Betragt dig Menneske! betragt og vilde Bæster,
Hvorover du af Gud er skabt at være Mester;
See Tigrens Grumhed an, see Revens List og Svig,
Ja alle Bæsters Feyl, de findes jo hos dig.
Som Floderne til Hav, de alle til dig rinde,
Man derfor ey en Bye, en Flek ey fast kand finde,
Hvor jo tillige med en Kag, en Galge er,
En Byfogd, Bøddel, Lov, Sverd, Riis og andet meer,
Som dig din Ondskab kand med Billighed bebreyde,
At med din ædle Siel du stedse fører Feyde.
En Ulv ey æder Ulv, sin Mage aldrig rør,
Han heller lider Nød, af Hunger heller døer.
En Parder aldrig sig med Parder-Føde mætter,
Han Afskye har for Mord, naar han seer Parder-Pletter,
En hungrig Biørn jo gaaer en hungrig Biørn forbi,
En Høg mod anden Høg ey øver Tyrannie,
Skiønt ingen Love er, der sligt hos dem fordømme,
Skiønt Byfogd, Bøddel dem ey holde udi Tømme.
Kald derfor Menneske! kald ey en Tiger grum,
Du fælder der ved jo din egen strenge Dom,
Du finder hos dig selv fast alle Lasters Kilde.
Priis heller Dyrene, stiil dem ey meere vilde.
For dig kun skrives Lov med skarpe Drage-Blod,
Lycurgus, Draco ey er Dyrene imod.
De grumme Love man i Steene lader grave,
For ædle Creatur at holde udi Ave.
O Menneske, som Gud i Skabningen er lig,
Straf, Trusler, Pine-Benk opfunden er for dig;
For dig, som haver en fornuftig Siel, at spæge,
Man ofte en Tyran maa tage til en Læge. (...)
Saa skarp en Medicin man skulde ey behøve,
Hvis Mennesket kun var som Tiger, Biørn og Løve. (...)
Før Frihed ikkun ind, løs vore Baand og Kieder,
Brutalitet man meer blant Dyrene ey leeder,
En Biørn, en Ulv os da poleret kommer for;
Thi Broders Sværd da mod en Broder draget staaer,
En Fader mod sin Søn, en Søn imod sin Fader
Paatager Harnisk, og til Strid sig føre lader.
Hvo anseer uden Lov end det forjætte Land,
Er haard som Flintesteen, hvis han ey græde kand.
Naar Riset kun er brudt, og Straf ey meer kand temme,
Strax seer man Mennesker i Mennesk-Blod at svemme;
Naar Øvrighed har Magt, og Lov sin Styrke, mist,
See, af Societet om findes mindste Gnist.

Uddrag af digtet Democritus og Heraclitus fra tekstsamlingen Fire Skiemte-Digte fra 1722 (udgivet i revideret udgave 1728) af Ludvig Holberg (1684-1754). Nærværende uddrag er fra Mindre Poetiske Skrifter, F. L. Liebenberg (red.), 1866.

Note: I dette uddrag kritiseres mennesket for at være mere brutalt og umenneskeligt end dyr. Og i de sidste linjer forklares, hvordan mennesker vil udrydde hinanden (Mennesker i Mennesk-Blod at svemme), hvis Øvrigheden (læs: Den enevældige konge og hans stand) ikke får lov at udøve sin magt og sikre, at undersåtterne (folket) overholder loven.