Et argument består af en påstand (et synspunkt, en holdning) og et belæg (en begrundelse, præmis, støtte, bevis), der støtter påstanden. Fx:

• Påstand: Motion er godt for unges selvtillid
• Belæg: Det viser en lang række videnskabelige forsøg.

Kernen i al argumentation er modtagerne, fordi det er dem, der skal overbevises gennem argumentationen.

De modtagere, som afsenderen ønsker at påvirke, kaldes de intenderede (eller ideelle) modtagere. De såkaldte faktiske modtagere er måske nogen andre end de intenderede: Hvis vi fx læser Holbergs Erasmus i dansktimen, er vi de faktiske modtagere, men vi er jo ikke det publikum (de intenderede modtagere), som Holberg havde i tankerne, da han skrev stykket.

Modtagerne kan påvirkes ved, at afsenderen appellerer til modtageren på 3 måder. De tre måder, såkaldte appelformer, er:

• Logos (afsenderen appellerer til modtagerens fornuft): saglige og redelige argumenter, fremtrædende i fx i debatoplæg, avisledere, nyhedsudsendelser, faglige opgaver.
• Patos (afsenderen appellerer til modtagerens følelser): fx ved at vække vrede, begejstring, prikke til forfængelighed, selvfølelse mm. Oftest i reklamer og politik.
• Etos (afsenderen appellerer til den velvilje han/hun nyder hos modtageren (= afsenderens karakter og troværdighed, en virksomheds eller forenings image): fx skuespillere og sportsidoler i reklamer, fagfolk og eksperter i nyhedsudsendelser.

Huskeregler for argumentationsanalyse

• Er der noget på spil mellem afsender og modtager?
• Kan man være uenig?
• Er det overhovedet et argument?
• Hvad vil afsenderen vinde tilslutning til? Hvad er påstanden?
• Hvilke belæg fremføres?
• Er nogle af belæggene nye påstande?
• Er der belæg for disse nye påstande?
• Kan man selv finde på andre belæg som svækker eller modsiger påstanden?
• Har afsenderen autoritet?
• Hvor kommer autoriteten fra?
• Er den relevant inden for dette område?
• Hvad kan afsenderens motiv være?
• Undersøg de centrale ords konnotationer (medbetydninger), er de rimelige i sammenhængen?
• Er der nogen definitioner, og er de rimelige i sammenhængen?
• Er der nogen generaliseringer, og er de relevante?
• Er der nogen sammenligninger, og er de relevante?
• Bliver modtageren tvunget ind i en fastlås modtagerrolle?
• Er der tale om manipulation?
• Holder argumentet?

Kilde til huskeregler: Lützen: Det sproglige i dansk. Dlf. 2005.

Ordvalgsargumenter

Meget argumentation er en strid om, hvilke ord man beskriver noget med. Man udnytter, at et ord har både en denotation (grundbetydning som kan findes i ordbogen) og nogle konnotationer…

Hvis man fx er modstander af at der skal bruges penge på ”kriminalpræventivt arbejde”, kan man i en debat kalde det for ”blødsødne socialpædagogiske projekter” De to ord har meget forskellige konnotationer. Førstnævnte er neutralt eller måske positivt, sidstnævnte har negative konnotationer.

Lykkes det i en debat om kriminalitetsbekæmpelse at få indført udtrykket blødsødne socialpædagogiske projekter som synonym for kriminalpræventivt arbejde, har man vundet en del af argumentationen og alene ved ordvalget fået stillet denne indsats i et dårligt lys – uanset om det er logisk og faktuelt underbygget.

Jf. også fx:

• skattelettelser - asocial omfordeling
• sagkyndig ekspert - smagsdommer
• kunderådgiver - sælger
• frihedskæmper - terrorist

Med ordvalgsargumenter kan man argumentere helt uden påstande og belæg. Mange ordvalgsargumenter ligger på grænsen til manipulation med modstanderen.

Gode belæg

Når du selv argumenterer:

• så overvej om dine belæg er relevante i forhold til emnet (den røde tråd),
• overvej også om der nu er tale om belæg, dvs. støtter de og kvalificerer de påstanden
• overvej om belæggene er relevante for modtagerne.

Husk: at anføre belæg, husk dokumentation, præcisering, tekstforståelse; sørg for at have forstået teksten du evt. diskuterer ud fra(læs den grundigt et par gange med blyanten som hjælper),og husk endelig nuancering.

Du skal så vidt muligt ikke have misforstået noget, og din læser skal heller ikke have nogen grund til at misforstå dig.

Af dansk- og religionslærer, Frank Stærfeldt Byrnel, Voksenuddannelsescenter Frederiksberg.

Argumentationsanalyse 1

1. Et argument skal være gyldigt, dvs. at der skal være en sådan logisk overensstemmelse mellem præmisser og konklusion, at hvis præmisserne er sande, må konklusionen også være det.
2. Et argument skal være holdbart, dvs. præmisserne skal rent faktisk være sande.
3. Et argument skal være relevant, dvs. det skal handle om det, som der skal argumenteres for eller imod.

Kun hvis alle disse tre krav er opfyldt, kan et argument siges at være brugbart.

1.

Det første spørgsmål, man bør stille, når man vil analysere en argumentation, er: Hvad går argumentationen ud på?

Hvis den hævder en bestemt tese, kan det være hensigtsmæssigt at formulere denne så kort og eksakt som muligt.

Hvis man finder det usikkert, om afsenderen mener det ene eller det andet, kan det blive nødvendigt at give alternative fortolkninger af tesen. Altså: tolk og formuler tesen så præcist som muligt.

2.

Næste led bliver at opstille en liste over argumenterne. Man kan sondre mellem pro-argumenter og con-argumenter og herudfra opstille to kolonner af argumenter.

Man kan endvidere undertiden sondre mellem primære, sekundære (evt. tertiære etc.) argumenter, dvs. argumenter der hhv. taler direkte for/imod tesen, for/imod et primært argument etc. På baggrund heraf kan man opstille argumentshierarkier.

3.

Endelig skal man tage hvert enkelt argument og undersøge det ud fra kravene om gyldighed, holdbarhed og relevans, som anført overfor. Vær herunder også opmærksom på, om der anvendes værdiladede udtryk.

Desuden undersøges det, om argumenterne overholder kravet om cirkelfrihed, dvs. den tese, som skal bevises, må ikke indgå i argumentet.

Argumentationsanalyse 2

Begreber:

Betegnelsen argument dækker hele den flerleddede argumentationsenhed, dvs. både præmisser og konklusion.

1. Påstand (i den klassiske logik konklusionen): Det der søges fastslået eller retfærdiggjort.
2. Belæg (i den klassiske logik kaldet 'minor'): Den information eller det grundlag, som påstanden umiddelbart bygger på.
3. Hjemmel (i den klassiske logik kaldet 'major'): Den information der forbinder belæg og påstand, dvs. det der muliggør overledning fra belæg til påstand.
4. Styrkemarkør: Angiver - ofte med et adverbium - styrkegraden af den påstand der hævdes.
5. Gendrivelse: Angiver omstændigheder under hvilke den anførte hjemmel ikke har generel kraft, dvs. undtagelser.
6. Rygdækning: Betegner yderligere dokumentation for at den anførte hjemmel kan godtages.

Det indbyrdes forhold mellem elementerne kan vises således:

Eksempel på analyse af en argumentation efter Toulmins model:

Påstand: Peter er

Styrkemarkør: sandsynligvis

Påstand fortsat: dansk statsborger

da

Belæg: han er født på Fyn

medmindre

Gendrivelse(r): (1) Peters forældre er udlændinge eller (2) Peter har fået udenlandsk statsborgerskab

eftersom

Hjemmel: en person der er født på Fyn må antages at være dansk statsborger

ifølge

Rygdækning: Lov om indfødsret mv....

Bemærk de sproglige signaler om den indbyrdes forbindelse mellem argumentationens led: da, medmindre, eftersom, ifølge

Kilde: Charlotte Jørgensen i Festskrift til Jørgen Fafner, Dafolo Forlag 1985.

Argumentationsformer (= slutningsformer)

Argumentationskneb:

• Pars-pro-toto-fejlslutning (Pars pro toto: del frem for for helhed): Generalisering: "Svenskerne drikker meget"
• At "staldfodre sin modpart til nedslagtning": Man gengiver modstanderens synspunkter for derefter at modargumentere.
• Argumentum ad hominem: Man går efter personen, ikke sagen.
• Argumentum ad populum: Appel til folket, spiller på nationalfølelsen.
• Argumentum ad baculum: Stokkemetoden, trusselsargument, man truer fx. med økonomisk nedtur, "Hvis SF får magten vil pengene fosse ud af statskassen"
• Argumentum ad verecundiam: Appel til autoritet, pseudoautoriteter ex: forfattere er imod krigen i Irak
• Ignoratio elenchi (uvidenhed i gendrivelsen): Man undviger argumenter og taler om noget andet
• Stråmand: Man konstruerer synspunkter som modstanderen ikke står for
• Mængdeargument: Mængdens autoritet. Eksempel: "Et flertal af befolkningen mener ifølge en undersøgelse..."
• Lykkeargument. Eksempel: "Vi vil sørge for bedre forhold til de arbejdsløse"
• Autoritetsargument. Eksempel: "De økonomiske vismænd understreger, at vi ikke har råd til at finansiere efterlønnen"
• Vi-er-alle-i-samme-båd-argument. Eksempel: "Hvis vi sætter skatten ned, vil det være til glæde for hele befolkningen. Denne form for argumenter bliver ofte brugt til at skjule, at ens argumenter faktisk tjener bestemte interesser"
• Reducto-ad-absurdum-argument. Eksempel: "Hvis lovforslaget om forhøjelse af skatten bliver gennemført, vil det betyde den visse død for mange danske virksomheder".
• Præsupposition: En påstand der antages at være slået fast i forvejen. Eksempel: "Sundhedsministeren vil indføre en moderne almen praksis" - underforstået: man gør op med en gammel forældet praksis.
• Ords konnotative betydning: Man bør desuden være opmærksom på ords konnotative betydning, dvs. hvilke holdninger og følelser, man forbinder med forskellige ord og begreber. Politiske begreber som velfærdssamfund, tryghed og sikkerhed vil ofte have et forskelligt konnotativt indhold - nogle vil opfatte begreberne positivt og andre vil forbindelse begreberne med noget negativt.

Vejledende spørgsmål til argumentationsanalyse i praksis:

1. Hvad er tekstens hovedpåstand og vigtigste belæg (begrundelser)?
2. Er der andre påstande og begrundelser, der er særligt interessante?
3. Er der nogen af de vigtigste påstande, der ikke begrundes, og som derfor må anses for at være postulater, der ikke har nogen værdi i argumentationen?
4. Hvilke typer af argumentationskneb, bliver der brugt i teksten?
5. Konklusion. Er tekstens argumentation saglig, dvs.: Vurderer du, at argumentationen er en gyldig argumentation, en holdbar argumentation og/eller en relevant argumentation?

Af lærere fra Espergærde Gymnasium og HF, inspireret af Charlotte Jørgensen og Merete Onsberg: Praktisk argumentation, 2004 (1987) og Helle Borup: Ud med sproget, 2011 (2007) samt Christian Kock: De svarer ikke, 2011. Gengivet på dansksiderne.dk, 2016.

I almindelig argumentation findes der en række typiske måder at argumentere på, som har at gøre med, hvilken hjemmel eller generel regel, der ligger bag belæggene. Vi kan f.eks. se noget som et tegn på noget andet, vi kan se noget som en årsag til noget andet. Vi kan slutte fra enkelte eksempler til alle osv.

I det følgende vil vi præsentere otte almindelige argumenttyper, og desuden vil vi se på nogle argumenttyper, man betegner som fejltyper eller kneb.

Almindelige argumenttyper:

• Tegnargumentet
• Årsagsargumentet
• Klassifikationsargumentet
• Generaliseringsargumentet
• Sammenligningsargumentet
• Autoritetsargumentet
• Det moderne/nye-argumentet
• Motivationsargumentet

Fejltyper og kneb:

• At gå efter manden...
• Afledningsargument
• Glidebaneargument
• Stråmandsargument
• Cirkelslutning
• Ordvalgsargumenter

Almindelige argumenttyper

1. Tegnargumentet

Her argumenteres der med, at to ting optræder sammen på en sådan måde, at det ene er et tegn eller et symptom på det andet. Det kan være røg i skorstenen, vi ser som et tegn på, at der er nogen hjemme. Eller det kan være Peters muskuløse krop, vi ser som et tegn på, han er bodybuilder. I begge tilfælde er der måske stor sandsynlighed for, at vi har ret i vores påstande (om at der henholdsvis er nogen hjemme og at Peter er bodybuilder), men vi kan på den anden side ikke være fuldstændig sikre.

2. Årsagsargumentet

Her argumenteres der med, at en ting er årsag til, at en anden ting sker. Hvis vi f.eks. påstår, at man får hvide tænder, når man bruger Colgate, så er der tale om et årsagsargument, hvor noget er årsag og noget andet er virkning. Her er det vigtigt at spørge til, hvad afsenderen bygger sin viden om årsagssammenhænge på. Er der undersøgelser eller viden, der kan begrunde årsagssammenhængen?

3. Klassifikationsargumentet

Her argumenteres der med, at det der gælder for alle eller for mange i en klasse eller gruppe, også må gælde for den enkelte. Man slutter fra helhed til del. Det er indlysende, at det der gælder for alle i en gruppe også må gælde for den enkelte.

Hvis vi f.eks. påstår at Sokrates er dødelig, fordi alle mennesker er dødelige, så er det et logisk uangribeligt argument.

Men hvis et fænomen kun gælder for mange i gruppen, er der allerede en betydelig usikkerhed, om det gælder for den enkelte, man ser på, og hvis man ikke har ret i, at det gælder for alle, bliver ens argumentation yderligere problematisk. Hvis man f.eks. om en bestemt person påstår, at han må være for tvangsægteskaber, fordi han er muslim, så er der tale om en regulær fordom.

4. Generaliseringsargumentet

Her argumenteres der med, at det der gælder for enkelte medlemmer af en gruppe eller klasse gælder for dem alle. Generaliseringsargumentet er det modsatte af klassifikationsargumentet. Her sluttes der fra del til helhed. Jo flere medlemmer generaliseringen bygger på, og jo mere repræsentativ udvalget er, jo mere troværdig bliver generaliseringen.

Hvis man blot generaliserer ud fra et enkelt eller nogle få eksempler stiger utroværdigheden let ( - alle piger sladrer, jeg kender selv én, der gør det), men på den anden side kan enkelte og velvalgte eksempler på et fænomen ofte virke mere overbevisende end statistik.

5. Sammenligningsargumentet

Her argumenteres der med at to ting har flere lighedspunkter. Det kan være to forskellige ting man sammenligner eller ting med mange lighedspunkter.

Et eksempel på det første kan være: - Hvis vi skal gå ned i løn, så skal regeringens medlemmer også gå ned i løn.

Et eksempel på det andet kunne være: - Jeg vil gerne have lov til at få fri til at gå til lægen. De andre ansatte har også fået lov.

Sammenligningen bygger ofte på et retfærdighedsprincip og indeholder et krav om, at det ens eller lige skal behandles ens. Her er det vigtigt at spørge til hvor rimelig sammenligningen. - Kan man gå ind for folkeskolen og selv sende sine børn i privatskole?

6. Autoritetsargumentet

Her argumenteres der for noget:

• ved at henvise til en autoritet, der støtter op om påstanden
• ved at henvise til, at mange er enige i påstanden
• ved at henvise til almindelig sund fornuft
• ved at henvise til traditionen, historien, erfaringen eller hvad der er 'naturligt'.

Ser vi først på henvisningen til autoriteter, så skelner man ofte mellem horisontale autoriteter i form af venner og veninder ( - Det er min veninde enig med mig i) og vertikale autoriteter i form af eksperter, idoler eller myndigheder ( - Ernæringseksperter er enige om, at grøntsager er sunde), og endelig kan autoriteten være afsender selv.

Ser vi på henvisninger til mange, så taler man ofte her om et kvantitetsargument, der siger at flertallet har ret. ( - Alle er enige om, De fleste mener, Enhver ved at).

Man kan desuden henvise til almindelig sund fornuft eller almenviden: ( - Det er jo indlysende at det vil gå sådan, Det siger jo sig selv at det sker).

Endelig kan man henvise til traditionen, (- Her på skolen har vi altid gjort sådan), historien (- Historien viser at kvindens plads er i hjemmet), erfaringen ( - Jeg/Vi plejer altid at gøre sådan) eller hvad der er 'naturligt' ( - Homoseksualitet er ikke naturligt).

7. Det moderne/nye-argumentet

Her argumenterer man for, at noget er godt eller rigtigt, fordi det er moderne eller nyt, eller omvendt at noget ikke er godt eller rigtigt, fordi det er umoderne eller af ældre dato. Bag argumentationen ligger den grundlæggende forestilling, at noget der er nyt, nødvendigvis må være bedre, end noget der er gammelt. Det kan selvfølgelig gælde i flere sammenhænge, f.eks. når der er tale om mælk, men at noget er nyt, er ikke altid en kvalitet ved en ting.

8. Motivationsargumentet

Her argumenteres der ved at vække modtagerens følelser. Man forsøger at motivere modtageren til at acceptere en påstand ved at spille på hans sympati, medlidenhed, længsler, frygt, bekvemmelighed, forfængelighed, behov for tryghed, solidaritet med andre, social status eller for at være noget særligt.

Man kan her f.eks. skelne mellem:

• skræmmeargumenter ( - Hvis du ikke gør som jeg siger, går det helt sikkert galt)
• lykkeargumenter ( - Hvis du vil kunne gøre, hvad du har lyst til, bruger du Always!)
• social status-argumenter ( - Den holdning står du helt alene med!)
• tryghedsargumenter ( - Køb en forsikring i Tryg, hvis du vil være tryg)
• individualitetsargumenter ( - Loreal: fordi du har fortjent det)
• solidaritetsargument ( - Det lønner sig at stå sammen).

De otte foregående argumenttyper kan inddeles i tre grupper. Den første består af de typer, der argumenterer ved at pege på sammenhænge mellem ting, den anden af de typer der argumenterer ved at vinde modtagerens tillid, og den tredje type argumenterer ved at spille på modtagerens umiddelbare følelser. Man kan opstille følgende skema:

Man skal være opmærksom på, at de forskellige argumenttyper i praksis ofte overlapper hinanden, således at man kan have appel til følelser, hvor der samtidig er tale om en generalisering eller et årsagsargument. Og ofte lader det sig slet ikke gøre at bestemme argumenttypen.

Fejltyper og kneb

Der er flere fejltyper eller kneb, der benyttes i argumentation, både i den almindelige dagligdags argumentation, men også og særlig markant i den politiske debat i medierne, hvor politikerne kæmper for at styrke deres egen position og svække modpartens.

9. At gå efter manden...

Et ofte brugt retorisk kneb, når man er presset i en diskussion, er at tillægge modparten skumle motiver til at mene som han gør. Man kalder det ad hominem argumentet eller mere kontant: at gå efter manden i stedet for efter sagen.

Normalt anser man denne form for argumentation for usaglig ( - Du mener ikke, jeg er god nok til jobbet. Det siger du bare fordi du er jaloux), fordi man jo principielt ikke kan vide noget om andre menneskers motiver til at handle som de gør.

Professor i retorik Christian Kock skelner mellem:

• psykologiske motiver, hvor modparten mistænkeliggøres for at være drevet af forfængelighed, behagesyge og selvglæde
• selviske motiver hvor motivet antages at være ønsket om personlig vinding og indflydelse
• strategiske motiver, hvor der formodes at ligge et ønske om, f.eks. i politik, at styrke partiets magtposition eller partiets vinderchancer ved næste valg.

10. Afledningsargument

Et andet kneb er afledningsargumentet, hvor man forsøger at vinde en diskussion ved at drage en irrelevant problematik ind i diskussionen (og fremstille den som relevant) for at aflede opmærksomheden fra det, man egentlig taler om. På den måde kan man få held til at dreje diskussionen over på noget andet, end det man i udgangspunktet diskuterede.

11. Glidebaneargument

Et argumentationskneb, hvor man forsøger at overbevise andre om, at en tilstand med nødvendighed vil føre en række andre og stadig mere alvorlige tilstande med sig. Der er tale om et årsagsargument, hvor man ikke i tilstrækkelig grad begrunder sammenhængen mellem de enkelte tilstande. Argumentationen har netop til formål at vise, at sker dette eller hint, så vil det som en glidebane, man ikke kan stå af, føre til den værst tænkelige katastrofe i sidste ende.

Et eksempel kunne være: - Hvis vil lovliggør hash, så vil flere unge begynde at ryge hash, og snart vil de få lyst til hårdere stoffer, hvilket vil betyde mere kriminalitet, og i sidste ende vil det føre til et utrygt samfund fyldt med kriminelle.

12. Stråmandsargument

En stråmand møder vi i argumentation, når man karikerer eller fremstiller modstanderen synspunkter på en overdrevet måde og derefter argumenter imod den overdrevne fremstilling (stråmand), man selv har lavet, fordi denne netop er lettere at argumentere imod. - Vi må have nogle lempeligere regler med hensyn til familiesammenføring. - Nej, hvis vi først slipper tøjlerne, så oversvømmes landet af indvandrere.

13. Cirkelslutning

Cirkelslutningen er uden diskussion en fejltype. Her er påstand og belæg identiske. Det er en fantastisk bog, fordi den er helt fantastisk god. Cirkelslutningerne møder vi ofte, når den der argumenterer ikke længere har flere gode belæg for sin påstand og måske desperat leder efter et sidste belæg.

14. Ordvalgsargumenter

Ordenes konnotative betydning, de associationer vi tillægger dem, har betydning for hvordan vi opfatter en tekst. Afsenderen af teksten kan bevidst eller ubevidst præge en tekst med en bestemt holdning ved at benytte ord med særlige konnotationer.

Hvis man i en artikel kalder en oprører i et land for terrorist eller kriminel, eller kalder en sagkyndig ekspert for smagsdommer har man allerede lagt en bestemt holdning eller påstand ind i teksten. Man taler da om ordvalgsargumenter.

- - -

Download eventuelt artiklen som pdf.

Artikel af cand.pæd. Kim Horsevad, lærer på Hjallerup Skole. E-mail: kim@horsevad.dk. Hjemmeside: www.horsevad.dk. Læs eventuelt Kim Horsevads artikel som pdf.

Indledning

Argumentation kan defineres som ræsonnementer, hvor der indgår mindst to informationer, hvoraf den ene begrunder den anden.

Der skelnes normalt mellem tre former for argumentation:

1: Logik

Logikken lægger vægt på at bevise sammenhænges logiske gyldighed - at nå frem til sand viden gennem videnskabelig bevisførelse. Inden for den logiske teori arbejdes med tre underelementer, nemlig ren logik (syllogisme), matematisk logik og sand/falsk-udsagn.

2: Retorik

Retorikken beskæftiger sig med, hvordan mennesker argumenterer i praksis. Her forsøger en part at overbevise en anden part om et bestemt synspunkt med argumenter, der ikke nødvendigvis er logisk gyldige.

3: Praktisk argumentation

I dagligdagen bruges den logiske og retoriske argumentationsform ofte sammen og kaldes for praktisk argumentation.

Praktisk argumentation er en genre, som bl.a. udøves af mange politikere og medierådgivere. I forhold til praktisk argumentation er målet at fremføre en overbevisende kommunikation - uanset om ens budskab er sandt eller falsk.

I den ideelle retorik, som har sine rødder tilbage til det antikke Grækenland bør der derimod kun fremføres redelige og sandfærdige argumenter. Den nutidige, praktiske argumentation er derimod en slags version af retorikken, hvor formålet er at overbevise med alle til rådighed stående midler.

Toulmins argumentationsmodel

En moderne tilgang til argumentationsteknik findes i en argumentationsmodel, som benævnes Toulmins argumentationsmodel.

Modellen er udviklet af Stephen Toulmin og kan på dansk studeres nærmere i udgivelsen 'Praktisk argumentation' af Charlotte Jørgensen og Mette Onsberg, 1999, Nyt Teknisk Forlag.

Ifølge Toulmin er et argument bygget op af to dele:

1. Information som afsender søger modtagers tilslutning til, altså en påstand
2. Information som af afsender søger at underbygge sin påstand med, altså et belæg

Disse to grundelementer kædes i argumentationen sammen med et tredje element, nemlig argumentationens hjemmel (også kaldet "underbelæg"). Hjemmelen behøver ikke at være mundtligt formuleret - den kan i lige så høj grad være indeholdt implicit (= skjult, men underforstået) i belægget.

Hjemmelen er en henvisning til et generelt princip eller kendt faktum, som skal fungere som begrundelse for at belægget.

Et helt simpelt eksempel på en sådan kommunikation kan være:

Den anklagede siger: Jeg skal frifindes... (Påstand)

Den anklagede siger: ... for jeg har ikke gjort noget ulovligt. (Belæg)

Hjemmelen i ovenstående eksempel er den implicitte henvisning til, at man ikke skal dømme uskyldige.

Argumentets sproglige form

Argumentet kan med lige stor succes fremsættes i flere forskellige sproglige former. Eksempelvis behøver påstanden ikke at blive fremført før belægget.

Eksempelvis:

• Jeg skal frifindes! (Fremsættende)
• Skal jeg ikke frifindes? (Spørgende)
• Frifind mig! (Bydeform)

Hvis argumentet indledes med påstanden, vil belægget oftest blive indledt med "da", "fordi" eller "for".

Hvis argumentet derimod indledes med belægget, vil påstanden ofte blive indledt med "derfor", "for" eller "så".

Eksempelvis:

Jeg har ikke gjort det, jeg er anklaget for, derfor skal jeg frifindes.

Hjemmelen kan formuleres særskilt (eksplicit), men fremtræder ofte implicit i belægget. Hvis hjemmelen formuleres eksplicit, indledes den fx med "eftersom" eller "i henhold til" (eller med samme adverbier (biord) som når et almindeligt belæg fremsættes, altså fx 'da', 'idet', 'fordi', 'for' mv.).

Eksempelvis:

Eftersom man skal frifindes, hvis man ikke er skyldig i anklagen, skal jeg frifindes i denne sag.

Grafisk opstilling

For yderligere at eksemplificere Toulmins argumentationsmønster kan det være fordelagtigt at opstille en eksempelkommunikation i et skema som nedenstående. (I skemaet nævnes både de danske og internationale betegnelser inden for argumentationsteknik):

Udvidet model

Ovenstående model kan udvides, idet argumentationen kan kvalificeres yderligere ved anvendelse af andre elementer, specifikt styrkemarkører (Qualifyers) og rygdækning (Backing). Endvidere kan den skematiske opstilling anvendes til at give et overblik over, hvorledes argumentationsfølgen kan gendrives (Rebruttal). (Se modellen for forklaring):

Gendrivelse og forebyggelse af modargumenter

Gendrivelsen er vigtig i argumentationen. I den gode argumentation tager afsenderen nemlig hensyn til de punkter i sin argumentation, der kan gendrives, og anvender disse specialtilfælde til sin egen fordel. Her vil gendrivelsen altså virke til yderligere at styrke afsenderens argument.

Gendrivelsespunktet er dog også det sted, hvor modstanderen kan indsætte egne modargumenter med størst fordel. Derfor skal afsenderen altid have gennemtænkt mulige punkter til gendrivelse, således at afsenderen på den måde foregriber modstanderens modargument.

Ren Logik (Syllogisme)

Syllogisme er den klassiske logik - oprindeligt etableret af den græske filosof Aristoteles (384- 322BC). Aristoteles skrev mange værker om logik og leverede mange taler og forelæsninger for sine elever.

Efter Aristoteles død blev hans skrevne værker og forelæsninger centrum for en hel filosofisk retning. I år 40 før Kristi fødsel samler filosoffen Andronicus Rhodus (som betyder Andronicus fra Rhodos) hovedparten af Aristoteles værker om logik til en samlet udgivelse, nemlig "Organon".

I den del af "Organon", som kaldes "Analytica Priora", fremfører Aristoteles sine tanker om en ren form for logik, hvor man ad logikkens vej kan nå frem til nye sande antagelser ved at kombinere eksisterende sande antagelser. Denne rene form for logik benævnes syllogisme.

Eksempel:

Alle mennesker er fejlbarlige (Major Præmis / Hjemmel / Warrant)
Filosoffer er mennesker (Minor Præmis / Belæg / Datum)
--------------------------------------------------------------------------------
Filosoffer er fejlbarlige (Konklusion / Påstand / Claim)

Ovenstående eksempel er en såkaldt kategorisk syllogisme, derved at begge præmisserne er kategoriske (tillader ikke nogen undtagelser)

Hvis man sammenligner med begreberne fra Toulmins model, vil man se, at de to præmisser svarer til henholdsvis hjemmel og belæg. Konklusionen, som drages ud fra de to præmisser, svarer ligeledes til påstanden i den Toulminske argumentationsmodel.

Begreberne 'Major Præmis' og 'Minor Præmis' ses enkelte gange oversat med de danske begreber 'oversætning' henholdsvis 'undersætning'.

Den rene logik (syllogismen) går videre end ovenstående enkle eksempel. Aristoteles opsummerer udtømmende, hvilke muligheder der findes for sammensætning af forskellige argumenter (265 i alt!) ud fra ovenstående argumentationsmodel. Videre kendskab til den syllogiske argumentationsmodel er dog - i vores moderne samfund - hovedsagelig et emne for filosoffer og historikere, da denne stringente form for logik er erstattet af den naturvidenskabelige arbejdsmetode. (Især den Boolske algebraiske logik har overtaget meget af den prestigeposition, den klassiske logik havde førhen).

Overbevisende argumentation

Den syllogiske logik har som formål at nå frem til sande resultater - den moderne argumentationsteknik har i højere grad som mål at overbevise mennesker!

Hvis man udelukkende fokuserer på, at ens argumentation skal overbevise - uanset om ens påstand er sand eller ej - kan man isolere fire forskellige strategier for at gennemføre denne argumentation:

1: Argumentation ved eksempel

At argumentere ud fra eksempler er i virkeligheden blot at generalisere ud fra nogle enkelte observationer.

Ser man eksempelvis 3 grå krager, vil man kunne generalisere og fremføre, at alle krager er grå, hvilket dog er fejlagtigt - der findes sorte krager.

Argumentation ved eksempel skal altså benyttes med forsigtighed - og kun fremføres, når man har tilstrækkelig mange forskellige eksempler at generalisere fra!

2: Argumentation ved analogi

Analogi-argumentationen benyttes, når man sammenligner et område med et andet.

Eksempelvis kan en medarbejder i en bankvirksomhed blive kritiseret for ikke at være "holdspiller". Herved skabes en analogi mellem bankens virkelighed og en anden virkelighed, nemlig sportens. Idet det er almindelig kendt, at sport handler om at vinde, og at holdspil kræver samarbejde, har man derved etableret et argument, for at vedkommende medarbejder skal samarbejde med øvrige medarbejdere, for at banken kan opnå succes (vinde).

Historisk har argumentation ved analogi været benyttet i kirkelige sammenhænge til at bevise! eksistensen af en Gud:

Smukke og gode huse har skabere: intelligente arkitekter og håndværkere. Verden er ligesom et smukt og godt hus. Derfor må verden også have en skaber, en intelligent arkitekt og håndværker, Gud.

(Denne argumentation forudsætter dog, at man accepterer, at verden i skabelsesmæssig henseende kan sammenlignes med byggeprocessen for et hus...).

3: Kausal argumentation

Ved kausal argumentation henfører man sit argument til en påstået årsagssammenhæng. Altså; hvis en bestemt "årsag" er til stede, vil denne efterfølges af en bestemt "konsekvens".

Kausal argumentation benyttes meget ofte - og benyttes samtidigt meget forkert! For at det kausale argument skal være et reelt argument, skal der være en virkelig kausal sammenhæng mellem årsag og konsekvens.

Et åbenlyst eksempel på en fejlagtig kausal argumentation:

Person x falder ofte i søvn efter at have taget nattøj på.

Selvom udsagnet på sin vis kan siges at være sandfærdigt - det er meget sandsynligt, at person x ofte falder i søvn efter at have taget nattøj på - så er der ikke nogen årsagssammenhæng mellem tilstedeværelsen af nattøjet og det at falde i søvn. Begge faktorer er derimod afhængige af to andre unævnte faktorer, nemlig at det er sent på dagen, og person x er søvnig!

(På et lidt mere avanceret niveau kan årsagssammenhænge opdeles i de deterministiske og stokastiske sammenhænge:

• De deterministiske sammenhænge er de sikre sammenhænge - altså forhold, vi kan være fuldstændigt sikre på: (Eksempelvis: Person X springer ud fra Rundetårn -> Person X falder nedad).
• De stokastiske sammenhænge er sammenhænge, som er sandsynlige - og for at bruge disse sammenhænge seriøst i en argumentation skal man helst i nogen grad kunne henvise til korrekte statistiske analyser).

4: Deduktiv argumentation

Deduktiv argumentation er den argumentationsform, som kommer tættest på den rene logik. Hvor alle de øvrige argumentationsformer på én eller anden måde har krævet, at modtageren af budskabet har været enig i eksemplernes gyldighed, ekspertens autoritet eller analogiens rigtighed, er den deduktive argumentation udelukkende baseret på logik. Den vil altid enten være sand eller falsk.

Eksempel:

• Når det regner, bliver man våd
• Det regner
• Altså bliver vi våde

Dette kan omskrives til en mere generel form:

• Hvis A så B A gælder
• Derfor gælder også B

(Der findes meget mere arbejdskrævende eksempler på logisk argumentation. Ovenstående er blot medtaget for at vise en simpel form. Den deduktive logik er én af de argumentationsformer, der har sine rødder direkte tilbage til Aristoteles. Den simple argumentationsform som vist ovenfor benævnes med Aristoteles begreb "Modus ponens").

Specielle tilfælde

Reduction ad Absurdum (Føre tilbage til det meningsløse)

Udgangspunktet for denne teknik er et udsagn, som man ikke mener er sandt. Teknikken går derefter ud på at antage, at udsagnet rent faktisk er sandt, og derefter udlede logiske konsekvenser fra dette udsagn. Herved kan man fremkomme med en usand eller meningsløs konklusion, hvormed man beviser, at det oprindelige udsagn ikke kan være sandt.

Eksempel:

Vi tvivler på, at verden har en skaber på samme måde som et hus har en skaber.
Lad os antage, at verden rent faktisk har en skaber på samme måde som huse.
Heraf følger, at Gud ikke er perfekt, fordi verden ikke er perfekt.
Men Gud kan kun være perfekt - det ligger i gudsbegrebet.
Altså har verdenen ikke en skaber på samme måde som et hus har det.

Ad hominem argumentet (Mod mennesket)

Udgangspunktet for denne argumentationsteknik er at dreje fokus fra sagen til personen. Teknikken er meget benyttet i politik!

Ad hominem argumentet kan benyttes i mediemæssig henseende til at køre hetz på en bestemt person. Ekstremer inden for denne argumentationsform findes i den amerikanske præsidentvalgkampagne.

Hvor "Reduction ad Absurdum" er en fuldgyldig accepteret teknik inden for stringent logik, er Ad hominem argumentet mere et ufint kneb, som benyttes til at overbevise tilhængere i politisk henseende, uden at man egentligt kan argumentere rationelt for sin sag.

Cirkelbeviset

Ligesom Ad hominem argumentet er cirkelbeviset ikke en accepteret logisk argumentationsteknik - det er nærmere en fejltype, som man helst skal holde sig fri af!

Det klassiske cirkelbevis forekommer, hvis man benytter det samme udsagn i både belæg og påstand.

Eksempelvis:

Dette er en fremragende kage (påstand), for jeg kan lide den (belæg)

Afsluttende bemærkninger

God argumentation

God argumentation kan bedømmes på følgende punkter:

1. Om argumentationen er korrekt
2. Om argumentationen er effektiv
3. Om argumentationen er interessant
4. Om argumentationen er redelig (sandfærdig)

En effektiv kommunikation er dermed ikke nødvendigvis nogen god kommunikation.

Eksempelvis var nazisternes propagandaprogram under anden verdenskrig både effektiv - og formentlig også interessant, siden de kunne vinde så stor tilslutning. Argumentationen var derimod ikke korrekt og slet ikke redelig (sandfærdig).

Det er af stor vigtighed for et demokratisk samfund, at borgerne er i stand til at analysere de argumentationsfølger, politikerne fremfører gennem medierne. Jo større mulighed borgerne har for at analysere og gennemtænke de argumenter, der vælges, desto større mulighed har borgerne for at forhindre, at de forkerte politikere får magten (sammenlign ligeledes med Hitlers vej til magten i førkrigstidens Tyskland)

Generelt gælder i øvrigt, at jo større magtasymmetri (ubalance i magtforhold), der er mellem afsender og modtager i kommunikationsforløbet, desto større risiko er der for, at kommunikationen er omfattet af uredelige og ukorrekte argumenter.

Formidlingskunst

En romersk senator, Cato den Ældre, brugte følgende sætning som valgsprog: Rem tene, verba sequentur!, hvilket nogenlunde kan oversættes til: Når først du fuldt ud har forstået emnet, finder ordene selv deres rækkefølge.

I forhold til at formidle og argumentere er sætningen uhyggelig vigtig. Man kan ikke argumentere for, eller formidle viden om et emne, som man ikke fuldt ud har forstået.

I forhold til skriftlig og mundtlig formidling gælder det altså om at søge at forstå grundlæggende sammenhænge i forhold til det emne, den problemstilling, der er i fokus for ens undersøgelse. Når først de grundlæggende sammenhænge er forstået, har man meget lettere ved at argumentere og formidle emnet. Samtidigt er man fri for at være afhængig af notathæfter eller nedskrevne fremlæggelser.

Videre læsning

- Om Argumentationsteknik: studypedia.au.dk/videnskabelighed/argumentation/. En side Aarhus Universitets hjemmeside, studiemetro, om argumentation for universitetsstuderende - udarbejdet af bl.a. Tine Wirenfeldt Jensen med udgangspunkt i bogen Akademisk Argumentation af Signe Hegelund (Samfundslitteratur, 2000)
- Wikipedia om argumentationsteknik: da.wikipedia.org/wiki/Argumentation
- Om Aristoteles' logik: plato.stanford.edu/entries/aristotle-logic/. En grundig artikel på engelsk på akademisk niveau.

Læs Kim Horsevads artikel som pdf.

Af Arvid Klein Gregersen, cand.mag. i Retorik. Oprindelig bragt i Dansk Noter nr. 3 2011. Gengivet med tilladelse fra forfatteren på dansksiderne.dk d. 22. marts 2016.

I kraft af kommentarfelter på blogs, avisartikler og anmeldelser indgår eleverne dagligt i sammenhænge, hvor de ikke bare modtager information, men også kan diskutere indbyrdes. Her bliver elevernes evne til at forstå og udforme argumentation central. Her mener jeg, at Toulmins model ofte kommer til kort. I denne artikel giver jeg et bud på en mere praktisk anvendelig retorisk argumentationslære, der ikke blot kan gøre analyse af argumentation nemmere for dine elever, men ofte også ligefrem sjovt. Målet er at forbedre elevernes argumentation gennem forståelse af, både hvad der gør et argument godt, og hvad der gør et argument dårligt.

Da jeg første gang skulle undervise i argumentation, vendte jeg mig naturligt nok mod Toulmins model. Den er det argumentationsværktøj, der er mest udbredt i Danmark, og det jeg er flasket op med fra mit studium på Københavns Universitet. Det var en pinsel at gå igennem et helt undervisningsmodul, hvor eleverne sad paf med plirrende øjne og prøvede at skjule, hvorledes den manglende forståelse kappedes med manglende interesse om at være størst. Næste gang prøvede jeg at gøre forklaringen endnu mere pædagogisk, men lige lidt hjalp det. Drevet af desperation besluttede jeg mig for at prøve en helt anden tilgang inspireret af argumentationsteoretikeren Trudy Govier (Nærmere bestemt ARG-modellen i Trudy Goviers Conductive Argumentation). Her opgav jeg Toulmins fine model og fokuserede i stedet på en mere simpel tilgang, hvor fokus lå på at vurdere argumenterne. Her begyndte jeg for første gang jeg at se begyndende forståelse i øjnene på eleverne.

Siden har jeg løbende arbejdet med at udskifte sprogbrug og fokus, så argumentationsundervisningen blev mere forståelig og anvendelig i kortere forløb. Normalt underviser jeg voksne kursister, men problemstillingen er den samme for gymnasieeleverne, fornemmer jeg. De har ofte svært ved at finde belæg og hjemmel i en tekst, så snart man bevæger sig ud over skoleeksempler såsom "han er slem, fordi han slår sin hund". Én ting er, at begreber som hjemmel, gendrivelse og belæg sprogligt føles så fremmedartede, at de i sig selv kræver mental energi at tøjle, de dækker også over abstrakte kategorier, som bliver meget svære at bruge, når det meste står mellem linjerne, som det jo ofte gør, når vi argumenterer.

Et vigtigt krav til en mere praktisk teori er, at den primært baserer sig på, hvad der faktisk står i teksten (hos Toulmin skal man ofte selv formulere flere dele i modellen). Samtidig flytter jeg det primære fokus over på tekstens indhold (hvilken virkning har argumentet) snarere end tekstens struktur (hvordan er argumentet opbygget). Af denne grund opererer jeg med en simpel model, der kun består af to elementer. Påstande (jeg mener dette) og argumenter (på grund af dette). Jeg bruger ordet argument i stedet for belæg, da jeg ikke ser nogen grund til at indføre et nyt svært ord for noget, eleverne allerede har et ord for. For at undgå forvirring anbefaler jeg, at man bruger ordet argumenter om de enkelte grunde og ordet argumentation, når der refereres til argumentationen som helhed (dette kaldes normalt også bare et argument).

For at vurdere argumenter foreslår jeg at fokusere på tre parametre: Vægt, relevans og hæderlighed. De to første handler om, hvordan argumenter vurderes (disse bruges af Jørgensen, Kock og Rørbech i ”Retorik der flytter stemmer” til at bestemme effekten af eksempler i argumentation, men jeg foreslår begreberne udvidet til at bruges om alle argumenter), mens det sidste fokuserer på de situationer, hvor den argumenterende tyer til underlødige tricks. Jeg anbefaler til helt korte forløb primært at tage udgangspunkt i hæderlighed, da eleverne ofte finder dette nemt og spændende, men det er i begreberne vægt og relevans, at man for alvor kan komme i dybden med veje argumenter mod hinanden.

Hvordan vejer vi argumenter?

Jeg bruger bevidst ordet veje, når det handler om vurdering af argumenter. Det er nemlig givtigt at se argumentation som noget, hvor der er gode grunde både for og imod, som skal vejes i forhold til hinanden. Et argument står nemlig sjældent alene, men spilles konstant ud mod modsatrettede holdninger, der ikke nødvendigvis er forkerte heller. Denne tanke kendes i dansk retorisk teori som vægtskålsmetaforen. I vægtskålsmetaforen er loddernes størrelse (vægt) symbol på argumentets vægt (overbevisningskraft eller effekt).

Snarere en vippe end en vægtskål

Vægtskålsmetaforen har det problem, at den gennem metaforikken antager, at argumenterne har en absolut vægt uanset situationen. Hvis de er i vægtskålen, så tynger de ned med en fast vægt. Jeg foreslår derfor i stedet, at vi ser argumentation som en vippe, hvorpå der kan placeres lodder (argumenter) på begge sider fra midten og helt ud til kanten. Ser vi argumentation på denne måde, får vi loddernes relative vægt tilbage i vores metaforik. Selvom et argument alt-andet-lige har en vis vægt, så er det ikke ensbetydende med, at det samlet set er vægtigt, hvis ikke det er relevant for det, der diskuteres. Et ekspertudsagn fra en overlæge er ikke mere vægtig end et fra en tilfældig mand på gaden, hvis det handler om, hvorvidt det bliver godt vejr i morgen. Ser vi argumentation således, bliver de primære vurderingskriterier altså vægt i sig selv og deres relevans i forhold til situationen. Disse to begreber kan bruges til at indkredse argumenters effekt. Hertil kommer nemlig det, jeg vil kalde argumentatorisk hæderlighed, der omhandler argumentets lødighed. Til sammen giver disse tre parametre et godt indblik i, hvordan vi skal vurdere et argument.

Hvad giver et argument vægt? Når vi forsøger at give argumenter vægt, sker det ofte gennem brug af ekspertudsagn, tal og statistikker. Typisk vil ekspertudsagn (fx en overlæge) vægte tungere end lægmands ord (fx en tilfældig man spørger på gaden). Højere tal (fx 90%) vil vægte tungere end lavere (fx 25%). Højere instanser (fx højesteret) vægter højere end lavere (fx byretten). Her kan man sige, at lodderne har en vægt i sig selv. Bemærk her, at alle tre appelformer kan bruges til at give vægt. Ekspertudsagn vægtes efter ekspertens troværdighed (etos). Jo højere ethos, jo mere vægt ligger der alt andet lige i argumentet. Tal og statistik appellerer til det rationelle (logos). Jo mere markante tallene er, jo mere vægt ligger der alt andet lige i argumentet. Man kunne også forestille sig vægt ud fra følelsesappel (patos). Denne vil oftest have karakter af indignation, frygt eller medlidenhed. Jo stærkere følelse, jo mere vægt ligger der i argumentet. Disse kan også kombineres i det enkelte argument: Man kan godt have en ekspert til at præsentere nogle tal, hvorved både ekspertens ethos giver troværdighed til tallene såvel som tallenes egen vægt. Hvor tungt argumentet vurderes at veje i sig selv, er noget eleven må præsentere i sin analyse ud fra diskussion af de elementer, der giver vægt.

Eksempel: Som argument for indførelse af burkaforbud i Danmark blev det fremhævet, at det også var et trafiksikkerhedshensyn, da burkaen giver begrænset udsyn. Trafikhensynet vægter i sig selv højt, fordi sikkerheden i trafikken er noget størstedelen af danskerne sætter højt. Det er også en relevant pointe, at burkaens manglende udsyn kan være problematisk. Til gengæld har man glemt at undersøge, hvor mange burkabærende bilister, der er i Danmark. En rapport fra KU opgjorde det samlede antal burkabærende kvinder til tre, så antallet af burkabærende bilister er sandsynligvis nul. Hermed mister argumentet fuldstændig sin vægt.

Men som nævnt er det ikke nok at se på argumenters vægt i sig selv. Vi må også se på, hvilken relevans de har i forhold til det, der argumenteres om. Hvor relevant er ekspertens viden i denne sag? Er eksperten specialist i netop det, der diskuteres, kan mere af ekspertens etosvægt omsættes til samlet effekt af argumentationen. Hvis ekspertens speciale er løsere beslægtet med det diskuterede område, så er effekten af ekspertens udsagn mindre. På samme måde skal tal og statistik ses i forhold til det, der argumenteres om. Hvor højt er tallet i forhold til andre tal inden for samme område. 100.000 kroner er meget i et husholdningsbudget, men det er ubetydeligt i forhold til eksempelvis landsøkonomien. Ligeledes kan der ofte fremføres meget gribende historier (det vil sige med udgangspunkt i patosappel), som taler for noget, men de skal igen ses i forhold til sammenhængen.

Eksempel: I forbindelse med diskussion om legalisering af hash blev det fremført, at 75% af de, der brugte hårde stoffer, havde røget hash. 75% er et højt tal (stort lod), men spørgsmålet er, hvor relevant dette faktum er for diskussionen om hårde stoffer. Hvis det kan påvises, at hash som rusmiddel fører til hårde stoffer, så er det meget relevant. Men tallet er uden denne præmis irrelevant. Dette kan man sætte på spidsen ved at bemærke, at 99% af alle, der tager hårde stoffer, har prøvet at køre på cykel. Selvom 99% er et utroligt højt tal (endnu større lod), så er den samlede effekt af argumentet minimal, fordi det tydeligvis er irrelevant for sagen. På samme måde som et stort lod absolut ingen forskel gør, hvis det står på midten af vippen.

Meget af den politiske kommunikation, vi ser i medierne i dag både fra politikere og borgere, er præget af, at tonen er hård og uforsonlig. Der gøres ofte et nummer ud af at få modparten til at fremstå i dårligt lys. Dette sker gennem en række brud på det, jeg vil kalde argumentatorisk hæderlighed (For en uddybende indføring i denne problematik kan jeg anbefale retorikprofessor Christian Kocks bog ”De svarer ikke”. Den er rig på eksempler og forklaringer af blandt andet de uskikke, jeg tager op under hæderlighed.).

I ordet hæderlighed ligger der både, at argumentationen etisk set kan være hæderværdig (i betydningen forbilledlig), og at den blot er i orden (i betydningen acceptabel). At lægge vægt på argumentatorisk hæderlighed er en nem indgangsvinkel til at få gang i spændende diskussionen om argumentation samtidig med, at det synes desuden at give eleverne en øget forståelse for nødvendigheden af en sober tone i debatter. Bruddene på argumentatorisk hæderlighed er ofte nemme at finde, mens det kan være sværere at bestemme, hvordan de skal vurderes i forhold til situationen. Her mener jeg personligt, der er tale om en problematik, der er indbygget i al retorisk analyse, og det primære mål er, at eleven kan bringe fokus på steder i teksten, der er problematiske og diskutere, hvordan de kan vurderes. I det følgende kommer en kort præsentation af nogle af de mest gængse og åbenlyse brud på hæderlighed, som er rigt forekommende i argumentation over alt, men særligt i onlinemediernes ofte impulsive blogs og kommentarspor. Disse er både nemme for eleverne at forstå og finde og rigt forekommende i de fora, hvor eleverne færdes. Jeg har delt mine eksempler på brud på hæderlighed op i tre grupper.

De tydelige hæderlighedsbrud

Der er nogle hæderlighedproblemer, som er særligt tydelige. I antikken kaldte man det "Ad hominem", og det dækker over, at man i argumentationen går efter manden og ikke efter bolden. De mest gængse er konfrontatoriske angreb på personer, tilskrivning af skjulte motiver og stråmandsargumenter. Formålet er at ødelægge modpartens troværdighed (ethos).

Konfrontatoriske angreb på personer er, når afsenderen angriber personen. Disse ses både i politiske debatter på tv såvel som i onlinedebatter. I politiske debatter er det ofte beskyldninger om ikke at være god til tal, at være hyklerisk eller dobbeltmoralsk. I onlinefora borgere imellem tages bladet ofte mere fra munden, og modparten kaldes simpelthen for dum eller det, der er værre. Problemet med denne form for argumentation er, at den oftest er bygget på enkeltsager og løse antagelser. Når der fokuseres på angrebet, flyttes fokus fra den faktiske sag til noget irrelevant.

Tilskrivning af skjulte motiver forekommer, når afsenderen spekulerer i modpartens bevæggrunde for at gøre noget. Dette er noget, som er udtalt i den politiske journalistik, hvor der ofte tales lige så meget om, hvorfor politikere udtaler noget, som hvad de faktisk udtaler, men det findes dog også i rigt mål i argumentation generelt. Problemet her er, at vi jo altså reelt aldrig med sikkerhed kan vide, hvorfor andre gør, som de gør. At vi stikker dem skjulte motiver i skoene hjælper ikke til at veje argumenterne op mod hinanden, men forskyder blot fokus til mindre relevant gætværk om strategi.

Stråmandsargumentet er, når en afsender forvansker modpartens holdning gennem forsimpling på en sådan måde, at det er nemt at skyde ned. Dette er en fremherskende uskik i argumentation i dag. Et kendt eksempel er George Bushs udtalelse "de hader vores frihed" om terrorangrebet 11. september 2001. At hade frihed er et synspunkt, der er vanskeligt at forsvare, men det er næppe en retvisende gengivelse af terroristernes bevæggrunde. I sin mest ekstreme variation finder vi, at afsenderen på en eller anden måde kobler modpartens synspunkt med Hitler eller nazismen. Tanken er, at hvis man kan få modparten til at stå skulder med skulder med nazister, vil man vinde argumentationen. Faldgruben er jo naturligvis, at der sjældent er nogen, der reelt set er på linje med Hitler, hvorfor der er tale om en forvanskning af modpartens holdning.

Hæderlighed - subtile tricks

Ud over personangrebene er der også en håndfuld andre tricks, som eleverne kan finde i teksterne. Jeg har valgt at fremhæve framing af begreber, forsimplede kontraster, postulater og manglende svar.

Framing af begreber optræder, når vi gennem vores sprogbrug ændrer den måde, en sag ses på. Tænk på, hvordan udtrykket "cafepenge" får SU for hjemmeboende til at lyde som unødvendig luksus. Arbejdsmarkedsbidrag lyder bedre end bruttoskat. Dette er ikke forbudt, men kan trække debatten over i Orwellsk "new-speak".

Forsimplede kontraster optræder, når en afsender forsøger at opstille en problemstilling som et valg mellem to alternativer. Det mest citerede eksempel er nok George W. Bushs udsagn "Enten er I med os, eller også er I imod os". Her bliver sagen sat på spidsen, hvor man må vælge side, mens virkeligheden jo er mere nuanceret end som så. Herhjemme har vi valgsloganet "Stauning eller kaos", der spiller på samme opstilling. Enten vælger vi Stauning, eller også accepterer vi kaos, selvom der jo i realiteten var masser af andre valgmuligheder.

Postulater er, når vi fremsiger en påstand uden at argumentere for den. Inden for retorikken kalder man det også autoritetsargument, da argumentets vægt (fordi jeg siger det) alene afhænger af afsenderens troværdighed. Som udgangspunkt er det dog godt at vise eleverne, hvordan de virker (eller rettere oftest ikke virker) i praksis.

Manglende svar er en uskik, der ofte ses i politisk debat. Man udvælger sig det, man har et svar til, og resten undlader man at svare på. Grunden til, at dette kneb bruges, er, at det i mundtlige debatter kan være svært at holde fokus, hvorved man altså kan undgå at dvæle ved ubehagelige modargumenter.

Med disse tre parametre kan eleverne nemmere analysere, vurdere og diskutere argumentationen. Ønsker man at lave et længere forløb, kan man med fordel arbejde med begreberne vægt og relevans, da disse er sværest at bruge i praksis. Min erfaring er, at arbejdet med disse begreber i høj grad skærper elevernes blik for argumentation på et overordnet niveau. Har man kun tid til et kortere forløb, kan man med fordel fokusere primært på hæderlighedsbrud.

Jeg har selv haft held med at starte simpelt med at starte med at præsentere de tre parametre illustreret med gode eksempler. Herefter uddeler jeg en tekst. Hvis eleverne ikke er trygge ved teorien, plejer jeg at lade dem finde tydelige hæderlighedsbrud først. Hvis niveauet er højt, kan man slippe eleverne løs og selv identificere forskellige typer brud og diskutere vægt relevans. Når eleverne er blevet fortrolige med at bruge parametrene, anbefaler jeg, at de sættes til at skrive den valgte tekst om, således at argumentationen bliver mere solid. På denne måde får de lejlighed til at afprøve teorien selv, hvilket plejer at give rigt udbytte. Ønsker man at tage læringsprocessen et skridt videre, kan man anonymisere de omskrevne indlæg og lade andre elever skrive en feedback med tre gode ting og tre ting, der kunne forbedres. Mulighederne er mange. Det vigtige er, at eleverne får værktøjer, de kan bruge i praksis, og applicerer dem på spændende tekster, der kan engagere dem. Nedenfor giver jeg et par teksteksempler, jeg selv har brugt (inklusiv noter til nogle af de ting, der kan tages op). Ellers kan det anbefales at kigge på kommentarsporene på avisartikler online (Både EB, Politiken og JP har disse). De bugner af yderst tvivlsom og spændende argumentation, som ofte giver lejlighed til gode engagerede diskussioner.

Hvis du også er træt af rynkede bryn og tomme øjne i klassen, når du begynder at tale om argumentation, har du altså her et bud på, hvordan du kan komme omkring det. Det behøver altså ikke være en pinsel. Prøv selv.

• To eksempeltekster (argumentationsanalyse af debatindlæg fra to politikere fra hhv. Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
• Hele artiklen som pdf.

Af Jørgen Bøge, lektor på Viby Gymnasium.

Toulmins argumentationsmodel

- kan fungere som et redskab til:

• at forholde sig kritisk til andres synspunkter
• at gennemskue strukturen og vurdere kvaliteten af argumenterne i fx reklamer, artikler og taler
• at opbygge, strukturere og styrke dine egne argumenter, fx i en skriftlig opgave eller i en tale

Argumentationsmarkører

Argumentets elementer er ofte (men ikke altid) markeret ved hjælp af småord (konjunktioner, præpositioner o.a.):

• Påstand (P): derfor, af den grund, som følge heraf, heraf ses m.fl.
• Belæg (B): fordi, på grund af at, da m.fl.
• Hjemmel (H): eftersom, som vi jo alle ved m.fl.

Den udvidede argumentationsmodel

Modellens nye elementer er:

• Rygdækning (R): man bakker sit argument op med yderligere et (eller flere)
• Styrkemarkør (S): man styrker argumentet ved fx at understrege sin overbevisning om at det er sandt
• Gendrivelse (G): man styrker argumentet ved at vise at man allerede har tænkt et modargument ind - man styrer modstanden derhen hvor man ved at man kan slå den ned

Brug modellerne med omtanke! Dvs, brug dem til at kortlægge hovedargumentet i en tekst! Og dét finder du ikke ved hjælp af en model, men kun ved at læse teksten grundigt og kritisk!

Argumentationsform i skriftlig dansk

At karakterisere vil sige at slå ned på særegne træk. Hvis en skriftlig opgave (oftest kronikken) kræver en karakteristik af argumentationsformen, har den indbygget en forventning om, at du kan gennemskue og formidle hvilke aspekter ved tekstmaterialet, der er centrale i forhold til de synspunkter, det præsenterer. Husk, at sagprosatekster, debatterende tekster, kronikker o.l. ligesom skønlitterære tekster taler med deres egne stemmer. Din opgave ligger altså i at formidle tekstens/teksternes særlige sproglige, stilistiske og/eller argumentatoriske kendetegn.

Det kan indbefatte:

• appelformer: patos, etos, logos
• argumentation: påstand, belæg, hjemmel (evt. styrkemarkører, rygdækning, gendrivelse)
• argumentationstyper, fx: mængdeargument, ekspertargument, deskriptionsargument, erfaringsargument, skræmmeargument (se nedenfor)
• brug af eksempler
• ironi
• sarkasme
• humor
• ordspil
• bevidst brug af parataktiske eller hypotaktiske sætningsstrukturer - eller skift mellem disse
• brug af farvede, forstærkende eller indignerede adjektiver
• retoriske spørgsmål
• intertekstualitet
• iøjnefaldende brug af tegn
• høj stil (højt lixtal og mange fremmedord/tekniske begreber/fagterminologi)
• lav stil (lavere lixtal, brug af jargon, bandeord, latrinære og vulgære udtryk)
• brug af troper og figurer

... og meget andet: Brug øjnene og din sunde fornuft! Gå målrettet efter det der er bemærkelsesværdigt ved netop denne tekst og undgå at bruge denne liste (eller andre af samme slags) slavisk!

Du må gerne kombinere redegørelsen for tekstens synspunkter med karakteristikken af dens argumentationsform. Den bedste fremstilling får du når du får form og indhold til at spille sammen, og det gør du ved at bruge dine konkrete iagttagelser af tekstens virkemidler til at formulere dig om sammenhængen mellem form og indhold i teksten.

Argumentationstyper (argumentkneb)

Her er nogle af de mest brugte argumentationstyper:

• ekspertargument (læger, videnskabsmænd m.fl.)
• chefargument (politiet, læreren, forældrene, Gud)
• referencegruppeargument / idolargument (f.eks. rockmusikere, fodboldspillere)
• auroritetsargument (ligelig blanding af ekspert-, idol- eller chefargument)
• ad-hominem-argument (personlige positive egenskaber, fx pålidelig, ubestikkelig)
• mængdeargument (stort antal, fx "ni ud af ti", "nu set af 500.000")
• deskriptionsargument (fra beskrivelse af enkelttilfælde til generalisering)
• trusselsargument (straf, fyring, uheld)
• lykkeargument (ungdom, rigdom, evig elskov)
• frygtargument (modsat lykkeargument)
• generaliseringer
• banaliteter

Vi bruger nogle gange betegnelsen argumentkneb om dem, men undgå at forholde dig moraliserende til dem. Analysens mål er at finde dem og beskrive hvordan de bruges, hvordan de virker, og hvilket formål de tjener.

Talehandlinger i argumentationssammenhæng

Man skelner mellem fem typer af talehandlinger:

1. Konstativer: - fx påstå, informere, gengive, fortælle, forklare - dvs. konstateringer af hvordan afsenderen opfatter tingene; de markerer overbevisning, men kan også opfattes som udtryk for påståellighed.
2. Direktiver: - fx beordre, spørge, anmode, råde, kræve - direkte og ærlige forsøg på at fremkalde en reaktion, anvisninger på hvordan tingene bør opfattes; de markerer ærlighed omkring formålet, men kan også virke styrende og kommanderende.
3. Kommisiver: - fx love, garantere, nægte, sværge - dvs. forpligte sig til at gøre noget; de kan virke beroligende, men kan også give tab af troværdighed hvis de ikke følges op af handling.
4. Ekspressiver: - fx lykønske, rose, undskylde, beskylde - dvs. udtrykke sine følelser; de kan gøre teksten personlig og afsenderen nærværende, men kan også kamme over og give en fornemmelse af noget useriøst og manipulerende.
5. Deklarationer: - dvs. erklæringer, som er mere formelle og på et højere niveau end kommisiver; de står og falder med afsenders autoritet til at fremsætte dem.

(Læs eventuelt en artikel af Jane Lægaard Faerber om John Austins talehandlingsteori: http://www.teorier.dk/tekster/john-langshaw-austin-talehandlingsteorien.php).

Artikel med henvisning til opslag på Wikipedia af Erik Mørch, Th. Langs HF & VUC, 2017.

Væselord: (fra dansk Wikipedia) er betegnelsen for ord og vendinger, der får et vildledende eller indholdsløst udsagn til at se rigtigt og tilforladeligt ud (en væsel kan snige sig ind i hønsehuset og tømme et æg gennem et lille hul i skallen, så ægget ser helt ud). Eksempelvis kan et svagt eller udokumenteret udsagn komme til at se mere substantielt ud, end det faktisk er, og en tilsyneladende konkret påstand kan modereres, så den reelt bliver vag.

(Tjek også den engelske wikipedia-artikel: https://en.wikipedia.org/wiki/Weasel_word).

Væselord benyttes til at fjerne opmærksomheden fra ufuldstændige eller modstridende oplysninger, så påstanden bliver sværere at argumentere imod. De bruges desuden til at dæmpe virkningen af ladede eller kontroversielle udsagn. Bruges de bevidst, er det en form for spin.

• "Flere eksperter mener, at problemet er tiltagende." (hvilke eksperter er der tale om og hvor kompetente er de?)
• "Det blev foreslået at afslutte mødet." (hvem foreslog det?)
• "Mange mener, at straframmen for voldtægt bør hæves." (hvor mange, hvor stor procentdel af befolkningen og hvor kompetente er de til at vurdere dette?)

Væselord falder ofte i følgende kategorier:

• Numerisk vage udtryk: "nogen" (hvem?), "mange" (hvor mange?), "flere eksperter" (hvilke eksperter?).
• Passiv: "det nævnes ofte, at ..." (hvem siger det?), "rygtet vil vide, at ..." (hvem bragte rygtet til torvs?).
• Vage tillægsord og biord: "det sker kun sjældent, at ..." (hvor hyppigt sker det?), "en betydelig forøgelse" (hvor stor forøgelse?).

Engelsksprogede eksempler:

• "A growing body of evidence..." (Where is the raw data for your review?)
• "People say..." (Which people? How do they know?)
• "It has been claimed that..." (By whom, where, when?)
• "Critics claim..." (Which critics?)
• "Clearly..." (As if the premise is undeniably true)
• "It stands to reason that..." (Again, as if the premise is undeniably true-see "Clearly" above)
• "Questions have been raised..." (Implies a fatal flaw has been discovered)
• "I heard that..." (Who told you? Is the source reliable?)
• "There is evidence that..." (What evidence? Is the source reliable?)
• "Experience shows that..." (Whose experience? What was the experience? How does it demonstrate this?)
• "the person may have..." (And the person may not have.)
• "It has been mentioned that..." (Who are these mentioners? Can they be trusted?)
• "Popular wisdom has it that..." (Is popular wisdom a test of truth?)
• "Commonsense has it/insists that..." (The common sense of whom? Who says so? See "Popular wisdom" above, and "It is known that" below)
• "It is known that..." (By whom and by what method is it known?)
• "It is recommended that..." (Who is recommending it? Upon what authority?)
• "Officially known as..." (By whom, where, when, and who says so?)
• "It turns out that..." (How does it turn out?)
• "It was noted that..." (By whom, why, when?)
• "Nobody else's product is better than ours." (What is the evidence of this?)
• "Our product is regarded as..." (Regarded by whom?)
• "Award-winning" (What type of award, when was it given and by whom?)
• "A recent study at a leading university..." (How recent is your study? At what university?)
• "(The phenomenon) came to be seen as..." (by whom?)
• "Up to sixty percent..." (so, 59%? 50%? 10%?)
• "More than seventy percent..." (How many more? 70.01%? 80%? 90%?)
• "The vast majority..." (75%? 85% 99%? How many?)
• "Multilingual" (Means able to communicate in more than one language. But how many? Two? Twenty? Are they French plus German? Or American English plus British English?)

• "Cross-platform" (Same as "Multilingual" above, but could also mean "platform-independent" or "not readily supporting any platform at all".)