Fast vending

Glossary

Aabakke

Åbred

aalle mie klav

aldrig mere klage

Accentuere

at fremhæve, at betone, at få noget tydeligt frem

Åg

Et åg var en stang, der i gamle dage blev fastgjort over nakken på to trækdyr, og forbundet med en plov eller vogn, således at dyrene kunne trække denne. I overført betydning skal ordet åg forstås i betydningen: 'noget, der tynger sindet', 'byrde', 'lænke' (i psykologisk forstand), 'byrdefuld' eller 'undertrykkende'.

Agdenes

Lille halvø på sydsiden af indløbet til Trondhjemsfjorden

Aksiom

En antagelse eller grundsætning, der regnes for at være sand.

Allegori

Allegori betyder 'at sige noget andet', og det er netop i den betydning, at det skal forstås, når man kalder en tekst for allegorisk. En allegorisk fortælling eller et allegorisk digt handler om noget andet, end man måske umiddelbart tror. Man udtrykker det også på den måde, at en allegori skal forstås i overført betydning, dvs. i en anden end dens bogstavelige betydning. Det bedst kendte eksempel på en allegori er H.C. Andersens eventyr Den Grimme Ælling (1843), der på det bogstavelige plan handler om en ælling, der går mange strabadser igennem før den bliver lykkelig, men som i overført betydning skal forstås som en fortælling om, hvordan menneskers liv kan forme sig.

Allegorien paa Øresund

I et opslag om Helsingør, "En broget købstad" skriver de i Gyldendals Den Store Danske om billedet:

Rigdomskilden Øresund fremstillet allegorisk af maleren Isaac Isaacsz i 1622. Havguden Poseidon og al frugtbarheds moder, gudinden Kybele, læner sig til krukken, det herlige vand vælder ud af. Kybeles løve, der altid følger hende, vogter Sundet, og Triton, Poseidons søn, udblæser Sundets ry med sin konkylie. I baggrunden Helsingør, Kronborg og forbisejlende skibe. Motiver fra den græske gudelære var meget populære i 1600-tallet, inspireret af renæssancens dyrkelse af oldtiden.

Kilde: kortlink.dk/ppy2.

Allitteration

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at begyndelsesbogstaver, der er eller lyder ens, gentages i flere ord. Et eksempel: Jeg går da tit en tur og tænker mig tom. (Verslinje i sangen Lad det staa af Mikael Simpson fra cd'en Noget laant, noget blaat, 2011).

Alludere til

indirekte gøre opmærksom på; indirekte pege på; hentyde til

Analogi

En sproglig analogi er en slags sammenligning mellem A og B med det formål, at B skal tydeliggøre betydningen af A. Et eksempel:

Sproget i avisen (...) skal være (...) renset for unødvendige fremmedord og ord, der hører til specielle fagområder. (...) Sproget skal være som en velpudset glasrude, som man kan se igennem uden at blive distraheret af urenheder og fejl i glasset. (Citat fra artikel på avisnet.dk).

Androgyn

En person, der er dobbeltkønnet og/eller besidder både mandlige og kvindelige træk - ofte i en sådan grad, at det kan være svært at skelne, om der er tale om en mand eller kvinde.

Antiautoritær

Antiautoritær betyder at være kritisk over for og ikke have tillid til den, der optræder autoritært, dvs. den, der optræder på en diktatorisk, enevældig, dominerende eller udemokratisk måde.
At være antiautoritær kan også i bredere forstand betyde, at man er kritisk over for, nærer mistillid til autoriteter i det hele taget, dvs. til personer, der har en vis myndighed og bestemmelsesret i kraft af deres erhverv (fx en direktør for et firma), position i samfundet (fx en politiker i folketinget) eller kompetencer (fx en læge) mv.

Arbejdsform

Klassearbejde, gruppearbejde, pararbejde, individuelt arbejde, projektarbejde, individuelt hjemmearbejde, gruppe-hjemmearbejde, eksternt samarbejde (produktion- og vidensdeling med parter uden for klassen) mv.

Årle

tidlig

Arrogance

overlegen; en adfærd, der signalerer: Jeg er mere værd end andre.

Assonans

Assonans er en slags bogstavrim, der er kendetegnet ved gentagelse af enslydende, trykstærke vokaler i flere ord i samme sætning/verslinje, fx de enslydende a-lyde i sætningen 'alle dage valgte han haven'. Assonans er således ikke stavelsesrim, som er den mest anvendte rimtype, oftest som enderim, fx dage/bage, have/lave, sale/dale.
Hvis enslydende vokaler forekommer som begyndelsesbogstav i flere ord i samme sætning/verslinje, kan man vælge at kalde denne type rim for vokalrim, fx den enslydende æ-lyd i begyndelsen af flere ord i følgende sætning: 'Ester elsker æbler - og Ebbe'.

Ateisme

afvisning af, at der findes en gud eller en guddommelig styrende kraft.

Autoritær

Ordet autoritær bruges mest i en negativ betydning, nemlig i betydningen 'at bestemme over andre på en diktatorisk, enevældig, dominerende eller udemokratisk måde, der ikke tager hensyn til andres meninger, ønsker eller behov'. 

Avind

Avind kan betyde misundelse, nag, had eller fjendskab.

Barège med Garneringer

Barège var et tyndt og meget let stof, vævet af silke, bomuld eller uld, og brugt til at lave slør eller kjoler af. Garneringer var rynkede stykker stof, der blev syet på en kjoles kanter. Betegnelsen 'Barège' kommer fra navnet på det sted i Frankrig, hvor stoffet blev produceret.

Battement

Et balletudtryk for en bevægelse, hvor balletdanseren slår det ene ben imod det andet.

Besjæling

I billedsproglig sammenhæng er en besjæling en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at en konkret ting/et objekt tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.

Eksempel: Havet glider rødmende ind i solens ild. (Fra Gustaf Munch-Petersens digt rids, 1937). I denne verslinje tillægges det konkrete element 'havet' den menneskelige egenskab at kunne rødme.

Bjaagyn

Bergen (by i Norge)

Blaamænd

Negre

Blaserthed

Man karakteriseres som blasert, når man har svært ved at blive begejstret eller imponeret over noget, eller når man virker ugidelig eller sløv, at der tilsyneladende ikke rigtig er noget, der gør indtryk på en.

Blommede hest

En hest med små striber eller pletter i en anden farve end dens 'grundfarve'

Bolstre

(bløde) dyner eller puder, vævet af hør eller bomuld

Champagnekurv

En firkantet kurv med låg, flettet af pil, der har været brugt til opbevaring eller transport af 12 eller flere flasker champagne.

Chausseret

Ordet 'chaussé' er fransk og betyder egentlig 'kalk'. Her skal ordet "chausseret" nok betyde, at Frøken Holms gedeskindssko var hvide som kalk. Når Herman Bang har sat ordet i gåseøjne, er det fordi ordet chaussere normalt blev brugt i en helt anden sammenhæng, nemlig om den kalkbelægning, man lagde på veje i gamle dage.

Chimere

Egentlig en betegnelse for et græsk fabelvæsen sammensat af en løve fortil, i midten en ged og bagtil en slange. Chimere (eller kimære) bruges ofte mere generelt i betydningen 'uhyre' eller 'ikke-menneskelig'. I overført betydning kan kimære også betyde 'fantasifoster' eller 'fiks idé'.

Chimære

En chimære (eller kimære) kan betyde: fantastisk eller overnaturlig dyreskikkelse, fantasifoster eller hjernespind.

Daktyl

Daktyl, dactylos, rytmisk figur i faldende rytme: dum-da-da (trykstærk stavelse, tryksvag stavelse, tryksvag stavelse). Et digt, hvis rytmik er domineret af denne figur, kaldes daktylisk.

Den Yngre Edda

Også kaldet Snorres Edda eller Prosa-Edda var et prosaværk med genfortællinger af de nordiske myter og en håndbog i, hvordan man digtede skjaldedigte om guder, heltegerninger, fyrsters storhed, kamp, kærlighed i et helt specielt versemål. Den Yngre Edda blev skrevet af den islandske forfatter Snorre (Snorri) Sturluson i ca. 1220. Værket er en af de vigtigste kilder til den viden, vi har i dag, om nordisk mytologi.

Diametral

Diametral betyder 'fuldstændig modsat'. Beskrives to mennesker som hinandens diametrale modsætning, betyder det, at de er to meget forskellige personer.

Diapsalmata

en kortfattet refleksion (eftertanke) over et emne, der har med den menneskelige tilværelse at gøre.

Didaktisk design

Med begrebet didaktisk design menes her den måde et bestemt undervisningsforløb/en aktivitet, bevidst er tilrettelagt hvad angår mål, indhold, metoder og evaluering.

Diegese

Begrebet diegese bruges i litterær sammenhæng om handlingen/ handlingsniveauet i en fortælling. En diegetisk fortæller er fx en fortæller, der er person i handlingen, og en ikke-diegetisk fortæller er en fortæller, der ikke indgår i handlingen.

Diger

Diger kan betyde: stor; tyk; omfangsrig; omfattende

Direct marketing

Direct marketing er en reklame, der er rettet direkte mod en bestemt afgrænset målgruppe, og derfor placeres i medier og sammenhænge, denne målgruppe i forvejen interesserer sig for.

Distance

Distance kan betyde strækning (jævnfør fx ordet 'langdistanceløb'). Distance kan også betyde fysisk afstand mellem ting eller personer eller følelsesmæssig afstand mellem personer.

Dokudrama

Dokudrama er en faktionsgenre, der er kendetegnet ved , at en autentisk (= virkelig) begivenhed fortælles som en dramatisk spændingsmættet fortælling af den slags, man kender fra fiktionsfortællinger som romaner, noveller, fiktionsfilm og tv-serier. Man kan sige, at et dokudrama er en faktatekst, der er fiktionaliseret.

Dramadok

Dramadok er en faktionsgenre, der er kendetegnet ved, at en opdigtet fortælling fortælles som var den en autentisk, en virkelig hændt historie, som man kender fra fx dokumentarfilm. Man kan sige, at en dramadok er en fiktiv tekst, der er faktualiseret.

Egalitær

Egalitær betyder at tilstræbe lighed, at undgå at gøre forskel.

Eksistens

Eksistens betyder 'at være til'. Tekster, der har 'eksistens' som tema, handler om særligt væsentlige sider af menneskelivet, bl.a. om at finde svaret på spørgsmålet: Hvad er jeg til for? Hvad er meningen med livet?

Eksklusion

udelukkelse; lukke ude; se bort fra

Eksplicit

betyder 'direkte' eller 'åbenlyst' - i modsætning til implicit, der betyder 'indirekte' eller 'skjult, men underforstået'.

Elan

betyder energi, fart eller begejstring.

Elitær

En elite er gruppe mennesker, der regnes for at være de bedste eller mest privilegerede inden for et bestemt område, fordi de har større evner, mere magt eller er rigere mm., end de fleste andre. Begrebet elitær bruges ofte negativt i betydningen at optræde nedladende, disrespekterende eller latterliggørende over for de, der ikke har samme viden, kunnen, erfaring, intelligens, talent, velstand mv. som en selv og den del af eliten, man selv mener at man tilhører.

Emostatuen

'Emostatuen' er ungdomsgruppens kælenavn for en mini-udgave af Robert Jacobsens (1912-1993) skulptur Venskab. Det originale værk, der er 11 meter højt, blev oprindeligt placeret foran en dansk-kinesisk cykelfabrik i Beijing i Kina i 1986. Skulpturen er senere solgt til en privat tysk kunstsamler. Miniudgaven af Venskab står i det hjørne af Kongens Have i København, der vender ud mod Gothersgade, tæt ved Rosenborg Slot.

Emotionel

Emotion betyder egentlig 'bevægelse' og bruges ofte i betydningen 'sindsbevægelse' eller 'følelsesmæssig bevægelse'. Begreberne emotionel og 'følelsesmæssig' bruges normalt i samme betydning. Hvis en person karakteriseres som emotionel, menes sandsynligvis, at vedkommende er en meget følelsesladet, en følsom person.

Emulation

Et gammelt ord for 'efterligning', 'at gøre/være lige som'.

Encyklopædi

En encyklopædi er en samling af tekster, der beskriver den menneskelige viden enten generelt(som fx Den Store Danske Encyklopædi eller Wikipedia) eller inden for et afgrænset felt (som fx den danskfaglige encyklopædi på antologien.dk).

Epigram

Et epigram er et slags tankedigt (skrevet i prosaform eller som rimdigt), der kortfattet udtrykker et følelses- eller holdningsbetonet indhold, der munder ud i en komisk eller tankevækkende pointe.

Epistel

En epistel er en betegnelse, der dækker forskellige genrer, men her på siden menes en ræsonnerende tekst, en meningstekst, der ofte er formet som et brev og omhandler en aktuel problematik, hvor afsenderen i sproglig fri og personlig form fremlægger andres og egne synspunkter på sagen. Genrebetegnelsen kendes bl.a. fra Ludvig Holbergs samling af epistler som han skrev i perioden 1748-54)

Etik og moral

Moral er regler for, hvad man opfatter som rigtig og forkert, som god eller dårlig opførsel. Etik er de overvejelser, der ligger til grund for, at man opfatter noget som moralsk rigtigt (acceptabelt) eller moralsk forkert (uacceptabelt).
Fx vil de fleste opfatte det som umoralsk, hvis en ung mand står lige foran sin kæreste og tungekysser og gramser seksuelt på en anden.
Grunden til, at mange opfatter en sådan opførsel som umoralsk er, at de mener, at en persons handlinger bl.a. bør bygge på et etisk princip om, at man skal behandle andre mennesker godt, retfærdigt og respektfuldt. Og i det her nævnte eksempel gør den unge mand det direkte modsatte: Han behandler kæresten urimelig dårligt, ydmyger ham/hende og gør ham/hende meget ked af det.

faktatekster

Faktatekster (også kaldet informationstekster) er tekster, der handler om faktuelle forhold, dvs. om bevisligt eksisterende personer, objekter og steder og om begivenheder, der faktisk ér sket i virkeligheden. Afsenderen af skriftlige faktatekster tilkendegiver ikke sin personlige holdning til det, han/hun skriver om. Typiske genrer: nyheds-, baggrunds- og interviewartikler og faglige artikler i trykte eller webbaserede medier.

Fenella

den stumme hovedperson og heltinde i en opera fra 1928 af den franske komponist Daniel François Esprit Auber (1782-1871), der blev opført første gang i Danmark i 1930 under titlen titlen Den Stumme i Portici.

Figurant

En figurant er en statist eller en person, der spiller en passiv rolle i en forestilling eller film. Her tales om Figurantinder, dvs. kvindelige personer, der øver sig til at udføre mindre betydningsfulde roller i en kommende balletforestilling.

Fluefangerens gule strimmel
Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

Fordervelse

Fordærvelse (læs eventuelt definitioner af ordet i Den Danske Ordbog).

forfarenhed

af erfaring

Forfejle en Entré

Ordet 'entré' skal her forstås i betydningen at komme ind på scenen. Når Frøken Holm drømmer, at hun forfejler en entre, betyder det, at hun drømmer, at hun gør et eller andet forkert, fx laver helt forkerte dansetrin, i forbindelse med sin entré på scenen i en balletforestilling.

Frappere

tiltrække sig ens opmærksomhed ved sin usædvanlighed; gøre et (pludseligt og) stærkt indtryk på sindet; virke påfaldende ell. slående; kan også betyde: forbavse; forbløffe. (Kilde: Ordbog over det Danske Sprog).

Fritænker

En fritænker er egentlig bare en, der tænker frit i den forstand, at han eller hun ikke vil lade sig binde eller styre af fastlagte normer og regler. I de fleste tilfælde bliver betegnelsen fritænker dog brugt i betydningen 'gudsfornægter' eller 'ateist', altså en person, som ikke er troende/religiøs.

Fyndord

ordsprogsagtig sætning eller slogan.

Gierrighed

Gierrighed (gerrighed) kan betyde nærighed, ekstrem sparsommelighed eller påholdenhed (= ikke at ville give noget fra sig, at ville beholde det hele (for sig) selv).

Give den Tøyelen

'Give den tøyelen' (giver den tøjlen) skal her forstås i betydningen: at give efter for passionen, at overlade styringen (tøjlen) til passionen.

Gjestning

Gæsteri, dvs. at det var en tvunget pligt at tilbyde bolig og kost til en overordnet

Gruk

Et kort digt med en vittig eller overraskende pointe, der ofte indeholder en tankevækkende betydning. Betegnelsen 'gruk' om sådanne korte digte blev opfundet af Piet hein (1905-1996). Piet Hein skrev - under navnet Kumbel - masser af gruk i dagbladet Politiken. I perioden 1940-1963 er grukkene blevet udgivet i Gruk, samling 1-20.

Helbåren

helstøbt; fuldendt; helhjertet; ægte

henhvist

kastet hen.

Historisk vise

Historiske viser var folkeviser, der handlede om autentiske personer eller begivenheder, dvs. personer og begivenheder, der har eksisteret/fundet sted i virkeligheden. De historiske forhold behandledes dog ofte ret frit og subjektivt (personlig farvet) af fortælleren og indeholder som regel en del fiktion (opdigtning).

Homer

Homer var måske en græsk digter, der levede i det 8. årh. f. Kr. Han er af mange regnet for at være forfatter til de to epos Iliaden og Odysseen.

Horats

Horats (Quintus Horatius Flaccus) var en romersk digter, der levede fra år 65-8 f.Kr. Læs mere om Horats i Den Store Danske.

How does it turn out

Real examples do not explain, at a later stage of the argument, what exactly is meant by "it turns out that"; the whole needs to be looked at before it can be decided that it is a weasel term.

Humanisme

Humanisme kommer af det latinske 'humanus', der betyder menneskelig. Humanisme er bl.a. en betegnelse for et livssyn om, at respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed - uafhængigt af ydre autoriteter - bør være ledetråd for individets måde at tænke og handle på.

Hvegende vind

blæsten, som får selv det største træ til at svaje.

Hvidaa

I landstrækningen langs med bredden af Hvidaa

Hvister

kaster, smider.

Hærfang

Bytte

i bedrøvelsens kalk

som skuffer så tit i bedrøvelsens kalk - dvs. min tilværelse med skuffelse og bedrøvelse.

I-novelle

En i-novelle er en digital novelle, dvs. en tekst, der ikke kun bygger på skrift, men også inddrager andre modaliteter, som fx lyd og (levende) billeder, og som ofte fordrer interaktiv medvirken fra modtagerens side, hvis han eller hun skal have det fulde udbytte af teksten. I'et i i-novelle står for i-nternet og i-nteraktivitet.

Idiosynkrasi

Overfølsomhed over for eller (ofte ubegrundet) modvilje mod noget eller nogen bestemt. Bruges i visse tilfælde også i modsat betydning: at have forkærlighed for noget eller nogen. Synonymer for ordet idiosynkratisk er bl.a.: allergisk (både i bogstavelig og overført betydning), nærer modvilje, føler ubehag, er hypersensibel, nærtagende, overfølsom og ømfindtlig.

Imitation

Imitation betyder efterligning. At imitere betyder altså 'at efterligne', 'at gøre det samme'.

Implicit

betyder 'indirekte' eller 'skjult, men underforstået' - i modsætning til eksplicit, der betyder 'direkte' eller 'åbenlyst'.

In medias res

In medias res betyder 'midt i tingene'. Udtrykket bruges i litterær sammenhæng om den indledning i fx en novelle eller roman, der er kendetegnet ved at starte midt i en handling, der tilsyneladende allerede er i fuld gang.

Indignation

betyder harme, fortørnelse, vrede eller forargelse - over dårlig opførsel, onde handlinger eller urimelig og uretfærdig behandling.

Indre syn

Indre syn (eller indre synsvinkel) er der tale om, når synsvinklen lægges ind i en person, således at læseren (lytteren) får adgang til personens bevidsthed, til hans eller hendes sansninger, følelser og tanker.

Der er særlige sanse-, følelses- og tankeverber, der ofte fungerer som indre syns-markører, dvs. at de signalerer, at nu er der sandsynligvis indre syn i en person. Fx: Han så, han hører, han lugtede, det smagte dårligt, han kunne lide, han føler, han fornemmer, han elskede, han tænkte, han synes, han mente, han ved, han måtte mv.

Inklusion

indgå i; medtage; inddrage; medregne, lukke ind

Inquit

eller inkvit (med k) er en betegnelse for en såkaldt anførende sætning, dvs. en sætning, der både angiver:

  • at der er en, der taler
  • hvem det er, der taler
  • og i nogle tilfælde også, hvordan den talende taler.

Eksempler på anførende sætninger: siger han, indvendte Fru Jensen, skreg den lille pige osv. I disse eksempler er de inkvitte verber: 'siger', 'indvendte' og 'skreg'.

Intonation

Intonation kaldes i sproglig sammenhæng også 'tonegang' eller 'sætningsmelodi'. En typisk måde at intonere fremsigelse af en sætning er, at man begynder sætningen i et relativt højt toneleje, hvorefter tonelejet langsomt falder i løbet af sætningen for at slutte i et relativt lavt toneleje. En spørgende sætnings slutning intoneres ofte i et højt toneleje for netop at markere, at man spørger om noget.

Irrationel

Irrationel kaldes den person, der ikke lader sig styre af sin logiske tænkning, sin fornuft, men derimod af sine følelser. Man bruger også begrebet irrationel i betydningen 'ikke logisk', 'ulogisk', 'mod al fornuft' eller 'meningsløs'.

Islegger

Skøjter af dyreben

Jevningsmand

En jevningsmand var en person, der deltog i en såkaldt mandjævning (der egentlig betyder 'sammenligning mellem mænd'), dvs. et gammelnordisk tidsfordriv, hvor fx to mænd skiftevis forsøgte at overbyde hinanden med opregning af bedrifter, færdigheder osv.

Jordan

Et andet ord for Det hellige land (region i Mellemøsten, hvor bl.a. byen Jerusalem lå)

Jorsalfar

'Jorsal' er et nordisk ord for Jerusalem

Junker

En junker var en adelsmand eller herremand; brugtes i nogle tilfælde i nedsættende betydning om en ung mand, der opfører sig overlegent.

Junker-hjort

En junker var datidens betegnelse for en adelsmand eller herremand.

Kaabe

En kaabe kan enten være en hætteagtig hovedbeklædning eller en frakke eller et slag, der dækker dele af eller hele ens beklædning. Når der her tales om en Figurkaabe, så er der sikkert tale om en særlig kropsnær beklædning.

Kafkask

Adjektivet kafkask er et udtryk, der karakteriserer en situation, hvor man er underlagt mægtige og anonyme kræfter, som skalter og valter med én efter forgodtbefindende. Udtrykket henviser til den tjekkiske forfatter Franz Kafkas (1883-1924) bog Processen, der handler om Josef K., der en morgen arresteres, fængsles og retsforfølges uden nogen sinde at få at vide, hvad anklagen går ud på.

Kapellan

Andenpræst, dvs. en præst, der assisterer præsten og fungerer som afløser for denne.

Karrig

meget eller overdrevent tilbageholdende; sparsommelig; nærig, ringe; dårlig kvalitet

Kier ad

Kier betyder 'kær' og stavedes faktisk ikke 'kier', men 'kiær'. Kier ad (eller altså rettere: kiær ad) betyder: at stræbe ivrigt efter, attrå, ønske (noget); være begærlig efter. Kilde: ordnet.dk.

Kliché

En kliché (også kaldet 'død metafor' eller 'sproglig stereotyp') er et billedsprogligt udtryk, der er blevet brugt så ofte, at den har mistet den særlige overraskende og betydningsudvidende effekt, der ellers ofte kendetegner troper.

Et par eksempler: 'Hun fik ørerne i maskinen, fordi hun havde pjækket'. 'Læreren har givet grønt lys for, at vi venter med at aflevere til på torsdag'.

Komplementere

to forskellige forhold, der tilsammen danner/udgør en (afbalanceret) helhed

Komposita

Ordet komposita kommer af det latinske 'componere', der betyder at sammensætte. Komposita er en sproglig sammensætning af ord, som normalt ikke hører sammen. Komposita bruges ofte som billedsprogligt virkemiddel i digte.
     Eksempler på komposita (fremhævet med rød skrift): og forskanset sammentrængt i dette sekundliv (fra digtet Labyrinter (1979) af Poul Borum), en sminket Glædesmaske (fra digtet Efter Maskeraden (1858) af Chr. K. F. Molbech) og: Hørte jeg ikke i altings Inderste / Strengen dirre lys / som Nymaanesølv (fra digtet Strengen, den rene (1943) af Tove Meyer).

Konkav

Betyder hvælvet eller udhulet, og hentyder til en udhulet figur (graf), der buer indad eller nedad.

Konsensussøgende

Konsensus betyder 'fælles aftale'. At søge konsensus vil sige at forsøge at få en fælles aftale i stand med en anden, at finde 'fælles fodslaw', at undgå uenigheder og konflikter.

Konstituere

organisere, ordne, fastsætte, danne

Konstitution

kan betyde ordning, indretning, styreform, forfatningsidé. En beskrivelse af en person som værende i 'god konstitution' kan også betyde, at personen er i en god 'forfatning', dvs. i god form, fit for fight, frisk og rask.

Kontroversiel

Begrebet kontrovers kommer af ordene kontra, der betyder 'imod' og vertere, der betyder 'vende'. Noget opfattes som kontroversielt, når det er vendt imod, i strid med, adskiller sig fra, er i uoverensstemmelse med det, der ellers er normen og dermed almindeligt accepteret. At have et kontroversielt standpunkt er at synes noget andet end de fleste andre. At gøre noget kontroversielt er at handle på en måde, som de fleste andre ikke ville gøre.

Konveks

Betyder udadhvælvet, og hentyder til en udhulet figur (graf), der buer udad eller opad.

Kraan

rejse os - i betydningen: 'blive stolte'

Krank

Krank kan betyde svag; sygelig; uheldig; skæbnesvanger; ulykkelig.

Kritisk realisme

Kritisk realisme er betegnelsen for den litteratur, der i kraft af Det moderne gennembrud tog afstand fra romantikken og biedermeierkulturens ensidige dyrkelse af fantasien og en rosenrød virkelighed.

Den kritisk realistiske litteratur fokuserede på samfundsmæssige problemer og havde et ikke-religiøst, socialt sigte.

Forfattere som Herman Bang og Henrik Pontoppidan satte de samfundsmæssige problemer under debat. (Kilde: krydsfelt.gyldendal.dk/).

Krøllepind

Krøllepinde var pinde, en kvinde rullede sine hårlokker omkring, for at få håret til at krølle.

Kvadrille

En særlig form for dans, hvor flere par (ofte fire) bevæger sig hhv. imod og fra hinanden, og i nogle tilfælde skifter partner med hinanden.

Kæmpevise

folkevise, der handler om nordiske guder og sagnhelte. (Kilde: ordnet.dk/).

Kætter

En kætter var oprindeligt en person, som troede på noget andet end, eller slet ikke troede på, katolicismen. Men senere blev ordet kætter eller kætteri brugt mere generelt om en eller nogle, der udtrykte meninger, der afveg fra kristendommen i det hele taget, eller om personer, der skabte forargelse, fordi de gav udtryk for holdninger, der gik imod det, de fleste syntes, imod det 'almindeligt accepterede'.

La grande Neapolitaine

'La grande Neapolitaine' er måske betegnelsen for den vigtigste del af, den store finale i, i balletten, der gives titlen 'La Neapolitaine'. Denne ballet er opdigtet, men det kan være, at der her refereres til den virkelige balletforestilling Napoli af August Bournonville (1805-1879). Den havde premiere i 1842 og handlede om en ung italiensk pige, der blev forelsket i en simpel fisker, og som - efter at have gået gruelig meget igennem - endelig lykkedes med at få ham til ægtemand.

La neapolitaine

Med titlen 'La Neapolitaine' refereres måske til den virkelige balletforestilling Napoli, der havde premiere i 1842 af August Bournonville (1805-1879). Den handlede om en ung italiensk pige, der blev forelsket i en simpel fisker, og som - efter at have gået gruelig meget igennem - endelig lykkedes med at få ham til ægtemand.

Litografi

Et litografi er et billede, der er blevet til, ved at en kunstner har tegnet eller malet et billede på en slags kalksten og derefter trykt det over på papir eller andet stof.

Lovkroker

Lovkneb, dvs. at man bruger en lov på en smart eller snu måde til at opnå et eller andet

lykken ved fløjen at sno

alt efter lykken ved fløjen at sno – Lykken, på latin: Fortuna, skildredes som en kvinde­skikkelse med udslået hår og klædning, som de vilkårlige vinde derfor kunne gribe og føre i alle retninger. Her sat sammen med den konkrete vindfløj på taget, som viser fra hvilken retning vinden er begyndt. Under ét giver det poetiske udtryk altså den mening, at venskab og troskab er ubestandige, fordi de snor og drejer alt efter hvilken kant lykkens gunstige vinde blæser fra. (Kilde: dendanskesalmebogonline.dk/noter/615).

Mazurka

En særlig form for polka-dans, der oprindeligt stammer fra Polen. Se et eksempel på den form for polka-mazurka, som også blev danset i Danmark.

Meningstekst

Meningstekster (også kaldet opinionstekster) er tekster, der en kendetegnet ved, at afsenderen tilkendegiver sin mening om et eller andet forhold, der har med virkeligheden at gøre. Typiske meningstekster er debatindlæg, læserbreve, kronikker, klummer, anmeldelser mv.

Metafor

En metafor er et sprogligt eller visuelt udtryk, der skal forstås i overført betydning, dvs. i en anden end dens bogstavelige betydning.
Eksempel på en metafor: Mit hjerte det er et vindu med isblomster (fra Jens August Schades digt Regndiamanterne, 1926).
Metaforens funktion er at føre egenskaber ved et element over til et andet element.

Metonymi

En metonymi er et ord eller et udtryk, der skal forstås i overført eller udvidet betydning, idet det peger på et andet ord eller udtryk, som det er erstatning (substitution) for, og som det betydningsmæssigt har nærhed til/forbindelse med.

Et par eksempler: De ville en tur i det grønne, hvor udtrykket i det grønne er erstatning for 'naturen'. Det hvide hus har besluttet..., hvor udtrykket Det Hvide Hus er substitution for den politiske ledelse (præsidenten) i USA.

Misantropisk

menneskefjendsk

Mockumentary

En sammentrækning af de engelske ord mock (der betyder 'hån' eller 'latterliggørelse') og documentary. Mockumentary er en filmisk genre, der er kendetegnet ved at være fiktion (opdigtet), men udformet som om den var dokumentarisk, altså baseret på fakta (kendsgerninger, dvs. noget, der kan bevises at have fundet sted i virkeligheden). Se eksempel på mockumentary: Rockerne Svinene.

Moderation

betyder her nedsættelse eller afslag i prisen. I dag ville man sikkert bruge ordet 'rabat'.

Modus

Modus betyder 'måde', 'tilstand', 'stemning', 'kategori', 'type' eller 'form'. Modi er flertalsform af modus.

Myghed

smidighed, bøjelighed. Kan også i nogle sammenhænge betyde føjelighed, underdanighed, ydmyghed eller ærbødighed.

Mæcen

En person, der støttede kunst og videnskab - og som derved også bevarede eller højnede sin anseelse og status i samfundets privilegerede lag - ved at bestille nye kunstværker hos sin samtids komponister, kunstnere og arkitekter.

Nadver

Dagens sidste måltid, aftensmaden.

Naivisme

Naivisme er en særlig kunstnerisk stil inden for malerkunsten, men enhver form for kunst kan betegnes som naivistisk, hvis den er kendetegnet ved sin naive, uskolede, simple og barnlige stil. Læs mere.

Nature morte

Nature morte betyder 'død natur'. På tysk (og dansk) bruges ofte betegnelsen stilleben ('stille liv'). Nature morte eller stilleben er genrebetegnelsen for et billede af opstillede (ofte livløse) genstande. Læs mere på Dansk Wikipedia.

Naut

Kreatur, kvæg, høved

Neologisme

En nydannelse af ord. Enhver sproglig nydannelse kaldes en neologisme, men i litterær sammenhæng kendes neologismen især som et stilistisk virkemiddel, der bruges i digte (lyrik).
     Eksempler på neologismer: betimeligste / bedside-team / tomatisk / tematik- / omat / amokbelyst / butik. (Fra digtet Jukebox (1964) af Knud Holst).

Normativ

Begrebet normativ bruges her i betydningen, at man lader nogle bestemte holdninger ligge til grund for den måde, man handler på. Fx var det en normativ handling, når hippierne valgte at etablere økologisk landbrug. Det gjorde de nemlig, fordi de havde en holdning om, at naturen ikke skulle forurenes med kunstige gødnings- og ukrudtsmidler. 

Normativ optik

En normativ optik eller et normativt standpunkt er kendetegnet ved at man på baggrund af nogle normer, nogle moralske eller politiske holdninger, bedømmer noget til at være godt eller dårligt, rigtigt eller forkert  - i modsætning til en deskriptiv optik, hvor det blot konstateres, hvordan noget er, der udtrykkes ikke nogen kritik, holdning eller bedømmelse.

Ns

Ns er en forkortelse for 'normalside'. En normalside prosa er 1300 bogstaver (= ca. 1350 tegn, mellemrum ikke medregnet). For lyrik gælder, at en normalside er på 30 verslinjer.

Nyradikalisme

Nyradikalisme var en politisk og kulturel strømning, der i 1960’erne søgte at bekæmpe tidens borgerlige traditioner, fordomme og materialistiske værdiforestillinger (villa, Volvo og vovse).

Lige som mellemkrigstidens kulturradikalisme udtrykte nyradikalismen en kritisk holdning over for det bestående samfunds traditionsbundne konservative og småborgerlige idealer. De nyradikale debattører og forfattere gik bl.a. til angreb på underholdningsindustrien (popmusik, triviallitteratur, mainstreamfilm mv.), ugebladene, reklamerne og det materialistiske forbrugssamfund, der blev kritiseret for at undertrykke og fordumme den almindelige dansker.

Litterære foregangsmænd for den nyradikalistiske retning var Villy Sørensen (1929-2001), Klaus Rifbjerg (f. 1931) og Ivan Malinowski (1926-1989). I dag nævnes en forfatter som Jan Sonnergaard (f. 1963) ofte som nyradikalist.

Olm

Kamplysten, hidsig, rasende, balstyrig

Oplandene

'Oplandene' var et fylke, dvs. et større geografisk distrikt (svarende til det, vi kalder 'region' i Danmark), i det sydlige Norge, hvor bl.a. Lillehammer ligger i dag.

Oplysningsfilosofi

Oplysningsfilosofien var overbevisningen om, at en nøgtern og kritisk erhvervelse af viden og en formidling af den indvundne erkendelse ville muliggøre en strålende fremtid for menneskeheden. (Kilde: Carl Henrik Koch, Lars Peter Rømhild: oplysningstiden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. februar 2019 fra denstoredanske.dk/index.php?sideId=135839).

Ormstunge

Slangetunge

Ortografisk

Ortografi betyder 'retskrivning', dvs. det at skrive (stave, sætte grammatiske tegn mv.) i overenstemmelse med vedtagne regler.

Overdrages med Skimmel

mugner; går i forrådnelse

Parafrase

En parafrase er en forståelsesudvidende og tydeliggørende mundtlig, skriftlig eller visuel gengivelse af en anden persons tekst, der er formuleret på en anden måde, end afsenderen selv har gjort det. Man kan lave en parafrase af en tale, en fiktiv eller nonfiktiv skriftlig tekst. Der er også tale om en parafrase, når fx en surrealistisk billedkunster maler sin egen fortolkning af en anden kunstners billedmotiv.

Perlekædemodel

Perlekædemodel er en kompositionsform kendt fra fx nyhedsudsendelser i tv, hvor det ene indslag følger det andet - lige som perler på en snor - og hvor der ikke er indholdsmæssig sammenhæng mellem indslagene.

Personifikation

I billedsproglig sammenhæng er en personifikation en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at et abstrakt forhold eller begreb tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.

Eksempel: Som husked du et øjebliks sorger, (...) / som venter skinsygt på, at du skal skænke dem en tanke. (Fra William Heinesens digt Pigen og månen, 1927). I disse verslinje tillægges de abstrakte begreber 'øjeblikket' og 'sorger' hver deres menneskelige egenskaber: Øjeblikket tillægges den egenskab at kunne sørge, og sorgerne tillægges den egenskab at kunne være jaloux.

Plebejer-ko

En plebejer var en person, der tilhørte de laveste samfundslag, altså mennesker der levede under fattige og beskedne forhold. Udtrykket blev ofte brugt nedsættende i betydningen: en udannet, ukultiveret og simpel mand.

Populisme

Ordet kommer af det latinske populus, der betyder 'folk'. Egentlig betyder populisme, at man 'følger folket', at man gør 'som folket vil have'.
Ofte bruges betegnelsen i nedsættende betydning om nogen, fx et parti, en tv-station eller en person, der forsøger at opnå popularitet ved i højere grad at handle ud fra, hvad der er populært i en befolkning, end hvad der er rigtigt, fornuftigt eller godt. Læs en mere nuanceret definition.

Produktiv kompetence

dvs. elevens evne til kreativt at skabe, formidle og kommunikere mundtligt, skriftligt, visuelt og audiovisuelt i tale og skrift, i lyd og billeder eller andre udtryksformer.

Protegé

person, som støttes og begunstiges af en indflydelsesrig, ofte ældre og mere erfaren person.

Præliminæreksamen

En gammel betegnelse for det, der i dag kaldes afgangsprøve i 9. eller 10. klasse. Læs mere om præliminæreksamen.

Punch

En blandingsdrik med alkohol i, enten i form af vin eller en stærkere alkoholisk drik som fx snaps.

Rationel

Hvis noget betegnes som rationelt betyder det, at det opfattes som 'logisk', som 'noget, der giver mening' eller er 'fornuftigt'. Rationel kaldes den person, der ikke lader sig styre af sine følelser, men af sin logiske tænkning, af sin fornuft.

Receptiv kompetence

dvs. elevens evne til at forstå det, han/hun læser, hører og ser, og dermed evnen til at analysere og afkode/fortolke tekster af forskellige slags (herunder også faste billeder og film).

Redidaktisere

At redidaktisere en læretekst vil sige at lave om på den for at få den til at stemme overens med sin egen didaktik og den sammenhæng, den skal bruges i.

Refleksion

Refleksion betyder 'overvejelse'

Repetition

gentagelse

Revitalisere

Re betyder 'igen' og vita betyder 'liv. Revitalisere betyder således 'live op igen', 'gøre levende igen' eller simpelthen: 'genoplive'.

Revolution

Ordet revolution bruges især i politisk betydning om en gennemgribende omvæltning af et samfund og dets styreform og institutioner. Men revolution kan også bruges i en bredere betydning om noget, om en situation, der forandrer sig pludseligt og/eller voldsomt.

Riddervise

folkevise, der handler om middelalderens adelsfolk, deres fejder, slægtshævn og elskov. (Kilde: ordnet.dk/).

Rigsdagen

Med vedtagelsen af Grundloven i 1849 blev det bestemt at Danmark skulle styres af Rigsdagen. Rigsdagen bestod af to såkaldte 'kamre', Folketinget og Landstinget. Efter en ændring af Grundloven i 1953 blev Folketing og Landsting lagt sammen, og derefter brugte man ikke længere betegnelsen Rigsdagen, men derimod 'Folketinget' om landets lovgivende forsamling. Læs mere om Folketingets historie.

Romerske Baand

Vævede bånd, der egentlig var beregnet til at binde omkring hatte. Se nogle billeder af romerske bånd.

Scribe

Her hentydes til den franske skuespils-forfatter Eugene Scribe (1791-1861)

Segmentere

Et segment er en afgrænset 'målgruppe' eller 'modtager', der har særlige kendetegn, der adskiller det fra andre segmenter. En segmenteret gruppe er en gruppe, der er (ind)delt - eller splittet - i mindre grupper.
Læs mere om segmentering i forbindelse med virksomheders markedsføring på hjemmesiden jyskanalyse.dk.

Serkland

Saracenernes land, der lå i Nordafrika. Saracener var et ord, der typisk blev brugt om muslimer eller arabere i Nordafrika.

Sindholmsund

Sundet mellem Senholmen og fastlandet ved Sønd- og Nordfjord, Nordre Bergenhus amt - i nærheden af byen Bergen i Norge.

Skalk

en nar.

Sketch

Et meget kort skuespil, der ofte er humoristisk. I de fleste tilfælde afsluttes sketchen med en overraskende pointe.

Skindbaret

En skindbaret er en blød hue med flad puld lavet af skind.

Skjald

En skjald var oprindeligt (bl.a. i middelalderen) betegnelsen for en omrejsende person der fremsagde eller sang fortællinger om guders og fyrster og deres store bedrifter, om krig og kærlighed, om liv og død. Ordet skjald er senere også blevet brugt i betydningen: (folkelig) digter.

Skæmtevise

humoristisk folkevise, der ofte handler om emner som erotik, frådseri, druk og slagsmål. (Kilde: ordnet.dk/).

Skærf

Et skærf er et stykke klæde, der placeres som et bredt bånd om overkroppen fra den ene skulder til den modsatte hofte - eller bare omkring hoften.

Slaa Spektret

nå bredt ud, til hele befolkningen

Smugende

stjålent, ubemærket, i smug.

Standur

Et stueur i trækasse, der står på gulvet. Urskiven befinder sig som regel i øjenhøjde eller højere. Se billede af standur.

Stanze

En gammel strofeform af italiensk oprindelse, der består af 8 verslinjer med 11 stavelser i hver og rimmønstret abababcc. Bruges af flere danske digtere i romantikken i første halvdel af 1800-tallet, bl.a. Adam Oehlenschläger, J.L. Heiberg, B.S. Ingemann og F. Paludan-Müller.

Stigmatisering

Stigmatisering betyder brændemærkning eller stempling; en stigmatiseret person er en, der er lukket ude fra og uønsket i et bestemt fællesskab. Mobning er en form for stigmatisering.

Stinde Nakken

rejse hovedet (eller 'ret ryggen') - i betydningen: Vær stolt og tag kampen op!

Streget under

Et ordforklarings-ord kan genkendes på dets understregning.

Strudel

Strudel er et gammelt ord for strømhvirvel, hvirvelstrøm, malstrøm. I bogstavelig betydning er en strudel således den voldsomme hvirvel, der kan dannes i vand på grund af stærk strøm. I overført betydning kan strudel måske betyde en stærk kraft, der trækker i en, en fornemmelse af kaos eller lignende.

Studieskolen

Studieskolen er en forening, som er tilknyttet Dansk Oplysnings Forbund. Formand for foreningens bestyrelsen er professor, prorektor ved RUC Hanne Leth Andersen. Studieskolen underviser voksne i mange forskellige fremmedsprog og underviser fremmedsprogede i dansk.

Stævningssten

en sten uden for en kirke, der markerer det sted, hvor ledende folk i sognet (lokalområdet) holdt møde efter kirketid.

Suite

Ordet suite betyder egentlig 'følge', 'række', 'samling' eller 'sammenhæng'. Det bruges ofte, især i musikalsk sammenhæng, om en samling, et forløb bestående af mindre stykker eller dele, hvorimellem der er en eller anden sammenhæng.

Synekdoke

En sproglig figur, hvor der ved at nævne en del af en helhed hentydes til helheden. Fx når man i det faste udtryk "der var ikke et øje i salen" nævner delen, et øje, men egentlig mener helheden, nemlig menneske.

Synonym

Et synonym er et ord, der har samme eller næsten betydning som et andet ord. Fx er ordet 'dum' synonym til 'uklog' og 'stupid'. Synonymer er altså ord, der har samme eller næsten samme betydning.

Syntaks

Syntaks er læren om, hvordan man bygger sætninger op.

Synæstesi

Digterisk figur, der sammenkobler ellers adskilte sanseområder. Fx: skrigende grøn.

søn vil gnav wos

en omvendt ordstilling af udtrykket: 'vil gnave os sønder', dvs.: vil ødelægge os.

Taarnet

Et sømærke, dvs. et mærke eller symbol, der er anbragt til søs eller på land for at skibe kan orientere sig. Et sømærke til søs kan fx være en såkaldt 'bøje', der ligger og flyder i vandets overflade.

Tarantel

en hurtig og livlig folkedans, der stammer fra Syditalien. Oprindelig mentes dansen opstået som kroppens reaktion på at være blevet bidt af den giftige edderkop, der hedder tarantel. Og senere blev denne dans i middelalderen i visse kulturer brugt som helbredende dans, hvis man var blevet bidt af en tarantel. Efterfølgende udvikledes forskellige variationer af tarantel-dansen. Se eksempel på en tarantel fra balletten Napoli af August Bournonville (1805-1879), der blev opført første gang i 1842.

Tendentiøs

Tendenstiøs betyder 'holdningspræget' i betydningen, at der gives udtryk for bestemte holdninger, eller at der ligger bestemte holdninger til grund for det, man siger eller gør. I nogle tilfælde bruges udtrykket i negativ betydning om en, der manipulerer, altså en, der påvirker personers tanker, holdninger eller handlinger ved hjælp af udspekulerede, ofte ufine trick og metoder.

The moral monitor

Den moralske højtaler (eller forstærker)

Tomme pladser

En tom plads  er et sted i en tekst, hvor modtageren (fx læseren af en skønlitterær tekst) selv skal fortolke sig frem til, hvad betydningen er.

Tropeskema
Tropeskema
Mål

Det 3. område:
Egenskaber fra kilden, som overføres til målet

Kilde
..................
Tryllevise

folkevise, der handler om menneskets møde med det overnaturlige. Kaldes også naturmytisk vise. (Kilde: ordnet.dk/).

tusind har øjne

som tusind har øjne og dog løber blind – hentyder til, at de, der nyder yndest og gunst er i offentlighedens konstante søgelys, men kun på grund af den flygtige seværdighed; ingen har blik for de blivende værdier. (Kilde: dendanskesalmebogonline.dk/noter/615).

Udebur

Det udhus, hvori alle mulige varer blev opbevaret.

Underpermissioner

underbenklæder, underbukser.

Vaudeville

Let satirisk lystspil med indlagte sange (kilde: Den Store Danske).

Verdslig

betyder ikke-kirkelig, ikke-religiøs; det verdslige (også kaldet 'sekulære' eller 'profane'), har med den materielle, jordnære tilværelse, den ikke-religiøse del af virkeligheden, at gøre - i modsætning til 'det gejstlige', der handler om kirkelige, religiøse forhold.

Vidensfald

Vidensfald betyder, at en afsender (fx en filminstruktør) bevidst tilbageholder viden. Tilbageholdelse af viden kan ske med det formål at skabe spænding eller overraskelse eller bare at fastholde modtagerens interesse, fordi denne måske har en forventning om at få noget vigtigt at vide 'om lidt'/senere i forløbet.

Vindver

Et gammelt ord for vinduer.

Vulgaritet

simpel; plat; overdreven; amoralsk; provokerende og grænseoverskridende adfærd, der udfordrer tidens moral og normer

Ølsæd

En særlig gildeskik, dvs. en særlig måde at holde gilde/fest på i en bestemt anledning ('fastelavn' er et andet eksempel på gildeskik).

dansksiderne.dk | ISBN 978-87-998642-0-1 | © Jørn Ingemann Knudsen (ansvarshavende redaktør) og forfatterne 2024 | Kontakt