Hos de fleste europæiske befolkninger skete der op mod midten af århundredet et radikalt identitetsskifte.

Den nationalromantiske digtning fra tidligere i århundredet får en renæssance i denne periode. Det er dog ikke en nationalisme med kongemagten som bannerfører, men derimod med folket, folkesjælen i centrum.

Følelsen af troskab flyttede sig fra den svækkede kongemagt til folket selv og det land, de levede i.

Folkesjælen, som den tyske digterfilosof J.G. Fichte (1762-1814) kaldte det, betød, at fællesskabsfølelsen fik sit centrum i folket (den almindelige dansker), det fælles sprog, den fælles kultur og den fælles historie.

Forståelsen og oplevelsen af 'det nationale', som vi kender det i dag, havde sit udgangspunkt her.

De mange europæiske territorialkrige i begyndelsen af århundredet pustede de enkelte landes folkesjæles nationale sejl op. For Danmarks vedkommende var nederlagene til England og tabet af Norge afgørende.

Enevælden afskaffes 1849

I 1849 blev enevælden afskaffet. Under indtryk af de blodige begivenheder i især Frankrig skulle der ikke megen overtalelse til fra partiet Nationalliberales side, før Kongen frivilligt gav afkald på sin magt. Demokratiet blev indført med fløjlshandsker - altså uden voldelig revolution som i andre europæiske lande - og den demokratiske nationalsjæl var nu Danmarks nye samlingspunkt.

Overalt i Europa samledes sindene under nationale flag: fælles historie - fælles land - fælles sprog - fælles kultur.

Det arealmæssigt lille Danmark stod i fare for at blive yderligere reduceret, idet hertugdømmet Slesvig-Holsten også blev opflammet af den nationale lemmingmarch. I 1848 krævede hertugdømmet national selvstændighed, hvilket udløste en krig mod Danmark, der varede tre år. Oprøret blev slået ned, akkompagneret af stadigt højere dansknationale toner.

Det er i dette lys, at nationalromantikkens renæssance skal ses. Der blev nemlig god (gen)brug for den nationalromantiske digtning.

Epigon er en efterligning - og det er denne betydning refereres til, når man kalder denne periodes digtning for nationalromantisk epigondigtning.

Digtere som Carl Ploug (1813-1894), Carit Etlar (1816-1900) og H.F. Ewald (1821-1908) er kendte 'epigondigtere', der leverede tidens nationalistiske litterære skyts.

Endnu en nedtur med opvågning til tømmermænd - krigen i 1864 og et glimt op til i dag

I 1864 forsøgte lille Danmark - optændt af sejren treårskrigen mod det endnu mindre Slesvig-Holsten - at indlemme Slesvig i den danske stat. Danmark ville have sin sydlige grænse til at gå ved floden Ejderen. Dette ville det magtfulde Tyskland imidlertid ikke gå med til og med de moderne tyske bagladergeværer mod de gammeldags danske forladergeværer blev den danske grænse lagt ved Kongeåen.

Nederlaget kom som et chok for danskerne, og den national stolthed og identitet fik et alvorligt knæk. Danmarks nationale identitetsfølelse fortsatte imidlertid grundliggende usvækket, og i 1920 fik vi Sønderjylland tilbage ved en demokratisk afstemning.

Nationalfølelsen som kollektivt symbol vandede efter 2. Verdenskrig langsomt ud - især efter 1960-ernes højkonjunktur. Men i dag har den igen fået en vis renæssance med den nye konfliktakse mellem den arabiske verden og den vestlige verden efter 11. september-katastrofen.

De nationale tendenser fremmes også af mange politiske partiers (især Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Socialdemokratiet) indsats for at begrænse indvandring af fremmede nationaliteter til Danmark så meget som muligt.