Af Aslak Gottlieb, undervisningskonsulent. Artiklen er tidligere udgivet på Avisen i Undervisningen - aiu.dk, som nu er nedlagt.

En anmeldelse er en journalists eller en anden professionel skribents mening om en bog, en koncert, en restaurant, en film eller et andet kulturprodukt.
Anmeldelser indeholder typisk et kort og klart referat, så læseren kan bedømme indholdet af det, der anmeldes, og en mening, der helst skal underbygges af gode argumenter.

Anmeldelser har forskellige funktioner. De fleste er ’forbrugervejledninger’, der skal hjælpe folk med at finde ud af, om de skal købe en bog, se en film osv. Her fylder indholdsreferater og fortolkninger ganske meget.

Andre anmeldelser er omtaler af engangsbegivenheder som tv-udsendelser og koncerter, som har fundet sted. Her er formålet at give en fortolkning og vurdering, som læseren kan bruge til at måle sin egen opfattelse med – eller måske bare give et indtryk af, hvad han er gået glip af. Derfor vil referatet i den type anmeldelser være mindre vigtigt.

Man skelner mellem anmeldelser og omtaler. En omtale er en artikel, der fortæller, at fx en bestemt bog er udkommet eller at en bestemt udstilling kommer til byen, men uden journalistens mening om bogen eller udstillingen.
Anmeldelser af andre produkter som elektronik kalder man forbrugertests, brugertests eller bare tests. Forbrugertests er der særligt mange af på webaviserne, hvor man kan åbne for læserens kommentarer og delinger på sociale medier, bringe billedgallerier og linke til de testede produkter m.v.

NB. Mange artikler om sportskampe fremstår også som en slags anmeldelser, selv om man kalder dem kampreferater.

Eksempel: Anmeldelse af Helle Helles roman Bob fra 2021.

En kommentar er en navngiven persons mening om et aktuelt emne, som har væsentlig betydning for avisens læsere. En kommentar kan være skrevet af en af avisens journalister, men også af én af læserne eller af meningspersoner i den offentlige debat. Forudsætningen for kommentaren er, at afsenderen ved, hvad han eller hun taler om og kommentaren skal indeholde gode argumenter og tilkendegive en stærk mening.

For at være interessant skal kommentaren bæres af en stærk personlig synsvinkel eller et engagement. Den behøver ikke at diskutere sit emne ved at fremføre modpartens synspunkter. Dem må læseren få andre steder fra i den almindelige samfundsdebat. På den måde står kommentaren i klar kontrast til journalistikkens informationsgenrer, hvor det ikke er i orden kun at se en sag fra den ene parts side.

Derfor bør nyhedshistorier og kommentarer holdes skarpt adskilt. Dog er der i nogle aviser tradition for blandingsformen ‘kommentage’. Men ellers er det efterhånden de færreste aviser, der tillader deres journalister at skrive både nyheds-, baggrunds- og kommenterende artikler på det samme stofområde, fordi det belaster troværdigheden i nyhedsdækningen.

En klumme er en særlig form for kommentar. Ordet klumme kommer fra det engelske ord column og betyder egentlig ’spalte’. Klummens vigtigste opgave er at behandle hverdagens fænomener eller trivielle hændelser på en sådan måde, at læseren opdager nye sider ved tilsyneladende velkendte ting – gerne skæve og morsomme.

Lederen eller 'den ledende artikel' i avisen er en anden form for kommentar. Lederen er et levn fra avisernes partipolitiske periode. Den findes dog i dag i bedste velgående og er avisens stemme udadtil.

En kronik er en længere artikel, ofte af en ganske bestemt længde, som ikke er skrevet af avisens faste medarbejdere. En kronik kan være skrevet af forskere, eksperter, aktører eller praktikere inden for et bestemt område. I modsætning til kommentaren behøver kronikken ikke at handle om noget aktuelt, og den behøver heller ikke at slutte med en bestemt mening. Kronikken undersøger sit emne fra forskellige sider og inviterer læseren til at tænke med.

Kronikken udspringer oprindeligt fra essayet og forsøger ofte det samme, nemlig at belyse forskellige sider af et problem eller en hændelse uden at påstå, at dette er den fulde sandhed.

Traditionelt er kronikken en genre, der behandler brede – gerne kulturelle – emner på en måde, så også de mennesker, som ikke til hverdag beskæftiger sig med området, kan forstå, hvad det drejer sig om.

En kronik starter ofte med at præsentere et problem som en påstand eller beskrive et forhold eller en konkret oplevelse. Derefter sættes forskellige opfattelser op over for hinanden. Udgangen på kronikken er ofte åben og spørgende eller en invitation til se på sagen i et større perspektiv. Kort sagt: En udgang som læseren kan tænke videre over.

Bemærk at kronikken er det, der hedder en rubrikgenre.Det betyder, at avisen på et fast sted stiller sine spalter – ‘rubrikken’ – til rådighed for en skribent udefra. Derfor ser man en del kronikker, som ikke følger genrens typiske form. Det kan fx være i form af en tale, et uddrag af en bog eller et rejsebrev.

Eksempel: Kronik i Kristeligt Dagblad fra d. 24. okt. 2021: ”Må mænd ikke længere være maskuline?”.

Lederen eller ’den ledende artikel’ står altid på samme plads i avisen og udtrykker avisens mening om et aktuelt samfundsproblem. Derfor er lederen som regel uden byline – det vil sige uden skribentens navn. Ofte er lederen anbragt under en formindsket version af avisens hoved eller logo og eventuelt med skribentens initialer nederst.

Lederen adskiller sig fra kommentaren ved, at den aldrig indeholder personlige holdninger eller tilkendegivelser. I stedet taler lederen på en eller anden offentligheds vegne. Emnet er altid forhold af almen betydning for samfundet. En leder kan fx handle om regeringens kurs eller politik på et bestemt område eller om en lovgivning, der ikke fungerer efter hensigten.

Lederen er en tradition fra dengang, alle aviserne var en del af de politiske partier. I den periode fungerede lederen som en slags brugsanvisning for læseren, fordi den afstak rammerne for den dækning, avisen havde tænkt sig at give en eller anden begivenhed eller hændelse.

I dag er aviserne uden tilknytning til de politiske partier og redigeres efter journalistiske principper. Derfor har leder-genren skiftet funktion. Nu bruges den i højere grad som citatmateriale til andre medier som fx tv og radio i et slags mediekredsløb. Ofte kan man dog aflæse avisens overordnede politiske holdning i lederen. Der vil fx typisk være forskel på holdningen til en sag i fx en leder i Ekstra Bladet og en i Berlingske Tidende.

Læserbreve skrives ikke af journalisterne men af avisens læsere. De kan handle om alt muligt, lige fra vigtige samfundsproblemer til personlige irritationer. Nogle læserbreve er både oplysende og fulde af gode argumenter, andre læserbreve udtrykker udelukkende helt personlige følelser. I den form kaldes læserbrevet humoristisk for et hvæserbrev.

Læserbreve redigeres lige som alt andet stof i avisen. På de store aviser kommer der så mange læserbreve ind hver dag, at der kun er plads til en lille del af dem. Debatsiderne er derfor langt fra bare opslagstavler, som står til læsernes disposition. Redaktionen bestemmer, hvilke læserbreve, der skal bringes, og derfor kan man høre beklagelser over censur eller manglende ytringsfrihed fra læsere, som ikke har fået deres indlæg optaget. Det er netop denne redaktionelle udvælgelse, der adskiller læserbreve i en avis fra indlæg og kommentarer på sociale medier, hvor der kun sjældent er nogen, som udvælger og redigerer indlæggene.

Men censur og redigering er ikke det samme. Generelt kan man sige, at debatsiderne redigeres efter stort set de samme kriterier som nyhedssiderne i avisen. For de fleste debatredaktører vil det faktisk ofte være et plus, at læserbrevsskribenten er uenig med avisen på et eller andet område. Det er nemlig godt debatstof.

De læserbreve, der luges fra, er af forskellig art. Nogle er i strid med straffeloven, fordi de er racistiske eller injurierende. Andre er skrevet af professionelle debattører fx fra de politiske partier eller interesseorganisationerne. Og nogle er simpelthen for private eller handler måske om uinteressante småting. Eller også er der bare ikke mere plads på siderne i avisen.

Debatindlæg er en særlig del af læserbrevene. Forskellen er, at et debatindlæg er bestilt af redaktøren for at belyse et problem eller for at vække til debat blandt læserne. Den slags læserbreve får gerne en lidt anden – typisk mere markant grafisk – opsætning og kommer ofte til at minde mere om kommentarerne.