Romanen. Historie og genre - af Iben Holk (2012)
Ordet romans etymologi
Hvor kommer ordet roman fra? Hvad betyder det egentlig? Vi spørger altså til ordets etymologi (oprindelse). - For knap 1000 år siden blev de fleste tekster skrevet på latin, flere af disse tekster blev flittigt oversat til romansk, dvs. folkesprog. Her har ordet sit udspring. I den tidlige middelalder var det latinske heltedigt en populær genre. En 'roman' er således oprindeligt et latinsk heltedigt oversat til romansk.
Versromaner
Disse versromaner bliver flere århundreder senere oversat til prosa. På den måde opstår der en ny genre. I 1400tallet er en roman ikke længere en oversat tekst på vers, men en tekst skrevet direkte på folkesprog og prosa. Hermed kommer der en folkelig synsvinkel ind i billedet parret med humor, satire, katastrofe og fortælleglæde. Andre genrer kommer til: rejseskildring, historisk beretning, memoirer. Og med bogtrykkerkunstens opfindelse i 1440erne nærmer vi os, hvad vi i dag forstår ved en roman. Så hit med en definition!
Definition
Fortælling af større omfang, der med digterisk fantasi fremstiller en eller flere (historiske eller som oftest opdigtede) personers oplevelser eller levnedsløb eller skildrer en tidsalder, et milieu, en åndelig bevægelse osv. (Ordbog over det danske Sprog, bd. 17).
Salmonsens Konversationsleksikon bd. 20 lægger vægt på "Handlingsbilledet" samt "en genfremstilling af hele Livet, således som det viser sig indenfor et Folk til en given Tid."
Denne romangenre opstår midt i 1700tallet og opnår en gennemslagskraft, som den stort set har holdt lige siden. Forklaringen på denne opblomstring og beherskelse af det litterære felt siges at skyldes tilstande og kræfter uden for romanen, men romanen har alligevel en finger med i spillet. Historisk sker der nemlig det i 1700tallet, at adel og kirke, der tidligere var de kulturbærende lag, overhales af borgerskab og kapitalisme.
Når denne kulturrevolution kunne finde sted, var det ikke mindst under medvirken af bogtrykkerkunstens folkelige muligheder som meddelelsesmiddel for idéskabere og lynkastere (løbesedler!). Romankulturen trives derfor bedst i lande som Frankrig og England, der tidligt udvikler sig industrielt.
Betragtet fra en sådan synsvinkel opstår romanen dels som medium for borgerskabets selvforståelse, dels som bassin for folkelige fortællinger. Her begynder - den uendelige historie.
Den første roman
Et bud på titlen på den første roman? - I artiklen Romanens demokratisering (Politiken, 10. januar 1999) optegner Hans Hertel følgende:
De store bogtrykkere tjente nemlig godt på morskabslæsning, fra ridder- og heltedigte til spådomsbøger. Deres bogførere kolporterede flittigt folkebøgernes kærligheds- og gavtyvehistorier om Flores og Blancheflor , Till Eulenspiegel, Fortunatus med ønskehatten og grev Dracula med vampyrtænderne, og bogtrykkerne finansierede humanister, der skrev nye typer satire - som Sebastian Brant's Narreskibet (1494), Erasmus af Rotterdams Tåbelighedens Lovprisning (1511) og Rabelais' skabrøse kæmperoman Gargantua og Pantagruel (1532-64) . - Her begynder den moderne prosaroman.
Antiroman
I det 20. århundrede, hvor monopolkapitalisme og relativitetsteori gør deres indtog, eksperimenteres der med romanformen. Den eksperimenterende roman bestræber sig på at tilintetgøre selve romanformen, idet samme romanform betragtes som tilhørende det bestående samfund. I løbet af århundredet erklæres romanen da også flere gange for død! Men en 'antiroman' er stadigvæk en roman. Opløsningsprocessen udvikler en ny tradition, hvori romanformen - uafhængigt af indholdet - viser sin originalitet og æstetik: Romanformen har sin egen betydning.
Sideløbende med den eksperimenterende roman (modernisme) udvikler den traditionelle roman sig (realisme), der imødekommer et langt større publikum.
Kunstnerisk skabes der indenfor begge hovedspor store resultater.
Romankunsten overhovedet består af en mangfoldighed af variationer og typer. Men romaner er det alt sammen. Romanen er det åbne felt i litteraturbilledet. De åbne muligheders platform - og bassin.