Retorisk analyse

Retorik - af Frank S. Byrnel (ca. 2010)

Retorik betød oprindeligt læren om god talekunst, men i dag forstås det i en bredere betydning, nemlig i betydningen: læren om, hvordan man kommunikerer godt, hensigtsmæssigt og overbevisende - i både tale og skrift og andre udtryksformer.

Når den dygtige retoriker skal forberede en tale eller skriftligt debatindlæg, så lader han sig vejlede af følgende spørgsmål: hvordan får jeg sagt eller skrevet det, jeg vil sige, på en måde, så det fanger og overbeviser tilhøreren eller læseren?

Retorik har måske stadig en biklang af manipulation og forførelse. Jævnligt hører vi politikere omtale udsagn fra andre (politiske modstandere!) som 'ren retorik' i betydningen 'tom tale'. Det er en forkert måde at bruge ordet på. 'Tom tale' er bare dårlig retorik. Retorik er læren om at tale godt - det vil sige forståeligt og overbevisende.

Vi åbner munden for at blive hørt. Ordet 'person' kommer af 'persona' som på latin oprindeligt betød 'munden på skuespillerens maske', og stemmen lød igennem (latin: per sonare) munden. Denne sammenkobling af mennesket og stemmen er tankevækkende. Vi ér vores lyd så at sige.

I antikken var undervisning først og fremmest undervisning i retorik. Så grundlæggende var det at kunne tale godt. Mange af retoriklærerne var professionelle taleskrivere, såkaldte logografer. De skrev taler som andre fremførte. Hvis man ikke selv magtede at skrive sin tale, kunne man henvende sig hos dem.

Retorikkens virkefelt var og er altså ikke bare talen, men også skriften - og den er ikke bare skriften, men også talen. Talen var inddelt efter ganske bestemte principper som er nedfældet i Rhetorica Ad Herennium (ca. 86-82 f.Kr.) som var en sammenfatning på latin af hellenismens skoleretorik. Værket består af fire bøger.

Den første bog handler bl.a. om retorikkens fem discipliner. Det er slående hvor brugbare de stadig er som en inddeling af journalistikkens arbejdsfaser.

De fem er:

  1. INVENTIO: at fremskaffe stof
  2. DISPOSITIO: at ordne stoffet
  3. ELOCUTIO: at give stoffet en virkningsfuld sproglig form
  4. MEMORIA: at indøve og huske
  5. ACTIO: at fremføre talen

Man taler indenfor retorikken traditionelt om tre måder man kan appellere til modtageren på - de såkaldte appelformer, der blev formuleret af retorikkens grundlægger, den græske filosof Aristoteles (384-322 f.v.t.):

  1. Logosappellen - hvor man taler til modtagerens fornuft (logik). Taleren bruger saglige argumenter, taler i neutrale vendinger og understøtter fx sine argumenter med faktuelle oplysninger, fx statistiske.
  2. Etosappellen - hvor taleren søger at fremstå troværdig og tillidsvækkende. Taleren kan slå på sine gode egenskaber ved fx at forsøge at fremstå som et moralsk menneske, der vil det gode og retfærdige. Eller ved at bestræbe sig på at opbygge et image som pålidelig eller en autoritet i forhold til sagen det drejer sig om.
  3. Patosappellen - som bruges når taleren vil påvirke modtageren følelsesmæssigt. Her forsøger taleren at vække følelser hos tilhøreren som medlidenhed, forargelse, længsel, skyldfølelse osv.

Ud over appelformerne er der også følgende andre virkemidler til at fange tilhørerne:

  • Allusion: Skjulte referencer til fx Bibelen, sange, salmer
  • Anafor: Sætninger begynder med samme led. Eksempel: Her vil ties. Her vil bies. Skaber rytme, sammenhæng, fremhæver
  • Antitese (kiasme): Modsætninger også som antonymer: krig, fred - sort, hvid; kiasme efter det græske bogstav khi, X, virker bedst på skrift. Eksempel: sommeren er varm og kold er vinteren. Anskueliggør, forenkler
  • Apostrofe: Højtidelig anråbelse. Eksempel: O store Aand!. Dramatiserende
  • Arkaiserende sprog: Bevidst brug af gammeldags sprog
  • Besjæling: Hvor døde ting får menneskelige egenskaber (stenen græd). Virker anskueliggørende
  • Rim: Enderim, allitteration (konsonantrim), assonans (vokalrim). Skaber rytme
  • Epanastrofe: En sætning slutter med det samme ord, som den næste begynder med. Eksempel: Vi længes efter drømmen. Drømmen om en bedre fremtid. Skaber rytme, sammenhæng, fremhæver
  • Epifor: Identisk gentagelse i slutningen af sætningen. Skaber rytme, sammenhæng, fremhæver
  • Exclamatio: Udråb. Eksempel: Åh, hvor er det skønt!. Dramatisk effekt, følelsesbetonet
  • Gentagelse: Virker forstærkende, indprentende
  • Hyperbel: Overdrivelse. Eksempel: Det er fandme godt!
  • Ironi: Ordene siger et, men betyder noget andet. Skaber samhørighed; modstanderen forstår koden
  • Litote: Underdrivelse. Eksempel: Det er ikke så ringe endda
  • Metafor: Et udtryk eller en vending der er sammensat af to forskellige forestillingsområder (druens blod), eller hvor et billedligt udtryk bruges i stedet for selve sagen (politisk dødvande, moralsk sump, flaskehals). Virker anskueliggørende
  • Oxymoron: Sammensætning af to ord der modsiger hinanden. Eksempel: en lovlig forbrydelse
  • Personifikation: Et udtryk eller en vending hvor abstrakte forhold fremstilles som menneskelige væsener(døden er en gammel mand, lykken er en kvinde). Virker dramatiserende
  • Retorisk spørgsmål: Spørgsmål der ikke kræver svar, men som skal fange opmærksomheden. Skaber eftertanke, inddrager modtageren
  • Sammenligning: Eksempel: dine læber er som sommerfuglevinger. Virker anskueliggørende
  • Symbol: Udtryk og vendinger som repræsenterer almene forestillinger (rosen: kærlighed, duen: fred). Virker anskueliggørende
  • Tautologi: Gentagelse med variationer v. h. a. synonymer. Eksempel: Der findes ikke den sag, det emne, det område som.. . Virker forstærkende, indprentende
  • Triade: Tre led. Eksempel: Friends, romans, countrymen. Skaber rytme, sammenhæng, fremhæver.

Se også artikler om mundtlig udtryksfærdighed.

Til toppen

Glossary

Allitteration

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at begyndelsesbogstaver, der er eller lyder ens, gentages i flere ord. Et eksempel: Jeg går da tit en tur og tænker mig tom. (Verslinje i sangen Lad det staa af Mikael Simpson fra cd'en Noget laant, noget blaat, 2011).

Assonans

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at vokaler inde i ord, der er eller lyder ens, gentages. Eksempel: Lige før vi for vild.

Besjæling

I billedsproglig sammenhæng er en besjæling en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at en konkret ting/et objekt tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.

Eksempel: Havet glider rødmende ind i solens ild. (Fra Gustaf Munch-Petersens digt rids, 1937). I denne verslinje tillægges det konkrete element 'havet' den menneskelige egenskab at kunne rødme.

Metafor

En metafor er et sprogligt eller visuelt udtryk, der skal forstås i overført betydning, dvs. i en anden end dens bogstavelige betydning.
Eksempel på en metafor: Mit hjerte det er et vindu med isblomster (fra Jens August Schades digt Regndiamanterne, 1926).
Metaforens funktion er at føre egenskaber ved et element over til et andet element.

Personifikation

I billedsproglig sammenhæng er en personifikation en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at et abstrakt forhold eller begreb tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.

Eksempel: Som husked du et øjebliks sorger, (...) / som venter skinsygt på, at du skal skænke dem en tanke. (Fra William Heinesens digt Pigen og månen, 1927). I disse verslinje tillægges de abstrakte begreber 'øjeblikket' og 'sorger' hver deres menneskelige egenskaber: Øjeblikket tillægges den egenskab at kunne sørge, og sorgerne tillægges den egenskab at kunne være jaloux.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt