektive, det personligt oplevede udtrykkes i farver, ord eller musik. Det ekspressionistiske kunstsyn blomstrede omkring Første Verdenskrig og op gennem 20'erne.

I Danmark udtrykkes følgende programerklæring i tidsskriftet "Klingen": målet er "at få billedet til at knalde, få linjerne til at eksplodere mod hinanden, farverne til at skratte i kraft og pragt". Den danske ekspressionisme rummer ikke den samme lidelse og lidenskab som den tyske, men er snarere påvirket af italiensk futurisme, en kunstretning, der forkastede al traditionel kunst, og søgte at finde frem til en stil, nogle effekter, der kunne gengive tidens aktivitet og tempo.

Af danske ekspressionistiske forfattere kan nævnes Tom Kristensen og Broby-Johansen.

Omkring 1980 fremstår en bølge af nyekspressionisme blandt de "unge vilde" malere og tilsvarende i lyrikken fx hos Michael Strunge.

Surrealisme

En retning med oprindelse i Frankrig inden for litteratur og malerkunst, der søger bort ud over det realistiske. Retningen var, da den slog igennem omkring 1920, en protest mod den fornuftsbestemte, fysisk velordnede verdensopfattelse.

Surrealisterne opløser det realistiske verdensbillede i enkeltelementer, svarende til dadaismes opløsning af meningsfulde ord og udtryk i meningsløse stavelser, men til forskel fra dadaismens nihilistiske udtryk sammenstiller surrealisterne enkeltelementerne igen i en orden, der er bestemt af ubevidste kræfter, af drøm og fantasi (jf. automatskrift, hvor der digtes uafhængigt af viljen). Surrealismen er således stærkt påvirket af Freuds teorier om det ubevidste.

Surrealismens indflydelse i Danmark er begrænset. I mellemkrigstiden findes surrealistisk digtning hos forfatterne Jens August Schade og Gustav Munch-Petersen.

Socialrealisme - Socialistisk realisme

1930'ernes socialrealisme har rod i den "kritiske realisme" som findes hos Henrik Pontoppidan og de folkelige forfattere fra tiden omkring 1900. De tog bestemte samfundsproblemer op, fx klasseforskelle, kønsroller. Holdningen var klart samfundskritisk og sigtede ofte mod at engagere læseren politisk.

Forfattere i 1930'erne som Hans Kirk og Harald Herdal er nært forbundne med denne "kritiske realisme", men de har deres rod i marxismen. Den traditionelle romanhelt afløses her af kollektivet, hvis problemer ses i et socialt og klassemæssigt perspektiv.

Herética - 50'er-modernisme

Tidsskriftet Heretica udkom fra 1948 til 1953. Heretica er latin og betyder kætterier og med navnet markeredes en tydelig opposition, for i middelalderen var betegnelsen kætter netop hæftet på den, der ikke ville bøje sig for kirkens troslære. Hereticanerne valgte en tilsvarende oppositionsrolle, men nu var det det moderne samfunds rationalistisk-videnskabelige holdning, der blev taget afstand fra.

Kunstneren skulle have en særlig rolle. Han er en forkynder, en profet - en digterrolle man kender fra romantikken og symbolismen. Digteren bliver den centrale i en tid, hvor præsterne står med deres tomme kirker og videnskabsmændene med atombomben

Hereticanerne gør især brug af lyrikken. Poesien bliver svaret på den videnskabelige erkendelsesmetode, hvis væsen er at analysere og splitte op. Poesi står derimod for det modsatte: at skabe enhed og sammenhæng. Heri ligner de også symbolisterne som netop i kunsten og specielt i symbolet så en dybere enhed.

Hereticanerne knyttede an til den betydningsfulde filosofiske retning i efterkrigstiden: eksistentialismen. Med udgangspunkt i Søren Kierkegaards Forfatterskab (1813-1855) diskuterede eksistentialismen centrale spørgsmål om menneskets eksistens og dets eksistentielle grundvilkår. Hvem er jeg? Hvad er mennesket?

Det moderne menneskes følelse af fremmedhed har skabt angst og isolation; tilværelsen opleves af mange som usammenhængende og kaotisk. Men hvis man accepterer disse vilkår som en del af den menneskelige eksistens, så når man frem til en slags frihed, en fundamental valgsituation. Fra det nulpunkt kan man vælge at overtage sit liv og ansvaret for de valg, man nødvendigvis må foretage.

Af væsentlige digtere kan nævnes Martin A. Hansen, Thorkild Bjørnvig og Ole Sarvig.

Eksistentialisme

Eksistentialismen er en filosofisk retning, der går tilbage til Søren Kierkegaard (1813-1855), men den er senere blevet videreudviklet af bl. a. franskmændene Jean Paul Sartre (1905-1980) og Albert Camus (1913-1960).

Der findes to hovedretninger: en religiøs med udgangspunkt i Kierkegaard og en ateistisk med udgangspunkt først og fremmest i Sartre. Fælles for dem er, at "subjektiviteten er sandheden" samt at valg og ansvar betones. Mennesket er ikke defineret på forhånd - det er, hvad det gør sig selv til igennem de eksistentielle valg og er derfor ansvarligt, som Sartre udtrykker der, for hele menneskeheden.

Den ateistiske eksistentialisme opfatter, modsat den religiøse, tilværelsen som principielt absurd og de forskellige ideologier som udtryk for en flugt fra at se meningsløsheden i øjnene.

I Danmark får eksistentialismen især stor betydning i de første årtier efter Anden Verdenskrig. Afvisning af ideologierne og betoningen af den enkeltes ansvar er også hovedtemaet i Heretica-digtningen.

Martin A. Hansen er præget af Kierkegaards religiøse eksistensfilosofi. Peter Seeberg og Villy Sørensen er påvirkede af den ateistiske eksistentialisme.

Konfrontationsmodernisme - 60'er-modernisme

I dette tiår får modernismen en karakter, der både i form og indhold adskiller sig fra Heretica-modernismen. Formmæssigt sker der en voldsom bearbejdning og ombrydning af sproget, så det nærmer sig det uforståelige. Dette kan forklares med, at den nye generation af digtere overfører deres oplevelse af det nye forbrugersamfund som splittet, meningsløst og uden sammenhæng til deres digte, der får karakter af sprogligt sammenbrud. Digtene er rige på metaforer og præget af stærkt personlige associationer, - den kendte verden er udsat for en total sproglig nedbrydning.

Digtningen forsøger at demonstrere de absurde aspekter i velfærdssamfundets forbrugerisme, men den vil samtidig gennem sprogeksperimenter sprænge sig frem til en sandere grad af virkelighed. Betegnelsen konfrontationsdigtning skyldtes digternes provokerende attitude og deres forsøg på at udfordre samfundsautoriteterne ved at spidde de mindre heldige sider af velfærdssamfundet: den grådige materialisme, underholdningsindustriens bidrag til overfladiskhed og fordummelse og overgrebene på naturen.

Digtsamlingen "Konfrontation" (1960) af Klaus Rifbjerg er typisk for denne generation af modernister.

Konkretisme og systemdigtning

Udgangspunktet for denne tredie fase af modernismen efter Anden Verdenskrig var en ny bestemmelse af begrebet "jeg". Hvor Heretica- og 60'ermodernismen giver udtryk for et spændingsfyldt forhold mellem forfatter-jeget og omverden, så er relationen nu en helt anden. Man tager udgangspunkt i, at vort liv i det moderne samfund er opdelt i en lang række forskellige roller. Vi bør konstatere, at et menneske er summen af sine roller. Vi indtager hele tiden forskellige roller - attituder, mente Hans-Jørgen Nielsen, og i stedet for at spørge hvem er jeg ville et mere relevant spørgsmål være: Hvad kan jeg her og nu?

Hans-Jørgen Nielsen lancerede begrebet attituderelativisme, som et udtryk for at vore holdninger - attituder - er noget relativt, at de er afhængige af de situationer, vi indgår i.

Denne tankegang smitter af på opfattelsen af digterrollen. En digter er ikke længere en visionær seer, men snarere et menneske, der udfører en bestemt rolle: at digte. Nu opfatter man sig mest af alt som en sproghåndværker, der bruger sproget som et byggemateriale.

En del af digtningen i denne fase fik betegnelsen systemdigtning, fordi man arbejdede med forskellige sproglige modeller i et forsøg på at skabe nye forestillinger om den verden, vi lever i. Systemerne i digtene kan i høj grad minde om et skelet eller et stativ, som digterne hænger ordene på.

I visse former udvikler digtningen sig til konkretisme, og her er det afgørende de konkrete ords placering på siden.

Arbejdspladsrealisme

Litteratur fra 70'erne skrevet af arbejdere omhandlende arbejderklassens livsindhold. Den beskriver arbejdslivet set fra gulvet, og først og fremmest de konflikter der opstår mellem arbejdere og ledelse og mellem arbejderne indbyrdes. Der er tit tale om et enkelt sprog med få billeder; hovedformålet er at udveksle erfaringer og derved forme en fælles bevidsthed, der kan ændre forholdene.

