Når man arbejder med det sproglige materiale i forskellige former for tekster, er det særligt interessant at stille sig disse spørgsmål:

• Hvilke betydninger og værdier føres ind i teksten med de valgte ord?
• Hvilken virkning eller effekt har de valgte ord på læseren?
• Hvem taler til hvem?

Ord eller udtryk, der påkalder sig særlig opmærksomhed

• Særlige og sære ord, fremmedord
• Selvopfundne ord (neologismer) og blandingsord
• Ord og navne med symbolsk betydning
• Ordspil
• Sproglig flertydighed (bl.a. homonymer)
• Lydlig lighed (herunder rim)
• Gruppesprog: Slang, jargon, dialekt, sociolekt, kronolekt, etnolekt

Er der nogle særlige (eller sære!) orddannelser eller ordsammensætninger? Eller bruges et fremmedord på en markant eller spøgende måde?

Det er ikke usædvanligt, at en forfatter ligefrem opfinder et nyt ord (en såkaldt neologisme) til én bestemt tekst - og at ordet så kun bruges denne ene gang. Fx Johs. V. Jensen: "Plakathujende huse".

Endnu mere sært er det, når Peter Seeberg i sin novelle "Hullet" giver personerne navne med symbolsk betydning såsom Graves, Tape og Drain. Novellen handler om nogle arbejdsfolk, der - tilsyneladende uden formål eller mening - skal grave et hul; og mændene er altså opkaldt efter deres absurde arbejde! Og hvad kan du få ud af navne som Mr. Chance, Straight (The Straight story), Truman (The Truman show), Dogville ('Hundested')? Prøv altid at få en betydning ud af nye eller særlige ord.

Læg også mærke til brugen af ordspil: humoristisk udnyttelse af ords flertydighed. Det kan fx ske ved brug af homonymer (ord som staves og/eller lyder ens) som eksempelvis ordet 'sky', der kan betegne såvel et meteorologisk fænomen, noget pålæg og generthed. Andre homonymer er 'skrå', 'fyr' og 'tænder'. Den kendte børnevittighed "Får får får? Nej, får får lam" spiller på homonymi.

Ordspil kan også opstå ved udnyttelse af en vis lydlig lighed mellem ord, der har forskellig betydning som fx i bogtitlen "Mit livs vennepunkter" og i spørgsmålet 'hvorfor er løkken så lunefuld?', sagt ved en hængning. Ordspil kan fx udnyttes i politisk satire: 'Lars Ulykke Rasmussen', sagt om Lars Løkke Rasmussen, og evt. har det form af rim: 'Lars Smykke Rasmussen'. Hvis udtalen er helt ens (som ved 'løkke'/'lykke' og 'vær'/'værd'/'hver'/'vejr'/'hver') taler man om homofone ord.

Den bevidste brug af ord fra gruppesprog, som afviger fra standardsproget (det danske rigssprog) kan også forekomme, og den sker som regel helt bevidst. Gruppesprog omfatter slang, jargon, dialekt (geografisk tilhørsforhold), sociolekt (social placering og uddannelsesniveau), kronolekt (ungdomssprog, den ældre generations sprog) og etnolekt (etnisk baggrund).

(Kilde til gruppesprog: Jan Sørensen: Stilistisk analyse, Systime 2010)

• Denotativ betydning
• Konnotativ betydning
• Farvede, forstærkende eller indignerede adjektiver og udtryk

Denotativ betydning eller blot denotation: kaldes også normalbetydning eller grundbetydning. Peger på genstande i virkeligheden uden for sproget

Konnotativ betydning eller blot konnotation: kaldes også medbetydning eller særlig betydning. Afslører en holdning hos den talende.

'Kvinde' og 'kælling' har samme denotative betydning (samme denotation), men de konnotative betydninger (konnotationerne) er forskellig. Hvilke positive eller negative værdier tilføjes der med brug af ordet 'kælling'?

Sammenlign også skiftet i benævnelsen 'konge' med 'tyran' (E.A. Poe: "Dværgen Spring-Frø"). Bemærk at skiftet sker lige netop da Spring-Frø selv krænkes - det er altså denne begivenhed, der vækker hævnlysten (og ikke krænkelsen af Tripetta, som det ellers bedyres)!

Et særligt stærkt, negativt værdiladet udtryk kaldes også et nedsættende udtryk (pejorativt udtryk).

Farvede, forstærkende eller indignerede udtryk (særligt adjektiver) forekommer typisk i argumenterende tekster. Indigneret betyder harmfuld, fortørnet, forarget, oprørt. Læg mærke til udtrykket "astronomiske summer" i følgende citat fra et debatindlæg: "I Danmark har vi indrettet os således, at det ikke kan betale sig at gå på arbejde. Det skyldes de astronomiske summer, vi alle indbetaler til staten i form af skatter, afgifter og gebyrer" (Eva Selsing på Berlingske, www.b.dk).

Tilhører ordene særlige semantiske skemaer (også kaldet betydningsområder eller universer)?

Eksempler:

Et eventyrskema, et science fiction-skema, et moderne teknisk eller videnskabeligt skema, et gammeldags skema, et politisk skema, et arbejdsskema, et religiøst skema, et sportsskema, et skema med mennesker, med levende væsener eller med døde ting

Når Jan Sonnergaard i "Det eneste ene, eneste" beskriver sit forhold til øl med ord, der er hentet fra det religiøse skema (fx 'tro', 'blasfemi', 'kætter', 'hedning'), så underbygger han sin påstand om, at øl er hans guddom.

• Hvordan er de centrale ords abstraktionsniveau - abstrakte eller konkrete?
• Omhandler de ideer og følelser (abstrakt) eller er de sanselige og beskrivende (konkret)?
• Hvilken virkning har det, at netop dette abstraktionsniveau benyttes?
• Benyttes telling eller showing? (Se på: navneord, udsagnsord og tillægsord).

Eksempler:

1. 'Vemodigt tog de afsked' (vemodighed er en abstrakt følelse)
2. 'Hun mærkede puden mod sin kind' (en konkret-sanselig beskrivelse)

Konkret beskrivelse signalerer fortrolighed, eller at det beskrevne er velkendt eller nærværende - mens abstrakt beskrivelse signalerer det modsatt

Vigtigste ordklasser: navneord, tillægsord, udsagnsord. Læs også om bestemt og ubestemt reference.

Optræder der kortere eller længere citater? Citater kan være direkte (ordrette) eller indirekte (i let omskrevet form, også kaldet en parafrase).

• Direkte citat: Når Jan Sonnergaard i "Det eneste ene, eneste" citerer Jim Morrison: "I wanna have my kicks before this whole shithouse goes up in flames" så får han sagt noget mere end blot det betydningsmæssige indhold af sætningen, for ved at citere en rockmusiker fremkaldes hele rockmusikkens livsstil (sex, drugs and rock'n'roll) for læseren (gennem association)!
  Virkning: Der transporteres altså betydning fra rockmusikken og ind i teksten.
  Et citat kan også optræde som et slående eksempel, der underbygger et synspunkt.
• Indirekte citat (parafrase): Sonnergaard laver også et indirekte citat af Hitlers "Ein Volk / Ein Vaterland / Ein Führer": "Et menneske / Et liv / En Gud". Her er det vigtigt at spørge til, hvori forskellen består mellem de to udtryk (fx kollektiv over for individ). Det er samtidig også relevant at spørge til, om der er ligheder (trods forskellene): menes der måske, at den moderne livsstil har store lighedstræk med Hitlers ideologi?
  Virkning: 1) der transporteres betydning; 2) se på ligheder; 3) se på forskelle.

• Intertekstualitet: Når et tekstelement eller hele teksten "citerer" eller parafraserer en ældre tekst, taler man om intertekstualitet. Herved kommenterer den nye tekst den gamle (og omvendt!). På den måde trans­porteres betydning mellem de to tekster. Fx parafraserer Pontoppidans Ørneflugt H. C. Andersen Den grimme Ælling, ligesom Rune T. Kiddes Evigheden versus Georg Gummiged parafraserer Grimms eventyr Den lille hyrdedreng (om fuglen på evighedens bjerg). Det er også en form for intertekstualitet, når Sonnergaard anbringer Moselovens første bud ("Du må ikke have andre guder end mig") foran novellens egentlige tekst. Et vigtigt eksempel på intertekstualitet er, når personer eller steder har navne efter personer eller steder i ældre tekster (fx Adam, Eva, Memphis, Babylon). Læs også om allegori i kapitlet "Sproglige billeder".
  Virkning (som for parafrase): 1) der transporteres betydning; 2) se på ligheder; 3) se på forskelle.

Etymologi er læren om ords oprindelige betydning og dermed deres betydningshistorie. Ofte vil det være givende at klarlægge et centralt ords oprindelige mening, idet denne ofte lægger endnu et lag af betydning ind i teksten. Dette gælder i særlig grad personernes navne.

Eksempler:

1. Når Pia Juul i Min farfars hus siger, at hendes navn er 'latin og løgn', parafraseres dels udtrykket 'løgn og latin' og dels gøres der opmærksom på den etymologiske betydning af Pia (af latin pius: 'from' - og hun er altså ikke from!)
2. I Herman Bangs novelle Foran alteret fortælles om den smukke Agnes, der skal giftes med sjuften Adolf, som hun ikke elsker. Ægteskabet er arrangeret for at for at redde Agnes' far fra økonomisk ruin, og novellen vil henlede opmærksomheden på, hvordan men­ne­sker i datidens samfund blev ofret for andre hensyn (her: økonomi). Slår man navnet Agnes efter, ser man, at det på latin har betydningen 'lam' - og dette lægger en uhyggelig dimension til novellens titel (Foran alteret). Det alter, der hentydes til, er ikke kun et kirkealter, men også et offeralter (til lam, sådan som det kendes fra det gamle testamente)!

Tilhører ordene en særlig stil? Sammenlign med stilens nulpunkt:

Stilens nulpunkt:

• Overvægt af prototypiske ord. En prototype er et ord, der er så almindeligt og forventeligt inden for sin gruppe, at det er det første, man kommer i tanker om, når man bliver spurgt. Fx er det inden for farver 'rød' og ikke 'auberginefarvet; inden for grønsager er det 'gulerødder' og ikke 'rosenkål'. En høj frekvens af prototypiske ord i en tekst gør den upåfaldende.
• Overvægt af basisniveauord. Et basisniveauord ligger midt mellem det meget specifikke og det helt abstrakte. Det betegner det, der ligger lige for i dagligdagen. Fx er 'hus' et basisniveauord, mens 'bygning' er mere abstrakt og 'atriumhus' mere specifikt.
• Brug af faste vendinger og klicheer.
• Neutrale eller hyppigt anvendte adjektiver som 'stor', 'lille', 'smuk', 'grim', 'god', 'ond'.
• Ingen brug af personligt eller påfaldende billedsprog eller stilistiske figurer.
• Upåfaldende sætningsbygning (enten subjektet eller et adverbialled i forteltet)
  (NK: bagvægt, det modsatte er forvægt)
• Jævn vekslen mellem korte og lange sætninger, hoved- og ledsætninger.
• Ingen påfaldende brug af hverken hypotagme eller paratagme.

Stilens nulpunkt (også kaldt neutral stil) fungerer som bagtæppe for beskrivelsen af de tekster, der skiller sig ud. De direkte modsætninger til stilens nulpunkt er høj stil og lav stil:

Høj stil: lange sætninger, lange ord, mange fremmedord, tekniske begreber og fagtermer

Lav stil: korte sætninger, små ord, brug af talesprog, jargon, slang og bandeord

Andre eksempler er højtidelig stil, formel stil, plat, vulgær og latrinær stil, humoristisk stil og poetisk stil.

Er der interessante stilbrud?

Stilniveauet siger noget om hvem afsenderen er, og ofte også noget om, hvem den forventede læser er!

Kilde: af Lisbeth Nyborg, Mette Trangbæk Hammer, og Solveig Bennike: Faglige forbindelser i dansk, Dansklærerforeningens Forlag 2005, s. 63.

Paratagme og hypotagme

• Parataktisk sætningsopbygning: en sætningsstruktur, hvor sætningerne er sideordnede med hinanden. Derfor bruges hyppigt konjunktion såsom ‘og’ og ‘men’ imellem sætningerne. Oftest er en parataktisk sætningsopbygning knyttet til lav stil og talesprog. Eksempel på parataktisk sætningsopbygning: ”En mand kommer kørende, og det er onsdag aften, men det er ikke særligt sent på aftenen, og nu står manden ud ad sin bil”. Sætningerne er sideordnede med hinanden.
• Hypotaktisk sætningsopbygning: en sætningsstruktur, sætningerne er underordnende og hvor der anvendes konjunktioner såsom ‘fordi’, ‘at’, ‘der/som’ osv. Oftest er den hypotaktiske sætningsbygning knyttet til høj stil, og til tekster, der anvender logos som appelform, idet man forsøger at underbygge og finde sammenhænge. Et eksempel: ”En mand kom kørende, fordi han skulle hjem fra arbejde, som han havde passet omhyggeligt hele sit liv, for arbejdet var hans identitet”. Her er sætningerne underordnet hinanden, så den sidste er underordnet den forudgående, som er underordnet den forudgående, som er underordnet den forudgående.

Kilde: Bl.a. hjemmesiden Danskfaget af cand.mag. i dansk og religion Jan Aasbjerg Haugaard Petersen: gymdansk.dk/.

Bagvægt og forvægt

• Forvægt: sætningen har mange og/eller tunge led stående først i sætningen. Benyttes typisk ved høj stil.

• Bagvægt: upåfaldende sætningsbygning (enten subjektet eller et adverbialled i forteltet; forfeltet er den del af sætningen, der er foran verballedet; NK). Benyttes typisk ved neutral eller lav stil.

Eksempler på sætninger med forvægt:

Forvægt kan også bruges til fremhævelse: "Af børn og fulde folk skal man høre sandheden"

Kilde til eksempler: gået tabt.

• Er der nogle af ordklasserne der er dominerende, og hvad betyder det for teksten, at der er mange navneord, tillægsord eller udsagnsord?
• Hvilke stedord bruges: jeg, han, hun, vi eller nogen, én, andre?
• Grammatik: kan vi sige noget interessant ud fra ordenes bøjning?

Navneord (substantiver): Betegner de poetiske genstande. Er ordene abstrakter eller konkreter? Bestemt eller ubestemt reference? (Se under disse 2 begrebspar). Over­vægt af navneord kan give teksten et opremsende (jf. katalogdigte) eller tingsligt præg (jf. Erik Knudsen: Varehuset Total). Hvis rigtigt mange genstande benævnes (med navneord), og disse ikke forbindes (med forholdsord eller udsagnsord), kan de fremstå som løsrevne elementer uden indbyrdes sammenhæng.

Tillægsord (adjektiver) og biord (adverbier): Tillægsord er ofte vurderende (fx god, skøn, klodset). Man kan skelne mellem farvede, forstærkende og indignerede adjektiver. Også mange biord angiver en holdning til det sagte (fx godt, skønt, frygteligt, ret, temmelig, desværre, gerne, måske, åbenbart). Tillægsord kan dog også være neutralt beskrivende og angive objektive egenskaber ved ting (fx grøn, trekantet). Men det er faktisk svært at beskrive noget uden at vurdere (Er fx tung, sur og udspekuleret neutrale og objektive eller er de afhængige af, hvem der taler?).

Hvis der er mange tillægsord, fylder beskrivelserne meget, og det indebærer som regel, at handlingen ikke skrider fremad (tiden står stille).

Udsagnsord (verber): betegner tilstande, processer, aktiviteter, begivenheder og handlinger. Tommelfingerregel: Hvis der er mange udsagnsord, indebærer det som regel, at tekstens handling skrider fremad (tiden går). Naturligvis skal der ses bort fra tilstands­verber som 'er' og 'har', da de ikke indebærer, at noget forandres.

Mere specifikt kan udsagnsord deles op i statiske verber (uden resultat) og dynamiske verber (med resultat). Med denne opdeling kan man give en mere detaljeret redegørelse for, om der sker forandringer:

Statiske verber: betegner tilstande (fx Hun hader sæbe), processer (fx Det regner) og aktiviteter (fx Han drikker øl). Situationen forandres ikke!

Dynamiske verber: betegner begivenheder (fx Blomsternes springer ud) og handlinger (fx Hun lukker døren, Han drikker en øl). Situationen forandres!

Denne formelle opdeling af verberne øger opmærksomheden på, hvor der er bevægelse, forandring og tempo. Derudover kan det være relevant at se på udsagnsordenes betydningsmæssige indhold. Det gælder særligt bevægelsesverber, (fx gå, løbe) (antyder forandring, ligesom dynamiske verber), sanseverber (fx se, høre, føle, lugte) (antyder sanselighed, konkret stoflighed, sensibilitet) og verber, som betegner indre tilstande (fx tænke, synes, indse, føle) (flytter fokus fra den ydre handling til det indre forløb)

Læg også mærke til tempusformerne: eksempelvis kan et skifte fra nutid til datid markere et brud i fortællingen (fx ved et flashback; i fortællingens nutid erindres noget fra fortiden).

Passivformer (s-passiv og blive-passiv) bevirker at det skjules, hvem der udfører handlingen (hvem der er agenten), modsat aktivformen, hvor agenten er grammatisk subjekt: Hun blev snydt / Ole snød hende.

NB: grammatisk aktiv og passiv har ikke noget at gøre med, om selve verbet udtrykker aktivitet.

Stedord (pronominer) og navneord (substantiver) (Navneord er underopdelt i egennavne (proprier) og fællesnavne (appellativer)):

Markerer kommunikationssituationen med bestemt og ubestemt reference.

Bestemt reference: genstandene kan lokaliseres (peges på) i talesituationen eller de er velkendte for både den talende og den lyttende: fx stedord (med bestemt reference): jeg, du, han, den, denne her, hans, sin; egennavne: Jens, Jørgine, Danmark; fællesnavne (med bestemt reference): soldaten, heksen, landet.

Ubestemt reference: genstandene kan ikke lokaliseres i talesituationen eller den talende kan ikke forudsætte, at de velkendte for den lyttende: fx stedord (med ubestemt reference): andre, anden, en, nogen, man, ingen; fællesnavne (med ubestemt reference): en soldat, nogle soldater, en heks, et land.

Eksempel: H. C. Andersen indleder sit eventyr "Fyrtøjet" med sætningen "Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen". Læseren kender endnu ikke soldaten, og derfor bruges ubestemt reference ("en soldat"). Men umiddelbart efter kan der bruges bestemt reference ("han"): "han havde sit tornyster på ryggen..." (nu er læseren nemlig blevet præsenteret for soldaten).

Selvfølgelig kunne H. C. Andersen godt have indledt sit eventyr med bestemt reference "Han kom marcherende hen ad landevejen" eller "Soldaten kom marcherende hen ad landevejen"; men det ville give en helt anden virkning, som er fremmed for denne forfatter, der hovedsageligt benytter en alvidende fortæller, som netop med sin viden fører læseren ind i historien.

Hvis der blev brugt bestemt reference ville fortælleren omvendt give indtryk af, at læseren enten kender soldaten i forvejen, eller at læseren er til stede i situationen. Det er lige præcis dette sidste der udnyttes med en in medias res-åbning, som Herman Bangs registrerende fortæller benytter sig af. Det berømte værk Ved vejen indledes med ordene: "Stations­forstanderen skiftede frakke til toget..." ('stationsforstanderen' er bestemt reference).

Christian Kampmanns "Emilie Grüen", er et eksempel på en tekst, der løbende udnytter den effekt, som bestemt reference giver. Den kvindelige hoved­­persons rutineprægede hverdag beskrives vha. sigende detaljer med bestemt reference, trods det at detaljerne er ukend­te for læseren. Fx forsøger hun på et tidspunkt at lade som intet er hændt ved at le ad "kontorist Sørensens slidte brand­ere" (de 'slidte brandere' (vittigheder) er bestemt reference, men ukendte for læseren).

Bestemt og ubestemt reference falder som regel sammen med henholdsvis konkret og abstrakt beskrivelse.

De vigtigste sproglige billeder (troper) er:

1. Symbol
2. Metafor
3. Personifikation, besjæling, tingsliggørelse, sammenligning og synæstesi
4. Allegori
5. Metonymi og synekdoke
6. Overdrivelse, underdrivelse og formildende omskrivning

1. Konventionelle symboler, dvs. symboler, der fungerer i kraft af konvention (evt. ”den store kontekst”). Der findes bl.a. følgende typer konventionelle symboler:

   • Naturlige symboler: fx lukket/åbent rum, varme/kulde, lys/mørke.
     → Rum og tid har symbolsk betydning.
   • Kulturelle symboler: fx rose (men ikke tulipan), hjerte (men ikke lever), farven rød på et hjerte (men ikke farven rød på en postkasse).
     → Genstande, levende væsener og farver har symbolsk betydning
   • Symboler fra kulturens grundtekster:
     • Biblen (’Biblens store kode’): fx kors (hele kristendommen, Jesu korsfæstelse), have (Paradisets have), æble (fristelse, syndefald), fisk (Jesus, det kristne samfund)
     • Homer (”Illiaden” og ”Odysseen”) og græsk, romersk og nordisk mytologi: fx muser (symboler på kunst og videnskab), floden Styx (grænsen til dødsriget), sirener, Mjølner (Thors hammer), misteltenen, Mimers brønd, Freja, elementer fra myter såsom Ikarosmyten, myten om Pygmalion, om Narcissus og Ekko, om Ødipus og Elektra osv. og elementer fra Homers værker såsom enøjet kyklop osv.
       Husk dog at skelne mellem brug af mytisk stof i almindelighed og egentlige symboler.

2. Litterære / kreative / ikke-konventionelle symboler, dvs. symboler, der fungerer i kraft af kontekst (den litterære tekst ”uden om” symbolet) (evt. ”den lille kontekst”):

Disse symboler oplades med betydning gennem den litterære teksts forløb:

• Deres betydninger (denotationer) og medbetydninger (konnotationer) fra daglig-sproget kan ganske vist give et fingerpeg om, hvad symbolet er et symbol på. Men først og fremmest oplades de med en ny betydning gennem den litterære teksts forløb (fx får såvel fluen i Musils ”Fluepapiret” som sneglen i Seebergs ”Biografi af en snegl” noget menneskeligt over sig). Husk at disse betydninger ofte ikke er de samme som ordet i sig selv har uden for teksten (Snegl: langsom, sær, ulækker, godt beskyttet i sit hus).
• Den rolle symbolet spiller i teksten, viser hvad symbolet er et symbol på (fx hos fluen, sneglen som nævnes ovenfor, eller agerhønen, de blå undulater eller vildanden i novellerne som de har lagt navn til).

Kilde til konventionelle og litterære symboler: Faglige forbindelser i dansk (2005), s. 34-38.

Der findes nogle meget vigtige undertyper eller varianter af metaforen. Det drejer sig om billederne, personifikation, besjæling, tingsliggørelse og sammenligning. Her er de alle sat op i et skema:

Personifikation: et abstrakt begreb gives konkret form i form af en persons skikkelse. Det bliver nemmere at forholde sig til et ellers abstrakt begreb (fx døden, lykken), når man kan se det for sig som en person. Bruges i mange stilarter, bl.a. barokken (måske fordi selv et abstrakt begreb kan gøres billedligt og sanseligt, og barokken dyrker det sanselige).

Besjæling: Naturen eller hele verden gøres genkendelig for mennesket i kraft af, at det får sjæl eller ånd og dermed også menneskelige egenskaber (fx at smile). Men det kommer ikke til at ligne en person med en persons skikkelse. Sammenlign 'Lykken smilte til ham' (personifikation) med 'Himlene smilte' (besjæling). Besjælinger bruges hyppigt i romantikken (og symbolismen), hvor især naturen besjæles.

Man kan også komme ud for, at dyr, som jo allerede er levende, tillægges decideret menneskelige egenskaber. Det ses særligt i visse eventyr, hvor man møder talende ræve, storke, ænder osv. Her er strengt taget ikke tale om besjæling, men om det, man kalder antropomorficering.

Tingsliggørelse (reifikation): bruges typisk til at beskrive et menneske med et "dødt" følelsesliv:

Ida havde ikke forstaaet straks - men nu rejste Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktøren, sagde han, og hendes Haand faldt bort fra hans Knæ, ned, over mod Stolens Arm (Fra Herman Bang: "Ludvigsbakke").

Den skuffede Idas hånd beskrives som en fysisk genstand, der ikke bevæges af Ida, men som falder. Tingsliggørelsen bruges bl.a. i det moderne gennembrud, særligt i naturalismen, hvor følelseslivet og personernes motiver til handling beskrives med fysiske termer og som udslag af årsag-virkningsforhold. Denne type tingsliggørelse er det omvendte af en besjæling.

Der findes også en anden type tingsliggørelse, som gør abstrakte begreber, mentale tilstande eller følelser anskuelige ved at gøre dem til genstande: 'Hun fik problemer', 'Argumentet smuldrede', 'Bekymringerne tynger mine skuldre'.

Denne type tingsliggørelse minder meget om personi­fi­kationen og har samme funktion. De metaforer, som hos Lakoff & Johnson hedder 'ontologiske metaforer', er stort set tingsliggørelser af denne type.

For begge typer af tingsliggørelse gælder, at der befinder sig noget tingsligt på billedplanet.

Sammenligning (parabel eller simile): Har samme struktur som metaforen, bortset fra det sammenlignende led ('som', 'ligner', 'minder om' el. 'end'). Der er dog en afgørende forskel. Man kan sammenligne udtrykkene 'Hun var smuk som en elverpige, da hun trådte ud på gulvet' (sammenligning) med 'Den smukke elverpige trådte ud på gulvet' (metafor). Bemærk at det er lettere at gennemskue, at en sammen­ligning er en påstand (i et argument), end at en metafor er det.

Sammenligninger kan ligesom metaforen deles ind i forskellige typer, og man kunne så tale om personificerende sammenligning, besjælende sammenligning og tingsliggørende sammenligning. Sammenligningen regnes for ikke helt så fin og litterær som metaforen, fordi den er så let at lave: "X er som Y".

Synæstesi: endelig findes også synæstesien. Her har både billedplan og realplan med sanserne at gøre. 'Solen larmer uden for vinduet' skriver Simon Lund, når tømmermændene efter rusen skal beskrives. Ubehaget ved dagslyset og solen, som sanses med øjnene (realplan) beskrives vha. larm, som sanses med ørerne (billedplan). Samtidig kunne behaget ved vinen dagen før beskrives ved en anden synæstesi, hvor billedplanet udgøres af noget som kan sanses med følesansen: 'Vinen er er utrolig blød i smagen, rund og indbydende'. Hvis man er bekendt med vin- og restaurantanmeldelser vil man vide, at det er genrer, hvor man i udbredt grad gør brug af synæstesier.

I litteraturen er synæstesien blevet dyrket i ekspressionismen, fx hos Tom Kristensen, måske især for den flotte æstetiske effekts skyld.

I den symbolistiske digtning bærer synæstesien en typisk en større opgave, nemlig at forbinde menneske, ånd og natur. Her i en strofe fra Helge Rodes "Morgen":

Afsnittet om synæstesi bygger på Jan Sørensen: Stilistisk analyse, Systime (2012).

Den ovenfor nævnte teori om metaforer går i sidste ende tilbage til den græske filosof Aristoteles. Der findes imidlertid en nyere en nyere teori, som er formuleret af Lakoff & Johnson. Her inddeles metaforerne i tre hovedgrupper:

1. ontologiske metaforer
2. orienteringsmetaforer
3. strukturelle metaforer.

Inden for hver hovedgruppe af metaforer findes nogle såkaldte basismetaforer, der danner udgangspunkt for utallige enkeltmetaforer.

Basismetaforen forbinder to semantiske skemaer.

Den mest udbredte basismetafor er nok den konventionelle metafor ’Livet er en rejse’, hvor de semantiske skemaer ’liv’ og ’rejse’ forbindes. Inden for denne basismetafor kan så dannes metaforer som ’hun nåede sit mål’, ’han gik i stå’, ’han mødte mange forhindringer’.

Andre basismetaforer er ’kærligheden er en rejse’, ’argumentation er krig’, ’mennesker er dyr’, ’mennesker er planter’, ’teorier er bygninger’ osv.

Alt kan dog ikke fungere som basismetafor, fx kommer man ikke langt med ’mennesker er vandpytter’!

Lakoff & Johnsons fortjeneste er, at de har åbnet vores øjne for, at dagligsproget er spækket med metaforer. Når man først for blik for det, kan man slet ikke holde op med konstant at få øje på metaforer (hvor mange metaforer kan du tælle i de to sætninger?). Til gengæld er deres teori ikke så anvendelig når det gælder litterære metaforer.

Ligheder:

1. Både allegorien og symbolet kan forstås bogstaveligt, men de skal opfattes i overført betydning for at den tilsigtede mening kommer frem.
2. Både symbolet og allegorien peger på tekstens tema.

Forskelle:

1. Symbolet er oftest et enkelt ord eller udtryk som fx Peter Seebergs snegl eller H.C. Andersens poesiens træ (i ”Nissen hos Spækhøkeren”), mens allegorien er en lille fortælling og derfor breder sig over et længere afsnit af teksten. Det hører dog med, at symbolet (i hvert fald det kreative/litterære symbol) oplades med sin betydning i kraft af den omgivende tekst, hvormed det også i en vis forstand breder sig over et længere afsnit af teksten.
2. Symbolets overførte betydning er ofte mere abstrakt og flydende, mens allegoriens overførte betydning er mere konkret og præcis, og som regel mere entydig. Allegoriens entydighed hænger sammen med, at den overvejende refererer til noget, der allerede eksisterer (fx en grundtekst eller et fænomen), mens symbolet nærmere vil pege på noget, som skabes med den tekst, som symbolet indgår i.

Allegorien har også et vist slægtskab med den intertekstuelle reference. Begreberne kan i visse tilfælde ligefrem være vanskelige at skille ad, som fx når en moderne forfatter skriver en novelle, der foregår i en have og handler om det første møde med seksualiteten. Er der så tale om en allegori over eller en intertekstuel reference til Biblens syndefaldsmyte?

Forskellen er, at en intertekstuel reference som regel har et mere legende og frit forhold til forlægget, mens allegorien er mere forpligtet på og bundet af det.

Intertekstuel reference er beskrevet i kapitlet ”Sprogligt materiale (ordvalg)” ovenfor.

Symbolet, metaforen, personifikationen, besjælingen, tingsliggørelsen, sammenligningen, synæstesien og allegorien har alle det til fælles, at de virker ved, at der overføres betydninger fra et billedplan til et realplan. Nu er vi kommet til en type billede, nemlig metonymien, hvor strukturen er en anden.

Metonymien bytter to udtryk om med hinanden, sådan at ombytningen er mulig i kraft af nærhed (modsat metaforen, som postulerer en lighed). Man erstatter dermed ét udtryk fra ét betydningsområde med et andet fra samme betydningsområde. Der er en konkret sammenhæng i tid, sted eller årsag-virkning mellem metonymien og det, den betegner (modsat symbolet og metaforen). Metonymier bruges ofte i hverdagssproget, uden at sprogbrugen påkalder sig opmærksomhed. Den forekommer i følgende former:

• En metonymi (også kaldet synekdoke), som beskriver en helhed vha. én af dens dele (oftest)
• En metonymi, som beskriver én af delene vha. helheden.
• En metonymi, hvor én del i helheden beskrives vha. en anden del i samme helhed. Denne type metonymi er ikke så udbredt.

Eksempler:

• Jeg mødte kun en sur mine (en sur mine er en del af en person, der er sur)

• Jeg blev stoppet af et jysk overskæg (et jysk overskæg er en del af en jysk politimand (hørt i Kbh.))
• Et par ængstelige hænder åbnede brevet (hænderne er en del af den ængstelige person)
• Han kyssede hendes læber (læberne er kun en del af kvinden)
• Hvad har denne hånd forbrudt? (hånden er en del af den handlende person)
• En cafe-latte-drikker (den mælkede kaffe er en del af helheden: den radikale kvinde og hendes livsførelse. Metonymien fremhæver hendes hyppige café-besøg. Det modsatte kunne fx være en frikadellespiser)

Metonymien bruges hyppigt i film: Fx ofte zoomes der netop ind på den ængstelige persons hænder, eller vi ser et par fødder, der går op ad trappen til det kommende offers lejlighed. Vi ved ikke, hvem fødderne tilhører. Det giver en dramatisk effekt, at vi har en del-viden, men ikke kender helheden.

I et større perspektiv opbygges spænding i fiktion metonymisk: vi får kun dele at vide, og vi kender ikke helheden, før vi når slutningen!

Den anden type af metonymi bytter om på årsag og virkning, på rum og dets indhold, på ting og stof eller på tegn og det betegnede.

Eksempler:

• Lyksalig den som blegner i Elskovs Favnetag (fra Oehlenschläger digt "Jura-Bierget", 1803, at blegne, blive bleg i huden, er virkningen af at dø)
• Glæden blussede i hans kinder (glæden forårsager den varme, der faktisk blusser)
• Hun læser Højholt (bogen, hun læser, er forårsaget af Højholt)
• Hele bussen jublede og sang (menneskene i bussen er ’indhold’ af bussens rum)
• Giver du en kop mere? (den kaffe, der faktisk bedes om, er indholdet af koppen)
• Jeg brugte mit plastik (dankortet er lavet af stoffet plastik)
• Nazikorsets skygge bredte sig over Europa (Nazikorset er tegn for nazismen)

Effekter ved brug af metonymi:

1. Der skabes et sprogligt billede, hvor emnet gøres konkret og anskueligt
2. Når man i synekdoken beskriver en helhed vha. én af dens dele fokuserer man på dette særlige træk, og man viser, at dette træk er særligt interessant (eller sigende eller komisk osv.). Hvis man omvendt fokuserer på helheden, gør man opmærksom på, at den er interessant. Noget tilsvarende gælder den egentlige metonymi, idet den fokuserer på et særligt aspekt, fx årsagsrelationen.
3. Ofte tilkendegiver den talende herigennem en holdning til det omtalte. Metonymier bruges bl.a. i romantismen (men mindre i romantikken) og i det moderne gennembruds litteratur, i realismen og som et impressionistisk virkemiddel.
   I impressionismen og ekspressionismen bruges billedet til at betone det løsrevne modsat det helhedsmæssige.
   I flere nyere former for realisme benyttes billedet også, men mere fordi det er mindre påfaldende end andre billeder, og dette passer godt med nyere realistiske forfatteres opfattelse af "sproget som en gennemsigtig rude".

Over- og underdrivelser (henholdsvis hyperbel og litote) er særligt virksomme i polemiske passager, men bruges også til at fremkalde overraskelse hos læseren, ligesom de på en spøgefuld måde kan tilsidesætte rimeligheden. Derved kan de nærme sig ironien. De kan også have en ligefrem humoristisk effekt, hvis over- eller underdrivelsen er i åbenlys modstrid med hvordan sagerne i virkeligheden forholder sig.

Billederne fungerer på den måde, at billedplanet er en ekstrem udgave af realplanet.

Igen er H.C. Andersen leveringsdygtig med et anskueligt eksempel, denne gang på en overdrivelse (som her også er en sammenligning). I hans eventyr ”Fyrtøjet” træffer soldaten på nogle hunde med ikke bare store øjne, men øjne ’så store som tekopper’, ’som møllehjul’ og til sidst ’som Rundetårn’:

Realplan: store øjne ↔ Billedplan: tekopper/møllehjul/Rundetårn

Tekopper og møllehjul – det kan man forstå. Men Rundetårn – det er ikke noget oplagt billede på store øjne. Men netop derved taler det til fantasien. Og jeg er ikke sikker på, at de strikkede fortolkninger herunder udtømmer den billedskabende effekt af det andersenske billede.

Overdrivelse kan også bestå i, at man fører et argument eller et synspunkt (ofte en anden persons argument eller synspunkt) ud i det absurde og urealistiske.

Underdrivelser er et gennemgående stiltræk i de islandske sagaer. En af den nordiske litteratur-histories mest berømte underdrivelser stammer fra ”Egil Skallagrimssons Saga”, hvor Egil vokser op i en familie, som vi i dag ville kalde dysfunktionel og sampilsramt, og som ville få alle kommunale alarmklokker til at bimle og bamle. Egils far Skallagrim behandler Egil meget hårdhændet, og under et boldspil går det helt galt. Faderen dræber den 12-årige søns bedste kammerat og er lige ved at forgribe sig på sin egen søn. Egil reddes dog af en trælkvinde, som har ammet og opfostret ham, og som han betragter som sin mor. Hende dræber faderen imidlertid også på brutal vis. Vi befinder os i et samfund med udviklet dyrkelse af æresfølelsen, så Egil kan ikke lade krænkelserne gå upåagtede hen. Afsnittet slutter med disse ord:

Han [Egil] gik ind i ildhuset og hen til en mand, som ledede arbejdet og var husforvalter hos Skallagrim [faderen], en mand, han satte særlig pris på; ham huggede Egil banehug og gik derpå ind på sin plads. Skallagrim ytrede sig ikke derom, og der blev ikke mere af den sag; men fader og søn taltes ikke ved siden, hverken godt eller ondt, og på den måde gik den vinter.

”Og på den måde gik den vinter”! Mere får vi ikke at vide. Men fantasien kan ikke lade være at beskæftige sig med, hvordan far og søn og alle implicerede har kantet sig rundt om hinanden i de trange stuer i den mørke islandske vinter, hvor man kunne være sneet inde flere uger ad gangen!

Den formildende omskrivning (eufemismen) er en særlig afart af underdrivelsen. Formildende omskrivninger er velkendte fra dagligsproget, hvor noget svært eller tabubelagt skal forklares: ’X er stille sovet ind’, ’X er gået bort’, ’X har fundet fred’ osv. Disse velkendte udtryk er klicheer, men netop derved udfylder de deres funktion: de efterladte kan i en svær situation trække på en velkendt form at tale i. Omskrivningen kan dog også være kreativ som når Shu-Bi-Dua taler om at ”livets skjorte blev for kort” .

Eufemismer kan også bruges strategisk i argumentation og i politik, fordi man med et sprogligt greb kan dække over de fulde konsekvenser. I dag er det Forsvarsministeriet, som sender folk i krig, tidligere hed det mere dækkende og ærligt Krigsministeriet.

Brugen af formildende omskrivninger kan også være udtryk for politisk korrekthed eller behørig nænsomhed, alt efter synsvinklen, som når sygdommen ’sindssyge’ bliver til ’åndsvaghed’, som igen bliver til ’psykisk syg’ eller ’mentalt retarderet’. Udtrykket ’kognitivt udfordret’ findes også, men her er der tale om, at eufemismen kammer over i ironi.

Flere af eksemplerne i dette afsnit stammer fra Jan Sørensens Stilistisk analyse, Systime 2012.

De sproglige figurer kan inddeles i tre overordnede grupper:

1. Gentagelsesfigurer
2. Modsætningsfigurer
3. Dramatiske figurer (interaktion med modtageren)
4. Desuden findes humoren og ironien med deres varianter: humor, ironi, sarkasme og parodi (som nogen dog også opfatter som en slags dramatiske figurer)

Gentagelse fremmer forståelsen – også i litteratur. Det, som gentages, er særligt vigtigt, og kræver en særlig opmærksomhed fra læseren!

I lyrik er rimet en hyppigt forekommende sproglig lydlig gentagelse.

Læg også mærke til lyriske motiver, som gentages – og til motiver, der står i modsætning til hinanden.

I epik er det oftest noget indholdsmæssigt, der gentages. Det kan fx dreje som om replikker. Tænk på den dramatiske effekt det har, at Lille Klaus i H.C. Andersens ”Store Claus og Lille Claus” tre gange siger ”Hyp alle mine heste”. Han har lånt tre af hestene af Store Claus, som ikke vil have at Lille Claus omtaler dem som ”alle mine”, og da det sker tredje gang, slår Store Claus Lille Claus’ hest for panden!

En anden virkning opnås i Helle Helles novelle ”Der er ikke flere sennepsmarker i Danmark”. De to hovedpersoner bliver ved at vende tilbage til den ligegyldige diskussion af senneps- og rapsmarker. Det betyder, at den ulidelige stemning forplanter sig til læseren, som på sin krop kan mærke hvor irriterende personerne er!

Ofte ser vi en lille, men betydningsfuld, variation i gentagelsen, som fx i Steen Steensen Blichers ”Hosekræmmeren”. Novellen handler om kærligheden mellem den rige hosekræmmers datter Cecilia og den fattige Esben. Hosekræmmeren vil ikke lade dem få hinanden, og historien ender på tragisk vis med, at Cecilia i et anfald af sindssyge skærer halsen over på Esben. Hun tror nemlig, at hun er blevet en engel, og nu vil hun have sin elskede med sig til Himmerig!

Den ulykkelige Cecilia har digtet en lille sørgelig vise, som hun nynner dagen lang. Omkvædet lyder:

Den største sorg i verden her
er dog at miste den, man har kær

Til allersidst i historien, lige før tekstens jeg-fortælleren forlader hosekræmmergården, istemmer Cecilia igen sin klagesang. Men denne gang med en markant variation:

Den største sorg udi verden her
er dog at skilles fra den, man har kær

Forskellen mellem ’at miste’ og ’at skilles fra’ er den afgørende, at man jo kan få hinanden igen i den sidste variant. I løbet af fortællingen er der altså sket en glidning hen imod en tro på at genforeningen er mulig. Og da jeg-fortælleren vandrer bort fra hosekræmmergården og igen befinder sig i det åbne hedelandskab, synes han at kunne genkende den sørgelige vise i lærkens og hjejlens sang – vel at mærke i den sidste variant. Det viser, at historiens jeg-fortæller (sig selv uafvidende!) er blevet fascineret og indfanget af Cecilias uhyggelige tankegang – gående ud på at de to elskende skal mødes igen i Himmerig!

Det kan også være større elementer, der gentages og eventuelt varieres, såsom hele hændelsesforløb. Ofte er det værd at lægge mærke til, om slutningen er en (varieret) gentagelse af begyndelsen. Det er fx tilfældet i den klassiske dannelsesroman med en Hjem-ude-nyt hjem-komposition, hvor hovedpersonen, efter at have set hele verden, ender med at bo i sin fødeby, dvs. han gentager sig selv. Variationen kan ligefrem være så stor, at gentagelsen nærmer sig en modsætning.

I et andet af H.C. Andersens eventyr, nemlig ”Den grimme Ælling”, skal slutningens sted (herregårdssøen) sammenlignes med begyndelsens sted (andegården). Begge steder er en variation over ”steder, hvor der er mange svømmefugle”. Men sikke en opgradering for den grimme ælling!

Når man læser tekster, skal man altså holde øje med de gentagelser, der forekommer, evt. med en variation. Forklar så, på hvilken måde, de peger på noget centralt i teksten og hvad dette centrale består i. Dette er det vigtige.

Men du kan også være mere præcis, for der findes en hel skov af typer af gentagelsesfiguren, som alle har deres specifikke betegnelse. Nogle af de vigtigste kommer her:

• Epizeuxis: simpel gentagelse, som fx ”Elskede, elskede moder…” (Karen Blixen).
• Anafor: Gentagelse af ord i starten af sætninger: ”Hold fastere omkring mig / Med dine runde arme / Hold fast, imens dit Hjerte / endnu har blod og varme”, som Emil Aarestrup digter til sin elskede i ”Angst” (1837).
• Epifor: gentagelse af ord i slutningen af sætninger. Den er ikke så udbredt som anaforen. Enderim og omkvæd kan opfattes som epiforer.
• Tautologi: gentagelse af samme indhold med to forskelige udtryk. Det har ofte en komisk virkning som fx hos Michael Strunge: ”Allerede da jeg var ganske lille / blev jeg født”. Man kan også spille på, at der opstår to forskellige betydninger af det samme ord i kraft af tautologien: ’drenge er drenge’, ’kvinder er kvinder’. Som sproglig figur betragtes tautologien ikke som en fejl, men som stilistisk virkemiddel. Anderledes forholder det sig i logikken, hvor tautologien opfattes som enten intetsigende eller som en fejl (et cirkelargument).
• Pleonasme: Den utilsigtede brug af gentagelsen, som i ’han bakker baglæns’ er til gengæld blot en overflødig selvgentagelse og regnes normalt for en fejl, med mindre det helt indlysende sker bevidst. Det kan være at ordene lægges i munden på én, som forfatteren vil gøre grin med. I dagligsproget findes faste udtryk som ’tit og ofte’, ’evig og altid’, ’flyver og farer (rundt)’ og mange flere. Her er der dog næppe tale om fejl, men om at der lægges ekstra tryk (emfase) på det sagte. Faren er dog altid, at der opstår tomgang i sproget. Kilde til pleonasme: gået tabt.

Desuden findes symploke, epanastrofe, antimetabole, polypton og endnu flere.

Modsætningerne i en tekst er næsten altid vigtige. Det hænger sammen med, at hvis der optræder en stærk modsætning mellem to personer, institutioner, magtstrukturer, væsener osv., så fremhæves hver af de to poler netop i kraft af selve modstillingen mellem dem. En analyse af modsætningerne giver dermed tit et fingerpeg om, hvad temaet er, og dermed er analysen af modsætningerne et centralt element i fortolkningen.

De helt store modsætninger i litteraturen står mellem disse semantiske skemaer:

Kan du komme med nogle bud på, hvilket forhold, vandringsmanden i Friedrichs maleri har til naturen, kulturen og samfundet samt det guddommelige?

Denne struktur følges meget stringent i Thomas Kingos salme ”Hver har sin skæbne” (1681):

Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke ganger på rad,
medgang og modgang hinanden anråbe,
solskin og skyer de følges og ad!
Jorderigs guld
er prægtig muld,
himlen er ene af salighed fuld.

Med disse modsætninger tematiseres menneskets forhold til det guddommelige og til naturen – og til andre mennesker, dvs. hele kulturen og socialiteten.

I romantikken, i det moderne gennembruds litteratur og i meget moderne litteratur er det en pointe eller uudtalt præmis, at den overleverede religion, dvs. kristendommen, ikke længere kan tilbyde en meningsgivende forklaring på jordelivets tilfældigheder og uretfærdigheder.

Mennesket længes derfor efter en anden slags guddommelighed, eller det må finde sin plads og sin mening med livet inden for det jordiske. Det sker ofte i en konflikt mellem naturen og det kulturelle/samfundsmæssige – eller mennesket må erkende, at der ikke findes nogen mening!

Ofte vil teksten opstille en modsætning, som står mellem poler, der i overvejende grad befinder sig inden for kulturen, dvs. modsætninger af en lidt mindre skala, men ikke mindre vigtige eller påtrængende! Det kan dreje sig om disse modsætningspar og en hel masse andre:

Man skal altså holde øje med modsætningerne i en tekst, lige som med gentagelserne, og ofte er de mindst lige så vigtige. Begge typer får nogle mønstre til træde frem af teksten, og på den måde markerer disse figurer, hvad det centrale er. Ofte peger de på tekstens overordnede tema.

Det er ikke ualmindeligt at der i tekster optræder personer som enten gentager eller står i direkte modsætning til en anden person. Man taler så om parallelpersoner eller kontrastpersoner og evt. om fordoblinger (se dokumentet om personkarakteristik).

Som det også er tilfældet med gentagelserne er der en underskov af specielle tilfælde af modsætninger. De kommer her:

• Kontrast (antitese): en modstilling, hvor de begreber, der indgår i modstillingen har et betydningsfællesskab. Kingos salme, som er gengivet ovenfor, leverer en helt perlerække af eksempler: sorg-glæde, lykke-ulykke, medgang-modgang, solskin-skyer, guld-muld, Jorderiget-Himlen. To miljøer eller to skæbner (livsforløb) kan også optræde som kontraster, ligesom man kan møde kontrastpersoner som just beskrevet.
• Paradoks: sætter begreber sammen, som skaber en logisk selvmodsigelse. Figuren adskiller sig dermed fra kontrasten (antitesen) ved at rumme noget, som er direkte fornuftsstridigt. For hvor kontrasten bygger på enten-eller, bygger paradokset på både-og. Kingo kan ganske vist hævde, at sorg og glæde ’følges ad’ (som kontraster) – men han siger ikke, at de er identiske, så han opstiller ikke et paradoks. Det gør derimod F.P. Jac, når han beskriver den grundstemning af håbløshed der prægede 1980’er-generationen, som havde udsigt til bolignød og ungdomsarbejdsløshed: ”Du har ikke en chance – grib den!”
  Vores egen, verdensberømte filosof Søren Kierkegaard gør også udtalt brug af paradokser. Ofte sker det for at nå frem til en dybere indsigt, end fornuften kan tilbyde. Men i det følgende tekststykke, som er et af de mest citerede af Kierkegaard, er der nærmere tale om en galoperende kynisme:

  ”Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele”.

  Kilde til paradoks: Keld Gall Jørgensen: Håndbog i stilistik.

• Oxymeron: en sammensætning af to størrelser, der egentlig er uforenelige. Ordet betyder egentlig ’skarpsindigt-dumt’, eller ’begavet-sludder’. Oxymeronet (sammen med paradokset, se ovenfor) kan i dens ambitiøse udgave være udtryk for forsøg på at erkende det som ikke lader sig erkende med vores normale fornuft, som derfor sættes ud af kraft for en tid. Det ses i udtryk som ”uhørt stilhed” (Søren Ulrik Thomsen) eller ”det blinde blik” (Henrik Nordbrandt).
• Zeugma: sidestilling af to uensartede (disparate) størrelser, som ikke er diametrale modsætninger (direkte modsætninger) sådan som kontrasten, paradokset og oxymoronet er. Zeugmaet kan sidestille af fx abstrakt og konkret, vigtigt og betydningsløst, det højtidelige og det hverdagsagtige osv. Zeugmaet er intet mindre end en af grundfigurerne i humor, fordi det peger på brud og skaber eftertanke (jf. uoverensstemmelsesteorien om humor nedenfor). Her er nogle eksempler:
  • De første par år i Norge tilbragte Iben i dyb depression og mange forskellige senge.
  • Han talte til Iben med varme og overbevisning – og dårlig ånde.
  • I avisen står at du både har fået flycertifikat og er blevet biseksuel
  • Måvens: Røde for Helvede – er du blevet sindssyg? Røde: Nej, jeg er blevet journalist

  De to første eksempler på zeugmaer stammer fra Jan Sørensen: Stilistisk analyse (Systime 2010); de to sidste eksempler er fra ”Måvens og Peder i mediernes søgelys”, gengivet i Steffen Auring og Erik Svendsen: Så gælder det rumba (Dansklærerforeningen 2002).

• Kiasme: krydsstilling af to tilsvarende sætningsdele i sætninger eller verslinjer, der følger efter hinanden. Figuren kan have en humoristisk eller ironisk effekt, men behøver ikke have det. Figuren kan også tilføre sproget patos. Her er nogle eksempler:
  • Hvad er forskellen på et bageri og et kollektiv? Jo i et bageri vender man bollerne – i et kollektiv …
  • vinder siger hvad de mener. Mænd mener hvad de siger.
  • Ask not what your country can do for you – ask what you can do for your country (J.F. Kennedy)
  • Hvis vi ikke har en statskirke – så får vi en kirkestat (tillægges Th. Stauning)

De dramatiske figurer tilføjer dialogiske elementer til en ellers monologisk tekst, og på den måde skabes øget intensitet i teksten.

De dramatiske figurer tydeliggør afsenderens følelser eller holdninger eller tilstræber en speciel påvirkning af modtageren. At de er dramatiske skal altså forstås sådan, at de aktiverer afsender og modtager, der kommer til at fremtræde som aktører på en scene.

Udråb (interjektion): Udråb har en stor dramatisk effekt og giver et følelsesfuldt og livligt udtryk. Fx ”Ak, hvor forandret!” (Steen Steensen Blicher), ”O, at være en høne” (Frank Jæger) eller blot ’O’, ’Arghh’, ’Av!’, ’Åh, Gud!’, ’arh hvaaaad?’

Stillejet kan være højtideligt og poetisk (høj stil) – og det kan være dagligdags og talesprogspræget (lav stil).

Tiltale (apostrofe): er en direkte henvendelse til eller påkaldelse af en person, et væsen eller en genstand i eller uden for teksten. H.C. Andersen indleder sit eventyr ”Nattergalen” med denne tiltale, der er en læserhenvendelse (og samtidig gør brug af en tautologi): ”I Kina, ved du jo nok, er kejseren en kineser”. Læseren gøres her opmærksom på, at man nu skal høre noget fra fremmede egne, så der skabes en forventning om at høre noget spændende.

I dens klassiske form er tiltalen højtidelig og poetisk som hos Thorkild Bjørnvig, der taler følelsesfuldt opfordrende til sit hjerte: ”Beslut dig, o Hjærte, til mer end de véd og kan se” (1955).

I modernistiske og postmoderne tekster kan tiltalen bruges til at lege med formerne og genrekonventionerne. Legen kan have kritisk brod som i dette digt af Ivan Malinovski (1963), der også parodierer den traditionelle bøn:

Ja, fader vor
Du som er i himlen
Bliv deroppe
Så bliver vi her
Og prøver at begynde forfra

Hos Mette Moestrup (2006) er tiltalen udpræget humoristisk:

og det pipper og pipper og det pi-pi-pi-pi-pipper
åh shit er dig musvit
er du i det humør

Som det ses, bruges tiltalen på utallige måder, og i analysen handler det om at bestemme hvordan den skal opfattes: poetisk, højtideligt, kritisk, humoristisk osv.

Kilde: Afsnittet om udråb og om tiltale bygger på Jan Sørensens Stilistisk analyse (Systime 2010).

Retorisk spørgsmål: Et retorisk spørgsmål er et spørgsmål der ikke skal besvares af modtageren, eller som afsenderen selv svarer på, som fx ’Hvor længe skal vi kvinder finde os i at blive behandlet som andenrangsborgere?’. Det er meget virkningsfuldt at stille et sådant spørgsmål. For det tvinger læseren til selv at overveje svaret, og rent psykologisk virker det langt mere overbevisende, når man selv udtænker konklusionen, end hvis man får den præsenteret. Så betyder det mindre, at svaret ofte er givet på forhånd pga. spørgsmålets udformning!

Retoriske spørgsmål er mere eller mindre selvskrevne i argumenterende tekster og politiske taler. Men den findes også i litteraturen. Peter Adolphsen har dette lille og sjove eksempel på et spørgsmål, der ikke skal bevares: ”Hvis banditten spurgte sheriffen: ’Hvorfor er løkken så lunefuld?’ efter at hans bevæbnede kumpaner havde vendt situationen på hovedet og nu lagde an til at lynche den bestjernede, så ville denne måske svare: ’Det var vist et retorisk spørgsmål’.” Se også eksemplerne på opgavearket.