Nietzsche

Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844 -1900) - Af Erik Jerlung

Nietzsche blev den mest indflydelsesrige filosof i årtierne omkring 1900. Efter at Georg Brandes 1888 havde holdt fem forelæsninger om den indtil da ukendte tyske filosof og introduceret ham i to artikler i tidsskriftet Tilskueren: "Aristokratisk Radikalisme" (1889) og "Det Store Menneske. Kulturens Kilde" (1890) bredte hans ry sig til resten af verden. Han skrev kritisk om moral, religion, kultur, filosofi og videnskab i en særegen filosofisk stil med brug af aforismer, derfor betegnes han i lighed med Kierkegaard som 'digterfilosof'. Nietzsche fik indflydelse på symbolisme, ekspressionisme, surrealisme, eksistentialisme og postmodernisme (poststrukturalisme/ postmarxisme).

Begge de læste tekster, uddraget fra Således talte Zarathustra (1885), og den novellistiske "Det gale menneske", fra Die fröhliche Wissenschaft (1882). Den muntre videnskab, illustrerer hvorfor han vælger at bruge digteriske virkemidler i en filosofisk sammenhæng: Det han vil sige og tænke, kan ikke udtrykkes inden for den filosofiske traditions logisk opbyggede sprog. Nietzsche griber bag om den filosofiske tradition, fra Platon og frem, til førsokratikeren Heraklit der i sine få kendte tekstfragmenter tilsyneladende forsøgte at tænke en verden i bestandig forandring og tilblivelse. ("Alt flyder", "Man kan ikke to gange træde ned i den samme flod"). Ham betegner selvbevidst sit eget opgør med den filosofiske tradition - Metafysikken som han vrængende kaldte den - som 'det rene dynamit': " Ich bin kein Mensch, ich bin Dynamit!".

Således talte Zarathustra

(uddrag)

Zarathustra er oprindelig en oldpersisk profet (600-500 f.Kr.). Nietzsche bruger ham blot som et menneske der træder ind i sin tid for at tale dunder til sine samtidige. Det religiøse og regionshistoriske aspekt ved Zarathustra har ingen interesse for Nietzsche.

Tekstens profetiske stilleje er lånt fra Det gamle Testamente: "Thi der var lovet dem, at de skulle få en linedanser at se. Og Zarathustra talte således til folket: ..." Også den typografiske opstilling af de mere eller mindre sammenhængende aforismer, med pludselige spring, minder om bibelens vers.

Overmennesket og evolutionen

I første omgang gælder det om at definere begrebet 'overmenneske'. Nietzsche bruger gåder, paradokser og digteriske billeder for at bryde læserens forventninger til logisk argumentation og i stedet lytte til sprogets utænkte muligheder - uden for den filosofiske tradition og de almindelige herskende opfattelser.

Udgangspunktet er Darwins evolutionsteori: "Alle væsner har hidtil skabt noget ud over sig selv [...] I har tilbagelagt vejen fra orm til menneske, og mangt og meget i jer er endnu orm."

Paradokset er imidlertid ifølge Nietzsche at mennesker i almindelighed og filosofien i særdeleshed ikke har været opmærksomme på det helt specielle ved den menneskelige væren:

Engang var I aber, og endnu den dag i dag er mennesket mere abe end nogen som helst abe.

Selv den viseste blandt jer er kun en blanding og brænding af plante og spøgelse. Men befaler jeg jer at blive planter eller spøgelser?

Se, jeg lærer jer om overmennesket.

Det ville være urimeligt at anklage en abe for at være en abe, den kan i sagens og sin egen natur ikke være andet. Men mennesket er ikke bare natur, men begavet med bevidsthed, sprog, kultur. Det kan med andre ord forholde sig til sig selv, de andre og verden - og gribe ind i den, ændre de givne naturbetingelser. Et menneske der ikke bruger disse muligheder til andet end hvad normen, religionen, moralen foreskriver, er med Nietzsches ord, "mere abe end nogen som helst abe". Omvendt er det menneske der bruger sine muligheder til at handle, udfolde sin vilje, ændre sine betingelser, det han kalder et 'overmenneske'. Overmennesket er slet og ret mennesket i sin fulde udfoldelse, ifølge Nietzsche.

Mordet på Gud og angrebet på religionen

Den helligste pligt for overmennesket er at være jorden tro, altså bekende sig til den faktiske virkelighed og udrydde enhver forestilling om et hinsides, en anden guddommelig verden.

Jeg besværger jer, brødre, vær jorden tro og lyt ikke til dem, der taler til jer om overjordiske håb! Giftblandere er de, om de vide det eller ej.

Livsforagtere er de, henvisnende, selvforgiftede, som Jorden er led ved - så lad dem da fare hen!

Engang var synden mod Gud den værste synd, men Gud døde, og dermed døde også den slags syndere. At forsynde sig mod Jorden er nu det forfærdeligste[...]

[Nietzsches religionskritik, Darwins teorier og Marx' fordømmelse af religion som 'opium for folket' er de tre enkeltkilder der har gjort Gud arbejdsløs i nyere tid. Især retter Nietzsche sin kritik mod kristendommen som han kalder en 'slaveopstand i moralen', en religion for alle tabere. Her er det lykkedes, de svage, de bange, krysterne at gøre deres egen offerrolle til højeste dyd, hvor man skalelske sin fjende og vende den anden kind til. Mens mod, trods og modstandsvilje fordømmes som syndige egenskaber.]

Nietzsches antropologi

I det følgende antyder Nietzsche sit dynamiske alternativ til traditionens statiske menneskeopfattelse, igen er det malende digteriske billede der dominerer. Mennesket er ikke en på forhånd givet essens, noget der kan defineres, tværtimod er det bestandigt på vej, i færd med at overskride sine egne grænser:

Mennesket er en line, udspændt mellem dyr og overmenneske en line over en afgrund.

Farligt er det at gå over, farligt at være undervejs, farligt at se tilbage, farligt at gyse og at blive stående.

Det store ved mennesket er, at han er en bro og ikke et mål: det elskelige ved mennesket er, at han er en overgang og en undergang.

Mennesket er "en bro og ikke et mål" skal ses en illusionsløs bekendelse til en verden uden endelig sandhed, som noget der altid er på vej. Men at være på vej, det at turde leve livet, er farefuldt, jf. billedet med linedanseren. Overgang og undergang, konstruktion og destruktion (Derrida sammenfatter dem i begrebet 'dekonstruktion') er betingelserne for overmennesket.

Tankerækken munder ud i en kærlighedserklæring til de store enere, kunstnere, videnskabsmænd, reformatorer der for Nietzsche inkarnerer overmennesket, ofte med store personlige omkostninger, modstand, manglende forståelse, forfølgelse:

Jeg elsker dem, der ikke forstår at leve, og hvis liv derfor er undergang: thi det er deres overgang.

Jeg elsker de store foragtere, thi de er de store lovprisere og længslens pile mod den anden bred.

Menneskenes jord som 'dansende stjerne'.

Uddraget slutter med en dystopi om det foragteligste menneske, 'det sidste menneske', en pessimistisk forudsigelse af et fremtidigt tryghedssamfund hvor alle er blevet for mætte til at vove noget, hvor masserne bedøves af billig underholdning og den laveste fællesnævner er blevet idealet. Nietzsche er bestemt ikke demokrat, hvis demokrati udelukkende forstås ved at flertallet har ret. Men til gengæld kan han være inspirerende for en radikal demokrati-opfattelse der ser demokratiet som noget der bestandigt skal kæmpes for, og hvor det vigtigste er respekten for dissidenter og mindretal.

Men pessimismen er et kalkuleret pædagogisk virkemiddel der skal sætte Zarathustras slutpointe i relief. Her vendes perspektivet pludselig i retning af en manende utopi:

Ve! Der kommer en tid, da mennesket ikke mere slynger sin længsels pil ud over menneskene, og da hans bues streng har glemt at svirre

-Jeg siger jer: man må endnu have kaos i sig, for at kunne føde en dansende stjerne. Jeg siger jer: I har endnu kaos i jer. (jeg fremhæver).

Sætningen er en af Nietzsches mest citerede og den blev motto for surrealisterne i Mellemkrigstiden. Den er smukt eksempel på anvendelsen af digteriske billeder i den filosofiske argumentation. Logisk set er det vås, men digterisk set er billedet genialt: i det fortættes kritikken af den apollinske kosmos-antropologi til fordel for en dionysisk vægtning af mennesket som frugtbar ubalance, kaos; det er i sig selv en svimlende smuk vision af menneskelige muligheder; og det forstås umiddelbart med et gran af den galskab enhver har i sig...

Det gale menneske

Teksten fra Den muntre Videnskab (1882) reflekterer over konsekvensen af 'Guds død', religionens forsvinden i Moderniteten. Sociologisk, samtidshistorisk er udgangspunktet det faktum at flere og flere mennesker opgiver den traditionelle religiøse forståelse, men uden at gøre sig de store tanker om det. Det er her 'det gale menneske' siger fra. Guds død er den mest afgørende begivenhed i menneskehedens historie, ifølge ham. Hvis Gud blot var en langskægget faderfigur i en fjern himmel, var der intet problem. Men den gudsfigur har jo netop været billedet på forestillingen om alt det der garanterer Sandhed, Virkelighed, Mening og Sammenhæng. Hvis denne garanti er bortfaldet, hvad sker der så med alt det den har opretholdt? Nietzsche er her en tidlig, men ganske effektiv diskursteoretiker:

Det gale menneske sprang ind midt iblandt dem og gennemborede dem med sine blikke. "Hvor er Gud blevet af?" råbte han, "jeg skal sige jer det! Vi har dræbt ham - I og jeg! Vi er alle hans mordere! Men hvorledes har vi gjort dette? Hvorledes har vi formået at drikke havet ud? Hvem gav os svampen til at bortviske hele horisonten? Hvad gjorde vi, da vi kædede denne jord løs fra dens sol? Hvor bevæger den sig nu hen? Hvor bevæger vi os hen? Bort fra alle sole?

Pointen synes at være at gudløsheden, den moderne sekularisering, ikke blot kan ses som et historisk kendsgerning blandt mange andre. Der er tale om en begivenhed, noget helt enestående som kræver at mennesket sætter mod og vilje ind på en 'omfortolkning af alle værdier'. For alt hvad vi hidtil har betragtet som det sikre fundament, har altid haft Gud, Sandhed, Mening, etc. som sikre forankringspunkter.

Dostojevskij formulerede Nietzsches indsigt som "Når Gud er død, er alt tilladt". Men denne frihed er frygtelig, for den betyder at man skal forholde sig til en principielt flydende, ubegribelig og uforudsigelig virkelighed. Reaktionen er kollektiv fortrængning:

"Jeg kommer for tidligt", sagde han da, "tiden er endnu ikke inde for mig. Denne uhyre begivenhed er endnu undervejs og vandrer - den er endnu ikke trængt frem til menneskenes ører. lyn og torden behøver tid, stjernernes lys behøver tid, bedrifter behøver tid, også efter at de er udført, for at blive set og hørt. Denne bedrift er endnu fjernere for dem end de fjerneste stjerner - og dog har de selv udført den! -

Til toppen

dansksiderne.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2021 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt