Sproglige figurer

Retoriske figurer

1 - FIGURER

Figurer er bestemte syntaktiske mønstre og bestemte betydningsmønstre der er med til at skabe et særligt, effektfuldt sprogligt udtryk.

Der er tre hovedgrupper:

  • gentagelsesfigurer
  • modsætningsfigurer
  • dramatiske figurer

2 - GENTAGELSESFIGURER

Et af de stærkeste virkemidler i prosa - ja, i alle genrer - er gentagelsen.

I genren "tale" er det et meget effektivt middel: I have a dream ... sagde Martin Luther King ikke bare en gang, men adskillige gange! Og vi glemmer det aldrig (også pga. talens øvrige kvaliteter naturligvis).

Gentagelse understreger og tydeliggør, fx i en vurdering (her støttet af gra· fisk udhævning):

Det gør hans samlede værk kolossalt ujævnt rent kunstnerisk, men aldrig - ALDRIG - kedeligt (Klaus Lynggaard)

Og romanfortælleren kan også have brug for den:

Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt saa meget paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.

Hele Tiden - -

(Herman Bang: Ved Vejen, 1886)

Som læsere er vi ikke i tvivl om Katinkas forelskelse her, og gentagelsen får endda en ny selvstændig linje og to tankestreger!

Den identiske og simple gentagelse som den er vist ovenfor, kaldes epizeuxis. Af andre gentagelsesfigurer er gentagelse placeret forrest i sætningen den væ·sentligste (anafor). Andre former for gentagelse - og mere specielle - er epifor, symploke og epanastrofe:

  • anafor
  • epifor
  • symploke
  • epanastrofe

ANAFOR

Anafor vil som sagt sige gentagelse placeret forrest i sætningen eller forrest i et led. Her er Obamas tale ved nomineringen som præsidentkandidat. Han vil ikke bare en ting, men adskillige:

I will never hesitate to defend this nation, but I will only send our troops into harm's way with a clear mission [ ... } I will end this war in Iraq responsibly and finish the fight against AI Qaida and the Taliban in Afghanistan. I will rebuild our military to meet future conflicts, but I will also renew the tough, direct diplomacy that can prevent Iran from obtaining nuclear weapons (New York Times, 28.8.2008)

Anafor anvendt i poesi har vi allerede set i Aaarestup·digtet (Dereren Klarhed paa din Pande etc.). Her er et eksempel fra moderne poesi (Ulla Andkjær Olsen):

Til ethvert træ hører en skygge. Til ethvert træ hører en skygge af tilsvarende fylde og tæthed. Til ethvert træ hører, at jo fyldigere afkom, des vældigere skygge. Til enhver skygge hører en sol af modsvarende glans. Og. Til enhver skygge hører noget, der kaster den. Til enhver skygge hører to sider. Og så står de der i haven og kaster. Skygger. Til alle sider. [ ... ]( Ulla Andkjær Olsen: Ægteskabet mellem vejen og udvejen, 2005)

Vi kan også bruge eksemplet fra sportsjournalistikken igen:

Sverige gjorde det, Nordirland gjorde det, ja selv Island gjorde det - slog eller spillede uafgjort med Spanien på hjemmebane. Men det danske landshold magtede det ikke. Endda ikke engang med kniven på struben.

I dette eksempel er der ikke tale om ordret, men om varieret gentagelse og der· udover om en syntaktisk parallelisme: Indgangsordet er forskelligt, men ver·balled og objekt og dermed sætningsstruktur er ens i de tre første sætninger, og det giver effekt. Der bygges samtidig en spænding op da læseren må vente med at få afsløret hvad det er, indtil gentagelserne er afsluttet.

EPIFOR

Epiforen er modsat anaforen placeret bagest i sætningen. Det er en konstruk· tion der ikke er nær så hyppig som anaforen.

Jeg synes skolen er kedelig: matematik virker kedeligt, engelsk er megakedeligt, og dansk er bare megamegakedeligt

Her kombineres epiforen med hyperbel og stigning, gradation, for at opnå fuld effekt.

Rim kan også opfattes som epiforer; det samme gælder omkvæd i sange.

En slags kombination af anafor og epifor er symploke og epanastrofe.

SYMPLOKE

Symploken er en lidt sjælden og kompliceret figur. Den placerer gentagelsen i begyndelsen og i slutningen af en sætning eller tekststykke. En identisk gen·tagelse på vej til at blive en symploke er følgende, men mellemleddet er meget kort, kun sgu:

- Kække Smaapi'er- s 'gu, kække Smaapi'er ... (Herman Bang: Ved Vejen, 1886)

Vi kunne forlænge mellemleddet lidt, til det er de s 'gu, Iben og Mona, og så har vi symploken:

- Kække Smaapi'er - det er de s 'gu, Iben og Mona - kække Smaapi'er

Præsident Obama mestrer selvfølgelig også denne figur: America, we cannot turn back, siger han, anbragt både som intro og konklusion (og her sammen med anaforer og ophobning):

America, we cannot turn back, not with so much work to be done; not with so many children to educate, and so many veterans to care for; not with an economy to fix, and cities to rebuild, and farms to save; not with so many families to protect and so many lives to mend. America, we cannot turn back. (New York Times, 28.8.2008)

EPANASTROFE

Epanastrofen placerer gentagelsen i slutningen af et led eller sætning og i beo gyndelsen af næste led eller sætning. Vi kan bruge Ulla Andkjær Olsens digt igen hvor anaforen Til ethvert træ følges af epanastrofen Til enhver skygge (dog ikke i ordret form):

Til ethvert træ hører en skygge af tilsvarende fylde og tæthed. Til ethvert træ hører, at jo fyldigere afkom, des vældigere skygge. Til enhver skygge hører en sol af modsvarende glans. (Ulla Andkjær Olsen: Ægteskabet mellem vejen og udvejen, 2005)

