Herunder bringes forskellige læreres artikler om nogenlunde samme danskfaglige delemner.

Hensigten med at bringe flere artikler om samme emne er, at du selv kan vælge, hvilken af teksterne der efter din mening er mest anvendelig i den sammenhæng, du skal bruge den.

Af Erik Jerlung og LL fra Køge Gymnasium

Fortælleteknik

Forfatter: ham/hende der har skrevet teksten, ikke identisk med fortælleren

Fortæller: er altid ’fortalt’, altså en fiktiv konstruktion fra forfatterens side: den der fremtræder som bærer af historien, og den der ’fører ordet’. Altså den der udsiger teksten.

Fortællertyper

Implicit (skjult) fortæller:

Træder ikke direkte frem, deltager altså ikke direkte i historien eller kommenterer og vurderer. Fortælleren fungerer mere som en skjult iagttager, jf. ’fluen på væggen’. Ofte er denne fortællertype forbundet med scenisk fremstilling.

Beretningen skal være så nøgtern og objektiv som muligt – det er meningen læseren selv skal drage sine konklusioner (altså alle de detaljer fortælleren ikke giver os).

En særlig form for implicit fortæller er:

Personbunden fortæller/ personal fortæller: En implicit fortæller, der har adgang til én af personernes bevidsthed (ofte hovedpersonen) via tankereferat eller dækning.

Eksplicit (åbenlys) fortæller. Jeg-fortæller:

Er direkte tilstede som ’jeg’ (eller sjældnere ’vi’) i teksten og kommenterer og vurderer fx det fortalte. Fortælleren giver sig selv til kende og er en person (evt. personer), der deltager i handlingen enten direkte eller gennem vurderinger, fortællemæssig eller tidslig distance. Indre synsvinkel (på sig selv) og ydre synsvinkel (på andre).

Med denne fortæller oplever man en handling/ et forløb gennem en ”persons sanselige og psykiske filter”. Læseren oplever altså handlingen gennem jeg-personen. Derfor er der tit tale om en læser-identifikation med fortælleren.

Dette spejl som teksten holder op for læseren kan være spændende, men også problematisk, for hvem siger at jeg-fortælleren nødvendigvis er sympatisk eller pålidelig?

Fortællerkommentarer (forfatterkommentarer):

Vurderinger eller kommentarer der ikke tilhører tekstens personer, og hvor fortælleren giver udtryk for sin holdning til personerne og deres handlemåde.

Her er der ikke tale om hverken indre eller ydre synsvinkel, men et niveau der ligger over den fortalte beretning.

I sjældne tilfælde kan det også være forfatteren selv, der træder ud af fiktionen og forholder sig til sin tekst – altså et niveau der er over fortællerens.

Fortællerens måde at anskue og formidle sin historie på afhænger af synsvinklen.

Personale synsvinkler:

Indre synsvinkel (set indefra):

Fortælleren videregiver en persons tanker etc. Vi ser altså tingene indefra. Dette sker enten i form af 1. personal fortæller - jeg-fortæller - eller i form af en 3.personal fortæller - en personbunden fortæller, personal fortæller (han/hun) hos hvem synsvinklen ligger i hele teksten eller dele heraf. Vedkommendes tanker/ oplevelser formidles da ikke direkte, men indirekte via ’dækning’.

Ydre synsvinkel (set udefra):

Fortælleren registrerer og beskriver handlingen, miljø og personer udefra. Ofte i en scenisk fremstilling og med en objektiv fortællerholdning.

Kombineret indre og ydre synsvinkel:

Her veksles mellem ydre synsvinkel, der beskriver personer, steder og handlinger og indre synsvinkel for fx at vise bestemte personers tanker og følelser.

Vekslende indre synsvinkel:

Fortælleren anvender flere forskellige indre synsvinkler på forskellige personer – ofte krydsklipper fortælleren mellem personerne. Vekslende indre synsvinkel er tit yderligere kombineret med en ydre synsvinkel (og er derfor samtidig en kombineret synsvinkel)

Alvidende indre og ydre synsvinkel:

Denne er karakteristisk for den alvidende fortæller, der netop ved alt! Ofte bruger denne fortæller både vekslende og kombineret synsvinkel. Denne fortæller inddrager endvidere egne vurderinger og kommentarer. Ofte er der her tale om bagudsyn.

Tidslig synsvinkel

Bagudsyn:

Fortælletidspunktet er senere end det der fortælles om. Fortællingen ses altså fra et senere tidspunkt end den fortalte tid. Der er distance mellem fortælletid og fortalt tid. Fortælleren er altså på afstand af det fortalte. Fortællingen kan med dette syn både indeholde flashbacks, spring i tid og være kronologisk opbygget. Ofte er denne tidslige synsvinkel forbundet med panoramisk fremstilling. Der er her tale om et hurtigt fortælletempo.

Medsyn:

Fortælletidspunktet er samtidig med det der fortælles om. Fortællingen følger handlingens kronologi og tempo. Der er altså ingen forskel mellem fortalt tid og fortælletid. Eventuelle spring i tid, hvor der klippes i handlingen, kan kun være fremad. Fortælleren er ikke på afstand af det fortalte og kan derfor ikke anvende flashbacks. Ofte er denne tidslige synsvinkel forbundet med scenisk fremstilling. Der er her tale om et langsomt fortælletempo.

Tekstens fremstillingsform

Scenisk fremstilling:

En fortællestil, der benytter beretning, replikker og beskrivelser. En udførlig og detaljeret fremstilling. Giver læseren oplevelsen af selv at være tilstede foran handlingens scene. Fortælleren kan både være eksplicit og implicit. Opleves som tekstlig samtid og medsyn.

Panoramisk fremstilling:

En fortællestil der er mere oversigtspræget, som når man fra et højdepunkt i landskabet kan overskue et helt panorama. Først og fremmest hovedlinjerne i et handlingsforløb uden detaljerede beskrivelser og replikker. En lang historie gøres kort og koncentreres til en samlet beretning. Fortælleren kan både være eksplicit og implicit. Opleves som tekstlig fortid og bagudsyn.

Tekstens tider

Fortalt tid:

Betegner den tid, hvorunder selve handlingen udspiller sig historisk samt handlingens samlede varighed.

