Af dansklærer på Køge Gymnasium

Opgave:

• Lav en analyse og fortolkning af Anders Bodelsens novelle "Alt er tilladt". Du skal blandt andet fokusere på den udvikling, jeg-personen gennemgår i novellen, samt inddrage tekstens diskussion af de værdier, de to hovedpersoner repræsenterer.

Anders Bodelsen

ALT ER TILLADT

Jeg tog til byen for at fejre efterårsferien. Min mor foreslog Thorvaldsens museum og jeg sagde ja så hun ikke skulle tænke mere over det. København en efterårsdag forekom mig tiltrækkende nok i sig selv, jeg vidste ikke hvad jeg ville, men jeg tænkte det ordnede sig. Til en begyndelse ville jeg bare drive rundt.

Men da jeg mødte Jakob havde jeg allerede kedet mig et godt stykke tid. Jeg véd ikke hvorfor, ellers gik den slags dage af sig selv med pladeforretningerne, billederne ved biograferne, bilerne foran d’Angleterre, men måske var det fordi jeg havde fået kvalme af nogen likøræg. Jeg havde købt for tre kroner likøræg i en forretning på Strøget, sådan nogen med en hård sukkerskal og lidt likør inden i. Det havde vistnok strejfet mig, at jeg kunne blive beruset eller i mindste opstemt af dem, men der skete ikke andet end at jeg fik kvalme.

Da jeg mødte Jakob, midt på Rådhuspladsen, havde jeg spist næsten alle æggene og følte mig klistret langt ned i halsen. Vinden blæste tørre blade omkring vores fødder og på himlen fór smukke hvide skyer hurtigt af sted. Jeg gav Jakob resten af likøræggene og vi fulgtes ned ad Vesterbrogade.

Jakob var en tæt lys lille fyr. Han havde et ret kønt ansigt med høj pande og dybe øjenhuler, øjnene var vandblå og bedrageriske: De fleste mødre fæstnede sig tillidsfuldt ved disse øjne og arbejdede for at deres døtre kom til at danse med ham på danseskolen eller blev fulgt hjem af ham efter vores baller. De bemærkede ikke, at der var noget forkert i hans belevenhed, at den var lidt for fuldkommen til at tro på. Hils dine forældre! sagde Jakob og overspillede en rolle for sin egen morskab. Men det var kun de af os i klassen der selv var lidt i opposition til det hele som kunne se at Jakob også var i opposition, bare på sin egen måde.

For mig den eftermiddag var det et held at Jakob dukkede op. Jeg beundrede ham uden at holde af ham. Der var perioder hvor jeg prøvede at se på alting og tænke om det som jeg forestillede mig Jakob gjorde. Køligt, skeptisk, altid ligesom lidt foran alle andre så man allerede havde tænkt hvad de netop stod og tænkte og derfor kunne lave et godt svar parat, hvis de sagde noget.

- Hvor går vi hen? spurgte Jakob så jeg kunne høre han egentlig var uinteresseret og i hvert fald ikke ventede noget særlig spændende forslag. Mærkelig nok gjorde det hans selskab mere interessant.

- Biludstilling? foreslog jeg. Den efterårsferie var der biludstilling i Tivoli.

- Hvorfor ikke? spurgte Jakob på en måde så ansvaret hvis det blev kedeligt helt og holdent var mit, Så gik vi ind i Tivoli. Jakob bød cigaretter, blæsten slog røgen tilbage i ansigtet på mig og jeg ønskede kun jeg havde spist lidt færre likøræg.

Jakob lod hånden glide over en metalgrå Jaguars polerede motorhjelm. Pludselig kom der et helt nærværende glimt i hans øjne. - Jeg laver en ridse i den, sagde han.

- Du tør ikke, sagde jeg. Jeg var helt sikker på han ikke turde.

- Ikke en ridse, fortsatte han sin egen tankebane. Et navnetræk. Han trak en lommekniv frem og grinede til sig selv i lakken, øjnene var stadig velopdragne og måske lidt tomme; han havde meget fine hvide tænder.

- Du tør ikke, sagde jeg igen.

- Det er ikke et spørgsmål om at turde, svarede han uden at se op. Det er et spørgsmål om livsanskuelse.

- Hvorfor gør du det? Jeg valgte at gå uden om det med livsanskuelse, som jeg ikke rigtig følte mig sikker på.

- Hvorfor ikke?

Han pressede kniven ned i lakken til en lille flage sprang løs. Så førte han langsomt kniven skråt nedad og lod den til sidst bøje bagud til et elegant kursiveret J. Han stod roligt og koncentreret over det som om det var et stykke sløjdarbejde han udførte, men samtidig dækkede han for den arbejdende hånd ved at gøre ryggen bred.

- Hvorfor gør du det? spurgte jeg igen og flyttede mig samtidig lidt væk. Hvis han blev taget kendte jeg ham ikke.

- Han gik over til dobbelt-v’et: Spørg aldrig hvorfor, svarede han ret docerende. Spørg hvorfor ikke? Han så smilende op på mig: Hvorfor ikke?

- Fordi -. Nu kendte jeg ham igen. Det var Jakob, som jeg ikke kunne slå i skak, som aldrig svarede helt på samme måde som man havde spurgt, men som om han kendte alle de spørgsmål man kunne finde på at stille og også svarene, og som gav disse svar ud i luften, et efter et, som om hver eneste af dem burde have afsluttet diskussionen.

Han gjorde dobbelt-v’et færdigt. Kølerhjelmen måtte lakeres om. — Hvorfor ikke? gentog han for sig selv mens han foldede lommekniven sammen.

- Fordi det er forkert, svarede jeg og kunne straks høre det var et dårligt svar. Forkert, man ødelægger noget dyrt.

- Og hvorfor, spurgte Jakob, er det forkert at ødelægge noget dyrt? Bilen er ikke min, det blir ikke dyrt for mig.

Han begyndte langsomt at gå.

- Men, men

- Forkert - -, sagde Jakob, standsede, så op i loftet som om han ledte efter de rigtige ord (men det var netop noget han lod som om, for han kendte dem i forvejen) - - forkert, det havde det for eksempel været, hvis jeg havde kludret i det og var blevet opdaget. Sådan kunne du have svaret. Men hvis vi slipper ud - og det gør vi - så er der ikke sket noget forkert. Vi hører aldrig mere til historien, vi kan glemme den. I praksis kunne det lige så godt slet ikke være sket. Altså for os. Og hvad forkert kan der så være i det?

Min likørkvalme var afløst af en spænding, som ikke bare føltes ubehagelig. Ved udgangen standsede Jakob, tændte en frisk cigaret og skævede over til vognen.

- Aldrig spørge hvorfor, gentog han opsummerende. Altid: Hvorfor ikke?

Det blæste stærkere. Vinden spændte vores frakker ud som sejl, vi drejede efter den og lod os skubbe over fortovet i hælene på vores egne skygger. Jakob strøg forbi en frugtvogn, og ud på gaden trillede et par bakker med blommer og druer. Jakob grinede et kontrolleret grin. Lidt længere fremme vendte vi os, konen vejede appelsiner, hun havde slet ikke opdaget det endnu. Komisk. Folk gik i en bue uden om den knuste frugt, vinden kom med en høj hul tone op gennem Vesterbrogade og ind under frakken og gennem håret. Jeg var ør og opstemt af blæsten, og samtidig rystet. Jakob lagde hånden på min skulder og råbte gennem stormen: Rystet?

- Nej, ikke rystet. Jeg ledte efter ordene, Men ikke rystet, rystet med et y helt fremme i munden var noget man blev fordi man gerne ville. Jeg var noget jeg ikke ville. - Det er bare forkert, sagde jeg. Der er ingen mening i det.

Jakob smilede, næsten som han ville smile til en pige på danseskolen: Nævn mig noget der er mening i, sagde han.

Jeg standsede og kiggede på ham, næsten lammet over forskellen mellem hvordan han så ud og hvordan han var. Pæn grå jakke, hvid skjorte, flonelsbukser med pressefold. Skulle én af os knaldes for den væltede frugt blev det mig, for jeg så altid skyldig ud i min storebrors omsyede røde tweedjakke med læderlapper på albuerne. Hils dine forældre! Det var noget jeg aldrig kunne slippe af sted med at sige til pigerne på danseskolen.

- Sig mig en gang: Hvem afgør i grunden hvad der er rigtigt og forkert? spurgte Jakob, samtidig overdrevent pædagogisk og som om han virkelig ventede at kunne blive belært.

Jeg overvejede. Hans spørgsmål var så abstrakte.

- Dine forældre?

Nu blev det for konkret.

- Rektor?

Det var ikke et svar værd.

- Gud? Du tror på Gud?

Bestemt ikke. Jeg kiggede rundt over Rådhuspladsen som om jeg ventede at finde den beslutningsdygtige blandt de bøjede skikkelser i blæsten.

- Altså du selv. Har du nu nogensinde tænkt over hvad der er rigtigt og forkert? Vi får noget stukket ud, som vi har at holde os til, og så skal vi helst ikke tænke mere over det. Men tænker vi alligevel lidt mere over det, så forsvinder det alt sammen op i den blå luft. Han gjorde en håndbevægelse op mod den smukke stormhimmel. - Pludselig er der ikke længere noget der hedder rigtigt og noget der hedder forkert. Man gør hvad man gør, og alt er tilladt.

- Men hvis man blir straffet? Jeg følte mig fantastisk dum.

- Det er loven, forklarede han. Tilfældige små menneskers tilfældige små love. Men ikke mine, for jeg har ingen. Og så længe de ikke får mig, har jeg intet galt gjort, for jeg har ikke skadet mig selv. Den fuldendte forbrydelse er ingen forbrydelse.

Som han stod og gestikulerede, kunne jeg godt se han var lidt komisk. Men han var ikke nær så komisk som for eksempel rektor når han stod op til morgensang og forklarede hvor i gården hver enkelt klasse skulle stille deres cykler. Faktisk havde jeg tænkt over det han sagde, og jeg var også sprunget fra konfirmationsforberedelsen. Gud eksisterede ikke, det var jeg med på, jeg havde bare ikke forestillet mig det førte så meget med sig. Jeg følte stadig det var forkert at ridse i bilens lak og vælte konens frugt. Men som i kortslutning indså jeg, at teoretisk havde Jakob ret. Og den slags folk der begyndte med at sige, at én ting er teori og noget andet praksis, de endte altid med at sige ét eller andet jeg absolut ikke var med på.

Rådhusuret slog fem. Jakob stillede sit armbåndsur efter det: Vi skal i butikker, sagde han.

- Butikker? Jeg kunne ikke lide glimtet i hans øjne. Hvad skal vi købe?

- Vi skal skam ikke købe noget, svarede Jakob og gav sig til at fløjte.

Valget faldt på Politikens boghandel. Det var i den sidste myldretid før lukning, gennem ruderne der spejlede stormhimlen og de første neonlys vurderede Jakob trængslen. Jeg meldte fra. Jakob nikkede, det kom ikke bag på ham, du er altså tilskuer, og der er fri entré. Han slap en hund løs, som nogen havde bundet uden for boghandlen; den forsvandt halsende ud i trafikken. Så begyndte han igen at fløjte, meget rent og smukt, og slentrede ind i butikken. Jeg tøvede et øjeblik: Hundens herre kom ud og begyndte at lede efter den. Det var hurtigt blevet mørkere i byen. Jeg følte en opstemt nervøsitet: Alt er tilladt, havde Jakob sagt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, men jeg følte at alt var muligt. Og med vinden som et kæmpepuf i ryggen fløj jeg efter ham ind i butikken.

Jakob bladrede i en bog ved disken; frakken havde han knappet op. Han overspillede rollen lidt, læseren der har fået øje på noget interessant i en bog og glemmer tid og sted. Jeg kunne se det morede ham at gennemføre denne rolle med alle mulige små rigtige træk, som ingen undtagen jeg lagde mærke til. Selv det at vi ikke kendte hinanden overspillede han på én eller anden måde. Jeg havde aldrig stået i nærheden af et menneske, tænkte jeg, der i den grad ikke kendte mig.

Jeg stillede mig tæt op ad ham, skubbede endda forsigtigt til ham og måtte samtidig kæmpe med hele mit ansigtsudtryk. Bogen var DOKTOR FABRICIUS MØLLERS BOG OM SEKSUALLIVET. Der var slået op på en side med snittegninger. Den nærmeste ekspedient arbejdede ved kasseapparatet. Én længere væk pakkede ind. Jakob åbnede frakken, lænede sig med ganske udtryksløst ansigt frem mod disken, lukkede bogen og puffede den langsomt ind mod sig. Ekspedienten forlod kasseapparatet, kom hen mod os, løftede en bog fra disken og læste prisen. Jakob pudsede med den fri hånd næse. Da ekspedienten gik tilbage til kasseapparatet løftede Jakob bogen så lommetørklædet omtrent dækkede den, førte bog og lommetørklæde op mod ansigtet, pudsede omhyggeligt næse en gang til og lod samtidig bogen glide ind under frakken. Så så han - forbavset - på sit ur, drejede sig roligt bort fra disken og gik hen mod udgangen som om han havde alverdens tid.

Ekspedienten så op. Jakob standsede henne ved døren og betragtede en udstilling af billigbøger. Efter en evighed forsvandt han ud i mørket og jeg fulgte ham. Jeg mærkede ekspedientens øjne i nakken. Da jeg vendte mig i døren havde han tilkaldt den anden ekspedient: De kiggede begge to efter mig.

Ude på fortovet slog Jakob mig gemytligt på skulderen.

Ekspedienterne, indvendte jeg. De kommer til at betale for det.

- Ekspedienterne? Jakob trak bogen frem af frakken. Og hvad så? Kære ven, hvor kan du dog bekymre dig for to tilfældige ekspedienter? Du kender dem slet ikke. Du kan da ikke bekymre dig for alle de mennesker du slet ikke kender.

- Hvorfor ikke? mumlede jeg.

- Bekymrer du dig om alle de mennesker Hitler slog ihjel?

Jeg ville svare ja, men indså uærligheden og tav. Hvad havde nu Hitler med de to ekspedienter at gøre, som sikkert måtte deles om Doktor Fabricius Møllers bog om Seksuallivet? Jeg hadede mig selv for min dumhed, nu var jeg nemlig helt sikker på Jakob stillede tingene galt op.

- Forestil dig, sagde Jacob i en mere konverserende tone mens vi gik videre, forestil dig, at kun du selv er til. Det er naturligvis et spørgsmål om ord, hvad det vil sige at være til ogsåvidere. Men tænk en gang over dette her: At du er til vil for mig bare sige, at jeg oplever dig. Hvis jeg nu ikke selv var til, kunne jeg heller ikke opleve dig, for mig er du altså kun til i kraft af, at jeg er til. Omvendt er jeg stadig til, selv om du ikke er til. Altså kan jeg på en måde sige, at kun jeg selv er til. Dette kaldes solipsisme.

- Men vi er begge to til, indvendte jeg.

- Det er et spørgsmål om ord, svarede Jakob og gentog noget mindre oplagt sin forklaring. Hør, sagde han da han var færdig uden at vente på om jeg havde forstået det, jeg kender en pige vi skal besøge.

- En pige?

- Hun har en veninde.

Jeg ville komme med indvendinger. Jeg havde helt glemt spisetiden hjemme, nu sad de ved bordet, måske havde de ringet til Thorvaldsens museum. Men så var det i hvert fald for sent at ringe, og nu fik jeg brug for tid til at finde på en forklaring. Allright, sagde jeg.

- Men ikke lige nu, tilføjede Jakob, standsede og tænkte sig om: Først skal vi varme lidt op. Så klarede han op: Hør her! Du venter, jeg er straks tilbage.

Fløjtende gik han ind i en vinforretning.

Vi sad i læ for vinden.

- I den første beruselse, sagde Jakob, som om han havde øvet sig på det, i den første beruselse opdager du pludselig at du er fri. Han rømmede sig og tog en slurk af kakaolikøren. Du opdager, at alt du er opdraget til, alt hvad du ikke tør, det er ikke dine love, det er de andres. En dag drikker du et par glas og så opdager du pludselig, at for dig gælder kun dine egne love.

Han rakte mig flasken og tændte sin cigar. Et sted bag os var der stadig larm fra gravkøerne i den projektørbelyste udgravning, og på den anden side plankeværket strøg trafikken og blæsten forbi. Jeg tog en lille slurk, lagde hovedet tilbage og så det nye mørke højhus der rejste sig som en advarende finger, syntes jeg, mod stjernehimlen.

- Hvis de andre slet ikke er til, indvendte jeg stædigt, hvordan kan de så forbyde mig noget?

- Det er netop også det de ikke kan. Du er fri, Vi er fri. Forstår du mon helt hvad det betyder?
Jeg sank kakaolikøren.

- Det betyder, at intet andet menneske har ret til at fortælle dig hvad du skal gøre, fortsatte han. Ingen filosof har nogensinde kunnet bevise at noget er rigtigt eller forkert.

- Der har aldrig levet filosoffer, svarede jeg med et forsøg på ironi. Der har aldrig levet andre end mig.

Jakob tilkastede mig et overbærende blik. Drik noget mere, sagde han stilfærdigt. Jeg drak, i mellemtiden så han sig om og pustede cigarrøg op i månelyset. Hej! udbrød han pludselig. Der er lys deroppe, se! Han pegede mod højhuset bag os: Et par etager oppe var der blevet tændt lys. - Måske kan vi komme ind. Kom, vi skal op på toppen.

- Hvorfor ikke? Når alt var tilladt, eller i hvert fald muligt? Vi puffede en dør op, ingen havde set os. Elevatoren var ikke sat ind endnu, men der var en nødtrappe omkring skakten. Vinden peb om huset og jeg syntes jeg mærkede hele bygningen svaje. Min cigar smagte mig pludselig pragtfuldt. Jeg fyldte munden med fed varm røg og skyllede efter med kakaolikør. Ingenting var helt virkeligt længere. Hjemme var de ved opvasken nu, men det var Jakob jeg måtte følge. Nu skulle jeg få verden at se med hans øjne, hans høflige tomme øjne. Allerede havde jeg set meget, og set meget forandre sig. Trappegangen var som et opsamlingssted for underlige lyde og fornemmelser, og jeg lukkede øjnene og løb efter ham med cigaren i den ene hånd og flasken i den anden.

Så var vi pludselig ude på taget. Der var gået noget imellem, Jakob havde vist med sin lommekniv fået en dørlås op, men det fik jeg ikke helt fat på. Nu var vi ude på en slags tagterrasse, og under os lå byen, forstæderne og langt ude det mørke land. Og tværs gennem os blæste blæsten så vi måtte råbe mens vi ledte efter de kendte, uigenkendelige steder.

Jakob pegede ned: På gaden, lodret under os med små bitte mennesker. Se dem! råbte han, se, hvor de er små og dumme. Man skulle ha en kikkert for at se de var mennesker og ikke myrer! Forstår du nu hvad det er jeg mener? Højere op behøver man ikke komme for at se, at de er ingenting, de er amøber i et mikroskop, de er overhovedet ingenting. Forstår du hvad jeg mener, forstår du det?

Jeg forstod det. Jeg lagde nakken tilbage og kiggede på de små hvide skyer der jog hen over den kulsorte himmel, jog forbi fuldmånen og blev gennemsigtige, jog fra én forstad til en anden.

- Vi smider noget ned, råbte Jakob, korn vi smider noget ned. Jeg så ham løbe et stykke langs terrassens rækværk og kravle over.

Jeg kiggede ned. Der var små menneskeprikker og lidt større blanke biltage. Jeg koncentrerede mig om en enkelt prik og fulgte den over gaden til den forsvandt for mig mellem andre prikker.

Den havde set fantastisk lille og dum ud den prik, tænkte jeg.

- Kom og hjælp, råbte Jakob.

Han var ved at løfte en betonplade frem til kanten af taget. Han rakte efter flasken. Én prik mindre, råbte han til mig, gør det overhovedet nogen forskel?

I det samme tabte han balancen. Jeg mærkede selv vindstødet komme bagfra, presse ryggen af min frakke frem mellem benene og håret frem over hovedet. Jakob drev vindstødet et par små næsten elegante skridt baglæns, han lavede store hjul med armene og så nærmest ud i ansigtet som om han grinede, så faldt han..

Jeg kan ikke forklare ordentligt hvad der skete. Måske kunne jeg forklare det hvis jeg så taget igen. Jakob var på ydersiden af rækværket, og han faldt simpelthen ud over tagets kant. Men han faldt ikke ned, for det næste jeg opdagede var, at det kun var hans ben som helt var forsvundet, resten dukkede af og til op som om han gjorde en gymnastisk øvelse, en slags armstand på kanten af det 22 etagers højhus.

- Hjælp mig, råbte han.

Stormen ruskede i ham. Det så stadig ud som han grinede, mens han råbte hjælp­mig­hjælpmighjælpmig.

Og her er det det bliver næsten håbløst at gøre historien færdig. For den virkelige slutning keder mig lidt, og jeg har en anden som ville have været en hel del bedre. Nu fortæller jeg dem begge to. Den slutning jeg bedst kan lide, men som altså ikke passer, det er den De sikkert selv sidder og venter på. Den går ud på, at jeg går hen til kanten og kigger på Jakob og lader ham falde, eller måske ligefrem skubber til ham med et Én prik mindre eller Alt er tilladt. Hvis det hele var noget jeg havde fundet på, havde jeg ladet det ende på den måde, ligesom De. Men nu er det noget der er sket og derfor er jeg nødt til at fortælle den rigtige slutning den som er lidt kedelig. Jeg gik nemlig hen og hjalp ham op.

Jeg fik ikke engang sagt ét eller andet smart før jeg hjalp ham op. Historien er kort sagt tabt på gulvet. Men én ting vil jeg benægte: Jeg vil benægte at den er blevet til den spejderhistorie, som jeg har fornemmelsen at De sidder og synes nu. Og jeg skal forklare hvorfor.

Se, spejderhistorier handler altid om forandringer, om drenge der bliver forandret. Min handler faktisk om det modsatte. Jakob forandrede for det første ikke mig ved at fortælle mig, at der ingen love var og alt var tilladt. Han overbeviste mig, og det mærkelige er, at sådan set er jeg stadig overbevist. Men han forandrede mig ikke, og nogen gange spekulerer jeg på om der er nogensomhelst forbindelse mellem hvad man tænker og hvad man gør, og om nogen nogensinde rigtig forandrer sig, men det bliver en længere historie.

Jeg forandrede mig ikke, men hvad jeg navnlig synes er vigtigt at få slået fast: Jakob forandrede sig heller ikke. Nok stod han og rystede da han var kommet op på taget, og så vidt jeg véd lavede han ikke flere ulykker den aften. Men i tiden der fulgte var han stadig - og sådan ville det jo ikke være gået i spejderhistorierne - den kønne, velopdragne lille nihilist.

Et øjeblik stod vi over for hinanden på taget, en sky gled fra månen, vinden kom buldrende mellem os, og i det øjeblik ville jeg gerne have sagt til ham, at han havde ret, der var ingen andre love end dem man selv lavede, man gør hvad man gør. Men den rigtige replik ville ikke komme, og så tog Jakob en ordentlig slurk kakaolikør og gik sin vej.

Resten af det skoleår talte vi ikke mange ord sammen. Ved sommerferien kom vi fra hinanden fordi jeg dumpede. Jakob blev student med den bedste eksamen der nogensinde er taget fra vores skole. Så vidt jeg ved venter man sig meget af ham i centraladministrationen.

(Anders Bodelsen, Drivhuset, 1965).

Opgave:

• Skriv en analyserende artikel om Bo'l. Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af Bo'l (tekst 5), hvor du bl.a. undersøger fortællerstemmen og skildringen af personer og miljø. Giv en perspektivering til fx forfatterskabet, realismebegrebet, genren eller den litteraturhistoriske periode.

Johannes V. Jensen: Bo'l

Teksten er fra Himmerlandshistorier. Tredje Samling, 1910. Johannes V. Jensen (1873-1950), dansk forfatter.

Det er nu længe siden og ligner ikke meget en Historie, der er værd at fortælle; men i sin Tid var der alt det deri, hvoraf de fineste Fortællinger bliver til.

Siver-Sørens Bo'l (det er Bodil) gik og skulde giftes. Hun var kun nitten Aar. Og hun havde aldrig set sin Fæstemand. Det hang saadan sammen, at Siver-Søren havde et Søskendebarn i Amerika med en voksen Søn, og ham var det Bo'l skulde have. Det var bleven ordnet paa Afstand og af alle andre end Bo'l selv, men hun var nu hjærteglad for det. Han hed Chas Anderson og var efter Fotografi at dømme en stads[1] Mand uden Lige. Det fremmede Navn var ikke noget at blive bange for, for han hed Karl og var da født her i Bo'ls Hjemegn, omend før hun kunde huske. Han ejede en Gaard paa flere Hundrede Tønder Land i Nebraska U.S.A., ligesaa meget som en Herregaard her til Lands. Og nu havde Familjen paa begge Sider af Atlanterhavet været om sig for at skaffe en Kone til Bedriften, og her var det Bo'l var bleven den Lykkelige. Hun gik i ledige Stunder og saa paa det store blanke Kabinetsportræt med fremmede Navne og Medaljer nedenunder, som forestillede en fin Herre, set fra Siden, i Byklæder med hvidt Kravetøj og Skilning i Haaret. Han lignede godt nok Farbroder Jørgen, som han jo ogsaa var i Slægt med, og det var saa betryggende; men det var alligevel en rent fremmed Person langvejsfra af den fornemme Stand, og det var det, der var saa spændende og stort. Aa, men bare han nu ikke var saa fin en Mand, at man skulde sige elske og saadan noget for at blive ham værd ... Aa, sødeste Gud!

