Det er tusendfarvet broget
her i Skoven,
hvor vi vandrer med hinanden
tavse, mutte.
Fra den Gren, som êngang gynged
dem foroven,
ubarmhjærtig ligger gule
Blade brudte.

Som vort eget Vaarlivs Drømme
er de brudte,
og for hvert et Skridt de trædes
under Fødder.
Vende bort fra Skoven kan vi
ej beslutte,
men vi gaar som Børn og leder
efter Nødder.

Lad os ej bag Løvet lede
efter Nødder.
Vent til næste Høst, da vil du
nye finde.
Græd ej! lad det faldne trædes
under Fødder.
Vær du, elskede, nu ogsaa
min Veninde!

Et digt af Sophus Claussen (1865–1931) fra digtsamlingen Naturbørn (1887).