Fortælletid:

Betegner det tidsrum, det tager at fortælle handlingen/læse teksten.

Tekstlig tid:

Forholdet mellem fortælletid og fortalt tid bestemmer oplevelsen af den tekstlige tid. Er der ca. sammenfald mellem de to opleves det som SAMTID. Er den fortalte tid væsentlig længere end fortælletiden opleves det som FORTID/ALTID. Begge dele er uafhængig af tekstens grammatiske tid.

Tidslig synsvinkel, tekstlig tid, fremstillingsform og fortælletempo er forskellige måder at sige ca. det samme på:

Læs også Erik Jerlung og LL's artikel om 'Tekstens udsagn - Hvad fortælles'.

Af unavngiven lærer fra Køge Gymnasium

Jeg-fortæller

Jeg-fortælleren er åbenlys, synlig i teksten ('eksplicit')

Der fortælles gennem et jeg, som selv er en af tekstens personer og kan identificeres ved f.eks. navn, alder, profession og køn. Jeg-fortælleren er altså tilstede i fortællingen, og er den, der fortæller hele historien.

I en jeg-fortælling er synsvinklen bundet til én person, idet jeg’et jo ikke kan vide, hvad der foregår i de andre personer.

En særligt spændende kategori blandt jeg-fortællere er den utroværdige jeg-fortæller, hvis ord man ikke helt kan fæstne lid tid og som derfor kræver noget kritisk læsning.

En ny art jeg-fortællere (i dansk litteratur) er blevet kaldt "truede jeg-fortællere". Fortælleren er her en person, hvis udsyn og erfaringsverden er stærkt begrænset - der er ingen autoritet, ingen selvindsigt, ingen evne til at sætte begivenheder sammen i kæder af årsagssammenhænge. Det giver visse fortælle-vanskeligheder.

Der eksperimenteres i nyere dansk litteratur med fortællerne: eks.: jeg-fortæller uden tanker, en jeg-fortæller, der har indre syn i andre personer, skiftende jeg-fortællere m.m.

Effekt: god til at skabe autenticitet og identifikation. Må i øvrigt aldrig forveksles med forfatteren! I nyere litteraturs truede eller eksperimenterende fortællere kan effekten være, at læseren bringes til at stille spørgsmålstegn ved selve det problematiske i at fortælle, i at fremstille virkeligheden gennem ord på et stykke papir.

3.personal personbundet fortæller

Fortælleren skjuler sig ('implicit') bag én af tekstens personer og fortæller begivenhederne ud fra denne persons synsvinkel. Det betyder, at fortællingen fortælles ud fra en persons synspunkt. Vi kender ikke de andres synspunkter – andet end gennem deres handlinger og eventuelle replikker, der registreres gennem den ydre synsvinkel.

Effekt: skaber identifikation og sympati.

3.personal, objektiv fortæller

Fortælleren bruger her udelukkende ydre synsvinkel, dvs. beskriver alt gennem handling. Der fortælles neutralt og uden vurderinger af stoffet.

Fortælleren fungerer som et kamera og gengiver kun det, som en film ville kunne vise.

Effekt: læseren må selv gøre det fortolkende stykke arbejde, læse underteksten og forstå personerne ud fra hvad de siger og gør.

Alvidende fortæller

Den alvidende fortæller kan i princippet alt og gør alt. Han kan springe rundt i hovederne på lige så mange personer, som han vil.

Han kan bryde ind i fortællingen med læserhenvendelser, forudsigelser af den senere handling, refleksioner over personer/begivenheder, kommentarer til handlingen osv.

Den alvidende fortæller overskuer således sit stof og sidder inde med al viden om personer, begivenheder og handlingens fortid og fremtid.

Effekt: den alvidende fortæller er gammeldags, fordi der er tale om en forklarende autoritet, der fører læseren trygt ved hånden.

PS: Det vil dog ofte være sådan, at den alvidende fortæller ikke afslører al sin viden i en fortælling om personer, begivenheder og handlingens fortid og fremtid. I nogle tilfælde anvender den alvidende fx kun indre synsvinkel i få af personerne. I visse fortællinger afslører den alvidende ikke ret meget om personers fortid. I mange fortællinger fremfører den alvidende slet ikke nogle forklarende eller meningstilkendegivende fortællerkommentarer.

Man kan kort sagt sige, at den alvidende fortællers alvidenhed kommer forskelligt til udtryk i forskellige fortællinger. I nogle tilfælde er den alvidende meget alvidende. I andre tilfælde holder den alvidende en del viden tilbage.

Uddrag af Helle Christiansens lærebog Dansk på eventyr - Tekstanalyse og -oplevelse, 1992.

Episke tekster betegnes traditionelt noveller, romaner og eventyr. De er kendetegnet ved, at der fortælles om noget. Det, vi derfor vil undersøge, er, hvordan forfatteren har valgt at fortælle i den episke tekst.

I fiktionstekster er der tale om noget opdigtet. Det, personerne siger, tænker eller føler i teksten, er ikke nødvendigvis et udtryk for en kon­kret persons opfattelse eller for forfatterens egen holdning. Da der er ta­le om fiktion, er alle følelser og synspunkter legale. Alligevel vil de fleste af jer, når I har læst en tekst, have en fornemmelse af, hvilke synspunk­ter, følelser og tanker I opfatter som sande og brugbare i virkeligheden, og måske fornemmer I også, hvilke holdninger forfatteren sympatiserer med.

Til at give os disse fornemmelser anvendes en række tekniske greb bl.a. synsvinkel og fortællertype.

Synsvinkel kan beskrives som det punkt, hvorfra begivenhederne ses.

Fortællertype handler om, hvordan forfatteren har valgt at skabe en illusion om den måde, der fortælles på.

Vi vil i det følgende gennemgå typiske fortællertyper.

Jeg-fortæller

Anvendes en jeg-fortæller, har vi kun én person, som giver os oplysnin­ger, og det, du bør overveje, er naturligvis, om du kan stole på den per­son, der fortæller. Her kan du undersøge, om personen overdriver, modsiger sig selv, har egenskaber eller tilbøjeligheder, der vækker din sympati eller det stik modsatte.

