Egil Skalagrim Saga

Om Skallagrims børn

Skallagrim og hans kone Bera Yngvardatter fik mange børn, men alle de første døde. Da fødtes der dem en søn, som blev vandøst og kaldt Thorolf. Da han voksede op, blev han tidligt stor af vækst og smuk at se til; alle sagde, at han var Thorolf Kveldulfsson, efter hvem han var opkaldt, op ad dage.

Thorolf var langt forud for sine jævnaldrende i kræfter, og da han blev voksen, overgik han de fleste mænd i alle idrætter. Han var ven og blev meget yndet af folk; også med forældrene stod han sig godt.

Der var to døtre; den ene hed Sæun, den anden Thorun; også de tegnede godt i opvæksten. Da kom der endnu en søn; han blev vandøst og fik navnet Egil. Og da han voksede op, kunne det straks ses på ham, at han ville blive meget som sin fader han var sorthåret. Allerede da han var tre år gammel, var han større og stærkere end drengebørn ellers, når de er seks eller syv. Han ytrede tidligt gaver for at belægge sine ord. Men han var temmelig slem at forliges med, når han legede med andre drenge.

Det forår rejste Yngvar til Borg for at indbyde Skallagrim på besøg hos sig sammen med Bera og sønnen Thorolf, samt hvem Skallagrim ellers ville tage med sig. Skallagrim lovede at komme, hvorpå Yngvar drog hjem og lavede til gilde og lod brygge øl.

Da dagen kom, begav Skallagrim sig af sted sammen med Bera og Thorolf samt nogle andre husfæller, ialt femten. Egil sagde til sin fader, at han ville med; han mente, han var lige så indbudt som Thorolf. "Du kan ikke komme med," sagde Skallagrim, "for du kan ikke klare dig mellem mange mennesker, når de har drukket; selv kan du i ædru tilstand være vanskelig nok." Derpå steg Skallagrim på sin hest, og de red deres vej. Men Egil ville ikke finde sig i sin lod; han løb ud af gården og fandt et af faderens øg, sprang på ryggen af det og red efter de andre. Han havde vanskeligheder ved at finde over kærene, da han ikke kendte vejen; men nu og da så han, hvor de andre red, når ikke høje eller træer var imellem. Så meget er sikkert, at sent om aftenen, da man sad ved drikken på Alftanæs, ankom Egil. Da Yngvar så ham komme ind i stuen, tog han på det venligste imod ham og spurgte ham, hvorfor han kom så sent. Egil sagde grunden. Da satte Yngvar Egil ved sin side lige overfor Skallagrim og Thorolf.

Man morede sig ved øllet med at digte vers. Og da digtede Egil følgende:

Gerne iler, Yngvar,
gæsterne til din arne;
kendt er du, glade giver,
for at fjerne guldet fra dig.
Så du (rundhåndet Yngvar
rækker bestandig ringen)
treårig dreng digte
(bedstefar!) bedre drapa?

Yngvar bekendtgjorde digtet og takkede Egil vel derfor; dagen efter overrakte han Egil i skjaldeløn tre sneglehuse og et andeæg. Dagen efter igen fremførte Egil ved gildet en strofe, han havde gjort om sin digterløn:

Tre af havdybets huse
har den herlige giver,
Yngvar, (som altid gavmild)
Egil, skjalden, foræret
Den store styrer af skibe
stablede gave på gave:
Lykkelig ejer af ande-
ægget priser sig Egil.

Egil indlagde sig tak for sit skjaldskab hos mange. Flere efterretninger har man ikke om dette gilde. Så rejste Egil atter hjem med sin fader.

Bjørn Brynjolfsson

Her må nu omtales en mand, hvis forhold og familie kom til at gribe ind i Skallagrimssønnernes skæbne.

På Aurland i Sogn (Denne handling foregår i Norge) boede en mand ved navn Brunjolf, søn af Bjørn herse; han havde to sønner, og Thord. De var unge mænd, da dette hændte. Bjørn (Brunjolfs søn - samme navn som bedstefaderen) var søfarer, snart var han i viking, snart på købmandsrejser; han var en rask og modig mand. En sommer hændte det, at Bjørn var tilstede ved et gilde i Fjordene (i Norge), hvor mange folk var kommen sammen; der så han en smuk pige, som han blev indtaget i.

Han spurgte sig for om hendes familie og fik fortalt, at hun var en søster til hersen Thorer Roaldssøn og hed Thora med tilnavnet Hladhønd. Bjørn friede, men fik afslag af broderen, og med det skiltes de. Samme høst sejlede Bjørn med et væbnet følge til Fjordene og kom til Thorers gård på et tidspunkt, da han ikke var hjemme; her bortførte han Thora Hladhønd og tog hende med sig hjem til Auriand.

De var der om vinteren, og Bjørn ville holde bryllup med Thora; men hans fader Brynjolf syntes ikke om, at Bjørn havde påført Thorer skam, for mellem Thorer og Brynjolf bestod der et gammelt venskab. Han forbød derfor Bjørn at holde bryllup med Thora uden broderens tilladelse; imidlertid kunne hun blive der, og Brynjolf ville behandle hende som sin datter; Bjørn fik betragte hende som en søster. Og det blev i Brynjolfs hus sådan, som han ville have det, hvordan det så smagte Bjørn.

Brynjolf lod bud gå til Thorer herse og tilbød afbigt og erstatning for det overgreb, Bjørn havde tilladt sig. Thorer bad Brynjolf sende Thora hjem; på andet vilkår kunne der ikke tales om forlig. Men Bjørn ville under ingen omstændigheder lade hende rejse, endskønt Brynjolf forlangte det; og på den måde hengik vinteren.

Da det blev forår, talte Brynjolf og sønnen en dag sammen om sagerne, og Brynjolf spurgte Bjørn, hvad han tænkte på. Bjørn fandt det nærliggende at foretage en rejse og bad faderen forsyne ham med et langskib med samt mandskab, for at han kunne gå i viking. Det viste Brynjolf sig ikke tilbøjelig til, for, som han sagde, hvis han gav ham et hærskib og en stor besætning at råde for, kunne han vente sig flere vidtløftigheder af ham, end han allerede havde haft; et købmandsskib derimod ville han give ham og dertil varer, så kunne han rejse sydpå til Dublin, hvor alle nu søgte hen, og til det formål ville han give ham en god besætning med. Bjørn føjede faderen og tog mod tilbuddet. Skibet blev udrustet og alt sat i stand; men Bjørn havde stadig noget at tøve efter.

Endelig, da han var rejsefærdig og vinden god, gik han i en båd med tolv mand og roede ind til Aurland, gik hen til gården og ned i dyngjen, hvor hans moder sad sammen med alle kvinderne. Mellem dem var Thora. Bjørn sagde, at hun skulle rejse med ham, og de førte hende bort. Men moderen sagde til de andre kvinder, at de skulle ikke vove at sige det inde i stuehuset til Brynjolf; han ville tage på veje, hvis han fik det at vide, og det ville give anledning til stor opstandelse mellem fader og søn. Thoras klæder og kostbarheder var lagt frem, lige til at tage, og Bjørn tog det med sig altsammen. Om natten roede de ud til skibet; derpa hejsede de sejl og stævnede ud gennem Sognefjord og ud i havet.

Vinden blev ikke ved at være gunstig; de fik hård sø og tumledes længe omkring på havet, fast besluttet på at holde sig så fjernt fra Norge som mulig. Omsider nåede de ind på Østsiden af Hjaltland (Shetlandsøerne) i en storm og fik skade på skibet, da de landede ved Mosø. Her lossede de skibet og førte alle deres varer op på borgen, som var der. Derpå satte de skibet op og udbedrede det havari, det havde lidt.

Kort før vinteren kom der et skib til Hjaltland fra Orknøerne søndenfor og kunne fortælle, at et langskib om høsten var løbet ind til Orknøerne med sendemænd fra kong Harald til Sigurd jarl. De havde befaling fra kongen om at lade Bjørn Brynjolfsson dræbe, hvis man lagde hånd på ham, og samme befaling var udgået til Sydøerne, lige til Dublin. Disse tidender spurgte Bjørn med samt at han var gjort fredløs i Norge.

Straks han var kommen til Hjaltland, havde han holdt bryllup med Thora. Om vinteren blev de siddende på Mosøborgen. Men tidligt på våren, så snart søen lagde sig, satte Bjørn sit skib på søen og gjorde sig rede for fuld kraft, og da alt var i orden og børen god, sejlede de ud på havet. De fik en hård vind og var kun kort tid undervejs, før de nåede op sønden under Island. Her blev de drevet vesterud og ud i havet igen; men da vinden vendte sig, nåede de ind til landet.

Der var ingen om bord, der havde været på Island før. De sejlede ind ad en mærkelig stor fjord og blev i begyndelsen ført langs den vestre strand. Da de kun så brænding, krydsede de østefter, til de så en mindre fjord for sig; der sejlede de ind, til de var fri af brænding og skær. Et næs gik ud med en ø udenfor og et dybt sund imellem; her lagde de til med skibet. Der gik en vig ind på vestsiden af næsset, og her kom en stor klippe eller naturlig borg til syne.

Bjørn gik i en båd med nogle mænd; i forvejen havde han sagt til alle sine ledsagere, at de skulle vare sig for at sige noget om deres forhold, som kunne blive dem til fortræd. De roede op til gården og traf der nogle mænd, hvem de spurgte, hvad stedet hed, hvor de var kommen i land. De fik at vide, at det var Borgefjord og gården Borg, hvor Skallagrim boede. Bjørn vidste straks besked og fremstillede sig for Skallagrim. De taltes ved, og Skallagrim spurgte, hvad det var for mænd, han havde for sig. Bjørn navngav sig og sin fader, og Skallagrim, som var en god bekendt af Brynjolf, tilbød ham straks gæstevenskab, hvilket Bjørn med tak tog imod. Skallagrim spurgte, hvilke flere mænd af anseelse der fremdeles var på skibet, og Bjørn sagde, at der var Thora Roaldsdatter, en søster til Thorer herse. Herover blev Skallagrim meget glad og sagde, at enhver gæstfrihed, hun trængte til, og som han havde evne til, skulle vederfares hans fosterbroder Thorers søster. Han indbød Bjørn og hans hustru til sig sammen med hele hans skibsmandskab. For det takkede Bjørn.

Ladningen blev da flyttet fra skibet og op på tunet på Borg; der satte de deres boder op; men skibet blev ført op i en å i nærheden. Stedet, hvor Bjørn havde sine boder, bærer endnu navn efter ham. Bjørn og alle hans skibsfæller blev optaget som gæster af Skallagrim. Skallagrim havde aldrig færre folk omkring sig end tresindstyve våbenføre karle.

Om høsten, da der var kommen et skib fra Norge til Island, bragte det rygtet med sig om, at Bjørn var løbet bort med Thora imod hendes frænders tilladelse, og at kongen af den grund havde gjort ham landflygtig fra Norge. Da Skallagrim hørte det, kaldte han Bjørn til sig og spurgte, hvordan det hang sammen med hans giftermål, og om det var sluttet med hendes frænders minde. "Jeg havde ikke ventet mig det af Brynjolfs søn," sagde han, "at han ville skjule sandheden for mig." Bjørn svarede: "jeg har kun sagt dig, hvad der er sandt, Grim; at jeg ikke har sagt dig mere, end du spurgte om, må du have mig undskyldt. Men nu skal jeg vedgå, at du har hørt rigtigt; giftermålet med Thora fandt ikke sted med hendes broder Thorers samtykke."

Da sagde Skallagrim og var meget vred: "Hvor kunne du have den dristighed at indfinde dig her hos mig? Eller vidste du ikke, hvilket venskab der bestod mellem mig og Thorer?" Bjørn siger: "Jeg vidste, at I var fostbrødre og de kæreste venner. Til dig kom jeg, fordi jeg nu landede her, og fordi jeg vidste, jeg ikke kunne undgå dig. Men nu er det i din hånd, hvad lod der skal times mig. Jeg venter mig støtte af dig, siden jeg nu har til huse hos dig." Thorolf, Skallagrims søn, trådte til og lagde mange gode ord ind for Bjørn, bad faderen ikke regne ham dette til forseelse, da han dog havde taget imod ham. Mange andre føjede deres forbøn til. Det blev da til, at Skallagrim lod sig formilde. Thorolf, sagde han, fik råde. "Og tag du dig så af Bjørn, når du vil have det sådan, og giv ham den behandling, du vil."

Om sommeren fødte Thora et barn; det var en pige; hun blev vandøst og fik navnet Asgerd. Bera satte en kvinde til at passe barnet. Bjørn og alle hans skibsfolk var om vinteren hos Skallagrim, og Thorolf sluttede sig nøje til Bjørn og var altid i hans selskab. Og da våren kom, gik Thorolf en dag til sin fader og spurgte ham, hvordan han agtede at stille sig til sin vintergæst Bjørn. Grim spurgte Thorolf, hvad han selv mente om sagen. "Det mener jeg at vide," siger Thorolf, "at Bjørn vil helst rejse tilbage til Norge, hvis han kunne få lov at leve i fred der. Nu har jeg fået den tanke, fader, at du kunne sende mænd til Norge og byde forlig for Bjørn; Thorer vil lægge megen vægt på dine ord."

Og så langt kom Thorolf med sine overtalelser, at Skallagrim lod sig bøje og udrustede folk til udenlandsrejse om sommeren. Disse mænd rejste med besked og jærtegn til Thorer Roaldsson og indledte forlig til fordel for Bjørn. Så snart Brynjolf, Bjørns fader, fik dette at vide, lagde han al sin indflydelse til for at skaffe Bjørn forlig. Thorer indgik da på det, da han indså, at han alligevel, som det var, ikke kunne nå Bjørn. Brynjolf ordnede forliget for sønnen. Skallagrims sendemænd blev vinteren over hos Thorer, og Bjørn hos Skallagrim.

Næste sommer rejste sendemændene tilbage og kom om høsten til Island med den tidende, at Bjørn havde fået fred igen i Norge. Denne tredje vinter blev Bjørn hos Skallagrim; men om våren rustede han sig til bortrejse med samt de mænd, der var kommen med ham. Men da Bjørn var rejsefærdig, erklærede Bera, at hun ville beholde Asgerd hos sig til opfostring; det tog Bjørn og hans kone imod, og således blev barnet tilbage og fødtes op hos Skallagrims. Bjørn gav ham og Bera gode gaver. Thorolf derimod, Skallagrims søn, rejste med Bjørn og blev vel udstyret af sin fader dertil.

De havde en god rejse, kom af rum sø ind til Norge lige ud for Sognefjord, og Bjørn sejlede hjem til sin fader. Frænderne mødtes nu fra begge sider, og forliget blev bekræftet: Thorer herse udredte sin søsters medgift, og han og Bjørn kom i den bedste forståelse med hinanden. Bjørn blev derpå hjemme på Aurland hos faderen. Thorolf Skallagrimsson opholdt sig hos dem med megen gammen og i yndest hos dem begge.

Thorolf og Erik Blodøkse

Da Bjørn og Thorolf havde været en vinter i Norge, og det blev forår igen, bemandede de skib og sejlede i viking i Østerleden, vendte tilbage om høsten og havde gjort godt bytte. Da de kom hjem, hørte de, at kong Harald var på Rogaland og ville blive der om vinteren. Kong Harald begyndte at ældes nu, og mange af hans sønner var vokset op. Den af dem, der hed Erik med tilnavnet Blodøkse, var endnu ung; kong Harald satte ham højest af sine sønner. Han blev opfostret hos hersen Thorer Roaldsson, som stod i den største yndest hos kongen. Og da Bjørn og Thorolf efter deres hjemkomst besøgte Thorer, kom de der i berøring med kongesønnen.

De kom sejlende i et fartøj, en karve, som de havde taget om sommeren i viking; den blev roet af tolv mand på hvert bord og havde en besætning på tredive mand; karven var malet overalt over vandgangen og et meget smukt skib. Hos Thorer blev de vel modtaget og dvælede der nogen tid. Skibet flød tjeldet udenfor i stranden, og en dag, da Bjørn og Thorolf kom ned til det, så de Erik kongesøn stå og betragte det; snart gik han ud på det og snart i land igen og stod og betragtede det. Da sagde Bjørn til Thorolf: "Kongesønnen er meget forset på skibet; byd du ham det som foræring; jeg ved, det vil gøre et godt indtryk på kongen, hvis vi har Erik til at tale for os. Kongen, har jeg hørt sige, skal være dig fjendtlig stemt på grund af din fader."

Thorolf fandt rådet godt; de gik ned til skibet, og Thorolf siger: "Du ser nøje på skibet, kongesøn; hvordan synes du om det?" "Godt," siger han, "jeg har aldrig set smukkere skib," siger han. "Da vil jeg give dig det," siger Thorolf, "hvis du vil tage imod det." "Jeg vil tage imod det," siger Erik, "og kanske du synes, det er en ringe gengæld, hvis jeg lover dig mit venskab for det; men det kunne dog måske betyde noget, hvis jeg lever." Thorolf siger, at den udsigt forekom ham langt mere værd end skibet.

Dermed skiltes de; men sidenhen var kongesønnen altid glad for Thorolf. Bjørn og Thorolf snakkede nu med Thorer herse og forskede efter, hvordan det havde sig med kongen, om han virkelig var fjendlig stemt mod Thorolf. Thorer kunne ikke dølge, at han jo havde hørt det. "Da ville jeg bede dig om", siger Bjørn," at tage til kongen og tale Thorolfs sag hos ham, for hans sag skal også være min sag. Sådan gjorde han ved mig da jeg var på Island." Det blev til, at Thorer lovede at rejse til kongen; han bad dem gøre et forsøg på at få Erik kongesøn til at følge med; og da Bjørn og Thorolf bragte dette videre til Erik kongesøn, lovede han dem sin forbøn hos kongen.

Derpå rejste Bjørn og Thorolf hjem til Sogn. Men Thorer og Erik gik om bord i den nyerhvervede karve og sejlede sydpå til Hordaland, hvor de traf kongen, som tog venligt imod dem. De blev der nu nogen tid og afventede en lejlighed, hvor kongen var i godt lune, og kom da frem med deres ærinde, at der var kommen en mand til landet, som hed Thorolf, en søn af Skallagrim, "og nu ville vi bede dig, konge, at du vil mindes det gode, hans frænder har gjort imod dig, og ikke lade ham undgælde for, hvad hans fader forbrød, idet han hævnede sin broder." Thorer belagde sine ord med lempe; men kongen svarede temmelig kort og sagde, at Kveldulf og hans sønner havde tilføjet ham og hans megen skade, og at denne Thorolf mest sandsynlig var sine frænder lig. "De er ustyrlige folk," sagde han, "uden mådehold og uden ringeste hensyn til, hvem det er, de har med at gøre." Nu tog Erik ordet og sagde, at Thorolf havde gjort ham en venskabsbevisning ved at forære ham den dyreste kostbarhed, det skib, kongen kunne se, de var kommen i. "Og jeg har lovet ham mit fulde venskab. Hvis jeg ikke gør noget igen, er der ikke mange, der vil være venner med mig. Det må du ikke lade ske, fader, overfor den mand, der har været den første til at forære mig en dyrebarhed."

Det blev da til, at kongen lovede dem, hvad de bad om, at Thorolf skulle have fred, hvad ham angik. "Men jeg vil ikke have, han kommer mig for øje. Du får elske ham og hans frænder, så meget du vil; men enten vil de vise sig føjeligere mod dig, end de har været mod mig, eller også kommer du til at angre din forbøn, hvis du beholder ham ret længe hos dig."

Derefter rejste Erik Blodøkse og Thorer hjem til Fjordene, hvorfra de sendte bud til Thorolf om, hvordan udfaldet var bleven hos kongen. Thorolf og Bjørn opholdt sig om vinteren hos Brynjolf på Aurland. I flere påfølgende år lå de nu i viking om sommeren, men tilbragte vintrene enten hos Brynjolf eller hos Thorer.

Erik Blodøkse fik imidlertid del i landsstyrelsen. Han havde forleningen over Hordaland og Fjordene. Han omgav sig nu med hirdmænd, og et forår udbød han leding for at drage til Bjarmeland og rustede sig stærkt til dette tog. Thorolf Skallagrimsson fulgte med Erik og var i stavnen på hans skib og bar hans mærke. Thorolf var større og stærkere end de fleste folk og lignede deri sin fader.

Denne Bjarmelandsfærd blev meget omtalt; Erik leverede bjarmelænderne et stort slag ved floden Dvina og sejrede, som det siges i de drapaer, man har om ham. På dette tog var det, han fik Gunhild, Øssur Totes datter, og havde hende hjem med sig. Gunhild var den smukkeste af alle kvinder, den klogeste og dertil kyndig i overnaturlige ting. Thorolf stod sig ganske særligt vel med Gunhild. Han opholdt sig fra nu af hos Erik om vinteren, men om somrene var han i viking.

Thorolf besøger sin fader

En sommer gjorde Thorolf Skallagrimsson sig i stand til en købmandsrejse. Det var hans hensigt at rejse til Island og se til sin fader. Han havde været borte længe nu, havde samlet sig rigdomme og store kostbarheder. Da han var rede, tog han afsked med kong Erik, og inden de skiltes, overgav kongen Thorolf en økse, som han skulle give fra ham til Skallagrim. Det var en stor, guldindlagt økse, som fortil løb ud i et horn, skaftet beslået med sølv, et uvurderligt pragtstykke.

Thorolf havde en lykkelig rejse, løb ind i Borgefjord og begav sig straks til sin fader. Der blev stor gensynsglæde. Skallagrim gjorde genbesøg hos Thorolf på hans skib, hvorpå han lod skibet sætte op, og Thorolf drog hjem selvtolvte til Borg. Så snart han var kommen hjem, bragte han Skallagrim kong Eriks hilsen og overgav ham øksen; Skallagrim tog øksen, holdt den op og så på den en tid, men udtalte sig ikke om den; derpå hængte han den op over sin plads.

En dag om høsten lod Skallagrim en hel del kvæg drive hjem, som skulle slagtes. Udenfor huset lod han to okser stille sammen med halsene overkors, derpå tog han en passende stor kampesten, som han skød ind under halsene. Han gik nu til med kongegaven, den uforlignelige økse, og huggede begge okserne på en gang over halsen, så at hovederne skiltes fra kroppen på dem begge; men øksen for ned i stenen, så at eggen sprang af, og den revnede helt op gennem hærdningen. Skallagrim så på eggen, men udtalte sig ikke; han gik ind i ildhuset, steg op på en af vægstokkene og skød øksen ind på bjælken over døren. Der blev den liggende hele vinteren.

Om våren lod Thorolf sig forlyde med, at han agtede at rejse udenlands om sommeren. Skallagrim frarådede ham det og sagde, at man gjorde bedst i at køre hjem, mens vognen var hel. "Du har gjort berømmelige rejser nok, og, som man siger, flere rejser er farligere end få. Tag du hellere ved en sådan part af ejendommen her, som du synes er nok til at gøre dig til en stormand." Thorolf indvendte, at han havde endnu denne ene rejse at gøre i et bestemt, vigtigt ærinde. "Men når jeg kommer tilbage næste gang, da har jeg i sinde at slå mig ned for bestandig. Din fosterdatter Asgerd skal imidlertid rejse med mig til sin fader i Norge; det bad han mig om, da jeg rejste derfra." Skallagrim bad ham råde sig selv og tilføjede: "Men det siger min hu mig. at hvis vi skilles nu, så vil vi aldrig se hinanden mere. "Thorolf gjorde nu sit skib færdig og førte det ud til Digranæs, hvor han ventede på bør. Asgerd rejste med ham, ligeså Egil, hvorom siden nærmere.

Men inden Thorolf forlod Borg, gik Skallagrim ind og tog øksen ned fra dørbjælken, kongegaven, og kom ud med den. Skaftet var nu helt sort af røg og øksen rusten. Skallagrim synede eggen på øksen. Derpå gav han den tilbage til Thorolf og føjede følgende vers til:

Ødt og revnet er eggen
på øksen, den kongegave!
Blodøksens gave er blød,
den bider ikke oftere.
Lad falskneriet fare
Sodet tilbage til fyrsten!
Bedre var det, om øksen
aldrig havde set Island.

Om Egils ungdom

På Island var det hændt, medens Thorolf havde været borte, at Skallagrims datter Thorun var bleven gift med en mand ved navn Geir, hvis fader Ketil Blund nylig var kommen ud til Island, hvor Skallagrim havde givet ham land. De blev efterhånden et helt folk på denne del af landet; efter de store kærstrækninger, med et gammelt ord myr, fik de navn af myremændene.

Boldspil og andre lege var meget i brug den gang. Skallagrim yndede styrkeprøver og anden idræt. Der var god tid på stærke mænd i den kreds den gang; men ingen kunne måle sig med Skallagrim, uagtet han begyndte at blive til års nu.

Skallagrims søn Egil, som nu var en stor dreng, var ivrig efter at brydes; han var meget kappelysten og opfarende, og alle lagde deres sønner på sinde, at de skulle give efter for Egil.

En god ven af Egil var Thord, søn af Grane på Granestad; han var en meget håbefuld ung mand. En gang blev der afholdt boldspil på græsmarkerne ved Hvidå, et efterår, med almindelig tilslutning fra folk i hele herredet. Også Skallagrims hjemmemænd tog af sted til de store lege, mellem dem først og fremmest Thord Granesøn. Egil bad Thord om lov til at følge med til legene; det gav Thord ham lov til og tog ham med op bag på hesten. Da de kom til legestævnet, havde mændene fordelt, hvem der skulle spille mod hvem. Der var også kommen mange drenge, som havde deres lege for sig. De blev også fordelt, og Egil kom til at prøve sig med en dreng, der hed Grim, en søn af Hegg på Heggstad; Grim var både ældre og stærkere end Egil. Under spillet klarede Grim sig bedst; da blev Egil vred, løftede boldtræet og slog til Grim; men Grim greb ham og kørte ham i jorden, bankede ham igennem og truede ham med at lemlæste ham, hvis han ikke styrede sig.

Da Egil var kommen på benene igen, gik han ud af legen, og de andre drenge gjorde nar af ham. Egil løb hen til Thord Granesøn og sagde ham, hvad der var overgået ham. Thord sagde: ,,Jeg skal gå med dig, det skal vi hævne." Han gav ham i hånden en skægøkse, som folk i almindelighed gik med den gang, og de gik hen til drengelegepladsen. Grim havde just grebet bolden og kastede den, og de andre drenge løb efter den; da sprang Egil til og huggede Grim i hovedet med øksen, så at den stod ned i hjernen. Egil og Thord gik straks deres vej hen til deres egne folk. Man greb til våben på begge sider; Oleif Hjalte stillede sig på mændenes side fra Borg, så at de blev de mandsstærkeste, og der blev ikke mere af striden den gang. Men heraf opkom der et mellemværende mellem Oleif og Hegg, fader til den dræbte Grim; de sloges på Laksfit ved Grimså, og der faldt syv mand; Hegg blev dødelig såret og hans broder Kvig dræbt.

Da Egil kom hjem, ofrede Skallagrim ikke mange ord på sagen; men Bera sagde at Egil var et vikingefrø; det ville være nærliggende, at man gav ham et hærskib, så snart han havde alderen til det. Egil gjorde i den anledning et vers:

Det mælte min moder,
at mig skulle købes
fartøj og fagre årer
til fart med vikinger.
At stå op i stavnen,
at styre den kære knarre,
at nedhugge en og anden,
og siden holde i havn!

I tolvårsalderen var Egil så stor af vækst, at få voksne var større, og så stærk, at han var de fleste overlegen i legemsøvelser. Den vinter, da han blev tolv år, var han ofte med til legene. Thord Granesøn var da i tyveårsalderen og en meget stærk mand. Det hændte flere gange den vinter, at Egil og Thord fik Skallagrim til modstander. Og ved en lejlighed, da der var boldspil på Sandvig ved Borg, var Egil og Thord imod Skallagrim, og da blev han træt og tabte overfor dem. Men om aftenen efter solnedgang tog det en værre vending for Egil og Thord; da blev Skallagrim så stærk, at han løftede Thord op og slog ham i jorden så hårdt, at alt i ham knustes; han døde på stedet. Derpå greb Skallagrim fat i Egil. I nærheden var en af Skallagrims trælkvinder, Thorgerd Bråk, som havde været barnepige for Egil, et dristigt kvindfolk, stærk som en karl og kyndig i overnaturlige ting; hun råbte til Skallagrim: ,,Går du nu bersærkergang imod din egen søn!" Skallagrim slap Egil og greb efter hende. Hun tog flugten, og Skallagrim bagefter. Han forfulgte hende helt ud på Digranæs, der sprang hun fra klippen i søen; men Skallagrim kastede en stor sten efter hende, som traf hende mellem skuldrene, og hverken hun eller stenen kom op mere. Stedet hedder endnu Bråksund.

Om aftenen, da de kom hjem til Borg, var Egil meget vred. Efter at Skallagrim havde sat sig til bords med alle husfolkene, var Egil endnu ikke kommen til sit sæde. Han gik ind i ildhuset og hen til en mand, som ledede arbejdet og var husforvalter hos Skallagrim, en mand, han satte særlig pris på; ham huggede Egil banehug og gik derpå ind på sin plads. Skallagrim ytrede sig ikke derom, og der blev ikke mere af den sag; men fader og søn taltes ikke ved siden, hverken godt eller ondt, og på den måde gik den vinter.

Sommeren efter var det, Thorolf kom ud til Island, som før fortalt. Om foråret lagde han sit skib sejlklart i Bråksund. Den dag, han var rede til at rejse, gik Egil til sin fader og bad ham give sig rejseudstyr; han agtede sig på udenlandsrejse saranaen med Thorolf. Grim viste ham desangående til Thorolf. Men Thorolf sagde, at han havde ingen lyst til at tage ham med. "Hvis din fader ikke kan styre dig her i sit eget hus, trøster jeg mig ikke til at have dig med udenlands, for der kan det ikke nytte for dig at vise dig med det samme sind som her." "Så kunne det være," sagde Egil, "at ingen af os kommer afsted."

Om natten blev det et uvejr med fralandsvind, og da det var bleven mørkt, og det var flodtid, gik Egil ud på skibet, udenom tjeldene, og huggede fortøjningerne over, hvorpå han skyndte sig i land og skød landgangen bort; skibet drev med det samme ud på fjorden. Såsnart Thorolf mærkede, at skibet drev, sprang de i båden; men vejret var meget for hårdt til, at de kunne udrette noget, og skibet drev over til Andakil og strandede der; men Egil gik hjem til Borg.

Da man fik at vide, hvilken streg Egil havde begået, lastede de fleste ham for det; men han sagde, at han snart skulle vise sig i stand til at tilføje Thorolf mere skade og tab, hvis han ikke tog ham med på rejsen. Folk mæglede dem imidlertid imellem, så enden blev, at Thorolf tog Egil med, og de rejste da om sommeren.

Såsnart Thorolf var kommen ud på dybt vand tog han øksen, som Skallagrim havde givet ham tilbage, og kastede den over bord, og den flød ikke ikke op siden.

Thorolf kom vel over havet og fik landkending udfor Hordaland; han stævnede straks nordpå til Sogn. Her var det hændt om vinteren, at Brynjolf var død af en sygdom, og hans sønner havde skiftet arven. Sønnen Thord fik Aurland, hvor faderen havde boet; han var bleven kongen håndgangen og havde overtaget lensmandsværdigheden. En efterkommer af denne Thord var siden Ingerid, som blev gift med kong Olaf. Bjørn Brvnjolfsson derimod, Thorolfs gode ven, havde overtaget en anden god og anselig gård; han fik ikke i tjeneste hos kongen og blev af den grund kaldt Bjørn høld. Han var en rig og stort anlagt mand. Thorolf fulgte straks hans datter Asgerd hjem til ham, og det blev et glædeligt gensyn. Asgerd var vokset op og bleven meget smuk og klog, dygtig på alle kvindelige områder.

Derpå rejste Thorolf på besøg hos kong Erik. Og da de mødtes, bragte Thorolf en hilsen med til kongen fra Skallagrim med samt en udtalelse om, at han med taknemmelighed havde modtaget kongens gave; fremdeles lod han et godt langskibssejl bære frem og sagde, at det var en gave fra Skallagrim til kongen. Kong Erik tog vel imod denne gave og indbød Thorolf til at blive hos sig om vinteren. Thorolf takkede kongen for tilbudet; han havde imidlertid nødvendige ting at snakke med Thorer herse om og tog derfor hen til ham. Han tog ophold hos Thorer, og her blev da Egil indført.

Thorer herse havde en søn ved navn Arinbjørn. Han var noget ældre end Egil. Arinbjørn var allerede da fremragende, en stor idrætsmand; Egil sluttede sig nær til Arinbjørn og søgte allerhelst hans selskab; de skulle siden blive ubrødelige venner. Men mellem Thorolf og Egil var der ikke meget samkvem.

Drabet på Bård

Om høsten dette år blev Thorolf Skallagrimsson gift med Asgerd, datter af Bjørn Brynjolfsson og Thora Hladhønd. Underhandlinger med slægten gik forud; brylluppet blev bestemt, og da tiden kom, drog Thorolf med samt Thorer herse og hans søn Arinbjørn og alle egnens storbønder afsted til bryllupsstevnet i Sogn. Egil skulle have været med, men blev syg og efterlodes hjemme på Thorers gård.

Han kom sig imidlertid hurtigt, stod op og begyndte at finde det uudholdeligt hjemme, nu alle de andre var borte. Thorer havde en huskarl, der hed Ølver; han var leder af driften på hans gård og skulle inddrive udestående tilgodehavender og forvalte pengene. Ølver var ikke ung mere, men en rask mand. Han skulle på en tur for på Thorers vegne at inddrive nogen landskyld, der var bleven stående om foråret; dertil brugte han et rofartøj med tolv af Thorers huskarle. Egil fik nu lyst til at tage med og sagde det til Ølver, og han tog ham for en god stridsmand mere, siden der var plads på skibet, og Egil kom da med på turen. Han var væbnet med sværd og et spyd af den slags, man kaldte en kesja, samt skjold.

På vejen fik de hårdt vejr med modvind og havde et kraftigt roarbejde. De kom om aftenen til Atleø og lagde til land der. Nær ved på øen var der en gård, som tilhørte kong Erik; den bestyredes af en mand ved navn Bård, kaldet Atleø-Bård, en dygtig og betroet mand, men ikke af nogen betydelig slægt; kong Erik og dronning Gunhild satte megen pris på ham.

Ølver og hans fæller trak båden på land op over flodmærke og gik op til gården, hvor de traf Bård, hvem de bad om nattely. Bård så, at de var meget våde, og fulgte dem hen til et ildhus noget fra de andre huse; her lod han en stor ild gøre op for dem, så at de fik deres klæder tørret. Han beværtede dem bagefter med smør og brød og lod store bøtter tykmælk sætte frem til dem, beklagede meget, at der ikke fandtes øl i huset, som han ellers gerne ville have givet dem. Ølver og hans svende var meget tørstige og søbede af tykmælken; bagefter fik de kærnemælk, som de også drak, og Bård beklagede igen, at han ikke havde bedre drik at give dem. Halm derimod havde han nok af, og det indbød han dem så til at lægge sig i.

Samme aften kom kong Erik og Gunhild til Åtleø, og Bård havde gjort i stand til gilde for dem. Der skulle være diseblot (offerfest for Diserne, gudinder); der var stort gilde og fuldt op af øl inde i stuen. Da Bård forsvandt for at se til sine gæster i ildhuset, spurgte kongen, hvor han var henne, hørte om de fremmede og lod dem hente ind i stuen, da det var Thorers huskarle. Kongen tog vel imod Ølver og bad ham sidde lige overfor sig, hans ledsagere nedenfor; Egil kom til at sidde næst efter Ølver. Nu blev der båret øl for dem, og der blev drukket den ene skål efter den anden; ved hver skål skulle hornet tømmes.

Ud på aftenen begyndte Ølvers følgesvende at blive temmelig overkørte; nogle spyede inde i stuen, andre kom uden for døren først. Bård bragte dem øl uafladeligt, og Egil tog hornet, som Bård ville række Ølver. Bård sagde, at han var en tørstig mand, og kom straks med et fuldt horn til ham igen. Egil tog hornet og kvad:

Godt du forstod at gemme
du gæve, øllet til Diserne;
intet øl fandtes i huset,
da Ølver og Egil forsmægtede.
Karlfolks kostbare tørst
forspildte du med kærnemælk!
Længe skal, Bård, man lede
efter lumpnere løgnhals!

Bård bad ham drikke og holde op med sine skoser. Egil drak alle horn ud, som kom til ham, og for Ølver med. Da gik Bård hen til dronningen og sagde, at der var en mand, der gjorde dem skam; hvormeget han så drak, blev han ved at sige, at han var tørstig. Dronningen og Bård blandede da forgift i øllet; Bård signede (vel-signe) hornet og gav det til ternen(tjenestepige), som bar det for Egil og bad ham drikke. Egil drog sin kniv og stak sig i indsiden af hånden, ristede runer på hornet og smurte blod på det.

[Note: Runer består af tegn der er sat sammen af lige streger. Dette gjorde at man nemt kunne hugge dem ind i hårde materialer som fx sten, jern og træ. Der var ikke mange mennesker der dengang der kunne skrive eller læse. Så derfor blev det at kunne riste runer i starten omfattet som en magisk handling].

Dertil kvad han:

Runer jeg rister på hornet,
og runerne gør jeg røde,
tegn, som jeg trøster mig til
er selv tyrehorn for stærke.
Brygget, som brave piger
bragte mig, kom lad os prøve det.
Signet har Bård hornet,
se nu her, hvem der segner!

I det samme sprang hornet i stykker, og drikken løb ned i halmen. Nu fik Ølver ondt, og Egil stod op og ledte ham til døren, sit sværd havde han med. Da de var kommen til døren, kom Bård efter dem og bad Ølver drikke afskedsbæger med ham. Egil tog hornet og drak, kvad følgende:

Giv mig øllet! For Ølver
orker ikke mere.
Floden, som springer af hornet,
falder fluks mig i halsen.
Ringe begreb har Bård
om, hvem man skal byde bægret;
ind med øllet, hvor ordet
yngler: på tungen af Egil!

Egil smed hornet fra sig og trak sværdet; det var mørkt i forstuen; han rendte sværdet tværs igennem midten af Bård, så at klingen stod ud af ryggen; Bård faldt død om, og blod det sprøjtede ud af såret. I det samme faldt Ølver, og ud af ham sprøjtede øllet. Egil sprang ud af huset; det var mørkt og uden måne udenfor; han løb, alt hvad han kunne, fra gården Inde i forstuen så de, at to mand var faldne, Ølver og Bård. Kongen kom nu til og fik bragt lys, og man så da, at Ølver lå der sanseløs, og at Bård var dræbt; hele gulvet flød med hans blod. Kongen spurgte, hvor den store mand var, der havde drukket mest om aftenen, og man sagde ham, at han var gået ud af døren. Kongen bød, at man skulle lede efter ham og bringe ham til ham. På gården fandt man ham ikke; men inde i ildhuset lå Ølvers mænd, og de kunne fortælle, at Egil var kommen løbende ind efter sine våben og var løbet igen; kongen befalede da sine mænd så hurtigt som muligt at besætte alle de skibe, der lå ved Øen; om morgenen skulle de så eftersøge hele øen og dræbe manden.

Egil søgte i mørket til stranden efter et fartøj; men hvorsomhelst han kom hen, fandt han folk; hele natten gik, uden at han fik skib nogetsteds. Da det blev lyst, befandt han sig på et næs af Atleø; han så da, at der lå en mindre ø udenfor, med et sund imellem, uhyggelig langt. Men der var ikke andet for; han brød spydbladet af stagen og kastede den i søen, pakkede bladet samt hjelm og sværd ind i sin kappe og bandt bylten på nakken; derpå sprang han i sundet o svømmede så længe, til han nåede øen; den hedder Saudø og er en lille, risbevokset ø. Der gik nogle kreaturer, kvæg og får, som hørte til på Atleø . Da han kom op på øen, vred han vandet af sine klæder; det var højlys' dag nu og solen stået op. Kong Erik lod Atleø ransage, da det blev dag; det tog lang tid, for øen er Stor, man fandt ikke Egil. Om aftenen roede tolv mand over til Saudø for at lede efter Egil der. Han så båden komme og ni mand gå op på øen for at lede, tre mand i hvert hold; tre blev tilbage ved båden. Egil lagde sig ned i risene, da båden kom; han ventede, til folkene i land havde fjernet sig så meget fra fartøj et, at der var en bakke imellem; så stod han op og gik ned til båden. De tre, der skulle passe på den, anede ingenting, før Egil var over dem; han huggede straks en af dem banehug; den anden flygtede og løb op ad en skrænt; her huggede Egil efter ham og skilte ham ved det ene ben; den tredje løb ud på båden og stagede fra land, men havde ikke løst fortøjningen; Egil halede båden til sig, og de skiftede ikke mange hug, før Egil dræbte ham og kastede ham i søen. Så tog han årerne og roede bort med det tolvårers fartøj, roede hele natten og hele næste dag og nåede omsider hjem til Thorer herse.

Men mændene, som skulle lede på Saudø, de måtte blive der i mange døgn, slagtede af kreaturet til føde og gjorde ild op; de tændte store bål for at blive set ovre fra Atleø, og endelig bemærkede man dem da og hentede dem hjem. Kong Erik rejste imidlertid fra Øen på gæsten andetsteds. Ølver og hans ledsagere havde han ladet slippe uden at gøre ansvar gældende mod dem; de kom hjem før Egil; og da var Thorer herse og Thorolf Skallagrimsson lige netop kommen hjem fra brylluppet. Ølver fortalte dem, hvad der var sket, drabet på Bård med videre; hvad der var bleven af Egil, vidste han ikke, og både Thorolf og Arinbjørn var temmelig uglade; udsigterne var ringe til, at han ville vende tilbage. Men om morgenen kom Egil hjem. Adspurgt om, hvordan han var undsluppen, kvad Egil:

Sådan skiltes jeg
fra Norges beskærmer,
den dådkraftige drot (konge),
med samt hans dronning Gunhild,
at tre af Eriks agtede
følgesvende afgik
(dåden skal ikke dølges)
pludselig ved døden.

Arinbjørn bifaldt denne bedrift og sagde til sin fader, at det var passende for ham at forlige Egil med Kongenn. Thorer sagde, at det ville være de fleste folks mening, at Bård selv havde været ude om sin død. Men det lå til Egils familie at tage for lidt hensyn til kongens vrede, og det blev tungt at bære for de fleste. Alligevel ville han denne gang se at forlige ham med kongen. Thorer rejste til kongen; men Arnbjørn blev hjemme og erklærede, at i denne sag ville han stå og falde sammen med Egil. Da Thorer var kommen til kongen, tilbød han bod på Egils vegne, stillede selv sikkerhed og overlod kongen dommen. Kong Erik var meget opbragt, og det var ikke let at komme til rette med ham; han sagde, at nu sandedes det, hvad hans fader havde sagt, at overfor den familie kunne man aldrig føle sig tryg. Han bad Thorer Sørge for, selv om han indgik på forlig, at Egil ikke blev ret længe i hans rige. Men for Thorers skyld endte han dog med at tage bøder for de dræbte mænd. Kongen satte mandeboden, som han syntes, og Thorer betalte, hvorpå han vendte hjem.

Egil i Viking

Vinteren over opholdt Thorolf og Egil Sig uden mislyd hos Thorer; men om foråret udrustede de et langskib, bemandede det og sejlede om sommeren til Østerleden, hvor de hærgede og erhvervede bytte og havde mange træfninger.

I Kurland sluttede de en halv måneds våbenstilstand med indbyggerne og lå og handlede. Og da eden var udløbet, lagde de til forskellige steder og hærgede. Et sted ovenfor en flodmunding var en stor skov; her roede de op til og gik i land, tolv mand sammen på hvert hold, gik gennem skoven, og det varede ikke længe, inden det bebyggede land begyndte. Her overfaldt de landsbyerne og dræbte en del, men resten flygtede; de mødte ingen modstand. Da det led mod aften, lod Thorolf holdene blæse sammen og gå tilbage. Men da de samledes på stranden, var Egil ikke kommen; natten faldt på, og man mente ikke, det kunne nytte at lede efter ham.

Egil var gået gennem skoven med tolv mand og var kommen ud på en stor bebygget slette; kort fra den lå en gård; den satte de ind på, men fandt ingen folk i husene; de tog da alt, hvad der kunne føres med af værdi. Der var mange huse; de blev der længe, og da de kom ud af gården, havde der mellem dem og skoven samlet sig en bevæbnet styrke, som nu søgte imod dem. Der løb et højt stavgærde mellem gården og skoven; Egil bød de andre gå langs gærdet, sådan at man ikke kunne anfalde dem fra alle sider; selv gik han i spidsen, men de andre fulgte efter så nær sammen, at ingen kunne trænge ind imellem og sprede dem. Kurerne angreb dem heftigt, mest med kaste- og skudvåben, men gik ikke i nærkamp. Da Egil og hans fæller var kommen et stykke frem langs gærdet, stødte de på et andet, som mødte gærdet i en vinkel; de kunne ikke komme frem, og kurerne angreb dem i fælden; nogle af dem stak med spyd og sværd igennem gærderne udenfra, andre kastede klæder på deres våben. De blev sårede allesammen, dernæst taget til fange og bundne ført tilbage til gården. Bonden, som ejede den, viste sig at være en rig og mægtig mand; han havde en fuldvoksen søn. Man rådslog nu om, hvad man skulle gøre ved fangerne, og bonden rådede til at slå dem ned med det samme, den ene for fødderne af den anden. Men sønnen gjorde opmærksom på, at det nu var meget for mørkt til, at de kunne have nogen forlystelse af at pine dem først; han bad om at opsætte det til om morgenen. De blev da lukket inde i et hus, forsvarligt bundne. Egil blev bundet til en stolpe på både hænder og fødder. Kurerne gik derpå ind i stuen, spiste og drak og blev meget lystige. Egil rokkede og trak så længe i stolpen, at den løsnede sig i gulvet, lod sig falde med den og smøgede sig fri af den; derpå løste han sine hænder med tænderne, bagefter fødderne, og gjorde nu også sine kammerater fri. De så sig om i huset efter et sted at slippe ud. Væggene var gjort af svære tømmerstokke; men i den ene ende af huset var der en skillevæg af brædder; den rendte de ind og kom nu over i et andet hus, også med tømmervægge; og her hørte de menneskestemmer under deres fødder. De ledte og fandt en lem i gulvet, som de åbnede, og under den var der en dyb grube; herfra var det, menneskestemmerne kom. Egil spurgte, hvem de var, og en af dem sagde, han hed Åge, han var dansk, og hans to sønner sad med ham i hullet. Egil hejsede dem op med de reb, de havde været bundne med, og Åge fortalte, de var bleven gjort til krigsfanger forrige sommer. Om vinteren havde han haft det godt nok; bonden havde sat ham til at varetage forskelligt for sig; men sønnerne var bleven gjort til trælle og led derunder; om foråret havde de så gjort forsøg på at løbe bort, men var bleven grebne og havde siden siddet i dette hul. Egil udspurgte dem om indretningen af huset, og om de vidste, hvordan man kunne slippe ud. Åge sagde da, at der var en anden skillevæg, og hvis de brød igennem den, ville de komme ud i en kornlade, hvorfra der var fri udgang. Ad den vej slap de ud i det fri. Det var bælgmørk nat. Her holdt at de skulle skynde sig til skoven; men Egil spurgte Åge om han, der kendte husene her, vidste af noget sted, hvor løsøre var at få. Åge sagde, at her var løsøre nok oppe i et loftshus, som bonden plejede at sove i, og der fandtes der også våben i overflødighed. Egil førte an derhen. Da de var kommen op ad trappen, så de, at loftet var åbent; der brændte lys derinde, og nogle tjenestefolk var i færd med at rede sengene. Egil bad da nogle blive ude og passe på, at ingen slap ud, sprang selv ind på højenloftet og snappede sig våben, som der var nok af derinde. Alle tjenerne inde på loftet slog han ihjel, og nu forsynede de sig med våben allesammen. Åge gik til en lem, der var i gulvbrædderne, og lukkede den op, sagde, de skulle gå ned i forrådsrummet nedenunder. De tog lys med sig derned, og der var alle bondens skatte, kostbarheder og sølv. Mændene gjorde sig byrder deraf og bar ud. Men Egil tog et stort skrin med sig under armen; og de skyndte sig nu til skoven. Men da de var kommen så langt, standsede Egil og sagde: "Vi har båret os helt forkert ad og ikke, som det sømmer sig for krigere; vi har stjålet bondens gods, uden at han ved af det. Aldrig skal det blive siddende på os. Lad os vende tilbage til gården og vise dem, hvad vi har gjort." Det modsatte alle de andre sig, de ville tilbage til skibet. Egil satte skrinet ned på jorden; derpå vendte han i fuldt løb tilbage til gården; og da han kom der, så han opvartningssvende gå fra ildhuset med fade, som de bar ind i huset. I ildhuset var der et stort bål med kedler over; der var lagt træstammer til, som brændte i den ende, der var i ilden; Egil greb en af stammerne og gik til stuehuset med den, stødte den brændende ende op under tagskægget; ilden havde straks fat i tækningen. De, der sad inde i huset og drak, sansede ingenting, før luerne stod ind gennem taget. Nu løb mændene til døren; men der var vanskeligheder med at komme ud, både på grund af det brændende træ, og fordi Egil stod udenfor døren; han fældede mændene både i og udenfor døren. På et øjeblik brændte hele huset og skred sammen, og alle de, der var derinde, omkom. Derpå gik Egil tilbage til skoven og fandt sine folk der, og de begav sig allesammen ned til skibet. Men Egil erklærede, at skrinet ville han beholde som sin part forud af byttet; det var fuldt til randen af sølvpenge. Thorolf og de andre blev meget lettede, da Egil kom; morgenen brød nu frem, og de lagde straks fra land. Åge og hans sønner sluttede sig til Egils følge. Hen på sommeren sejlede de til Danmark, lå på lur efter købmandsskibene der og ranede, hvor de kunne komme til det.

Harald Gormssøn havde dengang overtaget riget i Danmark, efter at hans fader Gorm var død. Landet var meget udsat for overfald; der lå mange vikinger ude i farvandene omkring Danmark. Åge vidste besked om landet både på søen og inde i landet, og Egil udspurgte ham udførligt om de steders beliggenhed, hvor stort bytte var at vente. Da de var kommen til Øresund, fortalte Åge, at der oppe i landet var en stor købstad, som hed Lund; der var bytte at gøre, dog med udsigt til, at bymændene ville værge for sig.

Mandskabet på skibet blev spurgt, hvor vidt det ville gå med til et overfald eller ej, og nogle rådede til, andre fra. Afgørelsen blev lagt i ledernes hånd, og Thorolf stemte da for at gå op til byen. Men da man spurgte Egil, svarede han som så:

Lad os, krigere, lyne
lidt med sværd i luften!
Tid er til blodig sysselsættelse
om sommeren, når hugormen soler sig.
Lystig op til Lund
i løb, karle!
Skal vi lade den grimme spydvise
gale, før sol går i bjerge?

Man rustede sig da til angrebet og drog op til købstaden. Da bymændene så, at der var ufred, rykkede de ud imod dem. Der var et trævirke udenom byen; det satte bymændene andre til at forsvare. Der stod da et slag. Egil gik først ind i borgen. Bymændene flygtede. Der blev et stort mandefald. De plyndrede derpå købstaden og brændte den af, da de gik. Derpå vendte de tilbage til deres skibe.

Thorolf holdt nu nordpå op langs Halland med sin hær og lagde til land i en havn der, dog uden at gøre overfald på nogen. Der var ikke langt op i landet til en jarl ved navn Arnfinn, og da han hørte, der var kommen vikinger til kysten, sendte han bud ned til dem for at spørge, om de kom med fred eller med fejde. Thorolf svarede sendemændene, at de ikke havde i sinde at hærge. De var ikke tilbøjelige til at hærge og fare med hærskjold, sagde han, da landet ikke havde noget. Da sendemændene havde forkyndt jarlen det, og han var på det rene med, at han ikke behøvede at rejse nogen hær i den anledning, red han selv alene ned for at tale med vikingerne. Det endte med, at han bød Thorolf med så mange af hans følge, som han ville, til gilde hos sig. Han sendte endog heste til deres bekvemmelighed, og de red til gæstebudet, Thorolf og Egil, med samt tredive mand. De blev vel modtaget og fulgt ind i stuen, hvor der blev given dem godtøl at drikke. Om aftenen, da spisebordene skulle tages bort, lod jarlen kaste lod om sæderne. Der skulle drikkes sammen to og to, så mange par, som der var af mand og kvinde, resten for sig. Jarlen havde en meget smuk, nys udvoksen datter, og da lodderne blev kastet i skød, blev det til, at Egil og jarledatteren skulle sidde sammen om aftenen. Mens hun var ude på gulvet og gøre sig lystig, satte Egil sig på hendes plads, og da hun kom for at sætte sig, tiltalte hun ham på følgende måde:

Hvad skal du, svend, i mit sæde?
Sjælden har du givet
ulven det varme ådsel;
lad mig i sædet alene.
Hørte du ravnen om høsten
råbe hæst over blodpølen?
Der hvor de skærende sværd
suste, blev du savnet!

Egil tog hende og satte hende ned hos sig. Han kvad:

Med blodigt sværd har jeg stormet
stæder, hvor jernet skraldede.
Mig hoppede ravnen i hælene.
Hårdt gik vikingen på,
rasende; ilden rendte
rask over menneskeboliger;
blodige kroppe bunkede
jeg sammen i borgporten!

De drak da sammen om aftenen og var meget lystige. Gildet forløb på det bedste, ligeså dagen efter. Derefter vendte vikingerne tilbage til deres skibe i god forståelse med jarlen og efter at have udvekslet gaver. Thorolf sejlede nu med sine folk til Brennøerne udenfor Gøtaelven, på den tid et søgt baghold for vikinger, idet mange købmandsskibe havde deres vej mellem øerne. Åge og hans sønner rejste hjem; han var en velstående mand og havde store ejendomme i Jylland; de skiltes med megen kærlighed og lovede hinanden for altid venskab.

Gunhilds rænker

Da det begyndte at blive efterår, sejlede Thorolf og Egil op langs Norge til Fjordene og frem til Thorer herse. Han tog vel imod dem, men hans søn Arinbjørn endnu bedre. Han ville, at Egil skulle blive der om vinteren, og det tog Egil gerne imod; men Thorer havdebetænkeligheder. "Jeg ved ikke," sagde han, "hvordan kong Erik vil tage det, siden han forbød Egil at opholde sig her i landet efter drabet på Bård." Arinbjørn mente, at faderen nok kunne gøre sin indflydelse gældende hos kongen, sådan at Egil fik lov at blive. Med Thorolf var han besvogret, og hvad Egil angik, så havde han i sinde at være på samme sted som han om vinteren. Thorer kunne ikke være i tvivl om, hvordan Arinbjørn ville have det; han rejste da om høsten til kong Erik og bad ham ikke tage ham det ilde op, om han havde Egil hos sig om vinteren. Kongen var nådig og sagde, at Thorer kunne forlange af ham, hvad han ville; et andet udfald havde det fået, hvis det var en anden mand, der havde bedt for Egil. Men da Gunhild hørte, hvad de enedes om, tog hun til orde:

"Jeg ser, Erik, at det nu går dig som sædvanlig, du lader dig besnakke af folk og har ingen hukommelse for, hvad skade man gør dig. Du vil skåne disse Skallagrimssønner så længe, til de endnu en gang bliver nogle af dine nærmeste frænders død. Når du ikke lader til at tage dig Bårds drab nær, så gør ieg det." "Der er da ingen, der hidser mig til grusomhed som du," siger kongen. "Der har dog været en gang, da det var hedt nok mellem dig og Thorolf. Jeg har ikke i sinde at tage mit ord tilbage, hvad de brødre angår." "Thorolf var velset her," Siger Gunhild, "indtil Egil ødelagde det for ham; nu regner jeg dem begge under et." Thorer herse rejster hjem og lod gå videre til brødrene, hvad kongen og dronningen havde sagt. De slog sig altså ned hos Thorer om vinteren tilligemed tolv mand. Mellem dem var to brødre, Thorvald , med tilnavnet Ofse, den voldsomme, og Thorfinn den strenge, nære slægtninge af Bjørn høld og opfødt sammen med ham; de var store, stærke, kappelystne og fremadstræbende mænd. De havde fulgt Bjørn, da han var i viking; men da han blev hjemme i ro, drog de med Thorolf på hans vikingetog og var i stavnen på hans skib. Da Egil fik skib at føre, blev Thorfinn hans stavnbo. Disse brødre fulgte altid Thorolf og Egil og regnedes af dem for deres bedste skibsfæller. Om vinteren var de i deres følge og sad nærmest brødrene. Thorolf sad lige overfor højsædet og drak skålerne med Thorer herse; Egil sad lige overfor Arinbjørn og drak ham til. Ved mindebægre måtte man gå frem på gulvet. Dronning Gunihild havde to brødre, Sønner af Assur Tote, de hed Ejvind Skreja og Alf, kaldet Askmand, store, stærke mænd, unge, men fuldmodne. De var meget betroede hos kong Erik og Gunhild, men ikke i nogen yndest hos almuen. Om foråret skulle der afholdes stort blot på Gaular, landsdelens fornemste hov, hvortil almuen og alle stormændene kom fra Fjordene, fra Fjaler og fra Sogn. Kong Erik rejste også dertil. Da sagde Gunhild til sine brødre: ,,Mellem så mange mennesker kan man let komme til at dræbe en eller anden; jeg så helst, det blev en af Skallagrimssønnerne, men allerhelst dem begge to." Brødrene lovede det. Thorer herse gjorde sig i stand til rejsen; han sagde til Arinbjørn: ,,Nu tager jeg til blotet; men jeg vil ikke have, at Egil rejser derhen. Når Gunhilds rænker mødes med Egils volsdomhed og kongens magt, er det ikke let at passe på. Egil bliver ikke hjemme, med mindre du også bliver; Thorolf derimod skal rejse med mig med samt hans stalbrødre. Så kan Thorolf blote til held for sin broder med det samme." Arinbjørn og Egil blev altså hjemme. Ved blotet var der en mængde mennesker, og store drikkegilder blev afholdt; Thorolf fulgtes med Thorer, hvor han gik og stod; de skiltes hverken dag eller nat. Ejvind Skreja sagde derfor til Gunhild, at han ikke kunne få ram på Thorolf. Hun had ham da dræbe en eller anden af hans mænd hellere end slet ingen. Endelig en aften, da kongen var gået i Seng, ligeså Thorer og Thorolf, men de to brødre Thorvald Ofse og Thorfinn Strange endnu sad oppe, kom Ejvind Skreja og hans broder Alf og satte Sig hos dem, og de blev meget lystige. Først tømte de horn allesammen på hinandens vegne; så drak de to og to med hinanden. Ejvind og Thorvald, og Alf og Thorfinn sammen. Da det blev sent, begyndte de at snyde ved bægrene; det blev til trætte og skryderi; Ejvind sprang op og drog et kort sværd, en ,,saks", han havde skjult på sig, og stak Thorvald ihjel på stedet. Der blev opløb på begge sider, kongens mænd og Thorers huskarle; men mændene var allesammen våbenløse, da det var hovhelg; folk gik imellem og skilte de mest ophidsede ad, og dermed hændte der ikke mere den aften. Ejvind havde begået drab på fredlyst sted og var bleven varg i veum; han måtte rejse øjeblikkeligt. Kongen tilbød bøder for manden; men Thorolf og Thorfinn erklærede, at de aldrig havde taget imod mandebod og heller ikke nu ville gøre det. Med det skiltes de, og Thorer herse rejste hjem med sine ledsagere. Kong Erik og Gunhild sendte Ejvind sydpå til Danmark til kong Harald Gormssøn, da han nu var fredløs under norsk lov; Ejvind var på et meget stort langskib, og kongen satte ham til at værne landet imod vikinger; Ejvind var en god kriger.

Da det blev vår igen efter denne vinter, drog Thorolf og Egil i viking; de agtede sig påny til Østerleden. Men da de var kommen til Vigen, sejlede de sydpå under Jylland og hærgede der, siden til Frisland, hvor de blev en lang tid om sommeren. På tilbagevejen, da de kom til landemærket, hvor Danmark og Frisland støder op til hinanden, og var lagt til land, fik de sent om aftenen besøg af to mænd, som kom til Egils skib. De havde besked fra Åge den Rige, som han blev kaldt, hvis liv de havde reddet i Kurland; han lod dem sige, at lå ude foran Jyllands side, det er Vestkysten, og agtede at overfalde dem, når de kom sejlende sydfra; han havde draget en stor styrke sammen, som de ingen udsigter havde overfor, hvis de traf dem alle sammen; selv havde Ejvind Skreja to lette skibe og lå i øjeblikket ikke langt fra grænsen. Da Egil havde fået den besked, lod han tjeldene tage ned og gav ordre til at sejle så stille som muligt; i dagningen kom de til Ejvinds skibe der, hvor de lå for anker; de lagde straks mærke til dem og dængede dem til med sten og våben. Mange af Ejvinds mænd faldt; selv sprang han over bord, svømmede i land og undkom tilligemed resten af mandskabet. Men Egil og hans folk bemægtigede sig begge skibene med samt udrustning og våben og sejlede hen på dagen tilbage til flåden, hvor de traf Thorolf. Han spurgte, hvor de havde været, og hvor de havde fået de to skibe, de kom med. Egil gav forklaring og kvad:

Det regnede lidt med sten
fra Stavn udfor Jyllands side;
Danmarks værn imod vikinger
værgede sig uforsonlig,
indtil sundet og sandkysten
lokkede besætningen til sig;
der viste Ejvind Skreja
sig som den skrappeste svømmer.

Da sagde Thorolf: "Efter hvad jeg kan se, har du nu fået lavet det sådan, at vi er udelukket fra at vende tilbage til Norge til efteråret." Det tog Egil sig let; han fandt, der var steder nok at rejse hen.

Thorolfs fald

Fra Jylland begav brødrene Sig sydpå til Saksen og Flandern. Da hørte de sige, at Englands konge havde brug for hjælpetropper, og at der var udsigt til stor fortjeneste; de besluttede da at begive sig derover med den styrke, de rådede over. Kong Adelsten var den gang konge iEngland; hos ham opfostredes Harald Hårfagers søn Hakon, som senere blev konge i Norge.

Adelsten var lige bleven konge i England, og flere høvdinge og landsdele havde benyttet denne lej lighed til at gøre opstand, både i Bretland, Skotland og Irland. Den unge konge havde ikke nogen stor hær og Søgte bistand, hvor han kunne få den. Thorolf og Egil kom til kong Adelsten om høsten og blev vel modtaget; han havde god brug for deres styrke, og de blev optaget i landeværnet. England var kristnet og havde været det længe, da dette skete. Kong Adelsten var en god kristen og bad Thorolf og Egil lade sig primsigne: det var den gang almindeligt, at købmænd og andre folk, som stod i sold sammen med kristne, lod Sig primsigne; på den måde kunne kristne og hedninger omgås og dog hver for sig ro på det, de havde lyst til. Thorolf og Egil føjede da kongen i hans bøn og blev begge korset. De havde tre hundrede mand, med hvilke de gik i sold hos kongen.

Krigen samlede sig til en afgørelse imod den skotske konge Olaf den Røde, med hvem mange af oprørerne gjorde fællesskab. Han var halvt af skotsk og halvt af dansk æt og nedstammede fra Ragnar Lodbrog. Kong Olaf samlede en stor hær og drog ind i England, hvor han til at begynde med lagde hele Northumberland under sig. Han stod nu i det nordlige England med sin hær, og kong Adelsten rustede sig til at møde ham der. En del af hans hær var sammensat af vikinger, som fra forskellig side havde indfundet sig hos ham; over dem alle gav han Thorolf og Egil ledelsen. Det afgørende slag kom til at stå på Vinhede, hvor man var bleven enige om at mødes. Ved en krigslist, forhandlinger og tilbud på skrømt, trak kong Adelsten tiden ud, til han fik hele sin hær draget sammen fra det sydlige England. Slaget kom til at falde i to træfninger.

Thorolfs væbning skildres således: han havde et omfangsrigt og Svært skjold, en meget stærk hjelm på hovedet og ved bæltet et sværd, der hed Lang, et stort, godt våben; i hånden havde han en kesja; bladet på den var to alen langt, firkantet i odden og bredt oventil, forbindelsen med skaftet både lang og tyk; skaftet var ikke længere, end at man med hånden kunne nå op til bladet, og det var umådelig svært bladet var gjort fast med jernspiger og skaftet beviklet med jern over det hele. Med et sådant spyd lod brynjer Sig gennemhugge. Egil var væbnet på samme måde som Thorolf; men hans sværd hed Nadr, det betyder hugormen; han havde fået det i Kurland; det var et uforligneligt våben. Ingen af dem havde brynje på. Alle deres folk havde norske skjolde og helt igennem norsk hærrustning; i deres fylking stod alle de norske mænd, der fandtes i hæren. Deres mærke blev båret af Thorfinn Strange. Under den første træfning, hvor Thorolf og Egil splittede en afdeling af oprørerne, som lededes af jarlerne Adils og Ring, trængte Thorolf selv frem. idet han kastede skjoldet om på ryggen og huggede og stak til begge sider med spydet. Han dræbte alt, hvad der kom i vejen for ham. og ryddede Sig således frem til Ring jarls mærke, fældede manden, der bar mærket, og huggede mærkestangen ned. Derpå jog han spydet igennem brystet på jarlen, gennem brynje og krop, så at det kom ud mellem skuldrene, løftede spydet op over sit hoved med jarlen på og stødte skaftet ned i jorden; jarlen døde på spydet for øjnene af såvel hans egne mænd som fjenderne. Derpå drog Thorolf sværdet og huggede ind til begge sider. Hans mænd fulgte ham, og der blev da et stort mandefald, og enden blev, at jarlernes hær vendte sig til flugt. Efter denne træfning faldt mørket på. Siden ankom kong Olaf med hovedstyrken og kong Adelsten med hele sin hær, og de gjorde Sig rede til kamp.

I dette slag, som fandt sted dagen efter, faldt Thorolf. Kong Adelsten ordnede sin hær således, at Egil fik ledelsen af de raskeste tropper, som blev stillet i spidsen for hans egen fylking; denne afdeling kom til at stride imod den del af skotternes hær, som kong Olaf selv førte, på den åbne hede mellem skoven og floden. Men Thorolf kom til at føre sine egne folk og fik til opgave af kong Adelsten at gå frem langs skoven og møde de løst angribende skotter der, som ikke holdt sig samlede i fylking. Med denne ordning var Egil ikke tilfreds; han ville ugerne skilles fra broderen og gjorde sig bange anelser i den anledning; men Thorolf fandt ikke, man kunne gøre indvendinger mod, hvad kongen bestemte. Slaget tog nu sin begyndelse og blev blodigt og hårdnakket; Thorolf og hans mænd gik frem langs skoven; de dækkede sig på venstre side med skjoldene, på højre side havde de, som de troede, dækning af skoven. Da brød pludselig og aldeles uventet Adils jarl med en skare ud af resten af den hær, Thorolf og Egil dagen i forvejen havde forsprængt, og de overvældede Thorolf med en mængde spyd på én gang; han faldt da der ved skoven. Thorfinn Strange gik tilbage med mærket, da han så, hvad der var sket, til hvor fylkingen stod tættere; men Adils fulgte efter, og der blev nu en hård strid. Skotterne råbte sejrsråb, da de havde fældet høvdingen.

Da Egil hørte det og så, at Thorolfs mærke gik tilbage, var han klar over, at Thorolf ikke kunne være i spidsen længere; han løb straks frem imellem fylkingerne og fik vished for, hvad der var sket, da han traf sine mænd. Han æggede nu hæren stærkt til fremgang og gik forrest i rækkerne, I havde sværdet Nadr i hænderne og gik frem huggende til begge sider, fældede mange mænd. Thorfinn bar mærket lige efter ham, og resten af hæren fulgte mærket; den hidsigste kamp udfoldede sig. Egil gik frem, til han nåede Adils jarl; de skiftede kun få hug, før Adils jarl faldt og mange mænd med ham; nu flyede de, der fulgte ham; Egil og hans folk forfulgte dem og dræbte alle, de kunne nå; det nyttede ikke at bede om nåde. Flugten af jarlens mænd drog skotterne med sig; derved åbnedes der Egil adgang til kongens flanke; han faldt hæren i de åbne skjolde og anrettede et stort mandefald; hovedhæren kom snart i uorden og begyndte at opløses. Vikingerne råbte nu sejrsråb, og da kong Adelsten så Olaf den Rødes fylking sprængt, lod han sit mærke bære frem; mandefaldet blev almindeligt; der faldt Olaf den Røde og størstedelen af hans hær, for alle dem, man kunne nå på flugten, blev dræbt. Kong Adelsten vandt da en fuldstændig sejr.

Efter slaget red kongen tilbage til borgen søndenfor Vinhede og lod sine mænd forfølge de flygtende. Egil deltog i forfølgelsen og dræbte alt, hvad han indhentede. Derpå vendte han tilbage til valpladsen med sine mænd og opsøgte sin broder Thorolfs lig. Han toede det og forrettede lighjælp efter tidens skik; derpå gravede de en grav og satte Thorolf deri med alle hans våben og klæder. Egil gav ham en guld-ring på hver arm, inden han skiltes fra ham. Derpå byggede de sten op om graven og dyngede jord ovenpå. Over ham kvad Egil:

Frem brød jarlens bane
i krigsgudens bragende våbenstorm.
Den tapreste af de tapre,
Thorolf, selv han måtte segne.
Nu grønnes i England græstørven
over min broders grav.
Sjælden var bitter sorg
sværere at bære.

Egil og kong Adelsten

Om sin deltagelse i slaget digtede Egil følgende:

Vester for Vinhede
lagde jeg lig i dynger i lyngen.
Adils yndede næppe stunden,
da Nadr nappede ham.
Ring og Olaf den Røde fik nok
af at rives med anglerne.
Skam fik der skotterne.
Sulte skal ravnen ikke.

Egil kom med sit følge til kong Adelsten og gik straks frem for kongen, mens han sad ved drikkebordet. Der var stort glam og lystighed i hallen. Så snart kongen så, at Egil var kommen, gav han befaling til, at høj sædet lige overfor ham ~ skulle rømmes af dem, der sad der, og at Egil skulle sidde der. Egil satte sig og skød skjoldet ned foran sine fødder. Han havde hjelm på hovedet og lagde sit sværd over knæene, og snart drog han det halvt ud af skeden, Snart stødte han det i skeden igen. Han sad ret op og ned og så meget bister ud. Egil var stor i ansigtet, bredpandet og med svære bryn, næsen ikke lang, men en svær næse, skægbunden bred og lang, og en umådelig bred hage, kæberne også brede; han var tykhalset og bred over skuldrene, påfaldende i forhold til andre mænd, barsk og grum af ydre, når han var vred; af vækst var han højere end noget andet menneske, håret ulvegråt og tykt, og han blev tidlig skaldet. Og som han nu sad der, som før beskrevet, drog han det ene bryn ned mod kinden og det andet op til hårrødderne; Egil havde sorte øjne og sorte bryn. Han ville ikke drikke, skønt man skænkede for ham, og snart trak han brynene op, snart skulede han med dem igen. Kong Adelsten sad i højsædet; han lagde også sværdet på sine knæ, og sådan sad de en stund; da drog kongen sværdet ud af balgen, tog en guldring af sin arm, en stor, god ring, og hængte den på spidsen af klingen, stod op og gik over gulvet og rakte Egil ringen tværs over ilden. Egil stod op og drog sværdet, gik over gulvet og stak sværdet i ringen, drog den til Sig, hvorpå han gik tilbage til sin plads. Kongen gik tilbage til højsædet. Men da Egil havde sat sig ned og skudt ringen på armen, kom hans bryn i ro. Han lagde sværd og hjelm fra sig og tog imod drikkehornet, man rakte ham, og drak det ud. Hvorpå han kvad:

Nu bærer blodige sværd
blomster af guld!
Ædelstenen blandt fyrster
ærer sine udvalgte!
Ikke uglad er krigere
for en Så ypperlig armring;
tilfulde hefordrer den kampglade
fyrste sit ry for gavmildhed.

Derefter drak Egil sin part og taltes ved med andre mænd. Nu lod kongen to kister bære ind; der var to mand om hver, og de var begge fulde af sølvpenge. ,,Disse kister skal du have," siger kongen, "og hvis du kommer til Island, skal du bringe din fader pengene som en gengældelse for hans søn. Men nogle af pengene skal du dele med dine og Thorolfs frænder, hvem du Synes, der tilkommer det. Erstatning for din broder skal du selv få her hos mig enten i jordejendom eller løsøre, som du helst vil; og hvis du vil blive for bestandig hos mig, vil jeg give dig den rang og værdighed, du selv vil nævne overfor mig." Egil tog imod pengene og takkede kongen for gaven og for hans venskabsbevisning. Nu kom der glæde over Egil, han kvad:

Smertens tunge byrde
brændte mig under brynet.
Nu har den gode giver
atter glattet min pande.
Meget formår den mægtige
at formilde ved gaver.
Lysere synes mig livet
set igennem en guldring!

Efter slaget blev de mænd læget, hvis sår stod til liv. Egil opholdt sig hos kong Adelsten vinteren efter, at Thorolf var falden, og nød den største hæder hos kongen. Hos sig havde han resten af den styrke, der havde fulgt ham og hans broder, og som havde overlevet slaget. Egil digtede en drapa om kong Adelsten. En af stroferne lyder således:

Tre fyrster fældede
falken, landets beskytter.
Atter ejes England
af en ætling af Ella.
Det var ikke den eneste
ære, Adelsten indlagde sig.
Længe skal man lede
om Englands konges lige.
Og dette er drapaens omkvæd:
Nu råder den tapre Adelsten
fra tippen til toppen af England!

I skjaldeløn gav kong Adelsten Egil to guldringe, som hver vejede en mark; med gaven fulgte en kostbar kappe, som kongen selv havde båret.

Om foråret forebragte Egil for kongen, at han agtede sig på rejse om sommeren til Norge for at se efter, hvordan det havde sig med Asgerd, hans broder Thorolfs enke. ,,Han efterlader sig store ejendomme," siger han, ,,og jeg ved ikke, om de har nogen børn i live. For i det fald Thorolf er død barnløs, tilfalder arven mig." Kongen ville helst beholde ham hos sig i England, men ville ikke modsætte Sig rejsen, da Egil havde skyldigt ærinde. Han håbede at se Egil igen, det samme håbede Egil; nogle af sine mænd efterlod han hos kongen. Derpå rejste Egil; han havde et stort langskib og mere end hundrede mand. Så snart han var kommen til Norge, begav han sig lige til Fjordene. Her fik han at vide, at Thorer herse var død, og at Arinbjørn havde taget arv efter ham og var bleven lensmand. Egil blev vel modtaget af Arinbjørn, som bad ham bo hos sig; Egil satte da sit skib op og sørgede for besætningen. Han blev nu selvtolvte hos Arinbjørn om vinteren.

Egils giftermål

Her må nu fortælles om et andet forhold, som kom til at vanskeliggøre spørgsmålet om arven efter Thorolf. Bjørn hølds kone Thora Hladhønd blev syg og døde, og nogen tid efter giftede Bjørn sig med en anden, Oløf, datter af Erling den Rige fra Osterø. De havde en datter ved navn Gunhild. Hun blev gift med Bjergønund, som var en søn af Thorgeir Tjørnefod fra gården Ask på Øen Fenring på Hordeland, en rig mand, stor blotmand og troldkyndig. Foruden Bjergønund havde han sønnerne Atle den Korte, en undersætsig, men meget stærk mand, og Hadd, som lå i viking og sjælden var hjemme. Bjergønund var en meget stor og stærk mand, vindesyg og trættekær. Nu var han altså bleven gift med Asgerds halvsøster; hun boede hos ham på Ask. Asgerd derimod, Thorolfs enke, boede hos sin slægtning Arinbjørn. Med Tborolf havde hun et barn, en pige, som kom til at hedde Thordis, og som var hos moderen.

