Retorik

Retorik - af Frank S. Byrnel (ca. 2010)

Retorik betød oprindeligt læren om god talekunst, men i dag forstås det i en bredere betydning, nemlig i betydningen: læren om, hvordan man kommunikerer godt, hensigtsmæssigt og overbevisende - i både tale og skrift og andre udtryksformer.

Når den dygtige retoriker skal forberede en tale eller skriftligt debatindlæg, så lader han sig vejlede af følgende spørgsmål: hvordan får jeg sagt eller skrevet det, jeg vil sige, på en måde, så det fanger og overbeviser tilhøreren eller læseren?

Retorik har måske stadig en biklang af manipulation og forførelse. Jævnligt hører vi politikere omtale udsagn fra andre (politiske modstandere!) som 'ren retorik' i betydningen 'tom tale'. Det er en forkert måde at bruge ordet på. 'Tom tale' er bare dårlig retorik. Retorik er læren om at tale godt - det vil sige forståeligt og overbevisende.
Vi åbner munden for at blive hørt. Ordet 'person' kommer af 'persona' som på latin oprindeligt betød 'munden på skuespillerens maske', og stemmen lød igennem (latin: per sonare) munden. Denne sammenkobling af mennesket og stemmen er tankevækkende. Vi ér vores lyd så at sige.
I antikken var undervisning først og fremmest undervisning i retorik. Så grundlæggende var det at kunne tale godt. Mange af retoriklærerne var professionelle taleskrivere, såkaldte logografer. De skrev taler som andre fremførte. Hvis man ikke selv magtede at skrive sin tale, kunne man henvende sig hos dem.

Retorikkens virkefelt var og er altså ikke bare talen, men også skriften - og den er ikke bare skriften, men også talen. Talen var inddelt efter ganske bestemte principper som er nedfældet i Rhetorica Ad Herennium (ca. 86-82 f.Kr.) som var en sammenfatning på latin af hellenismens skoleretorik. Værket består af fire bøger.

Den første bog handler bl.a. om retorikkens fem discipliner. Det er slående hvor brugbare de stadig er som en inddeling af journalistikkens arbejdsfaser.
De fem er:

  1. INVENTIO: at fremskaffe stof
  2. DISPOSITIO: at ordne stoffet
  3. ELOCUTIO: at give stoffet en virkningsfuld sproglig form
  4. MEMORIA: at indøve og huske
  5. ACTIO: at fremføre talen

Man taler indenfor retorikken traditionelt om tre måder man kan appellere til modtageren på - de såkaldte appelformer, der blev formuleret af retorikkens grundlægger, den græske filosof Aristoteles (384-322 f.v.t.):

  1. Logosappellen - hvor man taler til modtagerens fornuft (logik). Taleren bruger saglige argumenter, taler i neutrale vendinger og understøtter fx sine argumenter med faktuelle oplysninger, fx statistiske.
  2. Etosappellen - hvor taleren søger at fremstå troværdig og tillidsvækkende. Taleren kan slå på sine gode egenskaber ved fx at forsøge at fremstå som et moralsk menneske, der vil det gode og retfærdige. Eller ved at bestræbe sig på at opbygge et image som pålidelig eller en autoritet i forhold til sagen det drejer sig om.
  3. Patosappellen - som bruges når taleren vil påvirke modtageren følelsesmæssigt. Her forsøger taleren at vække følelser hos tilhøreren som medlidenhed, forargelse, længsel, skyldfølelse osv.

Ud over appelformerne er der også følgende andre virkemidler til at fange tilhørerne:

  • Allusion: Skjulte referencer til fx Bibelen, sange, salmer
  • Anafor: Sætninger begynder med samme led. Eksempel: Her vil ties. Her vil bies. Skaber rytme, sammenhæng, fremhæver
  • Antitese (kiasme): Modsætninger også som antonymer: krig, fred - sort, hvid; kiasme efter det græske bogstav khi, X, virker bedst på skrift. Eksempel: sommeren er varm og kold er vinteren. Anskueliggør, forenkler
  • Apostrofe: Højtidelig anråbelse. Eksempel: O store Aand!. Dramatiserende
  • Arkaiserende sprog: Bevidst brug af gammeldags sprog
  • Besjæling: Hvor døde ting får menneskelige egenskaber (stenen græd). Virker anskueliggørende
  • Rim: Enderim, allitteration (konsonantrim), assonans (vokalrim). Skaber rytme
  • Epanastrofe: En sætning slutter med det samme ord, som den næste begynder med. Eksempel: Vi længes efter drømmen. Drømmen om en bedre fremtid. Skaber rytme, sammenhæng, fremhæver
  • Epifor: Identisk gentagelse i slutningen af sætningen. Skaber rytme, sammenhæng, fremhæver
  • Exclamatio: Udråb. Eksempel: Åh, hvor er det skønt!. Dramatisk effekt, følelsesbetonet
  • Gentagelse: Virker forstærkende, indprentende
  • Hyperbel: Overdrivelse. Eksempel: Det er fandme godt!
  • Ironi: Ordene siger et, men betyder noget andet. Skaber samhørighed; modstanderen forstår koden
  • Litote: Underdrivelse. Eksempel: Det er ikke så ringe endda
  • Metafor: Et udtryk eller en vending der er sammensat af to forskellige forestillingsområder (druens blod), eller hvor et billedligt udtryk bruges i stedet for selve sagen (politisk dødvande, moralsk sump, flaskehals). Virker anskueliggørende
  • Oxymoron: Sammensætning af to ord der modsiger hinanden. Eksempel: en lovlig forbrydelse
  • Personifikation: Et udtryk eller en vending hvor abstrakte forhold fremstilles som menneskelige væsener(døden er en gammel mand, lykken er en kvinde). Virker dramatiserende
  • Retorisk spørgsmål: Spørgsmål der ikke kræver svar, men som skal fange opmærksomheden. Skaber eftertanke, inddrager modtageren
  • Sammenligning: Eksempel: dine læber er som sommerfuglevinger. Virker anskueliggørende
  • Symbol: Udtryk og vendinger som repræsenterer almene forestillinger (rosen: kærlighed, duen: fred). Virker anskueliggørende
  • Tautologi: Gentagelse med variationer v. h. a. synonymer. Eksempel: Der findes ikke den sag, det emne, det område som.. . Virker forstærkende, indprentende
  • Triade: Tre led. Eksempel: Friends, romans, countrymen. Skaber rytme, sammenhæng, fremhæver.

Se også artikler om mundtlig udtryksfærdighed. Og artikler om sproglige figurer.

Til toppen

Retoriske virkemidler - video af Søren Vrist Christensen (2016)

En undervisningsvideo fra 2016 af Søren Vrist Christensen, lærer i dansk og historie på Rosborg Gymnasium.

Lav gerne dine egne notater til videoen. Sæt videoen på pause, hvis du lige skal have styr på en del af notatet først. Videoen varer ca. 13 minutter. Hvis du lytter efter og laver notater, vil du kunne tilegne dig en grundlæggende og brugbar viden om vigtige retoriske virkemidler.

Til toppen

Appelformer - af Jørgen Bøge (2016)

Til toppen

Det retoriske pentagram - af Jørgen Bøge (2016)

At tale til nogen er ikke bare et spørgsmål om at stille sig op og åbne munden. En god taler skaffer sig kontrol over situationen ved at gøre sig mange forskellige overvejelser forud for sin fremlæggelse, uanset om det handler om en familiebegivenhed, et politisk møde eller en eksamenssituation.

Med udgangspunkt i Ciceros retoriske pentagram, som er vist ovenfor, kan man fx stille spørgsmål som disse:

  • Hvem er jeg som afsender?

    • Hvad er min rolle?
    • Hvad skal jeg være opmærksom på?
    • Hvad skal jeg undgå?

  • Hvad skal jeg sige om emnet?

    • Hvad skal dækkes og hvad kan forbigås?
    • Hvilken rækkefølge skal delene præsenteres i?

  • Hvem er mine modtagere?

    • Hvad er deres forudsætninger for at forstå hvad jeg taler om?
    • Hvad er deres interesse?
    • Hvordan kommer jeg dem i møde?

  • Hvilken situation skal jeg tale i?

    • Hvilke krav stiller situationen til mig i forhold til:

      • metode?
      • adfærd?
      • sprog?

  • Hvordan skal jeg udtrykke mig sprogligt? Fx i forhold til:

    • Stilleje/ordvalg
    • Objektivt/subjektivt
    • Engagement

Se evt. også artiklen om brug af pentagrammet i en mundtlig eksamenssituation.

Til toppen

Appelformer - af Jan Aasbjerg Haugaard Petersen (2018)

Filosoffen Aristoteles (384-322 f.v.t.) formulerede tre appelformer, som han mente, at retorikere kunne anvende i deres forsøg på at overbevise sin modtager. Disse tre klassiske appelformer har vist sig at være ganske anvendelige i arbejdet med argumentation. De tre appelformer er logos, patos og etos.

Væsentligt at bemærke ved en analyse med fokus på appelformer

Appelformer er en effekt af nogle sproglige eller retoriske valg, som afsenderen har foretaget i sin tekst. I et analytisk arbejde er det altså kun relevant at pege på appelformer, når man kan arbejde med de sproglige og retoriske virkemidler, der udløser appelformer. Appelformer opstår ikke af sig selv, men af virkemidlerne, og det er dem, man skal finde og påpege og på den baggrund se appelformen som effekt. Det kan ses i den følgende lille analytiske bid.

I reklamen herunder anvendes to arme horisontalt i billedet, som gør, at læserens blik centreres omkring midten af billedet, på barnet, der hænger over sin faders skulder. Det fokus styrkes af den horisontale blå skriftblok, der er med til at indramme barnet. De vertikale arme og den horisontale blå blok skaber et roligt billede, og det styrker yderligere fokus på barnet. Desuden er beskæringen halvnær, så vi netop kan komme tættere på barnet og kan se de følelser, der udtrykker. Barnet ser ikke glad ud, nærmest en smule lidende og har en rift på kinden. Derved vækkes nogle følelser hos modtageren, og derved appellere reklamen til patos.

Logos

Afsenderen forsøger at overbevise modtageren om sit standpunkt ved at appellere til modtagerens fornuft. Det kan afsenderen gøre ved at lade sin argumentation være logisk - anvende logiske argumenter, der forekommer fornuftige, og som er rationelle. Afsenderen kan også bygge sin påstand på dokumentation i form af videnskabelige undersøgelser, statistikker eller lignende, som gør, at der er et rationelt og logisk forhold imellem påstand og belæg. Ved anvendelse af logos som appelform er der således fokus på, at forholdet imellem belæg og påstand skal være rationelt og logisk.

Styrken ved at appellere til logos er, at modtageren bliver rationelt overbevist, men faren er, at det kan blive alt for sagligt og derfor kedeligt for modtageren.

Patos

Ved brug af patos forsøger afsenderen at overbevise modtageren om sit standpunkt ved at appellere til modtagerens følelser. Afsenderen gør det ved at vække følelser hos modtageren - afsky, sympati, had eller kærlige følelser er blot enkelte eksempler på former for følelser, som en afsender kan appellere til. Afsenderen forsøger således at påvirke sin modtager følelsesmæssigt. Man kender det fra indsamlingsmål til børn i Afrika, hvor afsenderen viser billeder af sultne børn, men man kan også forsøge at få modtagere til at bestille en ferierejse syd på ved at vise en sol gå ned over et turkis vand og hvid sandstrand. Afsenderen kan også vælge at anvende humor eller appellere til medfølelse. Ordvalget er et særligt anvendt kneb i forsøget på at appellere til modtagerens patos, særligt i skriftlige tekster. I visuelle tekster kan afsenderens forsøg på at appellere til patos ved det visuelle udtryk. Så hvor logos handler om selve argumentet, handler patos om at sætte modtageren i en særlig sindsstemning.

I sin måde at fremføre sin tale på kan afsenderen vækker patos. Stemmen er rolig, tungsindig, når det handler om en indsamling til børn i Afrika. Vi kender alle de kendte taler fra film, lige inden det store slag skal udkæmpes. Talerne er i sig selv appellerende til følelserne, men det er måden, de fremføres på, også - med kraftfuld stemme, gnist i øjnene og et åbent og dynamisk kropssprog, der udstråler styrke og vilje. Også i tv-nyhederne forsøger studieværten at sætte den følelsesmæssige ramme for den enkelte nyhed igennem sit toneleje, lydstyrken i stemmen og taletempoet. Det er således interessant at se, hvordan newsspeakeren ændrer toneleje, når nyhederne skifter fra det alvorlige til det mere opløftende.

Styrken i appelformen patos er, at modtageren påvirkes følelsesmæssigt, og det kan have en stærk effek. Ulempen er, at patos kan være gennemskuelig og derfor virke komisk. Desuden er der også en vis sandsynlighed for, at modtageren ikke lader sig følelsesmæssigt påvirke, og så falder argumentationen til jorden.

Etos

Ved brug af forskellige argumenttyper og sproglige kneb forsøger afsenderen at opbygge en troværdighed, så afsenderen fremstår troværdig over for modtageren. Man kan grundlæggende tale om to typer etos: Kontekstuelle etos, som er den etos, man i forvejen har opbygget til afsenderen uden for den enkelte tekst. Det kan også kaldes for forventningsetos. En anden type etos er Tekstuel etos, som er den troværdighed, afsenderen bygger op i den enkelte tekst. Denne troværdighed kaldes også for situationsetos.

Kontekstuel etos - forventningsetos

Troværdighed kan opnås ved at være ekspert på et område. Det kan ske igennem uddannelse (læge, cand.merc.), men kan også være baseret på erfaringer - at en far til fem børn virker troværdig, når han fortæller om børneopdragelse. Uddannelsesniveau er en oplagt troværdighedskilde, og den anvendes eksempelvis i reklamer for tandpasta, hvor en skuespiller spiller tandlæge i hvid kittel og fortæller om egenskaberne ved netop denne tandpasta. Det er selvfølgelig altafgørende, at kilden udtaler sig inden for et område, som vedkommende er uddannet indenfor. Graden af uddannelse er også væsentlig. Er det en professor, eller er det en førsteårsstuderende?

Erfaring kan også være kilde til troværdighed - at kilden har erfaring på området, som vedkommende udtaler sig om. Tag i betragtning, hvor meget og hvilken type erfaring der skal til for at vække tillid hos modtageren: En bankdirektør, der ingen børn har, har ikke megen troværdighed i sit perspektiv på børneopdragelse, men har eksempelvis erfaring med ledelse af en kompliceret arbejdsplads.

Image er en tredje måde at vække tillid på. Image er de værdier og karaktertræk, man forbinder med personen, firmaet eller produktet, og det er noget, der bygges op over lang tid, men kan forsvinde hurtigt. Et eksempel er Danske Bank, som forsøgte at lancere et nyt image med kampagnevideoen "New Standards". Her optrådte også antikapitalistiske klip fra Occupy Wall Street og lignende, og her kolliderede kampagnevideoens image med Danske Banks image blandt befolkningen: Danske Bank opfattes som ligeglad med den almindelige kunde; en bank, der har overskud på millioner, uden det kommer den enkelte kunde til gode, og som en bank, der lukrerede på boligmarkedet, inden boligboblen sprang, og finanskrisen blev udløst. Da medierne så efterfølgende fokuserede på, at Danske Bank havde indført gebyrer for små privatkunder for at have en lønkonto i banken, så led Danske Banks image for alvor et knæk.

Har afsenderen ikke selv en troværdighed, så kan afsenderen forsøge at vække modtagerens tillid ved at henvise til andre - eksperter, folk med erfaring på området, eller folk med et godt og relevant image. At det virker på modtageren forudsætter, at modtageren også betragter de inddragede folk som troværdige. Etos handler således om pålidelighed og troværdighed hos afsenderen, og afsenderen kan derfor være nødsaget til at hente sin troværdighed hos andre eksperter eller lignende for derved at styrke sin egen troværdighed.

I reklamer kan man finde eksempler på, at afsenderen forsøger at appellere til etos ved at anvende en tv-speaker, der er kendt fra seriøse, dokumentariske tv-programmer som voice-over for derved at forsøge at overføre noget troværdighed fra den kendte tv-speaker til produktet.

Tekstuel etos - situationsetos

I den enkelte tekst forsøger afsenderen at opbygge en troværdighed omkring sin argumentation og sit budskab i selve teksten og trækker således ikke på den troværdighed, som afsenderen eventuelt kan have opbygget på forhånd.

Opbyggelsen af en tekstuel etos kan gøres gennem anvendelse af eksempelvis autoritetsargumenter. Afsenderen kan også skabe troværdighed ved at anvende et sprog, som appellerer til tilhøreren. Desuden kan anvendelse af appelformen logos også være med til at opbygge troværdighed. Men grundlæggende for tekstuel etos er det, at afsenderen nøje appellere til sin modtager igennem valg af argumenter og valg af sproglige form.

Også kropssprog og måden at fremføre sin tale og argumentation på har betydning for afsenderens forsøg på at vække tillid og virke troværdig. Taler en ejendomsmægler lidt for hurtigt, er lidt for smart og har ikke helt styr på sine tal og papirer, så mister modtageren, køberen, tilliden og opfatter ikke ejendomsmægleren som troværdig. På den måde er det ikke kun det, afsenderen siger, der kan være afgørende for at vække modtagerens tillid, men også måden afsenderen fremfører sin tale på. Med etos er der således fokus på afsenderen - det er afsenderens troværdighed og image, der vækker modtagerens tillid.

​Opdateret 19. januar 2018. Copyright Jan Aasbjerg Haugaard Petersen.

Til toppen

Glossary

Allitteration

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at begyndelsesbogstaver, der er eller lyder ens, gentages i flere ord. Et eksempel: Jeg går da tit en tur og tænker mig tom. (Verslinje i sangen Lad det staa af Mikael Simpson fra cd'en Noget laant, noget blaat, 2011).

Assonans

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at vokaler inde i ord, der er eller lyder ens, gentages. Eksempel: Lige før vi for vild.

Besjæling

I billedsproglig sammenhæng er en besjæling en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at en konkret ting/et objekt tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.

Eksempel: Havet glider rødmende ind i solens ild. (Fra Gustaf Munch-Petersens digt rids, 1937). I denne verslinje tillægges det konkrete element 'havet' den menneskelige egenskab at kunne rødme.

Metafor

En metafor er et sprogligt eller visuelt udtryk, der skal forstås i overført betydning, dvs. i en anden end dens bogstavelige betydning.
Eksempel på en metafor: Mit hjerte det er et vindu med isblomster (fra Jens August Schades digt Regndiamanterne, 1926).
Metaforens funktion er at føre egenskaber ved et element over til et andet element.

Personifikation

I billedsproglig sammenhæng er en personifikation en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at et abstrakt forhold eller begreb tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.

Eksempel: Som husked du et øjebliks sorger, (...) / som venter skinsygt på, at du skal skænke dem en tanke. (Fra William Heinesens digt Pigen og månen, 1927). I disse verslinje tillægges de abstrakte begreber 'øjeblikket' og 'sorger' hver deres menneskelige egenskaber: Øjeblikket tillægges den egenskab at kunne sørge, og sorgerne tillægges den egenskab at kunne være jaloux.

Rationel

Hvis noget betegnes som rationelt betyder det, at det opfattes som 'logisk', som 'noget, der giver mening' eller 'fornuftigt'. Rationel kaldes den person, der ikke lader sig styre af sine følelser, men af sin logiske tænkning, af sin fornuft.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt