Artikel, oprindelig bragt i Anglo Files, Journal of English Teaching, no. 136, maj 2005. Den er skrevet af Henrik Juel, Ph.d., lektor i visuel kommunikation, Roskilde Universitetscenter. Henrik Juel er uddannet filosof med særlig interesse for kritisk teori, æstetik og natur. Forsker og underviser i kommunikationsteori, levende billeder og videoproduktion. Artiklen her på dansksiderne.dk er forkortet og redigeret af Jørn Ingemann Knudsen, 2015.

Det er vel ikke så svært at se, hvad der er dokumentarfilm, og hvad der ikke er? I mange tilfælde afgør vi det jo i løbet af få sekunder, og de drilske undtagelser bekræfter vel blot reglen: at vi har en veludviklet parathed til at skelne mellem forskellige genrer og programformer. Ofte sker genrebestemmelsen helt automatisk, allerede små børn er i stand til at skelne mellem børneprogrammer, nyheder, spillefilm og naturprogrammer på tv - omtrent lige så hurtigt som de kan trykke på fjernbetjeningen: og det er hurtigt!

Men hvad der er nemt at se, er ikke altid nemt at sige! Som akademisk øvelse er det noget af en opgave, at nå frem til en præcis og gangbar definition af forskellige genrer. Det gælder også for storformen eller genren dokumentarfilm. Og undervejs kan man snart komme ud i et lumskt minefelt af sproglige, teoretiske og filosofiske detonatorer: store spørgsmål om sandhed, virkelighed, konvention og metafysik - hvilket kan synes helt ude af proportion. For er det ikke lidt ligegyldigt, om en film bliver kaldt en dokumentarfilm? Det bliver den vel hverken bedre eller dårligere af? Eller mere eller mindre betydningsfuld af?

Og dog: For ikke længe siden under den amerikanske valgkamp rasede en ret indædt strid om Michael Moores film Farenheit 9/11. Et af de argumenter, jeg hørte fremført som grund til slet ikke at tage filmen alvorligt, var, at den jo ikke var en rigtig dokumentarfilm, fordi var den alt for subjektiv. Et andet argument var, at den ikke var rigtig filmkunst. fordi den var alt for dokumentarisk.

Her blev altså forskellige implicitte genre-opfattelser bragt i spil.

Således sat op vil jeg derfor nu vove mig ud i den ellers noget anstrengende akademiske kampsport at forsøge at definere 'dokumentarfilm'. (...)

Traditionelle betegnelser og sprogbrug:

Ofte kan der være noget oplysende eller interessant at hente ved at kigge nærmer på et udtryks oprindelse (etymologi). Her med 'dokumentarfilm' ser det jo ud til at have noget at gøre med 'dokument' - altså sådan et retsligt bevis, et underskrevet, officielt og vigtig papir. Eller man kan pege på, at ordet er en oversættelse af det engelske 'documentary' - hvorefter nissen dog så blot flytter til England: John Grierson brugte i 1926 udtrykket, at en film havde 'documentary value' [1]. Længere tilbage har ordet rod i det latinske 'docere' , som jo faktisk betyder at undervise eller belære - en lidt interessant historisk vinkel på sagen. Men der er andre historiske rødder til de ord og begreber, vi derudover bruger om dokumentarfilm.

På engelsk er det almindeligt at tale om 'non-fiction film'. Som søgeord på biblioteker m.m. vil jeg da også anbefale, at man ser på 'non-fiction' snarere end 'documentary'. På dansk går det derimod ikke så godt at snakke om 'ikke-fiktion'. Omvendt har der været en dansk tradition for at tale om 'fakta-programmer' - en noget skæv sprogbrug fra den gang, hvor Danmarks Radio delte sig op i to afdelinger, en afdeling for fiktion og en for fakta. Og en overgang havde vi så en lokal bølge af 'faktion' og faktions-diskussioner blandt medieforskere [2].

Problemet med 'fakta' som en betegnelse for en bestemt type programmer er ikke kun, at det er svært at blive enige om, hvad 'fakta' er mere generelt, men også at selv forsigtige formuleringer, så som at dokumentarprogrammer er baseret på 'fakta', hurtigt viser sig utilstrækkelige: i fiktion - eller 'spillefilm' som vi ofte siger på dansk - er der jo masser af træk, som baserer sig på 'fakta', selv i de mest fantasifulde udgaver: James Bond besøger byer som faktisk findes, hans tøj er ofte ganske almindeligt herretøj - og nogle år senere tydeligt historisk oplysende om stil og mode - to og to er som regel fire, skydevåben og atommissiler er farlige, tyngdekraften fungerer for det meste ...der er sådan set meget i fiktionens verden, som er faktuelt.

Denne danske genre-anvendelse af 'fakta' samt kunsttermen 'faktion' har sine begrebshistoriske rødder i en forudsat, men sjældent reflekteret, positivistisk videnskabsteori og korrespondens-teori om sandhed. Mange af de almindelige og stædige antagelser og begreber om dokumentarfilm er hentet fra beslægtede opfattelser om, at videnskab, sprog og god journalistik bør afspejle eller afbilde virkeligheden, bør være objektiv og sandfærdig, og ikke manipulation eller propaganda. Dette er en velkendt, men desværre naiv jargon: På den måde indlejres dokumentarfilm i en dogmatisk diskurs om facts og objektivitet og sandhed, hvilket ligner hæderlig anstrengelse for at holde farlig retorik, ideologi, moralisme, personlig smag og politik udenfor - men som netop derved gør blind for alt dette. Overbelysningen af spørgsmål om, hvorvidt en films detaljer er 'sande' og 'verificerbare', slører blikket for de afgørende spørgsmål om væsentlighed og kvalitet.

Rigtig meget af det, som et overvågningskamera på en tankstation eller i supermarkedet optager, kan kaldes 'virkeligt' eller 'et udsnit af virkeligheden', men det gør ikke i sig selv materialet til dokumentarfilm. Overvågningskameraet burde vel ellers være tæt på det ideal mange forbinder med dokumentarisme, nemlig at se den 'umanipulerede virkelighed', som var man en 'flue på væggen'. Men da den slags jævnt hen er for kedeligt og ufilmisk, så må der være noget andet, som gør levende billeder til dokumentarfilm. Heller ikke tv-transmissioner fra fodboldkampe forstår vi som egentlige dokumentarprogrammer, selv om billederne vel ellers i høj grad baserer sig på virkelige hændelser og ikke uden videre kan introducere fiktive personer eller kreativ mål-scoring. Vi opererer altså med en forholdsvis klar forestilling om dokumentarfilm - savner bare den helt skarpe definition.

Ekspertforklaringer og kanon:

Ordbogs- og leksikon-forklaringer lyder som et godt akademisk holdepunkt, men lider ofte af ufuldstændighed eller forudsætter, at vi allerede har en god fornemmelse for, hvad fænomenet er.

Gyldendals 2-binds leksikon fra 1982 siger f.eks.: dokumentarisk: baseret på bevisligheder og kendsgerninger.

Gyldendals røde fremmedordbog (1993) forklarer dokumentarfilm således: saglig film, reportagefilm uden brug af professionelle skuespillere. Det er jo sådan set meget oplysende, den første del, hvis man ellers ved, hvad en reportage er for noget. Men så er der lige det problem med sidste del, at nogle film både klassificeres som dokumentar og bruger professionelle skuespillere. (...)

En kuriøs, men bestemt ikke dårlig - og nu historisk interessant - leksikonforklaring fandt jeg i mit lille Hjemmets Leksikon (Egmont - Gutenberghus) fra 1953:

dokumentarisk film: film uden handlingsintrige, men med kunstnerisk og socialpædagogisk tendens både i emnevalg, komposition og musik. Den første d. fremstillet 1921 af Robert Flaherty; den første da. d. Poul Henningsens Danmarksfilm (1934); D. fremstilles af Dansk Kulturfilm og Ministeriernes Filmudvalg.

Den første del af denne forklaring er faktisk tæt på at være en egentlig essens-definition. Sidste del knytter an til dels eksempel-strategien og dels til institutions-tanken om genrer (mere om lidt).

I Den Store Danske Encykopædi [3] tales om ...autentiske personer, miljøer og hændelser. Men så kommer en interessant mod-forsikring: I dokumentarfilmen fremstår virkeligheden ikke uformidlet, ... og kort efter kan man se endnu et spor af tidstypiske diskussioner på området: Det er frem for alt publikums forventning om dokumentarismen som verificerbar, der afgrænser genren.... Så er genre blevet til ren publikumsforventning, hvilket imidlertid blot udskyder problemet, så længe man ikke har defineret mere præcist, hvad det er, der forventes. Det lyder fikst at tale om krimi-forventning, western-forventning eller dokumentar-forventning hos publikum - men tilbage står stadig at definere forskellen.

Det er i øvrigt interessant, at nogle af de kendte faglige slagord (som vel mere er metaforiske karakteristikker end egentlige definitioner) om dokumentarfilm, netop lægger vægt på det subjektive eller kreative og personlige, mere end det objektive, nøgterne og neutrale, som ellers ofte (mere populært) forbindes med dokumentar: f.eks. er "virkeligheden oplevet gennem et temperament"[4] jo ret så åben over for engagement og følelsesmæssig fortolkning, ligesom John Grierson's kendte dictum, "creative treatment of actuality"[5], synes at fremhæve både den kunstneriske skabelsesproces og den formidlingsmæssige behandling og den indholdsmæssige aktualitet eller væsentlighed. Der er altså her ikke tale om en simpel re-præsentation eller om verificerbarhed.

(...)

Essensdefinition?

En egentlig essensdefinition ville være en angivelse af, hvad der skulle til, hverken mere eller mindre, for at konstituere en dokumentarfilm. Det skulle være muligt klart at afgrænse og bestemme, om en given film var dokumentar eller ej, og det ville ikke kun bero på smag og behag, men på gode gedigne, genkendelige kriterier. Fx. kan man jo definere den geometriske figur, et kvadrat, på den måde: et kvadrat er et rektangel, hvor alle sider er lige lange. Her er det så medforstået, at et rektangel er en firkant, hvor alle vinkler er rette, osv., og at alle involverede termer er klare og velafgrænsede (definition har jo i følge god latin noget med afgrænsning at gøre).

Den slags klare definitioner er mulige, når det drejer sig om ideale størrelser, som geometriske figurer, som jo 'af natur' er ret så uafhængige af modeluner og historiske forandringer, men straks vanskeligere, når det gælder konkrete fænomener og ikke mindst kulturelle produkter. (...)

Dokumentarfilm er en genre, der er vanskelig at definere, bl.a. fordi dokumentarfilm kan være meget forskellige i form og indhold, og de kan produceres på mange måder og opfylde mange forskellige funktioner. (...)

Dokumentarfilm eller ej? En tjekliste

Som min egen lille pragmatiske løsning på definitions-slagsmålet har jeg udarbejdet en oversigt (som næppe er komplet) over de mange forskellige faktorer, man kan sige skal opfyldes - eller ofte vil være opfyldt - for at man i overensstemmelse med almindelig og professionel sprogbrug (og efter min mening med rette!) kan kalde en film for en dokumentarfilm.

Fidusen er, at man kan bruge denne oversigt som en slags tjekliste: jo flere punkter der stemmer, jo mere kan man tale om, at det er en dokumentarfilm. At en film på enkelte punkter gør noget helt andet, behøver ikke diskvalificere den.

Listen skal læses med lidt velvilje, der hører en længere forklaring - og gerne også diskussion - til hvert punkt. Men altså: for en typisk dokumentarfilm kan man fremhæve det meste af følgende:

1. Film-skaberens intentioner: at vise noget væsentligt ellers overset, engagement i sag eller folk, 'gøre en forskel', overbevise.....(ikke kun eksponere sig selv, tjene penge el. lign)
2. Emnerne er vitale: samfundsmæssige og historiske, problemer og personer (biografi)
3. Modtagers (almene) forventning: autenticitet, indblik, afsløring; det handler om aktuelle forhold eller historiske sager
4. Etik: her forventes troværdighed, ikke løgn eller fordrejning, gerne engageret og indigneret, men dog saglig. Filmen vedgår sine holdninger og sympatier (er fx. forsigtig med at foregive neutralitet). Filmen reflekterer eventuelt sin indgribende rolle i processer og personers liv.
5. Funktion: informere, diskutere, engagere, politisere, oplyse....(mere end bare underholde)
6. Rubricering: kategoriseres som dokumentar af distributør (fx. i tv-programoversigt), af filmfolk, kritiker, teoretiker, sponsor, ......
7. Alm. sprogbrug: film som ligner traditionen (af ikke-spillefilm)
8. Brugssammenhæng: uddannelse, public service, debat, saglig underholdning...
9. Stil og form: ofte præget af reportage, interviews, 'rå' i stil ...(modsat glat kameraføring, lyssætning, continuity mm i Hollywood-stil). Ofte fremstillende og argumenterende, eller observerende og undersøgende.
10. Almindelige fortællerroller eller 'modes' [6]:
    • 'Expository' - foredragsagtig, fx. med voice-over fortæller.
    • 'Observational' - iagttagende, 'fluen på væggen'.
    • 'Participatory' eller 'interactive' - filmholdet deltager i handlingen.
    • 'Reflexive' - spejlende og diskuterende film-processen samtidig med emnet.
    • 'Performative' - filmholdet skaber en stor del af handlingen ved sin intervention eller via film-planlagte events.
    • 'Poetic' - det digterisk-æstetiske, det formmæssige er fremtrædende

11. Optagelser: on location, , ægthed i scenografi og props, real time, ikke skuespillere, ikke fiktive historier
12. Redigering: Retorisk sammenhæng mere end alm. continuity, ikke "manipulerende", ikke "snyde" eller låne materiale uden angivelse
13. Kontekst for distribution, kanal, programflade: fx. undervisningsministeriet, Discovery, DR-dok, dok-filmfestivaller, NGO-sammenhænge, uddannelse....
14. Sandhed: her skal man lige huske at der findes andre begreber om sandhed end det naive eller positivistiske:
    • Sandhed som korrespondens: Overensstemmelse mellem fremstilling og faktiske aktuelle eller historiske forhold.
    • Sandhed som kohærens: sammenhængende retorisk helhed.
    • Sandhed som pragmatisk/konventionel: det vi kan blive enige om, gængs diskurs.
    • Sandheden for en relativist, konstruktivist: hvad jeg/vi synes (lige for tiden).
    • Sandhed som illumination: at se, blive oplyst, gense, indse mere.

15. Væsentlighed: I kraft af kontekst og kommunikative egenskaber har filmen en afgørende betydning vurderet som bidrag til en bedre verden.

På baggrund af denne oversigt kan man måske ikke blive helt enige om, hvad rigtige dokumentarfilm er, men man kan blive mere opmærksom på, hvordan man selv vil diskutere og vurdere film - og derved undgå at tomt ordkløveri spærrer for stillingtagen til, hvad der er væsentligt - for de dokumentariske film og for os.

Noter:

[1] Iflg. Brian Winston i Claiming the Real, part one, 2.

[2] Se f.eks. Søren Kjørups udmærkede artikel "Faktion - en farlig blanding" i Mediekultur #19, 1992.

[3] Den Store Danske Encykopædi (1996) opslag: dokumentarfilm.

[4] Bl.a. Jørgen Ross, her citeret fra en udmærket hjemmeside om dokumentarfilm fra Det Danske Filminstitut: www.dfi.dk/dfi/undervisning/fatomdokfilm/1_1.htm

[5] Her citeret fra Bill Nichols: Introduction to Documentary, 2001, p. 24.

[6] Fx. Bill Nichols: Introduction to Documentary, 2001.