Morfemer. Betydningsbærende enkeltdele af et ord kaldes morfemer. Et morfem er den mindste selvstændige betydningsbærende enhed.
Ligesom fonemet var den mindste fonetiske enhed, der skelner mellem to ord, er morfemet den mindste selvstændige betydningsbærende enhed i et udsagn.
I eksemplet sidst i denne tekst er 'elske' og '-r' og '-de' i 'elske-r' og 'elske-de' eksempler på morfemer. '-r', og '-de' ændrer betydningen af udsagnet fra nutid til datid.
'Ø' og 'å' er både fonemer, morfemer og ord.
'R' og 'e' er fonemer, kan optræde som morfemer, men er ikke ord.
'B' og 'k' er fonemer, men ikke på dansk hverken morfemer eller ord.
Herunder er en sætning delt op i morfemer. Bemærk, at hver enkelt morfem indeholder betydning. Fx er 3: oplysning om genitiv, 6: om tid, 11: om bestemthed, køn og tal, 14: om kasus.
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 |
| Børn | ene | s | onkel | hav | de | lave | t | lege | hus | et | til | de | m |
2, 3, 6, 8, 11 og 14 er bøjningsendelser og kan ikke stå alene
1, 4, 5, 7, 9, 10, 12 og 13 er selvstændige ord og kan stå alene.
Morfemer på forskellige sprog
Alle sprog kan udtrykke det, de har brug for at udtrykke. Og da alle mennesker lever i denne verden, og de fleste i samfund der på trods af kulturelle forskelle trods alt ligner hinanden meget, har de forskellige sprog også evnen til at beskrive den verden. Derfor ligner sprog også hinanden i den måde de deler verden op, og i de ting de kan udtrykke. Men derfor er det ikke givet, at disse informationer og sproghandlinger er organiseret på samme måde.
Et eksempel:
Alle sprog kan udtrykke en handling, kan udtrykke, hvem der udfører handlingen, og hvem handlingen retter sig imod. Det er det, vi plejer at kalde verballed (udsagnsled), subjekt (grundled) og objekt (genstandsled).
I sætningen 'Jeg elsker dig' bestemmes subjekt, verballed og objekt (bl.a.) i kraft af de enkelte ords position i sætningen. Dette er en konvention, men der ikke noget principielt til hinder for, at informationerne kunne have været arrangeret og meddelt anderledes.
Herunder ses, hvordan ovennævnte informationer (+ information om tid) er arrangeret på henholdsvis dansk, latin, swahili. og kinesisk.
- Jeg elsker dig/jeg elskede ham (dansk)
- Te amo/eum amabam (latin)
- Ninakupenda/nilimpenda (swahili)
- Wo ai ni/wo ai le ta (kinesisk)
Dansk:
| Subjekt | Verballed | Tid | Objekt |
|---|---|---|---|
| Jeg | elske- | -r | dig |
| Jeg | elske- | -de | ham |
Latin:
| Objekt | Verballed | Tid | Subjekt |
|---|---|---|---|
| Te | am- | - | -o |
| Eum | ama- | -ba- | -m |
Swahili:
| Subjekt | Tid | Objekt | Verballed |
|---|---|---|---|
| Ni- | -na- | -ku- | -penda |
| Ni- | -li- | -m- | -penda |
Kinesisk (mandarin):
| Subjekt | Verballed | Tid/aspekt | Objekt |
|---|---|---|---|
| Wo | ai | ni | |
| Wo | ai | le | ta |
Overstående er altså eksempler på 4 sprog og 4 forskellige måder at arrangere de samme informationer.
Det er tydeligt, at den der taler, ved at ændre ganske lidt på udsagnet, kan ændre udsagnet fra nutid til datid og fra 2 persons objekt til 3 persons objekt.
På swahili og kinesisk kan man ikke på objektet afgøre, om objektet er femininum eller maskulinum. 'Le'-et i kinesisk betegner egentlig ikke tid, men er et aspekt, der angiver, at handlinger er afsluttet i fortiden.