I Kirkernes Skjul, medens Præster forkynde
om Naaden, fortvivler Skønjomfru paa Knæ.
»Ak Luften er arm, hvor den fromme har Læ.
Et ormædt Panel og en Væg uden Ynde
er alt, hvad jeg ser, naar jeg ikke maa synde;
men Satan er frisk som det grønne Træ.«

Den stolte Margrete hun sukker paa Knæ:
»Et ormædt Panel og en Væg uden Ynde...«

Hun klager: »Her visner hver levende Evne,
men Fristeren drager forunderlig skønt
med Løfter og Ord, som jeg gruer at nævne,
min Attraa til Steder, hvor Løvet er grønt.
Jeg angrer ej mere. Ja værre, langt værre
jeg Djævelens Datter, jeg kalder ham Herre.«

Men naar hun har fristet med vanvittig Tale
sin Frister, da vandrer hun urørt som før
og kysk til sit Hjem med den trange Dør.
Thi Djævlen er kostbar at faa i Tale.
Et pralende Glimt af hans Ildstjærne-Hale
kan de fleste slet ikke betale.

De høres saa bitterlig sukke:
»Hvor kunde man tage sig Livet let,
i Fald man rigtig til Bunden var slet!...«

— Man gaar over Aaen og spørger om Vand,
men søger ej Djævelen der, hvor man kan,
og høster de Frugter, der lader sig plukke,
de smukke saa vel som de mindre smukke.

Skøn Jomfru tag Sæde og und dig lidt Hvil
og luft din Barm, som er altfor snøret.
Hvorfor vil Du løbe unyttige Mil
paa Vejen i Vinterføret?
Din Lykke — den narrer dig ikke April.

Jeg sér paa dit himmelske Smil,
at man hvisker dig Djævle i Øret.

Et digt af Sophus Claussen (1865–1931) fra digtsamlingen Djævlerier (1904).