Naturens og Folkerettens Kundskab (uddrag)

CAP. I: Om Menneskets Gierning - af Ludvig Holberg (1711-14)

Menneskets Herlighed frem for de umælende Bæster [= dyr] kand fornemmelig sees deraf, at det er begavet med en fornuftig Siæl, hvorudi er et herligt Lys til at kiende og dømme udi en Ting, og en særdeles Bevægelse at antage og forkaste den samme, saa at derfore udi - den Henseende Menneskets Gierninger ere langt ypperligere end Bæsternes Bevægelser [= handlinger], som skee uden nogen foregaaende Betragtning og Overveyelse, da derimod Menneskets Gierning foretages af foregaaende Forstand og Villie.

Uddrag af det juridiske værk Naturens og Folkerettens Kundskab fra 1711-14 af Ludvig Holberg (1684-1754), mine anm. i firkantet parentes.

Til toppen

CAP. II: Om Moralske Gierningers Rette=Snoer, Eller Om Loven i Almindelighed -af Ludvig Holberg (1711-14)

Saasom Menneskets Gierning dependerer af Villien, og Villien er adskillig og foranderlig, derfore er det fornødent, for at indrette nogen Orden og Skik iblant Menneskene, og at forekomme all Forvirrelse, at der er en vis Regel og Rette-Snoer, hvorefter Menneskets Gierning maa øves.

Saadan Rette-Snoer kaldes Loven, hvilken er en Forordning, hvorved en Øvrigheds-Person forbinder sig sin Undersaat, at den efter hans Foreskrivelse skal indrette alle sine Gierninger: Foruden saadan Lov er ogaa anden Rette-Snoer, hvorefter Menneskernes Gierninger føres, saasom Raad og Forbund. Fra det første, nemlig Raad, kiendes Loven der udi, at et Raad kommer fra ens Lige og undertiden Undermand, men Loven alletider fra ens Overmand; et Raad søger at overtale ved at forestille grundige Aarsager, men Loven byder og befaler; et Raad gives et Menneske at samtykke eller- forkaste, men Loven paabyrdes et Menneske mod dets Villie.

OM HVAD DER HAR DREVET MENNESKERNE

Den rette Aarsag derfor, hvorfore Societæter og Stæder ere indstiftede, er Frygt, som det eene Menneske haver for det andets Ondskab, og derfor have de første Mennesker givet sig under Love og Øvrighed, der kunde beskytte de Svage imod de Sterke, og straffe Ondskab, som tilforn gik saa meget udi Svang, thi, dersom ikke Lov var, skulde, saasom Ordsproget lyder, det eene Menneske opsluge det andet.

Efterat Menneskerne nu ved Stæder og Regieringers Indstiftelser vare bragte udi den Stand, at de kunde være trygge og sikkre for hinanden, er det siden af sig selv fulgt paa, at de des overflødigere have nødt de Fordeeler og Beqvemmellgheder, som flyde fra det eene Menneske til det andet, og opfundet adskillige Kunster, hvorved Menneskerne have bekommet stor Nytte og Magelighed.

Nogle kunde maaskee vel indbilde sig, at den naturlige Lov var tilstrækkelig nok at holde Menneskerne udi Tømme, i det den lærer os, at vi ingen skulle beskadige, men omendskøndt der findes nogle gode Gemytter, der ikke beskadige andre, hvorvel de det uden Fare for Straf kunde giøre, ligemaade andre, der af Frygt for adskillige Uleyligheder, som deraf kunde komme, tvinge deres Begierligheder, saa findes derimod mange, der foragte all Ret og Biilighed, saa tidt de see nogen Gevinst og Fordeel, og stoele paa deres egen Styrke og Kunst, hvorved de kunde besnæere og undertrykke andre.

Uddrag af det juridiske værk Naturens og Folkerettens Kundskab fra 1711-14 af Ludvig Holberg (1684-1754).

Til toppen

dansksiderne.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2021 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt