Novalis, egentlig Friedrich von Hardenberg (1772-1801), tysk digter, født på familiegodset Oberwiederstedt i Sachsen; fik en pietistisk farvet, men fremragende undervisning og opdragelse i hjemmet, studerede filosofi hos Fichte i Iena og retsvidenskab i Leipzig og Wittenberg. 1795 blev han ansat ved saltværkerne i Weissenfels, hvortil han i 1799, efter et par år at have studeret bjergværksdrift, vendte tilbage til en overordnet stilling. I 1797 mistede han sin forlovede, Sophie von Kühn, efter hvis død han skrev sin berømte »Hymnen an die Nacht«.

I disse år kom han i kontakt med Ienaromantikerne og sluttede venskab med Tieck og brødrene Schlegel. I denne digterkreds er han den oprindeligste lyriker-begavelse og samtidig den mest konsekvente romantiker.

I 1801 blev han udnævnt til en høj embedsmandsstilling i sit distrikt, men allerede året efter døde han af tuberkulose - i »Fr. Schlegels arme«, som det hed. Hans efterladte romanfragment »Heinrich von Ofterdingen « blev i 1802 udgivet af Tieck.

Novalis er som digter en følsom sværmer, for hvem drømmen er virkeligere end virkeligheden.

HEINRICH VON OFTERDINGEN, ty., ufuldført roman af Novalis, skrevet 17991800, udgivet 1802 af Tieck. Bogen er en udviklingshistorie i Wilhelm Meisters (s.d.) maner, men polemisk vendt mod tendensen i Goethes bog. Hvor Wilh. Meister gennemgår en udvikling fra fantasteriet henimod nøgternhed og harmoni med det praktiske liv, gennemgår Novalis' helt den stik modsatte udvikling, med den fuldkomne fordybelse i poesiens verden som kulmination.

Heinrich har allerede som barn drømt om en »blå blomst« - et billede på poesien. Mod den retter sig siden hen hans længsel. I Augsburg træffer han den store digter Klingsohr, i hvis datter, Matilda, han synes at finde en slags åbenbaring af den blå drømmeblomst. De forloves, men Matilda dør, og Heinrich begiver sig ud på en slags pilgrimsfærd.

Her afbrydes fragmentet, og vi kender kun fortsættelsen i Tiecks referat. Efter adskillige rejser skulle Heinrich være nået frem til et fuldkomment vidunderland, hvor drøm og virkelighed er identiske. Han skulle her genfinde den blå blomst og til slut forenes med Matilda, blomstens inkarnation.

Overs.: Heinrich von Ofterdingen, en Roman. Overs. af H. L. Bernhoft, 1820.

Novalis

AF: Heinrich von Ofterdingen I

Forældrene lå allerede og sov, uret på væggen slog sin ensformige takt, mod de klaprende vinduer susede vinden; af og til oplystes stuen af månens skin. Ynglingen lå urolig på sit leje og tænkte på den fremmede og hans fortællinger. Det er ikke skattene, der har vakt en så uudsigelig attrå i mig, sagde han til sig selv; al gerrighed ligger mig fjernt: men den blå blomst længes jeg efter at se. Den ligger mig uafbrudt på sinde, og jeg kan ikke digte og tænke andet. Således har jeg aldrig før været til mode: det er som havde jeg for nylig drømt eller var slumret hen i en anden verden; thi i den verden, jeg før levede i, hvem bekymrede sig der om blomster, og aldrig før har jeg hørt om en så sælsom lidenskab for en blomst.

Hvor den fremmede nu egentlig kom fra? Ingen af os har nogensinde set et lignende menneske; dog ved jeg ikke, hvorfor kun jeg er blevet så grebet af hans tale; de andre har jo hørt det samme, men ingen har været ude for noget sådant. Og så kan jeg heller ikke engang tale om min underlige tilstand! Jeg føler mig ofte så henrivende vel, og kun når blomsten ikke står helt klart for mig, overfaldes jeg af en dyb inderlig trang: det kan og vil ingen forstå. Jeg måtte tro jeg var vanvittig, hvis jeg ikke så og tænkte så klart og tydeligt. Siden den tid er alt blevet mig mere fortroligt. Jeg hørte engang tale om gamle tider; hvorledes dengang dyr og træer og klipper havde talt med menneskene. Det synes mig netop som om de hvert øjeblik ville begynde og som om jeg kunne se på dem, hvad de ville sige mig. Der må endnu findes mange ord, som jeg ikke kender: vidste jeg mere, så kunne jeg forstå alting meget bedre. Tidligere holdt jeg af at danse; nu tænker jeg hellere til musikken.

Ynglingen tabte sig efterhånden i søde fantasier og slumrede ind. Da drømte han først om uoverskuelige afstande og vilde ukendte egne. Han vandrede over have med ubegribelig lethed; forunderlige dyr så han; han levede med alle mulige mennesker, snart i krigen, i den vilde tummel, i stille hytter. Han kom i fangenskab og den usleste nød. Alle følelser steg i ham til en hidtil ukendt højde. Han gennemlevede et uendelig broget liv, døde og kom tilbage, elskede med den højeste lidenskab og blev så atter for evigt skilt fra den elskede. Endelig hen imod morgen, da dæmringen udenfor brød frem, blev det roligere i hans sjæl, og billederne blev klarere og varigere. Det forekom ham, at han gik alene i en mørk skov. Kun sjældent glimtede dagen gennem det grønne net. Snart kom han til en klippeslugt, som førte opad. Han måtte klatre over mosklædte sten, som en strøm engang havde revet med sig. Jo højere han kom, desto lysere blev skoven. Endelig nåede han til en lille eng, som lå på bjergskråningen. Bag engen hævede sig en høj klippe, ved hvis fod han så en skråning, som syntes at være begyndelsen til en gang, der var hugget ud i klippen. Gangen førte ham en tid lang mageligt fremad, indtil en stor udvidelse, hvorfra allerede på lang afstand et klart lys strålede ham i møde.

Da han trådte ind, opdagede han en mægtig stråle, der som fra en springkilde steg lige til hvælvingens loft og heroppe forstøvedes i utallige funker, som nedenunder samledes i et stort bassin; strålen lyste som glødende guld; ikke den mindste lyd var at høre; en hellig stilhed omgav det herlige skuespil. Han nærmede sig bassinet, som vuggede og sitrede i et uendeligt farvespil. Hulens vægge var overtrukket med dette flydende stof, som ikke var varmt, men køligt, og kun kastede et mat blåligt skær fra sig på væggene. Han dyppede sin hånd i bassinet og vædede sine læber. Det var, som om en sjælfuld ånde gennemtrængte ham, og han følte sig styrket og forfrisket til sit inderste. En uimodståelig lyst til at bade bemægtigede sig ham, han klædte sig af og steg ned i bassinet. Det forekom ham, at en sky af aftenrøde omflød ham; en himmelsk fornemmelse overstrømmede hans indre; med inderlig vellyst stræbte utallige tanker at blande sig hos ham; nye, usete billeder opstod, som også flød ind i hinanden og blev til synlige væsner omkring ham, og hver bølge i det kærlige element smøg sig ind til ham som en blød barm. Vandet syntes at være en opløsning af yndige piger, som straks ved mødet med ynglingen fik kød og blod.

Beruset af henrykkelse og dog bevidst om hvert indtryk svømmede han langsomt ned ad den lysende strøm, der fra bassinet flød ind i klippen. En slags sød slummer overfaldt ham, i hvilken han drømte ubeskrivelige begivenheder og hvoraf en anden lysning vækkede ham. Han fandt sig på en blød grønsvær ved randen af en kilde, som vældede ud i luften og syntes at fortære sig deri. Mørkeblå klipper med farverige årer hævede sig et stykke borte; dagslyset, der omgav ham, var klarere og mildere end det sædvanlige, himlen var mørkeblå og fuldstændig ren. Men hvad der med hele sin magt drog ham til sig, var en høj lyseblå blomst, som stod lige ved kilden og berørte ham med sine brede funklende blade. Rundt omkring den stod utallige blomster af alle farver, og den herlige duft fyldte luften. Han så intet uden den blå blomst og betragtede den længe med usigelig ømhed. Endelig ville han nærme sig den, da den med et begyndte at bevæge og forandre sig; bladene funklede endnu stærkere og smøg sig ind til den voksende stængel, blomsten bøjede sig hen mod ham, og kronbladene viste en blå udbredt krave, hvori et spædt ansigt svævede. Hans søde studsen tiltog med den besynderlige forvandling, da hans moders stemme pludselig vækkede ham og han fandt sig i forældrenes stue, som morgensolen allerede forgyldte. Han var for henrykt til at blive ærgerlig over denne forstyrrelse; tværtimod bød han sin moder venlig god morgen og gengældte hendes hjertelige omfavnelse. [ ... ]

Af Heinrich Von Ofterdingen (1799). Oversætter: H. L. Bernhoft. Uddraget er romanens begyndelse.

Fra Heinrich von Ofterdingen II

Fortæl os dog hiin sælsomme Drøm, sagde Sønnen. Jeg var en Aften, begyndte Faderen, ude at spadsere. Himmelen var klar, og Maanen beklædte de gamle Søiler og Mure med sit blegt: Dæmringslys. Mine Kammarater gik efter Piger, og mig drev Hiemvee og Elskov ud i det Frie. Endelig blev jeg tørstig og gik ind i det første det bedste Landhuus, for at forlange en Drik Viin eller Melk. En gammel Mand kom ud, som vel maatte ansee mig for et mistænkeligt Besøg. Jeg frembragte min Bøn, og da han hørte, jeg var en Udlænding og en Tydsker, bod han mig venlig ind i Stuen og bragte en Flaske Viin. Han bad mig sætte mig, og spurgte om min Haandtering. Stuen var fuld af Bøger og Oldsager. Vi kom i en vidtløftig Samtale, han fortalte mig meget om gamle Tider, om Malere, Billedhuggere og Digtere. Endnu aldrig havde jeg hørt saaledes tale derom. Det forekom mig, som jeg var stegen iland i en ny Verden. Han viste mig skaarne Stene og andre gamle Mærkværdigheder; derpaa forelæste han mig med levende Ild herlige Digte, og saaledes hengik Tiden som et Øieblik. Selv nu opmuntres mit Hierte, naar jeg erindrer mig den brogede Vrimmel af underlige Tanker og Følelser, som i den Nat opfyldte min Siel. I de hedenske Tider var han som hiemme, og længedes med utrolig Inderlighed efter at komme tilbage i hiint graae Old. Endelig anviste han mig et Kammer, hvor jeg kunde tilbringe Resten af Natten, fordi det allerede var for sildigt, til endnu at vende tilbage.