Egil bragte nu Asgerd tidende om Thorolfs død og tilbød hende sin beskyttelse. Asgerd sørgede meget over efterretningen og svarede vel på Egils tilbud, men benyttede Sig ikke deraf. Hen på høsten begyndte Egil at blive tungsindig, sad ofte og begravede hovedet i sine skind. Omsider spurgte Arinbjørn ham, hvad han græmmede sig over; for nok havde han lidt et stort tab ved at miste sin broder; men det sømmede sig for et karlfolk at bære det med fatning. Mand skal efter mand leve. Om Egil ikke havde noget at kvæde? Egil kvad da et vers, som han for nylig havde digtet:

Somme finder ikke
nåde for unge Øjne.
Stundom kommer styrken
overfor svaghed til kort;
i visse fald får krigeren
fjæle sit næb i pelsen.
Den, hvem intet afskrækker,
satte aserne gærde.

Arinbjørn spurgte, hvem den kvinde var, i hvem han åbenbart havde kærestesorg; han skjult hendes navn i verset? Egil kvad:

Det nytter ikke skjalden
at skjule noget så skinnende
som dette navn, hvis bærer
bringer mig til min båre.
Selv om jeg fik begravet
min sorgs genstand i gåder,
ville kenderen gætte
grunden til min græmmelse.

,,Og nu," fortsætter Egil, ,,får det stå ved magt, som man siger, at mellem venner skal intet skjules. Siden du spørger mig om, hvilken kvinde det er, jeg har skjult i mit digt, så er det Asgerd, din frænke. Og nu spørger jeg dig, om du vil give mig din bistand til, at jeg kan blive gift med hende." Arinbjørn Siger straks, at han finder tanken god, og lover for sin part at befordre giftermålet. Nu gik Egil til Asgerd og forebragte hende sin begæring; men hun skød afgørelsen ind under sin fader og sin frænde Arinbjørn. Derefter taler Arinbjørn med Asgerd, og til ham har hun samme svar. Nu rejser Egil og Arinbjørn til Bjørn Høld, og Egil frier til Asgerd. Bjørn har ikke noget derimod, men skyder sagen ind under Arinbjørn. Arinbjørn er meget for forbindelsen. Det blev da til, at Egil fæstede Asgerd, og brylluppet blev berammet til at stå hos Arinbjørn. Egils giftermål blev fejret med et glimrende gilde. Og nu genvandt Egil sin munterhed.

Arvestriden med Bjergønund

Næste forår udrustede Egil købmandsskib til en rejse til Island. Arinbj ørn frarådede ham at tage fast ophold i Norge, så længe Gunhild havde så stor en magt. ,,Du har en fjende i hende," siger Arinbjørn, ,,og dit møde med Ejvind Skreja ved Jyllandskysten har ikke forbedret din Sag." Egil havde en heldig rejse til Island og kom om høsten til Borgefjord. Han havde da været udenlands i tolv vintre. Skallagrim begyndte at blive gammel nu; han blev meget glad for sønnens hjemkomst. Egil tog til Borg og sammen med ham Thorfinn Strange og et stort følge; de blev hos Skallagrim om vinteren. Egil bragte bundløse rigdomme med sig hjem til Island. Men der er ikke overleveret noget om, at Egil delte de sølvpenge, han havde fået i hænde af kong Adelsten, hverken med Skallagrim eller nogen anden. Samme vinter blev Thorfinn Strange gift med Skallagrims datter Sæun, og om foråret gav Skallagrim dem hjem på Langåfos og land ind fra Lejrløk mellem Langå og Alftå og til fjelds. Thorfinn og Sæun fik en datter, Thordis, som siden blev gift med Amgeir på Holmen, søn af Berse den Gudløse; deres søn var Bjørn Hitdølakappe. Egil boede nu nogle år hos Skallagrim og overtog driften af ejendommene sammen med ham; han blev fuldstændig skaldet i disse år. Herredet blev mere og mere bebygget. Hromund, en broder til Grim den Håløske, slog sig ned i Tveråhlid sammen med hele sit skibsmandskab; han var fader til Gunløg, som fik datteren Thurid, der blev moder til Illuge den Svarte.

Egil havde levet adskillige år på Borg, da der en sommer kom skibe til Island fra Norge, og han fik underretning om, at Bjørn Høld var død, og at Bjergønulid, hans svigersøn, havde tilegnet sig alt, hvad Bjørn havde efterladt sig. Alt løsøre havde han flyttet hjem til sig selv; jorderne havde han bortforpagtet og tilegnet sig al landskylden. Egil forhørte sig i enkeltheder om, hvorvidt Bjergønund havde foretaget sig dette på egen hånd, eller om han stod i ledtog med dem, der var stærkere, og han fik da at vide, at Bjergønund var bleven meget til vens med kong Erik, men især med Gunhild. Næste forår sejlede Egil til Norge og havde sin kone Asgerd med. Så snart han kom til Norge, begav han Sig til Annbjørn og fik ophold hos ham, gik straks til rådslagning med ham om de arverettigheder, Egil mente at have efter Bjørn høld. Arinbjørn gav ham ikke gode udsigter; Bjergønund var en hård, trættekær mand, ubillig og grisk, og havde medhold hos kongen og dronningen. Gunhild var, som Egil vidste, hans uforsonlige fjende og ville næppe tilskynde Bjergønund til at gøre ret og skel i denne sag. Men Egil kunne ikke tro andet, end at kongen jo ville lade lov og ret stå ved magt; med Arinbjørns bistand ville han føre sagen igennem mod Bjergønund. De aftalte da, at Egil rejste til Ask sammen med tyve mand og opsøgte Ønund, overfor hvem han nedlagde krav på skiftning af arven efter Bjørn, idet Bjørns døtre var ligeberettigede efter loven. "Men rigtignok synes jeg," sagde Egil, ,,at Asgerd er af en langt bedre slægt end Gunhild, din kone." Ønund for straks ud: ,,Det er ingen ringe dristighed af dig, Egil, som er lyst landflygtig i kongens lande, at komme her og anmasse dig overfor hans mænd. Du skulle dog betænke, at jeg har væltet folk før af din slags og for mindre sagers skyld end denne, hvor du kræver arv for din kone; thi det er almindelig bekendt, at hun er trælbåren på mødrene side." Ønund gav endnu mere ondt af sig; men da Egil var klar over, at der ikke var forlig at få med Ønund, stævnede han ham til tings for at anke sin sag ind under Gulatingsloven. ,,Til Gulating skal jeg komme," siger Ønund, ,,og det skal ikke være med min gode vilje, hvis du kommer hel derfra." Det håbede Egil at tage sådan, som det kunne falde sig; og dermed vendte han tilbage til Arinbjørn og fortalte ham, hvad Ønund havde svaret. Arinbjørn blev meget forbitret over, at hans faster Thora blev kaldt for en trælkvinde. Han rejste straks til kongen og førte sagen frem for ham; men kongen viste sig ikke venligsindet; han siger, at Arinbjørn alt for længe havde støttet Egils sager; for Arinbjørns skyld havde han hidtil set gennem fingre med, at Egil opholdt sig i landet; men det gik dog for vidt, hvis han hjalp ham til at forfølge kongens venner. Arinbjørn bad om at måtte henholde sig til lovens afgørelse i denne sag; det optog kongen temmelig unådigt, og Gunhild, mærkede han, var endnu værre sindet. Arinbjørn kom hjem og meldte, at udsigterne ikke var de bedste.

Efter at vinteren var gået, kom tiden, da folk rejste til Gulating. Arinbjørn indfandt sig på tinget med en meget stor styrke, og Egil var med under hans beskyttelse. Kong Erik var tilstede og havde også en stor styrke. I kongens følge var Bjergønund og hans brødre; også de var omgivet af mange mænd. Nu gik begge parterne frem til dér, hvor retten var sat, for at fremføre deres retskrav. Ønund var meget stortalende. Retten var sat på en jævn mark, og der var stukket hasselstænger ned i grønsværet i en ring, som var forbundet med snore, de fredhellige bånd. Indenfor i ringen sad dommerne, tolv fra Fjordefylke, tolv fra Sognefylke og andre tolv fra Hordafylke; disse tre tylvter skulle dømme i alle forefaldende sager. Arinbjørn bestemte, hvem der skulle være dommere fra Fjordefylke, men Thord fra Aurland, hvem der blev det fra Sogn; alle disse tilhørte et og samme parti. Arinbjørn havde et langskib liggende fuldt parat foruden flere mindre fartøjer, skuder og rofartøjer, bemandede med bønder. Kongen havde seks eller syv langskibe, i forhold til sin hær. Desuden var en mængde bønder tilstede på tinget.

Egil begyndte Sit kæremål med at opfordre dommerne til at dømme ham og Ønund imellem efter loven. Han udlagde, hvilken retslig adkomst han havde til det gods, Bjørn Brynjolfsson havde efterladt Sig, idet hans ægtefælle Asgerd, Bjørns datter, var arveberettiget. Hun var såvel odelbåren i alle slægtsgrene, født af frie bønder, som lensbåren, idet der var lensmænd i hendes slægt; endelig var hun højbåren, af gammel fremragende æt; han opfordrede derfor dommerne til at tilkende hende halvdelen af arven efter Bjørn, land og løsøre. Da han havde endt sin tale, tog Bjergønund til orde. ,"Min hustru Gunhild," sagde han, ,,er datter af Bjørn og Oløf, hans lovformelige ægtefælle. Gunhild er Bjørns retmæssige arving, og derfor har jeg tilegnet mig alt, hvad Bjørn efterlod, idet jeg vidste, at Bjørns anden datter ikke havde adkomst til arv. Hendes moder blev nemlig hærtagen og siden gjort til frille imod hendes frænders minde og slæbt fra det ene land til det andet. Men du, Egil, har i sinde at fare frem her, som du er vant til andre steder, hvor du er kommen, med overmod og uret. Det skal ikke nytte dig her; for kong Erik og dronning Gunhild har lovet mig min ret så langt, som deres magt rækker. Jeg er i stand til at føre vidner for kongen og dommerne om, at Thora Hladhønd, Asgerds moder, blev bortført fra sit hjem hos hendes broder Thorer herse og anden gang fra Brynjolf på Aurland. Derpå flød hun om i udlandet med vikinger, som var lyst fredløse af kongen, og i landflygtigheden fik hun denne datter Asgerd med denne Bjørn. Det er dog et stærkt stykke, at Egil nu agter kong Eriks ord ikke mere, end om de aldrig var bleven sagt, at du, Egil, indfinder dig her i landet, efter at kongen har gjort dig fredløs, og at du vover at kalde den trælkvinde, du har giftet dig med, for arveberettiget. Jeg kræver af dommerne, at de tildømmer mig hele arven efter Bjørn, og at de erklærer Asgerd for kongens trælkvinde, eftersom hun blev født, mens hendes fader og moder var lyst i fredløshed af kongen." Nu tog Arinbjørn ordet: ,"Vi vil fremføre vidner på, kong Erik, og bekræfte det med ed, at det i forliget mellem min fader Thorer og Bjørn høld udtrykkelig blev fastslået, at Bjørn og Thoras datter Asgerd skulle nyde fuld arveberettigelse efter sin fader Bjørn; fremdeles vil vi føre vidner på, hvad der er dig tilstrækkelig bekendt, konge, at du selv hævede landflygtighedsdommen igen, hvorved grundlaget for hele uenigheden mellem parterne bortfaldt." Kongen svarede ikke straks på Arinbjørns indlæg. Da kvad Egil:

Trælkvinde kalder tyven
Thoras højbårne datter!
Det må man sige: en griskhed
grov og uden grænser!
Hvis ikke Asgerd arver,
Ønund, da arver ingen!
Dette vil vi bekræfte,
krigerkonge, med eder!

Arinbjørn lod da sit vidnesbyrd fremføre af tolv udvalgte mænd, som alle havde været Ørevidner til forliget mellem Thorer og Bjørn, og bad kongen og dommerne om at tage dem i ed. Dommerne erklærede sig villige dertil, med mindre kongen forbød det. Kongen sagde, at han hverken ville give tilladelse dertil eller forbyde det. Da greb Gunhild ordet: ,,Det er dog for galt, konge, at du vil finde dig i lovtrækken af denne store Egil. Om han så tragtede efter din kongeværdighed, ville du vel ikke engang stoppe munden på ham. Men selv om du ikke vil fremme sagen til Ønunds fordel, har jeg ikke i sinde at tåle, at Egil træder mine venners ret i den grad under fødder, at han ved kneb tilraner sig Ønunds ejendom." Hun så sig om efter sin broder Alf Askmand: ,,H vor er du, Askmand? Gå du med dine folk hen til dommerne og sørg for, at dommerne ikke afsiger en sa uretfærdig dom." Alf Askmand og hans svende styrtede sig da over retsindhegningen, skar de fredhellige bånd i stykker, brød stængerne ned og sprængte dommerne fra hinanden. Der blev nu stor larm på tinget, men alle folk var våbenløse. Egil råbte: ,,Kan Bjergønund høre mine ord?"

,,Jeg hører," svarede han. ,,Så æsker jeg dig til holmgang med det samme her på tinget. Lad så den, der sejrer, få godset, vi trættes om, land og løsøre; men dig erklærer jeg for hver mands nidding, hvis du undslår dig." Kong Erik svarer for Ønund: ,,Har du så stor lyst til at slås, Egil, så kan vi vel føje dig i din begæring." ,,Slås med dig og en hær har jeg ikke tænkt," svarer Egil, ,,men lige parti, mand for mand, skal jeg ikke vige tilbage for, hvis man under mig det. Og i den henseende er jeg rede uden persons anseelse." Dette var en udfordning til selve kongen, og Arinbjørn sagde straks:

,,Lad os nu tage bort, Egil; hvad her mere sker, er ikke det, vi er kommen for." Han vendte sig med hele sit følge og forlod tinget. Men Egil gjorde front mod tinget først og udråbte:

,,Det kalder jeg Årinbjørn og Thord til vidne på og alle de mænd, der kan høre mine ord, lensmænd og lovmænd og menigmænd, at jeg nedlægger forbud på alle de jorder, der var i Bjørns eje, så at ingen der skal bo eller bygge eller gøre sig fordel. Dig, Bjergønund,

forbyder jeg dem, så vel som alle andre mænd, inden- og udenlandske, høje og lave. Og enhver mand, der handler herimod, stempler jeg som lovbryder imod landets ret, krænker af freden og krænker af alle guder." Derpå gik Egil sin vej med Arnbjørn.

De ilede nu til skibene, som ikke kunne ses fra tinget, da der lå en forhøjning imellem. Da de var kommen til skibene, sagde Arinbjørn til sine mænd: ,,Ingen kan være i tvivl om udfaldet på dette ting, at retskendelsen blev os forment. Kongen står os sådan imod, at vi kan vente overlast af ham; enhver af os skal derfor søge sit skib og rejse hjem." Men til Egil sagde han: ,,Gå du nu i dit skib med dine folk og se at komme af sted så hurtigt som muligt; kongen vil sikkert sætte efter dig og stræbe dig efter livet. Indfind dig så siden hos mig uden hensyn til, hvordan det går med dig og kongen." Egil fulgte hans råd, gik til en skude sammen med tredive mand, og de sejlede øjeblikkeligt.

Det var et meget hurtigt fartøj. En mængde andre skibe, som Arinbjørn ejede, løb samtidig ud af havnen, skuder og rofartøjer; men Arinbjørns langskib kom sidst afsted, da det var tungest at ro. Egils fartøj skød hurtigt fremad foran alle andre skibe. Kong Erik optog imidlertid forfølgelsen. Han havde hørt Egils sidste ord på tinget og var bleven meget opbragt; men alle folk var våbenløse på tinget, og han skred derfor ikke straks til angreb. Nu bød han alle sine mænd følge sig til skibene; der holdt han husting og sagde, at det var hans hensigt straks at sætte efter Arinbjørn og Egil og om muligt dræbe Egil uden at skåne nogen, der satte sig til modværge. Derpå gik de i skibene og roede så hurtigt, de kunne, efter Arinbjørn nordefter i sundene den vej, de havde taget. Da de kom til Sognefjord, så de Arinbjørns flåde; kongen indhentede dem i Saudungssund; han lagde straks til Arinbjørns langskib, og kongen spurgte, om Egil var der på skibet. Arinhjørn svarede, at Egil ikke var på hans skib, som kongen selv kunne se; han var ikke af den slags, der skjulte sig under tiljerne; Egil, oplyste han, var med tredive mand gået i en skude for sig og var roet ud imod Stensund. Kongen havde selv set, at flere skibe var roet ud imod Stensund; han gav ordre til at ro efter og indhente Egil.

Om bord på kongens skib var en af hans hirdmænd ved navn Ketil Hød; han viste vejen, når kongen selv stod ved roret. Ketil var stor og iøjnefaldende af vækst; han var en nær slægtning af kongen og lignede ham meget af udseende. Inden Egil tog til tinget, havde han gjort sit langfartsskib sejlklart og flyttet alt gods ombord. Han roede nuderhen, hvor det lå; de gik ombord og lod rofartøjet flyde mellem skibet og land med alle årerne i hamlerne. Men om morgenen, da det begyndte at lysne, blev vagtmændene var, at flere store skibe kom roende imod dem. Egil så straks, at det var kongen; seks langskibe kom stævnende imod dem. Han bed alle springe i roskuden; selv tog han de to kister med sig, som Kong Adelsten havde givet ham; dem førte han altid med sig. Fuldt bevæbnet roede de frem mellem landet og det af langskibene, der sejlede nærmest land, og det var kong Eriks skib. Og fordi alt gik så hurtigt, og det ikke var helt lyst endnu, løb skibene forbi hinanden, og idet løftingerne var ud for hinanden, kastede Egil et spyd og traf den mand, der styrede, midt på livet. Det var Ketil Hød. Kong Erik råbte til sine mænd, at de skulle ro efter Egil. Idet skibet løb forbi købmandsskibet, sprang nogle af kongens mænd op på det, og de af Egils mænd, der havde overhørt hans bud og ikke var fulgt ham ombord i skuden, blev alle dræbt, dem man fik fat i; men resten flygtede i land; der faldt ti af Egils mandskab. Nogle roede nu efter Egil, og nogle plyndrede købmandsskibet, og efter at de havde taget alt, hvad der var i det, brændte de det. Men de, der forfulgte Egil, roede skarpt til, to mand ved hver åre; de savnede ikke folk indenbords. Men Egil var underbemandet; de var kun atten på skuden, og kongen vandt ind på ham. Men mellem nogle af Øerne var der et grundt sund, og det var tilmed lavvande; her løb Egil ind med sin lette skude. De store langskibe kunne ikke flyde der, og således skiltes de. Kongen vendte om og sejlede sydpå; men Egil rejste op imod nord for at træffe Arinbjørn. I anledning af Ketil Høds drab kvad han:

Ti mand af vor skare
skiltes vi ved samt skibet;
blod på øksen øgede
Erik da efter evne!
For en ringe erstatning regner jeg,
at jeg rammede spydstrålen
tværs igennem kråsen
og kallunet på Ketil.

Arinbjørn gav Egil tilsagn om, at han ikke skulle komme til at savne hverken midler eller et skib stort nok til, at han kunne rejste til Island med det. Han skaffede ham et havgående skib og ny udrustning. Med Egil fulgte Asgerd, som havde opholdt sig hos Arinbjørns, mens de var på tinge. Han udrustede sig nu til havrejse med omkring tredive mand. Fra Arinbjørn skiltes han i venskab. Og ved afskeden knyttede han følgende vers til kong Erik:

Alle magter og aser -
jag Erik ud af landet!
Hævn over ham, som ranede
min ret; guderne ramme ham!
Folkets frihedsberøver -
gør ham landflygtig,
Odin, Frejr og Njord! Lad hadet
hænge ved helligdomsskænderen!

Egils hævn

Men Egil rejste ikke straks; han blev liggende ude ved de yderste havskær, med vejen åben, men ventende, holdt sig underrettet om, hvad der foregik i land.

Kong Erik havde imidlertid meget travlt denne samme sommer. Harald Hårfager havde delt riget mellem sine sønner, således at Erik skulle være overkonge. I kong Haralds halvfjerdsindstyvende regeringsår fik Gunhild en søn, som kongen vandøste og gav sit navn med den bestemmelse, at han, hvis han levede så længe, skulle være konge en gang efter sin fader Erik. Tre år efter døde kong Harald på Rogaland og blev højsat ved Haugesund. Men efter hans død blev der ufred mellem brødrene; i Vigen tog man Olaf til konge, men trønderne Sigurd. Året efter kong Haralds død fældede Erik Blodøkse begge disse sine brødre i Tønsberg. Dette skete i den samme sommer, kong Erik var på Gulating og skiftede mellem Egil og Bjergønund som før fortalt.

Mens kongen var i leding, blev Bjergønund hjemme på sin gård; han fandt det ikke rådeligt at forlade den, sålænge Egil endnu ikke var ude af landet. Hans broder Hadd var hos ham. I nærheden på kongens gård Ålreksstad opholdt sig en ung mand ved navn Frode, en slægtning af kongen og opfostret hos kongen, en meget smuk ung mand, lige udvoksen; kong Erik lod ham tilbage til hjælp for Bjergønund. På Alreksstad hos Frode opholdt sig en ung søn af kong Erik og Dronning Gunhild ved navn Ragnvald; han var da ti eller elleve år gammel og tegnede til at blive en ypperlig mand. Inden kong Erik drog i krig mod sine brødre, lyste han Egil fredløs over hele Norge, fra den ene ende til den anden, at dræbe for allemand. Arinbjørn fulgte kongen i leding. Egil lå ude ved et havskær, der hedder Vitar, udenfor øen Alden, fjernt fra hvor skibe kom; nogle fiskere lå her, hvem han spurgte om nyt, og her hørte han, at kongen havde gjort ham fredløs. Han kvad:

Ud på de lange veje
lukker han mig, lovskænderen,
blodøksen, brodermorderen,
forbryderen - selv under åget!
For det er Gunhild, den grusomme,
der er grund til forfølgelsen.
Men jeg skal dog vise heksen,
hvis hals der er hårdest!

Vejret var roligt, med vind fra fjeldet om natten og havbrise om dagen. En aften sejlede Egil ud til havs; og fiskerne, som var sat til at udspejde, hvad Egil tog sig for, roede da i land og kunne fortælle, at nu var Egil lettet og stået ud til havs, og nu var han rejst. Beskeden blev bragt for Bjergønund, og da han havde fået den, sendte han alt det mandskab fra sig, han havde haft til sin bevogtning, og roede ind til Alreksstad for at indbyde Frode til gilde, for Bjergønund havde meget øl hjemme. Frode fulgte med ham tillige med nogle mænd, og de gjorde sig nu lystige ved drikken uden at tænke på nogen fare. Ragnvald kongesøn havde en seksårers karve, som var malet over vandgangen; og da Frode var rejst hjemmefra, tog han sammen med sit følge, som altid var med ham, tolv mand, i karven ud til Øen Herdla. Her var en stor kongsgård, som blev bestyret af en mand ved navn Skægthorer; Ragnvald var bleven opfostret hos ham i barneårene. Thorer tog kærligt imod kongesønnen; og det skortede heller ikke på øl der. Egil sejlede ud på havet om natten som før omtalt; men om morgenen faldt vinden, og det blev stille. De drejede bi og lod skibet ride på søen; men da havbrisen kom, vendte de og sejlede ind til skærene udenfor Herdla, hvor de fandt et godt tilflugtssted og tjeldede over for resten af natten. Egil gik selvtredje i skibsbåden og roede ind til Herdla. Han sendte en mand op på Øen for at spejde, og han kom tilbage og fortalte, at Ragnvald kongesøn og hans mænd sad oppe på gården og drak. Af en af huskarlene, der var fuld, havde han fået at vide, at de ville drikke mindst lige så meget som henne hos Bjergønund, skønt Frode med andre fire mand sad der; men ud over husfolkene var der ellers ingen mandskab på gården. Egil roede nu tilbage til skibet og bød sine mænd stå op og væbne sig. Skibet lagde de ud for anker parat til at sejle, og Egil lod tolv mand blive tilbage for at vogte det. Med de andre sytten mand gik Egil i skibsbåden og roede ind ad sundene. De passede det sådan, at de kom om aftenen ind til Fenring, og der lagde de til uset i en vig. Egil bad de andre bie på sig, mens han selv gik op på Øen for at spejde. Han havde sine sædvanlige våben, hjelm og skjold, sværd ved bæltet og en kesja i hånden. Han gik frem på Øen og henimod, hvor der var nogen skov; en hat havde han trukket ned over hjelmen. Ved skoven traf han nogle drenge sammen med nogle store hyrdehunde; han spurgte dem, hvad de ville der med de store hunde. De undrede sig over hans uvidenhed, at han ikke vidste, hvad alle var optaget af, at her på Øen gik en stor bjørn, som havde dræbt både mennesker og kvæg, og på hvis hoved der var sat en pris. De vågede hver nat på Ask over kvæget, som var spærret inde i et indelukke. Hvorfor manden for resten gik væbnet om natten? Af frygt for bjørnen, oplyste Egil; og han kunne tilføje, at den længe havde været efter ham om natten; men nu havde han set den; den lå i dette Øjeblik inde i skovbrynet. Om alle folk lå og sov på gården? Drengene sagde, at Bjergønund og Frode sad endnu og drak; de holdt altid længst ud. ,,Så skulle I sige dem, hvor bjørnen er," tilrådede Egil; men selv ville han begive sig hjem. Han gik derpå sin vej, og en af drengene løb hjem til gården. Der havde alle lagt sig til at sove på nær Ønund, Frode og Hadd. Straks de hørte af drengen, hvor bjørnen var, tog de deres våben og løb op mod skoven. En flig skød frem af skoven med nogle spredte buske; her sagde drengen, bjørnen var bleven set. De så kvistene bevæge sig og mente at skelne, at bjørnen var der. Da sagde Bjergønund til Hadd og Frode, at de skulle løbe frem bagom buskene og hindre bjørnen i at søge skoven; selv løb han frem imod buskene. Han var væbnet med hjelln og skjold, sværd om livet og en kesja i hånden. Men den bjørn, der var i busken, det var Egil, og da han så Bjergønund komme, trak han sværdet og hængte sig det draget på armen ved en strop i hæftet; kesjen tog han i hånden og løb frem mod Bjergønund. Da Bjergønund så ham, øgede han farten og skød skjoldet for sig; inden de mødtes, kastede de begge spydet. Egil skivede sit skjold imod kesjen, så at den strejfede af og fløj i jorden; men Egils spyd kom på bredsiden af Bjergønunds skjold og gik igennem det på midten, langt op på bladet, så at spydet sad fast, og Ønund fik vanskeligheder med at håndtere skjoldet. Egil greb nu øjeblikkelig til sit dragne sværd; Ønund drog sit, men havde det ikke halvt ude af balgen, før Egil var igennem ham med sit sværd; Ønund hældede over, og Egil snappede rask sværdet til sig og huggede omtrent hovedet af Ønund. Han tog derpå kesjen ud af skjoldet. Hadd og Frode så Bjergønund falde og kom løbende til; Egil vendte sig imod dem og kastede kesjen imod Frode, så at den gik gennem skjoldet og brystet på ham; odden stod ud af ryggen, og han faldt død bagover. Nu gik Egil med sværdet imod Hadd, og de skiftede ikke mange hug, før Hadd faldt. Til drengene, som kom løbende, sagde Egil: ,,Sæt jer til hyrder nu over jeres husbond Ønund og hans følgesvende og pas vel på, at ikke vilde dyr og fugle kommer og tager deres lig." Egil gik derpå sin vej, men var ikke kommen langt, førend han mødte elleve af sine ledsagere; seks var bleven tilbage i båden. De spurgte, hvad han havde udrettet. Egil kvad:

Længe nok var jeg langmodig,
lod mig min ejendom berøve
af en brovtende bøddel;
nu har jeg brudt halsen på ham;
den rå, skrydende rise
ramlede endelig sammen.
Hadd og Frode, frygter jeg,
fulgte Ønund i døden.

,,Men nu," sagde Egil, ,,skal de smage vikingetægt her på gården. Slå alle ihjel, I ser, og tag alt med, hvad I kan bære!" De løb til gården og ind i husene og dræbte der femten til seksten mand, men nogle undløb. Derpå røvede de alt, de kunne føre med, og ødelagde resten. Kvæget drev de til stranden, slagtede det og bar kødet i båden, så meget den kunne bære. Efter det roede de ud imellem Øerne. Egil var nu så vild, at ingen kunne snakke med ham. Han styrede båden; og da de søgte ud af fjorden mod Herdla, kom Ragnvald kongesøn roende den anden vej i den malede karve sammen med sine tolv mand. De havde hørt, at Egils skib lå ved Herdla, og agtede nu at underrette Ønund derom; men da Egil så karven, kendte han den, styrede lige på den, og idet skibene stødte sammen, kom skudens stævn imod rælingen af karven; den krængede sådan over, at Søen strømmede ind og fyldte den. Egil greb kesjen og råbte til sine mænd, at ingen ombord på karven skulle spares. De værgede sig ikke stort og blev dræbt alle tretten, Ragnvald kongesøn og hans følge. Egil roede nu ind til Øen Herdla. Han kvad følgende:

Nu har jeg gengældt Gunhild
for hendes kunster på Gaular!
Erik, for svig i arvesager,
har jeg givet røde øjne.
Ragnvald traf vi selvtrettende;
travlhed skaffer os kongen:
meget bistår vi Blodøksen
i mordet på hans familie!

På Herdla stormede de fuldtbevæbnet op til gården. Skægthorer og hans husfolk så dem og rømte straks ud af gården, karle dg kvinder, alt hvad gå kunne; og Egils folk plyndrede derpå gården. Endelig begav de sig tilbage til skibet. Det varede heller ikke længe, før landvinden rejste sig, og de gjorde sig rede til at sejle.

Men da alt var sejlklart, gik Egil op på øen. Han tog en hasselstang og gik op på en bjerghammer, der vendte mod land. På enden af stangen satte han et hestehoved, læste over det og sagde: ,,Her sætter jeg op nidstang og vender forbandelsen imod kong Erik og dronning Gunhild." Han vendte hestehovedet ind mod land. "jeg vender forbandelsen imod alle landvætter tillige, som beskytter dette land, så at de skal fare husvilde omkring og ikke kende deres sted, før de har jaget kong Erik og Gunhild ud af landet!" Derpå stødte han stangen ned i en fjeldspalte og lod den stå der. Han ristede runer på stangen, som sagde, hvilken forbandelse der var nedlagt deri. Derpå gik han tilbage til skibet. De satte sejl og styrede ud til havs. Vinden tog nu til, og det blev hårdt vejr agterind; skibet arbejdede og skred stærkt i Søen. Da kvad Egil:

Vældigt gynget af vinden
vælter brusende bølger;
bjerge af vand mod stavnen
stemmer stormenes jætte.
Den blæsendes stride ånde
bryder isnende over
havhestens stavne og skyder
den skummende frem gennem sprøjtet.

Skallagrims død

Egil nåede uden uheld Island og slog sig ned igen på Borg. Skallagrim var nu bleven gammel og alderdomsskrøbelig, så Egil overtog helt ledelsen af ejendommen og driften.

En gang om høsten blev Egil indbudt til gilde hos sin slægtning Thord på Lambestad nede ved Alftanæs. Thord var søn af en søster til Bera Yngvarsdatter, Egils moder. Han havde ladet brygge øl og bød Egil og hans kone Asgerd på besøg hos sig, og de tog til Lambestad tilligemed en halv snes mand. Inden de rejste, kom Skallagrim ud, tog afsked med Egil, før han steg til hest, og sagde: ,,Det trækker ud, synes jeg, Egil, med regnskabet over de penge, kong Adelsten sendte mig. Hvorlænge har du tænkt at lade gælden stå?" ,,Er du nu helt pengesøde, fader?" spurgte Egil. ,,Det vidste jeg ikke. Penge skal du få af mig, så såre jeg ved, du trænger til det; men så vidt jeg ved, gemmer du endnu både en og to kister fulde af sølv." ,,Du lader til at mene, at du allerede har delt pengene med mig," siger Skallagrim. ,,Så har du vel heller ikke noget imod, at jeg gør, hvad jeg vil med, hvad jeg har i gemme?" ,,Det har du ikke nødig at spørge mig om," svarer Egil, ,,aldenstund du dog gør, som du vil, hvad jeg så råder dig." Derpå red Egil til gildet på Lambestad; det var meningen, de skulle blive der tre dage. Men den samme aften, efter at Egil var redet hjemmefra, lod Skallagrim sin hest sadle og red hjemmefra ved den tid, da andre folk gik i seng. Foran Sig på hesten havde han en temmelig stor kiste og under armen en kobberkedel, da han red bort; og det har siden været folks formodning, at han sænkede den eller begge dele ned i en kilde, som kaldes Krumkilden, og styrtede et stort klippestykke ned ovenpå. Skallagrim kom hjem ved midnatstid og gik til sit sengekammer, hvor han lagde sig med klæderne på; men om morgenen, da det blev lyst, og folkene stod op, fandt de Skallagrim siddende død på sengestokken, allerede så stiv, at de hverken kunne rette ham ud eller flytte ham af stedet. Man jagede en mand på en hest, og han sprængte afsted til Lambestad og fortalte Egil, hvad der var sket. Egil tog sine våben og klæder og red hjem til borg om aftenen, og straks han var stået af hesten, gik han ad omvej og gennem en bagdør ind i huset til briksen, hvor sengene stod, tog Skallagrim i skuldrene og bøjede ham bagover, lagde ham ned på briksen og ydede ham lighjælp. Egil lod nu grave hul i sydvæggen, og da det var gjort, tog han selv ved hovedet af Skallagrim, de andre ved benene, og bar ham ud igennem hullet og ud på Nøstenæs; her blev han stillet foreløbigt under et telt for natten. Men om morgenen ved flodtid lagde de Skallagrim i en båd og roede ham over til Digranæs. Her lod Egil rejse en høj på den yderste spids af næsset, og heri lagde man Skallagrim tilligemed hans hest, hans våben og hans smedeværktøj. At der skulle være givet ham penge med i højen, forlyder der intet om.

Egil overtog nu arven, jorder såvel som løsøre. Hos Egil opholdt sig Thorolfs og Asgerds datter Thordis.

Egils Englandsrejse

Erik Blodøkse regerede kun et år i Norge efter sin faders død; så kom Hakon Adelstensfostre en anden søn af Harald Hårfager, til Norge fra England; det var den samme sommer, som da Egil rejste til Island. Hakon drog nordpå til Throndhjem og blev taget til konge der; vinteren over var både han og Erik konger i Norge. Men om foråret samlede de begge to hære sammen, og Hakon fik så langt de fleste folk; Erik så da ingen anden udvej end at rømme landet; han rejste bort sammen med sin dronning Gunhild og deres børn. Arinbjøn herse var kongens fosterbroder og havde opfostret et af hans børn; kong Erik satte mest pris på ham af alle lensmænd og havde sat ham til høvding over hele Fjordefylke; Arinbjørn fulgte kongen ud af landet. De sejlede først vesterpå over havet til Orknøerne. Der giftede kong Erik sin datter Ragnhild med Arnfinn Jarl. Siden hærgede han med sin hær på Skotland og England. Da kong Adelsten hørte det, samlede han en hær og drog imod Erik; men da de traf hinanden, kom det til et forlig imellem dem, og kong Adelsten overlod Erik styrelsen af Northumberland imod, at han skulle være kongens landeværnsmand mod skotter og irer. Kong Adelsten havde gjort Skotland skatskyldig under sig efter Olaf den Rødes fald; men skotterne gjorde dog jævnlig opstand. Kong Erik havde sit sæde i Jorvik eller York.

Det fortælles nu, at Gunhild lod berede sejd og koglede det sådan sammen, at Egil Skallagrimsson aldrig skulle finde ro på Island, før hun fik ham for øje. Den sommer, da Hakon og Erik stredes om Norge, var der forbud for alle skibe mod at forlade Norge, og der kom således ingen skib til Island og ingen efterretninger fra Norge. Egil Skallagrimsson sad på Borg; men den anden vinter, efter at Skallagrim var død, blev Egil tungsindig, mere og mere uglad, jo længere vinteren skred frem. Om foråret gjorde han bekendt, at han agtede at rejse bort samme sommer, og skaffede sig skibsfolk, tredive mand; farten gjaldt England. Egil havde i sinde at besøge kong Adelsten for at se, hvordan det havde sig med de løfter, han havde gjort ham i sin tid, da de skiltes. Asgerd blev hjemme og styrede gården. Det blev sent, inden Egil kom af sted; medbør måtte de vente på, og det led mod efterår og uroligt vejr. De kom først ned nordenfor Orknøerne; men der ville Egil ikke lægge ind, fordi han frygtede for, at kong Eriks magt rakte til øerne; de sejlede derfor ned mod Skotland, fik storm og medvind og klarede uden om Skotland ind mod Nordenglands kyst. En aften ved mørkefald og i hårdt vejr så de brænding både forude og om bagbord; der var da ikke andet at gøre end at sætte skibet på land, og det gjorde de. De kom ind ved mundingen af Humber, og besætningen og størstedelen af ladningen bjergedes, men skibet blev vrag.

Da de traf folk, fik Egil at vide og forstod, at nu var der fare for ham, idet kong Erik og dronning Gunhild var kommen til England, havde styre der, og det ikke langt fra, hvor de var landet, i byen York. Han fik også at vide, at Arinbjørn herse var der hos kongen og i stor gunst hos ham. Og da Egil var klar over dette, tog han sin beslutning. Der var ringe udsigt til at undkomme, selv om han forklædte sig, så lang vej der var ud af kongens riger, og let kendelig som han var, og han kunne ikke tænke sig skammen ved at blive greben på et flugtforsøg. Han bed da tænderne sammen, skaffede sig en hest og red samme nat, som de var strandet, af sted mod York. Han kom dertil næste dags aften og red straks ind i byen. Over hjelmen havde han en bredskygget hat og var fuldt væbnet. Egil spurgte sig for om, hvor Arinbjørn var at finde, og da han havde fået det at vide, red han til huset, steg af hesten og traf en mand, hvem han henvendte sig til; det blev ham sagt, at Arinbjørn just sad ved måltidet. ,,Vær så god, min gode svend," siger Egil, ,,at gå ind i hallen og spørg Arinbjørn, hvor han helst vil tale med Egil Skallagrimsson, ude eller inde." ,,Ingen ulejlighed," siger svenden; han går ind i hallen og siger ganske højt: ,,Der står en mand her udenfor døren, så stor som en trold; han bad mig gå ind og spørge, om du ville tale med Egil Skallagrimsson ude eller inde."

"Gå ud og bed ham vente udenfor," siger Arinbjørn, ,,han skal ikke vente længe

Arinbjørn lod bordene tage bort og gik udenfor med alle sine huskarle. Han hilste på Egil og spurgte, hvorfor ban var kommen. Egil sætter ham med få ord ind i, hvad der var sket. ,,Og nu skal du råde mig, hvad jeg skal gøre, hvis du vil stå mig bi." ,,Har du truffet nogen her i byen, som har kendt dig, før du kom hertil?" ,,Ingen," siger Egil. ,,Vil hver mand tage sine våben," siger Arinbjørn til sine folk. Det gjorde de, og da de alle var væbnede, gik de til kongsgården, og Arinbjørn bankede på døren ind til hallen og sagde, hvem han var. Dørvogteren åbnede straks døren. Kongen sad ved måltidet. Arinbjørn udtog ti mand til at gå med ind og sagde til Egil: ,,Nu skal du bringe kongen dit hoved og omfavne hans knæ, men jeg skal tale din sag." Derpå gik de ind. Arinbj ørn trådte frem for kongen og hilste ham. Kongen bød ham velkommen og spurgte, hvad han ville. Arinbjørn holdt følgende tale: ,,Jeg har fulgt en mand herhen, som har rejst en lang vej for at opsøge dig og bede dig om tilgivelse. Det tjener til din hæder, herre, at dine uvenner af egen drift kommer rejsende fra fjerne lande, fordi de selv der ikke har været i stand til at bære din vrede. Tag nu imod denne mand, som det er en høvding værdig. Lad ham få din tilgivelse, han, som er rejst så langt, over store have, og har forladt hus og hjem, og som ingen anden grund havde til at drage ud på denne færd end længslen efter at udsone sig med dig." Kongen så sig om og fik ovenover hovedet på alle de andre mænd øje på Egil, så med hvasse øjne på ham og sagde: ,,Hvor tør du vove, Egil, at vise dig for mig? Sidst vi skiltes, var det sådan, at der ingen håb var for dit liv fra min side." Da gik Egil frem til bordet og omfattede kongens knæ; han fremsagde følgende:

Jeg kom over vrede bølger,
havhestens våde veje,
sinket af vind og sø,
anglers drot, for at se dig.
Vel må du kalde et sådant
venneskridt forvovent,
som at jeg nærmer mig
Harald Hårfagers herligste ætling.

Kong Erik sagde: ,,Jeg behøver ikke at tælle alle de sager op, der skiller imellem os; de er så mange og så fældende, at en eneste af dem er nok til at dømme dig fra livet. Her er ikke andet for dig at vente end at dø. Og det kunne du vide på forhånd, at hos mig er der ingen forlig at få." Gunhild falder ind: ,,Hvorfor ikke dræbe Egil straks, eller husker du ikke, konge, hvad han har gjort, dræbt dine venner og frænder, oven i købet din egen søn, og rejst nidstang imod dig; har nogen nogensinde hørt mage til vold imod kongen selv?" Arinbjørn siger: ,,Hvis Egil har skadet kongens omdømme, er han i stand til at gøre det godt igen med en lovprisning, som vil stå til evige tider." ,,Vi vil ikke høre hans ros," sagde Gunhild. ,,Lad Egil straks blive ført ud, konge, og halshugget. Jeg vil ikke høre et ord af ham og ikke se ham." ,,Kongen vil ikke lade sig ophidse til ethvert niddingsværk af dig heller," sagde Arinbjørn. ,,Han vil ikke lade Egil dræbe i nat, for drab om natten er mord." ,,Det skal være som du siger, Arinbjørn," siger kongen, ,,Egil skal have lov at leve i nat. Tag du ham med dig hjem, og kom så til mig med ham i morgen." Arinbjørn takkede kongen for hans ord og holdt endnu følgende tale: ,,Vi håber, herre, at Egils sag vil stille sig i et noget bedre lys. For har Egil forbrudt sig svært imod dig, så var der dog en årsag dertil, den uret, han har lidt fra dine frænders side. Din fader kong Harald tog Thorolf, Egils farbroder, af dage, en udmærket mand, uden anden grund end lavsindede menneskers bagvaskelse. Og du, konge, nægtede Egil lovens beskyttelse imod Bjergønund, stræbte ham efter livet og dræbte hans mænd samt berøvede ham hans ejendom; oven i købet gjorde du ham fredløs og jagede ham ud af landet. Og Egil er ikke en mand, der lader sig tirre. Men vil man dømme en mand, får man tage hensyn til, hvor udæsket han har været. Nu skal jeg tage Egil med hjem i min varetægt for i nat." Så snart de kom hjem, gik Arinbjørn med Egil til et lille kammer på loftet og rådslog om sagen.

Arinbjørn siger: ,,Kongen var meget vred; men det forekom mig dog, han blev noget mildere stemt, inden vi skiltes; det er muligt, skæbnen vender sig for dig. Men Gunhild, ved jeg, vil sætte al sin magt ind på at ødelægge din sag for dig. Nu vil jeg give dig det råd, at du våger i nat og digter et lovkvæde om kong Erik. Jeg tror, det var det bedste, om det blev en drapa på tyve vers, og den kunne du så kvæde i morgen, når vi kommer for kongen. Således bar min frænde Brage sig ad, da han var falden i unåde hos den svenske kong Bjørn; han digtede en drapa på tyve vers på en nat og frelste dermed sit hoved. Det er muligt, vi kunne forsone kongen på samme måde." ,jeg skal forsøge denne udvej," siger Egil, ,,når du vil. Men aldrig er det kommen i min tanke, at jeg skulle digte lovkvæde om kong Erik." Arinbjørn had ham forsøge og gik derpå bort til sine mænd. De sad ved drikken til midnat, så gik Arinbjørn med sit følge til sovekamrene; men inden han havde klædt sig af, gik han op på loftet til Egil og spurgte, om det skred godt med kvædet. Egil siger, at han slet ikke havde fået noget gjort.

,,Der har siddet en svale her ved gluggen og skreget hele natten, så jeg ikke et øjeblik har haft ro for den." Da gik Arinbjørn ud af en dør, som førte op på huset, og satte sig ved gluggen; han så, at en fugl eller noget. der havde forgjort sig som fugl, forsvandt ned til den anden side af huset. Arinbjørn blev siddende der ved gluggen hele resten af natten, til det blev lyst.

Og efter at Arinbjørn var kommen, gjorde Egil hele drapaen og havde indprentet sig den sådan, at han kunne fremsige den om morgenen for Arinbjørn. De holdt sig nu rede til det øjeblik, de kunne træffe kongen.

Kong Erik gik til bords til sædvanlig tid med et stort følge, og Arinbjørn begav sig da med alle sine mænd fuldt væbnede til kongsgården og krævede at blive indladt i hallen. Det blev ham tilstedet; han og Egil gik ind med halvdelen af deres følge; resten blev stående udenfor døren. Arinbjørn hilste på kongen, som modtog ham vel, og sagde:

,,Her er jeg nu med Egil. Han har ikke gjort forsøg på at løbe bort i nat. Nu vil vi vide, herre, hvad der skal blive hans lod. Jeg venter, at du holder mig noget til gode, at jeg aldrig har sparet nogen ulejlighed, ord eller dåd, når det gjaldt din fordel. Alle mine ejendomme, frænder og venner i Norge lod jeg tilbage for at følge dig, da alle dine andre lensmænd skilte sig fra dig, ikke mere end rimeligt efter alt, hvad du har gjort for mig." ,,Hold op, Arinbjørn," siger Gunhild, ,,at tale så vidt og bredt om dette. Du har gjort meget for kong Erik, og han har lønnet dig rigelig derfor. Du skylder kong Erik mere end Egil; det kan ikke være din mening, at Egil skulle slippe ustraffet af kong Eriks vold, efter hvad han har forbrudt." Arinbjørn siger: "Hvis du, konge, og din dronning er bleven enige om, at Egil ikke skal have forlig, så er det æresskik mellem mænd at give sin fjende lejlighed til at frelse sig indenfor uges frist. Egil er kommen her af egen fri vilje og venter for så vidt fred. Lad ham da gå, og lad os så se, hvordan skæbnen arter sig imidlertid." ,,Det er let at se, Arinbjørn," siger Gunhild, ,,at du er Egil en bedre ven end kong Erik. Hvis Egil skal have lov at ride herfra med en uges frist, vil han i den tid kunne nå til kong Adelsten. Men kong Erik kan ikke skjule for sig selv, at han begynder at stå tilbage for andre konger nu. For ikke sålænge siden ville ingen have troet, at han ikke skulle have vilje og magt til at hævne sin tort på enhver mand af Egils slags." Til det siger Arinbjørn: ,,Ingen vil holde Erik for en bedre mand, fordi han slår en udenlandsk bondesøn ihjel, der er kommen for at give sig i hans vold. Men hvis han vil øge sit ry med sligt, da skal jeg sørge for, at det skal blive en begivenhed, man vil snakke længe om, for hvad der fra nu af hænder Egil, det skal hænde os begge. Dyrt vil du, konge, komme til at købe Egils liv, inden vi alle sammen bider i græsset, jeg og mine følgesvende. Jeg havde ikke ventet mig af dig, at du hellere ville se mig strakt til jorden end skænke en mand livet på min forbøn." Da siger kongen: "sætter ikke lidt på spil, Arinbjørn, for at stå Egil bi. ville gøre mig ondt at tilføje dig skade, hvis det kommer så vidt, at du hellere vil udsætte dit liv end se ham dræbt. Men skyldig er Egil, hvad jeg så siden gør ved ham." Da kongen havde talt ud, gik Egil frem for ham og begyndte at fremsige sit kvæde; han kvad med høj røst og fik straks ørenlyd:

1. Jeg drog mod vest
på havets hest.
Da isen veg,
jeg skib besteg.
Jeg bar om bord
det gyldne ord
for over have
med sangens gave.

2. Kun som en vånd
i kongens hånd
jeg bør af bånd
mig fri med ånd.
Får frem jeg bære
et digt til ære
for den folkekære,
som leder hære?

3. Giv alle agt på,
hvad med pragt
her bliver sagt
om kongens magt.
Ukendt af få
hans bane lå;
alverden så
kong Erik slå.

4. Blandt skjoldes brag
på kampens dag
slog kongens slag
alting i kvag.
Og sværd, som skrød
på skjold, som lød,
og spyd, man skød,
forkyndte død.

5. Af gny beruset
i våbensuset
fyrsten syner,
hvor slaget lyner;
vejen han baner
for flyvende faner
i våbenbyger,
hvor blodet ryger.

6. For slagmarksskrald
og fjende fald i våbengny
fik Erik ry.

7. Hirdmænd i hallen,
lytter til skjalden!
Jeg melder mere,
frasagn flere,
i mange riger
om Erik kriger,
som voldte skårede
skjolde og sårede.

8. Sværd hørtes hamre
mod jernhjelm-kamre
og spydstråler springe
mod brynje og bringe.
Mænd blegne
så jeg og segne,
fældet som egen
i jernlegen.

9. Hvor oddene bed,
og mænd gik ned
i våbengny,
Erik fik ry.

10. Det blodige blad
skilte kroppe ad,
og den røde brad
gjorde ravnen glad.
Skotternes øder
ulven føder.
Ørn sætter blodspor
i Eriks fodspor.

11. Helvedes guder,
Ravn ådselbebuder,
af luft luder,
mens ulve tuder.
Ravnen gynger
på ligdynger,
og ulven mætter
sig mange nætter.

12. Ulv og ravn
giorde Erik gavn.
Der stod blod om hans stavn
og om Eriks navn.

13. Mod målet ile
de slanke pile.
Buen strammes,
og mænd rammes.
Med pil peges,
ulv vederkvæges,
hørstreng flyver,
og pil klyver.

14. Sit skjold smider han,
i slaget skrider han,
til Hel sender
han sine fjender.
Fra morgengry
og til aftensky
vil gå et gny
af Eriks ry.

15. Han kom med krig
og efterlod lig.
Der stod blod om hans stavn
og om Eriks navn.

16. Om hvad kongen tragter
imod, jeg agter
til hirdmænds glæde
endnu at kvæde:
Forhugget skjold
og mand gjort kold
og fjendens hold
i Eriks vold!

17. Den store kriger
sin hird beriger.
Aldrig sparer
en ven af farer.
Guldet en blund
Kun en stakket stund,
når hånden er rund,
får på kistebund.

18. Så fulgte da ære
Eriks hære,
sværdsangen
og bueklangen.
Ringene delte han,
sit rige helte han;
skåler bør tømmes,
når han berømmes.

19. Kvad jeg med smag
til kongens behag?
Stilhed i hallen
huede skjalden.
Fra hjertegrunden
vælded til munden
ved Odins gunst
skjaidskabets kunst.

20. Til din pris jeg kvad,
mens stille man sad.
I kongens gård
min kunst jeg forstår.
Min tanke jeg spandt
og med ordet bandt.
Vist alle fandt,
hvad jeg kvad var sandt.

Kong Erik sad højt oprejst, mens Egil kvad kvædet og så ufravendt på ham. Da drapaen var sluttet, sagde kongen: ,,Kvædet kunne ikke fremføres bedre, og nu er jeg bleven enig med mig selv om, Arinbjørn, hvordan vort mellemværende med Egil skal ordnes. Du har taget dig af Egils sag med stor nidkærhed, så vidt som til at stille mig et brud med dig selv i udsigt. Nu skal jeg for din skyld lade det ske, som du vil have det, at Egil skal få lov til at rejse hel og uskadt fra mødet med mig. Men du, Egil, hyt dig for nogensinde at komme mig eller mine sønner for øje, når du er ude af denne stue, og kom aldrig i nærheden af mig eller min hær. For selv om jeg nu for denne gang skænker dig dit hoved, fordi du gav dig i min vold, og jeg ikke vil øve niddingsværk på dig, så skal du dog vide, at dette er ingen forlig hverken med mig eller mine sønner eller nogen af vore frænder, som står på deres ret."

Da kvad Egil:

Jeg er ikke ked af,
konge, at få
en så hæslig ting
som mit hoved af dig.
Når så man mere
højmodig fyrste
unde nogen
ypperligere gave?

Arinbjørn takkede kongen med fagre ord for den nåde og det venskab, han havde vist ham. Arinbjørn og Egil gik derpå hjem til Arinbjørns gård. Her lod han hundrede beredne mand gøre sig i stand og red med dem, fuldt væbnede, indtil de kom til kong Adelsten, af hvem de fik en god modtagelse. Kongen tilbød Egil ophold hos sig og spurgte ham, hvorledes det var gaaet ham hos kong Erik. Egil kvad:

Erik, ravnens ernærer,
mig overlod mine øjne,
en kongelig gave, syntes jeg,
selv om de også er sorte.
Æren tilkommer Arinbjørn;
ikke uden hans visdom,
som greb om nælden med hånden,
havde jeg nu mit hoved.

Da svogrene skiltes, gav Egil Arinbjørn de to guldringe, han i sin tid havde fået af kong Adelsten; de vejede en mark hver. Arinbjørn på sin side gav Egil sværdet Dragvandel, som han selv havde fået af Thorolf Skallagrimsson, der havde det fra sin fader. Skallagrim havde det fra sin broder Thorolf Kveldulfsson, som havde fået det af Grim Lodinkinn, en søn af Ketil Høng. Dette sværd havde Ketil Høng ejet og brugt i sine holmgange; det bed bedst af alle sværd. Arinbjørn og Egil skiltes med megen kærlighed, og Arinbjørn rejste tilbage til York til kong Erik. Men Egils ledsagere og skibsfolk lod man have fred, og de omsatte deres varer i York under Arinbjørns beskyttelse; da vinteren var gået, rejste de sydpå ned i England og samledes med Egil.

Egil og Hakon Adelstensfostre

Egil blev ikke lang tid i England, uagtet kong Adelsten gerne havde beholdt ham hos sig som landeværnsmand. Til England var fulgt med Arinbjørn en ung mand ved navn Thorstein Eriksson, søn af Erik Alspag, lensmand i Vigen; hans moder Thora var en søster til Arinbjørn, og han var bleven opfostret hos Arinbjørn.

Samme høst som Egil kom til England, indløb der efterretninger fra Norge om, at Erik Alspag var død, og at kongens fogeder havde inddraget hans ejendom under kronen.

Arinbjørn og Thorstein besluttede da, at Thorstein skulle rejse til Norge og kræve sin arv tilbage lagde vejen om ad London med jærtegn fra Annbjørn til kongen og til Egil, som skulle bede kongen om at give besked med til kong Hakon Adelstensfostre vedrørende Thorsteins arvekrav i Norge. Kong Adelsten var straks villig, da Arinbjørn var ham fordelagtigt bekendt.

Men da benyttede Egil lejligheden til at meddele kong Adelsten sin beslutning om også at rejse til Norge for at inddrive det gods, Bjergønund ved Erik Blodøkses hjælp havde berøvet ham, og som nu var i broderen Atle den Kortes besiddelse hvis han fik ord med fra kongen. trøstede han sig til at få loven med sig denne gang. På indvendinger fra kongens side svarede Egil, at han i hvert fald måtte til Island for at se til sin kone og sine ejendomme der, inden han Atter gav sig i kongens tjeneste. Kong Adelsten føjede ham da og gav ham et godt købmandsskib til rejsen, lastet med hvede og honning og andre varer. Egil rejste sammen med Thorstein Erikksson eller Thorasson som han senere blev kaldt, efter at have taget afsked med kong Adelsten i den bedste forståelse. Efter en lykkelig sejlads kom de til Norge og sejlede gennem Vigen ind i Oslo fjord. Her og helt ind i Romerige lå Thorsteins ejendomme. Thorstein udtog nu stævning vedrørende sin arv, og da han forføjede over en anselig styrke og havde mange indflydelsesrige frænder, hvortil kom kong Adelstens indlæg, blev det til, at Thorstein foreløbig fik rådighed over arven; men kongen skulle foretage den endelige afgørelse. Egil tog vinterophold hos Thorstein sammen med andre tolv mand. Hveden og honningen blev ført hjem til Thorstein, og de havde megen gammen om vinteren; Thorstein gjorde store gilder, og de havde fuldt op af alting.

Hakon Adelstensfostre, som nu var konge i Norge, sad den vinter i Throndhjem. Mod foråret rejste Thorstein og Egil sammen tilligemed tredive mand gennem Oplandene og over Dovrefjeld til Throndhjem og søgte foretræde hos kongen. Thorstein frembar først sin sag og førte vidner i den vedrørende arven, og kongen var ham venligsindet; han ikke alene fik bekræftelse på sin ejendomsret, men blev gjort til lensmand af kongen, som faderen før ham havde været. Derpå gik Egil til kongen og frembar sin begæring med samt en henstilling fra kong Adelsten, vedlagt hans jærtegn. Egil opnævnede det gods, som Bjørn høld havde efterladt sig, land og løsøre, og gjorde fordring på halvdelen for sig og sin kone Asgerd, tilbød vidner og edsaflæggelse i sin sag og oplyste, at han allerede havde gjort dette overfor kong Erik, men at loven var bleven ham forment på grund af Eriks overmagt og ophidselser fra dronning Gunhilds side; og her gjorde han rede for alt, hvad der var forefaldet på Gulating. Endelig bad han kongen unde ham lovens afgørelse i denne sag. Kong Hakon svarede: ,,Det er bleven mig fortalt som min broder Erik og hans dronning Gunhilds mening, at du, Egil, kastede med større sten, end du kunne magte, i dette mellemværende med dem. Det forekommer mig, du skulle lade det blive ved, at jeg ikke blander mig i sagen, selv om Erik og jeg ellers ikke enedes." ,,I en så betydelig sag kan du ikke holde dig tilbage, konge," sagde Egil, ,,sålænge hver mand her i landet, indfødt eller fremmed, har at lyde din anordning. Så vidt jeg ved, bestemmer du, at der skal være lov og ret for hver mand her i landet, og jeg kan ikke tro andet, end at du vil give mig adgang til loven lige så vel som andre mænd. Hvad angår byrd og frænder i ryggen her i landet turde jeg være ligestillet med Atle den Korte. Men med hensyn til kong Erik og mig er der det at Sige dig, at jeg mødtes med ham, og at vi skiltes sådan, at han bad mig fare i fred, hvorhen jeg ville. Jeg vil nu tilbyde dig at følge dig, herre, og gå i din tjeneste. Jeg skulle mene, at jeg ikke står tilbage tor nogen at dine mænd som kriger. Det skulle undre mig, om det varer længe, inden du og kong Erik kommer til at stå imod hinanden igen, og om du ikke vil få erfaring for, at Gunhild har lagt mange sønner til." ,,Min håndgangne mand bliver du ikke, Egil," siger kongen. ,,Du og dine har hugget for store skår i min æt til, at det går an, du får fast ophold her i landet. Rejs du ud til Island igen og bliv ved din fædrearv. Der skal du ingen overlast lide at mig og min familie; men her i landet vil du alle dine dage finde, at vi frænder er de stærkeste. Men for min fosterfader kong Adelstens skyld skal du have fred her i landet til at forfølge din sag efter lands ret, da jeg ved, kong Adelsten sætter dig højt." Egil takkede kongen for hans løfte og bad ham give sig uomstødelige jærtegn med til Thord på Aurland eller andre lensmænd i Sogn og på Hordaland. Det tilsagde kongen ham.

Holmgangen med Ljot den Blege

På vejen til sit mellemværende med Atle den Korte stødte Egil sammen med Ljot den Blege.

Egil og Thorstein skiltes på Dovrefjeld på tilbagevejen fra kongen; Thorstein rejste hjem til sine ejendomme i Vigen, og Egil agtede sig ned gennem Romsdalen til Sogn og Hordaland, hvorfra han, når han havde forrettet sit ærinde, samme sommer ville sejle tilbage til Island. Egil rejste med tolv mand ned gennem Romsdal og derfra videre til Møre, indtil de kom til øen Hød; her tog Egil som gæst ind på Blindheim. Her boede en lensmand ved navn Fridgeir, en ung mand, som just havde overtaget sin fædrearv. Hans moder hed Gyda og var en søster til Arinbjørn herse, en meget dygtig og gæv kvinde; hun styrede gården sammen med sønnen. Der var god tid på gården, og Egil og hans mænd blev modtaget på det prægtigste; et gilde blev givet for dem om aftenen. Husfruen Gyda gik til samtale med Egil, spurgte til sin broder Arinbjørn og til flere af sine frænder og venner, som var rejst til England med Arinbjørn. Egil gav hende de oplysninger, hun ønskede. Da hun spurgte ham, hvorledes det var gået ham selv, fortalte han hende det vigtigste og kvad følgende:

Ugerne sætter sig gøgen
på steder, hvor hunde glammer:
Eriks tænder i England
skulle jeg hellere undgået.
Endnu en gang var det Arinbjørn,
som blev Egils frelse.
Vel rejst og forvaret
er den, der har trofaste venner.

Egil var meget munter om aftenen; men Fridgeir og hans hjemmemænd lod til at være forstemte. En køn og net pige, som Egil forstod var datteren i huset, havde sorg i en eller anden anledning og græd sine modige tårer hele aftenen til forundring for Egil og hans fæller. De overnattede på gården; men om morgenen var vejret så hårdt, at de ikke kunne tænke på at sejle; de blev liggende vejrfaste på øen i tre dage og blev ypperligt beværtede på gården. Omsider, da vej ret bedagede Sig, gjorde de Sig rede til afrejse; Egil tog afsked, med megen tak til husfruen og Sønnen, som fulgte dem ud af gården. Her så han Gyda stå og tale sagte afsides med sin søn Fridgeir; Egil henvendte sig imidlertid til datteren: ,,Hvorfor græder du, pige, jeg så dig aldrig glad?" Hun kunne ikke svare, men græd endnu mere. Fridgeirs og hans moders hviskende samtale endte med, at han højt sagde til hende: ,,Nej, nu vil jeg ikke bede ham om det, nu er de færdige til rejsen." Da tog Gyda mod til sig, gik til Egil og sagde: ,,Du skal vide, Egil, hvordan det står til med os. Der er en mand, der hedder Ljot den Blege; han er bersærk og holmgangsmand, alle er bange for ham. Han kom her og friede til min datter; men vi svarede straks og gav ham nej, og nu har han æsket Fridgeir til holmgang med sig; han skal stille i morgen på en ø, der hedder Vorl. Nu vil jeg bede dig, Egil, om du vil følge med Fridgeir til tvekampen. Hvis Arinbjørn havde været her i landet, skulle vi sikkert ikke have behøvet at finde os i vold af sådanne folk som Ljot." ,,Så meget skylder jeg din broder Annbjørn," sagde Egil, ,,at jeg følger med din søn, hvis han tror, han kan have nogen nytte af det." Gyda takkede ham, og de blev nu dagen over på gården. Om aftenen kom Fridgeirs venner, som skulle følge ham til holmgangen; de var mange mennesker og gjorde sig lystige om natten ved et gilde. Dagen efter gjorde Fridgeir sig rede og hans følge med ham; det var godt sejlevejr, og de kom til øen Vorl. Her var der en grønning i nærheden af søen, hvor holmgangen skulle finde sted; pladsen var afmærket med en kreds at sten. Nu ankom Ljot med sit følge og rustede sig til tvekamp. Han var væbnet med skjold og sværd. Ljot var en meget stor, stærk mand. Og da han gik frem på marken til ringen, kom bersærkergangen over ham; han begyndte at tude blodtørstigt og bide i sit skjold. Fridgeir var en velvoksen og smuk mand, men hverken stor eller overstærk; han havde aldrig før været i kamp. Da Egil så Ljot, kvad han:

Farlig kan blive for Fridgeir
den fjantede skjoldefortærer.
Lad mig befri møen
i mag for Mokkurkalven!
Se, hvor han holder omhyggeligt
skjoldet for hoppehjertet
og vender øjnene i hovedet;
han ved nok, hvad der venter ham!

Ljot fik øje på Egil og hørte, hvad han sagde. Han vendte sig imod ham: ,,Kom du herhen, du store mand, og slås med mig, hvis du tør. Det er mere lige end at slås med Fridgeir; ingen vil regne det for noget, hvis jeg lagde ham omkuld." Egil kvad:

Hvem i alverden kan modstå,
når Mokkurkalven mjæger?
Ljots lille bøn er bevilget;
vi leger lidt med den Blege
Se, hvor han skuler; vi skynder os;
skåne ham skal vi ikke!
Mokkurkalven skal mærke,
at han er til kamp på Møre!

Derpå gik Egil til tvekamp med Ljot. Han havde det skjold, han plejede at bruge, sit sværd Nadr ved bæltet, men Dragvandel i hånden. Men da han var kommen indenfor ringstenene, var Ljot endnu ikke færdig. Egil rystede sværdet og kvad:

Drab plejer at påfølge,
når Dragvandel er draget.
Blodet at den Blege
bladet ret snart skal farve.
Vi vil stede den store
fredsforstyrrer til hvile.
Det anes at Ljots ansigtsfarve,
at ørnene snart vil få davre.

Nu kom Ljot frem i ringen, og de rendte imod hinanden; Egil huggede til Ljot, og Ljot dækkede sig med skjoldet; men Egil huggede hug på hug så hurtigt, at Ljot slet ikke fik hugget imod; han veg tilbage til ringstenene, og Egil efter med det ene hug efter det andet, til han havde drevet Ljot ud at ringen og langt ud på marken. Det var den første omgang. Ljot bad om hvil, som Egil tilstod ham. De gik tilbage til ringen, og mens de hvilede sig, kvad Egil henvendt til Fridgeir:

Det forekommer mig,
Fridgeir, at frieren lægger for dagen
evner som baglænsgænger.
Er den Blege mon bange?
Flittigt i løb på ageren
undgår mig ugerningsmanden;
han skulle da aldrig Ønske
at skåne Skaldepanden?

Nu bad Egil Ljot gøre sig færdig, for at de kunne få en ende på holmgangen. Han løb ind på ham og huggede til ham, og denne gang så nær, at Ljot veg bagover, ud at dækning at skjoldet; Egil huggede til og traf ham på benet ovenfor knæet, huggede hele benet at, og dermed var Ljot færdig. Egil gik tilbage til Fridgeir og de andre, og de takkede ham meget for bedriften. Egil kvad:

Den rå morder og røver,
ransmanden, ham har vi strattet.
Jeg tog et ben at den trække;
fred nyder nu Fridgeir.
Ingen tak til skjalden,
fordi jeg tugtede tyveknægten;
nærmest var det en fornøjelse
at nappes med den Blege.

Ljots død beklagede ingen; han havde kun gjort ulykker. Han var at svensk oprindelse og havde ingen frænder i landet, var vandret ind og havde beriget sig ved holmgange. Han havde dræbt mange gode bønder og bagefter tilegnet sig ejendomsretten over deres jord; på den måde var han bleven en rig mand både på land og løsøre. Det var den gang holmgangslov, at enhver mand kunne æske en anden til tvekamp, uden at det kunne afslås, og den, der sejrede, havde ret til den andens ejendom. Efter holmgangen tog Egil med Fridgeir hjem og blev hos ham en kort tid, inden han rejste sydpå til MØre. Han og Fridgeir skiltes med megen kærlighed. Egil overgav Fridgeir at inddrage de ejendomme, han havde ret til efter Ljots fald. Lov var det den gang, at hvis en udlænding døde i landet uden at efterlade sig arvinger, skulle arven efter ham tilfalde kronen; heraf rejste der sig siden vanskeligheder. Egil drog til Fjordene og derfra ind i Sogn til Thord på Aurland, overfor hvem han trembar sit ærinde med samt fuldmagt fra kong Hakon. Thord lovede ham sin bistand i Sogn mod Atle, og Egil og holdt sig en del at foråret hos Thord.

Egil og Atle den Korte

Egil sejlede til Hordaland på et rofartøj sammen med tredive mand og kom til gården Ask, gik derop med tyve mand, mens ti blev tilbage ved skibet. Atle den Korte var hjemme, og Egil lod ham kalde ud med besked om, at Egil Skallagrimsson havde ærinde til ham. Atle tog sine våben og gik ud sammen med alle de væbnede mænd, han havde hos sig. Egil afkrævede ham den arvedel, der tilkom hans kone Asgerd, og som han havde i forvaring. Hertil svarede Atle, at han betragtede sig som retmæssig ejer at godset efter den afgørelse, kong Erik havde ladet falde overfor hans broder Bjergønund. ,,Jeg troede, da jeg så dig, at du var kommen for at tilbyde mig erstatning for mine brødre. Hvis det var tilfældet, ville jeg tale med dig, men denne sag svarer jeg ikke paa." Egil erklærede, at Ønund var falden på sine gerninger, eftersom han havde forholdt ham retten med magt og voldeligt beslaglagt hans ejendom. Men nu ville han tilbyde Atle, som han havde tilbudt Ønund, at Gulatingsloven I dømte dem imellem; hertil havde han kongens minde. Han endte med at stævne ham for Gulating, og Atle lovede at komme. Derpå rejste Egil tilbage til Aurland i Sogn til sin frænde Thord og blev hos ham, til tingtiden kom.

Egil og Atle den Korte mødtes så på tinget og talte hver sin sag for mændene, der skulle afsige dommen. Egil gjorde sit arvekrav gældende; men Atle tilbød tolv mands ed på, at han ikke i sin besiddelse havde noget gods, som tilkom Egil. Men da Atle gik frem for dommerne med sine vidner, standsede Egil ham og sagde, at han ikke ville tage imod eder for sit gods. ,,Jeg vil derimod byde dig afgørelse efter en anden lov, den nemlig, at vi går i holmgang med hinanden her på tinget, og lad så godset tiltalde den, der sejrer." Atle svarede, at han ikke ville afslå at gå i holmgang med Egil. ,,Du foreslår mig der noget, som jeg selv burde have foreslået efter al den skade, jeg har at hævne på dig. Mine to brødre tog du at dage, og hellere end at trættes med dig, til hvad side det så går, vil jeg slås med dig, når du byder mig det."

Derpå gav Egil og Atle hinanden hånden på, at en tvekamp skulle afgøre, hvem at dem der skulle have jorderne, de stredes om. De gjorde sig straks rede til holmgangen. Egil gik frem med hjelm på hovedet og skjold for sig og en kesja i hånden; men sværdet Dragvandel havde han ophængt ved sin højre hånd; det var i brug ved holmgange, at man havde sværdet rede straks for ikke at have nødig at drage det under kampen. Atle var udrustet på samme måde; han var en prøvet holmgangsmand, stærk og meget modig. Nu ledte man en stor, gammel tyr frem, det såkaldte blotnød, som den skulle ofre, der sejrede i kampen. Denne gang var der kun et, til andre tider kunne hver at parterne have sit blotnød, som han ledte frem. Og da de var færdige til holmgangen, løb de frem og kastede begge to spydet; de gik i jorden begge to uden at ramme. Derpå tog de til sværdene og huggede rask ind på hinanden. Atle veg ikke; de huggede hårdt og længe, så at skjoldene snart blev forhuggede. Men da Atles skjold var helt ubrugeligt, kastede han det fra sig, greb sværdet med begge hænder og fordoblede sine hug. Egil ramte ham på skulderen; men sværdet bed ikke; han ramte ham anden og tredie gang, kunne ramme ham, hvor han ville, da Atle var uden dækning; men sværdet bed ikke, skønt Egil svang det at al sin magt. Hans eget skjold blev ubrugeligt, og han indså nu, at det ikke kunne gå på den måde; her var heksen med i spillet; han kastede da sværd og skjold, sprang på Atle og greb ham med de bare hænder. Nu viste sig forskellen i kræfter; Atle gik bagover, og Egil ovenpå ham, og mens han holdt ham nede, bed han struben over på ham. Det blev Atles død. Egil rejste sig og stormede frem til oftertyren, greb den med den ene hånd i mulen og den anden i hornene og kastede med et vridetag dyret, så det vendte benene i vejret, og halsbenet brødes. Derpå gik han tilbage til sit følge. Egil kvad:

Selv Dragvandel duede ikke
mod den, der døvede egge;
med de bare næver klemte
jeg kraften at Atle den Korte
Mod egge og alskens våben
havde Åtle forsikret sig
men det timedes troldkarlen,
at der er noget, der hedder tænder.

Egil fik nu alle de jorder, han havde gjort fordring på sin kone Asgerds vegne. Efter at have skøttet sine ejendomme i Sogn rejste han til Thorstein Thorasson og opholdt sig hos ham en tid.

Men om sommeren gjorde Egil sit skib i stand og sejlede til Island. Han landede i Borgetjord nær ved sin gård, lod sine varer bære hjem og satte skibet op. Egil var nu en meget rig mand, førte et stort og prægtigt hus. Egil viste sig ikke trættekær eller umedgørlig overfor folk på Island; men der var heller ingen, der gik ham for nær. Han holdt sig nu i ro på sin gård i en årrække. Egil og Asgerd havde følgende børn: sønnerne Bødvar og Gunnar samt Thorstein og døtrene Thorgerd og Bera, alle smukke og velbegavede bern. Thorgerd var den ældste at Egils børn, den næstældste Bera.

Egils sidste udenlandsrejse

Efter års forløb spurgte Egil østerfra over hav, at Erik Blodøkse var falden på vikingetog i vesten, hans englandshær opløst, og at Gunhild og hendes Sønner havde begivet sig sydpå til Danmark. Arinbjørn var vendt tilbage til Norge, hvor han var genindtrådt i sine forrige værdigheder og besiddelser og stod i megen gunst hos kongen. Egil kunne da igen ikke modstå sin lyst til at tage til Norge. Mellem tidenderne udefra var også den, at kong Adelsten var død, og at hans broder Jatmund rådede for England. Egil gjorde da sit skib i stand og sørgede for bemanding. Med på rejsen fulgte Ønund Sjone, søn at Åne på Ånabrekka; han var en stor og stærk mand, den stærkeste i sin egn på den tid; somme ville mene, at han endogså besad overnaturlige kræfter. Han havde været udenlands før. Ønund var noget ældre end Egil; de havde længe været venner.

Rejsen forløb heldigt; de kom ind for midten at Norge, og da de så land, stævnede de ind i Fjordene. Her hørte de, at Arinbjørn var hjemme på sin gård; Egil lagde i havn i nærheden af gården, og det kom til et glædeligt møde mellem ham og Arinbjørn. Egil tog ophold hos ham tilligemed elleve mand. Han havde ladet gøre et udsmykket langskibssejl; det gav han Arinbjørn tilligemed flere andre anstændige gaver. Egil blev der om vinteren i gammen og ære. Han gjorde en rejse til Sogn for at hæve sin landskyld og siden tilbage til Arinbjørn, som gjorde et stort julegilde for sine venner og for bønderne i herredet. En mængde mennesker kom til stede, og der var en rigelig beværtning i julegave skænkede Arinbjørn Egil en slæbkjole af silke, rundelig guldsømmet og med guldknapper hele vej en ned foran; han havde ladet den gøre efter Egils størrelse. Desuden gav han ham en ganske nysyet klædning at engelsk mangetarvet klæde. Til andre at sine gæster gav Arinbjørn vennegaver, for han var en gavmild og formående mand. I anledning at sine gaver kvad Egil:

At Arinbjørn foræret
fik Egil en kappe at silke,
helt besat med guldknapper.
Gaves der gævere ven?
Hvad havde Erik evnet,
Blodøksen, uden Arinbjørn?
Få at en slig favnvidde
fødes nu om stunder.

Men efter julen blev Egil tungsindig i den grad, at han ikke sagde et ord. Da Arinbjørn skønnede det, tiltalte han Egil og spurgte ham, hvorfor han var tungsindig, om han var syg, eller om der var andet i vejen, som man kunne hjælpe ham med. ,,Syg er jeg ikke," siger Egil, ,,men jeg gør mig Æd hovedbrud over, hvordan jeg skal komme i besiddelse at de ejendomme, jeg erhvervede mig ret til, da jeg fældede Ljot den Blege nord på Møre. Jeg hører, kongens fogeder har beslaglagt alt godset og lagt det ind under kronen. Skulle du ville hjælpe mig at bjærge det gods?" ,,Jeg tror ikke, det er mod andsloven, hvis du tilegner dig dette gods," siger Arinbjørn, ,,men som det er nu, er det min tro, det ligger dig for fast. Til kongens gård er der en rummelig indgang, men udgangen er trang. Vi har haft mange vanskeligheder med stridige mænd i arvesager og det under forhold, hvor vi kunne lide mere på kongen, end vi kan nu; vort venskab med kong Hakon stikker ikke dybt. Her gør man vel i at følge det gamle ord, at man skal skåne den eg, i hvis skygge man vil bo." ,,Alligevel," siger Egil, ,,står min hu til at prøve et søgsmål, hvis vi har loven med os. Mulig vil kongen unde os vor ret i denne sag, eftersom man har sagt mig, kongen skal være en retfærdig mand og endogså selv følger de love, han har sat her i landet Jeg vil tro, jeg gjorde bedst i at rejse til møde med kongen og forelægge sagen for ham." Dette forslag optog Arinbjørn uden varme: ,,Din stridbarhed, Egil, og din frygtløshed går dårligt i spænd med det sindelag og den magt, kongen har; jeg ved, han er ikke din ven, og jeg synes, han har årsag til ikke at være det. Jeg ville foretrække, at vi lader den sag falde og bero, som den er. Men hvis du vil have det, Egil, må jeg hellere rejse til kongen og forebringe ham sagen." Dette tilbud modtog Egil med megen tak og erkendtlighed. Kong Hakon opholdt sig just i Rogaland og var ikke vanskelig at få adgang til; Arinbjørn traf ham og blev vel modtaget. Efter en passende tids forløb frembar han sit ærinde og forklarede, at Egil Skallagrimsson var kommen til landet, og at han mente at have ret til det gods, Ljot den Blege havde efterladt sig. ,,Så vidt vi ved, konge, har Egil loven på sin side i denne sag; men dine fogeder har beslaglagt godset og henlagt det under din ejendom. Min bøn til dig, herre, er nu, at Egil må have lov til at forfølge sin ret efter loven." Kongen var sen til at svare. ,jeg ved ikke, hvorfor du påtager dig den slags sager for Egil. Han søgte mig en gang, og da sagde jeg ham, at jeg ikke ville have ham her i landet af årsager, som er dig tilstrækkelig bekendt. Egil skal ikke vove at stille de samme fordringer til mig som til min broder Erik. Men til dig, Arinbjørn, er der at sige, at du skal ikke blive en time mere i landet, hvis du agter udlændinge mere end mig og mine ord. Jeg ved godt, at din tilbøjelighed er, hvor din fostersøn Harald Gråfeld er; men i så fald gør du bedre i at slutte dig til Gunhildssønnerne straks; jeg for min part regner ikke med din hjælp, hvis jeg skulle komme i krig med dem." Da kongen tog sagen så brysk, indså Arinbjørn, at det ikke førte til noget at forfølge den videre; han beredte sig da til at rejse hjem. Kongen viste sig temmelig unådig imod Arinbjørn, efter at han var bleven gjort bekendt med hans ærinde; og Arinbjørn på sin side var ikke til sinds at gøre mange indrømmelser overfor kongen. Således skiltes de. Til Egil erklærede Arinbjørn, da han kom hjem, at han ikke ønskede at forebringe flere af den slags sager for kongen. Egil tog det mørkt; det var meget gods at miste og imod al retfærdighed.

Få dage efter lod Arinbjørn Egil kalde til sig i sin opholdsstue en tidlig morgen i nogle få folks nærværelse og lod en kiste lukke op, udbetalte heraf Egil fyrretyve mark sølv. ,,Disse penge skal du have, Egil, i erstatning for Ljot den Bleges jorder. Jeg finder det rimeligt, at du holdes skadesløs af min søstersøn Fridgeir, fordi du frelste hans liv imod Ljot, og jeg ved, du gjorde det af hensyn til mig; jeg føler mig derfor pligtig til at sørge for, at du ikke berøves din ret." Egil tog imod pengene og takkede Arinbjørn; her efter fik Egil sin glæde igen.

Egil og Arinbjørn på hærtog sammen

Denne vinter blev Arinbjørn hjemme pa sine garde; men om foråret bekendtgjorde han, at han agtede at drage i viking. Han havde tre meget store langskibe, som han udrustede med tre hundrede mand, sine egne huskarle og bondesønner for resten. Egil besluttede at rejse med ham og fik et af skibene at styre; med ham fulgte en del af de ledsagere, han havde haft med fra Island. Men købmandsskibet, han var rejst til Norge med, lod han føre til Vigen og overdrog en anden part af sit mandskab at forhandle sine varer.

Arinbjørn og Egil holdt sydpå langs kysterne så langt som til Saksland og hærgede der om sommeren med godt udbytte. Men hen imod efteråret vendte de om og lagde på tilbagevejen ind til Frisland. En nat i stille vejr søgte de ind i en flodmunding på grundt vand; indenfor var store sletter og kort til skoven. Markerne var opblødte, fordi det havde regnet meget. Her rustede de sig til landgang og lod en trediedel af besætningen blive ved skibene. Inde mellem floden og skoven lå den ene store landsby efter den anden; indbyggerne flygtede, så snart vikingerne viste Sig. Landet vedblev at være lavt, og vidt og bredt var det gennemskåret af grave, hvori der stod vand; på den måde var agre og enge indhegnet; nogle steder, hvor vejene gik over, var der broer. Indbyggerne flygtede til skovene; men da vikingerne var kommen langt ind i landet, samlede friserne sig i skoven, indtil de var bleven over tre hundrede mand, og stævnede mod vikingerne. Det kom til et slag med dem; friserne blev slået på flugt, og under forfølgelsen blev vikingerne spredt. Egil forfulgte med nogle få andre en meget talrigere trop; friserne kom til en bro, løb over den og kastede broen af efter sig. Da Egil kom til graven, sprang han uden videre over den, et spring, som ikke var for andre mænd, og de få, var med ham, gjorde da heller ingen forsøg derpå. Således blev Egil alene med elleve frisere, som vendte om, da de så, at han var alene, og angreb ham. Sammenstødet endte med, at han fældede dem alle. Derefter skød Egil broen tilbage over graven og fulgte efter vikingerne, som imidlertid var begyndt at vende tilbage til skibene. Egil holdt Sig langs skoven for at dække Sig i den, hvis han fik det nødig; men mellem ham og vikingerne samlede der Sig snart en bob forfølgende frisere, så mange, at de til sidst fylkede sig for anden gang og begyndte at skyde på vikingerne. Nogle af dem søgte skibene med byttet, hvoriblandt kvæg, som de slagtede og bragte ombord, andre stillede sig op i en skjoldborg og afværgede frisernes angreb så længe. Der gik ingen anden vej til skibene end gennem frisernes slagorden; Egil i tog da sin kesja i begge hænder, kastede skjoldet om på ryggen og sprang huggende og stikkende ind på alt, hvad der kom ham i vejen, og på den måde pløjede han sig frem igennem fylkingen, indtil han nåede igennem til sine stalbrødre. De syntes, de havde fået ham tilbage fra de døde. Man gik nu ombord og lagde ud fra landet. Derefter sejlede de til Danmark.

Da de kom til Limfjorden og lå ved Hals, holdt Arinbjørn husting med sine mænd og kundgjorde dem sin beslutning at slutte sig til Eriksønnerne med den del af folkene, der ville følge ham. Erikssønnerne, vidste han, lå i Danmark med en stor styrke hver vinter, imellem at de var i viking om sommeren. Arinbjørn ville nu lade dem rejse tilbage til Norge, der ikke ønskede at følge ham; Egil gav han det råd også at vende tilbage til Norge og derfra hurtigst muligt til Island. Man fordelte sig nu på skibene; de, der ville tilbage til Norge, fulgte Egil; men resten, og det var størsteparten, fulgte Arinbjørn. Han og Egil skiltes da med inderligt venskab fra hinanden. Arinbjørn begav Sig til Erikssønnerne og sluttede sig til sin fostersøn Harald Gråfeld; hos ham blev han siden, så længe de begge levede. Men Egil sejlede til Vigen, hvor hans købmandsskib lå. Om vinteren tog han ophold hos Thorstein Thorasson.

Denne vinter foretog Egil en farefuld færd til Vårmland i Sverige for på Thorstein Thorassons vegne at inddrive en skat for kong Hakon Adelstensfostre.

Egil gjorde om sommeren sit købmandsskib i stand; langskibet, som han var kommen fra Danmark med, forærede han Thorstein ved afskeden. Af Thorstein fik han gode gaver, og de skiltes med megen kærlighed. Egil sendte bud til Thord på Aurland og overdrog ham at afhænde de jorder, han havde i Sogn og på Hordaland, hvis der fandtes købere dertil. Og da alt var rede, sejlede Egil ud af Vigen og op nord langs Norge og derfra ud i havet. De fik god bør og landede i Borgefjord, satte skibet op og lod varerne bringe i land. Egil drog hjem til sin gård, hvor man modtog ham med glæde. Han forlod ikke siden Island.

Tildragelser på Island

I disse år, mens Egil havde været på udenlandsrejser, blev herredet omkring Borgefjord fuldt bebygget. Alle de første landnamsmænd var døde, men deres sønner eller sønnesønner befolkede herredet.

Grim Svertingsson hed en mand, der boede på Mosfell, en rig og ætstor mand; en søster af ham var gift med Thorodd gode, og deres søn var Skapte lovsigemand. Også Grim blev lovsigemand. Han friede til Thordis Thorolfsdatter, Egils broder- og steddatter. Hun var meget smuk; Egil satte hende lige så højt som sine egne børn. Og da han vidste, Grim var en udmærket mand og partiet godt, blev Thordis gift med Grim. Egil udbetalte hende derpå hendes fædrene-arv, og hun levede siden længe på Mosfell med Grim. Olaf På, som var en søn af Høskuld Dalakollsson og Melkorka, den irske konge Myrkjartans datter, bejlede til Egils datter Thorgerd. Olaf boede på Hjardarholt i Laksådal vester i Bredefjordsdalene; han var en meget rig mand og anset for den smukkeste mand på den tid på Island; han var en meget dygtig mand. Thorgerd var en stor, køn kvinde, klog og temmelig heftig, men stille af sig til daglig. Egil fandt Olaf i alle måder egnet for forbindelsen, så han fik Thorgerd, og hun flyttede hjem med ham til Hjardarholt. De fik mange børn, hvorfra der nedstammede en udbredt slægt. Egils anden datter Bera blev gift med Øssur Ejvindsson, en broder til Thorodd gode i Ølvus.

Bødvars død

Egils søn Bødvar var da i opvæksten, en meget håbefuld ung mand, køn og stor og lige så stærk, som Egil eller Thorolf havde været i hans alder. Egil elskede ham meget, og Bødvar var også faderen meget hengiven. En sommer lå der i Hvidå et skib, som drev handel; Egil havde købt en del træ, som han lod sine huskarle fragte hjem på et otteårers fartøj. En dag bad Bødvar om at sejle med dem, og det gav de ham lov til. De var seks mand på det otteårede skib, og da de skulle vende tilbage, blev det sent flodtid, så at de blev forsinkede til ud på aftenen. Da rejste der sig en rasende sydvest, som brødes med flodbølgen og satte hele fjorden i oprør, som det så ofte hænder; skibet kæntrede under dem, og de omkom alle. Dagen efter drev ligene i land. Nogle blev fundet sammen med skibet inde ved Reykjarhamar; Bødvars drev ind ved Ejnarsnæs. Da Egil fik ulykken at vide, red han straks ud for at søge efter ligene, og det første, han fandt, var Bødvars. Han satte ham på sine knæ foran på hesten og red ud med ham på Digranæs til Skallagrims høj. Han lod højen åbne og lagde Bødvar ned i den hos Skallagrim; derpå kastede de højen til igen, og med det blev de ikke færdige før ved solnedgang. Derefter red Egil hjem til Borg. Da han kom hjem, gik han straks til det sengested, han plejede at sove i, lagde sig og skød skodden for. Ingen vovede at tale til ham. Det fortælles, at Egil havde snørede hoser på og en trang kjortel af rød fustan og da de satte Bødvar ned i graven, siger man at han svulmede sådan op, at både kjortlen og oserne revnede. Dagen efter lukkede Egil ikke op for sengekamret og tog hverken spise eller drikke til sig. Han lå der den dag og natten efter, uden at noget menneske dristede sig til at tale til ham. Men den tredie dags morgen, så snart det blev lyst, lod Asgerd en mand kaste sig på en hest og ride, alt hvad remmer og tøj kunne holde, vesterpå til Hjardarholt for at sige det til Thorgerd, og om hun ville komme til Borg, så snart hun kunne. Budet kom der om eftermiddagen, og Thorgerd lod straks sadle og red tilligemed to mænd samme aften og resten af natten, indtil de kom til Borg. Thorgerd gik med det samme ind i ildhuset; Asgerd hilsede hende og Spurgte hende, om hun havde fået noget at spise. ,,Nej, jeg har ikke spist," svarede Thorgerd tydeligt og jeg har ikke i sinde at tage mad i min mund før hisset hos Freja. Jeg ved ikke bedre råd end min fader og vil ikke overleve min fader og min broder." Hun gik til sengekamret og kaldte ind: ,,Luk døren op, fader, jeg har besluttet, at vi skal følges ad." Egil skød døren fra, og Thorgerd gik op i aflukket og stængede igen efter sig, lagde sig ned i en af de andre senge. Da sagde Egil: ,det er vakkert af dig, min datter, at du vil følge din fader. Du har vist mig megen kærlighed. Hvor kan man vente, at jeg vil leve efter sådan en ulykke?" De tav nu en stund. Da siger Egil: "Hvad er det, min datter, tygger du på noget?" "Jeg tygger på tang" siger Thorgerd, ,,for det tror jeg, man bliver ringere af; ellers får det ingen ende for mig med at dø." ,,Er det da skadeligt?" spørger Egil. ,,Meget skadeligt," siger hun. ,,Vil du have noget?" ,,Hvorfor ikke," siger han. Lidt efter kaldte hun og bad om noget vand at drikke, og man bragte hende et horn. ,,Det kommer af tangen," siger Egil, ,,den bliver man endnu mere tørstig af." ,,Vil du have noget at drikke, fader?" spørger hun. Han tog dyrehornet og drak en mængde. ,,Nu har de narret os, sagde Thorgerd, ,,det er jo mælk, vi har drukket." Da bed Egil et skår ud af hornet, så dybt tænderne rakte, og kastede hornet fra sig. ,Hvad skal vi nu gribe til?" sagde Thorgerd, ,,nu er vort forsæt jo strandet. Nu synes fader at vi skulle forlænge vort liv så længe, du får hittet et mindekvad over Bødvar:

"Hvis det skal blive din søn Thorstein, der skal gøre mindekvad over Bødvar, vil det ske sent; det passer sig heller ikke, at der ingen gravøl bliver drukket efter ham, men hvordan skulle du og jeg kunne sørge for det?" Egil siger, det var ikke at vente, at han skulle kunne sætte noget sammen, selv om han ville. ,,Men forsøges skal det," Siger han. Egils anden søn Gunnar var også død kort tid før. Egil digtede da det mindekvad, der er kommen til at hedde:

Sønnetabet

1. Det falder mig træls
at røre tungen;
en sten på brystet
stemmer for åndedrættet.
Med ordets tryllemagt
har det Sig trangt,
når tankens hus
i stormen hælder.

2. Digtergaven,
den idræt for guder,
ypperst af alle
fra oldtider,
for den er der lukket;
fra sindets lønkamre
vælder den ikke;
det volder sorgen.

3. Lydefrit lystrede
mig længe ordet,
viddets våben,
vel slebet;
men nu bruser brændingen
ind mod mine bådskure
og dundrer på døren
til min faders dysse.

4. Thi med min æt
lakker det mod enden,
som en skov skæmmet af stormen.
Den mand har mistet
sin munterhed,
der har set sine dyrebare
båret som lig over dørtærskelen.

5. Først vil jeg mindes
min faders endelig
Min moder
mistede jeg.
Inderst i sjælen
slynger et løvværk,
de gamles minde,
sig gennem min tanke

6. Det hul, som bølgen
brød i min faders
gamle slægtsgærde,
det græmmer jeg mig over.
Men skarret efter min søn,
som søen slog,
det ved jeg vil altid,
altid stå åbent.

7. Meget har Ran,
havet, berøvet mig.
Ene er den,
hvem ingen elsker
Mine slægtebånd
har søen sønderslidt;
livsstrengen i mit bryst
er bristet.

8. Kunne jeg skifte
mig ret med spydskaftet,
da var det ude
med ødelæggeren.
Kunne man få ram
på den våde rovmorder,
gik jeg i holmgang
med havet gerne.

9. Men jeg fandt
mine kræfter for få
til at binde an
med min Søns bane.
Åbenbart
er det for alle,
at oldingen
er enligstillet.

10. Meget har Ran
berøvet mig.
Sent forvindes
ve over frændedød,
senest når han,
der var ættens håb,
blev taget bort
til lysere boliger.

11. Det ved jeg selv,
at i min søn
ytrede sig ikke
slet mands anlæg.
Raskhed, rankhed
var ham beredt,
havde ej Odin
lagt hånd på ham.

12. Altid var han
og jeg enige,
hvad så resten
rådede til.
Mit hus
holdt han oppe,
mine Støtter
stivede han af.

13. Ofte følte jeg
savnet af fæller;
blottet i ryggen
er den broderløse.
Det tænker jeg på,
når tvist trækker op;
ene mand
har lange øjne.

14. Hvor finder man nu
en modig fælle,
en stalbroder,
uræd for stålet?
Uden lyst
farer man med lempe,
når vennernes antal
skrumper ind.

15. Ransag, om du vil,
ryst hele fylket,
der lever ikke en,
du kan lide på.
Her falbyder man
sin broder for bøder
og åbner en handel
i hævnsager

16. Det Siger man for sandt,
at mister man en søn,
gives ingen anden erstatning
end at avle en ny;
heller ikke
fyld er man hullet
med den første den bredeste
efter en broder.

17. Hoben huer mig ikke.
Frækhed og fred
følges ad.
Min døde dreng,
del af sin moder,
han er faret hen
til fædrenes solboliger.

18. Skibenes fjende,
den skummende
manddraber
står mig imod.
Kraftesløst,
når sorgen kører,
raver tankernes
tunge læs.

19. Min anden søn
af sygdom,
helsot,
for heden
En dreng
uden dadel,
af ingen
ilde omtalt.

20. Det glemmes ikke,
da livets giver
gramsede til sig
gaven igen,
ættens blomst,
blod af mit blod,
og al min hustrus håb.

21. Med livets herre
var jeg forligt.
Pligtskyldigst
holdt jeg pagten,
til Odin selv,
al skæbnens ophav,
af eget vælde
brød venskabet.

22. Jeg ofrede gerne
til alfader 0din,
gudernes øverste,
siden man gør det.
Dog skylder jeg
skjaldenes fader
det, der er mere
end magt, i ulykker.

23. Af ulvens banemand,
den gamle blodsudgyder,
fik jeg fejlfri færdigheder,
dertil et sind,
om nødte somme
lurende avindsmænd
til åbent fjendskab.

24. Hårdt er jeg ramt.
Nu står Hel,
den nådeløse,
ude på næsset.
Dog skal jeg glad
og med god vilje
bie mine dage
på døden.

Jo længere frem Egil kom i kvædet, desto mere rettede han sig. Og da det var færdigt, fremførte han det for Asgerd og Thorgerd og hele sin husstand. Derpå stod han op og satte sig i sit højsæde. Han lod siden holde gravøl for sine sønner efter hævdvunden skik. Og da Thorgerd rejste hjem, fulgte han hende af gården med gaver.

Kvædet om Arinbjørn

Egil boede nu i mange år på Borg og blev en meget gammel mand. Der haves ingen overlevering om, at han havde retstrætter med nogen her i landet; heller ikke holmgange eller manddrab berettes der om, efter at Egil havde taget fast ophold på Island. Grunden til, at han ikke mere besøgte Norge, var den, som før omtalt, at kongen ikke yndede ham. Han boede meget standsmæssigt, som hans hu stod til, og savnede heller ikke midler dertil.

Hakon Adelstensfostre rådede længe for Norge; men omsider kom Erik Blodøkses sønner til Norge og gjorde ham riget stridigt; de mødtes i flere slag, og Hakon sejrede som oftest. Det sidste slag mellem dem stod på øen Stord i Hordaland; her sejrede kong Hakon, men fik selv et sår, der blev hans død. Derefter overtog Erikssønnerne kongevældet i Norge. Arinbjørn herse fulgte Harald Gråfeld og var rådgiver for ham; han nød alle æresbevisninger, ledede hæren og landeværnet; i forlening havde han Fjordefylke. Arinbjørn var en stor kriger og en lykkelig hånd. Egil skallagrimsson spurgte disse tidender om kongeskiftet i Norge og om, at Arinbjørn igen var kommen tilbage til sine gårde i Norge og holdtes højt i ære. Da digtede Egil kvædet om Arinbjørn. (Arinbj arnarkvida). Det begynder således:

1. Jeg digter hurtigt
til heltens ære
og knapt
om den karrige.
Jeg kvæder frit ud
om fyrstens fortrin
og forholder mig tavs
om tykke løgne.

2. Spot har jeg tilovers
for skrydere
og for mine venner
veltalenhed.
Ofte har jeg siddet
i sal hos fyrster
med en udadlelig
digterevne.

3. Det glemmes ikke,
da Erik, den mægtige
konge, havde
mit liv i sin hånd.
Da var det, jeg drog
dristigheds hat
over mit hoved
og søgte til hersen.

4. Der hvor den vældige
valens herre,
folkets støtte,
stod for landet,
hård som jern,
i Jorvik,
vesterude
i det våde England.

5. Farligt at se,
frygteligt,
var da Eriks blik
under hvasse bryn,
de lyse, skarpe
slangeøjne,
kolde som månens
klare stråler.

6. Da gjaldt det for skjalden
om at stinde sig,
ville han fremføre
sit kvad for fyrsten.
Siges tør det,
de strømmende strofer
overhørtes
i hallen af ingen.

7. Skjaldelønnen,
som fyrsten skænkede
mig i mageskifte
for Suttungs mjød,
min ulvegrå,
ældede isse,
få ville
finde den fager.

8. Gerne tog jeg
dog mod gaven
med samt de side,
sorte bryn
og denne mund,
hvis mæle førte
,,Hovedløsningen"
for kongens knæ.

9. Da stod en mand
mægtigt mig bi,
mer end alle
andre tilsammen,
en ven, om hvis trofasthed
der aldrig var tvivl,
uforfærdet
i alle farer.

10. Arinhjørn,
ypperst af mænd,
hyttede mig
imod kongens had
fyrstens ven
og bedste værn,
han turde sige
fyrsten sandheden.

11. Kold mod venner
måtte man kalde mig,
skrøbelig
som skjald,
ufortjent
til nogens tillid,
gjorde jeg ikke
mod hersen gengæld

12. Lang og stejl
er den sti, som fører
skjalden til hersens
hæders tinde.
Men se, jeg ved,
hvordan man åbner
mængdens Øjne
for mandeære.

13. Et sligt emne
som Arinbjørns hæder
former vennehånd
uden vanskelighed,
så lette at finde
er hans fortrin,
så elsket
er Arinbjørn.

14. Det første træk,
jeg taler om,
og som vides
af alverden
er den ædle
Arinbjørns
ubegribelige gavmildhed.

15. Alle folk
med undren ser,
hvor rundhåndet
han er med sin rigdom.
Og få har som han
af Frejr og Njord
fået så endeløse
indtægtskilder.

16. Hans hånd er åben,
hvor andres er knyttet,
selv om de ejer
aldrig så meget.
Der er langt mellem gårdene,
hvor gavmilde bor.
Ingen skæfter
allemands spyd.

17. Der gik ingen
fra Arinbjørn
med nej
i næven
eller knubbede,
krænkende ord,
men med glæden
over en gave.

18. Han samler ikke
længe på sølv
eller fjæler penge,
den mand fra Fjordene.
Guld yngler
for ejer at skifte.
Ringen gjordes
rund for at rulle

19. Ingensinde
skulle det spørges,
at hvad skjalden
skylder denne
grænseløse
giver af gaver
skulle med utak
øses i havet.

20. Disse strofer
føjede jeg sammen
med morgenens klarhed
over min kunst,
en æresstøtte,
som urokket
skal længe stå
i digtningens land.

Ejnar Skåleglam og Egil

Mellem Egil og en yngre skjald ved navn Ejnar, kaldet Skåleglam, opstod der et vcnskabsforhold. Ejnars bedstefader Bjørn var en af landnamsmændene, som havde bosat sig i Bredefjord. Ejnar var stor og stærk og en god idrætsmand; straks som ung var han begyndt at digte og var meget lærelysten. En sommer på altinget gik Ejnar til Egil Skallagrimssons bod; de kom til at tale sammen, inden ret længe om skjaldskab, som var begges bedste fornøjelse. Efter den tid indfandt Ej nar sig ofte for at tale med Egil, og de blev særdeles gode venner. Ej nar havde nylig været i udlandet, og Egil udspurgte ham udførligt om sine venner i Norge, ligeledes om dem, han havde grund til at tro var hans uvenner; om stormændene udspurgte han især meget. På sin side forhørte Ejnar sig om Egil og hans storværker, og herom havde Egil ikke noget imod at udtale sig. Ej nar spurgte ham, ved hvilken lejlighed han syntes, han havde været udsat for den sværeste prøvelse. Egil kvad:

Ene jeg sloges mod otte
og to gange mod elleve
og blev samtliges bane;
til bords bød jeg ulven.
Skrald vi gjorde på skjolde
med skud af flyvende jern,
fægtende stødte vi sammen,
så funker fødtes af stålet.

Egil og Ejnar lovede hinanden venskab, inden de skiltes. Ejnar rejste siden udenlands igen og kom sammen med de store. Han var ødsel og lod stå til med, hvad han ejede, men en meget dygtig og tapper mand. Han var i Hakon jarls bird på den tid, da han og Erikssønnerne droges med hinanden og vekselvis fortrængte hinanden fra landet. Kong Harald Eriksson Gråfeld blev fældet søndernede ved Hals i Danmark, og det var ved svig; han sloges med Harald Knutsson, som blev kaldet Guldharald, og denne derefter med Hakon jarl. Sammen med kong Harald faldt også Arinbjørn herse. Og da Egil hørte om Arinbjørns død, kvad han:

Ja, de bliver færre nu,
de fribårne, de faste,
som stod vel i strid
og var store givere.
Som enlige øer i havet
er åbensindede mænd.
Hvorhen nu vende sig
efter en ven i verden?

Ejnar Skåleglam digtede den drapa om Hakon jarl, som er bleven kaldt Vellekla. Jarlen ville en overgang ikke låne øre til kvadet, fordi han var vred på Ejnar; men da Ejnar truede med at rejse sin vej, lod han ham fremføre kvadet; og i skjaldeløn gav han ham et skjold, som var en meget stor kostbarhed. Optrin fra gamle dage var afbildet på det, og mellem dem var der lister af guld, indlagt med stene. Ejnar Skåleglam var på Island for at besøge sin familie; om høsten red han til Borg og tog ind som gæst der. Egil var ikke hjemme; han var taget nordpå i herredet, men ventedes hjem. Ejnar blev i tre dage; længere var det ikke skik at forblive som gæst på et sted. Inden han rejste, gik han til Egils sæde og hængte det dyrebare skjold op over det, idet han sagde til husfolkene, at skjoldet var en foræring fra ham til Egil. Derpå red han bort; og samme dag kom Egil hjem. Så snart han kom til sit sæde, så han skjoldet og spurgte, hvis kostbarhed det var; man sagde ham, at Ejnar Skåleglam havde været der og givet ham skjoldet. Da udbrød Egil: ,,Hvad bilder han sig ind. den elendige? Mener han, jeg skal våge om natten og digte om hans skjold? Tag mig min hest; jeg skal ride efter ham og slå ham ihjel." Man sagde ham da, at Ejnar var redet tidligt om morgenen og nu allerede måtte være langt borte. Egil digtede da alligevel en drapa, som begyndte således:

Sin røst opløfter skjalden
om skibenes prydelse,
skjoldet, det gyldne,
som den gavmilde
bragte mig til min gård.
Atter med digterskuden
stævner jeg ud og styrer
den (agt på mit kvad,
Ejnar) med øvelse.

Egil og Ejnar bevarede venskabet for hinanden, så længe de begge levede. Men om skjoldets videre skæbne fortælles det, at Egil en gang havde det med til et bryllupsgilde; der blev det tabt i et kar med surmælk og ødelagt. Egil lod guldlisterne tage af det, og der var guld i dem til en vægtværdi af tolv øre.

Striden mellem Steinar og Thorstein Egilsson

På gården Ånabrekka boede der en rig bonde ved navn Ønund Sjone. Da han blev gammel, overdrog han gården til sin søn Steinar, en j ættestærk mand, styg og skrutrygget, langbenet og kort i kroppen; han var anmassende og hensynsløs, en hård, angrebslysten person. Da Thorstein Egilsson var bleven mand på Borg, rev det straks ud med ham og Steinar. Bækken Hafsløk dannede fra gammel tid skellet mellem Ånabrekkas og Borgs jorder. Syd for Hafsløk ligger der en frodig engstrækning, som hedder Staksmyr; den hørte til Borg. Stridighederne mellem Steinar og Thorstein skyldtes, at Steinar flere år i træk lod sit kvæg græsse på Staksmyr. Da Thorstein ikke med det gode kunne tale sin nabo til rette, dræbte han to af hans trælle, som var sat til at vogte kvæget med udtrykkeligt pålæg om at rydde enhver af vejen, der ville hindre dem adgangen til græsningen på Staksmyr. Efter loven betød det tre års landsforvisning at dræbe en træl, med mindre man inden tre dages forløb havde betalt trællebod; men to sådanne drab var lige med landsforvisning for stedse eller fredløshed. Denne bestemmelse søgte Steinar at benytte sig af overfor Thorstein. For gode ord og betaling skaffede han sig løfte om støtte af høvdingerne Ejnar og Tungu-Odd til at føre sagen mod Thorstein og stævnede ham derefter for trælledrab. Thorstein udtog ingen modstævning for Steinars forseelse; men kort efter sendte han bud til sin frænde Grim Svertingsson på Mosfell og lod ham sige, hvad der var sket.

Egil ytrede sig ikke meget om sagen, men skaffede sig dog i stilhed nøje underretning om uenigheden mellem Thorstein og Steinar, ligeledes om, hvilke mænd Steinar havde til at stå bag sig ved retsforfølgelsen. Sendebudene kom tilbage, og Thorstein lod til at være tilfreds med udfaldet af deres færd. Thorstein Egilsson samlede en stor styrke til vårtinget og kom der en dag før de andre mænd. Han begyndte straks at tjelde sine boder; da han var færdig, lod han en anden bod indrette og tjelde, og den var meget større end andre boder; men der var ingen folk til den. Steinar kom ridende til tinget med et stort følge; Tungu-Odd havde et meget stort følge. Der var sort af mennesker på tinget. Man begyndte nu på retsforhandlingerne. Thorstein tilbød ikke forlig og erklærede overfor forligsmændene, at han ønskede at lade dom falde i sagen, idet han tillagde det liden betydning, hvad Steinar påstod i anledning af sine trælles drab; de havde givet årsag nok dertil. Steinar gjorde stort væsen ud af sagen; han havde lovens bogstav på sin side og et tilstrækkeligt stort følgeskab til at sikre sig lovens overholdelse; han gjorde sig meget tyk på tinget. Efter at man dagen igennem havde fremført sagerne, skulle dommerne træde sammen til afsigelse om aftenen. Med ordenen på tinget havde Thorstein opsigt, det var en hævd fra den tid, hans fader havde haft godordet og rådighed over tingfølget. På begge sider var man fuldt væbnede.

Egil Skallagrimsson på tinge

Da så mændene fra tingsletten, at der kom en skare krigere ridende nede langs med Gljufrå med blinkende skjolde. Og da de red ind på tinget, red der en mand i spidsen iført en blå kappe, med forgyldt hjelm på hovedet, omgjordet med sværd og med guldbeslået skjold; i hånden havde han en kesja, også guldindlagt. Det var Egil Skallagrimsson, der kom, og med ham firsindstyve mand, alle vel væbnede og rede som til slag. Det var lutter udvalgte folk; Egil havde opbudt alle de bedste og forvovneste bondesønner i omegnen af Mosfell. Egil red med flokken til de boder, som Thorstein havde ladet tjelde og gøre i stand til dem på forhånd; der steg de af hestene, og Thorstein gik sin fader imøde med hele sin styrke og bød ham velkommen. Egil lod sit rejsegods bære ind i boderne og hestene sætte på græs; derpå gik Thorstein og deres forenede mandskab til tingstedet og satte sig, hvor de plejede at sidde. Nu rejste Egil sig op og sagde med høj stemme: ,,Er Ønund Sjone her til stede?" Ønund svarede og tilføjede: ,,Jeg er glad over, at du er kommen, Egil. Nu vil alt det ordne sig, der skiller folk fra hinanden." ,'Er det på din anstiftelse, at din søn Steinar har lagt sag an imod min søn Thorstein og har samlet en hob sammen for at få ham gjort fredløs?" ,,Nej," siger Ønund, ,,jeg har ikke voldet deres trætte. Tværtimod har jeg sat meget ind på at bevæge Steinar til at slutte forlig med Thorstein, såsom jeg altid har villet spare din søn Thorstein for skam, begrundet på det hjertevenskab fra fordums tid, der altid har bestået mellem dig og mig, Egil, siden vi blev opfødt her sammen som nabos børn." ,"Det vil hurtigt vise sig," siger Egil, ,,om du mener noget med det, du siger, eller om det kun er mundsvejr, hvilket jeg ikke er for at tro. Jeg husker de dage, da vi begge ville have fundet det usandsynligt, at vi skulle have noget udestående med hinanden, eller at vi ikke skulle kunne styre vore sønner og forbyde dem den slags fjanteri, jeg hører skal opføres her. Det er mit råd, så længe vi er i live og så nær, at vi kan have indflydelse på deres stridigheder, at vi tager denne sag i vor hånd og gør ende på den og lader ikke Tungu-Odd og Ejnar hidse vore sønner sammen som et par hvinske heste. Og lad så Odd og Ejnar for fremtiden se sig om efter andre indtægtskilder." Da stod Ønund op og sagde: ,,Det er, som du siger, Egil, vi kan ikke være bekendt at være til stede på et ting, hvor vore sønner trættes. Aldrig skal den skam overgå os, at vi ikke skulle holde dem forligt. Det er min vilje, Steinar, at du lægger denne sag i mine hænder og lader mig afgøre den, som jeg synes." jeg ved dog ikke," sagde Steinar, ,,om jeg sådan uden videre vil lade min sag falde, efter at vi har fået så store folk til at tage sig af den. Det vil komme an på Odd og Ejnar, hvorvidt sagen skal sluttes eller fremmes." Steinar forhandlede med Tungu-Odd, og Odd stod ved, hvad han havde lovet, at hjælpe ham til en kendelse efter loven eller en sådan afgørelse, som han kunne være tilfreds med; han advarede ham imod, hvad der ville ske, hvis Egil kom til at dømme i sagen. Da sagde Ønund:

,,Hvad Odd har under tungen, kan jeg ingen hensyn tage til. Ham skylder jeg hverken godt eller ondt, men Egil har gjort mig store tjenester, og ham tror jeg mere end alle andre. Heri vil jeg råde for os begge, som jeg har gjort før. Det vil være klogt for dig ikke at få os alle sammen imod dig." ,,Du tager hårdt på vej, fader," siger Steinar, ,,men jeg tror, vi vil komme til at angre det, hvis vi følger dit råd." Og Dermed gav Steinar sagen i Ønunds hånd at fremme eller forlige efter loven. Og så snart Ønund havde fået rådighed over retsforfølgelsen, gik han til Thorstein og Egil og sagde:

,,Jeg overlader nu dig Egil, selv og alene at træffe retsafsigelsen i denne sag efter dit eget forgodtbefindende; du er den, jeg stoler på i denne min sag som i alle andre." Derpå gav Ønund og Thorstein hinanden håndslag og tog vidner på, at Egil Skallagrimsson skulle ene mand afgøre sagen, uomstødeligt, på tinget; forhandlingerne sluttede for den dag, og folk begav sig til deres boder. Thorstein lod tre okser trække til Egils boder og slagte til fortæring for ham på tinge. Men da Tungu-Odd og Steinar kom til deres boder, erklærede Odd sig løst fra sin forpligtelse overfor Steinar, siden sagen var lagt i Egils hånd; Steinar havde ikke andet hertil at sige, end at Odd havde fulgt ham som en mand, så vidt han kunne, og at deres venskab kun var blevet yderligere styrket herved.

Dagen efter begav Egil Skallagrimsson sig til tingstedet tilligemed Thorstein og deres samlede mandskab. Ønund og Steinar såvel som Tungu-Odd og Ejnar havde også indfundet sig. Og da folk havde sluttet deres indlæg, stod Egil op og sagde: ,,Er Ønund Sjone og hans søn Steinar nær nok til at høre mine ord?" Ønund siger, at det var de. ,,Da vil jeg nu," vedblev Egil, ,,forkynde forligsafsigelsen mellem Steinar og Thorstein. Til at begynde med vil jeg minde om, at min fader Grim kom her til landet og tog land her, så langt myrerne går og hele herredet rundt, satte bo på Borg og gav sine venner land derfra, der hvor de siden har boet.

Åne gav han hus og hjem på Ånabrekka, som Ønund og Steinar siden besiddet. Vi ved alle, Steinar, hvor skellet går mellem Borg og Ånabrekka, det er Hafsløk. Ikke fordi du er uvidende om det, Steinar, lod du dit kvæg græsse på Thorsteins jord og tilegnede dig hans ejendomsret; du mente, han var falden så meget fra sin slægt, at han ville finde sig i ran fra din side, og det skønt både du, Steinar, og din fader Ønund må have i erindring, at Åne fik sin jord af min fader Grim. Desårsag dræbte Thorstein de to trælle. Nu er det indlysende for enhver, at de er falden på deres gerninger, og at der ikke kan kræves bod for dem, ja, selv om det havde været frie mænd, ville boden være forbrudt. Fordi du derfor, Steinar, havde til hensigt at tilsnige dig ejendomsretten til min søns jord, den som jeg overdrog ham, og som jeg tog i arv efter min fader, skal du rømme din jord på Ånabrekka og ingen erstatning nyde derfor. Hermed følger, at bo eller ophold her i herredet søndenfor Langå skal være dig forment. Ånabrekka skal du være ude af før fardag eller efter fardag være fredløs for enhver mand, der vil stå Thorstein bi, hvis du ikke retter dig efter den dom, jeg her har afsagt over dig." Og da Egil satte sig, tog Thorstein vidner på hans kendelse. Da sagde Ønund Sjone:

,,Det vil folk synes, Egil, at den dom, du har afsagt, hælder noget rigeligt til den ene side. Hvad mig angår, skal det siges, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at skille deres trætte; men herefter skal jeg ikke spare på, hvad jeg kan gøre for at skade Thorstein." ,,Jeg tænker," siger Egil, ,at du og din søn vil lægge lige så meget til jeres ulejlighed med os, som I lader striden med os trække længere ud. Jeg troede, du vidste, Ønund, at jeg har hævdet min ret før, selv overfor folk som dig og din søn. Men Odd og Ejnar, som har hjulpet med til dette lovtrækkeri, har sandelig indlagt sig fortjent ære!" Egil red igen hjem til Mosfell, og fader og søn skiltes meget venligt fra hinanden.

Steinars endelige fordrivelse

Egils søstersøn Thorgeir Blund var med på tinget og havde stået kraftigt på Thorsteins side i retssagen. Han bad nu Egil og Thorstein om at give sig landet der ved Myrerne; han havde før boet søndenfor Hvidå ved Blundsvatn. Egil så det gerne og rådede også Thorstein til det, så det blev til, at de gav Thorgeir Ånabrekka. Han boede der en tid, men viste sig i alle måder som en dårlig nabo, og Thorstein blev da enig med sin fader om at fjerne ham. Han flyttede så længere sydpå i landet.

Steinar drog med hele sit bo ud på den anden side af Langå og slog sig ned ved Leiruløk. Men Thorstein kunne ikke leve i sikkerhed for Steinar, sålænge han boede så nær ved som ved Leiruløk. Steinar søgte at få hævn for den tort, han havde lidt. Ved flere lejligheder lagde han sig i baghold efter Thorstein, og der forefaldt drab på begge sider, men det lykkedes ham ikke at komme Thorstein selv til livs. Stridighederne mellem de to endte med, at Thorstein med trusel om overfald og drab tvang Steinar til at flytte endnu længere nordpå.

Thorstein Egilsson var en redelig, retsindig mand, som lod folk i fred, men fast, hvis man gik ham for nær; de fleste fandt det fordelagtigere at undgå at prøve ham.

Egil Skallagrimssons død

Egil Skallagrimsson blev en meget gammel mand og alderdomsskrøbelig, så at syn og hørelse slog ham fejl; heller ikke var han sikker på benene mere. Han boede fremdeles på Mosfell hos Grim og Thordis. En dag Egil stavrede ude langs husvæggene, snublede han over sine fødder og faldt; det så nogle kvinder og lo af ham og sagde: ,,Det er ringe med dig nu, Egil, siden du går og falder over dine egne ben!" Husbonden Grim, som hørte det, bemærkede: ,,Kvinderne var knap så raske på det, da vi var yngre." Da kvad Egil:

Den gamle krikke snubler
med kraftesløse koder.
Du slår dit skaldede hoved,
når du hverken kan se eller høre.

Med alderen blev Egil til sidst helt blind. En dag, da det var vinterkoldt, gik Egil til arnen for at varme sig. Kvindfolkene, som skulle lave mad, talte da om, at det var underligt, at sådan en mand, som Egil havde været, skulle ligge i vejen for dem, så at de ikke kunne passe deres arbejde. Egil gav gode ord og mente, det lod sig gøre at deles om pladsen ved ilden; men de jog ham væk, kunne ikke have ham til at sinke sig i arbejdet. Egil rejste sig og gik til sin plads. Han kvad:

Den blinde føler med fødderne
og famler sig frem til ilden
og betler om varme hos kærlinger,
som kyser ham bort med kosten.
Og det var mig, hvem den ædle
Englandsherre kong Ådelsten
tyngede ned med guldringe
til tak for min veltalenhed!

En anden gang, da Egil gik hen til ilden for at varme sig, spurgte en mand ham, om han havde kolde fødder, og varede ham mod at komme for nær til ilden med dem. Egil indrømmede, at rådet var godt, men helt let var det ikke at styre sine fødder, når man ikke kunne se; det var sørgeligt at miste sit syn. Og Egil kvad:

Tiden er lang.
Her ligger den ældgamle,
en gang yndet
af konger, alene.
Jeg har to koner:
mine kolde hæle;
hvem der kunne
holde dem varme!

Det var i de år, Hakon den Mægtige kom til regeringen, da var Egil Skallagrimsson oppe i firserne; han var endnu ved godt helbred, når undtages, at han var blind. En sommer, da folk gjorde sig i stand til at rejse til tings, bad Egil Grim om at måtte ride med ham. Det trak Grim på; til sin hustru Thordis sagde han, hvad Egil havde bedt om, og bad hende skaffe sig at vide, hvad der lå under hans anmodning. Thordis gav sig i samtale med Egil; hendes selskab var hans største glæde. ,,Er det sandt, frænde," spurgte hun, ,,at du vil ride til tings? Jeg ville ønske, du ville sige mig, hvad det er for en sag, du vil have fremmet." ,,Det skal jeg sige dig," svarede Egil, ,,det er noget, jeg har gået og tænkt på. Jeg har i sinde at tage de to kister med mig til tinget, som jeg fik af kong Adelsten, og som begge er fulde af engelske sølvpenge. Så vil jeg lade kisterne bære op på lovbjerget en dag, når der er allerflest folk til stede, og så vil jeg strø pengene ud, og tror du, de vil dele dem pænt og ligeligt mellem hverandre? Jeg tror, der vil blive en puffen og uddelen af kindheste, og måske at alle på tinget vil ende med at ligge i håndgemæng med hinanden." ,,Et ypperligt på fund," siger Thordis, ,,det vil blive husket, så længe Island står." Thordis fortalte derpå Grim, hvad det var, Egil havde fundet på, og Grim var klar over, at et sådant narrespil måtte forpurres. Og da Egil igen talte med Grim om tingrejsen, slog Grim det hen, så at enden blev, at Egil blev siddende hjemme; men han syntes ikke om det og så ikke godt ud i den anledning.

På Mosfell drev man kvæget til sæters, og Thordis var oppe på sætrene i tingtiden. En aften, da man var ved at gå i seng på Mosfell, kaldte Egil to af Grims trælle til sig og bad dem hente sin hest, han ville ride i bad. Da han var færdig og kom ud, havde han sine to sølvkister med og steg til hest, red med trællene over tunet og over en bakke; her så man dem sidst. Om morgenen, da folkene stod op, så de Egil tosse omkring mellem klipperne Østen for gården med hesten efter sig; de hentede ham og bragte ham hjem. Og hverken trællene eller kisterne kom siden for en dag. Man har gisnet meget på, hvor Egil kan have skjult sine penge. Østen for Mosfell skærer en dyb kløft sig op i fjeldet; om foråret ved tøbrudstid er der et vandfald her, og efter at kløften igen er løbet tør, har man fundet engelske penge i den; nogle mener derfor, at Egil har skjult pengene her. Nedenfor tunet på Mosfell er der et stort, meget dybt uføre; mange har været af den mening, at Egil har sænket kisterne ned her. Søndenfor åen er der varme bade og store huler i nærheden, og her mener andre, at Egil kan have skjult sine penge; man har ofte siden set ild brænde over stedet, som almindeligt hvor der er nedgravet skatte. Hvad trællene angår, forklarede Egil, at han havde dræbt dem, også at han havde fjælet pengene, men hvor sagde han aldrig til noget menneske.

Om høsten faldt Egil i en sygdom, som blev hans endeligt. Og da han var død, lod Grim ham iføre gode klæder. Derpå blev han ført ned til Tjaldenæs; man gjorde en høj, og i den blev Egil lagt med sine klæder og våben.

Kristendommen kommer til Island

Grim på Mosfell blev døbt, da kristendommen blev vedtaget ved lov på Island. Han byggede en kirke på Mosfell, og det hedder sig almindeligt, at Thordis lod Egils lig flytte til kirken. Et bevis derfor er, at da der siden blev bygget en ny kirke på Mosfell og den gamle brudt ned, fandt man menneskeben under det sted, hvor alteret havde stået, og de var meget større end almindelige menneskeben. Efter meget gamle folks udsagn måtte man formode, det var Egils. Skafte Thorarinsson, en troværdig mand, som den gang var præst ved kirken, tog Egils hjerneskal og satte den op på kirkegårdsdiget. Den var forunderlig stor, men især var det uåfaldende, hvor tung den var; udenpå var den ujævn som en muslingeskal. Skafte ville overtyde sig om, hvor tyk hovedskallen var; han tog derfor en temmelig stor håndøkse og slog på den af al magt med banen for at knuse den; men der, hvor slaget faldt, blev benet hvidt, men det hverken gav sig eller revnede; så man kunne da forstå, at den skalle ikke let havde taget skade af småmands hug, mens der endnu var svær og kød på den. Egils ben blev gravet ned udenfor på kirkegården på Mosfell.

Her ender Egils saga

Thorstein Egilsson lod sig døbe, da kristendommen kom til Island, og byggede en kirke på Borg. Han blev kristendommen tro og var en mand af gode sæder. Han blev en gammel mand, døde sottedød og blev begravet ved den kirke, han havde ladet bygge på Borg.

Fra Thorstein nedstammer en udbredt slægt, hvorimellem mange stormænd såvel som skjalde; det er myremændenes æt, som går tilbage til Skallagrim. Det holdt sig længe i denne æt, at nogle af mændene var stærke og krigerske, andre derimod af et fredsommeligt sindelag. Flere af myremændene var de styggeste folk, men andre nogle af de smukkeste, der har været set på Island, som Thorstein Egilsson og hans søstersøn Kjartan Olafsson eller Hall Gudmundsson, ikke at tale om Helga den Fagre, Thorsteins datter, hende som Gunløg Ormstunge og Skjalde-Ravn stredes om.

Af Thorsteins sønner var Thorgeir den stærkeste, men Skule den betydeligste. Han boede på Borg efter faderens død. Skule var længe i viking. Han var stavnbo på Jerubarden, Erik jar's skib, i slaget ved Svold, hvor kong Olaf Tryggvason faldt. På sine vikingetog deltog Skule i syv slag.

Til toppen

Glossary

Karrig

meget eller overdrevent tilbageholdende; sparsommelig; nærig, ringe; dårlig kvalitet

Oplandene

'Oplandene' var et fylke, dvs. et større geografisk distrikt (svarende til det, vi kalder 'region' i Danmark), i det sydlige Norge, hvor bl.a. Lillehammer ligger i dag.

Ormstunge

Slangetunge

Skjald

En skjald var oprindeligt (bl.a. i middelalderen) betegnelsen for en omrejsende person der fremsagde eller sang fortællinger om guders og fyrster og deres store bedrifter, om krig og kærlighed, om liv og død. Ordet skjald er senere også blevet brugt i betydningen: (folkelig) digter.

dansksiderne.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2021 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt