Klip fra den indledende regnvejrsscene. En trykkende varm sommerdag ligger Mogens, den endnu ikke navngivne hovedperson i novellen, halvvejs lænet op ad et egetræs stamme:

Og saa Mennesket under Egen; han laae og gispede og saae veemodigt, hjælpeløst, op mod Himlen. Han nynnede lidt og opgav det, fløitede, opgav saa ogsaa det, vendte sig, vendte sig om igjen og lod sine Øine see paa et gammelt Muldvarpeskud, der var blevet ganske lysegraat af Tørke. Pludselig kom der en lille rund, mørk Plet paa det lysegraa Muld, een til, tre, fire, mange, flere endnu, hele Tuen var ganske mørkegraa. Luften var lutter lange, mørke Streger, Bladene nikkede og svaiede, og der kom en Susen, der gik over til Syden; det øste Vande ned.

Første side af indledningen:

Det blev læst op en Søndag efter Gudstjenesten, af Sognefogdens Søn, ved Stævningsstenen udenfor Kirken: at Frøken Irene Holm, Danserinde fra det kongelige Theater, den første November i Kroen vilde aabne sine Kursus i Holdning, Dans og Bevægelse, saavel for Børn som for Viderekomne, Damer og Herrer - saafremt et tilstrækkeligt Antal Deltagere tegnedes. Prisen fem Kroner for hvert Barn, for Søskende Moderation.

Der tegnedes syv Deltagere. Jens Larsens stillede de tre "paa Moderation".

Frøken Irene Holm ansaa det for tilstrækkeligt Hun kom en Aften sidst i Oktober og stod af i Kroen med sin Bagage, en gammel Champagnekurv, der var bundet sammen med et Reb.

Hun var lille, tyndslidt med et firtiaarigt Lillepigeansigt under en Skindbaret, og gamle Lommetørklæder bundet om Haandledene mod Gigt. Hun udtalte alle -Konsonanterne og sagde: Tak - aa Tak - jeg kan jo selv, til hver Haandsrækning og saá hjælpeløs ud.

Hun vilde kun nyde en Kop The og krøb saa i Seng i Lillekammeret bag Storstuen, tænderklaprende af Angst for Spøgelser.

Næste Dag kom hun til Syne med Lokkehoved og stram Figurkaabe med Skindkant, der bar Mærker af Tidens Tand. Hun skulde besøge de ærede Forældre. Hun turde maaske spørge lidt om Vejen. Madam Henriksen gik ud i Gangdøren og pegede paa Gaardene udover Marken. Frøken Holm nejede ad de tre Trappetrin af Taknemmelighed.

- Skrog, sagde Madam Henriksen. Hun blev staaende i Gangdøren og saá efter Frøken Holm, som gik ned mod Jens Larsens oppe paa Diget - for at skaane sit Fodtøj. Frøken Holm var "chausseret" i Gedeskind og Strømper med Ret og Vrang.

Da hun nu havde besøgt Forældrene - Jens Larsens gav ni Kroner for sine tre - søgte Frøken Holm om Lejlighed. Hun fik et lille hvidkalket Kammer hos Smedens med Udsigt over den flade Mark. Møblementet var en Kommode og Sengen og en Stol. Mellem Kommoden og Vinduet fik Champagnekurven sit Sted i Krogen.

[…]

Ud gik hun ikke. Hun fik Hjemve, naar hun saá de flade, øde Marker. Og saa var hun ogsaa bange for Tyre og løbske Heste.

Naar det blev ud paa Aftenen, kogte hun Vand i Kakkelovnen og spiste. Saa kom Turen til Papillotterne. Naar hun under Afklædningen var naaet til Underpermissioner, gjorde hun sine "Pas" ved Sengestolpen. Hun strakte Benene, saa hun svedte ved det.

Smeden og hans Kone veg ikke fra Nøglehullet. De saá Balletspringene bagfra; Papillotterne strittede paa Issen som Piggene paa et Pindsvin.

Frøken Holm blev saa ivrig, at hun begyndte at nynne højt, mens hun gik i Gulvet og op, i Gulvet og op ...

Smed og Kone og Børn sloges ved Nøglehullet.

Naar Frøken Holm havde øvet sine Minutter, krøb hun i Seng. Naar hun øvede, kom hun næsten altid til at tænke paa "da hun var paa Skolen ved Dansen" .... Og pludselig kunde hun le halvhøjt op med en tøset Latter, midt som hun laa ....

Og hun faldt i Søvn, mens hun endnu tænkte paa den Tid - den lystige Tid ....

Novellens første linjer:

Der lå en anden robåd trukket op på søbredden. De to indianere stod og ventede.

Nick og hans far satte sig i agterstavnen og indianerne skubbede den ud og den ene af dem satte sig op for at ro. Onkel George satte sig i stævnen af lejrens robåd. Den unge indianer skubbede den ud og sprang op for at ro for onkel George.