II

- Nu - en - to .... Frøken Irene Holm løftede Kjole og strakte Fod .... Ud tilbens - en - to - tre.

De syv var ind tilbens - med Fingrene i Munden, mens de hoppede.

- Lille Jens - ud tilbens - en, to, tre - Kompliment - en, to, tre - en Gang til ...

Jens Larsens tre gjorde Kompliment med den stive Tunge langt ud af Munden ....

- Lille Maren højre - en - to - tre - Maren gik til venstre ....

- Om igen - en to tre - - Frøken Holm sprang som et Kid, saa man saá et langt Stykke af de "Ret og Vrang" ....

Kursus'et var i fuld Gang. De dansede tre Gange om Ugen i Krosalen ved to Lamper, der hang under Bjælken. Det gamle Støv stod op i den kolde Stue under Trinene. De syv var vildfarende som en Flok Skader. Frøken Holm rettede Rygge og bøjede Arme.

- En - to - tre, Battement ....

- En - to - tre - Battement .... De syv faldt ned fra Battementet og skrævede ....

Frøken Holm fik Støv i Halsen af at raabe. De skulde danse Vals, Par og Par. De holdt sig langt ude fra hinanden, generte og stivarmede, som om de drejede i Søvne. Frøken Holm talte og svingede dem.

- Godt - sving - fire, fem - godt, sving - lille Jette ....

Frøken Holm blev ved at følge efter Jens Larsens midterste og lille Jette og drejede dem, som man slaar til en Top ....

- Godt - godt - lille Jette ....

Lille Jettes Moder var der for at se til. Bønderkonerne kom med Hattebaandene bundet i stive Sløjfer og saá til, langs Væggene, ubevægelige med Hænderne i Skødet, uden at veksle et Ord med hinanden.

Frøken Holm kaldte dem "Frue" og smilte til dem under Battementerne.

Turen kom til Les Lanciers. Jens Larsens "tre" sprang med Vandstøvlesnuderne højt op i Vejret.

- Damen tilhøjre - godt - lille Jette, tre Skridt tilvenstre - godt lille Jette ....

Les Lanciers lignede et Haandgemæng.

Frøken Holm stønnede af at kommandere og danse. Hun støttede sig til Væggen - det var, som havde hun Hamre i Tindingerne -

- Godt - godt - lille Jette ....

Hendes Øjne sved af det gamle Støv .... De syv blev ved at hoppe rundt midt paa Gulvet i Halvmørket.

Naar Frøken Holm kom hjem efter Dansetimerne, bandt hun Lommetørklæde om Lokkehovedet. Hun gik rundt med en evig Snue. Fritimerne sad hun med s. 348 Næsen over en Skaal kogende Vand for at standse Ondet.

De fik Musik til Timerne: Hr. Brodersens Violin. Frøken Holm fik to nye Elever, et Par Viderekomne. De hoppede alle rundt til Skrædder Brodersens Instrument, saa Støvet stod i Skyer og Kakkelovnen dansede paa Løvefødderne.

Der kom ogsaa flere Tilskuere. En Gang imellem de fra Præsten, Frøkenen og Kapellanen.

Frøken Holm dansede for under de to Olielamper med Brystet frem og strakt Vrist:

- Kast Fødderne, lille Børn, kast Fødderne, saadan ....

Frøken Holm kastede Fødderne og løftede op i Kjolen:

Der var Publikum.

Hver Uge sendte Frøken Holm det hæklede Arbejde til København. Posten blev afleveret hos Skolelæreren. Hun havde hver Gang pakket eller skrevet forkert, og; Skolelæreren maatte gøre det om.

Hun stod og saá til med sine Sekstenaars Smaanik..

Aviserne, der var kommet med Posten, laa til Uddeling paa et af Skolebordene. En Dag bad hun, om hun maaske turde se "Berlingske". Hun havde set paa Bladbunken otte Dage uden at turde spørge.

Siden kom hun hver Dag, i Middagsstunden - Skolelæreren kendte hendes sarte Banken med en Kno -:

- Værsgo, lille Frøken - der er aabent, sagde han.

Hun gik over i Skolestuen og tog Berlingske ud af Bunken. Hun læste Annoncerne fra Theatrene og Repertoiret og Kritikkerne, af hvilke hun intet forstod. Men det var jo om "dem derovre".

Det tog lang Tid at komme igennem en Spalte. Pegefingeren fulgte graciøst med Linierne.

Naar hun var færdig med Avisen, gik hun over Gangen og bankede som før.

- Naa, sagde Skolelæreren, var der saa noget nyt i Staden?

- Det er altid "dem derovre", sagde hun. De gamle Forhold.

- Det lille Frø, sagde Skolelæreren og saá ud efter hende gennem Vinduet. Frøken Holm gik hjem til sit Hækletøj.

- Det lille Frø, hun er s'gu helt febrilsk for sin Dansemester .... sagde han.

Det var en Ballet, som skulde opføres paa Theatret, af en ny Balletmester. Frøken Holm kunde Personlisten udenad og Navnene paa alle Solodansene. Vi har jo været sammen paa Skolen, sagde hun: vi alle.

Om Aftenen, da Balletten skulde opføres første Gang, havde hun Feber, som om hun selv skulde danse. Hun tændte de to Lys, der var blevet graa af Ælde, paa Kommoden, hvert paa sin Side af en Thorvaldsens Gipskristus, og hun satte sig paa sin Champagnekurv og saá ind i Lysene.

Men hun kunde ikke være ene. Al den gamle Theateruro kom op i hende. Hun gik ind til Smedens, som sad ved Nadveren, og hun satte sig paa Stolen ved Siden af Stueuhret. Hun talte mere de Timer end ellers det hele Aar. Hun fortalte om Theatret og om Førsteforestillingerne. Om de store "Soloer" og om Mestertrinene.

Hun nynnede og vuggede med Overkroppen, mens hun sad.

Smeden blev saa muntret af alt dette, at han gav sig til at brumme en gammel Kavallerivise og sagde:

- Mutter, det drikker vi en Punch- paa - en Arrak af den skære.

Punchen blev brygget, og de to Lys fra Kommoden kom ind paa Bordet, og de drak og snakkede op. Men midt under hele Lystigheden blev Frøken Holm pludselig stille og sad med store Taarer i Øjnene. Og rejste sig og gik ind.

Inde paa sin Kurv brast hun i Graad og sad længe, s. 350 før hun klædte sig af og gik i Seng. Hun gjorde ingen "Pas" ved Stolpen.

Hun blev ved at tænke over dette ene!

Han havde været med hende paa Skolen.

Hun laa stille i Sengen. Nu og da sukkede hun i Mørket Hun virrede lidt med Hovedet paa Puden: hun hørte i sit Øre hele Tiden Balletmesterens Stemme fra Skolen, hidsig og skrattende:

- Holm har ingen Elan .... Holm har ingen Elan .... han raabte det, saa det skreg gennem hele Salen.

Hvor hun hørte det - hvor saá hun Salen.

Figurantinderne gjorde deres Øvelser i lang Rad - Pas efter Pas. Træt lænede hun sig et Nu til Væggen - det var, som var de plagede Lemmer hugget hende af Kroppen - og hun hørte igen Balletmesteren, som skingrede:

- Har Holm da ingen Ambition ....

Hun saá deres Stue hjemme. Moderen, der sad stønnende i den store Stol, og Søsteren, der drejede den hakkende Symaskine, nær ved Lampen, og hun hørte Moderen sige med sin astmatiske Stemme:

- Dansede Anna Stein Solo?

- Ja, Mo'er.

- Hun havde vel "La grande Neapolitaine"?

- Ja, Mo'er.

- I to kom sammen paa Skolen, sagde Moderen og saá over paa hende bag Lampen.

- Ja, Mo'er.

Og hun saá Anna Stein i det brogede Skørt - med de flagrende Baand i Tamburinen - saa levende og leende i Lyset fra Rampen i den store Solo ....

Og pludselig lagde hun Hovedet ned i Puderne og hulkede, voldsomt og ustandseligt, i afmægtig og fortvivlet Smerte ....

Det var blevet Morgen, før hun faldt i Søvn.

- - Balletten havde gjort Lykke. Frøken Holm læste Kritikken i Skolen. Mens hun læste, faldt et Par smaa Gammelkone-Taarer ned paa Berlingskes Papir.

Fra Søsteren ankom der Breve. Det var Breve om Laanesedler og Nød. De Dage, hun fik de Epistler, glemte Frøken Holm Hækletøjet, og hun sad med Hænderne i Tindingerne, med det aabnede Brev i sit Skød. Tilsidst gik hun rundt til Forældrene, og, rød og bleg, bad hun om Halvdelen af sit Honorar.

Det sendte hun hjem.

Dagene gik. Frøken Irene Holm vandrede til og fra sin Dans. Hun fik et Hold endnu. Det var en halv Snes unge Gaardmandsfolk, som havde slaaet sig sammen. De dansede tre Aftener om Ugen i Peter Madsens Storstue ved Skoven. Frøken Holm gik en halv Mil i Vintermørket, ræd som en Hare, forfulgt af alle Balletskolens gamle Spøgelsehistorier.

Hun skulde forbi en Dam, omgivet af Pile. Hun stirrede ufravendt paa Træerne, der strakte sine store Arme op i Mørket. Hun følte Hjertet som en kold Sten i sit Bryst.

De dansede tre Timer. (Hun kommanderede. Hun svingede. Herre-Eleverne dansede hun med, saa hun fik hektisk Rødt paa Kinderne.) Saa skulde hun hjem. Peter Madsens Gaardport var lukket. Drengen fulgte hende med Lygten og fik Porten op. Han holdt Lygten højt op i Haanden et Øjeblik, mens hun gik ud i Mørket

Og hun hørte hans "Godnat" bag sig, og Portfløjen, der blev trukket frem over Brolægningen og blev lukket

Paa det første Stykke Vej var det Hegn med Buske, der bøjede sig og nikkede ....

Det begyndte at melde Foraar, da Frøken Irene Holms Kursus var endt. Holdet fra Peter Madsens vilde have Afdansning i Kroen.

III

Festen blev meget fin med "Velkommen" i Transparent over Døren og koldt Bord til to Kroner med Kapellanen og Præstefrøkenen for Bordenden.

Frøken Holm var i Barège med Garneringer og romerske Baand om Hovedet. Fingrene var fulde af Venskabsringe fra Balletskolen.

Mellem Dansene sprøjtede hun med Lavendelvand paa Gulvet og truede "Fruerne" med Flasken. Frøken Irene Holm blev saa ung igen, naar hun havde Afdansning.

Først dansede man Kvadrillerne.

Forældrene og de ældre stod langs Væggene og i Dørene, seende hver efter sine og stille imponerede. De unge gik rundt i Kvadrillerne med Ansigterne saa stive som Masker, saa varsomme i Trinene, som gik de paa Ærter.

Frøken Holm var lutter opmuntrende Nik og halvhøje franske Benævnelser. Musikken var Hr. Brodersen og Søn. Hr. Brodersen junior trakterede Præstens velvillig udlaante Klaver.

De begyndte paa Runddansen, og Tonen blev mere fri. Mændene slog sig paa Punchen i Mellemstuen, og "Herre-Eleverne" bød Frøken Holm op. Hun dansede med Hovedet paa Siden, løftede sig paa Tæerne, med sin ældede Sekstenaars Gratie.

Efterhaanden holdt de andre Par op at danse, og Frøken Holm og hendes Kavaler blev alene paa Gulvet. Mændene kom frem i Døren til Lillestuen, og de raabte alle i stille Beundring efter Frøken Holm, der strakte Fødderne lidt længere frem under Kjolen og vuggede i Hofterne.

Præstefrøkenen morede sig, saa hun kneb Kapellanen i Armen.

Efter en Mazurka raabte Skolelæreren "Bravo", og alle klappede i Hænderne. Frøken Holm gjorde Balletbøjning med to Fingre paa Hjertet.

De skulde til Bords, og hun arrangerede en Polonaise. Alle gik med, Konerne skubbede til hinanden af Generthed og Fornøjelse. Mændene sagde:

- Naa - Mutter - saa skal vi ....

Et Par gav sig til at synge "Landsoldaten" og trampede Takten.

Frøken Irene Holm havde Skolelæreren til Bords og sad under Hans Majestæt Kongens Buste.

Tonen blev igen højtidelig, efter at man kommet til Bords, og Frøken Holm var den eneste, der talte, i Salontone, som "de fra Skuespillet" i en Komedie af Scribe. Lidt efter lidt blev man mættere. Mændene begyndte at drikke hinanden til og støde Glassene sammen over Bordet.

Der blev stor Lystighed nede ved de Unges Bordende, og det varede noget, før der blev Ro for Skolelæreren, som vilde tale. Han talte for Frøken Holm og de ni Muser. Han talte længe. Langs ad Bordet sad man og saá ned i Tallerkenerne - efterhaanden fik Ansigterne et højtideligt og stramt Udtryk, ligesom naar Degnen var i Kordøren i Kirken - og drejede Brødkugler med Fingrene.

Taleren naaede Freja med sine to Katte og udbragte saa et Leve for "Kunstens Præstinde": Frøken Irene Holm. Der blev raabt ni lange Hurra, og alle vilde drikke med Frøken Holm.

Frøken Holm havde ikke forstaaet Talen og var meget smigret. Hun stod op og nejede med Glasset løftet i rundet Arm. Det festlige Pudder var ganske forsvundet af Anstrengelsen og Heden, og hun havde to mørkerøde Pletter ned over Kinderne.

Der blev en stor Hurlumhej. De Unge begyndte at synge, de Gamle drak Privatglas og stod op fra deres Pladser for at slaa hinanden paa Skuldrene eller daske hinanden paa Maven midt ude paa Gulvet, under Latter. Konerne begyndte at kaste strenge Blikke, angst for at Halvdelene skulde faa for meget.

Og midt under Lystigheden hørte man Frøken Holm, som blev meget munter og lo med en tøset Latter som for tredive Aar siden paa Danseskolen ...

Saa sagde Skolelæreren: Frøken Holm skulde egentlig danse - -

- Hun havde jo danset ...

- Ja - men danse for dem - en Solo - det var noget ....

Frøken Holm havde straks forstaaet - og en forfærdelig Lyst slog op i hende: Hun kunde danse.

Men hun gav sig til at le og sagde over til Peter Madsens Kone:

- Hr. Organisten vil ha'e, jeg skal danse - - som om det var det latterligste af Verden.

De nærmeste hørte det, og der blev et almindeligt Raab.

- Ja - De maa danse ....

Frøken Holm var rød lige op til Haaret og sagde: At Feststemningen blev næsten for løftet ...

- Og desuden var der ingen Musik ...

- Og man dansede ikke i lange Skørter ... En Karl raabte gennem Stuen: De ka' løftes, - og alle lo højt og begyndte at bede paa ny.

- Ja - hvis Frøkenen fra Præstegaarden vilde spille - en Tarantel ...

Man omringede Præstefrøkenen. Hun var villig og skulde forsøge. Skolelæreren rejste sig og slog paa sit Glas: Mine Damer og Herrer, sagde han, Frøken Holm vil gøre os den Ære at danse .... De raabte "Leve" igen og Hurra, og begyndte at rejse sig fra Bordet.

Kapellanen var gul og grøn, saadan havde Præstens Frøken knebet ham.

Frøken Holm og Præstefrøkenen gik ind for at prøve Musikken. Frøken Holm var febrilsk og gik frem og tilbage og strakte Fødderne. Hun pegede paa Gulvfjælene, der gik i Bakke og Dal, og sagde:

- Man er jo ikke vant til at danse i en Cirkus. Saa sagde hun: Ja - Lystigheden kan begynde, og talte ganske hæst af Sindsbevægelse.

- Saa kommer jeg efter de første ti Takter, sagde hun. Jeg gør Tegn ... Hun gik ind og ventede i Lillestuen.

Publikum kom ind og stillede sig i en Halvkreds, s. 355 hviskende og nysgerrige. Skolelæreren hentede Lys fra Bordet og stillede dem op i Vindueskarmene, ligesom til en Illumination. Saa bankede det paa Lille-Stue-Døren.

Præstefrøkenen begyndte at spille, og alle saá mod Døren. Efter den tiende Takt gik den op, og alle klappede: Frøken Holm dansede med Kjolen bunden op med et romersk Skærf.

Det var "La grande Neapolitaine".

Hun gik paa Tæerne, og hun svingede. Tilskuerne saá beundrende paa Fødderne, der gik rapt som et Par Trommestikker. Der blev en Klappen, da hun hvilede paa ét Ben.

Hun sagde: Hurtigere - og begyndte at svinge igen. Hun smilede og vinkede og viftede og viftede. Det blev mer og mer med Overkroppen, med Armene, det blev mer og mer det mimiske. Hun saá ikke Tilskuernes Ansigt mer - hun aabnede Munden - smilede, viste alle sine Tænder (nogle græsselige Tænder), - hun vinkede, agerede, - vidste, følte kun "Soloen" - -

Endelig Soloen.

Det var ikke længer "La Neapolitaine". Det var Fenella, Fenella, der knælte, Fenella, der bad - den tragiske Fenella ....

- - Hun vidste ikke, hvordan hun var kommet op, hvordan hun var kommet ud .... Hun havde kun hørt Musikken, der med ét holdt op - og Latteren - Latteren, mens hun pludselig saá alle disse Ansigter ....

Og hun havde rejst sig, og hun havde udbredt Armene en Gang endnu - af Vane - og hun havde nejet, mens de raabte ...

Inde i Lillestuen stod hun et Nu ved Bordet .... det var saa mørkt for hende, saa ganske tomt ....

Saa løste hun langsomt Skærfet, med sært stive Hænder, og glattede Kjolen og gik stille ind - hvor de blev ved at klappe.

Hun nejede, tæt ved Klaveret, men Øjnene løftede hun ikke fra Jorden.

De havde Hast med at begynde at danse.

Frøken Holm gik stille rundt. Hun begyndte at sige "Farvel", og Eleverne trykkede hende Pengene i Haanden, indsvøbte i Papir.

Peter Madsens Kone hjalp hende Tøjet paa, og i sidste Øjeblik kom Præstefrøkenen og Kapellanen og vilde følges med hende.

De gik tavse hen ad Vejen. Præstefrøkenen var rent ulykkelig og vilde gøre en Undskyldning og vidste ikke, hvad hun skulde sige. Og den lille Danserinde blev ved at gaa ved Siden af dem, stille og bleg.

Saa sagde Kapellanen, pint af Tavsheden:

- Ser De, Frøken - de Folk har jo intet Blik for det tragiske.

Frøken Holm blev ved at gaa stille. De kom til Smedens, og hun nejede, da hun rakte Haanden.

Præstefrøkenen slog Armene om hende og kyssede hende: Godnat, Frøken, sagde hun - hun var ikke sikker paa Røsten ....

Kapellanen og hun blev ude paa Vejen, til de havde set Lyset tændt i Danserindens Kammer.

Frøken Holm tog den Barèges Kjole af og lagde den sammen. Saa talte hun Pengene ud af Papirerne og syede dem ind i en lille Lomme i sit Kjoleliv. Hun førte Naalen saa kejtet, mens hun sad foran sit Lys.

Den næste Morgen blev hendes Champagnekurv læsset paa Landpostens Vogn. Det var en Regndag, og Frøken Holm krøb sammen under en defekt Paraply; Benene trak hun op under sig, saa hun sad helt tyrkisk paa sin Kurv.

Da de skulde til at køre - "Posten" gik ved Siden af Vognen, Øget havde nok med at trække én Passager - kom Frøkenen fra Præstegaarden løbende hen ad Vejen i bart Hoved. Hun havde en hvid Spaankurv s. 357 med. Man maatte da have Proviant med paa Rejsen, sagde hun.

Hun bøjede sig ind under Paraplyen, tog Frøken Holm om Hovedet og kyssede hende to Gange ....

Saa brast den gamle Danserinde i Graad og greb den unge Piges Haand, som hun kyssede.

Præstefrøkenen blev staaende paa Vejen og saá efter den gamle Paraply, saa længe hun øjnede den.

- - Frøken Irene Holm havde indbudt til et "Foraarskursus i den moderne Selskabsdans" i en nær Flække.

Der var tegnet seks Elever.

Der drog hun hen - for at fortsætte det, man kalder Livet.

Novelle af Herman Bang (1857-1912) fra novellesamlingen Under Aaget, 1890.