Epanastrofen kan også udgøre strukturen i et helt digt og danne kæde gennem hele teksten. Her vises fx den flydende forbindelse mellem krop og eksistens:

Henover himlen sejler mit øje henover øjet sejler mit lys henover lyset sejler min blæst henover blæsten sejler min hånd henover hånden sejler min hud henover huden sejler min puls henover pulsen sejler mit blod henover blodet sejler min dag og min nat henover dagen og natten sejler mine år henover årene sejler min død. (Søren Ulrik Thomsen, City slang, 1981)

Opsummerende kan man sige at gentagelsen som virkemiddel altid er umid· delbart synlig for læseren og dermed markant. Det gælder både når den udnyt· tes kunstfærdigt i forskellige mønstre og mere enkelt i ordrette gentagelser og anaforer. Disse sidste er måske dem der virker stærkest. Gentagelse fremhæver, indprenter, understreger, og netop fordi der er tale om et så stærkt virkemid· del, skal anvendelsen også overvejes. Måske kan det virke for insisterende, for pædagogisk - men det er også afhængigt af genren.

I øvrigt skal disse former for tilrettelagte gentagelser holdes adskilt fra gentagelser i det helt spontane talesprog og de gentagelser der helt grundlæg­gende må være til stede for at skabe sammenhæng i en tekst.

3 - MODSÆTNINGSFIGURER

Det andet stærke virkemiddel ved siden af gentagelsen er modsætningen. Vi fokuserer på fire modsætningsfigurer:

  • antitese
  • oxymoron
  • zeugma
  • kiasme

ANTITESE

Antitesen er den generelle betydningsmæssige modstilling, dog sådan at de begreber der indgår i modsætningen, har et betydningsfællesskab:

  • i medgang og modgang (om livets tilskikkelser)
  • både som gammel og ung (om alder)

Vi kan også endnu en gang bruge eksemplet fra sportsjournalistikken:

Sverige gjorde det, Nordirland gjorde det, ja selv Island gjorde det - slog eller spillede uafgjort med Spanien på hjemmebane. Men det danske landshold magtede det ikke. Endda ikke engang med kniven på struben.

Modstillingen er tre europæiske lande vs. Danmark, markeret med modsætningsordet men. Netop dette ord er altid vigtigt at spejde efter i den praktiske tekstanalyse. Det gælder ikke alene i sagprosatekster der overvejer og argu­menterer, - i alle tekster er men en vigtig markør:

Katinka talte om sit Hjem.
Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gaard der var fuld af Duer. - Og siden - i den nye Lejlighed - med Mo'er - da Fa' er var død ...
- Ja, det var en lykkelig Tid
'"
- Men
saa blev jeg jo gift.

(Herman Bang: Ved Vejen, 1886)

Et ulykkeligt ægteskab, et ulykkeligt liv, markeret ved et enkelt ord.

Antitesen kan også bruges som overordnet struktur i større tekststykker - her i Kingos digt: sorg vs. glæde etc. og jord vs. himmel:

Sorrig og Glæde, de vandre tilhaabe
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad
Medgang
og Modgang hinanden anraabe,
Soelskin
og Skyer de følgis og ad!
Jorderiigs Guld

Er prægtig Muld,
Himlen er ene af Salighed fuld

(Thomas Kingo: "Hver har sin skæbne", 1681)

Og så er antitesen ikke mindst et effektfuldt middel i taler: Hvis tingene sættes skarpt op over for hinanden og talens struktur laves derudfra, så er der gode chancer for at pointerne bliver formidlet klart. Og hvis modsætningerne også lige understøttes af nogle gentagelser - så skulle den være helt hjemme!

I Obamas tale ovenfor vil han meget, men flere gange præciseres denne vilje ved en modsætning, hvad han ikke vil.

Antitesen kan også mere diskret komme til syne i kunstnerisk form. I omtalen af modalverber i afsnit 4.2.1 brugte vi et citat fra et digt af Sophus Claussen:

Kan Sommerfuglevinger tynge? - spurgte digtet og bragte dermed det letteste man kan tænke sig, sammen med begrebet tyngde.

I det følgende stykke er det anaforen der påkalder sig opmærksomhed, men digtet artikulerer også en modstilling mellem den positive forventning eller hilsen og det faktiske fravær og mangel på kontakt

Vi ses igen
du rækker din hånd gennem drømmens masker
vi ses igen

du står i en rude på tiende sal
vi ses igen

passerer hinanden på hældende trapper
vi ses igen

sover tilfældigt i samme

(Søren Ulrik Thomsen, City slang, 1981)

OXYMORON

Oxymoron sammenknytter i kort form to størrelser der egentlig er uforenelige:

• bittersød / tragikomisk / lyden af stilhed / dumsmart

Oxymoron er således en ultrakort antitese, og den skærper tanke og opfattelse når den er bedst. Gigolo Jesus hedder en af Jokerens cd'er (2005), og denne titel inviterer så gennem et oxymoron lytteren ind i et modsætningsfyldt univers.

Klassisk lyrisk ses anvendelsen fx hos J.P. Jacobsen:

Har du faret vild i dunkle Skove?
Kjender du Pan?
Jeg har følt ham,

Ikke i de dunkle Skove,

Medens alt Tiende
talte

("En Arabesk", 1869)

ZEUGMA

Zeugma er en sidestilling af to uensartede størrelser, gerne for at opnå en hu­moristisk effekt:

  • De første par år i Norge tilbragte Iben i dyb depression og mange forskellige senge .
  • Han talte til Iben med varme og overbevisning - og dårlig ånde.

