Forfatteren kan ved hjælp af ord og udtryk vælge en stil i forskelligt leje, hvorved der opnås en særlig effekt:

1. Høj stil: Især i ældre tekster bruges en række ualmindelige ord og udtryk - lidt fjerne og gammeldags poetiske. Eksempel: Nu randt det ham i sinde, det var den søde stund... (Christian Winther) i stedet for: 'Nu huskede han, det var den søde tid...'
   Høj stil høres også i ældre taler, hvor den skal påvirke vore følelser og rive os med i en stemning. Eksempel: Og kommer vi hjem, færre og fattigere end vi drømte, og blandes der afskedssmerte i gensynets glæde på denne dag, der skiller slægt og samler slægt – der er dog noget, der er stærkere... (Otto D. Schack).
   Høj stil kan let komme til at lyde hul og falsk.
2. Normal stil: Normal stil har almindeligt brugte ord og vendinger, som umiddelbart kan forstås af alle.
3. Lav stil: Lav stil ligner det almindelige talesprog. Lav stil tager også eder med og viser evt. særlig udtale. Eksempel: I det samme får han øje på tegnebogen. Den må han ha’ med. Sæl’om de har tømt den. Der er kvitteringer, medlemskort, adresser, og meget andet. Han bøjer sig efter den - Av for den lede! hvor gør’et ondt! Satens til banditter!! Og så den forbandede smag af blod og støv ...! (Soya: Et overfald).

⇒ Sprog, Talesprog.