Artikel af cand.mag. i dansk og religion Jan Aasbjerg Haugaard Petersen, 2015.

Diskursanalysen skal afdække en teksts diskurs - den måde en tekst omtaler, italesætter og forstår et begreb, et fænomen, en begivenhed på. Det kan vel være, at en tekst i sig selv ikke nødvendigvis selv har begrebet som sit egentlige emne eller ærinde. En tekst skriver sjældent: "Her er den forståelse af demokrati, som er grundlaget for denne tekst". Men den kan ligge implicit, og ved at lave diskursanalysen kommer vi rundt om, hvilken implicit forståelse af demokrati teksten har som sit fundament, hvilken diskurs teksten har om demokrati.

Helt centralt for diskursanalysen er, at vi fra start klarlægger, hvilket begreb, fænomen, begivenhed vi vil analysere diskursen omkring. Nodalpunktet er det begreb, fænomen eller begivenhed, vi vil lave diskursanalysen om.

I det følgende blandes de to teoretikere Norman Fairclough og Ernesto Laclaus tilgang til diskursen. Der er ulemper og fordele ved begge teoretikeres tilgang til diskursanalysen, men ved at kombinere dem får du en sproglig stærk og dybdegående diskursanalyse med blik for detaljerne.

Ordforråd i teksten og ordenes betydning

Her kigger vi på, hvilke ord der anvendes i teksten ud fra en forståelse af, at andre ord kunne være valgt. Som afsender har man en muligheder for at vælge sine ord ud fra sit ordforråd, og derfor er valget af ord aldrig tilfældigt. Et ords værdi er sjældent helt neutralt, da der typisk er knyttet konnotationer til ord. Så ved at vælge et ord frem for et andet kan afsenderen farve sin tekst. I denne del af analysen kigger vi på ordvalget og ser, hvilke ord afsenderen har valgt frem for andre ord, og hvilken betydning/konnotation der er knyttet til disse ord.

Det er klart, at du ikke skal se på alle ord i en tekst, men se på ordvalg, der springer særligt i øjnene, eller som er væsentlige for teksten generelt eller væsentlig for den den måde nodalpunktet italesættes (mere om nodalpunktet senere).

Grammatik og sætningsstrukturer

Her ser vi på, hvordan afsenderen har valgt at opbygge sine sætninger, for her ligger der en betydning og kan være et forsøg på at give personer, begivenheder, institutioner eller andet en aktiv rolle. Eksempelvis er der forskel på at skrive: "Tour de France rammes af endnu en dopingskandale, idet Frank Høj indrømmer brugen af doping i 1998" og så at skrive "Frank Høj anvendte doping i 1998 under Tour De France". I den første sætning er Tour de France sat forrest i sætningen og bliver her en særlig aktør, hvorimod Frank Høj har den centrale rolle i den anden version af sætningen, og her spiller Tour de France en mindre rolle. Så en analyse af sætningsstrukturen gør det muligt at afdække, hvem der er aktører, eller hvilke begivenheder der er centrale.

Desuden ser vi også på grammatiske valg af eksempelvis verber: Hvilken form står de i? Der er forskel på "Det offentlige bruger for mange penge" og "I det offentlige bruges for mange penge". I den første sætning er 'det offentlige' den klarer aktør med det aktive verbum i præsens, mens den anden sætning er i passiv, og her er det ikke så klart, hvem det er, der bruger pengene. Den første sætning kunne implicere, at der skulle skæres ned i den offentlige sektor generelt, mens det i den anden sætning kunne impliceres, at kommunaldirektører bruger for mange penge.

Agens

Agens er den, der handler, den, der foretager en handling. I den forbindelse taler man også om transitivitet. I sætningen ”2.000 sygeplejersker afskediget” er ’afskediget’ i passiv. Der er ikke én, der handler, én, der står for fyringen. Der er således ingen agens.

Det er der derimod i ”Kurt Thorsen svindler for 2 mio”. Her er der en klar agens: Kurt Thorsen. Man ser således på forholdet imellem subjekter, der handler, og så de objekter eller begivenheder, der handles i forhold til.

Modalitet

Modalitet betyder 'måde'. Når man analyserer modalitet, analyserer man afsenderens grad af tilslutning eller afstandtagen til et givent emne: ”Det er pisse koldt”, ”Jeg synes, det er lidt koldt”, ”Er der ikke lidt fodkoldt herinde?” udtrykker alle det samme forhold: Afsenderen fryser og vil gerne have noget mere varme, men det er sagt på forskellige måder: Afsenderen forholder sig forskelligt til emnet.

Man kan for eksempel betragte noget som værende sandheden: ”Hvis vi betaler mindre i skat, så vil folk arbejde noget mere” står som en stærkere sandhed end ”Hvis vi betaler mindre i skat, så kan det være, at folk arbejder mere”. Her ser vi således på, om der er modalverber som 'skal', 'kan', 'burde', 'må', eller om der anvendes adverbier som 'måske', 'selvfølgelig', 'naturligvis'.

Vi analyserer afsenderes tilslutning eller afstandtagen til et emne, styrken og viljen bag de handlinger, afsenderen lægger op til. Igen er det vigtigt ikke at arbejde med alle sætninger, men kun de, der er centrale for tekstens pointer og beskrivelser.

Avisartikler formulerer ofte en stærkere sandhedsgrad, end det måske egentligt var tiltænkt af den interviewede: ”Bendtner erkender målkrise” står som en sandhed, mens han selv har udtalt ”Det er kun et lille stykke siden, jeg har scoret et mål”.

Metaforer

Vi skal også arbejde med de sproglige metaforer, der er i en tekst. Danmark gøres levende i følgende sætning: "Danmark har ikke brug for flere sexskandaler", hvor Danmark er en metonymi for danskerne - og måske også danske værdier. Vi skal både arbejde med billedsprog (troper), men også kognitive metaforer.

I billedsproget farves teksten i høj grad ved, at et realplanet tillægges nogle betydninger positive som negative værdier og konnotationer på baggrund af af billedplanet.

Læs mere om billedsprog.

Nodalpunkt

Nodalpunktet er netop de centrale begreber, personer, begivenheder eller andet, som vi ønsker at analysere diskursen om. Hvordan er diskursen om 2. generationsdanskere i denne tekst? Her er nodalpunktet så 2. generationsdanskere, og det er diskursen om den, vi analyserer. ”Udkantsdanmark” er et andet eksempel på et nøglebegreb, som en tekst etablerer en diskurs om. Ligeledes kan man finde diskurser om nodalpunkterne "Sundhed" eller "demokrati".

Det er typisk for nodalpunktet, at det ikke er entydigt definerbart, sådan som en hest eksempelvis er det. For hvor ligger 'Udkantsdanmark' geografisk. Er det Århus, Ålborg, Esbjerg, Varde, Næstved, Nakskov?

En hest betyder nu engang en hest, men hvad betyder indvandrer? Hvem er indvandrer? Hollændere? Svenskere? Tyrkere? Indholdet af nodalpunktet indvandrer er noget utydeligt og ikke fastlagt på samme måde, som hest er det - det er netop derfor, at en tekst trækker på og i sig selv er med til at opbygge en diskurs, altså en forståelse eller opfattelse af nodalpunktet.

Ækvivalenskæde

Oftest vil en tekst mere eller mindre eksplicit definere indholdet af nodalpunktet, og det gøres ved, at nodalpunktet er forbundet med nogle ord, som så at sige definerer indholdet af nodalpunktet: Afsenderen kæder nogle ord sammen, som knyttes til nodalpunktet. Man kan også sige, at nodalpunktet er betegnelsen, og de enkelte ord i ækvivalenskæden er betegnere.

Sundhed kunne eksempelvis være nodalpunktet i en tekst, og dette nodalpunkt bliver bestemt ved ord som '30 minutters motion om dagen', 'lavt bmi', 'lavt kalorieindtag', 'proteinrig kost'. Disse ord danner således en ækvivalenskæde, der betegner nodalpunktet 'sundhed'.

Udkantsdanmark kunne eksempelvis knyttes til ord som 'minimum 50 km fra en by med 30.000 indbyggere', 'høj procentdel af arbejdsløse', 'lavt uddannelsesniveau'. Analysen af ækvivalenskæden afslører forståelsen af nodalpunktet og altså diskursen om nodalpunktet, idet det er her, nodalpunktet bliver defineret. Det er her, værdier tillægges nodalpunktet.

Nogle af ordene i en ækvivalenskæde kan betragtes som flydende betegnere: Ord eller begreber, der anvendes i teksten, som ikke er helt klart defineret. Oftest er de flydende betegnere ord med en positiv konnotation, og derved tillægges også nodalpunktet positive konnotationer. Det kunne eksempelvis være 'frihed', som er en flydende betegner, der ikke er klart defineret, men har positive konnotationer, og denne positive konnotation knyttes an til nodalpunktet, som derved tilføres positive konnotationer.

Med undersøgelsen af nodalpunktets ækvivalenskæder er det også derfor vigtigt at være opmærksom på ordvalget og ordenes konnotationer, hvilket er omtalt før.

Se denne illustration af nodalpunktet "Demokrati" og en dertil knyttet ækvivalenskæde:

I arbejdet med film kan det enkelte frame og de filmiske virkemidler være et udtryk for ækvivalenskæder, da frames og de filmiske virkemidler er med til at understøtte det værdisæt og den verdensopfattelse, filmen udtrykker.

Differenskæde

Nogle tekster sætter to nodalpunkter op imod hinanden, som har knyttet hver sin ækvivalenskæde til sig, så disse to ækvivalenskæder således stilles op op imod hinanden og derved danner en differenskæde. Der kan være tale om, at en tekst sætter en differenskæde op imellem to antagonismer, og således selv taler for den ene. I Ukraine-krisen blev EU ækvivaleret med demokrati, ytringsfrihed, frit marked, folkelig, mens Rusland og Putin, som den anden part i sagen, blev ækvivaleret med ord som korrupt, magtsyg, gambler med Ukraines fremtid, militær aggression. På den måde kan en tekst etablere et modsætningsforhold imellem to nodalpunkter, hvoraf den ene har knyttet ord med en positiv ladning til sig i en ækvivalenskæde, mens den anden har ord med negativ ladning knyttet til sig, og i sådanne tilfælde er der tale om en differenskæde.

Antagonisme/antagoni

Der er altid flere diskurser til stede samtidigt i det offentlige rum, som kæmper om at vinde. Antagonisme er et udtryk for, at diskurser ikke kan forenes, men vil være i opposition til hinanden. Her er et eksempel: Man kan snildt være gymnasieelev, kæreste, datter og ven samtidig. Her er der forskellige identiteter på spil, og de kan fint sameksistere. Men man kan ikke både være FCK-fan og Brøndby-fan. De to identiteter udelukker hinanden, og derfor er der tale om en antagonisme. En antagoni kunne være, at Danmark ikke både kan være miljøansvarlige og samtidig have et landbrug, der leder kvælstof ud i vandløb.

Antagonisme i diskursanalysen drejer sig om at identificere de modsatrettede diskurser. Inden for en enkelt tekst vil man derfor kunne identificere tekstens egen diskurs, men mere eller mindre implicit identificerer teksten også den diskurs, teksten er i kamp med. Antagonisme er et udtryk for, at de to diskurser ikke kan forenes, men vil være i opposition til hinanden.

I indvandrerdebatten kan det eksempelvis omsættes til, at en politiker ytrer, at man ikke både kan være demokrat OG samtidig gå med tørklæde. Her forsøger politikeren så at opstille en modsætning, en kamp imellem to identiteter, som udelukker hinanden. Der er således tale om, at to identiteter støder sammen, men også to diskurser: Diskursen om, at man ikke kan være demokrat, når man bærer tørklæde, og diskursen om, at man sagtens kan være demokrat og bære tørklæde.

Hegemonisme/hegemoni

Hegemonisme betegner en opløsning af antagonismen. Her vinder den ene diskurs over den anden; den ene identitet i modsætningsforholdet overvinder den anden, og den ene diskurs står tilbage som den dominerende, den vindende. Antagonismen er opløst. I eksemplet med FCK/Brøndby betyder det, at en identitet overvinder den anden, eksempelvis, at man holder med det danske fodboldlandshold. På den måde overvindes modsætningen, antagonismen. Eller at man selvfølgelig opgiver den ene identitet og alene er FCK-fan.

I diskursanalysearbejdet med den enkelte tekst kan det være svært at finde hegemoni, idet hegemonien oftest etablerer sig uden for teksten ved, at den ene diskurs vinder over den anden. Men i enkelte tekster forsøges en hegemoni etableret ved, at sproglige udtryk fra antagonistiske diskurser indarbejdes, og derved forsøges det at etablere en hegemoni imellem antagonismerne.

Kilder:

• Jørgensen, Marianne Winther og Philips, Louise: Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde universitetsforlag, 1999. 1 udgave, 7. oplag 2010
• Fehler, Joachim Ohrt: Norman Fairclogh og diskursanalyse. Teorier.dk

Opdateret den 17. november 2015. Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen.