Lyrik

Hvad er lyrik?

Ordet lyrik kommer fra det græske lyra eller lyrikos, der betyder lyre (et strengeinstrument). Fra gammel tid, fx i oldtidens Grækenland, var digtekunsten en kunstart, som dækkede fremsigelsen af verslinjer med musikalsk akkompagnement til. Ord og musik opfattedes som uadskillelige dele af en helhed.

Man bruger termen lyrik om en af de tre litterære hovedgenrer, hvor de to andre er 'epik' og 'drama'.

I stedet for begrebet lyrik bruges også ofte begreberne 'poesi' eller 'digt'.

Selve genrebetegnelsen 'lyrik' kan siges at være lidt misvisende, i hvert fald må man ikke forledes til at tro, at alle tekster i denne genre er lyriske.

At en tekst er lyrisk vil nemlig sige, at den er kendetegnet ved at beskrive sansninger, stemninger, følelser og/eller tanker. Det centrale ord her er 'beskrive'.

Men det er altså slet ikke alle tekster inden for genren 'lyrik', der beskriver sådanne sanselige eller stemningsmæssige øjebliksbilleder. Eller sagt lidt modsætningsfyldt, der illustrerer det uheldige ved betegnelsen 'lyrik': Det er ikke alle lyriske tekster, der er lyriske.

Den skelnen, der almindeligvis foretages mellem genrerne lyrik, epik og drama er af meget gammel dato. Da den blev til, var langt de fleste lyrik-tekster lyriske (dvs. beskrivende), de episke tekster var berettende (= fortællende et handlingsforløb), og dramaerne var dialogiske, dvs. at de viste et handlingsforløb via replikker:

De (skøn)litterære skriftlige hovedgenrer
LyrikEpikDrama
Indholds-mæssigt kendetegnBeskrivendeBerettendeDialogisk
Dominerende genrerDigtFiktionsprosa i form af roman, novelle, kortprosa og eventyrLæsedrama, dvs. et teaterstykke/skuespil, der er beregnet til at blive læst, og derfor foreligger i skriftlig form.

Men som vil fremgå nedenfor, så findes der mange lyrik-tekster, der har andre kendetegn end det at være lyriske.

Lad os fra nu af - for at undgå misforståelser - kalde tekster, der tilhører lyrik-genren for digte.

Digtets historie

Digte kendes fra Ægypten så langt tilbage som 2600 f.Kr. Nogle af de tidligst nedskrevne digte fra Grækenland er sandsynligvis forfattet af digteren Hesiod, der levede omkring 650 f. Kr.

Hvis vi taler dansk digtning, er munken Peder Ræv Lille en af de første navngivne danske digtere. I sidste halvdel af 1400-tallet skrev han en række lovprisende digte om Jomfru Maria. Læs fx Ret Elskovens Dyd, hvorom det dog senere er blevet diskuteret, hvorvidt det faktisk handler om den hellige Jomfru Maria eller om en kødelig jordisk kvinde, som Peder Ræv Lille var vild med.

Den såkaldte centrallyrik, der er kendetegnet ved, at digteren sætter sig selv i centrum og udtrykker sine oplevelser og opfattelser af sin egen situation og/eller hans omverden er - på dansk grund - bl.a. digteren Johannes Ewalds (1743-1781) pioner for. Læs fx. hans digt Da jeg var syg fra 1771.

Helt op til romantikken fra begyndelsen af 1800-tallet var brugsdigtningen totalt dominerende, dvs. digte skrevet til bestemte lejligheder (herunder religiøse), eller for at hylde bestemte - historiske eller samtidige - begivenheder eller personer.

Digtets karakteristika

Digte kan noget specielt. På meget kort tid, med få ord, kan lyrik sige noget væsentligt om væsentlige sider ved den menneskelige tilværelse.

Den mest dominerende form for digte, de såkaldte lyriske digte, er groft sagt kendetegnet ved, at de beskriver et øjeblik på et øjeblik. Og de tager derfor også som regel kun et øjeblik at læse - selv de fleste af dem dog gerne vil have, at du bliver lidt længere.

Lyriske digte kan siges at være beslægtet med malerkunst i den forstand, at digte kan opleves som en slags 'ordmalerier', hvor ordene er farver i forskellige nuancer, der danner linjer, former og figurer. Nogle gange er digtet et 'maleri' af noget, der 'ligner' og andre gange af noget, der ikke umiddelbart er lige til at genkende.

Men hvis vi tager i betragtning, at digtes indhold kan være meget forskelligt, så kan man faktisk kun nævne ét særegent træk, der definerer digte til forskel fra andre typer af tekster, fx traditionelle episke tekster (fx noveller). Nemlig det forhold:

  • at et digt er en tekst opbrudt i (som regel) relativt korte linjer (kaldet 'verslinjer' eller bare 'vers'). Ganske ofte er disse linjer fordelt i små eller større grupperinger med et antal linjer samlet i hver 'gruppe', som kaldes 'strofer'.

Digtgenrer

Man kan skelne mellem to hovedtyper af digte:

  • Metriske vers (også kaldet 'metrisk digt' eller digt i bunden form) er kendetegnet ved sit metriske mønster, dvs.

    • at rytmikken i verslinjer er mere eller mindre fast, dvs. at rækkefølgen af og antallet af trykstærke og tryksvage stavelser enten udgør et relativt fast mønster i form af en bevidst organiseret inddeling af antallet af og i rækkefølgen af trykstærke og tryksvage stavelser i verslinjers ord. Dette gør sig gældende i tusindvis af ældre digte og i næsten alle - og nutidige - sangtekster.
    • at der er et mere eller mindre fast lydligt mønster i form af rim.

  • Frie vers (også kaldet et digt i ubunden form eller et ikke-metrisk digt) er kendetegnet ved, at der ikke er rim, og at der ikke er en fast rytmik.

Både et metrisk og et ikke-metrisk digt kan fremtræde som:

  1. Et lyrisk digt (også kaldet et beskrivende digt) er en tekst, der ofte, kortfattet og koncentreret, beskriver et tidsmæssigt stillestående (statisk) øjebliksbillede af subjektive (personlige) følelser, stemninger, sansninger og tanker. Rent sprogligt afviger det lyriske digt fra normalsproget, fordi der hyppigere end normalt forekommer utraditionelle sætningskonstruktioner og ordsammensætninger, anderledes tegnsætning, brug af troper (billedsprog) og andre stilfigurer (gentagelses-, modsætnings-, dramatiske og klangfigurer).
  2. Et episk digt (også kaldet et berettende digt) er en tekst, der ofte, kortfattet og koncentreret, beretter et handlingsforløb, der strækker sig over en vis tidsperiode.

Man kan også inddele digte i følgende undergenrer:

  1. Rimdigt, der er karakteriseret ved at indeholde stavelsesrim i form af enderim, men der forekommer også ofte andre former for rim (fx bogstavrim).
    Stavelsesrim er lydlig lighed mellem ords sidste betonede vokaler i form af:

    • indrim, hvor ord i en verslinje rimer med hinanden. Fx: Blod i årerne, så dårerne må hjem og slikke sårene mine forfædre gør mig bedre med årene. (Fra rapdigtet Ej Blåt Til Lyst af Kongehuset, 1996).
    • enderim, som det kaldes, når sidste ord i mindst to verslinjer rimer. Der findes forskellige typer af enderim, fx parrim (hvor verslinjer lige efter hinanden rimer to og to, krydsrim (hvor hver anden verslinje rimer med hinanden) eller klamrerim (hvor verslinjer, der omkranser (omklamrer) en strofe (fx første og sidste linje) eller en del af en strofe, rimer).

    Bogstavrim er der tale om, når flere ord i en verslinje indeholder samme bogstavlyd, fx i form af:

    • allitteration, dvs. når ords trykstærke stavelser i en verslinje begynder på samme konsonant eller konsonantgruppe (eller bare konsonanter, der lyder ens). Fx: Søndagene er sure som sjaskvåde citroner.
      Allitteration kan også være ord, der begynder med samme vokal (eller vokaler der lyder ens).
    • assonans, dvs. når trykstærke stavelser indeholder samme vokallyde, altså hvor vokalen (i de fleste tilfælde) står inde i ord. Fx: Er søndagen sølle eller myndig med sit lille ø i?

  2. Prosadigt, der er kendetegnet ved at være skrevet i prosaform, dvs. at dets sætninger er opbygget som normalsproglig syntaks, således at forstå, at sætningsopbygningen er som i normalt skriftsprog, men selve formuleringerne og ordvalget er dog alligevel afvigende fra normalsproget, idet der ofte bruges lyriske virkemidler som sproglige billeder, forskellige former for sproglige figurer mv.
  3. Knækprosadigt, dvs. et prosadigt, der er kendetegnet ved, at sætningsopbygning (syntaks) og ordvalg er fuldstændig som i almindeligt tale- eller skriftsprog. Grunden til, at en sådan tekst alligevel bliver kaldt et digt, er, at sætningerne rent grafisk er brudt op ('knækket') i verslinjer, og verslinje-inddeling er jo det mest karakteristiske træk ved digtgenren.

Digte forekommer hyppigst i følgende to genrekombinationer:

  • Metriske digte, der er lyriske rimdigte
  • Frie digte, der er lyriske prosadigte

Figurdigte

ogle digte kaldes figurdigte (eller grafiske eller visuelle digte), dvs. digte som også har en betydning i kraft af den måde, de ser ud på, den måde de rent grafisk er opstillet på, eller den måde skriften ser ud på.

Der findes to slags figurdigte:

  • Figurativt figurdigt, der er kendetegnet ved at skriften (bogstaverne og linjerne) rent visuelt ligner et billede af noget, fx at digtet rent grafisk ligner et kors eller et hus - eller måske et ansigt.
  • Non-figurativt figurdigt, der rent grafisk ikke ligner et billede af et eller andet objekt, vi kender fra virkeligheden, men som alligevel er layoutet på en bestemt måde, fx ved at strofer er placeret lidt forskelligt på en side, at nogle verslinjer i en strofe har et større indryk end andre, at forskellige verslinjers indryk i samme strofe er forskellige, at skriften er i forskellige størrelser eller farver eller lignende.

Et digt er ikke et figurdigt, hvis dets grafik ikke tilfører digtet en udvidet betydning. Dette gælder fx de mange digte, der 'bare' er venstrestillede på en side med samme venstremargin (og altså ikke nogen form for indryk) i alle strofer og verslinjer.

Til toppen

Poesi – en guide - af Jan Bagge-Nielsen (2018)

Hvad er poesi?

Det er en underlig form for skriveri, der opstilles anderledes på siderne end andre tekstformer, det bruger et mærkeligt sprog, og det lader til at skjule sin mening frem for at skilte med den.

Hvad er meningen med poesi? Hvad bruges det til?

Poesi har det med at dukke op alle vegne. Vi ser det på fødselsdagskort, i reklamer og på reklameskilte, vi hører poesiens ekko i sange, og det læses højt til bryllupper og begravelser. Det findes i støvede gamle bøger på biblioteket, i farverige paperbacks i boghandleren og i manuskripter gemt bag lås og slå. Vi hører det i børnesange, i forsamlingssale og læser det på toiletdøre. Og det påvirker i høj grad vores sprog og de metaforer, vi ser verden igennem.

Vi går til poesien, når vi ved, hvordan vi føler, men ikke hvordan vi skal sige det. Når vi læser det, finder vi flere følelser - følelser som vi ikke vidste, vi kunne føle.

Hvordan kan poesi være alle disse ting på én gang?

Vi når næppe i nærheden af at besvare disse spørgsmål i denne artikel, men vi vil forsøge at give jer nogle værktøjer til at forstå poesiens mekanismer. Poesi er uendeligt komplekst, både at læse og at skrive, og vi har hver især vores måde at forstå dets særlige sprog på. Men vi kan sige nogle generelle ting om poesiens sprog og form, og gennem nogle konkrete eksempler komme med nogle bud på, hvordan poesi fungerer, og hvad der får det til at tikke.

Poesi lever ret meget efter sine egne regler.

Det har en underlig tilgang til mening, udtryk og fortællinger. Der leges med form, billedsprog og konventioner. Der brydes med forventninger, og sproglige klichéer vendes på hovedet. Der er næsten ingen regler, når det kommer til poesi - der er meget kreativ frihed.

Med det sagt, er der som regel mønstre, der går igen, som man kan genkende. Det er fordi poesi, som al anden litteratur, ikke eksisterer i et vakuum. Alle de store digtere har ladet sig inspirere af dem, der kom før. Som spirende poet kan det derfor også være godt og givtigt at læse meget poesi og lade sig inspirere, og til dette formål er det godt at kunne forstå de typiske komponenter af poesien. Denne artikel vil gennemgå de mest almindelige komponenter, fra meter og rytme til lyd og rim, og hvilken effekt de har på teksten, poeten og læseren.

Rytme og lyd

Poesi forstås ikke kun gennem sprogets logik og ordenes betydning, men kan også forstås gennem følelsen af rytmen og lyden af rimene. En stor del af tiltrækningskraften ved poesi er ikke nødvendigvis den historie, ordene fortæller, men det er rytmen, rimene og lyden af poesien, der tryllebinder os. Rytmen og tempoet af et digt kan sagtens virke tiltalende for os, selvom dets indhold kan virke fremmed og forvirrende. Det er derfor, det er så vigtigt at læse poesien højt. Forståelsen og fornemmelsen af poesi ligger nemlig overvejende i det lydmæssige.

Typer og traditioner

Poesi kan opdeles i forskellige typer og traditioner. Ligesom alle andre former for litteratur bevæger poesien sig inden for bestemte konventioner. For jo, poesien elsker at bryde med konventionerne, men ofte følger det også bestemte traditioner omkring form og indhold.

I store træk kan poesi opdeles i narrativ poesi og udtrykspoesi.

  • Narrativ poesi fokuserer på at fortælle en historie af en slags og inkluderer traditioner som episke digte, ballader, folkeviser, romancer og blankvers, blandt andre.
  • Udtrykspoesi er mindre afhængig af tidsforløb og fokuserer mere på at udtrykke følelse og eftertænksomhed, og det inkluderer lyrik, elegier, nogle kærlighedsdigte og pastoraler, blandt andre.

Disse overordnede typer har det dog med at overlappe hinanden - historier fortælles med følelse, og følelser finder sted over tid.

Form

En stor del af poesi er form - hvordan poesien er sat op - hvilken fysisk udformning det har. Dets længde, rimskema, stil og logik - alle indikerer et forhold til tidligere traditioner, hvorfor de kan placeres i kategorier.

Poesi, der er langt eller kort, eller rimer, eller er fast eller flydende, henvender sig til sine læsere på forskellig vis.

Noget poesi varierer i form, så som oden, epigrammet, epitafiet, den dramatiske monolog og blankvers.

Andre poesityper er faste i deres form, så som sonetten, haikuet, limericken, villanellen og andre lignende digttyper.

Nogle leger med det visuelle og er arrangeret på siden i en særlig udformning. Disse digte egner sig mere til læsning end højtlæsning, da det netop er den visuelle oplevelse, der er i fokus. Disse kan være mønsterdigte, hvis udformning reflekterer indholdet. De kan også være akrostikon, hvori det første bogstav i hver linje staver et ord relevant til digtets emne, når det læses vertikalt.

Andre er hybrider af litterære genrer og blander digtformen med eksempelvis dramaet eller romanen.

Sidst men ikke mindst er der de mere "formløse" poesiformer, så som frie vers, der er sat op i forhold til indhold og retorik og ikke efter regler om meter eller rim, og prosadigte, der optræder som prosa, men karakteriseres af rytme og billedsprog.

Meget af det, der appellerer til os ved poesien, så som dets lyd, tempo, tone, mønstre og form, kan være svært at beskrive. Det er lige så meget poesiens måde at udtrykke noget på, som hvad det udtrykker, der er del af dets slagkraft og appeal. At forstå de tekniske metoder og opstillinger er en måde at høre, se og føle poesien, hvorfor det kan være en god idé at sætte sig ind i de tekniske begreber inden for metrik, rim og strofer.

Metrik

Ved at studere et digts metrik kan man identificere, hvor digtet er særligt bevægende, overraskende eller passioneret - hvor et særligt fokus ligger, hvor en lyd samspiller med en anden lyd, hvor en pause bryder med forventningerne. Metrik påvirker vores oplevelse af digtet. Det indebærer, hvor tryk ligger på bestemte ord, og hvordan det danner versefødder og meter.

Tryk

Daglig tale følger et almindeligt trykmønster af betonede og ubetonede stavelser, der er baseret på almindelig udtale af ord og stavelser i forbindelse med hinanden. Nogle gange bryder vi med trykmønstre og sætter tryk på ord, vi gerne vil fremhæve.

I poesien spiller tryk typisk en betydelig rolle, da det er med til at definere digtets rytme under oplæsning. Ligesom i daglig tale består sætningerne (eller verslinjerne) af stavelser, der er betonede og ubetonede. Poesien kan lege med disse trykmønstre og enten benytte almindelige trykmønstre eller bryde med dem. Mange digte bruger særlige former for mønstre, som kan kvalificeres som metre.

Meter

Når tryk falder ind i et mønster i et digt, kaldes det et meter. Det kan både ses og høres i poesien. Valget af et bestemt meter kan markere en bestemt digtgenre, eller det kan være et forsøg på at bryde med tradition, eller det kan være et eksperiment med nye teknikker.

Meter kan give formbaseret poesi en vis udformning og elegance, og effekten kan være både intellektuel og fysisk. Det kan være en intellektuel udfordring at analysere og klassificere metret. Meter påvirker også højtlæsningen af digtet og vores vejrtrækning gennem højtlæsningen. En poet kan eksempelvis med vilje gøre rytmen så svær og unaturlig, at man bliver forpustet af at læse digtet højt.

Meter dikterer længden af verslinjerne i en strofe. Disse verslinjer kan opdeles i forskellige kategorier, efter hvordan de ender:

  • Verslinjer med endestop ender hvor almindelige sætninger vil ende, typisk markeret af tegnsætning som komma og punktum.
  • Enjambement/versbinding er når dele af en sætning bæres over et linjebrud.
  • Cæsur er en pause eller et brud, der findes midt i en verslinje. Ofte markeret med et komma eller semikolon. Det kan også være en rytmisk pause.

Metriske verslinjer kan også beskrives ud fra, hvordan de ender i forhold til tryk:

  • Maskuline verslinjer ender med en betonet stavelse.
  • Feminine verslinjer ender med en ubetonet stavelse.
  • Cæsur kan ligeledes opdeles i køn.

Overordnet set kan metre opdeles i tre:

  1. Kvantitative metre er metre, hvor linjerne ikke er markeret af tryk, men antallet og længden af stavelser tælles. Der er derfor ikke noget fast antal af tryk, men fokus er på antallet af stavelser, som eksempelvis haikudigte, der typisk består af 17 stavelser fordelt over tre verslinjer i formationen 5 - 7 - 5.
  2. Alliterative metre er metre, hvor hver linje har et fast antal af betonede stavelser, mens antallet af ubetonede stavelser kan variere. I gamle engelske digte ses dette ofte brugt, særligt med fire faste betonede stavelser i hver linje. Desuden placeres de betonede stavelser ofte i par, der deler ordlyd - såkaldt allitteration.
  3. Trykstavelsesmetre er metre, der både tæller betonede og ubetonede stavelser, der sidder i faste mønstre.

Den sidstnævnte type meter kan opdeles i versfødder, som er enheder, der består af mønstre af betonede og ubetonede stavelser. Der findes mange forskellige slags versfødder afhængig af, hvor i enheden trykket ligger. Det svinger fra sprog til sprog, hvilke fødder der er de mest brugte.

Blandt versfødder finder man jamber, trokæer, anapæster, daktyler, spondæer og amfibrakker, osv.

Jamben og trokæen er de mest simple og ses ofte brugt på mange forskellige sprog, inklusiv dansk.

Ordet "forstå" er eksempelvis en jambe, da betoningen ligger på den sidste af to stavelser - ubetonet -> betonet.

Ordet "sangen" er en trokæ, da betoningen ligger på første af to stavelser - betonet -> ubetonet.
Versfødder kan dog også gå på tværs af ord, f.eks. "en kat" er en jambe.

Hver verslinje i et digt med trykstavelsesmeter består af et mønster af disse stavelsesenheder. Eksempelvis kan et digt have et mønster af metre, der involverer fem jambefødder, dvs. fem enheder med en ubetonet stavelse efterfulgt af en betonet stavelse. Dette kaldes et jambisk pentameter og ses eksempelvis ofte brugt i ældre engelsk poesi. Man ser det for eksempel ofte i Shakespeares værker, selvom han ikke fulgte metret helt slavisk. Den famøse monolog i Hamlet, hvor Hamlet filosoferer over livet, er eksempelvis præget af et jambisk pentameter (betonede stavelser er markeret med understregning):

To be, or not to be, that is the question

Verslinjen ender ganske vist med en overskydende stavelse, der er ubetonet, en feminin verslinje, men det var typisk for Shakespeare at lege med konventionerne. Hans stykker er desuden skrevet i blankvers, der typisk består af et jambisk pentameter og altid er uden rim.

Man ser et andet lignede meter i dette uddrag af Andrew Marvells digt "To His Coy Mistress", der følger et jambisk tetrameter i stedet. Her er der kun fire jambefødder:

Had we but world enough, and time,
This Coyness Lady, were no crime

Rim

Rim kan være noget af det mest fantastiske og fængende ved poesi, og det understreges ofte som en af de definerende træk, der adskiller poesi fra prosa. Rim appellerer til vores ører, og måden hvorpå det kan sætte ord i forbindelse med hinanden kan være overraskende og tankevækkende.

Der er mange måder, hvorpå poesi kan bruge rim, men det behøver ikke at gøre det. Det kan stadig være poesi uden rim.

Definitionen af et rim er ret simpel, idet det er gentagelsen af to lignende eller identiske lyde. Typisk optræder rim for enden af verslinjer - såkaldte enderim.

Der findes dog også såkaldte øjerim/skriftrim, der ikke nødvendigvis rimer, når de læses højt, men staves ens eller næsten ens, eksempelvis "kartofler" og "sjofler". De appellerer til øjet, men ikke øret. Et rim kan dog godt rime både på lyd og skrift, og dermed appellere til både ører og øjne.

Rim kan opdeles i forskellige kategorier:

Perfekte rim er det mest almindelige og genkendelige slags rim. Det er når lyden af to ord matcher hinanden præcist i kraft af de sidste stavelser i ordene. Rimet kan være på sidste stavelse, men også de to sidste eller tre sidste.

Disse rim kan arrangeres på forskellig vis i forhold til verslinjerne, eksempelvis i parrim (AABB), eller krydsrim (ABAB), eller de mere komplicerede multirim (AAABBB, ABABAB, osv.). De kan også arrangeres som kiastiske rim/klamrerim, hvor sidste ord i en strofes første og sidste verslinje rimer (f.eks. ABBA). Der findes også kæderim, hvor sidste ord i en verslinje rimer med første ord i næste verslinje.

Interne rim er rim, hvor gentagelsen af lyd sker inden i en verslinje. Dette kaldes også midtrim. Rim er derfor ikke forbeholdt enden af en verslinje. Man kan derfor kæde rim sammen og danne forbindelse mellem ord internt i verslinjer også.

Ufuldstændige rim er konstruktioner, hvor rimene kun er delvise gengivelser af lyd, da kun vokal- eller konsonantlyden gentages.

Der findes tre slags ufuldstændige rim:

  • Konsonans er når kun de sidste konsonantlyde er ens - lidt og snydt eksempelvis.
  • Assonans er når kun de interne vokallyde er ens - døb og stød eksempelvis.
  • Pararim er når konsonanternes placering er ens, men vokalerne er forskellige - bid og bad eksempelvis.

Ufuldstændige rim bruges ofte til at skabe dissonans og disharmoni i poesien. Eksempelvis brugte krigspoeten Wilfred Owen ofte ufuldstændige rim til at understrege de grimme sider af krig, og hvordan krig korrumperer og ødelægger.

Allitteration er gentagelsen af lyd i begyndelsen af ord. Allitteration kan dog også optræde midt i ord ved gentagelser af konsonantlyde. Det er et stærkt retorisk virkemiddel og tages ofte i brug i reklameslogans og lignende, da det fanger læseren og lytterens opmærksomhed og er nemt at huske. Det er i høj grad også brugt i poesien.

Da rim er så baseret på lyd, er det værd at nævne, at registreringen af et rim for en læser eller lytter er meget afhængig af dialekt og accent. På tværs af dialekt og accent kan udtalen variere, og hvad der rimer på én dialekt, rimer måske ikke på en anden.

Samspillet mellem form og indhold

For at demonstrere hvordan formen i poesi kan understøtte og endda åbne op for fortolkningen af indholdet, har vi udvalgt et digt, som vi vil gennemgå og beskrive gennem nogle af de ovennævnte begreber.

Vi har valgt en af William Shakespeares sonetter, nemlig hans "Sonnet 20":

A woman's face with Nature's own hand painted
Hast thou, the master-mistress of my passion;
A woman's gentle heart, but not acquainted
With shifting change, as is false women's fashion;
An eye more bright than theirs, less false in rolling,
Gilding the object whereupon it gazeth;
A man in hue, all 'hues' in his controlling,
Much steals men's eyes and women's souls amazeth.
And for a woman wert thou first created;
Till Nature, as she wrought thee, fell a-doting,
And by addition me of thee defeated,
By adding one thing to my purpose nothing.
But since she prick'd thee out for women's pleasure,
Mine be thy love and thy love's use their treasure.

Shakespeares sonet har 14 verslinjer, som alle sonetter, men rimskemaet er mere lig med den engelske sonet end den italienske eksempelvis. Shakespeares sonet består af enderim arrangeret i tre par af krydsrim (ABAB, CDCD, EFEF) og ender i et parrim (GG).

I dansk gengivelse, hvor sonetter gerne opdeles i 4 strofer a 4, 4, 4 og 2 vers, lyder en oversættelse/gendigtning af Sonet 20:

En kvindes ansigt gav naturen dig,
der hersker over mig som herskerinde.
En kvindes blide hjerte, men dog ej
omskifteligt, som hos den falske kvinde.

To øjne klarere, som ikke gækker,
forgylder alt, hvad end et blik de låner.
Et mandekøn, som alle køn tiltrækker,
mænd glor galant, mens kvinder dåret dåner.

Oprindelig da skabtes du som kvinde,
men Fru Natur fik mod sit værk en dragen
og fratog dermed mig dig som veninde,
den ting hun føjed til afgjorde sagen.

Da hun nu gav dig det, som kvinder fryder,
elsk mig som før, mens de dets virke nyder.

Kilde til dansk oversættelse: William Shakespeare: Sonetter - Sonnets. Oversættelse Line Krogh, Attika 2006.

Både linje 1 og 3 ender i enjambement, men resten af linjerne er med endestop og ender enten med semikolon, komma eller punktum.

Metret i den engelske originaltekst er et jambisk pentameter, som er tilfældet i det meste af Shakespeares poesi. Der er dog flere undtagelser ved metret, f.eks. er der en overskydende ubetonet stavelse til sidst i hver verslinje, det som man kalder feminine verslinjer. At alle linjerne er feminine er sandsynligvis ikke et tilfælde, og det lægger op til, at man bør være opmærksom på, at dette har en sammenhæng med eller på anden vis betydning for indholdet af sonetten.

Tilstedeværelsen af de feminine verslinjer understøtter nemlig det tematiske indhold i sonetten. Den gængse fortolkning af sonetten går netop på, at den er en beskrivelse af en ung mand, der har kvindelige træk - han er androgyn og feminin - da han gennem sonetten sammenlignes med en kvinde.
Fortælleren eller digterstemmen i sonetten er forelsket i den unge mand og hans feminine træk, men samtidig er han dybt frustreret over, at han ikke kan handle på sin forelskelse, da han selv er heteroseksuel eller ikke tør springe ud som homoseksuel (I Shakespeares samtid var det formentlig ildeset at være homoseksuel).

Gennem sonetten lægges der op til, at Naturen skabte den unge mand og malede hans flotte, feminine træk. I sonetten refereres der til Naturen som en kvinde, som Moder Natur. I linje 9 til 12 spekulerer fortælleren om, at Moder Natur i første omgang skabte den unge mand som en kvinde, men at hun forelskede sig i sin skabning, og endte med at ændre sin skabnings køn for at opnå heteroseksuel pardannelse. Moder Natur stod derfor i samme situation som fortælleren, men fortælleren kan ikke ændre den unge mands køn ved et strejf med en malerpensel, som Moder Natur gjorde det, og derfor er han dybt misundelig og frustreret. Som han nævner i linje 11, er han besejret af Moder Natur.

Dem fremgår også ret tydeligt af første del af sonetten, at fortælleren er frustreret over, at kvinder ikke er som den unge mand, og at den unge mand ikke er en seksuelt tilgængelig kvinde. Hver især er de fejlbehæftede - kvinder fordi de, med hans ord, er falske og utilregnelige, og den unge mand fordi han har en penis.

I linje 12 i orginalteksten ser vi også hvordan rim kan spille ind i understøttelsen af det tematiske indhold af poesi. F.eks. er der her et internt rim mellem "one thing" og "nothing". De to begreber kontrasterer hinanden, både i deres umiddelbare betydning og deres kontekstuelle betydning her. Moder Natur tilføjede "one thing" (en penis (også hentydet til i næste linje med ordet "prick")) til sin skabning, i stedet for "nothing" (ingen penis, implicit en vagina), som var det fortælleren ønskede. (Ja, Shakespeare brugte mange ordspil om kønsdele!)

Der er også et spil på allitteration i linje 2, hvor den unge mand kaldes "master-mistress", både mand og kvinde på samme tid. Dette understreger fortællerens forvirring over den unge mands køn.

Som det fremgår af denne korte analyse af sonetten, er der et tydeligt samspil mellem form og indhold. Valget af et bestemt meter (eller afvigelser fra et traditionelt meter som er tilfældet her) samt tilstedeværelsen af rim og lignende spil på lydsiden af sproget kan fungere som markører, som læseren eller lytteren skal være opmærksom på. Elementer som disse gemmer måske på nøglen til forståelsen af digtet og åbner op for fortolkningen af det.

Shakespeare har bevidst manipuleret metret og rimene til at afspejle og understrege det tematiske indhold i sonetten. Han har derfor sandsynligvis haft stor teknisk forståelse for form og diverse traditioner inden for poesi. Selvom man ikke planlægger at skrive poesi på niveau med Shakespeare, kan det imidlertid være smart at sætte sig ind de mange muligheder og traditioner, der eksisterer inden for poesien, og for at gøre dette er det godt med en stor værktøjskasse fyldt med de gængse begreber og metoder, der benyttes i denne sammenhæng. En god værktøjskasse er vigtig, hvis man gerne vil læse, forstå og lære mere om poesi generelt, og det kan være en stor hjælp at have en bred viden om traditioner, konventioner og muligheder inden for poesien, hvis man vil kaste sig ud i at skrive lyrik og digte. Også selvom man gerne vil gøre noget nyt - måske endda særligt hvis man vil bryde med konventionerne.

Den ovennævnte guide er (trods længden) bestemt ikke komplet, men vi har forsøgt at fokusere på de mest fundamentale elementer af poesien. (...)

Til denne guide har vi taget inspiration fra Rhian Williams' The Poetry Toolkit: The Essential Guide to Studying Poetry, der klart kan anbefales [især til læreren (dansksiderne,dks anm.)] - hvis han eller hun har brug for en grundig og handy guide til alt inden for poesiens verden.

Kilde: https://uniteandwrite.com/billedsprog-ordspil-og-stilfigurer/.

Til toppen

Glossary

Allitteration

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at begyndelsesbogstaver, der er eller lyder ens, gentages i flere ord. Et eksempel: Jeg går da tit en tur og tænker mig tom. (Verslinje i sangen Lad det staa af Mikael Simpson fra cd'en Noget laant, noget blaat, 2011).

Androgyn

En person, der er dobbeltkønnet og/eller besidder både mandlige og kvindelige træk - ofte i en sådan grad, at det kan være svært at skelne, om der er tale om en mand eller kvinde.

Assonans

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at vokaler inde i ord, der er eller lyder ens, gentages. Eksempel: Lige før vi for vild.

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

Implicit

betyder 'indirekte' eller 'skjult, men underforstået' - i modsætning til eksplicit, der betyder 'direkte' eller 'åbenlyst'.

Syntaks

Syntaks er læren om, hvordan man bygger sætninger op.

dansksiderne.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2019 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt