Jeg traadte fra den morgenlyse Plads,
hvor Sommersolen randed Lønnens Blade
med Guld, ind under Kirkens kolde Hvalv,
hvor Orgelpibernes malmtunge Kæmpebas
sendte en tordendrønende Tonekaskade
ned over Salmesangen. Halv led og halv
sjælssløv jeg satte mig paa Bænkens glatte,
brunbejdsede Egeplanker. Orglet tav.
En Præst i sort Talar og Kravehjul
stod op og talte om Synd og Død og Grav,
om Frelsens endeløse Naadeskatte
og Herren, for hvem vi ej kan finde Skjul . . . . .
Jeg hørte ej. Med Lød af bleggult Rav
din runde Nakke foran mig sig bøjed
ned over Bogen. Jeg skimted den sarte Rødme
paa Kindens bløde, barnlig rundede Pude
med Øjenlaagets lange, mørke Vipper.
Jeg sansed dine Klæders Rosensødme
og Duften fra dit Haar, hvis matte Knude
sad højt under Straahattens fløjlsbrune Bræm.
Jeg stirred paa dit Pandehaars sorte Snipper,
der listed bag dit Øre i Kruser frem,
og under Bænken skimted jeg din lille
Pariserstøvles svajet-spidse Hæl —
jeg rejste mig og aabned Døren stille
og listed ad det solhede Stræde hjem —
mens Præsten talte om Bod for hver sorrigfuld Sjæl,
for dem, som have Kummer og lide ilde.

Et digt af Johannes Jørgensen (1866-1956) fra tidsskriftet Ny Jord. Gengivelsen her er fra en samling af tidsskriftet med titlen Ny Jord - 14 Dags Skrift for Litteratur, Videnskab og Kunst, red. af Carl Behrens, 1ste Bind (Januar-Juni 1888.)