Af forfattere kan nævnes Grete Stenbæk Jensen.

Ud fra samme holdning udviklede der sig i samme periode en række nye litterære former: dokumentariske romaner og rapport- og interviewbøger. Et eksempel herpå er Sara Lidmans "Grube".

80'er-modernisme

Opgør med 70'ernes realistiske litteratur. Man tager afstand fra såvel den marxistiske venstrefløj og den ny kvindebevægelse og betoner i stedet for det æstetiske, det fantasifulde, det drømmeagtige og det visionære. Som i surrealismen bliver poesien tillagt en evne til at frisætte fantasi og drifter.

I modsætning til 70'ernes betoning af kollektivet fokuseres nu primært på individet I 80'erne ændres opfattelsen af kunstens og kunstnerens funktion. Digteren introduceres igen som seer som i romantikken, i symbolismen og hos hereticanerne, men Michael Strunge så sig fx også som en slags terrorist, som en der var med til at nedbryde det bestående ved at splintre læserens normale selvforståelse og åbne hans sanser for en ny verden, hvor alle planer blandes, og hvor alle grænser sprænges. Han vil revolutionere, men det er en revolution af en anden art end den, 70'ernes marxister arbejdede for.

Strunge henviser selv til sit fællesskab med surrealisterne. En del af digtene er efter hans eget udsagn skrevet som en slags automatskrift, hvor man kobler den censurerende fornuft fra og følger indfaldene, som de kommer, men Strunge er også påvirket af symbolismens billedsprog.

Der er i de første år af tiåret en tæt kontakt mellem 80'ermodernismens digtere og de nye ungdomsbevægelser punken og senere BZ-bevægelsen. Det er en storbylyrik, og det hæsblæsende tempo blev skildret med lige dele angst og fascination.

Postmodernisme

I løbet af 80'erne lancerede en lang række internationale kunstnere begrebet postmodernisme.

Et centralt tema i modernismen i det 20. århundrede har været menneskets følelse af splittethed og en oplevelse af tilværelsen som usammenhængende. Postmodernismen kan karakteriseres som en livsholdning, der accepterer denne splittelse som uundgåelig og ikke noget, som man nødvendigvis må fortvivle over.

Postmodernismen afviser, at en bestemt ideologi eller en særlig samfundsmodel kan løse det moderne menneskes problemer; der findes ingen endegyldig sandhed; tilværelsen består af en række muligheder, som vi hver især kan stykke sammen til et individuelt livsforløb. Nu er alt lige gyldigt. Det giver baggrund for en fascinerende leg med masker og identiteter, og her kan der aftegnes en linje tilbage til attituderelativismen i 1960erne.

Flere af 80'ermodernismens digtere har følt sig påvirkede af den postmodernistiske tankegang, der gør sanseoplevelser til det centrale.

De forsøg på at etablere et helhedssyn på tilværelsen og verden, som har præget århundredet - fx gennem de politiske ideologier - er nu endeligt faldet fra hinanden (de store fortællingers sammenbrud). Tilbage er det enkelte menneske med dets skiftende identitet, som nu selv må prøve at skabe en personlig sandhed i en verden, der har en flimrende strøm af oplevelsesmuligheder.

Minimalisme

Betegnelsen "minimalisme" bliver i 60'erne brugt som betegnelse inden for billedkunsten; man dyrker det konkrete og enkle udtryk. I litteraturen i 60'erne finder "minimalismen" sit udtryk i konkretisme og systemdigtning (omtalt ovenfor). I 1990'erne bliver betegnelsen forbundet med kortprosa og den enkle stil, som anvendes i i række af periodens forfatterskaber.

Minimalismen er kendetegnet ved en underforstået stil. Der fortælles gerne i nutid, og der bruges ofte indirekte fremstillingsformer (dækning). Med andre ord overlades mange tomme pladser til læserens bearbejdning. Stilen er ofte meget nøgtern og står ofte som modsætning til en voldsom handling.

Den minimalistiske stil er tydelig hos Simon Fruelund, Peter Adolphsen og hos Helle Helle.

Kortprosagenren kommer frem i 90'erne. I modsætning til novellen har kortprosateksten ikke et forløb med begyndelse og slutning. Den afgørende begivenhed indtræffer måske slet ikke. En anden strategi kan være at komprimere fortællingen så f.eks. kun forløbet skitseres. Resten er således overladt til læseren. I stor udstrækning bliver læseren således tekstproducent.