I den romantiske periode forekommer følgende stilretninger:

1. Højromantik, dvs. universalromantik og nationalromantik (1800-1830)
2. Poetisk realisme/Biedermeier (1825-1845)
3. Romantisme (1830-1850)
4. Kritisk idealisme (1845-1855)
5. National epigondigtning (1848-1875)

På denne side gennemgås højromantik og nationalromantik

Højromantik 1800 - 1830

Det ekstatiske - det ungdommelige

Kunstneren søgte her i begyndelsen af den romantiske periode den ekstreme livsudfoldelse/oplevelse.

Rent faktisk var det tyskerne, i verdens måske første ungdomsoprør, der tændte den romantiske ild. Sturm und Drang hed denne korte periode (1769-86), og den skabtes ud af en gruppe unge radikale digteres stormangreb på oplysningstidens fornuftsdyrkelse.

Dyrkelsen af eneren og geniet blev født her, og den nye helt i litteraturen blev den stærke, sunde, umiddelbare, kompromisløse, ærlige, ædle og følelsesmæssigt grænseoverskridende unge mand. Han fejede rokokoens ideal, den forfinede adelsmand, af banen.

Litterære eksempler er bl.a. Goethes Den unge Werthers lidelser (1774). Den unge Werther begår selvmord p.g.a. ulykkelig kærlighed, og flere unge læsere i Tyskland følger Werthers tragiske eksempel.

Som hos grungerockens totemfigur Kurt Cobain slår den ekstreme og ungdommeligt ukontrollable livsfølelse over i selvdestruktion.

Den ungdommelige pendulfart mellem ekstase og nedtur kan også opleves i Schack Staffeldts digt Indvielsen.

Højromantikken blev i forlængelse heraf til et opgør med klassicismens/oplysningstidens strenge regler for digtekunsten. Man troede nu ikke længere på eviggyldige statiske normer for kunsten. Kunstneren blev til et originalt skabende geni, der selv skabte sine normer. Derfor havde han 'lov til' at sammenblande genrer, som han fandt det for godt.

Han tog f.eks. nye ikke-klassiske genrer op som folkeviser og gammelnordiske digtformer.

I dramaet blev den 'uklassiske' Shakespeare et forbillede med sin blanding af virkelighed og fantasi, af høj og lav stil, tragik og komik og mere sideordnede handlingsforløb.

Digtet Simon Peder er et tydeligt eksempel på Oehlenschlägers digteriske formoprør, idet lyrik og filosofisk prosa sammenblandes.

Man kan kalde teksternes 'stil' for idealiserende, fordi det er den ideelle mennesketype, der skildres - ikke den individuelle.

Teksterne 'stof', det tematiske materiale er ofte hentet fra græsk eller nordisk oldtid, middelalderen og det fjerne øste.

Det er hovedgenrerne lyrik og drama, der dyrkes i denne periode, men som nævnt eksperimenteres også med forskellige blandingsgenrer.

Højromantikken kan inddeles i to perioder, to litterære retninger:

1. Universalromantikken 1800-1807
2. Nationalromantikken 1803-1830

Universalromantikken 1800-1807

Digteren A.W. Schack von Staffeldt (1769-1826) er nok den eneste repræsentant for en rendyrket universalromantik i Danmark. Hans bånd til Tyskland og manglende perfekte mundtlige beherskelse af det danske sprog kom imidlertid på tværs af tidens begyndende nationale orientering.

Adam Oehlenschläger /1779-1850) løb med laurbærrene, og Staffeldt fik aldrig den anerkendelse, han længtes efter. Ikke desto mindre var Staffeldt en fremragende digter.

Det, der gør Staffeldts digtning interessant, er, at hans filosofiske forståelse mødes og smelter sammen med hans egne oplevelser og erfaringer.

I digtet Indvielsen fortæller han om sin egen oplevelse af en solnedgang ved havet. Staffeldt får pludselig og uventet en mystikerpræget oplevelse af enhed med 'alt(et)'. Denne - for ham voldsomme og spontane oplevelse - sættes i digtet ind i en platonistisk begrebsramme (dualistisk splittelse mellem fænomenverden og idéverden, mellem jordisk liv og himmelsk død (= nyt liv), mellem ånd og krop).

Kunstnerens digteriske udtryk er 'universelt': en universel - ofte mystikerpræget- religiøsitet i parløb med den græske platonisme har erstattet kristendommen. I det nævnte digt af Staffeldt taler den unge digter med 'Ånder', hvilket står í modsætning til Oehlenschlägers mere kristeligt orienterede Simon Peder.

I den 'rene' universalromantiske tekst er der heller ikke elementer af vor nationale fortid i lyrikken, som i nationalromantik. Derimod er flere tyske romantikere inspireret af den græske mytologi og middelalderens mystik.

Nationalromantikken 1803-1830

Nationalromantikken kan ses i forlængelse af de specielle økonomiske-historiske forhold: Efter 1700-tallets økonomiske blomstring, får vi nedadgående konjunkturer under Napoleonskrigene.

Kunstnerisk dyrkelse af Danmark som selvstændig nation bliver i stigende grad intensiveret efterhånden som Danmark lider nederlag ved forskellige krigshandlinger, fx som ved Slaget på Reden i 1801, hvor den danske flåde tabte i et stort slag til England, da København bliver sønderbombet i 1807 af engelske landtropper og den engelske flåde, og da Danmark som tabende part i Napoleonskrigene mister Norge i 1814.

De nationalromantiske digte og sange bliver tekster, der hylder Danmark som nation og forsøger at sætte ord på, hvad der er særligt dansk, hvad det vil sige at være dansker, og hvad danskhed er.

Den nationalromantiske kunstner søger bl.a. tilbage til den fjerne gloriøse nationale fortid. Mange kunstnere føler det som deres opgave at hæve nutiden op i den strålende fortids plan ved at digte om fortiden.

Den nationalromantiske digter forsøger i skrift at fremtrylle den guddommelige højere verden, som han gennem sin fantasi kan ane bag danskens dagligdagsliv. Han digter om det guddommelige og om det skønne og unikke ved den danske natur og det danske sprog.

Nationalromantikeren henter også digterisk inspiration fra den nordiske mytologi.

Nationalromantikken får en renæssance senere i århundredet (ca. 1848-1875) med den nationalromantiske epigondigtning.