Af dansklærer på Køge Gymnasium

SAGN

Kommer fra oldislandsk saga = Noget som siges, fortælles.

Er mundtligt overleverede fortællinger (der på et senere tidspunkt er blevet nedskrevet)

Sagnet hævdes i modsætning til eventyr at være sande.

En fortælling om så markante historiske personer eller begivenheder, at de har givet anledning til fortællinger, som stadig lever.

Andre sagn er opstået som forklaringer på særlige naturforhold, fx oprindelsen til en stor høj eller fremkomsten af en sø eller en fjord.

De kan ud fra indholdet opdeles i:

• Gudesagn
• Heltesagn
• Historiske sagn
• Personsagn
• Stedsagn

Minder om anekdoter og myter.

Samlet:

Mundtlige beretninger fra oldtid og middelalder, der senere er nedskrevet. De handler om begivenheder, som siges at have fundet sted - og baggrunden for dem kan være, at de skal virke som en forklaring på noget uforklarligt, fx spøgelser, elverpiger, nisser, trolde og helbredende kilder.

SAGA

Saga er det oldislandske ord for både en mundtlig og skriftlig beretning.

Sagaerne er oprindeligt mundtlige fortællinger, som senere er kædet sammen til nedskrevne historier.

Nedskrivningen sker omkring 1200-tallet.

Sagaerne omhandler århundrederne før og omkring år 1000 - og tager ofte deres geografiske udgangspunkt i Norge og Island.

Høvdinge og stormænd underlagdes allerede i 800tallet én samlende kongemagt i Norge. De høvdinge og stormænd, der ikke kunne indordne sig udvandrede til Island ('landnamstiden').

I kraft af denne udvandring til og bosættelse på den isolerede ø, opstod der en kulturel 'lomme' for den gamle vikinge- og bondesamfundsstruktur. Det er denne kultur, der er omdrejningspunktet for de norrøne sagaer.

Nedskrivningen af sagaerne foregår i den periode, hvor fristaten Island overtages af den norske kongemagt.

De kendteste sagaer er slægtssagaerne:

Konflikter mellem individer og slægt, mellem erotik og ægteskab, mellem frimand og kongemagt - og indbyrdes mellem slægter og høvdinge.

De mest kendte af disse sagaer er: Egill Skallagrimsons saga og Njals saga.

Derudover er der også historiske sagaer: biografiske beretninger om stormænd og konger i Norge og Island.

Fortællestilen i sagaerne er ofte nøgtern og realistisk. Personerne skildres objektivt ud fra handlinger, replikker og andre personers vurderinger.

Handlingen forankres præcist i slægt, historie og geografi - men i slægtssagaerne indgår der også drømme, skæbnetro, kampscener, kvad, mord, overfald og retssager.

Samlet:

Sagaerne er de første store episke fortællinger i Norden. De stammer fra Island og er nedskrevet omkring 1200-tallet. De omhandler heltehistorier og slægtsfejder fra Islands storhedstid 930-1030. Fortællestilen er økonomisk med vægt på handling og replikker. Fortælleren efterligner den mundtlige beretning og forsøger at give historierne autentisk præg gennem fokuseringen på slægtsskabsrelationer, geografisk og historisk placering. Sagaerne udtrykker den norrøne mentalitet, hvor især æresbegrebet og afhængigheden af slægten er centrale emner.

FOLKEVISER

Folkeviser er en brugskunst med udspring i middelalderen. De var oprindeligt danseviser: En forsanger sang teksten og tilhørerne dansede til.

Dansen var en kædedans (en kollektiv dans), hvor deltagerne holdt hinanden i hænderne og langsomt med enkle trin bevægede sig i dansens rytme (og sang med på mellem- og omkvæd).

Danseviser var udbredt i Europa (oftest under navnet ballader, italiensk 'ballata' = lille dans). Overalt i Europa dyrkede man begejstret dansen (til stor bekymring for kirken).

Viserne er anonymt overleveret i mundtlig form. Senere bliver de nedskrevet i renæssancens poesibøger og i de følgende århundreder udbredt via skillingsblade.

På denne måde kan de danske folkeviser ses som en del af en europæisk kultur - men de adskiller sig også:

1. Det lyriske indhold er ikke så fremtrædende i de danske folkeviser, som i de øvrige europæiske ballader. De er derimod mere kendetegnet ved deres episke og dramatiske elementer.
2. Der er ikke overleveret en fuldstændig vise i skriftlig form fra middelalderen. De første viser vi kender er nedskrevet omkring 1500- og 1600-tallet.

Oprindeligt blev folkeviserne sunget på slotte og herregårde i det overklassemiljø, de skildrede. En egentlig nedskrivning begyndte omkring 1500- 1600-tallet i adelens poesibøger og i trykte samlinger, altså. på et tidspunkt, hvor kædedansen for længst var gået af mode, og hvor visernes tolkning af adelens livssituation ikke længere var aktuel, men snarere omgærdet af nostalgiske følelser. Folkevisen uddøde dog ikke, men fortsatte sit mundtlige liv i andre sociale lag - primært i almuen på landet. I byerne blev trykte udgaver solgt på gaden ('skillingsviser').

I romantikken får folkeviserne, der tolkes som kollektivt udtryk for 'folkesjælen', en opblomstringstid og folkemindeforskeren Svend Grundtvig sørger for en samlet udgivelse af Danmarks gamle Folkeviser (1853-1976). Den rummer 539 viser samt tusinder af varianter (forskellige udgaver af dem).

Viserne er overvejende fortællende og beretter om afgørende konflikter i middelaldermenneskets liv og kultur. Vi kender ikke visernes forfattere, men det har givetvis været omrejsende musikanter.

En grundtematik i folkeviserne er: konflikten mellem to slægter eller mellem et individ og hans slægt. Det grundlæggende motiv er ofte hævn.

Individer der sætter sig op mod slægtens normer for at følge deres eget begær, går det ofte ilde. à Slægten er dominerende i forhold til individet. Fx udgør seksualitet uden for ægteskabet en trussel mod det kontraktforhold mellem to slægter, som et ægteskab var!

Endvidere skildrer en række viser den farlige overgang fra barn til voksen, hvor angsten for denne overgang ofte symboliseres i dæmoniske væsener, der truer hovedpersonen. (trylleviser)

Generelt er folkeviser opbygget i tre faser:

1. helten og grundkonflikten præsenteres.
2. her udspilles konflikten
3. den gode eller den onde lykke

Desuden er viserne - som al mundtligt overleveret litteratur - opbygget omkring en række gentagelser, faste regler og formelsprog. Personerne er typer (ikke bærere af individuelle karaktertræk ud over deres funktion i historien).

Man opererer med tre hovedgenrer og en række undergenrer: Trylleviser, Ridderviser og Høviske viser.

Trylleviser

De regnes for at være de ældste. Her indgår der typisk overnaturlige kræfter, der symboliserer psykiske kræfter i mennesket. Tit optræder der dæmoner som trolde, åmænd, bjergkoner etc. Disse dæmoner har generelt en knusende magt, og da det gennemgående tema i folkeviser er kærlighed, bruges de til at vise og forklare kærlighedens og seksualitetens individuelle og sociale farer, ikke mindst når der opstår konflikt mellem begæret og slægtssamfundets normer..

Viserne udspiller sig ofte omkring 'forlovelsessituationen'. Det drejer sig altså om overgangen fra barn til voksen og om seksualitetens dæmoniske farlighed. Det er erotikken, der udgør forskellen mellem de to livsstadier, og i den verden, som viserne tolker, volder denne overgang åbenbart store problemer.

Oftest ender de sørgeligt.

Ridderviser

De yngre viser. Den største gruppe af viserne.

Ordet 'ridder' bruges om en fælles betegnelse for adelige, herremænd og storbønder. Dette er realistiske viser, der skildrer konflikter i middelaldersamfundet - typisk uoverensstemmelser mellem slægter eller mellem individ og slægt.

Men ligesom trylleviserne handler ridderviserne også først og fremmest om kærlighed. Men i trylleviserne behandles den erotiske konflikt i symbolsk form - i ridderviserne er det i en realistisk form. Vægten bliver her lagt på individets forhold til slægten og dens normer.

Jordbesiddelse var grundlaget for adelens og storbøndernes position - og for at kunne holde jorden samlet var slægtens meget optaget af børnenes giftermål. Det var derfor vigtigt, at de unges erotiske drift blev bøjet under slægtens vilje. Dermed er riddervisens tema ofte spændingen mellem drift og slægtens værdinormer .

I disse viser lægges mindre vægt på det psykologiske - men mere på det sociale. Det er altså spillet mellem samfundets normer og individets.

Høviske viser

De markerer slutningen af folkevisetraditionen.

De høviske viser har fjernet sig fra trylle- og riddervisernes måde at tolke driftsproblemer på.

Dette skyldes, at der i sidste halvdel af middelalderen (pga. af fransk og tysk påvirkning) udvikledes en kultur præget af forfinelse og ridderligt adfærd. Deraf også navnet høvisk (stammer fra tysk og er i familie med ordene 'hof' og 'høflighed').

Man besynger i disse viser den ridderlige adfærd - og desuden er der ofte tale om en romantisk tilbedelse af kvinden (ikke så meget for kvindens egen skyld som for følelsens).

Kærligheden er ofte løsrevet fra slægtssammenhæng - den skildres først og fremmest som en sag mellem individer.

Vi er hermed langtfra tryllevisens fremstilling af kærligheden som dæmonisk og fra riddervisens skildring af sociale konflikter i forbindelse med kærligheden.

I de høviske viser fremstilles kærligheden ikke som farlig, men derimod mere som en romantisk drøm eller leg.