Bruges en jeg-fortæller, har vi en klar fornemmelse af, hvem fortælle­ren er. Fortælleren kan lokaliseres og er ikke skjult.

3. persons-fortæller og brug af synsvinkel

Vælger forfatteren derimod at beskrive og berette ved at anvende en 3. persons-fortæller, skal vi gøre os flere overvejelser omkring fortælleren, og begrebet synsvinkel vil blive inddraget.

Hører vi hele fortællingen fra én persons synsvinkel, taler vi om fast synsvinkel. En fast synsvinkel er fx en jeg-fortæller, men der kan også være tale om en 3. persons-fortæller, hvis oplevelser og tanker er gen­nemgående i fortællingen.

Forfatteren kan også, når en 3. persons-fortælling anvendes, vælge at lade os opleve historien gennem flere personer. Sker det, taler vi om skiftende synsvinkel. Her er det interessant at undersøge, om de personer, der oplever det, der sker, tolker situationer på samme måde eller helt forskelligt. Brug af skiftende synsvinkel vil vi se et eksempel på i den føl­gende tekstgennemgang.

Hvad enten forfatteren gør brug af fast synsvinkel eller af skiftende synsvinkel, vil der ofte indgå replikker og dialog i teksterne, direkte eller som referat af samtale. Her er det interessant at se, om der er overens­stemmelse mellem det, personerne siger, og det personerne tænker el­ler gør. Det kan være med til at give os en fornemmelse af, hvordan per­sonerne kan karakteriseres, hvilke egenskaber de har osv.

Den registrerende fortæller

Forfatteren kan således lade os opleve fortælling, personer og situatio­ner gennem én eller flere personer. Men forfatteren kan også vælge at lade fortællingen være båret af en registrerende fortæller, der ser begi­venheder udefra og fungerer som et kamera (det kaldes ydre synsvinkel). Vi oplever personerne gennem det, de gør, og det, de siger. Dette sker ved at lade beskrivelser og replikker være centrale, idet den registrerende fortæller giver os et indtryk af personer og situationer gennem handling og tale.

Den alvidende fortæller

Forfatteren kan også vælge at berette og lade sine egne holdninger skin­ne tydeligt igennem.

Hvordan og hvor meget, forfatteren lader sin holdning kommer til udtryk, er forskelligt. I nogle fortællinger vurderer forfatteren meget og bevidst, således at vi ikke kan være i tvivl om, hvor sympatien er. Forfat­teren vil optræde som en fortæller, der med sikker hånd styrer alle begi­venheder og klart beretter for os, hvem vi skal sympatisere med, og for­tælleren lader personerne handle, således at vi ikke er i tvivl om, hvem der har vigtige karakteregenskaber. Denne alvidende fortællertype findes i den gamle litteratur og er meget anvendt i dansk litteratur frem til ca. 1870, hvor den litterære periode, der kaldes Det moderne Gennembrud, slår igennem. Fra 1870 begynder man langsomt at eksperimentere med fortællertyper og brug af synsvinkel.

Eksempler på fortællertyper og synsvinkler:

Af Birgit Martha Bruun og Nanna Christensen, VUC Aarhus. Let redigeret af Jørn Ingemann Knudsen.

Implicit eller eksplicit fortæller

1. Fortælleren er eksplicit, dvs. selv til stede på den fiktive scene:
   • enten som jeg-fortæller (kendes på pronomenet 'jeg' i 1. person ental)
   • eller som en person i fortællingen selv - som tager eller får overladt fortællerstemmen

2. Fortælleren er implicit, dvs. kun høres som en uidentificeret 'stemme' fra en instans, som ikke deltager på den fiktive scene.

OBS: Den eksplicitte eller implicitte fortællerposition er som regel fast en hel fortælling igennem. Der kan dog forekomme 'brud' på fortællerpositionen fx i form af to eller flere (forskellige) jeg-fortællere i én tekst. Det er sjældent! Når man har fastlagt fortælleren fra starten af, er grunden lagt:

• er der tale om en eksplicit fortæller i form af en jeg-fortæller, er synsvinklen grundlæggende indre synsvinkel. Uanset om jeg-fortælleren gengiver sine indre følelser eller tanker eller han sanser, betragter eller kommenterer noget uden for sig selv, så er synsvinklen 'indre syn' (jf. fx Benny Andersens sangtekst: Udsigt i kikkert)
• er der tale om en implicit fortæller, der skildrer et forløb med mange personer på fortællingens scene, ja, så kan han skalte og valte med synsvinklerne.

Synsvinkelbrug - og evt. synsvinkelskift + vurdering af effekten

1. Ydre synsvinkel, dvs. at vi læsere ser og hører det der sker, og dem der deltager, ude fra.
2. Indre synsvinkel, dvs. at vi læsere får indblik i en eller flere (hvilke og hvorfor?) af de fiktive personers følelser, tanker, fornemmelser, ... .
3. Samtidig synsvinkel, dvs. at fortællingen er fortalt sådan, at fortælleren kun ved det samme som personerne i fiktionen - og ikke mere end dem.
4. Ikke-samtidig synsvinkel, dvs. at det hele er fortalt som et overstået og overskuet forløb, hvor fortælleren kan varsle noget, der vil ske eller simpelt hen 'afsløre', hvad der vil ske. Fortælleren ved altså mere end personerne i fiktionen.
5. Kombineret synsvinkel, dvs. at der både forekommer brug af ydre synsvinkel og indre synsvinkel.
6. Vekslende synsvinkel, dvs. at der veksles mellem flere personers indre synsvinkel.

***

Hvilke fremstillingsformer benytter fortælleren? Og med hvilken effekt?

1. Beretning:

Referat, dvs. noget fortælleren har hørt eller set med sine store øjne og ører, og som videregives som referat

Spørgsmålet er så, hvordan - hvad udvælges? Er referatet objektivt eller farvet af 'referentens' ærinde, eller er 'referenten' interesseret i at lade sin egen holdning skinne igennem som fx sympati, antipati, ironi, kærlig udlevering, afsløring lidt efter lidt?

Alt dette er det læserens opgave at finde ud af!! Derfor: Vær beredt og undersøg, om der er tale om følgende typer af referat:

1. Referat af begivenhed, noget sker, nogen GØR noget - der er et kort eller langt handlingsforløb.
2. Referat af noget, nogen siger / har sagt eller tænker / har tænkt med afsenderposition. Dette kaldes også indirekte tale eller tanke. Indirekte tale eller tanke kendes på, at den anførende tale er med. Fx: Hun sagde, at det kostede for meget for så lidt... Hun siger, at selv havregryn og skummetmælk er for dyrt i Nærbrugsen... De havde sagt, at hun skulle begynde at handle i Netto eller Alta... . Eller: Hun tænkte, at bøger er billige i forhold til ugeblade... Hun tænker, at ugebladene er blevet dyrere og dyrere ...
3. Dækket direkte tale eller tanke, også bare kaldet dækning: Dette er stadig referat af, hvad nogen har tænkt, sagt eller fortalt, men afsenderen er slettet, og man kan kun vurdere, om det er dækning, ved at lytte til sproget, som har taget farve efter den person, som refereres. Sproget i dækket direkte tale vil typisk indeholde talesprogsvendinger og ofte også individualsprog, dvs. brudstykker af ordforråd, som karakteriserer en person, socialt, uddannelsesmæssigt og mentalt, altså sådan som det kommer til udtryk, når vi taler, som dem vi er.
   Dækning kan fx forekomme i korte passager:
   Eksempel: (referat af replik uden afsender, forskudt til imperfektum (datid) og til 3. person): Det var fanme heller ikke til at holde ud, at hendes ugeblade skulle koste det hvide hver eneste uge. (Opr. replik: Hun sagde: "Det er fanme heller ikke til at holde ud at mine ugeblade skal koste det hvide hver eneste uge."
   Dækning kan også forekomme som gennemgående fremstillingsform i en hel fortælling, fx i form af såkaldt tankereferat eller indre monolog.

Replik, dvs. direkte tale eller direkte tanke. Replikker er nemme at kende i teksten - ofte er der nemlig anførselstegn omkring. Der kan også bare en være en tankestreg foran en replik (og så kaldes tankestregen en 'replikstreg').

Replikker står i præsens (nutid) som oftest. Fx: Hun sagde: "Jeg vil på kursus i USA i to år. Vil du med?" -"Gu vil jeg ej!", svarede han, mens han tænkte: "Jeg vil skilles fra den rappenskralde".

2. Beskrivelse

Her dvæler fortælletempoet i modsætning til de berettende afsnit, hvor der jo sker noget, og tiden går!

Beskrivelse er kendetegnet ved, at der ofte bruges mange tillægsord (adjektiver), og disse bruges til at formidle vurderinger.

I beskrivende ord eller afsnit ligger der vurderinger - positive, negative eller neutrale - her finder vi ofte nøglen til hvordan fortælleren påvirker læserens sympatier og antipatier: Hvem holder vi med?

Man kan kategorisere den beskrivende fremstillingsform i følgende typer:

1. Rumbeskrivelse/miljøbeskrivelse - der kan specificeres i naturbeskrivelse, bybeskrivelse, beskrivelse af ting, dyr og overnaturlige væsener mv.
2. Ydre personbeskrivelse (jf. ydre synsvinkel). Her tænkes fx på beskrivelse af personers klædedragt, ansigtstræk, kropsholdning, bevægelsesmønster, mimik og gestik - dvs. alt hvad der kan registreres udefra
3. Indre personbeskrivelse (jf. indre synsvinkel), dvs. beskrivelse af tanker, følelser, fornemmelser, sansninger (syn, hørelse, lugt, smag, følesans), meninger, holdninger, tro, mental bagage: erindringer, erfaringer... (fortid), forventninger og ønsker, planer, håb (fremtid).

3. Kommentar

Her træder fortælleren åbenlyst frem og kommenterer og vurderer for egen regning. Det kan ske i en kort kommentar eller i lange refleksioner. Sådanne fortællekommentarer er ofte forekommende i prosa før 1900 og i triviallitteratur.

***

OBS! Bemærk, at der i mange tekster anvendes en kombination af forskellige fortællertyper, synsvinkler og fremstillingsformer.

Artikel af Jan Bagge-Nielsen, 2018. Oprindeligt udgivet på uniteandwrite.com, d. 18. april 2018.

I kender det sikkert selv. En af jeres venner fortæller jer en historie, om noget han/hun har oplevet, og efterfølgende hører I samme historie fra en anden ven, der også var tilstede. Men de to historier, fortalt fra to forskellige perspektiver, stemmer ikke overens - begivenhederne beskrives anderledes og nogen ting er måske udeladt i den ene historie sammenlignet med den anden. Hvilken historie er så den sande? Hvem taler sandt?

Måske den ene lyver, eller de begge gør. Mere sandsynligt er det måske, at de begge taler sandt, men de blot misforstår, fejlfortolker og dermed fejlrapporterer, hvad der skete - de er begge upålidelige fortællere.

Dette fænomen er ikke blot en almindelig del af den menneskelige oplevelse (vi har svært ved at være 100% objektive), men det er et fænomen, der ofte tages i brug i fiktion - særligt i værker med en jeg-fortæller.

Den upålidelige fortæller er en interessant og spændende fortællertype, der giver fortællingen dybde og kompleksitet, og som er i stand til at aktivere læserens evner til at gennemskue manipulation, løgne og fejlfortolkninger.

Definitionen

En upålidelig fortæller fortæller ikke altid sandheden om begivenhederne, om sine egne eller andres følelser, eller om sin forståelse af omgivelserne. Fortælleren kan bevidst udelade ting fra sin fortælling, men han kan også være uvidende om det, i kraft af at han fejlfortolker begivenhederne.

I begge tilfælde findes der dermed to historier i værket: fortællerens historie, og det der i virkeligheden finder sted. Der sker altså en dobbeltkommunikation, hvoraf den "ufortalte" historie skal genskabes af læseren selv. Det er derfor essentielt for forståelsen af teksten, at læseren kan identificere fortælleren som værende upålidelig. Læseren skal kunne lure, at fortælleren lyver, eller at der er noget galt med fortælleren og den måde, han fortolker begivenhederne og sine omgivelser på. (...)