Zeugmaet peger på brud og skaber eftertanke. Her en journalist der bliver ad· varet mod at lave interview på Nørrebro i København:

"Du kan ikke filme på Nørrebro. Hvis du viser dig med et kamera, bliver det smadret af 2.g'erne. Du udsætter både forfatteren, dig selv og fotografen for unødig fare. Hold dig væk. " Jamen, det gør jeg så, i hvert fald med kamera, men da ikke med min gode vilje. (Jes Stein Pedersen, Politiken, 27.22009)

KIASME

Kiasmen har samme struktur som antimetabolen der blev nævnt i indledningen til dette kapitel- det er en modsætning med strukturen a·b·b·a, en krydsstilling af to begreber (navnet kommer af det græske navn for X). Her taler et digt til den kristne gud, og med brug af kiasme i sidste linje:

Jeg anklager dig for
Stupid som en guillotine
Som en kæmpemæssig slagtekniv

At have flækket en samdrægtig verden
Sat godt op mod ondt og ondt mod godt

(Ivan Malinovski: "Åbent digt til Vorherre", 1963)

Generelt kan man sige at modsætninger er vigtige fordi de peger på indholds· mæssige konflikter og spændinger. Det vil sige at det også på et mere overord· net analytisk niveau - hvor man undersøger teksters temaer og udsagn - meget ofte er produktivt netop at tænke i indholdsmæssige modsætninger. Dermed nærmer man sig allerede tekstens værdier og samlede udsagn.

4 - DRAMATISKE FIGURER

Vi fokuserer på tre former:

  • udråb
  • apostrofe
  • retorisk spørgsmål

UDRÅB

Udråbet giver et følelsesfuldt og livligt udtryk - netop dramatisk som begrebet siger:

  • Oh / åh / ih / uh / åh Gud / hvaaaad!!!???
  • Ah, hvor var hun dog klog og fri engang!

Stilniveauet kan være højtideligt og poetisk - og det kan være dagligdags og talesprogspræget.

Former med hvilken kan bruges ironisk·humoristisk: Hvilken flid! - kan læ· reren måske finde på at sige til eleven der er travlt optaget af at spille compu· terspil i timen.

APOSTROFE

Apostrofen, tiltalen, henvender sig til eller påkalder nogen eller noget uden for teksten; det kan være noget abstrakt (gud, fx) eller noget konkret.

Henvendelse til læser eller modtager er også en form for apostrofe:

• kære læserinde / du derude.

Når en tekst anråber Gud er det gerne positivt - Gud som skaber og absolut instans:

o Verdeners Fader! -
Saa sang jeg
- Du Stærke! - Du Viise! -

(J. Ewald: "Rungsteds Lyksaligheder", 1775)

Det er denne tradition Malinovski forholder sig til - og udnytter kritisk og af· standtagende i sin henvendelse til vorherre (også citeret ovenfor):

Ja, fader vor
Du som er i himlen Bliv deroppe
Så bliver vi her

Og prøver at begynde forfra

Eller apostrofen kan udnyttes humoristisk (jf. også ordvalget der alluderer til genren "bøn"):

Oh, fjernsyn, du almægtige. Tilgiv mig, at jeg svigtede dine direkte transmissioner i weekenden. [. .. ] Tilgiv, at jeg kun en time lørdag aften og intet søndag.

I andre kulturer, fx den amerikanske, skammer man sig ikke over at påkalde sig fx nationen: USA eller Amerika. Her er præsident Obama igen:

America, we cannot turn back, not with so much work to be done; not with so many children to educate, and so many veterans to care for; not with an economy to fix, and cities to rebuild, and farms to save; not with so many families to protect and so many lives to mend. America, we cannot turn back (New York Times, 28.8.2008)

Ewalds og Obamas tone er højtidelig, Malinovskis er kritisk og distancerende; men apostrofen kan udnyttes litterært på mange måder. F.P. Jac tiltaler sødt sit Nordsjælland - Nordsjælland mit puddersukker;17l Thorkild Bjørnvig taler opfor­drende i klassisk følelsesfuld stil til sit hjerte - Beslut dig, o Hjærte, til mer end du ved og kan se;172 og Mette Moestrup taler humoristisk til sin musvit (og med stilbrud):

og det pipper og det pipper og det pi-pi-pi-pi-pipper
åh shit er det dig musvit
er du i det humør

(Mette Moestrup: kingsize, 2006)

Apostrofen kan også blive betydelig mere kompliceret:

Utilsløret i min gang og vild og lys som du,
sene, endnu unge nat, du dobbelte veninde,

(Mette Moestrup: kingsize, 2006)

Som det ses, er den klassiske apostrofe slet ikke forladt i moderne lyrik, men anvendelsen er meget differentieret. I analysen gælder det om at bestemme indholdet af tiltalen og henvendelsen: Sker det fx ydmygt til en autoritet eller lidenskabeligt til en begæret genstand?

RETORISK SPØRGSMÅL

Skal vi bare lade EU diktere os fuldstændig hvordan vi vil indrette os her i Danmark? Hvis dette spørgsmål stilles af et medlem af Folkebevægelsen mod EU, er sva· ret ikke så svært at finde. Det er selvfølgelig et tydeligt nej! Det ved afsenderen godt, og hans spørgsmål er heller ikke alvorligt ment som et spørgsmål. Svaret er nemlig givet på forhånd, ud fra den kontekst det indgår i, og spørgsmålet bliver dermed et retorisk spørgsmål. Et retorisk spørgsmål stilles ikke fordi der forventes et svar, men for at tydeliggøre afsenderens holdning. Modtageren behøver selvfølgelig ikke være enig:

Lars Løkke Rasmussen har ligefrem "en drøm", fortalte han i weekenden. Den går ud på [' .. l at begrænse bureaukratiet - skemaer, kontrol og procesregler. I stedet vil han for de ansatte skabe det, som han kalder "frihed under ansvar". - "Er det naivt?" spørger han retorisk i sin tale, og det man desværre sige, at det er. Også mere naivt end en ny statsminister og ny Venstre-formand har lov til at være. (Bent Winther: "Pøj, pøj med det", Information 19.5.2009

Som dramatisk litterær figur kan den fx danne udgangspunkt for digtes lyriske bevægelse:

Har du faret vild i dunkle Skove?
Kjender du Pan?
Jeg har følt ham,

Ikke i de dunkle Skove,
Medens alt Tiende talte,

Nej, den Pan har jeg aldrig kjendt,
Men Kjærlighedens Pan har jeg følt

Da tav alt talende.

(J.P. Jacobsen: "En Arabesk", 1869)

Her arbejder digtet videre med antitese, oxymeron og metafor i en kompleks struktur.

Generelt kan det siges at et retorisk spørgsmål altid er et markant virke· middel der vil tiltrække sig opmærksomhed, uanset genre.

To top

Stilfigurer i hverdagssprog

Af dansklærer på Køge Gymnasium

Figurer er betegnelsen for forskellige former for klanglig udsmykning og syntaktisk udnyttelse af sproget" (Eva Heltberg). Uden vi nødvendigvis lægger mærke til det, indgår stilfigurer i masser af tekster, ikke kun digte, men også i prosatekster. Figurer kan bruges højtideligt, som når man anråber en gud eller et ophøjet væsen. De kan bruges i valgslogans for at understrege et politisk partis mærkesager, eller det kan bruges humoristisk. Stilfigurer er med til at gøre tekster dynamiske.

Du kan læse meget mere om stilfigurer i Jan Sørensen: Stilistisk analyse, Systime, 2009.

Gentagelsens effekt

"Og det var Danmark, og det var Danmark, Olé, Olé, Olé" Et klassisk kampråb indeholder et stilistisk virkemiddel, en klanglig udsmykning, hvor det tit er gentagelsen og det melodiske, der er med til at gøre udtrykket effektfuldt - og medvirkende til at sikre holdet sejr.

Når forfatteren Søren Kierkegaard lader en opdigtet person sige i Diapsalmata i Enten-Eller:

Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele

benytter han i virkeligheden det samme trick som begejstrede fodboldfans: han bruger en gentagelse for at skabe en effekt. Men hos Kierkegaard er der ikke tale om en umiddelbart medrivende stemning, tvært imod. I hans tekst taler et menneske, som tvivler og undersøger virkeligheden, men intet standpunkt, ingen værdier finder. I sproget markerer han dette gennem gentagelsen, og denne stil er med til at karakterisere ham som person.

Når vi selv skriver, skal vi være varsomme med gentagelsen. Hvis den bruges ubevidst, kan den være med til at gøre sproget uvarieret og kedeligt.

Modsætninger

En anden vigtig stilfigur er modsætningen. Da socialdemokrater i 1930'erne fandt på det politiske slogan "Stauning eller kaos," slog de åbenbart på, at Stauning var den politiker, der kunne forhindre kaos. Leo Tolstoys romantitel Krig og fred spiller ligeledes på en modsætning.

I barokken bruges modsætningen meget hyppigt, og den er med til at understrege den afgrundsdybe forskel mellem det syndige menneske og den ophøjede gud, jord og himmel, f.eks. i Thomas Kingo: Keed af Verden, og kier ad Himmelen.

Dramatiske figurer

Endelig er der den oplagte lydlige effekt, at man kan hæve stemmen og råbe! Michael Strunge skrev i digtsamlingen NIGGER nogle digte, hvor han ligefrem brugte versaler, altså store bogstaver, for at vise, at teksterne så at sige skulle råbes eller vrænges ud. Også i Jan Sonnergaards novelletitel DIG VIL JEG SGU DA SKIDE PÅ bruges denne effekt med at dramatisere det sproglige udtryk. I barokken var exclamatio (udråb) en meget anvendt stilfigur.

Jens Baggesen skaber gennem modsætninger og dramatiske figurer liv og dynamik i sin rejsebeskrivelse Labyrinten. Den får på alle tangenter: Sansers Kval, som Aanden fryder! Rædsel, som mig Mod indgyder! Fare! som betrygger mig!. Når han med i en apostrofe anråber Gud, er det dog tydeligt, at hans eget jeg ikke er så lille endda: Mit spirende Jeg dog skal vokse,/ Udbrede sig, hæve sig evig /- O Gud! I din blivende Haand!---

Skema med eksempler på stilfigurer

Begreb

Definition

Eksempel

Gentagelser

Direkte gentagelse. En identisk gentagelse i sætningens begyndelse kaldes en anafor. Gentagelsen i slutningen kaldes en epifor

Jeg har været så kompetent. Jeg har været så allerhelvedes kompetent. Jeg var kompetent i børnehaven. Jeg var kompetent i gymnasiet. (Erlend Loe)

Jeg har længtes mod skibskatastrofer/jeg har længtes mod brændende byer (Tom Kristensen)

Varieret gentagelse. Et ord eller begreb gentages på forskellig måde

Vi lever enormt/da vi har bestilt tre bajere/og rundt om lever man helt fantastisk./Vi siger til hinanden, at det er livet,/haardt, ækelt, brutalt/men livet som det er/raat og usødet./En mand i islandsk sweater og fløjlsbukser/lever så kolossalt /at han er lige ved at sprænges. (Rifbjerg)

Modsætninger

Antitese

Keed af Verden, og kier ad Himmelen" (Kingo)

Oxymoron, sammenstilling af to uforenelige størrelser

Vi lærer at hade tilværelsen/og mimrer af fryd ved at være til (Rifbjerg)

Kiasme, krydsstilling af to udtryk

You don't have to fit the product, the product fits you" (reklame for iPad, www.apple.com)

Dramatiske figurer

Apostrofe, bortvendt henvendelse, en anråbelse af noget eller nogen uden for digtet

O store Aand!(Oehlenschläger)

O, venlige Mark! (Oehlenschläger)

Danmark, nu blunder den lyse Nat/bagved din seng, naar du sover" (Thøger Larsen)

Exclamatio, udråb

Tom, tom, tom - saligt tom/er verden for andet end ting" (Rifbjerg)

Retorisk spørgsmål

Giver du din Fabia udfordringer nok?" (bilreklame)

To top

Figurer - af lærer på Køge Gymnasium

Når vi taler om figurer i stilistisk forstand, forstår vi det umiddelbart som nogle genkendelige former i sproget, der appellerer til vores følelser og intellekt.

Man kan bruge betegnelsen 'figurer' om alle typer af sproglige stilistiske former , men ofte inddeles i to hovedkategorier, nemlig 1) billedsprog (også kaldet 'troper') og 2) sproglige figurer (dramatiske figurer, gentagelsesfigurer, modsætningsfigurer og klangfigurer).

Denne artikel handler om sproglige figurer. (Læs mere om billedsprog).

Dramatiske figurer

· Retoriske spørgsmål

· Fortrolige henvendelser

· Appellerende bydeformer

· Indforståethed

· Udråb

· Gåseøjne

· Ironi

Gentagelsesfigurer

· Anafor

· Epifor

· Symploke

· Parallelle sætninger

Modsætningsfigurer

· Antitese eller kontrast

· Kiasme

· Paradoks

Dramatiske figurer

  • Retoriske spørgsmål
  • Fortrolige henvendelser
  • Appellerende bydeformer
  • Indforståethed
  • Udråb
  • Gåseøjne
  • Ironi

Det dramatiske ved disse figurer består i, at de aktiverer et afsender-modtagerforhold. Afsenderen forsøger ved hjælp af figurerne at tydeliggøre sin holdning eller følelser og kan fx gøre det ved at aktivere læserens særlige opmærksomhed eller omverdensforståelse og sætte den i spil med teksten. Teksten bliver dermed mere nærværende for læseren.

Retoriske spørgsmål

Det er kun tilsyneladende et spørgsmål, og det åbenlyse "ikke-svar" skal tydeliggøre afsenderens holdning eller følelse.Fx: "Hvorfor fa'en skal det være så surt?"

Fortrolige henvendelser

Den direkte læserhenvendelse kan være mere eller mindre direkte. Fortrolighedsgraden afgøres ofte af brugen af personlige pronominer - fx pludselig eksplicit jeg, du, vi - eller synsvinkelskift mellem auktorial fortæller og personal fortæller. En direkte henvendelse (apostrofe) er ikke altid til læseren. Påkaldelse af "den elskede", det guddommelige, det kongelige eller Fløjtetønden Viktoria kendes fra lyrik, salmer, hymner osv.

Appellerende bydeformer

Er i familie med ovenstående, men er mere ultimativ i sit krav om modtagerens opmærksomhed i kraft af sin imperativ. Ofte brugt i bønner: "Giv os i dag vort daglige brød", salmer: "Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje, hvor det stod" og reklamer: "Tag tre, betal for to" og "Sig det med blomster".

Indforståethed

Den fortrolige henvendelse får her tilføjet et element af påstået enighed. Indforståethed bruges manipulerende i politiske taler: "Som vi jo alle ved ..." og i reklamer: "Vores øl!", som fællesskabets underforståethed i salmer: "Gud ske tak og lov, vi så dejligt sov ..." og i politiske slagsange: "Vi der er kommet af dybet ..."

Udråb

Udråbsord eller nyskabte udråb som i tegneserier og lyrik skaber nærvær og intensitet ved sin koncentration af betydning og øjeblikkelighed. De stærke udråb i Kimono mit hus, Scoop 1, side 39 og i tegneserien Rødgrødvænget, Scoop 3, side 42 er med til at karakterisere personerne ved at aktivere læserens sociale kompetencer.

Gåseøjne

Gåseøjne omkring ord med anden betydning spiller på ironi, satire og forudsætter en vis grad af indforståethed. Gåseøjnene i Kimono mit hus, Scoop 1, side 41 er både ment som citationstegn og ironisk karakteristik af den citerede.

Ironi

Ironi er en stilfigur, hvor der siges mindre, noget andet eller det modsatte af, hvad der menes. Skiftet i betydning kan fx være markeret med gåseøjne og kræver altså, at læseren skal forholde sig til teksten på et nyt plan. Se ovenstående.

Gentagelsesfigurer

Der findes et utal af gentagelsesfigurer. Gentagelse fremmer forståelsen. Udover den enkleste "sammenføjning" (epizeuxis), at det samme siges to eller flere gange - "det er meget, meget varmt" - skal her nævnes:

  • Anafor
  • Epifor
  • Symploke
  • Parallelle sætninger

Anafor

Gentagelse af det eller de første ord i flere sætninger eller led. Anvendes bl.a. som retorisk kneb i taler. Et kendt eksempel er Martin Luther Kings tale: "I have a Dream".

Epifor

Gentagelse af det eller de sidste ord i flere sætninger eller led. Ikke så udbredt som anafor.

Symploke

Kompositorisk er symploken det, vi kalder en rammefortælling, som fx i H.C. Andersens Snedronningen, hvor han indleder med: "Se så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere end vi nu ved." ... og slutter Første historiemed: "Nu skal vi høre!". På den måde bygger forfatteren en ramme, et fortællemiljø, op, hvor han i resten af historierne er en meget nærværende fortæller, der til tider overskrider historiens grænser med direkte kommentarer.

I novellen Hajskygger af Ib Michael danner en fortællerkommentar i indledningen en lignende ramme: "Taita Natua fortalte historien. Det var på en rejse i Sydhavet, på en lille atol ved navn Makemo, hvor vi en tid lå for anker i lagunen ..."

Parallelle sætninger

Sætninger, som er indholdsmæssigt ens, bruges til at gentage en særlig synsvinkel, som er forfatterens yndlingssynsvinkel. Dvs. den måde at anskue verden/temaet på, som er fortællerens foretrukne.

"Hvorfor fa'en skal det være så surt" i forskellige variationer gennem monologen Sur, Scoop 3, side 15, har denne funktion ligesom sætninger som: "Jeg ville have siddet dér ved rattet", "jeg ville sidde ved siden af kunden", "jeg ville vide exatly hvor og hvornår jeg kunne tage hjørnet på to hjul" og "når jeg bliver stor vil jeg være taxachauffør!" i digtet Jeg skulle have været taxachauffør af Dan Turèll.

Modsætningsfigurer

  • Antitese eller kontrast
  • Kiasme
  • Paradoks

Antitese eller kontrast

Modstilling eller sammenstilling af led og ord af modsat betydning: "Det gælder liv eller død", "Sorrig og glæde, de vandre til hobe."

Ofte møder vi antitetisk opbyggede temaer: Det gode kontra det onde, ung kontra ældre, og tekstens projekt går så ud på at påvise modsætningernes indbyrdes afhængighed (dualisme hos fx romantikere), indbyrdes uforenelighed (antagonisme hos fx socialrealister) eller forholden sig til hinanden (relativisme hos fx modernister).

Paradoks

En tilsyneladende fornuftsstridig, selvmodsigende eller absurd modsætning, der alligevel synes at have en kerne af sandhed i sig.

Paradokser har også en fremtrædende plads i humor og ironi.

To top

Figurer - af Jan Aasbjerg Haugaard Petersen (2014)

Figurer, eller måske mere præcist, sproglige figurer', er betegenslen for særlige sproglige virkemdiler, der har en særlig funktion.

Der findes 4 hovedtyper af figurer, nemlig:

  • Gentagelsesfigurer (ord eller sætninger, der bliover gentaget med en eller anden hensigt for øje)
  • Modsætningsfigurer (ord i samme tekst, der har modsatrettet betydning)
  • Dramatiske figurer (ord eller udtryk, der vækker modtagerens sanser eller følelser, fx fordi de bruges til at skabe en særlig stemning, spænding, til at vække latter m.m.)
  • Klangfigurer (ord, der har noget lydligt tilfælles, fx ord, der rimer, eller ordspil, hvor der 'leges' med ords stavemåde eller udtale)

Her nævnes nogle typiske sproglige figurer, som kan forekomme i både epik, lyrik og drama:

Anafor: Gentagelse af frase i begyndelse af en sætning. Kendt er Martin Luther Kings brug af anaforen "I have a dream", som netop anvendes som det første i en række af sætningerne i talen, som han afholdt i Lincoln Memorial i den amerikanske hovedstad, Washington.

Alliteration: Anvendelse af samme ordlyd i konsonanter i følgende ord, eksempelvis i begyndelsen af ordet. (også kaldet bogstavrim).

Eksempel: "Purpurn blodig blåner billardplan" (her gentages 'b' og 'p', som har næsten samme lyd).

Assonans: Anvendelse af samme ordlyd i vokaler i ord, der følger hinanden.

Eksempel: vi skal tage i haven i disse dage

Antitese: Når afsenderen benytter sig af dette retoriske virkemiddel, så sætter afsenderen et modsætningspar over for hinanden, eksempelvis den tidligere regering og den nye regeringen. Det er altså en form for sammenligning, men afsenderen skal ikke blot sammenligne, men skabe et modsætningspar.

Epifor: Gentagelse af frase i slutning af flere sætninger. Det benytter Martin Luther King faktisk også i sin velkendte tale (I have a dream today).

Hyperbel: Overdrivelse i sin argumentation eller at køre et synspunkt (eventuelt en andens persons synspunkt) ud i det absurde og urealistiske.

Interjektioner: Betegnelse for udråb så som "Åh" eller "Nøj".

Ironi: At sige ét og mene det modsatte.

Kiasme: Afsenderen bytter forskellige dele af en sætning rundt i den følgende sætning.

Eksempel: Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land.

Litote: Underdrivelse, der har noget humoristisk over sig.

Eksempel: Da fiskeren vinder 1.000.000 i Lotto: "Det er ikke så ringe endda"

Pleonasme og tautologi: De to begreber dækker over sproglige fænomener, der er svære at skelne fra hinanden, men der er en forskel. De dækker begge over former for gentagelser, men forskellen ligger i, at tautologien er et udtryk for anvendelse af synonymer, der siger næsten det samme, så er pleonasmen udtryk for at man anvender et overflødigt ord - at man altså siger det samme. Man kan sige, at pleonasmen er en 'mislykkedes' form for tautologi.

  • Tautologi betyder egentligt, at man siger noget, der er åbenlyst sandt og ikke kan betvivles. I retorikken betyder det, at man siger det samme på forskellige måder, og at man derfor gentager sig selv. Det er en anvendelse af en form for synonymer. Eksempel: "Han er et bomstærkt muskelbundt"
  • Pleonasme opstår, når man har to ord for det samme, og det ene ord faktisk er overflødigt, såsom i at "Du skal bakke mere baglæns", "Jeg ønsker mig en trådløs mobiltelefon", "Hent en gratis gave" eller "Ni forskellige biler var involverede i ulykken" (ni biler er forskellige biler).

Retoriske spørgsmål: At stille et spørgsmål, som ikke behøver at blive besvaret, og som ikke vil blive besvaret.

Sarkasme: At sige et og mene det modsatte, som i tilfældet med ironien, men med det tvist, at afsenderen søger at nedgøre og være kritisk, så det får en tone af spydighed.

Eksempel: Jamen, selvfølgelig skal du have 12, når du har afleveret en opgave på en halv side."

Kilde: Cand.mag. i dansk og religion Jan Aasbjerg Haugaard Petersen på hans egen faglige hjemmeside: gymdansk.weebly.com/.

To top

Gentagelses- og modsætningsfigurer - af Birgit Martha Bruun og Nanna Christensen (2014)

Gentagelsesfigurer

Om gentagelsens funktion og virkning skrev universitetslektor og stilistikekspert Ulla Albeck (1909-1979):

Når noget gentages virker det stærkere, end naar det blot nævnes, og Gentagelsens forstærkende Virkning er da ogsaa dens væsentligste funktion. (...).
Dog kan ogsaa en modsat Virkning gøre sig gældende: Svækkelsen ved Gentagelse. Naar vi anden Gang hører noget, virker det ikke saa stærkt og frisk som første Gang, vi oplever det." (Ulla Albeck: Dansk Stilistik, 1939, s. 155).

Der findes identiske (fuldstændige) gentagelser og forskellige typer af varierede (delvise) gentagelser.

Anafor

Gentagelse i begyndelsen (af flere led eller sætninger) kaldes anafor.

Eksempel:

Død synker i løv blød mos
død vandrer i himlen
død græder i blod
død danser stål
død rædsel
død undren
død bruser blod bort

Harald Landt Momberg, 1922.

Epifor

Gentagelse i slutningen kaldes epifor.

Eksempel:

Græs

Græsset er underligt højt for mig,
som ligger med næsen mod jord.
Bøjer jeg mig så dybt, som jeg kan,
vokser min verden sig stor.

Under de grønlige spidsbueporte
standser jeg. Her vil jeg stå.
Tør ej gå vild i det lysende mørke!
Tør ej gå vild mellem strå!

Inde i stråenes dæmrende haller
er der en stemme, som vågner og kalder
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du,
kommer du nu,
du nu.

Og som et svar
toner en klar,
underbar, drengeklar stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men når mit vanvid er omme,
når mine drømme om storhed er omme,
da vil jeg komme,
da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.

Tom Kristensen: Verdslige sange, 1927.

Epiforen, brugt til slut i hver strofe af et digt, nærmer sig en helt særlig gentagelsesfigur: omkvædet (som vi jo typisk kender fra sange).

Lektor Dan Ringgaard skriver om omkvædet:

På den en side samler omkvædet betydning op fra hver strofe. [.....] På den anden side er omkvædet det sted hvor strømmen af informationer ophører. Omkvædet er en pause i meningen, og dets identiske gentagelse tømmer ordene for mening. Det er stedet hvor digtet bliver ren sang eller rent udtryk. (Dan Ringgaard: Digt og rytme, 2001, s. 47).

Symploke

Gentagelse af begyndelsen i slutningen (en rammegentagelse eller anafor+epifor) kaldes symploke.

Eksempel:

Jeg ved det nok: det er din Pligt
at sørge For Støvet, du engang har trukket
paa: Jeg ved det nok.

Fra digt af Jens Baggesen (1764-1826).

Epanastrofe

Gentagelse af slutningen af en passage i begyndelsen af den næste (kædegentagelse) kaldes epanastrofe.

Eksempel:

...glider vi mod hinanden, hav mod skibe,
skibe i vuggen under varme himle.

Et andet eksempel:

Giften aad, og ingen fandt Raad.
Men Dronningen stolt udi Thule
hun rakte sin Boler den brede Guldkrone,
at han sin Last kunde skjule.
Giften aad.

Giften aad, og ingen fandt Raad.
Man fejded langs alle Kyster.
Ved Arnen sad Moderen ræd for sin
Søn og Broderen sveg sin Søster.
Giften aad.

Fra Sophus Claussens digt Dronningen fra Thule, 1908.

***

Modsætningsfigurer

Der findes forskellige typer af de såkaldte sproglige modsætningsfigurer. Her skal vi beskæftige os med to af de vigtigste, nemlig antiteser (modsætninger) og paradokser (modsigelser).

Antiteser

Antiteser er modsætninger og kontraster mellem ord eller mellem tekstdele.

Antitesen er måske overhovedet 'betydningens grundstruktur': Vi tænker og oplever i modsætninger:

  • Moralske og religiøse antiteser som ond/god, synd/nåde, menneske/gud, kød/ånd
  • Biologiske som mand/kvinde, ung/gammel, liv/død
  • Sociale som rig/fattig, bourgeoisi/proletariat
  • Historiske som før/nu - nu/efter
  • Rumlige og topografiske som ude/inde, land/by.

Det er en hovedopgave i fortolkningen af tekstens udsagn at finde antitetiske begrebskontraster og undersøge, hvad teksten mener om dem (+/÷).

F.eks. kan vi fordele modsatte holdninger, tanker og moralske kvaliteter på forskellige personer.

Typiske antitetiske personkonstellationer er:

  • helten og hans modstander
  • parret - der gerne er kontraster m.h.t. menneskelige kvaliteter, men som alligevel netop vil have hinanden
  • hovedpersonen, der oplever en indre kamp mellem modsatrettede kræfter

Kontrasterne kan ligge skjult i teksten, og så må vi grave og selv sætte dem på begreb, men de kan også fremtræde klart markeret. I sidste tilfælde fungerer antitesen da mere eller mindre tydeligt som et kompositionsprincip.

Antitesen kan i kompositionen også træde frem som en modsætning mellem lokaliteter (eksempel: Undertrykkerne på soldækket overfor de undertrykte på banjerdækket) eller mellem f.eks. før og nu.

Antitesen som stiltræk: Tekster præget af ordkontraster kan være middel til pompøs og propagandistisk fremhævelse eller udtryk for den stærke følelse, der ikke kender til mellemstandpunkter eller forbehold.

Eksempel:

Enkel bøn

Herre, gør mig til et redskab for din fred:
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor uret er begået.
Lad mig bringe enighed, hvor uenighed råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe sandhed, hvor vildfarelse råder.
Lad mig bringe håb, hvor håbløsheden råder.
Lad mig bringe glæde, hvor bedrøvelse råder.
Lad mig bringe lys, hvor mørket råder.
O, Mester, lad mig ikke så meget søge
at blive trøstet som at trøste,
at blive forstået som at forstå,
at blive elsket som at elske;
For
det er ved at give, at man modtager,
det er ved at tilgive, at man får tilgivelse,
det er ved at dø, at man opstår til evigt liv.

Denne tekst tilskrives Frans af Assisi (ca. 1187-1226), en katolsk munk i 1200-tallet, der grundlagde munkeordenen 'Franciskanere'.

Paradoks

Et paradoks er en modsætning drevet op i en spids - den strider mod den sunde fornuft.

Et paradoks er en tilsyneladende selvmodsigelse, ofte formuleret som en antitese: 'ensom i mængden'. Pointen er dog, at et paradoksalt udsagn - trods sin ulogiske selvmodsigelse - ofte alligevel giver mening og stof til eftertanke.

Eksempel:

Du, som jeg elsker, og som tror at jeg elsker
en anden.
Jeg elsker dig så intenst i denne tid fordi jeg har
forelsket mig i en anden.

Digt fra Henrik Nordbrandts digtsamling Håndens skælven i november, 1986.

En koan er en særlig type paradoks, der kendes fra buddhismen. En koan er nemlig en zen-mesters gådefulde spørgsmål eller opgaver til elever hvis kerne af sandhed, de skal finde ind til for at blive oplyste.

Eksempler:

Eleven: Mester, sig mig, hvordan jeg når til fuld oplysning.
Mester: Forestil dig én hånd, der klapper.

Mester (til eleven): Fortæl mig, hvem du er før din far og moder blev født.
- og det går eleven så hjem og tænker over i nogle år.......

- - -

Kilde: Flere af informationerne i afsnittet om modsætningsfigurer bygger på Jørgen Lorenzens lærebog med titlen Litteratur fra 1982.

To top

Figurdigt - af Birgit Martha Bruun og Nanna Christensen (2014)

Et figurdigt har med digtets udseende, dets grafiske præg at gøre.

Et figurdigt er (ifølge Den store danske encyklopædi) visuel poesi, dvs, et digt, der er skrevet eller trykt således, at det fremstiller sit emne grafisk: Et passionsdigt formet som et kors, en bryllupssang som en pokal, et digt om sommerfugle som en sommerfugl, et kærlighedsdigt, der tegner den elskedes træk, osv.

Som figurdigt betragtes også visse bogstavgåder og rebusagtige opstillinger, fx digte i stjerne- og pentagramform, eller kvadratdigte, der giver samme ordlyd læst med og mod skriften samt fra oven og ned.

I den lyriske konkretisme har figurdigtet en central stilling.

I videste forstand kan dog al skreven lyrik indbefatte en visuel oplevelse ved siden af den klanglige (lydlige) og derved nærme sig figurdigtet. I både klassisk og moderne lyrik er strofen fx ofte en form, der ikke blot er af klanglig natur, men også i stigende grad givet for øjet.

Det egentlige figurdigt var på mode i aleksandrinsk digtning, i karolingisk renæssance, i barokken og ikke mindst i modernismen (bl.a. er flere af franskmanden Guillaume Apollinaires (188--1918) digte figurdigte). Se <media 3964 _blank - "Figurdigtene vises i pdf-fil i nyt vindue">eksempler på Apollinaires figurdigte</media>.

Vi kan kikke på et visuelt digt på samme måde som på et maleri, en tegning, et fotografi. Digtet danner et samspil af former i sort og hvidt. Bogstavernes form, linjernes længde, strofernes opbygning udgør ofte i sig selv små udsagn som indgår i forståelsen af teksten:

  • Læg mærke til mellemrummene i teksten, og hvad de eventuelt giver af betydning.
  • Læg mærke til om linjerne er korte eller lange, få eller mange; og læg mærke til om stroferne er smalle eller brede, runde eller trekantede.....
  • Læg mærke til skriftbilledet: er det løst eller kompakt? Er strofer og/eller linjerne forskudte i forhold til hinanden? Er strofer og/eller linjer placeret i forskellige positioner på siden?
  • Hvordan er helhedsindtrykket af digtets grafiske udtryk: flimrende eller harmonisk?

Se opgave om et digts grafiske udtryk.

To top

Ordforklaringer

Assonans

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at vokaler inde i ord, der er eller lyder ens, gentages. Eksempel: Lige før vi for vild.

Diapsalmata

en kortfattet refleksion (eftertanke) over et emne, der har med den menneskelige tilværelse at gøre.

Eksistens

Eksistens betyder 'at være til'. Tekster, der har 'eksistens' som tema, handler om særligt væsentlige sider af menneskelivet, bl.a. om at finde svaret på spørgsmålet: Hvad er jeg til for? Hvad er meningen med livet?

Eksplicit

betyder 'direkte' eller 'åbenlyst' - i modsætning til implicit, der betyder 'indirekte' eller 'skjult, men underforstået'.

Encyklopædi

En encyklopædi er en samling af tekster, der beskriver den menneskelige viden enten generelt(som fx Den Store Danske Encyklopædi eller Wikipedia) eller inden for et afgrænset felt (som fx den danskfaglige encyklopædi på antologien.dk).

Kier ad

Kier betyder 'kær' og stavedes faktisk ikke 'kier', men 'kiær'. Kier ad (eller altså rettere: kiær ad) betyder: at stræbe ivrigt efter, attrå, ønske (noget); være begærlig efter. Kilde: ordnet.dk.

Metafor

En metafor er et sprogligt eller visuelt udtryk, der skal forstås i overført betydning, dvs. i en anden end dens bogstavelige betydning.
Eksempel på en metafor: Mit hjerte det er et vindu med isblomster (fra Jens August Schades digt Regndiamanterne, 1926).
Metaforens funktion er at føre egenskaber ved et element over til et andet element.

Syntaks

Syntaks er læren om, hvordan man bygger sætninger op.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt