En artikel af Jørn Ingemann Knudsen, redaktør for dansksiderne.dk, 2017.

Tomme pladser er de steder i en tekst, hvis betydning ikke er forklaret åbenlyst, og som således først giver mening, når modtageren (fx læseren) selv har fortolket sig frem til den.

Man kan sige, at modtagerens forståelse af teksten er bestemt af den fortolkning, han fylder tekstens 'tomme pladser' ud med.

Det er den tyske professor Wolfgang Iser (1926-2007), som har introduceret begrebet 'tomme pladser'. Det gjorde han i en forelæsning i 1969.

Isers synspunkt var, at den litterære tekst kan betragtes som en ramme omkring en række 'Unbestimmtheitsstellen' (ubestemthedssteder) eller 'Leerstellen' (tomme pladser). Han mente, at det bl.a. var gennem læserens aktive indsats for at fylde de 'tomme pladser' ud, at 'meningsfylden' i et værk skabes.

Man kan således sige, at den forståelse og oplevelse, der kommer ud af et værk, i høj grad bestemmes af den læser, der tolker og forstår værket. Det er altså faktisk ikke forfatteren/afsenderen, der bestemmer, hvordan hans værk bliver forstået; det er læseren/modtageren, der bestemmer, hvordan han forstår forfatterens værk.

Denne forståelse af læsning kaldes læserorienteret læsning.

Alle tekster indeholder tomme pladser. Det gælder sagtekster (fx journalistiske artikler og dokumentarfilm) og fiktive tekster (romaner, noveller, film, malerier, skulpturer, kunstinstallationer mv.). Sagtekster indeholder dog langt færre tomme pladser end fiktionstekster. Når man fx læser en nyhedsartikel i en avis, skal det gerne fremgå tydeligt og utvetydigt, hvad artiklen handler om; det er ikke noget, læseren skal bruge krudt på at gætte sig til.

Typisk er digte åbne for friere fortolkning (= mange tomme pladser) end fiktionsprosatekster (romaner, noveller, eventyr). Men der dog mange undtagelser. Fx er der et væld af tomme pladser i impressionistisk (fx af Herman Bang) og minimalistisk (fx af Helle Helle) skønlitteratur.

Et eksempel på en tom plads i et digt

Et tilfældigt eksempel på en tekst, der nærmest tvinger læseren til at fylde en tom bestemt plads ud - for ellers kan læseren ikke få svar på, hvorfor jeget (= æggeblommen) føler så voldsom en varme:

BLOMMEN I ET ÆG

Hvor har jeg det godt her
i hviden og himlen bagved
så lys og klar,det vugger
af og til,så jeg sover så
saligt,bare varmen ikke i
øjeblikket var så voldsom

Et digt af Ove Abildgaard (1916-1990) fra digtsamlingen Mariehønen, 1976. PS: Digteren laver ikke afstand efter sine kommaer i denne digtsamling)

Et eksempel på en tom plads i en novelle:

Min far er fra Nørrebro og en rigtig rabarberdreng (...). Min mor mødte ham helt tilfældigt i en af Københavns parker, han har aldrig villet fortælle mig hvilken, og det er måske også meget forståeligt.

Uddrag fra Katrine Marie Guldagers novelle "Hun snød mig til sidst" fra novellesamlingen Nu er vi så her (2009).

Og så er det, at læseren bliver nødt til at prøve at udfylde den tomme plads med et svar på spørgsmålet: Hvorfor har faren ikke villet fortælle, hvilken park han mødte moderen i - og hvorfor opfatter fortælleren (jeg-personen) det åbenbart som meget forståeligt, at faren ikke vil det?

Et eksempel på en tom plads i en anden novelle:

Men så kom efteråret og vinteren, og før jeg blev student, var Dorte tilbage i vores køkken tirsdag og torsdag, min mor stod med ryggen til ved køkkenbordet og rørte længe i et eller andet med et eller andet.

Uddrag fra Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid fra 2011, s. 39.

Hvorfor står moderen mon med ryggen til Dorte og rører længe i et eller andet? Hvordan skal det forstås?

Tomme pladser i film

Som nævnt kan man også tale om tomme pladser i andre former for 'tekster' end litterære tekster. I alle former for kunst (fx film, malerier, skulpturer, kunstinstallationer, dans, musik mv.) er der tomme pladser.

Tomme pladser (også kaldet blanks med et engelsk udtryk) i en film er altså de steder, hvis betydning først giver mening, når modtageren selv har fortolket sig frem til den. Og det gør modtageren ustandseligt i løbet af en filmisk fortælling. Hver gang en person siger eller gør noget, så arbejder filmtilskuerens hjerne på højtryk med at finde en forklaring på (= at fortolke), hvorfor noget siges eller gøres.

Imidlertid er det sjældent, at modtagerens fortolkning sker ud i den blå luft. For det første sker den jo på baggrund af det, han ser på billedsiden og hører på lydsiden, men for det andet har filmskaberen som regel lagt spor (clues, set-ups) ud, som skal lede modtagerens fortolkning og forventninger i en bestemt retning.

I rigtig mange tilfælde har filmskaberen dog også lagt falske spor ud (kaldet 'red herring' eller 'kipper'), netop fordi han ved, at den typiske tilskuer ikke kan lade være med at fylde de tomme pladser ud, ikke kan lade være med selv at tænke sig frem til, hvor sporene fører hen. Lykkes det at få modtageren til at følge 'vildledningerne', vil modtageren få en god filmoplevelse ud af at opleve de overraskelser og uforudsigeligheder, der er resultatet af, at han fulgte nogle spor, som viser sig at føre et andet sted hen, end han havde regnet med.