Kveldulfsønnernes Saga

Egils bedstefader hed Ulf; han boede i landskabet Fjordene i Norge, hvor han havde lensmandsværdigheden, ligesom hans forfædre havde haft før ham. Han var en driftig husbonde og en god rådgiver for dem, der søgte hans rad. Men hver dag, når det led mod aften, blev han søvnig og folkesky. Der var mange, der mente, at hans sjæl om aftenen, naar søvnen kom over ham, tog bolig i ulveham. Af den grund kaldtes han Kveldulf.
Kveldulf havde to sønner og stærke mænd ligesom deres fader. Den ene hed Thorolf, den anden Grim. Thorolf slægtede sin mødrene familie på; han var smuk af udseende, livslysten, energisk og meget ilter. Han var afholdt af alle. Grim var mørk og noget skummel; han var sin fader op ad dage både i sind og skind. Han var driftig og dygtig til alt arbejde og håndsnild, bade når det gjaldt at bearbejde træ og jern.
Da han tidligt blev skaldet, kaldtes han Skallagrim.

På den tid, da Kveldulf var temmelig til års, men hans sønner endnu i deres raskeste alder, var det, Harald Hårfager udvidede sit fædrene rige omkring Oslofjorden og stykke for stykke underlagde sig hele Norge, der indtil da havde været delt i talrige fylker mellem en række småkonger. Kong Harald forlangte, at bønderne, som ejede jorden, skulle betale skat til ham. Denne skat var en afgift af jorden. Bønderne forstod det sådan, at kongen tog deres garde fra dem og lod dem være hans forpagtere. Skatten opfattede de som en forpagtningsafgift. Småkongerne savel som deres jarler, lensmænd og storbønder matte underkaste sig for at blive taget til nåde; i modsat fald blev de dræbt, lemlæstet eller landsforvist.

Da Harald Hårfager på sit erobringstog kom til Fjordene, afslog Kveldulf at deltage i kampen mod ham på sin konges side og begrundede det med sin overbevisning om, at "Kong Harald har favnen fuld af lykke, hvor vor konge ikke har så meget, som kan fylde en hånd". Efter erobringen af Fjordene nægtede Kveldulf at blive Harald Hårfagers håndgangne mand og ønskede ikke heller, at hans sønner skulle blive det, hvor meget hans venner så stillede ham ære og gunstbevisninger i udsigt. Han lovede at være loyal mod det nye regimente; men det anede ham, at kongens lykke og hans slægts lykke ikke kunne bestå side om side, nar de fik nærmere med hinanden at gøre. Kveldulfs anelse viste sig at være rigtig. Da Thorolf vendte hjem fra vikingetog, var han som så mange af de yngre høvdinge sønner påvirket af den ny tids and og følte sig stærkt draget af den glans, der stod om Harald Hårfager og hans hird. Han blev kongens hirdmand og kom i den største gunst hos ham. Hans indtræden i hirden bevirkede, at Kveldulf beholdt sin lensmandsværdighed.

I hirden traf Thorolf en slægtning, Bård Brynjolfsson, som han sluttede nært venskab med. Bård arvede efter sin fader store besiddelser i Hålogaland i det nordlige Norge foruden lensmandsværdigheden og finnnefærden, d.v.s. pligten til at inddrive skatten i Finmarken på kongens vegne med tilhørende privilegium på handelen deroppe; endvidere forøgede han sine rigdomme ved et godt giftermål. Bård døde i en ung alder af de sår, han havde fået under slaget Hafrsfjord (o. 885), hvor Harald Hårfager brød den sidste modstand i Norge. - Da Bård lå på sit yderste, bestemte han med kongens billigelse, at Thorolf, hans fælle og frænde, skulle arve al hans ejendom og alle hans rettigheder samt ægte hans unge hustru. Thorolf forlod nu kongens hird og overtog arven efter Bård. Han og kongen skiltes som de allerbedste venner. Thorolf omgav sig med et følge, der var en stormand værdigt, var pragtlysten, rundhåndet og ødsel og førte sig i det hele som en høvding. Sine embeder forvaltede han med dygtighed og retsindighed.

En sommer kom Kong Harald på gæsteri i Halogaland. Der blev givet store gilder for ham overalt; men prægtigst var det gæstebud, som Thorolf gjorde til ære for ham. Kongen følte sig imidlertid noget krænket over, at hans lensmands huskarle var talstærkere end det følge, han selv førte med sig. Han blev dog formildet før afrejsen; dertil bidrog foruden gode ord det drageskib, Thorolf bad kongen modtage i afskedsgave.

På øen Leka ud for Halogaland boede et par brødre, der, efter deres moder kaldtes Hilderides sønner. Deres fader var Bård Brynjolfssons bedstefader, der havde fået dem uden for ægteskab i sin høje alderdom. De havde gjort deres arvekrav gældende bade over for Bårds fader og Bård uden at få det anerkendt. Også Thorolf afviste dem pure. Herover følte de sig krænkede og søgte at komme Thorolf til livs ved at bagtale ham over for Kong Harald. Så snildt føjede de deres ord, at kongen langt om længe troede på deres løgnagtige beskyldninger mod Thorolf for utroskab og oprørsplaner. Følgen blev, at kongen overdrog Hilderides sønner de forleninger og privilegier, Thorolf havde haft, og beslaglagde den gård, Bård havde overladt ham i arv. Thorolf tog da ophold på en anden gård og fortsatte med at føre lige så stort hus som tidligere; sine indtægter skaffede han sig på vikingetogter. Der blev imidlertid snart aben fejde imellem kongen og Thorolf. Kongen opbragte et af Thorolfs skibe; Thorolf gjorde rigelig gengæld trods sin faders advarsel om at betænke sine grænser over for sin overmagt. Enden blev, at kongen overraskede Thorolf på hans gård, netop som han agtede at forlade landet. Efter forgæves forsøg på at mægle parterne imellem og efter at kongens plan om at indebrænde Thorolf og hans mænd var mislykkedes, blev der en hård kamp.

Thorolf stormede frem og huggede til begge sider, søgte mod imod kongens mærke ... Han nåede så langt frem som til skjoldborgen omkring kongen og gennemborede den mand, der bar mærket. "Tre fod kom jeg for kort", udbrød Thorolf, da stod sværd og spyd igennem ham. Kongen selv gav ham banehugget, og Thorolf faldt frem foran kongens fødder.

Dermed endte kampen ... Da kongen var kommet ned på skibene, hvor hans mænd forbandt deres sår, gik han omkring og så til de sårede, blandt andre en, som forbandt et strejfsår. ,,Det sår har Thorolf ikke givet," sagde kongen, "hans våben bed anderledes. Jeg tænker, få ville behøve at forbinde sår tilføet af ham. Stor skade at miste slige mænd."

Hilderides sønner blev dræbt af en af Thorolfs frænder, der derefter forlod landet og sejlede til Island, som var blevet opdaget få år i forvejen.

,,Da nu Kveldulf hørte, at hans søn Thorolf var falden, tog han sig det så nær, at han lagde sig til sengs af sorg og alderdom. Skallagrim kom ofte til ham og talte for ham og sagde, at ingenting havde man mindre ud af end græmmelse og sengeleje. "så gjorde vi bedre i at tænke på at hævne Thorolf. Maske rammer vi nogle af de mænd, som har været med til at fælde Thorolf; men ellers er der andre, vi kunne nå, hvis tab ville gå kongen nær." Kveldulf digtede som svar følgende:

Nordfra kom tunge tidender
om Thorolfs død på øen.
Nådeløse var nornerne
og ej uden nid Odin.
Selv om jeg gerne ville
gengelde vold med vold,
hævn, jeg evner det ikke,
for ingen far bugt med Ælde."

Thorolfs morbroder Ølver Hnufa, der var hirdskjald hos Kong Harald og i stor yndest hos ham, talte ofte med kongen om at give bøder for Thorolf eller også en eller anden hædersbevisning, der kunne udsone ham med Kveldulf og Skallagrim. Kongen stillede sig ikke helt afvisende, men forlangte, at far og søn skulle indfinde sig hos ham for at nedlægge krav om mandeboden. Ølver Hnufa tilskyndede dem derfor stærkt til rejsen og lovede at støtte dem på alle mader. Det blev til, at Skallagrim tog af sted, endda han ikke tiltroede sig evner eller tålmodighed til at føre I lange forhandlinger. Skallagrim udvalgte tolv af de stærkeste og modigste mænd, der kunne opdrives, til at følge sig.

,,Skallagrim og hans svende ankom just, som kongen var gået til bords. Ude i gården mødte de en mand, hvem de spurgte ud, og da de havde fået besked, bad Grim ham at kalde Ølver Hnufa ud. Manden gik med i hallen til, hvor Ølver sad, og sagde ham: "Der er kommen nog1e mænd, som star herude, tolv stykker, hvis man da kan kalde det mænd. Af vækst og udseende ligner de mere trolde end menneskemænd." Ølver stod straks op og gik ud; det anede ham, hvem der var kommen. Han hilste venligt på sin frænde Skallagrim og bad ham gå med sig med i hallen. Grim sagde til sine følgesvende: ,,Det siges, at det er skik, at man går våbenløs ind for kongen. Vi vil gå ind de seks af os, men de andre seks skal blive udenfor og passe på vore viben." Derpå gik de med, og Ølver gik frem for kongen, mens Skallagrim blev stående bagved ham. Ølver tog til orde:

"Nu er Grim Kveldufsson kommen, konge. Vi ville være dig tak skyldige, hvis du gjorde det til en god rejse for ham, som vi setter vor lid til. Du har givet mange oprejsning, som havde mindre krav på det end han, og som ingenlunde kan male sig med ham i de fleste indretter, og der findes ingen sag, konge, som personlig ligger mig mere på hjerte, hvis dette betyder noget for dig."

Ølver talte længe og behændigt for han havde ordet i sin magt. Flere andre af Ølvers venner gik for Kongen og støttede denne sag. Kongen så sig om og fik øje på en mand bagved Ølver; han var et hoved højere end alle andre mænd og dertil skaldet.

"Er det Skailagrim'en!" spurgte kongen, "den store mand der?"

Grim sagde, at han ikke tog fejl. "Hvis du vil have oprejsning for din broder Thorolf," sagde kongen, "så er det min vilje, at du bliver min mand og går med under min hirdlov her og i min tjeneste. Mulig synes jeg så godt om din tjeneste, at jeg tilstar dig bøder efter din broder eller andre hædersbevisninger, lige så store som dem, jeg lod blive din broder Thorolf til del. Jeg håber, du vil forstå at bevare min gunst hædre end han, hvis jeg gør dig til en lige så stor mand. "Skallagrim svarer: "Det er vitterligt, at Thorolf i alle henseender var så langt forud for mig, og dog havde han ingen held til at tjene dig, konge. Jeg vil derfor ikke tage den beslutning. Jeg vil ikke tjene dig, fordi jeg ved jeg vilje ingen held have til at tilføje dig den tjeneste, jeg mest havde lyst til, og som var mest fortjent. Heri tror jeg, der mangler mig endnu mere end Thorolf." Kongen tav og det sås, at han blev blodrød i ansigtet. Ølver vendte sig øjeblikkeligt om og bad Grim gå ud. De gik da ud og tog deres våben; Ølver bad dem fjerne sig så hurtigt, de kunne. Ølver ledsagede dem med mange andre mænd til søen, og da de skiltes, sagde Ølver: "Jeg kunne have foretrukket, at din rejse til kongen var falden anderledes ud, søstersøn. Jeg tilskyndede dig meget til rejsen; men nu vil jeg bede dig rejse hjem så hurtigt som muligt og ikke komme til møde med Kong Harald, før forholdet mellem jer ser bedre ud, end det gør nu, og tag dig vel i agt for kongen og hans mænd." Skallagrim og hans venner sejlede nu over søen; men Ølver og de, der var med ham, gik til de fartøjer, der lå ved søbredden, og forhuggede dem sådan, at de ikke kunne flyde, for de så mandskab i bevægelse oppe ved Kongsgården, mange mand i våben og på fuldt spring. Det var folk, Kong Harald havde sendt efter Grim for at dræbe ham. Straks efter at Grim og hans følge var gået ud, havde kongen taget til orde og sagt: "Det ser jeg på den store, skaldede mand, at han er fuld af vildskab, og at han vil blive til skade for mænd, hvis tab jeg vil tage mig nær, hvis han far lov til det. Vær overbevist om, I mænd, som har noget udestående med ham, at den skaldepande vil ingen spare, hvis han ser sin lejlighed. Set derfor efter ham og dræb ham." De forfulgte ham til søen, men fandt ingen fartøjer der, der kunne bruges, og vendte så tilbage til kongen med den besked, at Skallagrim var sluppen over vandet. Skallagrim og hans følgesvende rejste da deres kås, til de kom hjem.

Da Skallagrim fortalte Kveldulf, hvordan det var gået, behagede det den gamle, at Grims ærinde til kongen ikke var falden ud til, at han var gået ham til hånde; af kongen kunne man, som han havde sagt før, vente sig skade, men ingen oprejsning. Kveldulf og Skallagrim rådslog ofte om deres udsigter og var enige om, at de ikke kunne blive i landet, lige så lidt som andre mænd, der havde været usams med Kongen; de besluttede at forlade landet straks, og det forekom dem da det rette at søge til Island, hvor det blev sagt, at landets herligheder var gode ... Man kunne tage land uden betaling og slå sig ned, hvor man ville. Det blev da slået fast imellem dem, at de ville bryde op og lade landet ... Tidligt om våren udrustede Kveldulf og Skallagrim deres skibe. De havde mange gode fartøjer; af dem udrustede de to meget store havskibe og havde tredive våbenføre mænd på hvert foruden kvinder og mindreårige samt alt det løsøre, de kunne føre med. Deres jorder turde ingen købe af dem af frygt for overlast fra Kongens side. Da alt var rede, sejlede de.

"Uden for kysten fik de øje på Thorolfs prægtige skib, som Kong Harald havde ladet opbringe. Om bord på skibet befandt sig foruden mandskabet to af Kongens fjernere slegtninge, brødrene Sigtryg Snarfare og_Halvard Hårdfare. De var kongens spioner og hans sendemænd i farlige ærinder, når nogen skulle aflives eller ejendomme beslaglægges; det var netop dem, der i sin tid havde opbragt Thorolfs skib. Endvidere var der to af kongens søskendebørn, et par håbefulde drenge på ti og tolv år. Kveldulf og Skallagrim overfaldt skibet om aftenen, da det lå i havn. Bersærkergangen kom over Kveldulf, og han og hans folk dræbte alle, der var om bord, med undtagelse af et par mænd, som Skallagrim sendte af sted til Kong Harald, for at de kunne give ham udførlig beretning om, hvad der havde tildraget sig, og hvem der havde været på færde. Ydermere bad han dem bringe følgende kvædling til Kongen:

Kongen til tab
blev Thorolfs drab.
Nu vil ulv og ørn
slide ædlingens børn.
Halvard faldt,
smagte jern og salt;
Ørn tager vare på Snarfare.

Derefter tog de skibet og alt det gods, der var om bord, og sejlede ud på havet.

Det siges om de mænd, der kan skifte natur, at så længe bersærkergangen er over dem, er de så stærke, at ingen kan modstå dem; men når den er gået af dem, bliver de afmægtigere end ellers. Således gik det også Kveldulf; da han blev sig selv igen efter bersærkergangen, følte han sig så afkræftet af kampen, at han måtte lægge sig til sengs. Nu gik det for medvind ud over havet. Kveldulf førte det skib, de havde taget fra Halvard; de havde god vind og fulgtes godt ad, så at de længe blev ved at se hinanden. Men da de var rumsøes ude, forværredes Kvelduifs tilstand, og da han mærkede, det blev døden, kaldte han sine skibsfolk til sig og sagde dem, at det var ham klart, deres veje snart ville skilles. "Jeg har ikke været nogen sygelig mand," sagde han, "men hvis det nu går, som jeg tror, at jeg kommer til at dø da læg mig i en kiste og skyd mig overbord. Det kommer til at gå anderledes, end jeg tænkte, hvis jeg ikke kommer til Island og tager land der. Hils min søn Grim, når I ser ham, og sig ham, at hvis jeg skulle komme til Island før ham, endskønt det lyder usandsynligt, da skal han tage land så nær, han kan, ved det sted, hvor jeg er kommet i land." Kort efter døde Kveldulf. Hans skibsfolk lagde ham, således som han havde forlangt, i en kiste og skød den overbord.

Skibene landede i Borgefjord; folkene udforskede landet egnen deromkring og gav de forskellige steder navn. "De var ikke kommen langt, før de fandt Kveldulfs kiste, som var dreven ind i en vig. De flyttede kisten til et næs i nærheden, gravede den ned der og dyssede sten ovenpå."

Skallagrim tog nu land og byggede en gård som han kaldte Borg efter den klippe, ved hvis fod han satte bo. Han var en meget foretagsom mand og udnyttede på alle måder de rigdomme, det nye land bød ham. Sine skibsfæller gav han også land i Borgefjordsegnen.

Nye landnamsmænd kom ud til Island fra Norge og bosatte sig ligeledes i denne del af landet. For en del var det folk, som havde stået Skallagrim nær ved slægtskab eller venskab; blandt dem var Skallagrims svigerfader Yngvar fra Fjordene, der matte forlade Norge på grund af det had, Harald Hårfager bar til ham efter Skallagrims bortrejse.

Om Skallagrims foretagsomhed fortæller sagaen følgende, der giver os et godt begreb om en nybyggerbondes økonomi: Skallagrim var en meget foretagsom mand. Han havde bestandig mange folk i arbejde, lod samle alt det forråd, der var at få til så mange mennesker; i begyndelsen forslog kvæget ikke dertil, men det, de havde bragt med, skøttede sig selv hele vinteren i skovene. Skallagrim var en stor skibsbygger, og drivtømmer skortede det ikke på vestenfor kærene. Han lod bygge en gård på Alftanæs og lod drive fangst derfra, såvel fiskeri og sælfangst som indsamling af eg; fuldt op var der af hver slags; også drivtømmer lod han bjærge her. Der var store hvalstimer, og hvem der ville, kunne gøre jagt på dem. Vildtet var endnu uforuroliget på jagtgrundene, uvant som det var med at se mennesker. En tredje gård havde Skallagrim ved søen i den vestlige del af kærene, hvor der var endnu bedre lejlighed til at samle drivtømmer; der lod han så korn og kaldte stedet Agrene.

Herudenfor lå der nogle øer, hvor der fandtes en strandet hval; dem kaldte han Hvaløerne. Skallagrim havde endvidere folk oppe ved Lakseåerne for at drive fangst. Odd Eneboer satte han til at drive laksefiskerierne oppe ved Gljufrå; Eneboerbrattingen hedder stedet, hvor Odd kom til at bo, og Eneboernes er opkaldt efter ham. Og da Skallagrims kvæg begyndte at formere sig, gik det op på fjeldet om sommeren; det var da Skaliagrim påfaldende, at det kvæg trivedes bedre og blev federe end det, der gik nede på fladerne; således også at fårene klarede sig om vinteren i fjelddalene uden at drives ned. Skallagrim lod da en gård bygge oppe ved fjeldet og indrettede den til beboelse for en mand, som skulle se efter fårene. Dette hverv overdroges Gris den Frigivne; efter ham er opkaldt det sted, der hedder Grisetunge. Skallagrims erhverv nærede sig således af mange kilder.

Skallagrim var en ivrig jernsmed og havde et stort jernsmelteri i gang om vinteren. Han lod opføre en smedje ved kysten langt borte fra Borg på det sted, der hedder Raufarnes; skov til brændsel la der i nærheden. Men ban fandt ingen sten, som var hård eller glat nok til, at den egnede sig til at hamre jern på, for der var ingen store sten der, men kun sand og ral langs med stranden. En aften, da andre havde lagt sig til at sove, gik Skallagrim derfor ned til søen og satte et otte årers fartøj ud, han havde der, og roede ud til Midfjordsøerne. Han lagde sig for anker her og steg overbord, dykkede ned og havde en sten med sig op, som han lagde i båden. Derpå roede ban i land og bar stenen op til sin smedje, lagde den lige foran smedjedøren og brugte den siden til at hamre jern på. Stenen ligger der endnu med mange slagger omkring; der er hammermærker på den, og det kan ses på den, at den er rullet af brændingen, i modsætning til andre sten der på stedet; der skal fire mand, så vel, til at løfte den nu. Skallagrim drev på med smedehåndværket, men hans huskarle skumlede over, at de skulle stå så tidligt op. Da gjorde han følgende vers:

Tidligt, hvis noget skal tjenes,
må smeden tænde på essen.
Blæst i bælgen
Blus på arbejdslysten!
Hamrene vil jeg skal valse,
mens jernet er varmt,
og mens ildens tudende ånde
spruder ud af essen!

Til toppen

dansksiderne.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2021 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt