Fonemer. De lyde der anvendes i et givet sprog, og som bruges til skelne ord fra hinanden, kaldes fonemer.
Alle sprog anvender som udgangspunkt taleorganerne, strubehoved, gane, tunge, læber, næse, til at danne lyde med.
Principielt er der ingen øvre grænse for antallet af forskellige lyde, der kan dannes, men i praksis opererer de fleste sprog med en 20-40 stykker.
Når man vokser op i et givet sprogområde, bliver man ganske ferm til at skelne netop de lyde der i det givne sprog bruges til at danne fonemer, hvorimod man bliver mindre og mindre opmærksom på de lydforskelle der ikke på ens eget sprog betyder noget for orddannelsen.
På dansk skelner vi fx ikke mellem w og v, men opfatter blot w som en (jysk) variant af v. Vi har ingen ordpar, hvor forskellen alene udgøres af et valg mellem w og v. Vi udtaler watt og vat ens. Det er en af grundene til at mange danskere har svært ved at høre, og udtale, forskellen på engelsk, hvor fx 'why' (hvorfor) og 'vie' (konkurrere) jo betyder helt forskellige ting. Bemærk at tyskere i engelske film næste altid siger v for w. Det er jo urkomisk: "Vee von de var".
Englænderne synes så til gengæld, at alle vores mange vokaler lyder stort set ens, og synes derfor, vi mumler. Og de kan slet ikke lære vores 'stød' ( forskellen mellem far (drag af sted) og far (fader)).
Der er tale om forskellige fonemer, når en lyd ændres tilstrækkeligt til, at ordet, det optræder i, ændrer betydning.
| far | a |
|---|---|
| fir | i |
| for | o |
| fur | u |
| fyr | y |
| fær(d) | æ |
| for | o (af fore) |
| for | o (=tidligere) |
| får | å |
Læren om udtalen af ord og lyde kaldes fonetik.
Det har vist sig, at blot man regelmæssigt som barn har hørt en række fonemer på et andet sprog, øges evnen til at skelne mellem lydene i det pågældende sprog betragteligt, og dermed selvfølgelig evne til at lære sproget. Derfor må man forudse at danskere, fordi de udsættes for engelsk tale lige fra de er spæde, i fremtiden vil opleve færre problemer med udtalen af engelsk.