Værket kan enten direkte eller indirekte give læseren information om fortællerens pålidelighed, og der er en lang liste af måder, hvorpå dette kan gøres. Vi ser lidt nærmere på, hvilke tegn på upålidelighed der ofte bruges i værker med upålidelige fortællere.

En taksonomi over upålidelighed

Der er en række tekstuelle tegn, læseren kan lede efter i forhold til at afgøre, om fortælleren er upålidelig. Eksempelvis kan det være, at fortælleren modsiger sig selv undervejs i sin fortælling - hvad han siger stemmer måske ikke overens med hans handlinger. Fortælleren kan også være ekstremt emotionelt involveret i fortællingen, hvilket kan få ham til at virke ude af stand til at være objektiv, og man kan dermed ikke stole på, at han fortolker begivenhederne korrekt.

En fortæller, der har unormale sproglige vaner, kan også virke upålidelig. Hvis han bruger mange afbrudte og usammenhængende sætninger, udråb, indskud, umotiverede repetitioner eller er tøvende, virker han måske ustabil og dermed mindre pålidelig.

Fortælleren kan naturligvis også selv indikere enten direkte eller indirekte, at han har begrænset viden eller husker dårligt, hvilket skaber usikkerhed om nøjagtigheden af hans fortælling.

Som i det indledende eksempel kan upålidelighed også gøres tydeligt gennem brugen af flere forskellige fortællere, som kan afsløre uoverensstemmelser mellem fortællingerne.

Som forfatter kan man også vælge at bruge en rammefortælling til at så tvivl om fortællerens pålidelighed. Eksempelvis kan man i et forord, efterskrift eller lignende introducere en anden eller tredje fortællerinstans, der kommenterer på kernefortællingen.

Som nævnt spiller læseren (eller målgruppen) en betydelig rolle i afgørelsen af, om fortælleren er upålidelig. (...) Læserne bruger [deres viden og erfaringer] til at vurdere, hvad der kan være sandt, og hvad der sandsynligvis er sandt. Målgruppen har netop en bestemt opfattelse af, hvad der er fysisk muligt, "sund fornuft" og normal opførsel. Bryder fortælleren med disse normer vil han sandsynligvis blive opfattet som upålidelig i en eller anden grad, og læseren vil dermed begynde at fortolke på, hvad der i virkeligheden er sket.

En skarp læser analyserer, hvad fortælleren siger, og hvordan han siger det. Som forfatter kan man bruge dette til at manipulere læseren og hans/hendes opfattelse af fortælleren.

Eksempler på upålidelige fortællere

Edgar Allan Poe er et klassisk eksempel på en forfatter, der benytter sig af upålidelige fortællere til at give sine tekster dybde og gøre dem åbne for fortolkning. Hans fortællinger er ofte overnaturlige på overfladen, men der gemmer sig typisk en mere faktuel historie bag ved fortællerens fortælling.

Eksempelvis er Poes fortællere ofte sindssyge, mentalt ustabile og/eller stofmisbrugere, hvilket påvirker deres fortolkning af begivenhederne. De har vrangforestillinger, hallucinerer eller vildleder dem selv på anden vis. Dette ses for eksempel i hans noveller "The Tell-Tale Heart" og "Ligeia", hvori fortællernes sindssyge leder dem til mord. Den ene fortæller forsøger at retfærdiggøre mordet over for læseren, mens den anden fortrænger, at han har begået et mord.

Et lignende eksempel er Henry James' roman The Turn of the Screw, hvori fortælleren, en ung guvernante, ender med bogstaveligt talt at skræmme livet af de børn, hun passer. Ifølge hendes fortælling er hun imidlertid heltinden, der forsøger at redde børnene fra den onde indflydelse af to spøgelser. Hun lider derfor af voldsomme vrangforestillinger, hvilket indikeres flere gange gennem romanen gennem hendes personlighed og verdenssyn.

Et andet klassisk eksempel (men i en helt anden boldgade) er Mark Twains roman Adventures of Huckleberry Finn, hvori fortælleren blot er et barn, hvis uerfarenhed og uskyld får ham til at misfortolke hans omgivelser og nogle af de andre karakterers intentioner.

En anden slags upålidelig fortæller ser vi i Vladimir Nabokovs roman Lolita. Her er fortælleren upålidelig i kraft af hans motivation til at påvise, at han ikke har gjort noget forkert, idet han har startet et forhold med en 12-årig. Han manipulerer sandheden i sin fortælling for at retfærdiggøre sine handlinger og for at få sig selv til at fremstå sympatisk.

En fortællers upålidelig kan også skyldes et traume, så som i Yann Martels roman Life of Pi. Fortælleren, Pi Patel, fremlægger her en fortælling så fantastisk, at den åbenlyst ikke er sand. Denne fantastiske fortælling opfinder han for at fortrænge, hvad der i virkeligheden er sket.

Der er dermed en lang rækker måder, hvorpå en fortæller kan være påvirket til at fordreje eller fejlfortolke sandheden og dermed være upålidelig. Han/hun kan være mentalt ustabil, under indflydelse af stoffer, have et naivt eller forskruet verdenssyn, være motiveret til at pynte på sandheden eller være påvirket af en traumatisk oplevelse.

Den upålidelig fortæller er en fantastisk spændende og inddragende fortællertype, der evner at manipulere og vildlede læseren og giver værket mange lag og muligheder for fortolkning. Den har en helt unik påvirkning på forholdet mellem værket og læseren, da fortælleren kommunikerer direkte med læseren og læseren må tage stilling til, om fortælleren kan stoles på.

Det er en fortællertype, som jeg opfordrer alle forfattere at prøve af mindst én gang, da det giver god øvelse i forståelsen af læserens rolle og hans/hendes forhold til teksten og dens indhold. At skrive en upålidelig fortæller kræver i høj grad, at man sætter sig i læserens sted og overvejer, hvordan værket tolkes af andre øjne end ens egne. Ligesom hos den upålidelige fortæller kan vores eget begrænsede perspektiv nemlig nemt fordreje vores fortællinger. (...)

***

Eksempler tekster med en upålidelig fortæller:

• Edgar Allan Poes noveller
• Henry James, The Turn of the Screw
• Steen Steensen Blicher, "Sildig opvaagnen"
• Mark Twain, Adventures of Huckleberry Finn
• Scott Fitzgerald, The Great Gatsby
• Vladimir Nabokov, Lolita
• Chuck Palahniuk, Fight Club
• Bret Easton Ellis, American Psycho
• Yann Martel, Life of Pi
• Gillian Flynn, Gone Girl

Faglitteratur om upålidelig fortæller:

• Wayne C. Booth, The Rhetoric of Fiction
• James Phelan, Living to Tell about It: A Rhetoric and Ethics of Character Narration

Kilde: https://uniteandwrite.com/den-upaalidelige-fortaeller/.

• Om fortælleforhold (powerpoint)
• Om fortælleforhold (powerpoint som pdf)

Uddrag af artikel fra 2006 af Gunnar Mühlmann, lektor på Espergærde Gymnasium indtil 2006, nu musikproducer og underviser i meditation (www.meditation.dk). Let redigeret af Jørn Ingemann Knudsen, 2015. Artiklen er gengivet fra Gunnar Mühlmanns danskfaglige hjemmeside: da-net.dk.

Indledning

Når en fortælling skal fortælles, vil forfatteren/fortælleren have nogle grundlæggende fortællemåder (også kaldet fremstillingsformer) at benytte sig af. En fortælling kan således bygges op af beretning, beskrivelse, kommentar (forfatter- eller fortællerkommentar) og replik/dialog.

1. Beretning

I beretningen fokuseres der på det episke (=fortællende) forløb, dvs. fortællingen - handlingen - begivenheden - historien.

Beretningen skaber altid en horisontal ('vandret'), dynamisk bevægelse i tid - Fx fra A (hjem) til B (ude) til A1 ('nyt' hjem).

Beretningen kaldes kronologisk, hvis den (handlingen) skrider fremad i tid uden afbrydelse.

Den kaldes anakronisk, hvis der sker afbrydelser af den tidsmæssige kronologi i form af:

• tilbageblik (også kaldet tilbagegreb eller flashback)
• forudgreb (også kaldet forudskikkelse eller flashforward), dvs. at fortælleren udtrykker kendskab til, at noget vil ske i fortællingens fremtid)
• tidsmæssig udeladelse (elipsis), dvs. hvis det antydes, at noget i fortællingen er udeladt/sprunget over.

Man taler om to slags beretninger:

1. Panoramisk beretning, der giver et overblik over et handlingsforløb, der ér sket (også kaldet bagudsyn) strækker sig over relativt lang tid. Der fortælles normalt ikke mange detaljer, og som læser oplever man sig på afstand af det begivenhedsforløb, der kortfattet refereres. Den panoramiske beretning fortælles oftest i datid.
2. Scenisk beretning giver et detaljeret billede af en situation, hvis varighed er relativt kort. Det opleves som om handlingen foregår lige her og nu, imens den fortælles (også kaldet medsyn). Man oplever sig som læser derfor tæt på begivenhedernes gang. I den sceniske beretning optræder ofte replikker og den skrives ofte i nutid, men den kan dog godt fremstilles uden brug af direkte tale og i datid.

En beretning har fokus på det, der sker, på det, personer gør.

Teksttyper, der ofte gør brug af den berettende fortællemåde: Novelle - roman - eventyr (prosatekster) - avisreportage.

Eksempel på panoramisk beretning:

Torgeir udvalgte 40 mand af sine folk til at følge sig; Sám havde også 40 mand. Dette følge var veludstyret både med våben og heste. De rider alle den samme vej, til de ved daggry kommer til Jøkelsdal, hvor de drager ad broen over åen. Det var om morgenen på den dag, da dommen om inddragning af Ravnkels gods skulle forkyndes.

Torgeir spørger, hvordan de bedst kunne overraske dem. Såm sagde, at det vidste han besked med. Han drejer straks fra vejen og op på fjeldfremspringet og rider så ad åsen mellem Ravnkelsdal og Jøkelsdal, til de kommer hen under det fjeld, ved hvis fod Adelból ligger. Op i fjeldsletten strækker der sig en græsbevokset dal, men ned mod dalen var der en stejl fjeldbrink, og ved foden af den ligger gården. Dér stod Sám af hesten og sagde: "Lad os nu slippe vore heste løs og lade 20 mand blive her for at passe på dem, mens vi andre 6o skynder os til gården; jeg tænker ikke, der er mange, der allerede er oppe."

De gjorde, som han havde sagt. Stedet, hvor de lod hestene græsse, kaldtes siden hestekløften. De skyndte sig til gården. Det var over den tid, da folk plejer at stå op, men på gården havde de endnu ikke rejst sig. De brød døren op med en træstamme og trængte ind. Ravnkel lå i sin seng. De greb ham og alle hans våbenføre huskarle og trak dem ud. Kvinder og børn blev drevet ind i et hus. På tunet stod et udhus; derfra og hen til stuehusvæggen var der anbragt en stang til at tørre tøj på. Ravnkel og hans mænd blev ført derhen. Han kom med mange tilbud for sig selv og sine mænd; men da det ikke hjalp, bad han om, at hans mænds liv måtte blive skånet, "fordi de ikke har forbrudt sig imod jer; det er ikke nogen vanære for mig, at I dræber mig; jeg skal heller ikke bede for mit eget liv, men jeg beder om, at I vil lade mig slippe for mishandling; det har I ingen ære af."

Torkel sagde: "Efter hvad vi har hørt, har du ikke været videre medgørlig over for dine uvenner, så det er rimeligt, at du i dag selv får at føle, hvordan det er."

Så tager de Ravnkel og hans mænd og bandt deres hænder på ryggen. Derpå brød de udhuset op og tog reb ned fra krogene; siden tager de deres knive og gennemborer deres haser, trækker rebene igennem hullerne, kaster dem op over stangen og binder på den måde 8 mand sammen.

Da sagde Torgeir: "Nu er det gået dig, som du har fortjent, Ravnkel, og 35 du ville vel næppe have troet det muligt, at du skulle komme til at lide sådan skam, som det nu er sket."

(Fra Ravnkel Frøjgodes Saga).

Eksempel på scenisk beretning:

Med nøglen i hånden kommer jeg ned ad trappen. Det må være en lørdag eftermiddag, for Martha, købmandens halvgamle tjenestepige med de blege, ligesom nedslidte ansigtstræk og røde skurekonehænder, står ude i gården og skrubber trappestenen. Når hun bruger gulvskrubben, flagrer hendes grålige, senede arme som den knækkede vinge på et fanget insekt. Fra morgen til aften slider Martha i det med en blind, furiøs energi som husets folk ikke kan finde lovord nok for. Den tanke falder dem aldrig ind, at hun bliver sporet frem, i kantede, rykvise bevægelser, af et ubevidst had: et forgræmmet tyendes had til tingenes tyranniske krav på alle hendes livs dage.

Martha ser ikke op, da jeg springer over den våde trappesten. Hun tillader ikke forstyrrelser fra omverdenen at sinke hendes selvødelæggelse. Jeg går gennem solskinnet tværs over gården, åbner døren til skuret og træder blændet ind i den gamle, gysende svale gang med de fire retiradedøre. Yderdøren bag mig blæser i, og hurtigt for ikke at opfatte mørket, støder jeg den op med albuen. Jeg ser mig om i gården. Der er heldigvis ingen andre drenge nede. Endnu mere end mørket frygter jeg et hånligt tilråb. Jeg sætter en pind i klemme forneden ved døren, så den bliver stående åben.

Da jeg med min nøgle lukker vores lokumsdør op, sidder rotten ved siden af tønden. Den stirrer på mig med sine sorte lysende perleøjne.
Idet jeg møder dens blik, falder der skæl fra mine øjne, som skrevet står. Et lys synes at flamme op bag dem som en stormtændstik, og jeg ser den totale rotte med al dens væsen: Den hæslige snude, ørets sorte tragt, den skaldede nakke og skabede ryg, halens nøgne orm der kryber ved forpoterne - alting står prentet med samme ulidelige klarhed for mit syn.

(Fra novellen Rotten af Poul Ørum).

2. Beskrivelse

Beskrivelsen 'maler' natur, udseende og stemninger.

Den beskrivende fortællemåde skaber en vertikal (=lodret), statisk (=stillestående) dybde i nu'et.

En beskrivelse har fokus på det, personer sanser, føler eller tænker.

Teksttyper, der ofte gør brug af beskrivelse: Først og fremmest lyrik (= digte), men også romaner, noveller og eventyr.

Beskrivelsen foregår ofte i nutid.

Eksempel på beskrivelse af sted:

Ude i Øst bag en lang, sammensunket Voldgrøft, der dannede Grænsen mellem Overdrevet og de egentlige Bymarker, laa et pynteligt lille Boelssted med grønne Vinduesrammer, Vinløv om Gavlen og Bikuber langs Havehegnet. Ensomt og trist laa det paa de stenede Jorder, der skraanede imod Fjordindløbet.

Men i den lille Have foran Huset stod om Sommeren et pragtfuldt Flor af fine og sjældne Blomster.

Navnlig i Avgust, naar Rankerne og Slyngplanterne havde skudt sig højt op paa Straataget, og naar Frugterne paa de Bugnefulde Dværgtræer begyndte at modnes mellem løvet, saae det lille Hus helt eventyragtigt ud der midt i de øde Stenmarker - en tusendfarvet Blomsterkurv, der blandede sin Vellugt med Havets bittersalte Aande.

Det var rent ud forbavsende, Hvad der var bleven frombragt og opelsket paa denne lille Plet. I de lyse Sommeraftner, naar solen var ved at gaa ned, drev gerne en og anden af Byens Folk op over Østen-Stien med sin Pibe eller Strikkestrømpe fra Grusbakkerne at fryde sig ved synet af den fremtryllede Rigdom.

(Fra novellen Knokkelmanden af Henrik Pontoppidan).

Eksempel på beskrivelse af person:

De menneskelæber, som åndede denne duft, var svulmende og friske, den barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og foden var spæd, midjen smal, væksten slank, og der var en vis mager styrke i den hele skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne hår, der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblå fløjlshue var gleden af og hang om halsen i sine knyttede hagebånd ned på ryggen som en lille munkehætte. Ellers var der intet klosterligt ved dragten; en bred og ligeskåren lærredskrave slog ned over en lavendelblå hvergarns kjole med korte og vide, opskårne ærmer; ud af dem brusede et par store poseærmer af fint, hollandsk lin. En højrød sløjfe sad på brystet og høj røde sløjfer på skoene.

Hun gik med hænderne på ryggen og med foroverbøjet hoved. Med legende, sirlige skridt gik hun langsomt op ad gangen; men ikke lige frem; hun gik i bugter; snart var hun ved at støde imod et træ på den ene side, snart var hun ved at komme ud mellem træerne på den anden side.

(Fra romanen Marie Grubbe af J.P. Jacobsen).

3. Kommentar (forfatter- eller fortællerkommentar)

Tekstens budskab virker subjektivt, fordi tekstens forfatter eller fortæller tilkendegiver sin personlige mening/holdning via kommentarer eller refleksioner (= overvejelser).

I kommentaren fokuseres der på det forklarende, meningsdannende - nogle gange åbenlyst, andre gange mere skjult.

Forfatter-/ fortællerkommentaren er forfatteren/fortællerens mest direkte og åbenlyse vej til påvirkning af læseren.

Kommentaren aktiverer læserens/modtagerens 'jeg', fordi forfatteren/fortælleren træder ind i rollen som et 'afsender-jeg', der kommunikerer direkte til modtager-jeg'et.

En kommentar har fokus på det, forfatteren eller den ikke-diegetiske fortæller tænker eller mener.

Kommentaren er ofte anvendt i følgende teksttyper: aviskronikker, avisledere, ældre skønlitteratur (især romaner, børne- og ungdomslitteratur og eventyr), sjældnere i nyere romaner, noveller, digte.

Eksempel på kommentar:

Og saadan vokser Niels da op, og alle Barndomsindflydelser former på det bløde Ler, Alting former, Alting har Betydning, det, der er og det, der drømmes, det, der vides og det der anes, - det lægger hvert sin let, men sikkert dragne Gang af Linier, som saa skal formes ud og dybes efter, som saa skal rundes bort og slettes ud.

(Fra romanen Niels Lyhne af J.P. Jacobsen).

Et andet eksempel på kommentar:

De har sikkert aldrig været på det sted. Der kan ellers være ganske morsomt somme tider. Men De er måske ingen ynder af den slags restauranter, hvor unge piger kommer alene og drikker porter og citronvand, hvor soldater kommer flokkevis og tager om ølglassene med umådelig store, røde labber, hvor der kommer fabrikspiger og butikspiger, kommis'er, studenter, mekanikere og bybude - rækkefølgen er ikke kronologisk - og hvor orkesteret spiller ud over et stuvende fuldt dansegulv. Det ynder De ikke.

De ynder heller ikke at være et af de mange sammenstuvede par på gulvet, blot optaget af at have en butikspige i armen, se hende i øjnene eller mærke hendes hår mod Deres kind og vakle og puffes af sted med en fart af fem meter i minuttet, blot som et led i den kompakte, vuggende masse, mens King Jazz svinger taktstokken i projektørernes farvespillende halvmørke, - uden andre tanker end dem saxofonen besørger for Dem, - som saxofoner besørger en tankegang: langsomt, blødt og drømmende, som en dykker strider sig hen over havbunden, med dagslyset spillende ned, langt borte fra gennem grønne vandmasser.

Der er stor sandhed i saxofonen. Den kommer den menneskelige stemme nærmest af instrumenter, og den har gråden i sig. Den beherskede, verdenskloge gråd - så behersket og verdensklog (...)

(Fra romanen Midt i en jazztid af Knud Sønderby)

4. Replik (dialog)

Denne fortællemåde kalder nogen for 'replik', andre 'dialog' og atter andre 'dialogisk fortællemåde'.

En fortællemåde, der er domineret af replik, kan virke mere objektiv end andre fortællemåder, fordi fortælleren tilsyneladende er ude af billedet i den forstand, at afsenderen (forfatteren/fortælleren) jo ikke kan berette, beskrive eller kommentere, imens andre personers tale citeres eller refereres.

Læseren oplever at danne sin mening og skabe sin egen oplevelse, uafhængigt af forfatteren/fortælleren. Men da det i fiktionslitteratur jo er forfatteren, der finder på personers replikker og dialog (eller en fortæller, der citerer sig selv eller andres replikker), kan denne fremstillingsform opfattes som forfatteren/fortællerens mest indirekte og diskrete måde at påvirke eller 'forføre' læseren på.

Replikskifte anvendes ofte på dramatiske højdepunkter, fordi en dialogs læsetempo er ret højt, dvs. at en læser typisk læser replikker noget hurtigere end en beretning og væsentlig hurtigere end en beskrivelse. 'Hurtig' læsning, 'hurtig' dramatisk handlingsklimaks, og læserens høje puls foranlediget af et intensivt spændingsniveau, passer godt til hinanden.

Replik og dialog er desuden velegnet til at beskrive forholdet mellem personer., fordi det, der siges og måden, det siges på, ofte giver et godt (indirekte) signalement af både de personer, der taler og de talende personers relation til hinanden.

Den dialogiske fortællemåde har fokus på det, personer siger.

Der findes følgende replikformer:

1. Direkte tale: Han sagde: "Jeg bliver altså nødt til at gå hjem.". Direkte tale er en direkte citeret replik, der typisk angives med citationstegn, replikstreg eller lignende tegn, der angiver, at nu er der en person, der siger noget bestemt.
2. Dækket direkte tale: Jeg blev altså nødt til at gå hjem. Dækket direkte tale er en skjult replik i personers mund, der ofte afsløres, fordi der indgår talesprogsvendinger. Dækket direkte tale holdes altid i datid (i modsætning til 'indre monolog' (en person tankestrøm), der ligner dækket direkte tale, men fremstilles i nutid). Dækket direkte tale angives ikke med citationstegn, replikstreg eller lignende. Den slags tegn er reserveret til den direkte tale.
3. Indirekte tale: Han sagde, at han blev nødt til at gå hjem. Indirekte tale er en refereret replik, altså replikken siges ikke direkte, men det fortælles, hvad der blev sagt.

Replik og dialog forekommer i følgende teksttyper: Først og fremmest skuespil og sagaer, men også romaner og noveller.

Eksempel på replik:

- Her er hastighedsbegrænsning! sagde Mark.

- Javist, sagde manden uden at sænke farten, - det er der jo efterhånden kommet en del steder. Men ikke for mange, vel?

- Det tror jeg ikke, sagde Mark, - det er vel nødvendigt!

- Ja! Det er absolut nødvendigt! Der er alt for mange der kører alt for hasarderet, ikke?

- Åh, jeg ved...

- Sig nu hvad De mener! sagde manden, - sig nu bare alt hvad De mener!

De passerede endnu en lyskurv. Rød. Forbi politistationen hvor den grønne lampe lyste. Der var øde på gaderne. Kun en enkelt mand vaklede afsted langs en husmur.

- De er et pænt menneske, sagde manden, - det en eg sikker på! Kone og børn?

Mark sagde modstræbende:

- Ja, jeg er gift!

Og lidt efter tilføjede han:

- vi har to børn!

- Se se, sagde manden, - og De er meget lykkelig?

- Ja!

- De holder meget af Deres kone?

- Ja, jeg gør! sagde Mark irriteret.

De kørte ud af byen igen, og manden satte farten op. 140. Motoren brølede dumpt.

Mark tog sig sammen:

- Jeg tror ikke ... jeg bryder mig ikke om...

- Ja ja? sagde manden venligt opfordrende.

- Jeg bryder mig ikke om at køre så hurtigt!

- Det er en skam! sagde manden, - det er synd for Dem!

Han fortsatte med samme fart. Mark tog sig meget sammen.

- vil De være venlig at sætte mig af!

- Nej! sagde manden.

- Hør nu her, sagde Mark og lænede sig forover, hen mod ryglænet.

- De må hellere blive siddende, sagde manden og slog et par lette sving med rattet. Bilen for hylende fra side til side.

- Ja, De må hellere blive siddende, sagde manden passiarende - det er frygteligt farligt at køre så stærkt! De læste nok om den ulykke ved Roskilde? Gjorde De ikke? Bilen kørte lige ind i et træ med over 100 kilometer!

(Fra novellen Tur i mørket af Leif Panduro).