Jeg sov snart ind, og da syntes mig jeg var i min Fødeby, og vandrede ud af Porten. Det var, som om jeg skulde etsteds hen, for at udrette noget, dog vidste jeg ikke hvorhen, eller hvad jeg skulde udrette. Jeg gik med overordentlig Hurtighed ad Harzen til, og det forekom mig, jeg skulde til Bryllup. Jeg holdt mig ikke ved Veien, men lige fremad gennem Dal og Skov, og snart kom jeg til et høit Bierg. Da jeg var deroppe, saae jeg den gyldne Eng for mig, og overskuede Thüringen til alle Kanter, saaledes at intet Bierg i Nærheden forhindrede mig Udsigten. Ligeoverfor laae Harzen med sine dunkle Bierge, og jeg saae utallige Slotte, Klostre og Landsbyer. Som jeg nu var ret inderlig vel tilmode, faldt mig den gamle Mand ind, hos hvem jeg sov, og det syntes mig, som om det var for en rum Tid siden, at jeg havde været hos ham. Snart blev jeg en Sti var, som gik ind i Bierget, og jeg steg ned. Efter lang Tids Forløb kom jeg til en stor Hule, der sad en Olding i sin lange Klædning foran et Jernbord, og skuede ufravendt til en tryllende skiøn Pige, som stod for ham, huggen i Marmor. Hans Skæg var voxet igiennem Jernbordet, og bedækkede hans Fødder. Han saae alvorlig og venlig ud, og mindede mig om et gammelt Hoved, som jeg om Aftenen havde seel hos Manden. Et glimrende Lys var udhredt i Hulen. Som jeg nu stod og betragtede Oldingen, bankede min Vert mig pludselig paa Skulderen, tog mig ved Haanden og førte mig med sig igiennem en lang Gang. Efter kort Tids Forløb saae jeg langtfra en Dæmring, som om Dagslyset vilde bryde frem. Jeg ilede derhen, og befandt mig snart paa en grøn Plads; men alt syntes mig ganske anderledes, end i Thüringen. Uhyre Træer med store, glindsende Blade udbredede Skygge vidt omkring. Luften var meget heed og dog ikke trykkende. Overalt Kilder og Blomster og iblandt alle Blomster behagede, mig isærdeleshed Een, og det forekom mig, som om de Andre bøiede sig hen mod den.

Ak! kjereste Fader, sig mig dog, hvad Farve den havde, raabte Sønnen med heftig Bevægelse.

Det husker jeg ikke mere, saa nøie jeg endog har indpræget mig alt.

Var den ikke blaa?

Kan gierne være, blev den Gamle ved, uden at give Agt paa Heinrichs sælsomme Hæftighed. Saameget veed jeg kun endnu, at jeg var ganske uudsigelig vel tilmode, og i lang Tid ikke saae mig om efter min Ledsager. Da jeg endelig vendte mig til ham, bemærkede jeg, at han betragtede mig opmærksom og smilede med inderlig Glæde til mig. Paa hvad Maade jeg kom bort fra dette Sted, erindrer jeg ikke mere. Jeg var igien oppe paa Bierget. Min Ledsager stod hos mig, og sagde: du har seel Verdens Underværk. Det staaer i din Magt, at blive det lykkeligste Væsen paa Jorden og desuden en berømt Mand. Læg vel Mærke til, hvad jeg siger dig: naar du paa St. Hansdag om Aftenen igien kommer herhid, og hiertelig beder Gud om Opløsningen af denne Drøm, saa vil den høiste jordiske Lod blive dig til Deel; giv da Agt paa en blaa Blomst, som du vil finde heroppe, bryd den af, og overlad dig da ydmyg til den himmelske Styrelse. Jeg var derpaa i Drømmen blandt de herligste Skikkelser af Mennesker, og uendelige Tider gøglede forbi mine Øine med mangfoldige Forandringer. Min Tunge var som løst, og hvad jeg talede, klang som Musik. Derpaa blev alt igien dunkelt og snævert og hverdags: jeg saae din Moder med venligt, undseligt Blik for mig: hun holdt et skinnende Barn i Armene, og rakte mig det, da paa engang Barnet synligen voxede, og blev mere og mere klart og skinnende, og endelig med blændende hvide Vinger hævede sig over os, tog os begge i sine Arme, og fløi saa høit med os, at Jorden kun saae ud som et Guldfad, af det fineste Arbeide. Derefter erindrer jeg mig kun, at igien hiin Blomst og Bierg og Olding forekom; men jeg vaagnede strax efter og følte mig optændt af heftig Kierlighed. Jeg tog Afsked fra min giæstfri Vert, som bad mig, ofte at besøge ham, hvilket jeg lovede, og ogsaa vilde have holdet, hvis jeg ikke strax efter havde forladt Rom, og hurtig var reist til Augsburg.

(1799)

(Oversat af H.L. Bernhoft, 1820)

[Uddrag s. 34-35]

Videnskaberne söge det Uendelige ved en stykkeviis Sammenhobning af det Endelige. Historikeren söger det ved et Aggregat af Fakta, hvis Forbindelse, naar den er der, dog atter kuns frembringer et Endeligt. Men intet i Historien, ingen enkelt Tidsalders, ingen enkelt Nations Individualitet kan forstaaes fuldkommen, uden ved dens nödvendige Forbindelse med hele Historien. En Anskuelse af det Hele maatte altsaa, som det synes, gaae forud for enhver enkelt Dom. Naturforskeren dynger Phænomener paa Phænomener, forsöger han end en theoretisk Forbindelse, saa er den kun endelig, indskrænket. Men intet enkelt Phænomen forstaaes tilfulde, uden i den nödvendige Forbindelse med alle. En Anskuelse over hele Naturen synes altsaa at maatte gaae forud for enhver enkelt Undersögelse. Jeg forbeholder mig i det Efterfölgende, at giöre dem dette tydeligere og anskueligere.

I Sandhed, det var ubegribeligt hvad der formaaede Naturforskeren og Historikeren til den uafladelige Driftighed, hvis ikke en, skiöndt, hos mange dunkel, Ahnelse om en uendelig Forbindelse, var det dybe bevægende Princip for deres Undersögelse. Denne Ahnelse forlader aldrig noget Menneske ganske. Selv hos det meest indskrænkede slumrer den dybt i hans Siæl. Den knytter os til den hele Natur. Den giver alt det Enkelte en höjere ædlere Betydning. Den er det, som med den kommende Morgen oplukker den luende, levende Natur for enhver, som om en indvortes Soel uvilkaarlig fulgte Himmelens, den hæver den uendelige Vrimmel af Gestalter af det almindelige Mörke, giennem den taler Naturens evige Liv, som igiennem et mystisk Ziffer, til vor Aand og indvortes forstaae vi den. Den dækker den hele Vnmmel af Gestalter, naar det indvortes Lys, som et evigt Mörke kaster sig bag alle Stierner, og et fremmed Lys blot giör os det uendelige Mörke synligt.

Denne Ahnelse slutter os ligeledes til Historien. Tidsaldere, hvis Tænkemaade, hvis udvortes Existenz havde et ganske andet Sving end vor, blive os begribelige ved den. Overlade vi os til den, saa resignere vi paa hiint Forstandens almindelige Postulat, at giöre vor Tid og dens Tænkemaade til en Norm for alle, den skiænker os de Tidernes Organer, som ligge skiulte i det Forbigangne. Ved den vaagne Kiæmper af deres Grave, Guder og Gudinder vandre om iblandt os, enhver Klang fra længst hensvundne Tider gienklinger med sin ejendommelige Tone, den tryller de herligste Tidsaldere ind i dybest nedsiunkne. Det er, som om Spiren til alle Historiens Epoker slumrede i hver. Denne Ahnelse, hvis Gienstand altid er uendelig, kaldes, naar den levende, skabende aabenbarer sig i sin Herlighed i et fortreffeligt Gemyt - Poesie. Intet Menneske er ganske blottet for Poesie. Ingen Tidsalder, end ikke den raaeste, har nogensinde ganske savnet den. Det er, som vaagnede Naturens egen evige Productivitet med Digteren. Ædle, höje Gestalter tnne frem, en guddommelig, gylden Verden, oplivet af en evig Soel, oplukkes for os, som ved et pludseligt Trylleslag. En uendelig Sands synes at have skiult sig bag enhver Gestalt og straaler os mystisk imöde. Vi omgives af en höj en herlig Glands; en dyb Længsel vaagner i vort Inderste, og slutter os uimodstaaelig til den forunderlige gö gl ende Verden -

Den forsvinder -

Tiden holder os fængslet, dens snevre Trang fordrer vor Opmærksomhed; men den evige Længsel, som Digteren vakte, formaaer intet at udslukke. Hvad er det, som tryller os, naar Digteren synger?

Udgivet af Johnny Kondrup, Det Danske Sprog- og litteraturselskab, 1996.