Om metrik - af dansklærer på Køge Gymnasium
Artiklen her er redigeret af 
dansksidernes redaktør, marts 2024.
Metrik, også kaldet 'versemål', er et system for fordelingen af trykstærke (også kaldet 'betonede' eller 'tunge') stavelser og tryksvage (også kaldet 'ubetonede' eller 'lette') stavelser i digte.
Trykstærke stavelser noteres med et tegn, der ligner en bindestreg: −, og tryksvage stavelser noteres med en U-lignende bue: ◡. I visse digte fordeles stavelserne på en måde, der giver en tydelig oplevelse af rytme. I andre tilfælde er stavelserne ikke fordelt efter et bestemt mønster eller system, og så opleves digtet ikke som rytmisk.
En analyse af fordelingen af trykstærke og tryksvage stavelser kaldes en skandering.
I en skandering leder man efter en mindste enhed, som går igen i digtet - en såkaldt versefod eller metrum. De fire mest almindelige hedder, efter klassisk forbillede, 
trokæ, jambe, daktyl og anapæst.
Trokæen består af to stavelser, hvor der er tryk på den første (i notation −◡), fx ordet 'flise'.
En jambe er det omvendte af en trokæ, dvs. den består af to stavelser, og der er tryk på sidste stavelse (◡−), fx ordet 'musik'.
Daktylen (på græsk: Daktylos) er en trestavelses versefod, med tryk på den første stavelse i ordet (−◡◡), fx i ordet "Fortovet".
En anapæst består også af tre stavelser, men med trykket på den sidste stavelse (◡◡−), fx i ordet 'symfoni.
Man skelner også mellem:
| Faldende rytme | Stigende rytme |
|---|---|
| Trokæ: − ◡ | Jambe: ◡ − |
| Daktylos: − ◡ ◡ | Anapæst: ◡ ◡ − |
| Virker i visse tilfælde melankolsk, eftertænksomt | Virker i visse tilfælde energisk, rask |
Eksempler på skandering
Eksempel 1. Trokæisk, faldende rytme:
Hist, hvor vejen slår en bugt: − ◡ −◡ − ◡ − (◡)
ligger der et hus så smukt: −◡ − ◡ − ◡ − (◡)
Væggene lidt skæve stå': −◡− ◡ −◡ − (◡)
ruderne er ganske små: −◡− ◡ −◡ − (◡)
døren synker halvt i knæ: −◡ −◡ − ◡ − (◡)
hunden gør, det lille kræ: −◡ − ◡ − ◡ − (◡)
under taget svaler kvidre: −◡ −◡ −◡ −◡
solen synker - og så vid're: −◡ −◡ − ◡ −◡
Fra H. C. Andersens Hist hvor vejen slå en bugt (1829).
Hvis du kender melodien og prøver at synge strofen, vil du ret tydeligt kunne fornemme den trokæiske rytme, hvor hver anden stavelse er hhv. trykstærk (betonet) og tryksvag (ubetonet). Med skanderingen kan man vise, at strofen er skrevet i trokæer. I dette konkrete eksempel er der dog kun syv stavelser i de første seks vers(linjer), og det kan ikke gå op med den tostavelses versefod, trokæen jo er (−◡). Det løses ved, at der i hvert vers tilføjes en såkaldt cæsur (= pause) efter sidste stavelse (◡). Hvis man læser digtet højt, eller endnu bedre: synger det, kan man godt fornemme den lille (korte) pause efter hvert vers.
PS Der kan i en del tilfælde være en vis uoverensstemmelse mellem den rytme, digteren har komponeret, og den rytme, der opstår, når digtet synges på en melodi, som en komponist har komponeret.
Eksempel 2. Jambisk, stigende rytme:
Hvis vi ser på første strofe af Ambrosius Stubs digt Den kedsom vinter gik sin gang (udgivet 1771), finder vi et eksempel på en gennemgående jambisk versefod (bemærk den ekstra jambe i 4. og 8. vers):
Den kedsom vinter gik sin gang,: ◡ −◡ −◡ − ◡ −
Den dag så kort, den nat så lang: ◡ − ◡ −, ◡ − ◡ −
forandrer sig så lempelig; ◡−◡ − ◡ −◡−
den barske vind, den mørke sky må fly,: ◡ −◡ −, ◡ −◡ − ◡ −
Man frygter ej, at sne og slud: ◡ −◡ −, ◡ − ◡ −
skal møde dem, som vil gå ud: ◡ −◡ −, ◡ − ◡ −
thi lad os gå at skue på: ◡ − ◡ − ◡ −◡ −
hvor smukt naturen sig betér og ler: ◡ − ◡−◡ − ◡− ◡ −
Rim og rytme - af Birgit Martha Bruun og Nanna Christensen (2014)
Rim
Lyrik er musik! Digte har musikalske egenskaber i kraft af rim og rytme.
Rim er en gentagelse af en sproglyd, en klang.
Den ældre lyrik brugte faste rimskemaer - ikke mindst enderim. Den moderne bruger stadigvæk rim, blot friere.
Forskellige rimtyper
Enderim: Sidste stavelse eller mere i hver verselinje danner rim-mønstre. Der findes bl.a. følgende slags enderim:
- Parrim: Rim mellem 1. og 2. samt 3. og 4. verselinje. Rimmønsteret bliver: a-a-b-b
- Krydsrim: a-b-a-b
- Klamrerim: a-b-b-a
Mandligt rim: Når rimordene falder på en trykstærk stavelse: ord, jord, bord
Kvindeligt rim: Når der falder en tryksvag stavelse efter den stærke: mange, bange, sange
Indrim: Flere ord i samme linje rimer.
Allitteration eller stavrim: Samme konsonant bruges flere gange:
To eksempler: 1. Der skal to til en tynd kop te; 2. I sommer lå søerne som sølvpapir.
Assonans: Samme vokal bruges flere gange:
Eksempel: Den hulker og bruser og gurgler.
Klangvirkning: Lydgentagelse:
Eksempel: Oma Margarine.
***
Rytme
Rytme er en regelmæssigt gentaget vekslen mellem betonede og ubetonede stavelser. For at finde frem til en (evt.) rytme skal man altså kunne skelne mellem hovedtryk og trykstærke (–) stavelser - og bitryk og tryksvage (∪, ÷ tryk) stavelser.
Følgende 3 eksempler (gengivet fra Dan Ringgaard: Digt og rytme, 2001 s. 33) kan gøre rytmens dele synlige:
Et ikke-rytmisk vers:
Min siameserkat Mads forsvandt i morges
Et rytmisk vers:
Min kat er gået hjemmefra i dag.
∪ – ∪ –∪ – ∪ – ∪ –
Et andet rytmisk vers:
Min Mads, min skat, min siameserkat!
∪ – ∪ – ∪ –∪ – ∪ –
((Stavelsen 'si' i ordet siameserkat = bitryk, det første 'e' i ordet = hovedtryk).
Fremgangsmåde, når I arbejder med rytme:
- Læs digtet op, og overdriv, så det bliver klart, om der er tale om en fast rytme eller en fri rytme.
- Læg mærke til tempo, pauser og skift i rytmen.
I hovedparten af ældre poesi finder vi en fast markeret, sangnær rytme som i denne salmestrofe af Brorson hvor de betonede og de ubetonede stavelser veksler i et fast mønster:
Gik alle Konger frem paa Rad
∪ –∪ – ∪ – ∪ –
I deres Magt og Vælde,
∪ – ∪ – ∪ – ∪
De mægted ej det mindste Blad
At sætte paa en Nælde
Nyere lyrik frigør sig fra strenge rytmiske krav. De bruger fri rytme:
Kun sjældent vil moderne lyrikere lave vers i en gammeldags dadum-dadum-rytme. Snarere skriver de rytmen op imod sætningen, så sangen (rytmen) og betydningen danner en indbyrdes afstand og skaber spænding. (Erik Skyum-Nielsen: Med luft imellem, 1986, s.21).
Glossary
- Allitteration
Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at begyndelsesbogstaver, der er eller lyder ens, gentages i flere ord. Et eksempel:
Jeg går da tit en tur og tænker mig tom.
(Verslinje i sangen Lad det staa af Mikael Simpson fra cd'en Noget laant, noget blaat, 2011).- Assonans
Assonans er en slags bogstavrim, der er kendetegnet ved gentagelse af enslydende, trykstærke vokaler i flere ord i samme sætning/verslinje, fx de enslydende a-lyde i sætningen 'alle dage valgte han haven'. Assonans er således ikke stavelsesrim, som er den mest anvendte rimtype, oftest som enderim, fx dage/bage, have/lave, sale/dale.
Hvis enslydende vokaler forekommer som begyndelsesbogstav i flere ord i samme sætning/verslinje, kan man vælge at kalde denne type rim for vokalrim, fx den enslydende æ-lyd i begyndelsen af flere ord i følgende sætning: 'Ester elsker æbler - og Ebbe'.