Uddrag af Helle Alrø, Poul Nørgård Dahl, Katrine Schumann: Samtaleanalyse i hverdagen og videnskaben. Serie om Interpersonel Kommunikation i Organisationer nr. 12, Aalborg Universitetsforlag, 2016, s. 17-19.

Samtaler er genstanden i samtaleanalyse

(...)

En samtale kan i sin grundform forstås som en ansigt-til-ansigt-kommunikationsproces mellem mindst to mennesker, der er i direkte kontakt med hinanden i samme tid og rum, og som udveksler betydning og producerer mening (Alrø & Kristiansen, 1988, s. 11). Parterne befinder sig i en fælles nutid, hvor de har mulighed for at opleve hinandens tilstedeværelse med alle sanser, og hvor de har mulighed for spontant at reagere på hinandens bidrag til samtalen. Samtalen er irreversibel i betydningen uigenkaldelig i det øjeblik, den er gennemført.

Samtaler består af sprog i bred forstand forstået som brug af ord, krop og stemme. Ordenes mening signaleres ofte gennem måden, ordene siges på med krop og stemme, og det er ofte netop disse nonverbale faktorer, som parterne i samtalen både koder og af koder, når de bestræber sig på at skabe mening.

Denne definition omfatter ikke medierede samtaler, som f.eks. foregår via telefon, da der her ikke er tale om fælles fysisk rum, selv om parterne er i direkte kontakt med hinanden i samme tid. Det betyder selvfølgelig ikke, at telefonisk kontakt ikke kan betegnes som samtaler, men at der i forhold til samtalens grundform er nogle begrænsninger i, at parterne ikke kan se og mærke hinanden. Netop det forhold gør, at parterne i telefonen må kompensere for de betydningsbærende informationer, den anden ikke kan se, høre eller mærke i den anden ende af røret ved at give dem ord: "Jeg tager mig til hovedet" eller "Nu kommer min kollega lige ind og siger noget til mig".

I samtaler, der foregår med billedforbindelse via internettet, f.eks. Skype eller FaceTime, kan parterne se hinanden og et udsnit af den fysiske kontekst, der kommunikeres i. Det gør det nemmere - hvis forbindelsen er god - at af kode de visuelle elementer i samtalen, men der kan alligevel være mange ting, som er fraværende både i den visuelle og i den kinæstetiske kontakt, og som parterne indimellem bliver nødt til at metakommunikere om eller se bort fra, afhængigt af hvad de anser for vigtigt i samtalen, f.eks. "Vent lidt, jeg lukker lige døren, så vi ikke forstyrrer min kollega" eller "Lydforbindelsen er dårlig, vil du lige prøve at sige det igen?". I ansigt-til-ansigt-samtaler kan der naturligvis også sommetider opstå forståelsesproblemer, hvis parterne taler lavt eller på andre måder har svært ved at høre hinanden. Men det har i så fald ikke noget at gøre med medietekniske betingelser. Medieformidlede samtaler kan analyseres på samme måde som samtaler, der foregår her-og-nu. I kraft af mediet er der dog en række kontekstbestemte forhold, som hverken samtalepartnerne eller analytikeren har adgang til, og som derfor ikke kan inddrages i analysen.

Samtalers manifeste og latente lag

Man kan forstå samtaler metaforisk set som et isbjerg:

Isbjerget over overfladen viser det, samtaleparterne siger og gør i en samtale. Det sagte og gjorte i samtalen. Det er manifest og observerbart på samtalens overflade som ord, stemme og kropssprog. Det er det lag, man vil kunne se og høre, hvis samtalen var filmet. Her vil man også kunne se deltagerne i samtalen og noget af den fysiske kontekst, samtalen foregår i.

Men det manifeste er kun en lille del af samtalen. Samtaler er fyldt med underforståede betydninger, som samtaleparterne kommunikerer og ræsonnerer sig frem til for at kunne skabe mening i samtalen. De betjener sig her af en implicit viden om, hvordan det sagte skal forstås i konteksten - en viden, der findes på det latente, dvs. ikke direkte iagttagelige niveau, men som det er muligt at spørge til og undersøge nærmere, såfremt der opstår misforståelser eller mangel på forståelse i situationen. De latente lag ligger under vandoverfladen i isbjergmetaforen.

Det er et genialt karaktertræk ved samtaler, at parterne i samtalen bestræber sig på og i de fleste tilfælde lykkes med at skabe mening i samtalen ved intuitivt at dykke ned under vandoverfladen for at søge den usagte mening med det sagte. Men det er samtidig her, at kimen til misforståelser kan findes, hvis en ytring fortolkes på en anden måde, end det er intenderet.

Samtalens forløb

Ligesom en god historie, eller en god stil, er en god samtale tredelt:

Dele af samtalen er ofte mere eller mindre ritualiserede og præget af faste ytringspar, som fx:

• hilsen-hilsen
• spørgsmål-svar
• tilbud-accept/afvisning (foretrukken/uforetrukken respons) bebrejdelse-undskyldning/forsvar (do.))

Grundlæggende principper for samtale

Man har ordet på skift (turtagning) og signalerer med småord (gambitter) om man ønsker at afgive ordet eller beholde det, og med småord, lyde og mimik om man accepterer fremstillingen og turtagningen.

Den vellykkede samtale overholder flg. overordnede principper:

1. Samarbejdsprincippet:
   • Hold dig til emnet (relevans)
   • Sig kun det nødvendige (omfang)
   • Giv plads/send stafetten videre (turtagning)
   • Udtryk dig klart
   • Tal sandt

2. Høflighedsprincippet:
   • Vær hensynsfuld
   • Vær positiv
   • Søg enighed
   • Undgå at kritisere

Ex.:

A: Hvad er klokken?
B: Jeg er bange for at bussen er kørt.

— Hvad er på spil her? Hvorfor svarer B sådan? Er kommunikationen vellykket eller forfejlet?

For en udenforstående er det ikke altid indlysende at samtalen overholder samarbejds- og/eller høflighedsprincippet — men hvis man forstår kommunikationssammenhængen, kan man se at principperne overholdes.

Turtagning

Når samtaler overhovedet fungerer, skyldes det at vi i samtalen bruger et lokalt styresystem, som har at gøre med fordelingen af og overgangen mellem taleture. Samtalen er baseret på at man har ordet på skift, dvs at man skiftes til at ‘tage ture’, og i en velfungerende samtale anvendes specielle teknikker og regler for tur-konstruktion og tur-allokering.

Tur-konstruktion

Turskiftet foregår som regel på et overgangsrelevant sted, dvs et sted hvor indlægget har nået en grad af færdiggørelse.

Tur-allokering

I en formel samtale med to eller flere deltagere finder der en formaliseret styring af turtagningen sted:

• Den først talende (F) afgiver ordet og udpeger næste talende (N) — eller undlader at udpege N og lader N væge sig selv
• N tager ordet eller lader være — der kan opstå konflikt hvis en anden ønsker ordet
• F kan vælge at fortsætte hvis N ikke tager ordet

I en uformel samtale er turtagningen mindre formaliseret, men derfor kan man godt kigge efter om, og hvordan, den talende lægger op til turskiftet.

Flere ting at kigge efter i analysen

Sproghandlinger

Der er 5 overordnede sproghandlinger som kan komme i spil i forskellige blandingsforhold:

Derudover kan der skelnes mellem:

• Kernehandling: selve indholdet i sproghandlingen, fx Luk lige vinduet, …, og
• Satellithandling: et belæg for indholdet, fx … det trækker.

Op- og nedtoning

Man kan udtrykke sig mere eller mindre kraftfuldt, skrue op (= optoning) eller ned (= nedtoning) for styrken i sine ytringer.

Ex.:

A (optoning): Det går ikke. Politikerne må simpelthen tage sig sammen nu og forbyde det! (...)
B (nedtoning): Det jeg gerne lige ville sige ...

Ytringspar

En ytring kalder på en reaktion: en hilsen kalder på en hilsen, et spørgsmål på et svar. De udgør tilsammen et ytringspar (eller et turpar). Forekomsten af ytringspar indebærer at vi anerkender hinanden, og på den måde bidrager de til opretholdelse af face.

Et ytringspar kan indeholde en foretrukken respons (dvs. den positive, forventede), eller en uforetrukken respons (nemlig en negativ, afvisende). Den foretrukne respons bidrager mere til opretholdelse af face end den uforetrukne.

Pauser

Pauser kan være naturlige eller anstrengte, og kan derfor være meget udtryksfulde, afhængigt af hvem der kontrollerer dem:

• Hvem ejer pausen? Dvs. hvem laver den, og hvem kan ophæve den?
• Hvad siger pausen?

Reparationer

Reparationer er tøvelyde, lydforlængelser, gentagelser, selvrettelser, osv. De bruges i situationer hvor den talende er ved at miste grebet, men ikke ønsker at afgive ordet. De bruges m.a.o. til at modvirke en naturlig turtagning.

Gambitter

Småord, vendinger og hele sætninger der fungerer som åbningstræk (begrebet stammer fra skak). De bruges til at:

• åbne samtalen
• styre turtagningen, fx: ikk?, vel?, Hvis jeg lige må ...
• angive hvordan det sagte skal opfattes, fx: Nu generaliserer jeg med vilje groft ...
• regulere turtagningen, fx: Og så vil Danny sige sige noget om ...
• opretholde en kontakt, fx: Prøv lige at høre her ...

Underteksten

• Det usagte, det mellem linjerne
• Kommer til udtryk gennem regelbrud, indirekte sproghandlinger, tonefald, mimik, (oversprings)handlinger, tavshed

Sproglige koder

• Ordvalg, idiomatik og syntaks der knytter sig til bestemte
• brugssammenhænge, fx et bryllup, et indkøb
• sociale lag, fx arbejdersprog
• geografiske tilhørsforhold, fx jysk, randrusiansk
• kulturelle tilhørsforhold, fx perkerdansk
• ...

Derfor kan de sproglige koder være både inkluderende og ekskluderende, afhængigt af om man kender dem eller ej. Der ligger en tryghed i at kende dem, en viden om hvad der forventes af en; og der følger utryghed med at stå udenfor — nogle gange resulterer det i aggressivitet.

Facework

• Det man gør for at opretholde sit image, dvs. det positive selvbillede og den sociale identitet, som man forsøger at leve op til og få den andens anerkendelse af i en samtale.
• En samtale kan være potentielt ansigtstruende, dvs. man kan risikere at tabe ansigt — og derfor må man forsøge at begrænse skaden ved hjælp af noget facework.

Roller og magtforhold i samtalen

Læs pdf om transaktionsanalyse.

Kommunikationsmodeller

1. Laswells klassiske model:

2. Jakobsons udvidede model:

• Emotiv funktion - info om afsenderens holdning el. følelser (FF: symptomfunktion)
• Referentiel funktion - info om omverdenen udenfor sproget
• Fatisk funktion - der tales om forholdet mellem taler og lytter
• Metasproglig funktion - der tales om måden der tales på
• Poetisk funktion - der tales på en særlig pudsig el. smuk måde
• Konativ funktion - info som skal påvirke, styre modtageren (FF: signalfunktion)

Med modellen kan man spørge:

• Hvilke funktioner dominerer? Hvorfor? Hvordan virker det?
• Hvilke funktioner mangler? Hvorfor? Hvordan virker det?

Det mundtlige sprog

— er anderledes end det skriftlige, bl.a. på følgende punkter:

• Upræcis deiksis: Uklare henvisninger til tid, sted og person. Præcis deiksis er unødvendig i talt sprog fordi de deiktiske elementer (dvs. forankringen i tid, rum og person) fremgår af sammenhængen og talesituationen.
• Ufuldstændige sætninger (ellipse): I det talte sprog kan vi godt leve med en ledsætning der aldrig får sin hovedsætning, eller en sætning der afsluttes inden den er færdig, fordi vi får fortsættelsen leveret af talesituationen. Som taler vil man ofte springe videre så snart man har registreret at man er blevet forstået.
• Sætningsytringer og selvafbrydelser (interjektioner): Småord, som ikke betyder noget i forhold til meningen, men som spiller en rolle i kommunikationen, som fx øh, ikk', hvad var det nu? De fylder huller ud, eller regulerer turtagningen.
• Forstærkende udtryk: Superlativer, plusord, eder — alt sammen noget der forstærker meningen, ofte uden viden om deres egentlige betydning, som fx super, sygest, eddermame, fucking.
• Digressioner: 'Skovture'; når man taler ud af en tangent, slipper sin plan og lader sig styre af sin tanke- og talestrøm.
• Bekræftende og dialogskabende sproghandlinger: Når man skal sikre sig at det kommunikative fællesskab stadig eksisterer, fx Er du med? Ikk'?

Derfor er replikgengivelser i tekster stiliserede. Hvis de rent faktisk lignede replikker fra virkeligheden, ville vi hurtigt tabe tråden fordi vi ikke får de non-verbale signaler med.

Opsamlende

• samtalen er en interaktiv proces
  • personerne reagerer løbende på hinandens udspil
  • modtager og afsender skifter hele tiden rolle

• samtalen har flere samtidige niveauer og kommunikationen har flere lag
• subjektive faktorer
  • personernes subjektive opfattelser af tingene er afgørende: emnet, modtageren, situationen osv.
  • der kommer flere grader af bevidsthed til udtryk i samtalen
  • personen er ikke fuldt opmærksom om alt

- - -

Baggrund, bl.a.: Lisbeth Nyborg, Mette Trangbæk Hammer, og Solveig Bennike: Faglige forbindelser i dansk (2005), s 13ff, s. 151ff, s. 185ff, Birgitte Darger, Kasper Lezuik Hansen og Claus Nielsen: Begreb om dansk (2009), kap. 7 og Ole Schultz Larsen: Håndbog til Dansk (2015).