Ved slige Tanker brast Bo'l i Sved, og noget maatte der gøres, hun hoppede af Undseelse, slog til et eller andet, lo og gav Brøl af sig, for hun var jo saa ung, at naar hun var bange eller skammede sig, blev det ogsaa til bare Spilopper. Hun faldt "Perle" om Halsen, styrtede sig med hele Kroppen lige ned paa den alderdomsskrøbelige lille Hund, saa den blev helt henne[2] og maatte forvandle sig til et rivende Vilddyr for at slippe fri; Bo'l plukkede Blomster, hvilket hun dog ellers burde være vokset fra; hun regerede saa overstadigt i Nødset[3] med Sang og Skemtestreger med Koen, at det gamle Husdyr virkelig saa sig om i Baasen og forargede sig; Bo'l legede med sin Mad, lavede i Smug "Ryttere"[4] af Brødet og Tilmaden[5], som da hun var en lille Pige, og spillede op med Krummerne, gjorde Tegn til Fluer og Myg; til andre Tider gav hun den som Kone, med Tørklædet klistret ind til Hovedet, Slæb i Træskoene og husmoderlige Opstød - kort sagt, Bo'l var forlibt.

Bo'l var eneste Kvindfolk i Siver-Sørens Hus; Moderen var jo død, og de andre Søskende ude at tjene. Der var ikke meget at gøre paa det lille ensomt beliggende Hussted, andet end at pusle om Koen og Faderen, der sad Dagen lang og flettede sine Maatter og Sivsko; Bo'l havde rigelig Tid til at gaa og tænke paa sit Bryllup. Der var fire Maaneder, fire Maaneder til - baade kort og længe - bare det var lige nu paa Timen, men hvordan skulde hun klare sig ... O søde Himmel!

Der var to Ting, der ængstede Bo'l og fik Blodet til at storme til Hjærtet, hver Gang hun kom til at tænke paa sit Bryllup. Det ene var i Almindelighed, hvordan det skulde være hende muligt at tækkes sin Brudgom, Amerikaneren. Her kunde Bo'l føle sig saa fattig og værdiløs, saa bundløs blottet for alle Fortrin, at hvad hun stod med faldt hende af Hænderne, hun lige netop trak Vejret i bittesmaa Pust, ene som hun stod, saadan var det at føle sig i sin Ringhed; eller hun kunde give sig til at le, rigtig raat paa egne Vegne, haa, haa, - det var ogsaa en Side Flæsk at byde Folk, en umælende Tøs, man kunde slaa Huller i Kirkegulvet med! Og Bo'l ligefrem fnøs ved Tanken, trak Vejret dybt og langt; der gik Luft i Tøndevis ind og ud af hende, mens hun saaret og ophidset tænkte paa sin Uværdighed. Sagen var den, at Bo'l til sin uafhjælpelige Sorg var en stærk og fyldig Pige, en nittenaarig Fenja[6], for hvem ingen Kværn hverken paa jorden eller i Havet var for tung. Hun var en Jættekvinde men med en Hoppes Hjærte, sværlemmet og med Rygstykker som en Kran, hun var sig i dybeste Skamfuldhed bevidst, at hun kunde staa med Fødderne i en Skæppe og lægge en Tønde Rug op paa Nakken, hun kunde næsten løfte Koen - hun havde en Gang i al Hemmelighed prøvet det, ligesom for at se sin Ulykke i øjnene. Der var jo ingen, der behøvede at vide det, men skjule det for sig selv kunde hun altsaa ikke, og det var dog altfor uanstændigt at være saa stærk. Ikke nok med at hun havde de forfærdelige Kræfter, men hun var før[7], ja bitte kære Børn, hun bovnede[8] ud over al Tilladelighed, det kunde nu ikke dølges, og det var til at dø af Blufærdighed over. Hvor var det muligt, at noget Mandfolk kunde synes om hende, hvordan skulde hun kunne se sin Brudgom i øjnene med Bevidstheden om at være en eneste Fejl fra Top til Taa!

Det var Bo'ls ene alvorlige Sorg. Den anden kunde synes mere ubetydelig, men den beskæftigede hende næsten lige saa stærkt. Det var som en Slags fiks Ide. Bo'l nærede en nagende Angst for, at det skulde gaa hende galt paa Bryllupsdagen, at hun ikke, saadan som det sømmede sig en Brud, skulde komme til at græde for Alteret. Aa, hun kom ikke til at græde! Hun vidste det, og det var jo ikke til at bære, hvis hun gjorde sig selv Skam. Bo'l havde ikke let til Taarer, men naar det gjaldt, saa græd hun nu ikke en Dryp, det kendte hun af Erfaring. Hvad vilde Folk sige. Hvad maatte Chas Anderson tro, hvis det nu gik, som hun spaaede sig selv, at hun kom til at gaa tørøjet fra Vielsen? Bo'l kunde faa Vand i øjnene, naar hun tænkte paa det Forfærdelige, men det trøstede hende aldeles ikke med Hensyn til Udfaldet, naar Dagen kom. Hun var en Uro i Huset i de Maaneder; Siver-Søren saa tit hovedrystende op fra sit Arbejde og gjorde sig sine Tanker over Datteren, der gik saa rent henglemt i sig selv og snart var rød og snart bleg.

Imidlertid, de fire Maaneder gik. To Dage før Brylluppet kom Chas Anderson.

Han var enøjet. Det havde jo ikke skæmmet Fotografiet, da det var den tomme Øjenhule, der vendte væk. Han lignede hverken en Bonde eller en Fin, var hverken - gammel eller ung, lo ikke og var ikke ked af noget, han havde Penge og var nærig, talte hverken Dansk eller Engelsk. Han aabnede Munden meget men ikke for at smile; man skulde se at han havde Guld i Tænderne, som om han i Aaringer ikke havde spist andet. Han kom med Toget og var iført en fyrstelig Pels med Haarene udad, saa at han lignede en Bjørn, der gik paa Bagbenene; da det var i April Maaned og temmelig varmt, gjorde Folk et skrøbeligt Forsøg paa at faa Latteren i Gang og hidføre en rask Afslutning paa den opsigtsvækkende Roman, de lavede til nede i Siverhuset. Men det Forsøg frøs de inde med. Chas Anderson havde sørget for at sende et Rygte forud for sig, og det udbredte sig snart. Dagen før han kom, fik en Mand i Sognet et aabent Brevkort fra ham, hvori han med Kulde forhørte sig om Prisen paa Moholm ... kan hænde han vilde købe den. Moholm - 200,000 Kr. - gaa til Side, bitte Folk! Man fik ingen Lystighed ud af Chas Andersons Besøg paa Egnen.

Han var der kun godt og vel en Uges Tid, lod sig ikke tø op. Folk fra Sognet, der havde kendt ham som Dreng, forsøgte at nærme sig ham, gik ligesom skævt ind paa ham, blændet af det Lys, der udgik fra Formodningen om hans Rigdom; de kaldte ham varsomt ved hans gamle Navn, Karl, som han havde lydt, da han trak om under Regnen i Kærene som Hyrdedreng; Chas Anderson havde ikke noget at tale med dem om, vendte det tomme Øje til. Chas Anderson aflagde ikke Besøg hos nogen udover sin fattige Slægt; man skulde dog for en Gangs Skyld vises til Rette i sine Standsfordomme ...

Siden, da Chas Anderson og Missis Anderson var rejst, sivede det ud, hvorfor den hjemvendte Amerikaner havde indtaget en saa kølig Holdning overfor Sognets beboere. Man havde jo glemt Æresporten! Ja, det var sandelig en Forløbelse. Nu kunde det svie til Sognet - Chas Anderson efterlod Rygtet om, at Fattigkassen skulde have været betænkt med en rundelig Sum, hvis ...

Av! Havde man dog bare vidst det. Man havde aabenbart ikke haft Forstand paa at formilde ham, derfor var det, at ingen fik hans Penge at se. Chas Anderson brugte vistnok alt i alt ikke fem Kroner i den Uge han var paa Egnen; man havde nægtet ham hans Æresbevisninger. Han kom nok aldrig tilbage mere.

Deri fik Folk Ret.

Men nu Bo'l? Hvordan havde hun klaret sig med sin Amerikaner fra den Stund han kom og til hun under hans kolde Øje sidste Gang vendte sig og saa Siverhuset der i Kanten af Kærene, inden hun fristede Rejsen over det vilde Hav? Hun var kommen nogenledes fra det. Som hun med saa megen Skræk havde forudset, var Chas Anderson begyndt at snakke om elske, og det baade med æ og d, og det var gaaet igennem hende som den ene Styrte sø efter den anden af usalig Forlegenhed, men heldigvis var Tungen da straks sprungen lam paa hende, saa at hun ikke havde gjort det ondt værre ved selv at prøve paa at snakke i den fine Stil. Hun haabede til Gud, at det skulde lykkes hende at tie ogsaa i Fremtiden. Bare hun tav, vilde Chas Anderson maaske aldrig opdage hendes sørgelige Mangel paa ædle Følelser.

Hvad Bo'ls upassende Kræfter angik, havde hun da endnu haft Held til at skjule dem; og saalænge Chas Anderson ikke greb hende deri, skulde hun nok holde dem for sig selv.

Med Hensyn til at græde paa Kirkegulvet, gik det ikke Bo'l nær saa slemt som hun havde frygtet. Hun græd bitterligt da hun stod Brud.

[Trykforlæg: STX Dansk stil. 10. aug. 2011]

***

[1] stads: flot.

[2] blev helt henne: var ved at blive kvalt.

[3] Nødset: kostalden.

[4] Ryttere: afskårne brødterninger.

[5] Tilmaden: retter der serveres som tilbehør.

[6] Fenja: jættepige med enorme kræfter fra den nordiske mytologi.

[7] før: kraftig, trivelig.

[8] bovnede: svulmede, bulede ud.

Opgave i tekstanalyse med fokus på lyrik

Af Erik Jerlung, Køge Gymnasium

Digtstil

Du kan vælge enten:

1. selv at skrive et digt
2. at analysere og fortolke et digt efter eget valg

Opgave 1. SKRIV ET DIGT

Opgaven består af to dele:

A. Skriv et digt.

Du kan fx tage udgangspunkt i en oplevelse, en erindring, en drøm, et ønske. Prøv at ramme stemningen/ følelsen så præcist og nuanceret som muligt. Tænk over hvordan sproget skal være for at opnå dette. Brug gerne de almindelige digteriske virkemidler: strofisk form, rytmisk opbygning, gentagelser (fx anaforer), sammenligninger, metaforer, symboler. Undgå fast rytme og enderim – det skal man være meget dygtig for at beherske, så det ikke kommer til at lige en pinlig konfirmationssang. Men brug gerne andre former for rim, fx konsonant- og vokalrim.

Kan du ikke komme i gang, så lad dig inspirere af fx et stykke musik, en gåtur, et billede. Eller find et digt du kan lide. Skriv det ned, skriv det om, skriv til, gør det til dit eget.

Processen kan tage tid. Du kan læse dine foreløbige idéer op for andre (klassekammerater, familie) og lære af deres respons. Lav måske forskellige skitser, og tag dem frem igen senere og bearbejd dem, indtil du er så tilfreds som muligt med dit endelige digt.

B. Gør rede for arbejdsprocessen.

Altså f.eks.: Hvordan fik du ideen til digtet? - Fik din stemning og sindstilstand indflydelse herpå? - Hvordan kom du i gang? - Hvilken rolle spillede evt. formelle overvejelser om rytme, rim, billedbrug, tonefald, synsvinkel, opbygning, gentagelser osv., osv.? Hvorfor ændrede du evt. - og hvad ændrede du - på digtet i løbet af processen? - Hvilken rolle spillede den respons, du evt. fik fra andre på dit digt? - eller gennemgangen af digtene i vores lyrik­forløb?

Har du valgt at bruge et digt, som er skrevet ved en tidligere lejlighed; så prøv at rekonstruere skrivesituationen, jvf. ovenfor!

NB: Jeg beder IKKE om en egentlig analyse af digtet/ teksten. Tekstanalyse får du lejlighed til at bedrive adskillige gange i gymna­sieforløbet. Her og nu forekommer arbejdsprocessen og dine personlige erfaringer i den anledning mig vigtigere.

Opgave 2. ANALYSE OG FORTOLKNING AF SELVVALGT DIGT

Vælg et digt som du synes er godt, og lav en analyse og fortolkning af det. Brug de tekstanalyse-redskaber som du har lært her og tidligere.

Kan du ikke selv finde et velegnet digt, kan du låne en digtantologi eller digtsamling af din lærer.

Af LL, dansklærer på Køge Gymnasium

Portrætinterview

Et godt portrætinterview er spændende læsning. Det er en mulighed for læseren for at få et indblik i et andet menneskes liv - men på den portrætteredes egne betingelser. Det er sikkert ikke alt, man får at vide i et portrætinterview, og det skal man heller ikke. Den, som bliver interviewet, bestemmer selv hvor lang han /hun vil ”gå”.

Når man skal lave et godt portrætinterview kan man gøre følgende:

Selve interviewet

1. Forbered nogle spørgsmål før interviewet. Udover at spørge om nogle helt konkrete ting, er det en god ide at udforme mindst tre spørgsmål som ikke handler om konkrete ting. Det kan f.eks. være om væremåde, holdninger, livsværdier, drømme, ønsker om fremtiden eller andet.
2. Når interviewet går i gang, skal man ikke skrive hele sætninger i deres fulde længde ned. Det kan man simpelt hen ikke nå. Derfor skal man kun skrive stikord ned. Selve artiklen skrives senere. Prøv dog at skrive et par replikker ned i deres fulde længde som personen siger. Sådanne enkelte sætninger er gode at bruge i selve portrætartiklen.
3. Man skal ikke lade sig spise af med korte svar. Man skal spørge videre i samme bane indtil svaret er uddybende nok. Det er dog vigtigt, at man har en fornemmelse af hvornår man skal trække ’snablen’ til sig.
4. Det er vigtigt, at man skriver nogle iagttagelser om udseende og adfærd ned. De er gode at krydre portrætinterviewet med.

Efter interviewet

Nu skal selve artiklen skrives ud fra stikordene, iagttagelserne og citaterne (replikkerne). Følgende fremgangsmåde kan bruges.

1. I skal beslutte hvilken vinkel der skal lægges på artiklen. Er det personens holdninger og selvstændighed der skal vægtes højest? Eller er det fritidsinteresser, eller noget helt andet? Det er vigtigt, at der er en rød tråd i interviewet
2. Stoffet skal nu ordnes. Dette betyder, at man skal afgøre i hvilken rækkefølge, de enkelte ting skal komme. En mindmap er et særdeles nyttigt redskab til dette.
3. Man kan skrive et interview på mange måder. Man kan skrive spørgsmål sine egne spørgsmål og dernæst personens ordrette svar. Dette bliver dog måske lidt kedeligt at læse. Prøv at gengive svar og spørgsmål på forskellig vis.
4. Sørg for at få iagttagelser med angående personens påklædning, udseende eller adfærd. (Se artiklen om Mads Mikkelsen – især indledningen).
5. Sørg for at gøre indledningen spændende og interessant (gerne med en manchet) så læserens interesse bliver vakt. Se indledningen til det nedenstående portrætinterview.

PRODUKT: dansk stil

• I skal nu skrive et portrætinterview af hinanden efter ovenstående retningslinjer og råd. Portrættet skal opbygges som en artikel i denne genre – også med hensyn til typografi (fx overskrift, spalter, spørgsmål i kursiv etc.) . Artiklen skal fylde min. 2 sider.

***

Portrætinterview af Mads Mikkelsen

(Nedenstående er kun et lille uddrag af det samlede interview).

Jyllandsposten d. 14 oktober 2001

Af Jette Aaes

Det karakteristiske ansigt med de høje kindben og de daggamle skægstubbe er ikke til at tage fejl af. Skuespilleren Mads Mikkelsen træder målbevidst ind på scenen, som er sat på Café A Porta midt på Kgs. Nytorv i København.

Han er skødesløst klædt i slidte sneakers, posede bomuldsbukser og en supermoderne, gammeldags nylon træningstrøje. Han ligner noget, der lige er hoppet ud af de tidstypiske film, han hidtil har haft bragende stor succes i.

Det er han faktisk også.

Skoene havde Mads Mikkelsen på som den hårdkogte håndlanger Arne i filmsuccesen Blinkende Lygter, bukserne brugte han som den hæmmede Lenny bag disken i videoforretningen i Bleeder. Han viser også en snip af sin termoundertrøje. Den samme som sidste vinter holdt ham varm under indspilningerne til hans kommende film, En kort, en lang, der har premiere midt i næste måned.

»Mode og tøj interesserer mig overhovedet ikke. Mine venner griner ad mig, fordi jeg med års mellemrum og ganske uforskyldt bliver moderne igen. For mig er mode og livsstil noget af det mest ikke-skabende i tilværelsen. Det er manipulation og iscenesættelse fra ende til anden,« siger Mads Mikkelsen.

Han har bestilt en burger og fisket en smøg op ad den krøllede pakke Queen's, der er en lige så naturlig del af hans påklædning. Han tager et sug og kommer så med indrømmelsen: At han trods alt følger lidt med.

»Træningstrøjen har jeg fået af en kammerat og ja, jeg ved godt, den er højeste mode for tiden. Men den er fed, fordi den minder mig om mine helt unge dage. Dengang håndbold og sport fyldte hele mit liv.« I dag er sportstøjet altså mere til pynt, for Mads Mikkelsen spiller i stedet film og teater. I øjeblikket har han travlt med at lave nye afsnit af den populære TV-serie Rejseholdet. Det er den, hvor han som kriminalassistent Allan Fischer hverken går af vejen for at klare forbryderne alene eller kysse sin kvindelige kollega. En rolle der blandt andet for første gang har givet ham muligheden for at kombinere de rå skægstubbe med et jakkesæt.

Tekster:

1. Poul Martin Møller: Om at fortælle Børn Eventyr
2. Snehvide.
3. Bruno Bettelheim: Frygt for fantasien

Teksterne i dette hæfte handler om eventyr og synet på dem.

Du skal besvare én af følgende 3 opgaver.

Brug opgavens titel som overskrift på din besvarelse.

Opgaver:

Skriv en debatterende artikelom tekst 1: Poul Martin Møller: Om at fortælle Børn Eventyr. Du skal redegøre for tekstens synspunkter og bagefter diskutere dem.

Skriv et analyserende artikel om tekst 2: Snehvide.

Du skal analysere og fortolke eventyret, samt perspektivere det til tekst 3: Bruno Bettelheim: Frygt for fantasien.

Skriv en reflekterende artikel (stx) om børn og fantasifulde fortællinger i forskellige medier.

Du skal inddrage synspunkter fra tekst 3: Bruno Bettelheim: Frygt for fantasien og forholde dig til tekst 2: Snehvide.

***

Tekst 1: Poul Martin Møller: Om at fortælle børn eventyr (1836)

Af Poul Martin Møller, dansk forfatter (1794-1838)

Læger og Psykologer have ved gode Raad bragt fornuftige Børnevenner og Forældre til at afskaffe flere skadelige Maader at more Børn paa. Men een Uskik af dette Slags, som i den senere Tid ej er ualmindelig, har, saa vidt vides, ej endnu været paatalt. Man [plejer] nemlig at fornøje Børn ved at fortælle dem en hel Mængde Ammestuehistorier, som man nu kan komme let til, da der endogsaa paa Dansk gives flere Samlinger af dem. Desuden høre jo de Mænd og Kvinder, som især gøre sig skyldige i dette Misgreb, for det meste til de Klasser af Samfundet, hvori Færdighed i at læse Tysk og flere fremmede Sprog er temmelig almindelig. Vi tænke herved slet ikke paa de Spøgelseshistorier, som man tit har talt imod, fordi de siges at fylde Børn med Overtro og gøre dem ængstelige for at opholde sig alene paa mørke Steder. Overtroisk bliver den nu opvoksende Slægt vist ikke let, og i ethvert Tilfælde gives der jo Eventyr nok, som ikke høre til dette Slags. Men et andet Spørgsmaal er det, om det er gavnligt for Børn, at de føres ind i en rigt udstafferet Fantasiverden, mens de have opfattet en saa liden Kres af den virkelige Verdens Fænomener. At det er højst fordærveligt, mene vi, en Smule Eftertanke let overbeviser enhver om, uden at behøve at oppebie det Vidnesbyrd af Erfaringen, som vel tidsnok vil indfinde sig. At overdreven Romanlæsning har givet en Del af vore samtidige en skæv Aandsretning, forkvaklet deres Følelse, sat dem i en uafbrudt Somnambulismus, givet dem Afsmag for Arbejdsomhed og bibragt dem en Lede til Livets virkelige Skikkelser, er jo en fuldkommen afgjort Kendsgerning. Men denne Udsvævelse kunde dog først tage sin Begyndelse, da disse Folk havde Færdighed i Sammenlæsning, og i deres Barndomsaar slap dog deres Forstand og Fantasi for al poetisk Mishandling. Men den Fordrejelse af Aandslivets Udvikling, som afstedkommes ved at fortælle Børn en umaadelig Cyklus af Eventyr, kan tage sin Begyndelse, saa snart som de blot kunne forstaa de i daglig Tale mest forekommende Ord. Børn høre nemlig med stor Fornøjelse paa Fortællinger, naar de blot forstaa nogle ringe Brudstykker af dem. Ved en Overdrivelse af dette Slags Morskab, hvorefter de fleste Børn befindes at være særdeles griske, maa derfor deres Bevidstheds naturlige Udvikling paa en langt grundigere Maade forhindres og forvanskes. Naar man betænker, hvor fast den Forestillingskres, der uddannes i Menneskets Barndomstid, under det hele øvrige Liv bliver staaende, er det vel naturligt, at være noget varsom i Valget af de Forestillinger, hvormed man selv forsætlig fylder deres Hoved. Der er ingen, der saa bestemt og fuldstændigen opfatter de Genstande, hvoraf han omgives, som et sundt og opvakt Barn, og man beviser det vistnok en væsentlig Tjeneste, ved at gøre sig Umage for at give det saa god Besked, som man kan, naar det under sin uafbrudte Videlyst fra Morgen til Aften forlanger Oplysning om, hvad det ser og hører. At man saa tit ikke ser sig i Stand til at slukke dets Tørst efter Kundskab, maa man vistnok beklage, og de, der have Børn i deres Vold, gjorde vel i, om de fulgte Wilhelm Meisters Eksempel, der selv skaffede sig Kundskab om meget for at give sin Søn Felix den Oplysning, han forlangte. Enhver ny Verdensborger maa føle stor Trang til at blive bekendt med de Ting, der ere omkring ham, under ham og over ham, og ret at orientere sig paa den Skueplads, hvorpaa han finder sig selv, naar hans Bevidsthed vaagner. Han har en stærk Forudfølelse af, at hans Liv hænger sammen med den hele Tilværelses Liv, og at han maa gøre sig bekendt med, hvorledes alt hænger sammen, for at finde sig til Rette deri. Man gør da en stor Uret i at afbryde hans ivrige Stræben efter at blive fortrolig med sin reelle Verden for at lokke ham ind i en Feverden, som kommer til at optage en uforholdsmæssig Plads i hans Bevidsthed. Han kan med en utrolig Kraft tilegne sig, hvad der bydes ham, og man fører ham ind i en falsk orbis pictus og afleder hans Opmærksomhed fra de Ting, som han maa kende til Gavns for at blive til en dygtig Mand. Man lærer ham at gaa med aabne Øjne uden at se og med aabne Øren uden at høre, ligesom Götz von Berlichingens Søn, der lærte saa mange Legender af sin Moster, at han ikke havde Stunder til at bemærke Navnet paa sin Faders Borg. Idet han tidlig forledes til at leve i en Drømmeverden i Stedet for paa Guds grønne Jord, lokker man ham til at favne Skyen i Stedet for Juno, d. e. Herskerinden over den Atmosfære, i hvilken Mennesket skal leve og virke.

Vi paastaa ikke, at man aldeles skal nægte Børn den Fornøjelse, at høre fantastiske Fortællinger; men at man for det første ikke for tidligt skal give dem Smag derpaa, at man ikke skal føre dem ind i et Trolddomsland, naar de knap kunne tale tydeligt, og naar deres Erfaringskres omtrent er indskrænket til et Par Værelser. Dernæst skal man ikke meddele Børn en alt for stor Mangfoldighed af saadanne Digtninger, og det er den Uskik, vi her især ivre imod. Man vænner da Børn til i det smaa at drive samme Syssel, som af voksne Folk drives i det store, naar de, som man siger, læse Morskabsbøger for Tidsfordriv. Det vil sige, de gennemløbe en umaadelig Mængde Produkter af store og smaa Digtere med saa flygtigt Blik, at de efter en kort Tids Forløb ikke mer kunne besvare det Spørgsmaal, om de have læst en saadan Bog eller ikke. Hvad de læse, forsvinder for dem, som hvad man skriver med en Stok i Vandet. Paa samme Maade kan man nu ogsaa fordrive Børns Tid ved at meddele dem nogle Tusinde smaa Eventyr efter en eller anden Samling. Ved dette poetiske Fraaseri vænnes de til at opfatte, hvad der fortælles dem, saa ubestemt, at deres Hoved bliver til et poetisk Pulterkammer, opfyldt med Brudstykker af alle Nationers Kærlingehistorier.

En ganske anden Sag var det i den Tid, da vi endnu ikke havde hele Magasiner af saadanne Eventyr; thi da var der i enhver Egn en liden Cyklus af dem, der gik i Arv fra Slægt til Slægt, og som saa ofte gentoges for de smaa Tilhørere, at de kunde gentage dem Ord til andet, saa at de hverken forvirredesved en alt for stor Mangfoldighed eller væntes til en skødesløs, fragmentarisk Opfattelse.

Vil man more Børn med digtede Fortællinger, da bør man lære dem samme saaledes, at de selv kunne fortælle dem igen. Det iagttog man meget samvittighedsfuldt i den Tid, da Barnekammer-Litteraturen opbevaredes ved mundtlig Tradition. Man skal ikke opføre et ideligt afvekslende og forsvindende Skyggespil for deres Øjne, hvoraf der intet bliver tilbage for dem; thi derved berøver man deres aandelige Liv sin Selvstændighed og indre Sammenhæng og vænner dem til en passiv Nydelseslyst, der altid behøver nyt Incitament udenfra.

Men i Stedet for at nøjes med en saadan national Antologi, der enten var hjemmegjort eller i Aarenes Løb havde faaet Indfødsret, beværter man nu Børn med Fantasier, der ere sammenskrabede fra alle Verdens Hjørner, hvilket vist nok er en lige saa usund Diæt som at opføde dem med Kryderier fra alle fem Verdensdele.

Det er overhovedet en temmelig udbredt Vildfarelse, at Samlinger af Ammestuefortællinger ere indrettede til Brug for Børn. De kunne have deres store Interesse for den aandrige Historiker, som vil gøre et komparativt Studium af disse nationale Naturprodukter; men for Børn ere de ingenlunde skikkede.

***

Tekst 2: Snehvide. Brødrene Grimms Eventyr (1812)

Det var midt om vinteren, og sneflokkene faldt som dun ned fra himlen. Dronningen sad ved vinduet og syede i en ramme af sort ibentræ, og mens hun syede og kiggede ud på den hvide sne, kom hun til at stikke sig i fingeren, og der faldt tre bloddråber i sneen. Og da hun så, hvor smukt den røde farve strålede i den hvide sne, tænkte hun: »Gid jeg dog havde et barn, der var så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som ibentræ.« Kort efter fødte hun en datter, som var hvid og rød og med hår så sort som ibentræ. Den lille pige blev kaldt Snehvide, og da hun var født, døde dronningen.

Et år efter tog kongen sig en anden hustru. Hun var smuk, men stolt og hovmodig og kunne ikke tåle, at nogen var smukkere end hun. Hun havde et spejl, og når hun så sig deri og spurgte:

» Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?« svarede spejlet:

»Ingen i verden er dejlig som du.«

Så var hun tilfreds, for hun vidste, at spejlet talte sandhed. Snehvide voksede imidlertid til og blev smukkere og smukkere, og da hun blev sytten år, var hun så smuk som den lyse dag og langt skønnere end dronningen. Og da hun en dag spurgte spejlet:

»Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?« svarede det:

»Dronning, stor er din skønheds glans, men Snehvide er skønnest med ungdommens glans.«

Dronningen blev både gul og grøn af misundelse, og fra nu af hadede hun Snehvide af hele sit hjerte. Hun havde ikke ro hverken dag eller nat, og en morgen kaldte hun på en af jægerne og sagde: »Jeg vil ikke mere se Snehvide for mine øjne. Tag hende med ud i skoven og slå hende ihjel og bring mig lever og lunge.« Jægeren gik med hende, men da han havde løftet dolken, som skulle gennembore Snehvides uskyldige hjerte, begyndte hun at græde og sagde: »Åh, du må ikke slå mig ihjel. Jeg skal gå ind i den store skov og aldrig mere komme hjem.« Jægeren fik medlidenhed med hende, fordi hun var så smuk, og sagde: »Gå kun, stakkels barn.« Ved sig selv tænkte han: »Det varer vist ikke længe, før de vilde dyr har ædt dig.« Men det var dog, som om en sten var faldet fra hans hjerte, fordi han ikke havde dræbt hende. Da der i det samme kom et ungt vildsvin springende, stak han det ihjel og bragte lever og lunge til dronningen. Kokken måtte salte og koge dem, og hun spiste dem og troede, det var Snehvides.

Nu var det stakkels barn helt alene i den store skov, og hun var så bange, at hun stirrede angst på hvert træ, hun kom forbi. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre, og til sidst gav hun sig til at løbe af alle kræfter over spidse sten og gennem tjørnekrat, og de vilde dyr for lige forbi hende uden at gøre hende noget. Hun løb, så længe hendes ben kunne bære hende, og hen imod aften kom hun til et lille hus og gik derind. Alting derinde var småt, men så nydeligt og rent, at man slet ikke kan tænke sig det. I midten af stuen stod der et bord med en snehvid dug, syv små tallerkener med skeer, gafler og knive og syv små bægre. Henne ved væggen stod syv små senge med hvide lagener. Snehvide var sulten og tørstig og spiste en mundfuld kød og kål af hver tallerken og drak en slurk vin af hvert bæger, for hun ville ikke tage det fra en alene. Så ville hun lægge sig i en af sengene, men den ene var for kort og den anden for lang, den tredje for smal, den fjerde for bred og således videre, indtil endelig den syvende passede hende. Der blev hun så liggende, bad sin aftenbøn og faldt snart i søvn.

Da det var blevet helt mørkt, kom de syv små dværge, som huset tilhørte, hjem fra deres arbejde i bjergene. Da de fik tændt lys, så de straks, at der måtte have været nogen, mens de var borte, for tingene stod ikke på deres sædvanlige plads. »Hvem har siddet på min stol?« sagde den første. »Hvem har spist af min tallerken ?« sagde den anden. »Hvem har taget mit brød?« sagde den tredje. »Hvem har spist af min kål?« sagde den fjerde. »Hvem har brugt min gaffel?« sagde den femte. »Hvem har skåret med min kniv?« sagde den sjette. »Hvem har drukket af mit bæger?« sagde den syvende. Da en af dem vendte sig om, så han, at der var en fordybning i hans seng. »Der har været nogen oppe i min seng,« sagde han, og da de andre kom derhen, råbte de alle sammen: »Der har også været nogen i min.« Men da den syvende kom hen til sin seng, så han Snehvide. Han kaldte på de andre, og de kom løbende med deres syv små lys. »Du gode Gud, hvor er hun dejlig,« råbte de og var så glade for hende, at de ikke nænnede at vække hende. Den syvende dværg sov en time hos hver af sine kammerater, og så var natten forbi.

Da Snehvide vågnede om morgenen og så de syv dværge, blev hun meget forskrækket, men de var så venlige imod hende, at hun snart blev beroliget. »Hvad hedder du?« spurgte de. »Snehvide!« svarede hun. »Hvordan er du dog kommet herind?« Hun fortalte dem, at hendes stedmoder havde villet dræbe hende, men jægeren, der skulle gøre det, havde givet hende lov til at løbe sin vej, og så havde hun gået hele dagen, lige til hun var kommet hen til det lille hus. »Hvis du vil holde huset i orden og lave mad og sy og strikke for os,« svarede dværgene, »så må du gerne blive her, og vi skal nok være gode imod dig.« Snehvide sagde straks ja og blev hos dem. Om morgenen gik dværgene ud i bjergene for at arbejde, og når de kom hjem om aftenen, havde Snehvide maden færdig til dem. Hele dagen var hun alene, og dværgene advarede hende ofte og sagde: »Tag dig i agt for din stedmoder, hun får nok at vide, at du er her. Lad ingen komme ind til dig.«

Da dronningen havde spist det, som hun troede var Snehvides lever og lunge, gik hun hen foran spejlet og spurgte:

»Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?«

Spejlet svarede som sædvanligt:

»Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge, hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusindfold mere dejlig endnu.«

Hun blev meget bange, for hun vidste, at spejlet talte sandhed, og hun forstod, at jægeren havde narret hende. Hun tænkte dag og nat på, hvordan hun skulle komme Snehvide til livs, og endelig fandt hun på råd. Hun malede sit ansigt og klædte sig på som en gammel sælgekone, så hun var ganske ukendelig. Så gik hun over de syv bjerge til de syv små dværge, bankede på døren og råbte: »Her er billige varer at få.« Snehvide kiggede ud ad vinduet og spurgte: »Hvad har I da?« »Mange gode ting,« svarede konen, »se her, smukke snørebånd,« og hun viste hende et, der var flettet af broget silke. »Den skikkelige kone kan jeg da nok lukke ind,« tænkte Snehvide, gik hen og åbnede døren og købte de smukke bånd. »Men hvordan er det, du ser ud, barn,« sagde den gamle, »kom her, så skal jeg snøre dig ordentligt.« Snehvide tænkte ikke noget ondt derved, men stillede sig hen foran konen. Men den gamle snørede så hurtigt og så fast, at Snehvide ikke kunne få vejret og faldt om som død. »Nu kan du sige, du har været den smukkeste,« sagde hun grinende og skyndte sig bort.

Kort efter kom de syv dværge hjem og blev meget forskrækkede, da de så deres kære Snehvide ligge som livløs på gulvet uden at røre sig. De løftede hende op, og da de så, hvor fast hun var snøret, skar de båndene itu. Hun begyndte at trække vejret ganske svagt, og lidt efter lidt kom hun til sig selv igen. Da dværgene hørte, hvordan det var gået til, sagde de: »Det har sikkert været den onde dronning. Tag dig endelig i agt og luk ingen ind, når vi ikke er hjemme.«

Da dronningen var kommet hjem, gik hun hen foran spejlet og spurgte:

»Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?«

Spejlet svarede igen:

»Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge, hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusindfold mere dejlig endnu.«

Da hun hørte det, blev hun så forfærdet, at alt blodet strømmede hende til hjertet. »Nu skal jeg sørge for, at hun for alvor kommer af med livet,« tænkte hun, og ved hjælp af alle slags trolddomskunster lavede hun en forgiftet kam og forklædte sig igen som en gammel kone. Så gik hun over de syv bjerge til de syv små dværge, bankede på og råbte: »Her er billige varer at få.« Snehvide stak hovedet ud ad vinduet og sagde: »Det kan ikke nytte, jeg må ikke lukke op for nogen.« »Du må vel nok have lov til at se på det,« sagde den gamle og tog den forgiftede kam frem og viste hende den. Snehvide syntes så godt om den, at hun lod sig over tale til at lukke op og købe kammen. »Nu vil jeg rede dig,« sagde den gamle, og Snehvide havde ingen mistanke, men lod hende gøre det. I samme øjeblik, kammen blev stukket i håret, virkede giften, og Snehvide faldt om som død. »Nu er det nok ude med dig, min dejlighed,« sagde den gamle hånligt og gik sin vej. Heldigvis kom de syv dværge hjem et øjeblik efter og fik den forgiftede kam taget ud af hendes hår. Snehvide kom til sig selv og fortalte, hvad der var sket, og de advarede hende igen mod at lukke nogen ind.

Da dronningen var kommet hjem, spurgte hun:

»Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?«

Spejlet svarede: »Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge, hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusindfold mere dejlig endnu.«

Da hun hørte det, rystede hun fra top til tå af raseri. »Snehvide skal dø, om det så skal koste mit liv,« råbte hun. Så gik hun ind i et værelse, låste døren og lavede et forgiftet æble. Det var smukt med røde kinder, og enhver, der så det, måtte få lyst til det, men den, der spiste af det, døde øjeblikkelig. Dronningen smurte sit ansigt ind, klædte sig på som en bondekone og gik over de syv bjerge til de syv små dværge og bankede på. »Jeg må ikke lukke op for nogen,« sagde Snehvide og stak hovedet ud ad vinduet. »Det er såmænd også lige meget,« svarede bondekonen, »jeg skal nok blive af med mine æbler. Se her, det må du have.« »Nej tak,« sagde Snehvide, »jeg må ikke tage imod noget som helst.« »Er du måske bange for, at det skal være giftigt?« spurgte den gamle, »nu skærer jeg det over, så får du det røde, og jeg spiser det hvide.« Æblet var nemlig lavet sådan, at kun den røde side var forgiftet. Snehvide havde stor lyst til det dejlige æble, og da hun så, at konen spiste deraf, kunne hun ikke modstå, men rakte hånden ud og fik det halve æble. Næppe havde hun fået det i munden, før hun sank død om på jorden. Dronningen stod i nogen tid og så ondt på hende, så slog hun en høj latter op og sagde: »Hvid som sne, rød som blod, sort som ibentræ. Denne gang kan dværgene ikke frelse dig.« Hun gik hjem igen og spurgte spejlet:

»Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?«

Og spejlet svarede:

»Ingen i verden er dejlig som du.«

Nu havde hendes misundelige hjerte ro, for så vidt som et misundeligt hjerte nogen sinde kan få ro. Da dværgene om aftenen kom hjem, fandt de Snehvide liggende død på jorden. De løftede hende op og ledte for at finde noget, der kunne have gjort hende fortræd, snørede hendes liv op, redte hendes hår og vaskede hende med vand og vin, men det hjalp ikke. Hun var og blev død. De lagde hende så på en båre og sad i tre dage hos hende og græd. De ville begrave hende, men hun var så smuk med friske røde kinder, at de ikke kunne bære over deres hjerter at lægge hende ned i den sorte, kolde jord. De lavede så en kiste af glas, lagde hende deri og skrev med guldbogstaver hendes navn, og at hun var kongedatter. Kisten satte de ud på et bjerg og skiftedes til at holde vagt ved den. Dyrene sørgede også over Snehvide, først kom der en ugle, så en ravn og til sidst en due og satte sig ved kisten og græd.

Snehvide lå nu i lang, lang tid i kisten og så ud, som om hun sov, for hun var endnu så hvid som sne, så rød som blod og så sort som ibentræ. Engang red en kongesøn igen nem skoven og kom til dværgenes hus og ville overnatte der. Han så kisten, hvori Snehvide lå, og læste, hvad der var skrevet på den. »Sælg mig hende,« sagde han til dværgene, »I må få alt, hvad jeg ejer og har .« »Nej,« svarede dværgene, »ikke for alverdens guld vil vi sælge hende.«

»Forær mig hende da,« bad prinsen, »jeg kan ikke leve uden hende. Jeg vil holde hende højt i ære.« Dværgene fik medlidenhed med ham og gav ham til sidst lov at tage kisten med. Men da tjenerne bar den over den ujævne vej, snublede en af dem, og derved fik kisten et stød, så det giftige æble for ud af Snehvides mund. Lidt efter lidt kom hun til sig selv igen, åbnede låget og rejste sig op og råbte: »Hvor er jeg dog?« Kongesønnen blev ude af sig selv af glæde og fortalte hende, hvordan det var gået til. »Du er den, jeg elsker højest i verden,« sagde han, »følg mig til min faders slot og bliv min hustru.« Snehvide fulgte ham gerne, og der blev truffet store forberedelser til brylluppet.

Snehvides onde stedmor blev også indbudt, og da hun havde taget sine fineste klæder på, gik hun hen foran spejlet og spurgte:

»Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?«

Spejlet svarede:

»Du er vel dejligst i dette land, men med dronningen aldrig du måle dig kan.«

Den onde kvinde var ved at dø af raseri, men var tillige så underlig angst, hun vidste ikke selv hvorfor. Først ville hun slet ikke tage til festen, men hendes nysgerrighed efter at se den unge dronning lod hende ikke have ro. Da hun kom ind i salen, kendte hun straks Snehvide og blev ganske stiv af skræk. Men henne over ilden stod der et par glødende jernsko, dem måtte hun tage på og danse, til hun faldt død om.

***

Tekst 3: Bruno Bettelheim: Frygt for fantasien. Uddrag af Eventyrets fortryllelse (1975).

Af Bruno Bettelheim (1903-90), amerikansk psykoanalytiker og børnepsykolog.

Hvorfor nedvurderer mange intelligente, velmenende, moderne middelklasse-for­ældre, der er så optagede af at give deres børn en lykkelig opvækst, værdien af eventyr og berøver deres børn det, disse historier har at tilbyde? Selv vores victori­anske forfædre, med deres betoning af moralsk disciplin og deres konventionelle livsform, ikke blot tillod, men opmuntrede deres børn til at nyde fantasien og spændingen i eventyr. Det ville være enkelt at forklare et sådant forbud mod even­tyr ud fra en snæversynet, uoplyst rationalisme, men det går ikke.

Nogle mennesker hævder, at eventyr ikke giver et »sandfærdigt« billede af livet, som det er, og derfor er usunde. At »sandhed« i et barns liv kunne være for­skellig fra voksnes »sandhed«, falder ikke disse mennesker ind. De indser ikke, at eventyr ikke prøver at beskrive den ydre verden og »virkeligheden«, ej heller, at intet sundt barn nogen sinde tror, at eventyr beskriver verden realistisk. […]

Nogle forældre frygter, at deres børn kan blive revet med af deres fantasier; at når de bliver udsat for eventyr, vil de komme til at tro på magi. Men ethvert barn tror på magi, og det holder op med det, når det vokser op (med undtagelse af dem, der er blevet for skuffede i virkeligheden til at vente sig noget godt af den). Jeg har kendt psykisk forstyrrede børn, som aldrig havde fået fortalt eventyr, men som til­lagde en elektrisk vifte eller en motor lige så meget magi og destruktiv kraft, som noget eventyr nogen sinde har tilskrevet dets mest magtfulde og ondsindede figu­rer.

Andre forældre frygter, at et barns sind kan blive overfodret med eventyr-fanta­sier, således at det forsømmer at lære at bemestre virkeligheden. Faktisk er det modsatte sandt. Hvor sammensatte vi end alle er - konfliktprægede, ambivalente, modsætningsfulde - så er den menneskelige personlighed udelelig. Hvad en erfa­ring end kan være, så påvirker den altid alle aspekter af personligheden på samme tid. Og for at være i stand til at klare livets krav har den totale personlighed brug for at blive bakket op af en rig fantasi kombineret med en stabil bevidsthed og et klart greb om virkeligheden. […]

Eventyr blev underkastet streng kritik, da psykoanalysen og børnepsykologiens nye opdagelser afslørede, hvor voldsom, angstpræget, destruktiv og tilmed sadi­stisk et barns fantasi er. Et mindre barn, f.eks., elsker ikke kun sine forældre med en utrolig følelsesintensitet, men undertiden hader det dem. også. Med denne viden burde det have været nemt at indse, at eventyr taler til barnets allerinderste sjæle­liv. Men i stedet hævdede de, der tvivlede, at disse historier skaber eller i det mindste i høj grad opmuntrer disse urovækkende følelser.

De, der fordømte traditionelle folkeeventyr, bestemte, at hvis der er uhyrer i en historie for børn, så skal de alle være venligtsindede - men de overså det uhyre, et barn kender bedst og er mest optaget af: det uhyre, det føler eller frygter, at det selv er, og som også undertiden forfølger det. Ved at lade dette uhyre inde i barnet forblive uomtalt, skjult i det ubevidste, hindrer voksne barnet i at danne fantasier om det, inspireret af de eventyr, det kender. Uden sådanne fantasier kommer bar­net ikke til at kende sit uhyre bedre, det får heller ikke forslag om, hvordan det skal få herredømme over det. Som resultat forbliver barnet hjælpeløst over for sine værste angstforestillinger - langt mere end hvis det havde fået fortalt eventyr, som giver disse angstforstillinger form og skikkelse og også viser måder at overvinde disse uhyrer på. Hvis vores frygt for at blive ædt tager håndgribelig form af en heks, kan vi slippe af med den ved at brænde hende i ovnen! Men disse overvejelser faldt ikke dem ind, som forbød eventyr.

Tekst:

J. P. Jacobsen: To Verdener

Opgave:

• Skriv en analyserende artikel om To Verdener.

Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af To Verdener, hvor du bl.a. undersøger tekstens komposition. - Giv en perspektivering til perioden.

J. P. Jacobsen:

Teksten blev oprindeligt trykt i tidsskrifterne Nutiden og Hjemmet i 1879.

Af J.P. Jacobsen (1847-1885), dansk forfatter.

Salzach er ingen munter Flod, og der ligger en lille Landsby paa dens østre Bred, der er meget trist, meget fattig og sælsomt stille.

Som en elendig Flok af vantrevne Tiggere, der er bleven standsede af Vandet og Ingenting har havt at give i Færgeløn, staa Husene nede paa den yderste Bræmme af Bredden med deres værkbrudne Skuldre trykket mod hinanden, og stage haabløst med deres trøskede Krykkestolper i den graalige Strøm, medens deres sorte, glandsløse Ruder fra Baggrunden af Svalegangene stirre frem under det udstaaende Spaantags Bryn, stirre med et skulende Udtryk af hadefuld Kummer efter de lykkeligere Huse derovre, der enkeltvis og to og to og hist og her i hyggelige Klynger sprede sig over den grønne Slette langt bort ind mod det gyldentdisede Fjerne. Men om de fattige Huse staar der ingen Glands, kun rugende Mørke og Tavshed tynget af Lyd fra Floden, der trevent, men dog aldrig standsende siver forbi, mumlende hen for sig paa sin Vej saa livstræt, saa underligt aandsfraværende.

* * *

Solen var ved at gaa ned; Cikadernes klingre Glassummen begyndte at opfylde Luften paa den anden Side og bares nu og da over af pludselige matte Vindpust, der kom og døde hen i Flodbrynets Væxt af tynde Vidier. Oppe paa Floden kom der en Baad.

En svag, udtæret Kvindeskikkelse stod i et af de yderste Huse bøjet frem over Svalegangens Brystning og saae efter den. Hun skyggede med den næsten gjennemsigtige Haand for Øjnene; thi deroppe, hvor Baaden var, laa Solens Skjær gyldent og blinkende skarpt over Vandene, og det saae ud, som sejled' den paa et Spejl af Guld.

Gjennem det klare Halvmørke lyste Kvindens voksblege Ansigt frem, som havde det Lys i sig selv; tydeligt og skarpt var det at se som de Skumkamme, der selv i mørke Nætter hvidner Havets Bølger. Ængsteligt spejdede hendes haabløse Øjne, et sælsomt svagsindet Smil laa der om den trætte Mund, men de lodrette Rynker paa hendes runde, fremspringende Pande bredte dog som en Skygge af Fortvivlelsens Bestemthed over det hele Ansigt.

De begyndte at ringe i Landsbyens lille Kirke.

Hun vendte sig bort fra Solskjæret, og rokkede frem og tilbage med Hovedet som for at undgaa Klokkeklangen, idet hun mumlede næsten som Svar paa den vedholdende Ringen: »jeg kan ikke vente, jeg kan ikke vente.«

Men Lyden blev ved.

Som i Pine gik hun frem og tilbage paa Svalen; Fortvivlelsens Skygge var bleven endnu dybere, og hun trak Vejret tungt som En, Graaden trykker, og som dog ikke kan græde.

I lange, lange Aar havde hun lidt af en smertefuld Sygdom, der aldrig lod hende Ro, hvad enten hun laa eller gik. Hun havde søgt den ene kloge Kone efter den anden, havde slæbt sig fra é n hellig Kilde til en anden, men uden Nytte. Sidst havde hun nu været paa Septembertogt til St. Bartholemä, og her havde en gammel enøjet Mand givet hende det Raad at binde en Kost af Edelweiss og vissen Rude, af Majsens Brandknuder og Kirkegaardsbregner, en Lok af sit Haar og en Splint af en Ligkiste; den skulde hun saa kaste efter et ungt Fruentimmer, der var sundt og friskt og som kom hen gjennem rindende Vand, saa vilde Sygdommen forlade hende og gaa over paa den Anden.

Og nu havde hun Kosten skjult paa sit Bryst, og oppe paa Floden kom der en Baad, den første, siden hun havde faaet Tryllevaanden bunden. Hun var atter traadt hen til Svalens Brystning, Baaden var saa nær, at hun kunde se, der var en fem, sex Passagerer ombord. Fremmede, saae det ud til. I Stavnen stod Baadføreren med en Pligtstage, ved Roret sad en Dame og styrede, og en Mand var hos hende og passede paa, hun styrede efter Baadførerens Vink; de Andre sad midt i Baaden.

Den Syge bøjede sig langt frem; hvert Træk i hendes Ansigt var spændt og spejdende, og Haanden havde hun i Barmen. Hendes Tindinger bankede, Aandedrættet var næsten standset, og med udspilede Næseboer, med rødmende Kinder og vidtopspærrede, stive Øjne ventede hun paa Baadens Komme.

Allerede kunde de Rejsendes Stemmer høres, snart tydeligt, snart kun som en dæmpet Mumlen.

»Lykke,« sagde en af dem, »er en absolut hedensk Forestilling. De kan ikke finde Ordet et eneste Sted i det ny Testamente.«

»Salighed?« indvendte en anden spørgende.

»Nej hør,« blev der nu sagt, »ganske vist er Idealet for en Samtale at komme bort fra det, man taler om, men det synes jeg, vi nu passende kunde gjøre ved at vende tilbage til det, vi begyndte med.«

»Naa ja da, Grækerne . . . .«

»Først Phønicierne?«

»Hvad veed Du om Phønicierne?«

»Ingenting! men hvorfor skal Phønicierne altid forbigaas!«

Baaden var nu lige under Huset, og ligesom den var der, var der En ombord, der tændte sin Cigaret. Lyset faldt i et Par korte Blus paa Damen ved Roret, og i det rødlige Skjær saas et ungdommelig friskt Pigeansigt med et lykkeligt Smil paa de halvtaabnede Læber og et drømmende Udtryk i de klare Øjne, der saae op mod den mørke Himmel.

Skjæret sluktes, der hørtes et lille Pladsk, som om der blev kastet Noget ned i Vandet, og Baaden drev forbi.

* * *

Det var omtrent et Aar efter. Solen gik ned mellem Banker af svære, tungtglidende Skyer, der kastede et blodrødt Skin over Flodens blakkede Vande; en frisk Vind strøg ned over Sletten, der var ingen Cikader, kun Flodens Boblen og Suset fra de mimrende Sivbræmmer. I det Fjerne saas en Baad komme ned med Strømmen.

Kvinden fra Svalegangen var nede ved Bredden. - Dengang hun havde kastet sin Hexekost efter den unge Pige, var hun falden besvimet om paa Svalen, og den stærke Sindsbevægelse, maaske ogsaa en ny Fattiglæge, der var kommen der paa Egnen, havde bevirket en Forandring i hendes Sygdom, og efter en haard Mellemtid var hun begyndt at komme sig og var et Par Maaneder efter fuldstændig rask. I Begyndelsen var hun som beruset af denne Følelse af Sundhed, men det varede ikke længe, saa blev hun nedslaaet og bekymret, urolig, fortvivlet, thi overalt blev hun forfulgt af Billedet af den unge Pige i Baaden. Først kom det til hende, som hun havde set det, ungt og blomstrende, det knælede ned ved hendes Fødder og saae bedende op paa hende; saa senere blev det usynligt, men hun vidste dog, hvor det var og at det var der, thi hun hørte det ligge og jamre sig ganske stille, om Dagen i hendes Seng, om Natten i en Krog af hendes Værelse. Nu sidst var det blevet tavst og synligt igjen, det sad foran hende blegt og udtæret og stirrede paa hende med unaturligt store, underlige Øjne. –

I aften var hun nede ved Flodbredden; hun havde en Spaan i Haanden og gik og drog Kors paa Kors i det bløde Dynd; engang imellem rejste hun sig i Vejret og lyttede, og saa tegnede hun videre.

Da begyndte det at ringe.

Hun gjorde Korset omhyggeligt færdigt, lagde Spaanen fra sig, knælede ned og bad. Saa gik hun ud i Floden til midt paa Livet, foldede sine Hænder, og puttede sig ned i det graasorte Vand. Og det tog hende, trak hende ned i Dybet, og sivede som altid tungt og trist afsted, forbi Landsbyen, forbi Markerne - bort.

Baaden var nu kommen ganske nær; den havde de unge Folk ombord, der hin Gang hjalp hinanden at styre og som nu var paa deres Bryllupsrejse. Han sad ved Roret, hun stod oprejst midt i Baaden, draperet med et stort graat Shawl og med en rød lille Hætte over Hovedet, . . . stod og støttede sig mod den korte, sejlløse Mast og nynnede.

Saa drev de lige under Huset. Hun nikkede fornøjet til Styrmanden, saae op mod Himlen og gav sig til at synge, sang, lænet mod Masten og med Blikket vendt mod de drivende Skyer:

Tekster:

1. Giovanni Boccaccio: Dekameron, 8. dag, 1. historie
2. Søren Baggesen: Efterskrift

Opgave – Analyserende artikel

• Lav en analyse og fortolkning af Boccaccios novelle fra Dekameron.
• Perspektiver teksten ved hjælp af synspunkterne i Søren Baggesens ”Efterskrift”.

Tekst 1. Giovanni Boccaccio: Dekameron, 8. dag, 1. historie

Teksten er fra novellesamlingen Dekameron, 1349-52. Oversat fra italiensk af J. V Lind i 1943.

Af Giovanni Boccaccio (I 313-1375), italiensk forfatter.

I Milano var der engang en tysk soldat, Gulfardo, der var tapper og desuden imod tyskernes sædvane trofast mod den herre, han tjente. Han var også meget pålidelig med at betale lånte penge tilbage og kunne derfor let finde handelsmænd, der var villige til mod lav rente at låne ham, hvad det skulle være. Under sit ophold i Milano forelskede han sig i en meget smuk dame, madonna Ambrosia, der var gift med en god ven af ham, Guasparruolo Cagastraccio. Han havde længe vist sig meget tilbageholdende i sin kærlighed, så hverken fruens mand eller andre havde bemærket den, men en dag sendte han bud til hende med bøn om, at hun nådigt måtte låne øre til hans kærlighed, idet han på sin side var villig til at opfylde hendes forlangender.

Efter at have tænkt længe frem og tilbage, kom fruen til det resultat, at hun ville imødekomme Gulfardos ønsker på to betingelser, hvoraf den ene var, at sagen skulle holdes skjult for alle, og den anden, at han, som den rige mand han var, skulle forære hende to hundrede guldfloriner, som hun netop stod og trængte til; til gengæld ville hun så altid stå til hans tjeneste.

Gulfardo forargedes dybt over en sådan grådighed hos en, han altid havde anset for at være en fin dame, og hans brændende kærlighed forvandledes næsten til had samt til ønsket om at have hende til bedste. Han lod derfor svare, at han gerne ville gå ind på dette, og hvad hun ellers kunne ønske; tillige lod han forespørge, når hun ønskede at se ham og hans penge, og lovede, at ingen anden end en ven, som han stolede trygt på og altid var sammen med, nogen sinde skulle erfare noget om sagen.

Fruen eller rettere sagt tøjten fandt behag i hans svar og lod svare tilbage, at hendes mand om få dage skulle foretage en forretningsrejse til Genua, og så skulle hun nok sende bud til ham og lade ham det vide. Da Gulfardo mente, tiden til det var gunstig, gik han hen til manden, Guasparruolo, og sagde til ham:

- Jeg står netop og trænger til to hundrede guldfloriner og håber, du vil låne mig dem til den sædvanlige rente, - hvortil Guasparruolo sagde ja og udbetalte ham pengene.

Få dage senere rejste Guasparruolo til Genua, og fruen sendte efter løfte bud om, at Gulfardo kunne komme og medbringe de to hundrede guldfloriner. Gulfardo tog så sin kammerat med sig til hendes hus, og det første, han gjorde, da han så hende, var at give hende pengene, idet han i vennens påhør sagde:

- Tag disse penge, madonna, og giv dem til jeres mand, når han kommer til­ bage. -

Fruen tog pengene uden at tænke nærmere over, hvorfor Gulfardo bar sig sådan ad, idet hun mente, at han kun gjorde det, for at vennen ikke skulle tro, han gav hende dem som betaling.

Hun svarede derfor: - Det skal jeg gerne gøre, men jeg vil først se, hvor mange der er, - hvorpå hun hældte dem ud på et bord for at tælle efter, og gav derefter fornøjet Gulfardo adgang til sit sovekammer, ikke blot den nat, men også mange andre, så længe hendes mand var borte.

Så snart Guasparruolo var vendt tilbage fra Genua, gik Gulfardo hen til ham på en tid, han vidste, hans kone var sammen med ham, og sagde i hendes påhør:

- Jeg fik ikke brug for de to hundrede guldfloriner, som du lånte mig forleden dag, Guasparruolo, og jeg ordnede straks vort mellemværende ved at betale dem tilbage til din kone. -

Guasparruolo spurgte da sin kone, om hun havde fået dem, og da hun så, at vidnet var til stede, kunne hun ikke benægte det, men svarede:

- Ja, vist har jeg fået dem, men jeg har rent glemt at sige det til dig endnu. -

Guasparruolo sagde da:

- Det er udmærket, Gulfardo. Jeg skal nok sørge for at få det indført på vort regnskab. -

Da Gulfardo var gået, måtte fruen lang i ansigtet udbetale manden vederlaget for sin kærlighed, og således havde den kloge elsker gratis kunnet nyde sin griske dames gunst.

Ordforklaringer:

- madonna: betegnelse for en fornem kvinde.- guldfloriner: guldmønter.- at have nogen til bedste: at gøre grin med nogen

Tekst 2. Søren Baggesen: Efterskrift

Teksten er et uddrag af efterskriftet til antologien Fortællinger, 1967.

Af Søren Baggesen, dansk litteraturforsker

Fortællingen er den eneste af de litterære højformer, som man kan nyde som en kølig pilsner - i store slurke og uden at man tænker for meget over, hvad det er man indtager.

Det hænger sammen med, at fortællingen som form har bevaret en umiddelbar forbindelse til en af vore hverdagslige måder at bruge sproget på. At fortælle hvad der er sket, dermed optager vi store dele af vores daglige samtaler; manden, der kommer fra arbejde, fortæller sin kone, hvad der er sket på arbejdspladsen i dagens løb, og så snart hans datter har lært at tale, opfordrer han hende til at for­tælle, hvad hun har lavet, mens han har været hjemmefra.

Emnet for denne daglige fortællen skal helst være det usædvanlige. Hvis dagen er gået som alle dage, er der ikke noget at fortælle om; men hvis bussen er blevet forsinket, fordi en ølvogn har tabt sit halve læs på gaden, så er der, for så kan for­tællingen om denne katastrofe mætte det behov, den er beregnet på: nysgerrighe­den.

Her er det punkt, hvor den daglige fortællen og den litterære fortælling mødes.

Grundlaget for fortællingen som litterær genre er, at den vil tilfredsstille nysger­righeden; ikke den intellektuelle nysgerrighed, som skaber videnskab, eller den fundamentale nysgerrighed, som skaber filosofi og religion, men netop den tomme og derfor umættelige nysgerrighed efter det, som er anderledes og usædvanligt. Og denne nysgerrighed - eller sensationslyst om man vil - tilfredsstiller den i en fortæller-situation, der er meget lig den daglige: den ene fortæller den anden om de begivenheder, han har overværet eller hørt om.

Men som litterær genre udnytter fortællingen denne situation og det behov, der har skabt den, på skrømt. Fortæller-situationen er i novellen en fiktion, det vil sige den er den situation, som fortællingens forfatter lader som om han er inde i, for ud fra den at kunne forme sin fortælling. Den tilgrundliggende fortæller-situation danner udgangspunkt for genrens stilisering - og selve situationen kan ikke alene være, men er ofte, især i ældre tid, selv genstand for stilisering.

Det er denne stilisering, som gør fortællingen til litterær genre, og netop stiliseringen bryder på sin side forbindelsen til den daglige fortællen, for stiliseringen er i høj grad kunstig - eller artistisk. Stiliseringen betyder da, at nok kan man læse fortællinger uden at føle sig tvunget til eftertanke, men ofte nok vil man derved svigte den fortælling, man læser; for det behov, den tomme nysgerrighed, man på den måde alene lader fortællingen tilfredsstille, vil den selv kun tilfredsstille på skrømt; det behov, den virkelig sigter på, den kunstneriske hensigt med fortællin­gen, kan sagtens være af en ganske anden art.

At det er fortællingen om det usædvanlige, der stiliseres, kan man se af den genre­betegnelse, som på dansk dækker den litterære fortælling i almindelighed: ordet novelle betyder oprindeligt simpelthen nyhed. ( ... )

Den formelle ejendommelighed ved novellen, som oftest fremhæves, er pointen. Og pointen er netop i sin simpleste, arketypiske form den overraskende ven­ding i begivenhedernes forløb, som samler dem alle i sig ved at give dem en anden udgang end den, de for en umiddelbar betragtning lægger op til. Pointen behøver ikke at være mere end en vits eller den sidste brik i et puslespil, som gør en forvirret intrige til et klart mønster, men den skal under alle omstændigheder være sådan, at den bringer orden i fortællingen. ( ... )

Som genre udspringer novellen netop af viljen til orden. Den første novellist var Giovanni Boccaccio, som omkring 1350 udgav sin Dekameron. Rammen omkring de hundrede noveller i denne samling er, at et selskab på ti unge mennesker trækker sig tilbage fra det pestramte Firenze for på et landsted at skabe sig et civiliseret ophold. Hver dag vælges en af dem til konge eller dronning og blandt de pligter, den udvalgte pålægger sine undersåtter, er at de hver med en fortælling skal bidrage til selskabets underholdning.

Det væsentlige i denne ramme er den kontrast, den rummer: de unge menneskers ophold på landstedet er ikke først og fremmest en flugt, men det er en pro­test imod det kaos, som pesten har fremkaldt i byen, hvor broder vender sig mod broder, moder mod datter i kampen for at overleve. Op imod dette kaos sætter de unge deres velordnede selskab, hvor reglerne og den gode tone skaber forhold, der er mennesket værdige.

Dette krav på menneskeværdig orden afspejler sig i novellerne, direkte på den måde, at hver dags fortællinger er samlet om et opgivet emne, indirekte i fortæl­lingernes form. De hundrede noveller er i art og indhold vidt forskellige, de ræk­ker fra den korte vits til den store skæbne-novelle, men alle er de pointerede, i dem alle skabes der en overraskende orden af de tilsyneladende modstridende og kaotiske begivenheder.

Ordforklaringer:

- på skrømt: kun for et syns skyld/ kun tilsyneladende.- stilisering: her: kunstnerisk bearbejdning og forfinelse.

Tekst:

Bertolt Brecht: Den jødiske hustru

Opgave:

• Skriv en analyserende artikel om Den jødiske hustru.

Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af Den jødiske hustru, hvor du bl.a. sammenligner hovedpersonens forskellige måder at kommunikere på i dialogerne. Du skal endvidere komme ind på tekstens politiske undertoner.

Bertolt Brecht: Den jødiske hustru

Teksten er fra Det tredje riges frygt og elendighed, 1938, som beskriver en række uafhængige situationer fra Tyskland efter Hitlers magtovertagelse i 1933.

Af Bertolt Brecht (1898-1956), tysk forfatter.

Her har vi den suspekte flok
Hvis koner ikke er ægte nok.
Han skiller dem ad med vold.
Her hjælper ingen kære moder
Nu parres de efter noder
I racens store fold.

Frankfurt 1935. Det er aften. En kvinde i færd med at pakke kuffert. Hun udvælger det, hun vil have med. Fra tid til anden tager hun noget op af kufferten igen og stiller det tilbage på dets plads i stuen for at få plads til noget andet. Hun er længe i tvivl om, hvorvidt hun skal tage et stort fotografi af sin mand, der står på kom­moden, med. Så lader hun billedet blive stående. Hun bliver træt af at pakke og sidder en tid lang på en kuffert med hånden under hovedet. Så rejser hun sig og telefonerer.

Kvinden: Det er Judith Keith. Er det Dem, doktor? - God aften. Jeg ville blot lige ringe og sige, at I må se at finde jer en anden bridgepartner, jeg rejser nemlig - Nej, ikke så længe, men et par uger kommer det til at vare. - Jeg vil til Amsterdam - Ja, der skal være pænt om foråret - Jeg har venner der - Nej, i pluralis, hvad enten De så tror det eller ej - Hvordan I skal spille bridge? - Jamen det er jo to uger siden, vi har spillet - Selvfølgelig, Fritz var også forkølet. Når det er så koldt, må man holde op med at spille bridge, det sagde jeg også? - Nej ved De hvad, hvordan skulle jeg have kunnet det? - Thekla havde jo også sin mor på besøg - Ja det ved jeg - Hvor­for skulle jeg tro det? - Nej, så uventet er det nu heller ikke kommet, jeg har bare udsat det hele tiden, men nu skal det ... Ja, vores biograftur bliver heller ikke til noget nu, vil De hilse Thekla - kunne De ikke ringe til ham engang på søndag? ­Jamen så på gensyn! - Naturligvis, med fornøjelse! - Farvel!

(Hun lægger røret på og drejer et andet nummer)

De taler med Judith Keith. Jeg skulle snakke med fru Schock. - Lotte? - Jeg ville lige sige farvel, jeg rejser væk en tid - Nej, der er ikke noget i vejen, jeg fik bare lyst til at se nogle nye ansigter - Ja, hvad jeg ville sige, Fritz har professoren her tirsdag aften, måske kunne I så også komme, jeg rejser som sagt nu i aften - Ja tirsdag - Nej, jeg ville bare sige, at jeg rejser i aften, det har ikke spor med det at gøre, jeg tænkte bare, at I også kunne komme - Nå, så er det altså en aftale: selv om jeg ikke er her, ikke sandt? - Jeg ved da godt, I ikke er sådan, og selvom I var, det er jo urolige tider, og alle andre er så forsigtige, så kommer I altså - Hvis Max kan? Det kan han sikkert, professoren kommer også, glem ikke at sige det - Nu må jeg løbe. Farvel!

(Hun lægger røret på og drejer et andet nummer)

Er det Gertrud? Det er Judith. Undskyld, at jeg forstyrrer dig - tak. Jeg ville spør­ge dig, om du kunne se lidt til Fritz, jeg rejser væk et par måneder - Jeg mener, at du, som hans søster ... Hvorfor ikke? - Jamen sådan vil det da ikke virke, bestemt ikke i Fritz' øjne - Selvfølgelig ved han, at vi ... stod lidt skarpt over for hinanden, men ... Jamen så ringer han til dig, hvis du hellere vil have det - Ja, det skal jeg sige - Det er alt sammen så nogenlunde i orden, lejligheden er jo lidt for stor - Ida ved, hvad der skal gøres i hans arbejdsværelse, det kan du bare overlade til hende - Jeg synes, hun er rigtig intelligent, og han er vant til hende - Så er der lige en ting til, du må ikke misforstå det, men han bryder sig ikke om at snakke inden maden, kunne du ikke nok tænke på det? På det punkt har jeg altid holdt mig til­bage - Det ville jeg helst ikke diskutere nu, mit tog går om lidt, jeg er endnu ikke færdig med at pakke - Hold lidt øje med hans tøj, og mind ham om, at han skal til skrædderen, han har bestilt en frakke, og sørg for, at der er varmt i hans sovevæ­relse, han sover altid for åbent vindue, og det er for koldt - Nej, jeg tror ikke, han skal hærde sig, men nu må jeg afbryde - Du skal have mange tak, Gertrud, vi kan jo skrives ved - Farvel.

(Hun lægger røret på og drejer et andet nummer)

Anna? Det er Judith, du, nu rejser jeg - Nej, nu skal det være, det bliver for svært - For svært! - Ja, nej, Fritz vil ikke have det, han aner ingenting, jeg har simpelt­hen pakket - Det tror jeg ikke - Jeg tror ikke, han vil sige ret meget. Det er sim­pelthen for svært for ham, sådan udadtil - Det har vi ikke aftalt spor om - Det har vi overhovedet aldrig vekslet et ord om, aldrig! - Nej, han har ikke været spor anderledes, tværtimod - Jeg ville være glad, hvis I kunne tage jer lidt af ham, i begyndelsen - Ja, især om søndagen, og prøv at overtale ham til at flytte - Lejlig­heden er for stor til ham - jeg ville gerne have sagt farvel til dig, men du ved nok, portneren! - Ja, så farvel, nej, du skal ikke komme ned på banegården, under ingen omstændigheder! - Farvel, jeg skriver - Vist så.

Hun lægger på og drejer ikke flere numre. Hun har røget. Nu brænder hun den lille bog, hvori hun har fundet telefonnumrene. Går et par gange frem og tilbage i stuen. Så begynder hun at tale. Hun prøver den lille tale, hun vil holde for sin mand. Man kan se, han sidder i en bestemt stol.

Ja, så rejser jeg altså, Fritz. Jeg er måske allerede blevet for længe, det må du und­skylde, men ...

(Hun standser og betænker sig, begynder på en anden måde)

Fritz, du skulle ikke holde på mig længere, det kan du ikke ... Det er klart, at jeg

bliver din ulykke, jeg ved godt, du ikke er fej, politiet er du ikke bange for, men der er det, der er værre. De sætter dig ikke i en lejr, men de vil ikke lade dig blive på klinikken, i morgen eller i overmorgen, så siger du ikke noget, men du bliver syg. Jeg vil ikke se dig sidde her og bladre i tidsskrifter, det er ren og skær egois­me af mig, når jeg går, intet andet. Du skal ikke sige noget ...

(Hun holder inde igen. Hun begynder forfra igen)

Sig nu ikke, at du ikke har forandret dig, det har du! Sidste uge fandt du rent objektivt, at procentdelen af jødiske videnskabsmænd slet ikke var så stor. Det er altid objektiviteten, det begynder med, og hvorfor fortæller du mig nu hele tiden, at jeg aldrig har været så nationalt jødisk som nu. Selvfølgelig er jeg det. Det hæn­ger jo ved. Ah, Fritz, hvad er det, der er sket med os!

(Hun holder inde igen. Hun begynder forfra igen)

Jeg har ikke fortalt dig, at jeg vil væk, at jeg længe har villet det, for jeg kan ikke, få et ord frem, når jeg ser på dig, Fritz. Så synes jeg, det er ørkesløst at sige noget. Det er jo alt sammen bestemt. Hvad er der egentlig gået af dem? Hvad er det i vir­keligheden, de vil? Hvad har jeg gjort dem? Jeg har jo aldrig blandet mig i politik. Var jeg på Thälmanns [1] side? Jeg er jo en af disse burgøjser-kvinder, der holder tyende og så videre, og pludselig skal det kun være de blonde, der må det? I den sidste tid har jeg tit tænkt på noget, du sagde mig for mange år siden, at der var værdifulde og mindre værdifulde mennesker, og den ene slags får insulin, når de har sukkersyge, og de andre får ikke noget. Og det kunne jeg indse, fjols som jeg er! Nu har de lavet en ny inddeling af den art, og nu hører jeg til de mindre værdi­fulde. Det har jeg ikke fortjent bedre.

(Hun holder inde igen. Hun begynder forfra igen)

Ja, jeg pakker. Du skal ikke lade som om du ikke havde mærket det de sidste dage, Fritz, jeg kan tage hvad som helst, kun ikke een ting: at vi ikke kan se hinanden i øjnene i de minutter, vi har tilbage. Det skal de ikke opnå, de løgnere, der tvinger alle andre til at lyve. For ti år siden, da der var nogen, der sagde, man ikke kunne se på mig, jeg var jøde, sagde du hurtigt: jo vist kan man det. Det er den slags, man bliver så glad over. Det er klarhed. Hvad skal alle de omsvøb være godt for? Jeg pakker, fordi du ellers mister din stilling som overlæge. Og fordi de er holdt op med at hilse på dig på klinikken, og fordi du ikke mere kan sove om natten. Sig ikke, at jeg skal blive. Jeg skynder mig, fordi jeg ikke også vil høre af din mund, at jeg skal rejse. Det er et spørgsmål om tid. Karakter er et tidsspørgsmål. Den holder så og så længe, fuldstændig som en handske. Der er gode kvaliteter, de hol­der længe. Men evigt holder de ikke. Jeg er for øvrigt ikke vred. Jo, det er jeg. Hvorfor skal jeg indse alting. Hvad er der i vejen med min næses form og min hårfarve? Jeg må forlade den by, hvor jeg er født, så de kan slippe for at tildele mig smør. Hvad er I for nogle mennesker, ja også du! I opfinder kvanteteorien [2] og Trendelenburg-operationen [3] og lader jer hundse med af halvvilde, der vil have jer til at erobre verden, men forbyder jer at have den kone, I har lyst til. Kunstigt åndedræt og en russer pr. skud. I er udyr eller spytslikkere for udyrene! Ja, det er ikke fornuftigt af mig, men hvad hjælper fornuft i sådan en verden? Der sidder du og ser din kone pakke uden at sige noget. Væggene har ører, ikke? Men I siger jo ikke noget! Den ene part lytter, den anden tier stille. Fy for fanden. Jeg skulle også holde min mund. Hvis jeg elskede dig, holdt jeg min mund. Jeg elsker dig virkelig. Ræk mig undertøjet der. Det er det smarte. Det får jeg brug for. Jeg er seksogtred­ve, det er ikke så meget, men ret meget kan jeg ikke eksperimentere. I det næste land, jeg kommer til, må det ikke gå sådan igen. Den næste mand, jeg får, bliver jeg nødt til at holde på. Og sig nu ikke, du vil sende penge, det ved du godt, du ikke kan. Og du skal heller ikke lade som om det kun drejede sig om fire uger. Det her varer længere end fire uger. Det ved du, og jeg ved det også. Så lad nu være med at sige: det drejer sig jo kun om et par uger, når du rækker mig pelsen, som jeg jo først får brug for til vinter. Og lad os ikke tale om ulykkelige omstændighe­der. Lad os tale om skændsel. Ah, Fritz!

(Hun holder inde. En dør går. Hun gør sig hurtigt i stand. Hendes mand kommer ind)

Manden: Hvad laver du? Rydder du op?

Kvinden: Nej.

Manden: Hvorfor pakker du?

Kvinden: Jeg vil væk.

Manden: Hvad vil det sige?

Kvinden: Vi har jo nu og da talt om, at jeg skulle tage væk en tid. Her er jo ikke særlig rart mere.

Manden: Sikke noget sludder.

Kvinden: Skal jeg da blive?

Manden: Hvor vil du hen?

Kvinden: Til Amsterdam. Bare jeg kommer væk.

Manden: Jamen, der kender du da ikke en sjæl.

Kvinden: Nej.

Manden: Hvorfor vil du ikke blive. For min skyld må du absolut ikke rejse.

Kvinden: Nej.

Manden: Du ved, at jeg ikke har forandret mig, ikke Judith?

Kvinden: Jo.

(Han omfavner hende. De står tavse mellem kufferterne)

Manden: Og det er ikke noget andet, der gør, at du vil rejse?

Kvinden: Det ved du godt.

Manden: Det er måske ikke så tosset. Du trænger til at blive kvikket lidt op. Man bliver kvalt her. Jeg henter dig. Bare to dage ude af landet, og jeg vil føle mig som et nyt menneske.

Kvinden: Ja, det skulle du gøre.

Manden: Det her kan ikke vare ret længe. Et eller andet steds fra kommer omsla­get. Det går i sig selv igen som en betændelse. - Det er virkelig ulykkelige omstændigheder.

Kvinden: Det må du nok sige. Traf du Schöck?

Manden: Ja, det vil sige kun på trappen. Jeg tror allerede, han fortryder, de har droppet os. Han var helt forlegen. I det lange løb kan de jo ikke holde os intellek­tuelle bestier nede. De kan da heller ikke føre krig med fuldstændig holdningsløse vrag. Folk er ikke engang så afvisende, bare man indtager en fast holdning over for dem. Hvornår rejser du?

Kvinden: Ni femten.

Manden: Og hvor skal jeg sende pengene hen?

Kvinden: Måske poste restante Amsterdam.

Manden: Jeg ser at få en licens. Fandens også, jeg kan da ikke sende min kone væk med ti mark om måneden! Det er eet stort svineri det hele. Jeg er modbydelig til mode.

Kvinden: Det vil være godt for dig, hvis du kommer og henter mig.

Manden: Tænk, for en gangs skyld at læse en avis, der står noget i.

Kvinden: Jeg har ringet til Gertrud. Hun tager sig af dig.

Manden: Det er ganske overflødigt. For sådan et par ugers skyld.

Kvinden (som atter er begyndt at pakke): Vil du lige række mig pelsen?

Manden (rækker hende den): Til syvende og sidst er det jo kun et par uger, det drejer sig om.

Ordforklaringer:

[1] Thalmann: Ernst Thälmann (1886-1944), tysk politiker og kommunistisk rigsdagsmedlem 1924-1933.

[2] kvanteteorien: Teori inden for fysikken fra starten af 1900-tallet.

[3] Trendelenburg-operationen: Lægen Friedrich Trendelenburg (1844-1924) udarbejdede i 1908 en teknik (Trendelenburgs operation) til fjernelse af en livstruende blodprop i lunge arterien.

Opgave:

• Lav en analyse og fortolkning af En Rose af Amalie Skram, og placer teksten litteraturhistorisk.

Titel: En Rose

Forfatter: Amalie Skram (1846-1905):

Biografisk note: En av de mest konsekvente naturalister i skandinavisk litteratur. I en serie ekteskapsroma­ner gir hun inntrengende skildringer av mannlig dobbeltmoral og kvinnelig seksualangst. Hennes hovedverk er firebindsromanen Hellemyrsfolket (1887-1898) som framstår som en eneste lang demonstrasjon av den naturalistiske tesen om arven og miljøets avgjørende betydning for et menneskes utvikling.

***

Amalie Skram: EN ROSE

JA, D E T E R jo trist dette her, sa han, og vendte seg i sengen møysommelig om mot sin hustru, som var kommet inn i stuen, og sto et stykke borte, lenet opp mot det gamle skatoll. Hun var lys, blond og stormavet, med bleke, dyptliggende øyne og tynt hår, som foran i pannen var brent i purr av et krølljem. Hennes morgen­kjole av brungult klæde med mørk snorbesetning var flekket og slitt, og hang løst omkring henne.

"Men hva feiler du da egentlig?" spurte hun. Hennes tone var halvt spottende, halvt bebreidende.

Han strøk sine fingrer gjennom sitt tette, mørke hår, løftet det bleke, av sort skjegg innrammede ansikt, og så på henne. Hun så igjen med et glimtende blikk. Et blikk, som stakk ham.

"Onde? Er de onde, de øynene?" tenkte han, og ble ved å se på henne.

Etter en pause sa hun hen i været: "Er det søndag i morgen?" "Jeg vet ikke," svarte han.

"Du følger kanskje ikke med dagene?"

Han støttet sitt verkende hode i sin høyre hånd, og så bestandig på henne.

Denne kvinne, som han hadde elsket over alt i verden.

Hun forandret stilling, lenet som hun fremdeles sto opp mot skatol­let. Det knaket i det gamle møbel.

Så kom det: "Om 9 dager er det din fødselsdag. Hvordan skal vi feire den.

"Ja, jeg skal jo altså på sykehjemmet."

"Men til din fødselsdag er du naturligvis kommet hjem igjen," sa hun trett.

"Nei, det er jeg ikke. Ja, det vil da si - hvis jeg er død, så kommer kanskje mitt lik her hjem."

Hun skrek av glede.

Slik forekom det ham, og det isnet gjennom hans rygg. I virkelig­heten hadde hun bare slått opp en smellende latter: "Ha, ha, ha! Du dø! Og hva skulle jeg så gjøre med ditt lik?"

Han lå i samme stilling med hodet i hånden, og ble ved med å se på henne.

Denne tanke, som i den siste tid ofte hadde streifet hans sinn, men som han dog aldri hadde gitt rom i sitt hjerte - den var altså riktig. Hun ville føle det som befriende glede, hvis han døde.

- Naturligvis. -

Slik var det altså endt.

Han, som hadde bundet seg til henne i så stor og jublende tro og tillit.

Denne fabel om at to mennesker skulle bli til ett! Sludder og snikksnakk!

Nei. Den ene var herre, den annen tjener. Eller også var de fiender. Akk, hvis verden ikke var så full av sagn!

Hun sto fremdeles lenet mot skatollet, og hennes øyne for urolig omkring.

"Ja, jeg er så trett," sa han plutselig, og grep med sine hvite, store hender om sitt tynnhårete hode.

"Du er naturligvis forundret over, at jeg ikke tar denne din sykdom sørgmodig nok. Men jeg kan ikke. Jeg har gitt deg alt, hva jeg har. Jeg har ikke mere."

"Nei," svarte han om litt. "Jeg ser det."

Og han tenkte: "Det er sant, hva hun sier. Hun har slitt og slept for å gjøre det godt for oss begge. Men hennes gaver, så gode de var, strakk ikke til. Eller kanskje det, hun gav, ikke var hva jeg trengte til. Ett er sikkert: Ingen i verden har vært så god imot meg som hun, og ingen så ond."

En underlig trang og tørr sjel var hun. Så nøktern og likesom lovbe­stemt. Å så forskjellige de var!

Han lot sakte sitt hode falle tilbake på puten og sa: "Vi har altså satt vårt liv overstyr for hinannens skyld."

"Ja," Hun begynte å gå frem og tilbake på gulvet. "Slik er det." Han dreide hodet, og så etter henne. Hvor hun var klosset og bjør-netung. Dette gule, tynne hodet, disse hvite labber av hender, og denne store mave.

En liten, krøllet hårdusk rørte seg på hennes lyse nakke for hvert skritt, hun gikk. Hans øye ble hengende ved den, og plutselig, som i et glimt så han henne, som han hadde sett henne den gang, hun els­ket ham og den gang han elsket henne. Minnet varmet hans hjerte.

Nå lå han her, forbi og ferdig, og skulle på sykehjemmet.

Mon hun ville følge ham? Ikke derfor - han ville helst dra dit alene.

Men han var så svak. Rent fysisk trengte han til et medmenneske.

Om en times tid eller to kom vognen.

"Skal jeg hjelpe deg med noe?" spurte hun og sto stille. Hennes stemme var så tynn og skinger.

"Nei takk. Jeg skal nok greie meg alene." Så gikk hun, og lukket døren etter seg.

"Hvis hun nå ikke var i ditt liv, ikke eksisterte," tenkte han, mens han uvilkårlig foldet hendene over brystet, "ville du så være mere til­freds?"

"Å nei."

Så tenkte han på sin halwoksne datter som satt der inne i værelset bak ham og leste lekser. Han ville dra bort uten å si farvel til henne. Herregud, hvor det var vondt å ha satt barn i verden, når man var så inderlig overbevist om tilværelsens elendighet. Og denne datter var ham dertil undertiden så underlig imot. Hun lignet sin mor så altfor meget. Det var i hennes tone og mine noe, som tok parti imot ham. Noe nesten fiendtlig.

Og når han så mintes svunne dager! Den gang hun var ganske liten. - All den fryd, det da hadde vært imellom dem. Men det var forbi. Også det forbi, som alt annet var forbi.

Hans hustru, denne fete, sikre dame, som kunne snakke og jatte med alle og enhver, hun, som hadde dette skjær av verdslig finhet og kristelig åndrikhet - hun kunne saktens!

Å, hvor de var forskjellige!

Han sto frem av sengen og kledde på seg. Knærne skalv, og mens han pakket sin vadsekk, sprang svetten i store dråper frem på hans ansikt.

Akk, hvor han savnet en hustru. En hustru, i hvis kjærlighet og medlidenhet han kunne ha funnet hvile og lægedom for sjel og legeme.

Hans hustru var ingen hustru.

Når han så kom på sykehjemmet, fikk han en pleierske. Gudskjelov.

Da han omsider var ferdig med påkledning og pakning, gikk han på sine vaklende ben inn i sitt arbeidsværelse.

Han ville skrive et brev til sin datter. Et brev, som datteren først skulle lese, når hun var blitt voksen. For det tilfelles skyld, at han skulle dø på sykehjemmet. Og det var han viss på, han skulle.

Inne fra dagligstuen hørte han en underlig lyd. Hva var det for noe? Han lyttet, og så gikk det opp for ham, at det var hans hustru, som snorket.

Han satte seg ved sitt skrivebord, og skrev følgende:

"Husker du, lille Karen, husker du, hvor godt og morsomt vi har hatt det sammen, den gang du var en bitte liten pike, og jeg din gamle, glade, kjære far? Husker du mine sanger om kveldene, når mamma var ute, og du lå i din seng, og jeg ville, du skulle sove. Jeg sang for deg - jeg, som ikke kunne synge. Men du ba alltid om mere, og du syntes, jeg kunne synge.

Dette brev får du først lese etter at jeg er død. Du skal ikke sørge over meg min datter, men bare bevare meg godt i ditt minne. Døden tar oss jo alle til sist, før eller senere. Kan du huske når jeg strøk deg nedover ryggen, og du lo, og sa, at jeg kilte deg.

Når solen går ned, når månen står opp, når jeg vet, at stjernene tindrer der utenfor, når vinden suser gjennom trærne, da tenker jeg på deg, Karen, og jeg ser deg som den gang du var min egen lille bitte pike.

Meget mere ville jeg gjerne ha skrevet til deg lille Karen, barnet mitt. Men jeg er syk og trett til døden, og jeg orker ikke mere.

Farvel min datter. Din far har elsket deg, og han vil tenke på deg også i sin siste stund. Bli et rettskaffent og hederlig menneske."

Han la det beskrevne papir i konvolutt, satte Karens navn utenpå, og gjemte det i skrivebordsskuffen. Så tørket han svetten av sitt ansikt, reiste seg, og åpnet døren til dagligstuen.

Hans hustru for opp fra chaiselonguen, hvor hun hadde ligget og sovet.

"Hva er det nå igjen?" "Jeg skal av sted."

"Nå - åh! Dette vrøvl med sykehjemmet. Men deg om det."

"Du må dog kunne se, hvor syk jeg er," sa han bønnlig. "Bare dette, at jeg aldri spiser noe."

"Å, du spiser så menn ikke så lite," hun slo en krøll på sin hvite nakke.

Hennes ord virket som et smertende slag. Han trengte så inderlig til godhet, nå da han skulle bort fra sitt smule hjem, ut for å legge seg til å dø. "Ja, jeg må altså - drosjen holder der nede." Hun tok tøyet på og fulgte med ham.

Litt etter kjørte de avsted.

Han følte seg så utmattet, så elendig, der han satt i vognen, at han nesten ikke kunne holde seg oppreist. Hadde en syk trang til å hvile sitt hode mot denne kvinnes skulder, bare fordi hun var et menneske som han selv. Men hun satt og snakket med sin tynne, skingre stemme - denne stemme, som han en gang hadde elsket - snakket om alt og ingenting. Han lente seg tilbake i vognhjørnet. Tårene rant stride og lydløse over hans kinner.

Vognen holdt ved sykehjemmets port. Hun kavet seg ut, men ble stående rådvill, og mumlet om, at det var stengt.

"Du må jo ringe," sa han anstrengt. "Herre Jesus for et fruentim­mer."

Straks etter ble porten åpnet, og hun gikk foran ham oppover trap­pene, gjennom de lange korridorer, inn i et værelse, som var bestemt for ham. En mørkhåret, vennlig sykepleierske, og en ung fyr med sno­rer på frakken viste vei.

"Ja, ja, farvel," sa hun hurtig, og tok løst om hans skuldrer. Hun nærmet sitt ansikt til hans, og det, som skulle bety et kyss, virket som et stenk av koldt spytt på hans lepper.

Dagene og ukene gikk. Han lå i sin seng, stille og dødstrett.

Hans hustru kom og så til ham. Hun brakte brev og aviser. Under­tiden var Karen med. Da måtte han alltid gråte. Han la hånden over øynene forat barnet ikke skulle se det.

"Hva feiler han egentlig?" spurte hun overlegen. Overlegen trakk på skuldrene.

"Han er jo aldri kommet riktig til krefter etter uhellet på kjøreturen i vår."

"Men det er da ikke noe farlig?"

Atter trakk overlegen på skuldrene, men denne gang sa han ingen­ting.

Hun leste i hans øyne, at det ikke var noe håp og hun følte det som om en byrde sank fra henne.

Det var så stille hvor han lå i sengen med de hvite sykehjemstep­per. Gassblusset bak hans hodegjerde var nedskrudd.

Han kunne ikke finne hvile. Hvert øyeblikk ville han røre på seg, legge seg bedre til rette. Men han orket det ikke.

Av og til rant en tåre ned over hans kinn. Han ville gjerne ha tørket den bort, men formådde ikke å løfte hånden. Hvor trist og tomt og fattig hans liv var blitt. Han, som hadde drømt og håpet så rikt og stort.

Men slik drømte og håpet vel alle.

Han tenkte mest på lille Karen. Tenkte på, når hun som fireårs pike i nattkjole var kommet inn til ham om kveldene for å si god natt. Hun hadde ikke vært tilfreds, før han også hadde sagt god natt til hennes føtter.

"Dette er Inger og dette er Trine," og så hadde hun stukket sine hvite, bløte barneføtter opp i ansiktet på ham, den ene etter den annen.

Herre Gud, hvordan ville det mon gå henne i verden? Det skulle han aldri få vite. For i natt døde han.

Å ja, å ja. Han var så trett så trett.

Men å dø således - aldeles alene. - Ikke en hånd å trykke til avskjed. Han mintes sine foreldre, som var døde, sine kjæreste søsken, som også var døde, og med ett grep es han av jubel ved tanken om, at han nå muligens skulle få møte dem igjen.

Tankene surret rundt og rundt. Han lå som i dvale.

"Så har Gud elsket verden, at han gav sin sønn, den enbårne" ­Ja, det var en elskelig tanke. Et uttrykk for hva jordens kjærligste ånder hadde utpønsket til trøst og støtte for døende og fortvilede men­neskesjeler. Ingen, ingen skulle fortapes.

Hvo som mister sitt liv, skal finne det.

Ja, nå skulle han miste sitt liv. Han skulle dø.

Men hadde naturen råd til slik ødselhet, at den også lot hans sjel dø? Hans sjel. Hva var hans sjel? En høy stønnen unnslapp ham. Sykepleiersken kom inn og ville gi ham å drikke. Men han lå urørlig på puten. Så gikk hun igjen. --

Liljene på marken, all jordens herlighet står opp på nytt, suste det sakte gjennom ham. - Å, så trett han var. Død, død, kom! Kom snart!

Plutselig gikk det en rykning gjennom ham. Han åpnet hastig sine halvbrustne øyne, og stirret med et blikk, som skuet han vidt ut i ver­densrommet.

Foran seg så han en kjempestor rose, en klode aven rose, større enn jorden. En rødmende solglans lå over den, og forgylte dens millio­ner av bløte blad. Det duftet og glødet imot ham. Det sang og klang med underfulle, dempede toner. Og mellom alle disse, i purpur og gull skinnende rosenblad, lå millioner av utløste menneskesjeler, nes­ten usynlige, som i kime.

Det er stedet med de mange boliger, gikk det gjennom hans sluk­nende bevissthet. Han ville rekke armene ut mot den deilige, duftende klode aven rose, men armene lå tungt ned, og fingrene gramset kraftløse på tep­pet.

Fra isse til fot rystedes hans legeme aven krampetrekning. Så var han død.

Et fredfullt smil forskjønnet hans hvite, stivnende ansikt.

Fra Sommer, Kristiania, 1899.

Teksten er 'normaliseret' til moderne norsk retskrivning (bokmål)

Ordforklaringer:

Purr - små krøller, git - givet, greje - klare, jappe - plapre løs, stod frem af - stod ud af, sorge - sørge, kaved: af kave - gøre akavede bevægelser, stænget - lukket, snorer - snore (her på en uniformsjakke, udpønsket - udtænkt, i kime - i kim

Internationale litterære forudsætninger for Det moderne Gennembrud, Naturalisme og Realisme

Baggrundstekster:

- Det moderne Gennembrud. Realisme og naturalisme (Erik Jerlung)
- Realisme (Gyldendals Litteraturleksikon, Kbh. 1974), s. 2
- Naturalisme (Gyldendals Litteraturleksikon, Kbh. 1974), s. 3

Tekstmateriale:

1. Gustave Flaubert: Af Madame Bovary, 1856, s. 5
2. Emile Zola: Fortalen til Thérèse Raquin, 1867 s. 8 AF Germinal, 1885, s. 9
3. Ivan Turgenjev: Af Fædre og sønner, 1862, s. 13
4. Fjodor Dostojevskij: Af Optegnelser fra et kælderdyb, 1864, s. 17

Opgaver:

Teksterne er af betydelige udenlandske forfattere, der har haft indflydelse på Det moderne Gennembrud i Danmark (og Norden).

Læs baggrundsteksterne og tekstmaterialet grundigt igennem og overvej især, hvordan de litterære tekster kan siges at være "nye", "anderledes", "grænseoverskridende" i forhold til Romantikkens / Biedermeiertidens menneske- og verdensopfattelse samt skrivestil.

Vælg en af teksterne og skriv en analyserende artikel ud fra en af følgende opgaver.

Brug opgavens titel som overskrift for din besvarelse.

Spørgsmålene til opgaven er kun vejledende. Du må gerne gøre det på din helt egen måde.

Opgave 1. Flaubert

• Gør rede for de enkelte afsnit i uddraget og deres funktion i sammenhængen.
• Giv et psykologisk portræt af Emma.
• Hvordan forholder fortælleren sig til personerne, især Emma?

Opgave 2. Zola

• Skitsér ud fra forordet til romanen, Thérèse Raquin, Zolas "naturalistiske" program, evt. med støtte i udgiverens forbemærkning samt leksikonartiklen, "Naturalisme".
• Påvis i hvilken forstand uddraget af Germinal kan siges at være "naturalistisk".
• Sammenlign de to afsnit i uddraget og diskuter herudfra generationernes forhold til hinanden, tendenser i samfundsudviklingen, utopi og virkelighed.

Opgave 3. Turgenjev

• Belys forholdet mellem personerne, Nikolaj og Pavel, Arkadi og Basarof.
• Gør rede for den valgte fortællersynsvinkel.
• Hvilken rolle spiller naturbeskrivelserne i tekstens sidste afsnit? Sammenligning evt. med romantikkens natursyn.

Opgave 4. Dostojevskij

• Karakteriser den særlige "stemme", det jeg, der taler i teksten.
• Beskriv detaljeret tankegangen og argumentationen igennem teksten.
• Formuler det menneskesyn, der kommer til udtryk i uddraget af novellen

***

Det moderne Gennembrud. Realisme og naturalisme

Af Erik Jerlung, Køge Gymnasium

De sidste tre årtier af 1800-tallet var på mange måder præget af opløsning og en samfundsorden i opbrud. Karakteristikken, 'Det Moderne Gennembrud' er her ganske rammende. Som Villy Sørensen i en kronik i 1971, i anledningen af 100året for Brandes' berømte 'Indledningsforelæsning', udtrykte det, så er Det moderne Gennembrud stadig "vort moderne gennembrud". Fra 1870ernes begyndelse og i de følgende tiår op mod århundredeskiftet brød en europæisk modernitet for alvor i gennem i Danmark: Urbanisering, industrialisering, og dermed den moderne folkevandring fra land til by, tog fart. Og ikke mindst generaliseringen af vareproduktionen og dens samfundsmæssige og bevidsthedsmæssige effekter gennemtrængte langsomt, men sikkert efterhånden selv de mest traditionelle egne af landet. En proces som vor tids omfattende digitalisering i overgangen fra industri- til videnssamfund blot er det seneste led i.

Gennembruddets litteratur er 'realistisk' og 'naturalistisk'. De to begreber anvendes ofte i flæng og er på mange punkter faktisk sammenfaldende, fx i afvisningen af religiøse, metafysiske og idealistiske forklaringer. Realisme er imidlertid et mere omfattende begreb end naturalisme. En naturalistisk forfatter er uden videre også realist, mens det omvendte ikke behøver at være tilfældet. Realismen som kunstretning tager udgangspunkt i en (gerne kritisk, afslørende og bevidsthedsskabende) gengivelse af det 'positivt givne', den faktisk foreliggende virkelighed. Naturalismen tilføjer til dette metodiske udgangspunkt en overbevisning der bygger på naturvidenskab, positivisme og darwinisme. Ofte ser den naturalistiske forfatter sig som en videnskabsmand der udforsker forholdet mellem menneske, natur og samfund. 'Naturaliste' på fransk betyder egentlig 'naturforsker'.

Termerne, realisme og naturalisme uddybes nærmere i følgende artikler fra Gyldendals Litteraturleksikon, Kbh. 1974:

Realisme (af lat: res: ting) betegner l. i bred forstand: realistiske træk inden for litteraturen til alle tider, 2. i snæver forstand: en litterær periode i anden halvdel af det 19. årh. og heraf inspirerede retninger, fx nyrealisme, psykologisk realisme og social realisme (se endvidere naturalisme).

1. I den første betydning findes de realistiske træk først og fremmest i skildringen af komiske skikkelser eller personer fra de lavere klasser, i komedien fx Falstaff i Shakespeares Henry IV, i prosaen Sancho Panza i Cervantes' Don Quijote. Men også højtstående skikkelser kan skildres med realistiske træk, fx Hotspur i Henry IV og Jane Austens personer. Realistiske beskrivelser findes fx i Boccaccios skildring af pesten i Dekameron og Grimmelshausens af 30-års-krigen i Simplicissimus. Stendhals og Balzacs værker er i vid udstrækning realistiske. Endelig kan henvises til poetisk realisme.

2. Den litterære bevægelse har sit udspring i Frankrig. Teoretiker er Champfleury der i en række artikler fra omkring 1850 - samlet i Le Realisme, 1857 - dels kritiserer samtidens litteratur, dels opstiller det nye program. 1855 havde maleren Courbet en udstilling med titlen "Realisme". Betegnelsen anvendtes i begyndelsen først og fremmest pejorativt (nedsættende) af modstanderne. Den første væsentlige realistiske roman er Flauberts Madame Bovary, 1856.

Realismen har som program at give en objektiv, sand skildring af virkeligheden, livet som det er, uden forskønnelse og uden fortielse. Forfatteren skal være upartisk, tendensløs: "Realisme er ikke nogen Overbevisning, det er en Kunstform," som Herman Bang udtrykker det i Realisme og Realister, 1879, en sætning der samtidig antyder forskellen mellem realisme og naturalisme. Tingene skal fremstilles som de er, af en neutral, objektivt registrerende forfatter så læseren selv kan drage sine konklusioner. I sin konsekvens medfører teorien at virkeligheden skal gengives uformidlet, kaotisk og usammenhængende, men realisterne ønsker den dog kunstnerisk formidlet:

sige alt som det er, hverken lægge til eller trække fra, blot foretage det Valg af Omstændigheder og den Ordning af Stoffet som nu engang er Kunst. (E. Brandes i Politiken 13.12.1900).

Forfatteren må ikke komme med kommentarer eller vurderinger, og efterhånden trænges han længere og længere i baggrunden, han må opgive sin alvidenhed og helst nøjes med at skildre handlinger og gengive tale. For at skjule sig dækker forfatteren sig ofte bag en eller flere af personerne gennem hvis bevidsthed begivenhederne spejles.

Emner for realismen bliver i første omgang de områder som tidligere ikke har været dyrket: almindelige menneskers almindelige liv, tilværelsens grå sider, de socialt undertrykte (hermed menes ikke socialrealisme der skildrer sociale forhold tendentiøst). Særlig forkærlighed næres for de områder der af moralske eller religiøse grunde har været undertrykt. - Som repræsentanter for realismen kan i Frankrig ud over Flaubert nævnes brødrene Goncourt, i Rusland Dostojevskij, Tolstoj og Turgenjev, i England Thackeray og Carlyle, i Tyskland Gottfried Keller og i Danmark Herman Bang.

Naturalisme: litterær periode i sidste halvdel af det 19. årh. med udgangspunkt i Frankrig. Retningen er udsprunget af realismen, men adskiller sig fra denne ved et naturvidenskabeligt syn på tilværelsen. Man beskæftiger sig kun med naturen (deraf navnet), dvs. at man afskærer det metafysiske og udelukkende beskæftiger sig med det fysiske, det der kan sanses. Mennesket betragtes som en naturforete-else underkastet fysisk-kemiske love, bestemt af indflydelse fra det omgivende miljø.

Som forudsætninger kan nævnes reli-gionskritikerne David Strauss som i Das Leben Jesu, 1835, betragter religionen som myter, og Ludwig Feuerbach der i Das Wesen des Christenthums, 1841, anser religion for et produkt af menneskets ønsker. Også Karl Marx forkaster metafysikken og betragter alt som produkter af økonomisk-materielle forhold. - Positivismen betoner ligeledes den reelle virkelighed som den eneste. Auguste Comte fremhæver i Cours de Philosophie positive, 1830-42, at man inden for alle tilværelsens områder bør benytte den positive metode som består i at samle kendsgerninger og uddrage lovene for deres sammenhæng. Medicineren Claude Bernard hævder at den samme strengt videnskabelige metode kan og bør anvendes over for såvel døde som levende væsner. Endelig viser Charles Darwin i The Origin of Species, 1859, da. Arternes Oprindelse, 1870, og i The Descent of Man, 1871, da. Menneskets Afstamning, 1875, at mennesket er et naturvæsen hjemmehørende i den reelle verden og uden tilhørsforhold i en højere, oversanselig verden, at mennesket ikke er af guddommelig oprindelse, men en udvikling fra andre dyrearter. - Denne naturvidenskabelige udviklingslære overføres af Herbert Spencer på moralen og samfundshistorien. Indflydelsen fra positivismen viser sig inden for såvel historie- og religionsforsk-ningen (Ernest Renan) som inden for lit.-kritikken. Allerede Sainte-Beuve forklarede kunstværket som et udtryk for kunstneren og hans tid. Men først hos Hippolyte Taine kommer i hans kritiske værker fra 1860erne og fremefter den naturvidenskabelige betragtningsmåde til fuld udfoldelse: Kunstværket er et resultat af en række påviselige kendsgerninger, digterens "race, miljø og moment", hans sociale og historiske omstændigheder i forbindelse med en herskende evne, "faculté maitresse".

Inden for litteraturen begynder en analytisk metode at gøre sig gældende allerede hos Flaubert, i romanen Madame Bovary, 1856. Også realisterne Edmond og Jules Goncourt lægger et videnskabeligt syn til grund for deres romaner. Fx skriver de i forordet til Germinie Lacerteux, 1864, at bogen er "en klinisk studie i kærlighed". - Talsmand for den naturalistiske doktrin er først og fremmest Emile Zola som fremsætter programerklæringer i en række teoretiske skrifter fra 1866 og fremefter. Han hævder at naturalismen ikke er en skole, men en videnskabelig metode i forlængelse af naturvidenskaben. Hans teorier afspejles i Therese Raquin, 1867, da. 1891. Her skildres "det sande snarere end det skønne", mennesker fra samfundets lavere sociale lag, beherskede af deres drifter. Personerne skildres som fysiologiske tilfælde, som menneskedyr, "bétes humaines", uden fri vilje eller sjæl. Allerede her er der lidt arvelighedslære, men først senere stifter Zola bekendtskab med Darwins skrifter som han udnytter i sit romanværk Les Rougon-Maequart, 1871-93, hvori han skildrer en slægts udvikling gennem alle samfundets lag. Zola kalder sine romaner eksperimentelle idet han i sin redegørelse for et socialt problem eller et fysiologisk tilfælde viser hvorledes arv og miljø spiller ind på personernes udvikling og lader alt gå sin årsagsbestemte gang. - Trods Zolas protest mod at naturalismen var en skole, samlede han en række naturalistiske forfattere om sig i sit hus i Médan. Som en fælles manifestation udgav de novelleantologien Les Soirées de Médan, 1880, der er karakteristisk for naturalismens emnevalg og for forfatternes livsindstilling. Her skildres det grå hverdagsliv, samtidens moralske råddenskab med kras realisme, oftest dokumentarisk. Bidragyderne til antologien var foruden Zola bl.a. J. K. Huysmanns og Guy de Maupassant. Sidstnævnte fortsatte i sine noveller og romaner den illusionsløse skildring af livets trivielle og mørke sider. [...]

I Rusland voksede realisme og naturalisme frem fra hjemlige litterære forudsætninger, bl.a. Gogol, men der opstod siden en vekselvirkning med den franske naturalisme. Den "naturlige skoles" program var social tematik, social kritik og virkelighedstroskab, fremsat af Belinskij der allerede i 1842 erklærede romantikken for død. Som repræsentanter for skolen kan - alle forskelle til trods - nævnes Turgenjev, Dostojevskij, Lev Tolstoj, Gontjarov og Saltykov-Stjedrin. Senere russiske realister og naturalister er bl.a. Anton Tjekhov og Maksim Gorkij.

I Skandinavien var Brandes foregangsmand. I sit berømte essay "Det uendeligt Smaa og det uendeligt Store i Poesien", 1870, fremlagde han naturalismens program som senere uddybes i kritikker og i Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes europæiske Litteratur, 1871 ff. Han blev inspirator for en lang række skandinaviske forfattere, dels gennem sit eget kritiske forfatterskab, dels gennem personlig omgang og omfattende brevveksling, i Danmark med J. P. Jacobsen, Drachmann, Topsøe og Schandorph, i Norge med bl.a. Ibsen og Kielland og i Sverige Strindberg. Et af Brandes' slagord var "at sætte problemer under debat", og den naturalistiske digtning blev i 1870erne i vid udstrækning samfundskritisk, radikal. I Danmark fortsættes naturalismen i 1880erne af bl.a. Herman Bang og Pontoppidan.

***

Frankrig

GUSTAVE FLAUBERT

Gustave Flaubert (1821-80) var født i Normandiet, i Rouen, studerede jura og medicin, men valgte at blive forfatter, inspireret af romantikken; dens melankoli og verdensforagt og dens lede ved hverdagens trivialitet og hæslighed passede godt nok til hans overfølsomme sind. Som skribent forblev han den evige dyrker af det skønne, eller i alt fald af det artistisk tilfredsstillende; han førte en utrættelig strid for at finde det ene gyldige udtryk.

Det meste af hvad Flaubert skrev, havde sit stof i fortiden. Des mere besynderligt er det, at han skulle skrive en bog, der blev en af de væsentligste inspirationskilder for den hverdagsdyrkende naturalisme. Det var i 1856, at han i tidsskriftet La Revue de Paris offentliggjorde Madame Bovary, der det følgende år forelå i bogform. Romanen vakte både beundring og forargelse; Flaubert måtte møde i politiretten, anklaget for anstødelige skriverier, men blev dog frikendt.

Resumé:

Madame Bovary skildrer med megen præcision et miljø fra Flauberts hjemegn, en normannisk provinsby og dens beboere. Blandt andet den kedsommelige og ganske ubetydelige læge Charles Bovary, den pudsige, altid ophidsede voltairianer, apoteker Homais, og den unge, temmelig generte kontorist Leon Dupuis. "Livet i provinsen" er romanens undertitel. Men frem for alt skildrer bogen den unge lægefrue Emma Bovary; hun er meget langt fra at være en romanheltinde, men er lige så lidt en romanskurk. Hun er temmelig indskrænket og naiv og helt uden forhold til virkeligheden. Ingen af hendes ungpigedrømme er gået i opfyldelse; hun bryder sig hverken om sin mand eller om sin lille pige, Bertha; hun sidder blot og keder sig og venter på, at der skal ske noget vidunderligt. Leon og hun bliver forelskede i hinanden - det er fra denne episode at nedenstående tekst er taget; men han vælger at rejse bort. Så dukker der en kvinde kær godsejer op, som bliver hendes elsker, men da hun fatter den romantiske plan, at de skal flygte sammen, forsvinder han skyndsomst. Atter træffer hun Leon, og nu indleder de et forhold, der fører hende længere og længere ud i hysteri og løgn. Hun gør gæld, som hun ikke kan betale, og ser til sidst ingen anden udvej end at begå selvmord. Romanen er en studie over den trivielle provinstilværelse og over et forkvaklet kvindesind. Den betegner på flere måder noget nyt: de talløse detaljer, præcist opfattet og gengivet, og den åbenhjertige saglighed i analysen af de menneskelige reaktioner, med deres materielle og fysiologiske forudsætninger. Bogen om fru Bovary er nådeløs og til en vis grad objektiv; ofte kan man dog af forfatterens ord slutte sig til hans dom. Men den er helt uden tendens. Den er et artistisk eksperiment, hvor Flaubert præsenterer os for fantastens tragedie. Måske er der i hans dom også en dom over ham selv. Det vil være uholdbart at opfatte Flaubert som naturalist, men madame Bovary blev hilst velkommen af Taine som en fornyelse, og den fik stor betydning for det næste slægtled af naturalister.

AF: MADAME BOVARY

Af Gustave Flaubert. Oversættelse: N. J. Berendsen

Det var en søndag eftermiddag i februar måned, og det sneede.

Charles og Emma, Homais og Leon var gået ud sammen for at bese et hørspinderi, der var under opførelse lidt uden for Yonville. Apotekeren havde taget Napoleon og Athalie med sig for motionens skyld, og Justin fulgte med paraplyer.

Og dog kunne man ikke tænke sig noget mindre interessant. En stor, øde plads, hvor nogle allerede rustne tandhjul lå mellem dynger af sand og stene, omgav en lang, firkantet bygning med en mængde små vinduer. Den var ikke helt færdig, og gennem spærene så man himlen. Befæstet til gavlbjælken svajede for vinden en med trefarvede bånd omvundet halmvisk, i hvilken der var stukken et par kornaks. Homais talte. Han udviklede for de andre, hvilken betydning dette etablissement med tiden ville få. Han beregnede plankernes styrke, murenes tykkelse og beklagede meget, at han ikke altid havde en tomlnestok hos sig som Binet.

Emma, der holdt ham under armen, lænede sig lidt til hans skulder og så op mod solen, der stod som en mat skive i den fjerne tåge. Hun vendte sig om, Charles var lige foran hende, kasketten faldt ham ned over øjnene, og hans tykke læber skælvede, hvorved hans ansigt antog et stupidt udtryk. Selv hans ryg, hans rolige ryg var irriterende at se på, om det så var hans frakke, var den lige så kedsommelig som manden, der bar den.

Harmen, hun følte ved synet af ham, indgød hende ligefrem en pervers vellyst. Leon trådte nærmere. Kulden, der gjorde ham bleg, syntes at give hans ansigt et endnu mildere og mere -smægtende udtryk. Den vide skjortekrave blottede hans hals, øreflippen tittede frem under en lok hår, og hans store, blå, mod skyerne hævede øjne forekom Emma klarere og skønnere end de bjergsøer, hvori himlen spejler sig.

"Ulykkelige!" råbte pludselig apotekeren.

Og han løb hen til sin søn, der var faldet i en kalkdynge, da han ville male sine sko hvide. Under skændene, der regnede ned over Napoleon, gav han sig til at hyle, mens Justin tørrede hans fødder med en halmvisk; men der blev brug for en kniv, Charles tilbød sin.

"Han går med en kniv i lommen ligesom en bonde," tænkte hun ved sig selv.

Det gav sig til at sne stærkere, og de gik tilbage til Yonville.

Den aften kom Emma ikke med ind til deres nabo, og da Charles var gået, og hun var alene, begyndte hun atter sine sammenligninger med endnu større anskue1ighed end ellers, fordi hun først lige for nylig havde følt forskellen så stærkt. Hun lå i sengen og stirrede hen på den blussende ild, atter så hun Leon stå derude og bøje sin spadserestok med den ene hånd, mens han med den anden holdt Athalie, som stod og sugede på en istap. Hun fandt ham henrivende, hun kunne ikke løssrivc sig fra tanken om ham, hun mindedes hans holdning ved andre lejligheder, ord, han havde ytret, lyden af hans stemme, hele hans skikkelse, og hun gentog, idet hun rakte læberne frem som til kys:

"Ja, yndig, smuk ... Er han ikke forelsket? Men i hvem? Det må jo være i mig."

Alle beviserne stod pludselig for hende, hendes hjerte svulmede.

Flammen fra kaminen lyste muntert mod loftet, hun lagde sig på ryggen og strakte sig.

Og atter begyndte den evindelige klagesang: Hvis himlen havde villet det! Hvorfor er det ikke sket? Hvad var til hinder derfor?

Da Charles kom hjem henimod midnat, lod hun, som om hun vågnede, og da han gjorde støj ved afklædningen, klagede hun over hovedpine og spurgte derpå, ligesom tilfældigt, om hvad der havde tildraget sig i aftenens løb.

"Hr. Leon gik tidligt op," sagde han.

Hun kunne ikke tilbageholde et smil og faldt i søvn, med sjælen opfyldt af en ny glæde [...]

Det gik på samme måde de følgende dage; hendes tale, hendes væ­sen, alt forandredes. Man så hende blive omhyggelig for sit hus, atter regelmæssig besøge kirken og behandle sin tjenestepige med større strenghed.

Hun tog Bertha hjem fra ammen. Felicité bragte barnet ind, når der kom besøg, og Emma klædte det af for at fremvise dets små lemmer. Hun erklærede, at hun tilbad børn, det var hendes trøst, hendes glæ­de, hendes sværmeri, og hun ledsagede sine kærtegn med lyriske udgydelser, som mere belæste folk end Yonvilles indbyggere ville have genkendt fra Victor Hugos "Notre-Dame de Paris".

Når Charles kom hjem, fandt han stadig sine tøfler ved ilden. Nu manglede aldrig foret i hans vest eller knapperne i hans skjorte, og det var en sand fornøjelse at se, hvor omhyggeligt alle hans nathuer var ordnede i skabet i lige store bunker. Hun vægrede sig aldrig mere som tidligere ved at gå ture i haven; hvad han foreslog, gav hun sta­dig sit samtykke til, selvom hun ikke altid rigtig forstod, hvorfor hun var bleven så føjelig - og når Leon efter måltidet så ham sidde ved kaminen med hænderne over maven og fødderne på stativet, med røde kinder af fordøjelsen og med tårer i øjnene af lykke, med barnet, der krøb om på tæppet, og med den slanke kvinde, der bøjede sig over ryggen af lænestolen for at kysse ham på panden, sagde han til sig selv:

"Hvilket vanvid! hvorledes skulle jeg nå op til hende?"

Hun forekom ham så dydig og så uantastelig, at hvert håb, selv det svageste, forlod ham.

Men følgen af dette afkald var, at hun kom til at stå for ham som noget ganske ualmindeligt. Hendes legemlige fortrin, som han dog aldrig kunne komme til at nyde, trådte i baggrunden, og hun svævede mod himlen i en strålende apoteose. Det var en af disse rene følelser, der ikke træder forstyrrende i vejen for livets daglige dont, som man hænger ved på grund af deres sjældenhed, og hvis tab ville gøre en mere bedrøvet, end man ville glæde sig over at besidde den tilbedte.

Emma blev mager, hendes kinder tabte deres sunde farve, hendes ansigt blev spidst. Med sine mørke fletninger, sine store øjne og lige næse, sin svævende gang og sin stadige ordknaphed, syntes hun at skri­de gennem livet, næsten uden at berøre det og på sin pande at bære mærke af en eller anden sublim forudbestemmelse. Hun var så melan­kolsk og så rolig, samtidig så venlig og så tilbageholdende, at man i hendes selskab følte sig betagen af en isnende fortryllelse, ligesom man gyser i en kirke under blomsterduften, der blander sig med marmo­rets kølighed. Selv fremmede var denne trolddom undergivne. Apote­keren fandt, at det var en kone med store gaver, der ikke ville være på urette plads i et underpræfektur. Damerne beundrede hendes spar­sommelighed, klienterne hendes høflighed, de fattige hendes godgø­renhed.

Men dog var hun opfyldt af begær, af raseri, af had. Kjolens glatte folder skjulte et oprørt hjerte, og de så kyske læber fortalte ikke hvad det led. Hun var forelsket i Leon, og søgte ensomheden for i ro og mag at frydes ved hans billede. Synet af ham forstyrrede kun det vel­lystige ved disse betragtninger. Emma gøs ved lyden af hans skridt, men i hans nærværelse svandt bevægelsen, og der blev kun en dyb forundring tilbage, der endte i melankoli.

Leon anede ikke, når han fortvivlet forlod hende, at hun rejste sig bag ved ham for at se efter ham på gaden. Hun fulgte ængsteligt alt, hvad han foretog sig, hun udspejdede hans ansigt, hun opdigtede en hel historie for at finde på et påskud til at bese hans værelse. Apoteke­rens kone forekom hende lykkelig, fordi hun sov under samme tag, og stadig slog hendes tanker ned på dette hus, ligesom duerne fra "Den forgyldte løve", der dyppede deres rosenrøde fødder og hvide vinger i dets tagrender. Men jo mere Emma følte sin kærlighed, desto længere trængte hun den tilbage, for at den ikke skulle komme til syne, og for at formindske den. Og dog havde hun ønsket, at Leon hav­de anet den, og hun udtænkte tilfældigheder, katastrofer, der kunne have begunstiget dette. Hvad der holdt hende tilbage, var ladhed, angst, måske også en vis undseelse. Hun tænkte, at hun havde stødt ham for langt tilbage, at der ikke længere var tid dertil, at alt var for­tabt. Stolthed og glæde over at kunne sige til sig selv, "jeg er dydig", og at kunne se sig i spejlet med resignerede miner, trøstede hende des­uden lidt for det offer, hun troede at gøre.

Så smeltede alt sammen til en stor lidelse, kødets lyst, pengebegær­ligheden og lidenskabens melankoli, og i stedet for at vende sine tanker bort derfra hagede hun sig tværtimod endnu fastere dertil, hidsede selv sin sorg og søgte overalt kun anledning hertil. Hun irriterede s over en dårlig lavet ret mad, over en åbentstående dør, sukkede efter det fløjl, hun ikke havde, over den lykke, hun manglede, over sine alt for stolte drømme, over sit alt for trange hjem.

Til hendes fortvivlelse syntes Charles aldeles ikke at ane hendes lidelser. Den overbevisning, han nærede om at gøre hende lykkelig, forekom hende at være en idiotisk fornærmelse, og hans tryghed syntes hende at være utaknemlighed. Hvorfor var hun dydig? Var han ikke en hindring for hendes lykke, årsagen til al hendes elendighed og ligesom det spidse spænde på den stramme rem, der var snøret så fast om hende.

På ham overførte hun da alt det had, der fødtes af hendes lidelser.

Hvert forsøg, hun gjorde for at bekæmpe det, bidrog kun til at forøge det, thi dette unyttige forsøg føjede sig til de andre grunde, hun havde til at være fortvivlet, og bidrog endnu mere til at fjerne hende fra ham. Hendes sagtmodighed gjorde hende oprørsk, hjemmets tarve­lighed drev hende til luksuøse ønsker, mandens kærlighed til utugtige lyster. Hun havde gerne set, at Charles havde banket hende, for at hun med større ret kunne afsky ham og hævne sig på ham. Hun for­undredes stundom over de grusomme slutninger, hun drog, og dog måtte hun vedblive med at smile, høre gentaget, at hun var lykkelig, foregive at hun var det, og lade folk forblive i troen.

Hun væmmedes undertiden ved denne forstillelse. Hun følte sig fristet til at flygte bort med Lean, langt bort for at leve et nyt liv, men straks åbnede der sig i hendes sjæl et dunkelt, mørkt svælg. Han elsker mig jo ikke, tænkte hun, hvad skal der blive af mig? Hvad hjælp, hvad trøst, hvad lindring kan jeg vente? Hun stod søn­derknust, stønnende, sløv ag brast i en sagte hulken.

"Hvorfor taler De ikke derom med herren?" spurgte pigen hende, når hun kom ind i stuen under et sådant udbrud.

"Det er nervøsitet," svarede Emma, "tal endelig ikke til ham derom, det ville kun gøre ham bedrøvet."

"Fruen har det akkurat ligesom Guerins datter, fiskeren nede i Pal­let, som jeg traf i Dieppe, før jeg kom til Dem," bemærkede pigen. "Hun var så trist ag kummerfuld, at når man så hende stå i døren, var det akkurat, som om den var betrukken med et liglagen. Hendes ulykke var nok, at hun havde ligesom en slags tåge ,i hovedet. Læger­ne kunne ikke gøre noget derved og heller ikke præsten. Når det blev for galt, gik hun ene ned ved strandbredden, hvor toldbetjenten, når han gjorde sin runde, tit fandt hende liggende plat ned på de flade stene og græde; men efter hendes bryllup, siger man, at det skal være gået over."

"Det er det modsatte med mig," sagde Emma, "jeg har først fået det efter mit bryllup."

***

EMILE ZOLA

Den dogmatiske naturalisme optræder først med Emile Zola (1840-1902). Hans far var en italiensk ingeniør af græsk slægt. Barndoms­årene tilbragte sØnnen i Sydfrankrig, men han slog sig snart ned i sin fødeby Paris, hvor han begyndte sin skribentvirksomhed som journa­list. Til Zolas tidligste inspirationskilder hørte den moderne naturvi­denskab, Taines teorier og Balzacs romaner tillige med Flauberts Madame Bo­vary og brd. Goncourts Germinie Lacerteux. Han fortsatte i samme retning med sin gennembrudsroman Therese Raquin (1867). Den foregår blandt pari­siske småborgere og handler om en kone, der sammen med elskeren myrder sin skikkelige mand, men ikke kan bære mindet om forbrydel­sen. Bogen er demonstrativt ærlig; det hæslige præsenteres ikke blot uden forbehold, men med forkærlighed. Da bogen året efter kom i andet oplag, forsynede Zola den med et forord, hvor han kraftigt ta­ger til genmæle mod de forargede røster, der har ladet sig høre. Sam­tidig forklarer han sit nye "naturvidenskabelige" program. I slutnin­gen af forordet taler han demonstrativt og selvbevidst om "den gruppe naturalistiske forfattere, som jeg har den ære at høre til". Fortalen var den første af de naturalistiske pro­gramartikler, som Emile Zola i årenes løb udsendte, og hvor han be­stræber sig på at forbinde den eksperimentelle naturvidenskab med no­get han kalder den eksperimentelle romankunst.

Sine teorier realiserede Emile Zola i et stort antal af digre romaner; en del af dem lod han - efter Balzacs mønster - udgøre en romankreds på 20 bind. Fællestitlen var "Familien Rougon-Macquart" - en slægts udvikling og degeneration. Det var hans ønske at give et billede af det andet kejserdømmes Frankrig. Ofte knytter han handlingen til en arbejdsplads: et stor­magasin, en kulgrube, "Hallerne" i Paris eller et lokomotiv. Mennesket betragtes som led af et kollektiv og som en del af naturen. Dyret i mennesket glemmes ikke. Zola havde - om end på en meget overfla­disk måde - lært af tidens videnskabsmænd. Men objektiv som en forsker var han ikke, og ville han sagtens heller ikke være. Han ønske­de med sine bøger at pege på og forandre de sociale uretfærdigheder. Det var i god overensstemmelse hermed, at han i 1897 greb aktivt ind til fordel for den jødiske officer Dreyfus, der var blevet offer for et justitsmord.

Resumé:

Til hans mest interessante værker hører arbejderromanen Germi­nal (1885). En skildring af forholdene i en fransk kulmine, hvor ar­bejderne får besøg af en ung socialistisk idealist, der opildner dem til en strejke; den slås ganske vist ned med hård hånd, men romanen slutter med et fremtidshåb - trods alt. Titlen Germinal er et af de nye månedsnavne, der blev lanceret under den store franske revolution; det skulle træde i stedet for "april", og betyder "spiremåned". Det so­cialistiske vårbrud lader sig i længden ikke standse.

FORTALEN TIL THERESE RAQUIN

Af Emile Zola. Oversættelse: Ulf Kjær Hansen

I "Therese Raquin" har jeg villet studere temperamenter og ikke ka­rakterer. Det gælder den hele bog. Jeg har valgt personer, der uind­skrænket domineres af deres nerver og deres blod og er så blottet for fri vilje, at de i hver eneste handling i deres liv bliver revet med af deres legemes skæbnesvangre dybder. Therese og Laurent er menneskelige dyr og intet andet. J eg har skridt for skridt i disse dyr søgt at følge lidenskabernes ubønhørlige arbejde, instinktets drifter og de hjernefor­styrrelser, der følger oven på en nervekrise. Mine to heltes kærlighed er tilfredsstillelsen af et behov. Mordet, de begår, er en følge af deres boleri, en følge, de anerkender, ligesom ulvene anerkender nødven­digheden af at myrde får. Kort sagt, hvad jeg har været nødt til at kalde deres samvittighedsnag består af en enkel organisk forstyrrelse, af et oprør i nervesystemet, som er spændt til bristepunktet. Jeg ind­rømmer gerne, at der overhovedet ingen sjæl forekommer, da jeg har ønsket det således.

Jeg håber, at man begynder at forstå, at min hensigt frem for alt har været af videnskabelig art. Da mine to personer, Therese og Laurent, var opstået, glædede jeg mig til at opstille og løse bestemte problemer. Således har jeg stræbt at forklare det sælsomme bånd, som kan opstå mellem to forskellige temperamenter, og jeg har vist de dybtgående forstyrrelser, samkvemmet med et nervøst sind fremkalder hos en san­guinsk natur. Læser man romanen med omhu, vil man se, at hvert kapitel er en studie i et mærkeligt fysiologisk tilfælde. Kort sagt, jeg har kun et ønske, nemlig at få præsenteret en kraftig mand og en util­fredsstillet kvinde, i dem opspore dyret, ikke se andet end dyret, kaste dem ind i et voldsomt drama og samvittighedsfuldt indprente mig dis­se væseners følelser og handlinger. Jeg har simpelt hen foretaget det analytiske arbejde på to levende mennesker, som kirurgerne udfører på lig.

Indrøm, at det er tungt at høre folk anklage Dem for kun at have haft til hensigt at male uanstændige billeder, når De forlader et så­dant arbejde endnu opfyldt af de alvorlige nydelser, der følger med efterforskningen efter sandheden. Jeg har befundet mig i samme situa­tion som de malere, der tegner efter nøgen model, uden at det mindste begær strejfer deres bevidsthed, og som bliver højlig overrasket, når en kritiker erklærer sig forarget over de nøgne figurer i deres billede. Så længe jeg skrev på "Therese Raquin", glemte jeg alt omkring mig, jeg havde fortabt mig i en nøjagtig og minutiøs gengivelse af livet, idet jeg helt hengav mig til analysen af den menneskelige mekanisme, og jeg forsikrer Dem for, at fremstillingen af Therese og Laurents bru­tale elskov er mig ikke indeholdt anelsen af umoralske følelser, intet, som kunne tilskynde mig til slette lidenskaber. Modellernes menneske­lige interesse forsvandt, som den forsvinder for øjnene af den kunstner, der har en nøgen kvinde udstrakt foran sig, og som alene drømmer om at fæstne denne kvinde til sit lærred i en sand gengivelse af hendes former og farver. Min overraskelse var sandelig også stor, da jeg hørte mit værk omtalt som en pøl af smuds og blod, som en kloak, som en mødding, som jeg ved snart ikke hvad. J eg kender kritikerens mun­tre leg, da jeg har leget den selv; men jeg indrømmer, at det samlede angreb har forbløffet mig en kende. Ikke sandt! Ikke en af mine kam­merater har vist sig for at forklare min bog, end mindre for at forsvare den. Midt i koret af stemmer, der skreg: "Therese Raquin"s forfatter er en elendig hysteriker, der morer sig med at udkramme pornogra­fi",' har jeg forgæves lyttet efter en røst, som svarede: "Nej, denne forfatter er ganske simpelt en analytiker, der har forglemt sig i den menneskelige råddenskab, akkurat som lægen glemmer tiden i sit audi­toriun1".

Læg mærke til, at jeg ikke på nogen måde ønsker pressens sympati for et arbejde, der, som den siger, støder an mod dens sarte følelser. Jeg har slet ikke så stor ærgerrighed. Jeg undrer mig kun over, at mi­ne kammerater har gjort mig til en slags litterær skraldemand, da de­res øvede øjne på ti sider burde kunne erkende en romanforfatters hensigter. Jeg stiller mig tilfreds med ydmygt at bønfalde dem om for fremtiden at ville se mig sådan, som jeg er, og drøfte mig på det grundlag, som jeg står inde for.

Det ville imidlertid været let at forstå "Therese Raquin", at lægge den på undersøgelsesbordet, at vise mig mine virkelige fejl uden at smide en nævefuld møg på mig og slynge mig moralens navn i ansig­tet. Der fordredes blot hos den sande kritiker en anelse intelligens og lidt metodisk tænkning. Beskyldningen for immoralitet beviser abso­lut intet, når det vedrører et videnskabeligt emne. Jeg ved ikke, om min roman er umoralsk; jeg indrømmer, at jeg aldrig har bekymret mig om at gøre den mere eller mindre renfærdig. Hvad jeg ved er, at jeg ikke et øjeblik har drømt om at samle de svinskheder, som de moralske folk har opdaget deri. Videre har jeg skrevet hver eneste scene, selv de mest ophidsende, udelukkende besjælet af forskerens videbegærlighed. Til slut udfordrer jeg mine dommere til at finde blot én virkelig letfærdig side med afsløringer fra boudoirer og kulisser til ære for læserne af de små lyserøde bøger, der trykkes i 10.000 eksem­plarer, og som varmt anbefales af de blade, som sandhederne i "The­rc'se Raquin" har givet kvalme.

AF: GERMINAL

Oversættelse: C. E. Falbe-Hansen

Midt inde mellem korn- og roe markerne sov arbejderbyen i den mør­ke nat. Man skelnede utydeligt de fire vældige blokke af små huse, der lå ryg mod ryg, som en kaserne eller et hospital; de lå aldeles nøjag­tigt parallelle skilt ved tre brede alleer, inddelt med lige store jord­lodder. På den øde slette hørtes kun blæstens klagesang i det løsrevne gitterværk om de indhegne de køkkenhaver.

Hos familien Maheu i nummer 16 i anden blok var der intet, der rørte sig. Det tætte mørke havde opslugt det eneste væsen på første sal, som lå det med sin vægt knusende over de væseners søvn, som man kunne føle lå derinde i klynge med åbne munde, slået til jorden af træthed. Trods den bidende kulde udenfor havde den tunge luft herinde en levende varme, den kvælende varme, man træffer i over­fyldte værelser, selvom de er nok så vel holdte, de lugter af menneske­kvæg.

Klokken slog fire på kukker uret i stueetagen, endnu var der ikke en bevægelse at spore, spæde åndedræt fløjtede ledsaget af to mand­folks lydelige snorken. Lige med et sad Catherine op i sengen. Træt som hun var, havde hun rent vanemæssigt talt de fire slag af uret gen­nem gulvet" uden at få kraft til at vågne fuldstændigt. Hun slyngede benene ud af tæpperne, famlede sig frem og strøg en tændstik og tændte så lyset. Men hun blev siddende med hovedet så tungt, at det sank tilbage mellem skuldrene, idet hun gav efter for en uimodståelig trang til at falde om på hovedpuden.

Nu kastede tællelyset sit skær ud over værelset, det var firkantet med to vinduer, opfyldt af tre senge. Der var et skab, et bord, to stole af gammelt nøddetræ, hvis tilrøgede tone stod grelt mod de lysegule ma­lede vægge. Intet andet, noget tøj, der hang på søm, et krus, der var stillet på flisegulvet ved sider af en rød terrin, der brugtes til vaskefad. I sengen til venstre lå den ældste søn, Zaeharie, en knøs på enogtyve år, sammen med sin broder Jeanlin, der snart fyldte tolv; i sengen til højre sov to rollinger, Lenore og Henri, i hinandens arme, pigen var seks år, drengen fire, medens Catherine delte den tredje seng med sin søster Alzire, der var så bittelille med sine ni år, at hun slet ikke ville have mærket hendes nærhed, hvis ikke den lille vanskabnings pukkel havde boret sig ind i ribbenene på hende. Glasdøren stod åben, hun kunne lige skimte gangen ude på afsatsen, det underlige rør, hvor fa­deren og moderen lå i den fjerde seng; op mod den havde de stillet den sidstfødtes vugge; den lille, der var knap tre måneder gammel, hed Estelle.

Imidlertid gjorde Catherine ed fortvivlet anstrengelse. Hun strakte sig, hun rev sig med begge hænder i det røde hår, der hang i et pju­sket pur ned over pande og nakke. Hun var meget spinkel trods sine femten år, af sine lemmer viste hun, uden for chemisens snævre skede, kun sine blålige fødder, der var ligesom tatoverede med kul, og et par fine mælkehvide arme, der stak underligt af mod ansigtets gustne teint, der allerede var ødelagt ved den stadige vasken med sort sæbe. En sidste gaben åbnede hendes lidt for store mund med prægtige tæn­der i de blegsottige gummer, medens hendes grå øjne græd i kamp mod søvnen, med et sorgfuldt og udslidt udtryk, der syntes at fylde hendes nøgne krop med træthed.

Men nu lød der en brummen ude fra afsatsen, Maheus søvndrukne stemme stammede:

"For satan dog! Det er på tide ... Er det dig, der tænder op, Cathe­rine?"

"Ja, fader ... Det har lige ringet her nedenunder."

"Skynd dig så da, din dovensidse! Hvis du havde danset lidt min­dre i aftes, det var søndag, kunne du have vækket os lidt tidligere ... Sikken et driverliv!"

Han vedblev at skænde, men sØvnen tog også ham igen, hans be­brejdelser løb sammen, døde bort i en ny snorken.

Den unge pige gik frem og tilbage i kammeret med bare fødder i det blotte linned. Da hun kom forbi Henris og Lénores seng, kastede hun tæppet hen over dem, det var gledet ned på gulvet; og de våg­nede ikke af deres dybe, drømmeløse barnesøvn. Alzire lå med vidt­åbne øjne, hun havde vendt sig for at tage sin store søsters varme plads, men hun sagde ikke et ord.

"Halløj, Zacharie! Halløj, Jeanlin!" gentog Catherine, der stod stille foran de to brødre, der lå væltet om på maven med næsen i hoved­puden. Hun måtte tage den store i skulderen og ryste ham, og mens han lå og gylpede skældsord af sig, tog hun en rask beslutning og rev tæp­pet af dem. Hun syntes, det var helt sjov og gav sig til at le, da hun så de to knægte sparke om sig med bare ben.

"Sikke tossestreger! Lad mig være!" brummede Zacharie, da han var kommet op at sidde. "Jeg kan ikke lide den slags løjer ... Det var satans, skal vi virkelig op?"

Han var mager og leddeløs med et langt ansigt med nogle snavsede stænk af skæghår, de samme gule lokker og den blodfattige bleghed, der var ejendommelig for hele familien. Hans skjorte var gledet helt op over maven, og han trak den ned, ikke af' undseelse, men fordi han frøs.

"Den har ringet nedenunder," gentog Catherine. "Nå, op med jer!

Fader bliver vred."

Jeanlin, som havde lagt sig til rette, lukkede øjnene og sagde:

"Skrup af med dig, jeg vil sove."

Hun lo igen godmodigt. Han var så lille trods de uhyre led knuder, der var vokset ved kirtel syge, at hun kunne løfte ham op i sine arme. Men han sprællede, hans sære, bleggule og krølhårede abemaske med de to grønne øjenhuller og de mægtige udstående, Ører blegnede af raseri over at være så svag. Han sagde ikke noget, men han led hende i det højre bryst.

"Din væmmelige knægt" mumlede hun og holdt et skrig tilbage, idet hun satte ham ned på gulvet.

Alzire lå ganske stille med lagenet op til hagen, hun var ikke faldet i søvn igen; Hun fulgte med den vanskabtes intelligente øjne sin søster og de to brødre, der nu var i færd med at klæde sig på. Nu brød der et nyt skænderi løs om terrinen, drengene puffede til den unge pige, fordi hun vaskede sig alt for længe. Skjorterne fløj, mens de endnu, tunge af søvn, fjertede ublufærdigt, med samme rolige utvungenhed som et kuld hunde, der er vokset op sammen. For resten var det Ca­therine, der først var færdig. Hun stak i sine minebukser, fik lærreds­blusen på og bandt den blå hue fast om sin nakkeknude, og i disse rene mandagsklæder så hun ud som en lille mand; der var ikke andet tilbage af hendes køn end den lette vuggen i hofterne.

"Når den gamle kommer hjem, bliver han glad ved at finde sengen uredt," sagde Zacharie ondskabsfuldt ... "Du kan tro, jeg skal fortælle ham, at det er dig."

Den gamle, det var bedstefaderen, Bonnemort, der arbejdede om natten og sov om dagen, så sengen aldrig blev kold, der var altid no­gen, der lå og snuede i den.

Uden at svare havde Catherine straks givet sig til at strække tæppet og stoppede det ned. Men i det sidste minut havde de hørt forskellige lyde inde fra nabohuset, bag muren. Disse murstensbygninger, der var indrettet så økonomisk som muligt af mineselskabet, var så tynde, at det mindste pust gik gennem dem. Man levede lige op ad hinanden hele blokken igennem, og intet af det intime liv forblev skjult, ikke en gang for børnene. Trappen havde rystet under tunge skridt, derpå lød der som et blødt fald, fulgt af et suk af velvære.

"Den er god," sagde Catherine; "nu kommer Levaque ned, og så finder Bouteloup ind til madammen."

Jeanlin grinede, selv Alzires øjne strålede. Hver morgen morede de sig over naboerne s trekantede samliv, det var en bjergarbejder, der havde en jordarbejder i logi, så at konen fik to mænd, en om natten og en om dagen.

"Philomène hoster," vedblev Catherine og lyttede opmærksomt. Det var Levaques ældste datter, hun talte om, en høj nittenårs pige; hun var kæreste med Zacharie og havde allerede to børn med ham; for resten var hendes bryst så svagt, at hun var ansat ved stigningen i gruben, da hun aldrig havde kunnet arbejde på bunden.

"Sludder med Philomène!" svarede Zacharie; "hun blæser det hele et stykke, hun sover! ... Det er noget svineri at sove til klokken seks!"

*

Nu blev man hver aften siddende en halv times tid hos Maheus, før man gik i seng. Det var altid den samme snak, Etienne gentog. Siden hans natur var blevet mere forfinet, følte han sig mere stødt ved dette mængeri mellem kønnene i arbejderbyen. Var de da dyr, siden de smed sig sådan hen til hinanden, levede så sammenstuvede, at man ikke kunne skifte skjorte uden at vise naboen sin bagdel! Det var i sandhed ikke godt for helbredet; drenge og piger måtte nødvendigvis blive fordærvede ved dette samliv! "Det er sikkert og vist," svarede Maheu, "at hvis vi havde flere penge, kunne vi indrette os mere bekvemt '" Men det er ligegodt sandt nok, at det er skidt for os alle sammen at leve sådan oven på hinanden. Det ender altid med, at mandfolkene bliver fulde og pi­gerne med børn."

Det var udgangspunktet. Hver enkelt af familien sagde sit ord, mens petroleumen i lampen forpestede luften i stuen, der i forvejen stank af stegte løg. Nej, livet var sandelig ikke løjer. De arbejdede som dyr med et arbejde, der i gamle dage var galejslavernes straf; li­vet satte de til, mere end det kunne forlanges, og alt det for ikke en­gang at kunne have kød på bordet om aftenen. Ganske vist fik de nok deres hundeæde; de spiste, men så lidt, at det lige var tilstrækkeligt til, at de ikke kreperede; de blev holdt nede af gæld og jaget, som om de stjal deres brød. Når søndagen kom, sov de af bare træthed. Den ene­ste fornøjelse, man havde, var at drikke sig fuld eller få et barn med sin kone; og så var det eneste, man havde ud af det, at man blev alt for fed af øllet, og at børnene senere blæste en en vals. Nej, der var ingen sjov ved det hele.

Nu blandede madam Maheu sig i samtalen.

"Det værste ved det hele er det, når man siger til sig selv, at der ikke kan ske nogen forandring '" Når man er ung, bilder man sig ind, at lykken kommer nok; man håber på så meget, men siden be­gynder nøden altid igen, man sidder helt indemuret i den .. , J eg vil såmænd ikke noget menneske noget ondt, men det kan godt hænde, at jeg bliver helt oprørt over den uretfærdighed."

Der blev en pause, alle pustede et øjeblik og stirrede utilpas ud mod denne lukkede 'horisont. Kun den gamle Bonnemort spilede øjnene forbavset op, hvis han Var til stede; på hans tid sad man aldrig sådan og ærgrede sig: man fødtes i kullet, man hakkede i åren uden at for­lange mere; men nu blæste der en luftning, som gjorde kularbejderne ærgerrige .

"Man skal aldrig spytte i øllet," mumlede han .., "Et godt krus øl er et godt krus øl ... Arbejdsgiverne er tit noget rak; men der vil jo altid være arbejdsgivere. Det kan ikke nytte at spekulere sig hovedet tosset over det."

Men så blev Etienne med et ivrig. "Hvad for noget? Skulle det være arbejderen forbudt at tænke! Næh! Tingene ville netop snart forandre sig, fordi arbejderen nu tænkte. På den gamles tid levede minearbejderen i gruben som et umælende dyr, som en maskine til at trække kul op med, altid under jorden med Ører og øjne stoppet til for begivenhederne udenfor. Derfor havde de rige, som regerer, let spil med at blive enige, at sælge og købe ham, for at leve af hans kød og blod; han anede det ikke engang. Men nu var minearbejderen vågnet dernede på bunden, han spirede i jorden som et rigtigt frø; og en morgen skulle de få at se, at det skød op lige midt på markerne: ja, der ville vokse mænd op, en hel hær af mænd, som skulle bringe ret­færdigheden på ret køl. Var ikke alle statsborgere lige siden revolutio­nen? De stemte jo sammen. Skulle så arbejderen blive ved at være slave af arbejdsgiveren, der betalte? De store aktieselskaber med deres maskiner knuste alt, og man havde ikke engang imod dem de garan­tier, som den gamle tid havde, da folkene af samme håndværk slog sig sammen i lav og forstod at forsvare sig. Det var jo derfor, for satan, og for mange andre ting endnu, at alting ville revne en dag, takket være oplysningen. De kunne jo bare se på arbejderbyen selv! Bedste­forældrene kunne ikke skrive deres navn, fædrene kunne da allerede skrive det, og sønnerne læste og skrev som rene professorer. Jo, jo, det groede, det groede op lidt efter lidt, en kraftig høst af mænd, der modnedes i solen! Fra det øjeblik, da man ikke mer var naglet til det samme sted for hele tilværelsen, og man havde ærgerrighed nok til at tage naboens plads, hvorfor skulle man så ikke bruge næverne og søge at være den stærkeste."

Skønt Maheu vaklede noget, var han dog stadig fuld af mistro.

"Sit snart vi rører os, får vi vores afsked," sagde han. "Den gamle har ret, det vil altid være minearbejderen, der får sliddet uden håb om en lammesteg en gang imellem til belønning."

Madam Maheu, der et øjeblik havde siddet tavs, vågnede op som af en drøm.

"Hvis så endda det, præsterne fortæller, var sandt; hvis de fattige i denne verden blev de rige i den anden!"

Hun blev afbrudt af en skoggerlatter, selv børnene trak på skuldrene; de var blevet ganske vantro; de bevarede vel den hemmelige angst for gengangerne i gruben, men spottede den tomme himmel.

"Ah! Skidt med præsterne!" udbrød Maheu. "Hvis de selv troede det, ville de spise mindre og arbejde mere for at reservere sig en god plads deroppe ... Nej, når man er død, er man død."

Madam Maheu udstødte et par tunge suk. "Ah, herregud! Ah, herregud da!"

Så fortsatte hun med hænderne i skødet i dybeste mismod:

"Det er altså rigtigt, vi andre, vi er færdige!"

Alle så på hinanden, den gamle Bonnemort spyttede i sit lomme­tørklæde, medens Maheu glemte piben, der var gået ud. Alzire sad og hørte til mellem Lenore og Henri, der var faldet i søvn på kanten af bordet. Men det var især Catherine, der med hagen i hånden ikke havde sine store, klare øjne fra Etienne, når han protesterede, udtalte sin sikre tro og lukkede op for sin samfundsdrøms fortryllende frem­tid. Rundt om dem var arbejderbyen ved at gå i seng, der hørtes kun den svindende gråd af et barn eller en forsinket drukkenbolts kævlen. I stuen dikkede kukkeruret langsomt, en fugtig kølighed steg op fra de sandbestrøede fliser trods den kvælende luft.

"Det var også en ide!" sagde den unge mand. "Behøver I virkelig en Vorherre og hans Paradis for at være lykkelige? Kan I ikke selv skabe jeres lykke her på Jorden?"

Han talte i det uendelige med glødende stemme. Det var, som om den lukkede horisont brast, og et lysende hul åbnede sig i disse fattige menneskers liv. Den evige nød, det dyriske arbejde, træl dyrets skæbne, der giver sin uld og så dræbes, al ulykken forsvandt som fejet bort af en mægtig solstråle, og i dette blændende, feagtige skær steg retfærdig­heden ned fra himlen. Da Vorherre jo var død, måtte retfærdigheden sikre menneskenes lykke og bringe lighed og broderskab til magten. Et nyt samfund skød- op på en dag, som i drømmene, en umådelig by, med luftspejlingens glans, hvor enhver borger levede af sit arbejde og fik sin del af de fælles glæder. Den gamle rådne verden var faldet hen i støv, en ung menneskehed, renset for sine forbrydelser, dannede nu kun et folk af arbejdere, som havde til valgsprog: enhver skal have efter fortjeneste, og fortjenesten beror på hans arbejde. Og denne drøm tog større og større omfang, blev skønnere og skønnere, mere og mere bedårende, efterhånden som den steg til de umuligste højder.

Madam Maheu ville til at begynde med slet ikke høre, hun var grebet af en dump frygt. Nej, nej, det var alt for kønt, sådanne tanker skulle man slet ikke give sig af med, for de gjorde blot livet afskyeligt bagefter, og så skulle man jo også slå alting i smadder for at blive lyk­kelig. Når hun så Maheus øjne lyse, forvirret og erobret, blev hun ængstelig og afbrød Etienne:

"Hør ikke på ham, mand!" råbte hun. "Du kan da nok forstå, det er de rene eventyr, han fortæller ... Skulle stor borgerne gå ind på at arbejde sådan som vi."

Men lidt efter lidt virkede trylleriet også på hende. Det endte med, at hun smilede med vågen fantasi ved at træde ind i denne vidunder­lige håbets verden. Det var så sødt en times tid at glemme den sørge­lige virkelighed! Når man lever som dyr med næsen mod jorden, må man have en lille krog, hvor løgnen hersker, hvor man kan more sig med at gøre sig til gode med ting, som man aldrig vil få i eje.

***

Rusland

IVAN TURGENJEV

Efter 1840 fremtrådte der i Rusland, i det store og hele uafhængig af de vesteuropæiske strømninger, en realistisk romanlitteratur, hvoraf en betydelig del kun er lidt kendt uden for hjemlandet - en litteratur, præget af virkelighedstroskab og social kritik. Den første af disse for­fattere, som opnåede international berømmelse, var Ivan Turgenjev (1818-83). Han var af adelsslægt, søn af en officer, studerede ved uni­versiteter i Rusland - og i Berlin og var en stor del af sit liv bosat i Paris. 1847 udgav han sine første noveller, der udsendtes i samlingen En jægers dagbog. Derefter fulgte en række betydelige romaner, blandt andre Rudin (om en særlig russisk og "turgenjevsk" type, et overflø­digt menneske, den viljesvage intellektuelle) og Fædre og sønner (1862).

Resumé:

I denne bog konfronteres repræsentanter for den gamle kultiverede og liberale, men ikke særlig handlekraftige idealisme, godsejeren Ni­kolaj Petrovitsch og hans broder Pavel, med den nye generation af hårde materialister; her er Nikolajs søn Arkadi og frem for alt dennes ven, den medicinske student Basarof; den sidstnævnte repræsenterer en ny og faretruende type, der ikke vil bøje sig for nogen autoritet; "nihilister" kalder man dem. Ordet gør her sin entre i litteraturen ­med en vis hånlig biklang, men det blev grebet af de unge revolu­tionære, der gav det en særlig betydning: det enkelte menneske bety­der intet i forhold til samfundet.

Fædre og sønner er skrevet året efter den betydningsfulde landbore­form (livegenskabets afskaffelse) og giver et billede af tidens politiske uro. Romanen viser tillige Turgenjevs egen kritiske holdning over for den klasse, han er udgået fra. Men frem for alt er den et vidnesbyrd om digterens varsomme og ironiske, aristokratiske holdning. Roma­nen fortæller om naturalismens fremrykning, men som kunstværk slutter den sig - ligesom Turgenjevs hele forfatterskab - nærmere til den lavmælte "poetiske" realisme.

FÆDRE OG SØNNER

Af Ivan Turgenjev. Oversættelse: Ingeborg Johansen

Kampen foregik endnu samme aften ved tebordet. Pavel Petrovitsch kom ned i dagligstuen, parat til at skændes, ophidset og besluttet på at holde ud til det yderste.

Han ventede kun på et påskud til at kaste sig over fjenden, men det varede længe, inden han fandt et. Basarof talte nemlig kun lidt i de "gamles" nærværelse, (således havde han straks døbt brødrene), og især denne aften var han i dårligt humør og drak tavs den ene kop te efter den anden. Pavel Petrovitsch brændte af utålmodighed. Endelig gik hans ønske i opfyldelse. Talen faldt på en godsejer i naboegnen.

"Et fæ, en lille aristokrat!" - bemærkede Basarof ligegyldigt. Han havde truffet ham i St. Petersborg.

"Tør jeg spørge Dem," begyndte Pavel Petrovitsch, og hans læber skælvede: "efter Deres opfattelse betyder vel ordene "fæ" og "aristo­krat" sådan omtrent det samme?"

"Jeg sagde jo - "lille aristokrat", svarede Basarof dovent og tog en slurk te.

"Meget vel. Men jeg antager, at De med "lille aristokrat" mener det samme som en almindelig aristokrat. Jeg anser det derfor for min pligt at meddele Dem, at jeg ikke er af samme mening som De. Jeg tør nok sige, at alle kender mig som en liberal mand, en mand, der elsker fremskridtet. Men netop derfor har jeg respekt for aristo­kraterne, - det vil sige for de - rigtige aristokrater. Husk dog på, ærede herre, (ved disse ord så Basarof spydigt op på Pavel Petrovitsch), husk på, ærede herre," gentog denne med hemmelig forbitrelse, ­"hvad for en rolle de engelske aristokrater har spillet! De afstår ikke en tøddel af deres egne rettigheder og respekterer· derfor de andres. De forlanger, at andre gør deres pligt overfor dem, og opfylder derfor først og fremmest deres egne pligter. Det er aristokratiet, der har givet England friheden."

"Det samme har jeg hørt sige mange gange før," svarede Basarof, - "men hvad vil De bevise dermed?" -

"Jeg vil dermed bevise, bedste herre, at man uden selvagtelse, uden bevidstheden om sin egen værdighed, - og i aristokraterne er netop disse følelser særlig udviklede, - at man uden dem mangler ethvert solidt grundlag for ... for bien public - for samfundsbygningen. Per­sonligheden, bedste herre, se, det er det vigtigste! Et menneskes per­sonlighed må være fast, hård som en skal, thi alt bygges op på denne skal. Jeg ved for eksempel meget godt, at De synes, at mine vaner, mit toilette, min ordenssans er latterlig, men det stammer ene og alene fra en følelse af agtelse for mig selv, af en slags pligtfølelse, - ja, netop pligtfølelse. Jeg lever nok på landet, i ensomhed, men derfor for­sømmer jeg alligevel ikke mig selv, jeg respekterer mennesket mig."-

"Tillader De, Pavel Petrovitsch," bemærkede Basarof, - "De siger, at De respekterer Dem selv, og mens De siger det, sidder De her med . hænderne i skødet. Hvilken nytte har bien public af Dem? Hvis De ikke respekterede Dem selv, så var det jo 'for så vidt akkurat det sam­me."-

Pavel Petrovitsch blegnede. - "Det er igen et helt andet spørgsmål.

Jeg har slet ikke i sinde at forklare Dem, hvorfor jeg sidder her med hænderne i skødet, som De tillod Dem at kalde det. Jeg ville blot sige, at aristokratiet er et princip, og at kun umoralske eller tomme men­nesker kan leve uden principper. Det sagde jeg allerede til Arkadi den anden dag, han var her, og gentager det nu for Dem. Ikke sandt, Nikolaj?" -

Nikolaj Petrovitsch nikkede kun.

"Aristokrati, liberalisme, fremskridt, principper," - sagde Basarof hånligt, - "sikken en bunke udenlandske og .,. unyttige ord! En russer skulle aldrig bruge dem."

"Hvad skal han da bruge efter Deres mening? Når man hører på Dem, så skulle man tro, at vi stod uden for al humanitet, uden for lovene. De må da indrømme, at - historiens logik forlanger ... "

"Hvad behøver vi dens logik til? Vi kan godt klare os uden den." ­"Så. Hvorledes det?" -

"Jo. De behøver dog forhåbentlig ingen logik til at putte et stykke brød i munden, når De er sulten. Hvad skal vi med alle disse abstrak­tioner?" -

Pavel Petrovitsch slog fortvivlet ud med hånden. - "Nej, jeg forstår Dem ikke. De fornærmer det russiske folk. Jeg begriber ikke, hvorledes man kan lade være med at anerkende principper og love! I kraft af hvad handler De da?" -

"Jeg har jo sagt Dem, lille onkel, at vi ikke anerkender nogen som helst autoritet," blandede Arkadi sig ind.

"Vi handler i kraft af det, som vi anser for at være nyttigt," - sagde Basarof, - "og i vor tid er fornægtelse det nødvendigste af alt, - derfor fornægter vi alt?" -

"Alt?" -

"Ja."

"Hvorledes? Ikke alene kunst og poesi ... men også ... jeg tør næ­sten ikke sige det."

"Alt," gentog Basarof med en ubeskrivelig værdig ro. Pavel Petr6­vitsch stirrede forundret på ham. Det havde han dog ikke ventet. Arkadi rødmede af glæde og tilfredshed.

"Men tillad mig lige at bemærke," indskød Nikolaj Petrovitsch, ­"De fornægter, eller De bryder alt ned, for at bruge et mere træffende udtryk ... Men man må dog også bygge op igen ... " [...]

"Vi bryder ned, fordi vi er kraften," bemærkede Arkadi.

Pavel Petrovitsch så på sin nevø og smilede.

"Og fordi vi er kraften, - behøver vi ikke at stå til ansvar," sagde Arkadi stolt og rettede sig.

"Ulykkelige!" - råbte Pavel Petrovitsch, som ikke var i stand til at styre sig længere. "Hvis du i det mindste betænkte, hvad du støtter med din simple frase! Nej, det kan dog få en engel til at tabe tålmo­digheden! Kraften! Både en vild kalmuk og en mongoler er fulde af kraft, - men hvad nytter den dem? Det, som må være os dyrebart, det er civilisationen, ja, ja, bedste herre, civilisationens frugter bør være os dyrebare! Og kom ikke her og sig, at dens frugter intet er værd. Den elendigste skiltemaler, un barbouilleur, en klaverspiller, der for fem kopek om aftenen spiller sine danse og sange, er mere værd end l, fordi de repræsenterer civilisationen og ikke den rå mon­golske kraft! I bilder jer ind, at I er fremskredne ånder, men jeres rette plads ville være i et kalmuk-telt! Kraften! Og husk så endelig på, mine ærede herrer kraftkarle, at I kun er ganske få, medens de andre - er millioner, alle de, der ikke vil tillade, at I tramper deres helligste rettigheder under fødder, de millioner, som kan knuse jer som ingen­ting." -

"Hvis de vil knuse os, må vi finde os i det," - svarede Basarof. ­"Men De tager fejl. Vi er ikke så få, som De tror." -

"Hvad mener De? Tænker De virkelig for alvor på at få bugt ... få bugt med hele folket?" -

"De ved vel nok, at et eneste tællelys var nok til at stikke hele byen Moskva i brand," svarede Basarof.

"Ja, der har vi det! Først en næsten satanisk stolthed og så en smagløs ironi. Dermed bedrager man altså ungdommen! Det forfører man altså de uerfarne drenges hjerter med! Ja, ja, se blot, der sidder en ved Deres side, der næsten tilbeder Dem, se blot på ham og fryd Dem! (Arkadi vendte hovedet til siden og rynkede brynene). Og den­ne sygdom har selvfølgelig allerede bredt sig vidt omkring. Man har fortalt mig, at vore unge kunstnere ikke er til at formå til at sætte deres ben i Vatikanet, når de er i Rom. Rafael anser de omtrent for at være idiot, fordi han jo er en "autoritet". Men selv er de kraftløse og golde indtil det utrolige, deres fantasi rækker ikke ud over det be­kendte motiv: "en ung pige ved brønden", hvad de så end gør. Og så maler de den bemeldte unge pige elendigt. Men efter Deres mening er de vel raske fyre, ikke sandt?" -

"Efter min mening ... " svarede Basarof roligt, - "er Rafael ikke en sur sild værd; men de andre duer heller ikke mere."

"Bravo! bravo! Hører du, Arkadi, ... således bør unge mennesker udtrykke sig nu til dags. Ja, nu forstår jeg, hvorfor tilhængere flokkes om Dem! Før måtte de unge mennesker nødvendigvis lære at bestille noget; når de ikke ville. kaldes ignoranter, måtte de anstrenge sig. Men nu behøver de kun at sige: alt her i verden duer ikke! - og så er de udlært. Det er de unge mennesker selvfølgelig umådelig glade for. Og sandelig! Før var de kun nogle dumrianer, mens nu '" nu er de blevet nihilister!" -

"Jeg synes, De glemmer den følelse af selvagtelse, som De før roste i så høje toner," bemærkede Basarof flegmatisk, medens Arkadi var blevet blussende rød og fik et glimt i øjnene. - "Vor strid har ført os alt for langt bort, ... jeg tror, det er bedst, vi afbryder den nu. Jeg vil kun blive enig med Dem," tilføjede han, idet han rejste sig, "hvis De kan nævne mig blot en eneste ting i vort liv nu til dags, enten inden for familielivet eller samfundet, der ikke fortjener at afskaffes eller refor­meres skånselsløst."

"Jeg kan nævne millioner af den slags ting for Dem," råbte Pavel Petrovitsch, - "millioner! For eksempel, vore landkommuner!" -

Et koldt, hånligt smil krusede Basarofs læber. "Hvad landkom­munerne angår, så skulle De hellere tale med Deres broder om det. Jeg tror, han ved af erfaring, hvad fællesdrift er, fællesskab, bøndernes solidaritet, deres afholdsforeninger og andre lignende vittigheder." -

Jamen, familien, - familielivet, således som det findes hos vore bønder!" råbte Pavel Petrovitsch.

"Heller ikke det spørgsmål vil jeg råde Dem til at gå nærmere ind på! Har De aldrig hørt tale om de fædre, der er for intime med deres svigerdøtre? Nej, følg De hellere mit råd, Pavel Petrovitseh, giv Dem tid en dag eller to, for De vil næppe finde noget med det samme. Gå De alle vore stænder igennem og tænk rigtig over dem, imedens vil Arkadi og jeg ... "

"Gøre jer lystige over alt og alle!" - faldt Pavel Petrovitsch ind. "Kom Arkadi. På gensyn, mine herrer!"­Vennerne gik. De to brødre var nu ene. Først så de tavse på hinanden.

"Det altså," sagde Pavel Petrovitsch endelig, - "er den moderne ungdom! Det er altså vore - efterfølgere!"-

"Efterfølgere," gentog Nikolaj Petrovitsch med et tungsindigt suk.

Under hele striden havde han siddet som på gløder og kun en gang imellem skottet hen på Arkadi med et sygeligt blik.

"Ved du, hvad jeg kom til at tænke på, kære broder? Engang skænd­tes jeg med vor afdøde moder, og hun råbte op og ville ikke høre på, hvad jeg sagde ... Og så sagde jeg endelig til hende: "De er slet ikke i stand til at forstå mig, fordi vi hører til to forskellige slægtled." Hun blev forfærdelig krænket, men jeg tænkte: hvad er der at gøre, pillen er bitter, men den må sluges! Se, nu er det vor tur, og vore efterfølgere kan sige til os, ligesom vi dengang, I hører ikke til vort slægtled, ­si ug nu pillen."

"Du er alt for ædelmodig og ydmyg," svarede Pavel Petrovitsch, - "jeg er tværtimod overbevist om, at vi har ret og ikke disse små herrer, skønt vi måske udtrykker os på en noget gammeldags måde, og ikke har den frække selvbevidsthed, som kendetegner dem. Og så indbildsk er den moderne ungdom! Når man spørger dem:

"Vil De have rødvin eller hvidvin?" - "Jeg har den vane at foretræk­ke rødvin!" svarer de så med basstemme og med et så vigtigt ansigt, som om hele verden i dette øjeblik afhang af deres svar." -

"Ønsker De ikke mere te?" spurgte Fenitschka og stak hovedet ind ad døren. Hun havde ikke turdet gå ind i dagligstuen, så længe hun havde kunnet høre de disputerendes stemmer.

"Nej, du kan godt lade samovaren tage ud," svarede Nikolaj Pe­trovitsch, rejste sig og gik hende i møde.

Pavel Petrovitsch sagde kort: "bon soir," og trak sig tilbage til sit kabinet.

En halv time senere gik Nikolaj Petrovitsch ud i haven til sit ynd­lingslysthus. Han var opfyldt af triste tanker. For første gang i sit liv var det gået op for ham, at en dyb kløft adskilte ham og sønnen; han følte tydeligt, at den ville blive større og dybere for hver dag, der gik. Så havde det altså været til ingen nytte, at han var taget til St. Peters­borg om vintrene, havde siddet hele dage over de nyeste forfatteres værker; til ingen nytte havde han lyttet til de unge menneskers tale; forgæves glædet sig over nu og da at kunne indføre et lille ord i deres brændende diskussion. - "Min broder siger, at det er os, der har ret," tænkte han, - "og når jeg ser bort fra alle forfængelighedshensyn, så synes jeg også selv, at de unge er længere borte fra sandheden end vi. Og samtidig føler jeg, at der i deres overbevisning er noget, vi mang­ler, en ... en slags overlegenhedsfølelse ... Ungdom? Nej, det kan ikke være deres ungdom alene, der gør det. Måske ligger deres fortrin deri, at de har færre spor af herrevaner i deres væsen end vi."-

Nikolaj Petrovitsch sænkede hovedet og strøg sig med hånden over ansigtet.

"Men at foragte poesien?" tænkte han videre, - "ikke have sans for kunst, for naturen?" ...

Og han så sig omkring, som om han ville forsøge at forstå, hvorledes man kunne lade være med at elske naturen. Aftenen skumrede allere­de. Solen var forsvundet bag den lille espelund, der lå en halv verst fra haven, og dens skygge strakte sig endeløst hen over de ubevægelige marker.

En musjik red i galop på en lille hvid hest på en smal sti langs med lunden. Omridsene sås skarpe og tydelige, lige til en lap på hans skul­der, til trods for at han red i skyggen. Hestens ben bevægede sig regelmæssigt og taktfast. Solstrålerne trængte ind i lunden gennem buske og træer og overgød espetræernes stammer med et så varmt gyl­dent lys, at de næsten lignede fyrrestammer. Deres løv var blåligt, og over det hvælvede den bleggrå himmel sig med en svag rødme.

Svalerne fløj højt oppe i luften. Det var blikstille; nogle bier sum­mede dovent og søvnigt i syrenernes blomster, og myggene dansede i tætte sværme over en enlig, langt fremstrakt gren.

"Min Gud, hvor det dog er smukt!" tænke Nikolaj Petrovitsch, og vers, han holdt af, var lige ved at bryde frem fra hans læber. Han mindedes Arkadi, "Stoff und Kraft", - og tav.

FJODOR DOSTOJEVSKIJ

Der ligger en dyb afgrund mellem den sjælelige harmoni, vi trods alt har truffet hos Turgenjev og den chokerende, modsætningsfyldte li­denskab hos hans samtidige Fjodor Dostojevskij (1821-81). Han var søn af en læge i Moskva, uddannedes til officer ved ingeniør trop­perne og begyndte i 184o'rne en litterær produktion; Gogol, Hoff­mann og Balzac var hans læremestre. Da indtraf den afgørende begi­venhed i hans liv. Han havde haft forbindelse med revolutionære kredse og blev i 1849 dømt til døden, først benådet på henrettelses­pladsen og derefter ført til et tugthus i Sibirien. Først ro år efter kunne han som fri mand vende tilbage til Moskva, med et sind nedbrudt og beriget af, hvad han havde oplevet. I de følgende tiår skænker han litteraturen et antal romaner, og deriblandt Forbrydelse og straf (Ras­kolnikov), Idioten og Brødrene Karamassov. De indeholder, ligesom hans øvrige produktion, dybdeboringer ned i menneskesjælen, så intensive og foruroligende, som ingen tidligere havde vovet det. Men­neskets ensomhed og angst, når det tror at kunne leve i gudløshedens verden, dets stolthed i ondskab og i fornedrelse, dets mulighed for at opleve lidelsen, ikke blot som et martyrium, men som en triumf, skil­dres med en fortællekunst, der samtidig tilfredsstiller alle krav om anskuelighed og spænding. Dostojevskij er ikke svær at læse, men umulig at blive færdig med; der gemmer sig i hans paradokser og dobbelttydighed dyrekøbt viden om, hvad det er at være menneske.

Resumé:

Psykologisk analyse og dialektisk idédebat findes side om side i alt, hvad Dostojevskij har skrevet. Således også i den novelle, han udsendte i 1864 - tidligere end de ovennævnte store romaner: Optegnelser fra et kælderdyb. Den skrivende er en typisk Dostojevskij-figur: en neura­steniker, der har valgt at nyde sin egen ondskab og lidelse, har gen­nemskuet fornuftens komplette utilstrækkelighed og ikke fundet frem til den ægte skyldfølelse, der kunne ophæve hans isolation over for mennesker og Gud. Det er det moderne menneskes selvødelæggende ensomhed, digteren har villet vise med dette menneske, der gemmer sig i sin kælder.

OPTEGNELSER FRA ET KÆLDERDYB

Af Fjodor Dostojevskij. Oversættelse: Ejnar Thomassen

Jeg vil gerne først fortælle Dem, min ærede samtidige (hvad enten De nu har lyst til at høre på mig eller ej), hvorfor jeg ikke engang har for­mået at være et kryb. Jeg siger Dem i fuld alvor: jeg har mange gange ønsket at være et kryb. Men heller ikke det har jeg været værdig til. Jeg kan forsikre Dem, mine ærede, at for megen indsigt, for megen erkendelse - er en sygdom, en virkelig, en regulær sygdom. For det menneskelige behov ville en almindelig menneskelig erkendelse være fuldt ud tilstrækkelig, det vil altså sige - halvdelen eller fjerdedelen af den portion, som er tildelt et åndeligt udviklet menneske i vort ulyk­kelige nittende århundrede, særlig når han har den dobbelte ulykke at bo i Petersborg, den mest gennemreflekterede og bevidste by på hele jordkloden. (Der findes "bevidste" byer og "ubevidste" byer.) Fuldt ud tilstrækkelig ville den erkendelse være, med hvilken de såkaldte umid­delbare mennesker lever og virker. Jeg vædder, at De nu tror, jeg skri­ver dette for at gøre mig vigtig, for at sige et åndfuldt ord, et skarp­sindigt ord, om de umiddelbare og praktisk handlende mennesker, eller måske for at kokettere med min dårlige tone. Men, mine ærede, hvem vil det dog falde ind at bryste sig af sin sygdom og ligefrem pra­le med den?

Dog - hvad er det, jeg siger? ... Det gør jo alle mennesker. Alle gør sig jo til af deres sygdomme - og jeg måske mere end nogen anden. Nå, jeg nægter ikke: min indvending skød forbi. Alligevel er det min faste overbevisning, at ikke blot for megen erkendelse, men overhovedet enhver erkendelse er en sygdom. Ja, det står jeg fast ved. Men lad os foreløbig forlade dette. - Kan De sige mig: Hvor kan det være, at jeg netop i de øjeblikke, ja, netop i de selv samme øjeblikke, hvor jeg i særlig grad evnede at erkende alt fint og udsøgt, alt "det skønne og ophøjede" - hvor kan det være, at jeg netop da ikke blot tænkte så hæslige, så skrækkelige ting, men også begik dem - sådanne ting, som ... nå, kort sagt: ting, som utvivlsomt ethvert menneske begår, men som jeg faldt på just da, når jeg aller klarest erkendte, at den slags må man absolut ikke begå? Jo bedre, jo skarpere jeg erkend­te det gode og alt dette "skønne og ophøjede", desto dybere sank jeg ned i min sump, og desto mere skikket var jeg til at lade mig helt opsluge af den.

Men det væsentlige træk bestod deri, at alt dette ikke foregik i mig som noget tilfældigt, men næsten som om det med nødvendighed skul­le og måtte være sådan. Som om dette var min absolut normale til­stand og ingenlunde et tegn på sygelighed eller fordærvelse. Og så mistede jeg da efterhånden lysten til at kæmpe imod denne fordær­velse. Det endte med, at jeg næsten troede (og måske troede jeg det virkelig), at dette så sandt var min normale tilstand.

Men til at be­gynde med - hvilke lidelser udstod jeg da ikke i denne kamp! Jeg troede ikke, at det gik andre på samme måde, og derfor holdt jeg hele mit liv igennem denne foreteelse hos mig selv som en hemme­lighed. Jeg følte en dyb skam derved (og måske skammer jeg mig også i dette øjeblik); det kom efterhånden dertil, at jeg ofte følte en egen hemmelig, unaturlig, gemen nydelse i at vende hjem en nat ­en ganske særlig fæl Petersborg-nat ... ja, komme hjem sådan en nat til mig selv, i min kælderkrog, og her med flid gøre mig bevidst, at jeg nu i dag atter havde begået en hæslighed, en eksempelløs, uafvaskelig nedrighed, og så i dybeste ensomhed gnave, rive og bore i mit indre, slide og suge i min samvittighed, indtil svien og beskheden lidt efter lidt gik over i en skamløs, en djævelsk sødme og til sidst i en virkelig, afgjort nydelse! Ja - i en nydelse, i en nydelse! Det står jeg fast ved. Just derfor er jeg begyndt at tale om dette, fordi jeg ger­ne vil vide med sikkerhed, om den slags nydelser også forekommer hos andre.

Jeg skal her forklare Dem, hvorledes det hænger sammen med denne nydelse: Den hidrører i dette tilfælde just fra den altfor klare erkendelse af ens egen nedværdigelse, fra den følelse, at man her er nået til den sidste mur, at detteher indebærer den yderste grad af skamløshed, men at det dog ikke har kunnet være anderledes, at man ingen udvej har mere og aldrig vil kunne blive et andet menneske, at, selvom der endnu var tid til, og man endnu troede på muligheden af en forvandling, havde man dog ingen rigtig lyst til at forvandles, og selvom lysten var der, nyttede det alligevel intet, da noget sådant, som man kunne ønske sig forvandlet til, sikkert i virkeligheden slet ikke eksisterede. Men hovedsagen er til syvende og sidst den, at alt dette foregår i takt og overensstemmelse med den skærpede erkendelse; som følge deraf er en forvandling ikke blot umulig, men overhove­det ganske omsonst.

Af den skærpede erkendelse følger f. eks. en slut­ning som denne: "Du har ret -du er en slyngel!" - som om det er en trøst for en slyngel, at han nu selv føler, at han virkelig er en slyngel. Nå, lad det være nok ... Hæ, hvor meget har jeg ikke snakket her, og hvad har jeg så forklaret? Hvormed har jeg her forklaret nydelsen? Men vent - jeg skal nok gøre mig forståelig. Jeg skal nok føre detteher til ende! Netop med det formål har jeg taget pennen i hånden [...]

Lad mig nu et øjeblik hengive mig til min fantasi. Ser De: Fornuften er jo en udmærket ting, det lader sig ikke bestride; men fornuft er og bliver dog kun fornuft og beskæftiger og tilfredsstiller kun menne­skets fornuftsevner. I menneskets villen derimod ytrer sig livets tota­litet, det vil sige - hele det samlede menneskelige liv med samt for­nuften og alt andet tilbehør. Og skønt vort liv i denne ytring ofte afslører sig som en mødding, så er det dog i hvert fald liv, og ikke blot uddragning af en kvadratrod.

Jeg, for eksempel, vil leve mig ud, jeg vil tilfredsstille hele min livsevne og ikke blot den tyvendedel deraf, som er fornuftsevne. Hvad ved fornuften? Fornuften ved kun, hvad den har erfaret (adskilligt vil den sikkert overhovedet aldrig erfare); men det menneskelige væsen virker som et hele, med alt, hvad det om­slutter både af bevidst og ubevidst natur, og selvom det slår ud i tåbeligheder - det lever dog.

Jeg formoder, mine herrer, at De ser medlidende på mig; De gentager for mig, at et oplyst og udviklet men­neske, kort sagt - et menneske, der er i pagt med fremtiden, umuligt kan være i stand til bevidst at ønske sig selv noget ufordelagtigt; dette - siger De - er matematisk sikkert. At dette er matematisk sik­kert, kan jeg give Dem fuldkommen ret i. Men jeg siger Dem for hundrede gang: der gives et tilfælde, kun et eneste, hvor mennesket med fuld bevidsthed og vilje ønsker sig endog det skadelige og dum­me, ja, det dummeste af alt, nemlig det tilfælde, hvor han vil have ret til at ønske sig det dummeste og ikke ved pligt være tvunget til kun at ønske sig det kloge.

Dette dummeste af alt, dette vort eget lune, mine herrer, kan dog virkelig for os mennesker i utallige tilfælde være det største af alle goder i verden. Det kan være os dyrebarere end alle goder selv i tilfælde, hvor det ganske åbenbart bringer os skade og strider imod vore sundeste fornuftsslutninger om, hvad der gavner os - thi det bevarer os i hvert tilfælde det vigtigste og værdi­fuldeste - nemlig vor personlighed, vor individualitet. Hvem vil påstå, at dette ikke i virkeligheden er menneskets største gode?

Naturligvis sker det også, at menneskets villen forenes med fornuften, navnlig når denne ikke misbruges, men holder sig inden for visse grænser; og dette er virkelig både nyttigt og skønt. Men meget ofte, ja endda som of­test, befinder vor villen sig i fuldkommen og hårdnakket strid med vor fornuft, og ... og ... og vil De tro, at jeg også finder dette både nyttigt og ofte tillige endog skønt?

- Lad os antage, mine herrer, at mennesket ikke er et dumt væsen. (Det kan man jo virkelig ikke sådan uden videre sige om ham, alene af den grund, at - hvis dette væsen var dumt, i hvilket væsen havde så klogskaben til huse?) Men er han ikke dum, så er han til gengæld i uhyrlig grad utaknemmelig. Utaknemmelig indtil det ufattelige! Mon ikke den bedste definition af et menneske er denne: et tobenet, utaknemmeligt væsen. Men det er ikke alt; det er endda ikke hans hovedfejl. Menneskets hovedfejl er denne evige immoralitet, der har plaget menneskeslægten uafbrudt lige fra syndfloden indtil denne vor Slesvig-Holstenske periode. Immoraliteten og dens umiddelbare følge - ufornuften. Thi det er for længst bekendt, at ufornuften kommer ene og alene af immoraliteten.

Prøv engang at kaste et blik på menneskehedens historie - hvad ser De så? Storslåethed? Javist - også storslåethed: tag blot f. eks. kolos­sen på Rhodos - hvad vidner sådan en ikke om? Ikke for intet er dens tilblivelse historikerne en gåde: er den et værk af menneskehånd ­eller skabt af naturen selv?

Hvad ser De i menneskehedens historie ... Brogethed? Vist så - også brogethed: betragter man blot gennem alle århundreder og hos alle folkeslag militærernes og embedsetaternes paradeuniformer, og føjer man dertil alle civilisternes excentriske mo­depåfund, så har De deri grundlaget for et studium, som næppe nogen historiker vil binde an med.

Eller måske - ensformighed? Naturlig­vis - også ensformighed: Menneskene slås og slås i det uendelige; de slås i dag, de har sloges siden tidernes morgen, og de vil vedblive med at slås i al evighed. Man må indrømme, at dette er i højeste grad ens­formigt.

Kort sagt: om verdenshistorien kan man sige alt tænkeligt; alt, hvad den mest elskelige, den mest hadske eller den mest løbske fantasi kan forestille sig. Kun ét kan man ikke sige om den: at den er fornuftig. Ordet ville straks blive siddende i halsen på Dem.

Og se så engang, hvilke sælsomme foreteelser man hvert øjeblik oplever: atter og atter fremtriner sådanne fornuftige og moralsk priselige mennesker, sådanne vismænd og venner af menneskeslægten, som ser en dem særlig betroet opgave deri, at de hele deres liv igennem fører sig så moralsk priseligt og så fornuftigt som muligt, at de så at sige er deres medmennesker et lysende forbillede, at de viser dem, hvor moralsk og ædelt og fornuftigt man kan leve i verden. Og hvad ser man så? Som bekendt bliver mangfoldige af disse menneskevenner før eller senere, eller mod slutningen af deres liv, sig selv utro og begår unoder, ofte endda af den aller værste slags.

Nu spørger jeg Dem, mine ærede samtidige: hvad kan man vente sig af mennesket, af dette med så be­synderlige egenskaber udstyrede væsen? ... Overøs mennesket med alle goder, lad ham drukne i lykke, så der på lykkens overflade, som på et vandspejl, kun hist og her hopper et par små blærer omkring, stil ham økonomisk så godt, at han intet andet skal foretage sig end at sove, spise honningkage og sørge for artens viderebeståen - også da vil han, mennesket, af pure utak, af ren og skær gemenhed, udklække en eller anden ganske usamfundsmæssig ondskab eller idioti. Han vil endda sætte sin honningkage på spil og med vilje ønske sig det værste bræk, det aller tåbeligste juks, ene og alene for at få blandet sit eget fordærvelige, fantastiske element ind i al denne positive fornuft. Netop sine fantastiske drømme, sin vildeste dumhed vil han have lov til at beholde, blot for at have den vished, at menneskene er og bliver men­nesker og ikke klavertangenter, som det behager naturlovene at spille på.

Men ikke nok dermed: selvom mennesket virkelig blot skulle være en klavertangent, ja, selvom man ville give ham de uigendrivelige naturvidenskabelige og matematiske beviser derfor - heller ikke da ville han komme til fornuft, men ville, af ren og skær utaknemmelig­hed, blot for at trodse, blot for at sætte sin vilje igennem, anstille en eller anden galimatias.

Og finder han ingen anden udvej, så vil han prøve med tilintetgørelse og kaos, med alle slags rædsler og lidelser - men hævde sig vil han! Han vil udslynge en forbandelse over ver­den, og da kun et menneske kan forbande (det er hans privilegium, den væsentligste forskel mellem ham og andre skabninger), så vil han måske alene ved sin forbandelse opnå, hvad han vil, nemlig - skaffe sig selv vished for, at han virkelig er et menneske og ikke en kla­vertangent!

Materiale

Grundtekst: Any Thyregod: Freud og psykoanalysen.

Analysetekster: Hans og Grethe (folkeeventyr), Tornerose (folkeeventyr) og B. S. Ingemann: Selv-Citationen (1847).

Opgave:

• Med baggrund i artiklen Freud og psykoanalysen og din viden om tekstanalyse skal du skrive en analyse og fortolkning af en af de litterære tekster.

***

Freud og psykoanalysen

Af ANY THYREGOD

Hvordan det begyndte

Tre gange har menneskene været udsat for grove fornærmelser:

Da Kopernikus fortalte dem, at Jorden ikke er verdens centrum, men kun en planet mellem andre planeter.

Da Darwin fortalte dem, at mennesket nedstammer fra dyrene og ikke er noget enestående væsen.

Da de fik at vide, at de ikke er herrer i deres eget sind, men at de lader sig dirigere af deres ubevidste sjæleliv, og at de kun får meget lidt at vide om, hvordan det foregår.

Det var Sigmund Freud, der sagde sådan. Det var ham, der tilføjede men­neskene den sidste af de tre fornærmelser, idet han udviklede læren om det ubevidste sjæleliv og om psykoanalysen.

Freud sagde: »Menneskets sind og væremåde bestemmes ikke alene af de bevidste tanker og følelser, men også af en mængde kræfter, som aldrig — eller kun med stort besvær — bliver bevidste«. Han sammenlignede sindet med et isbjerg. 1/10 er over vandoverfladen — det svarer til sjælelivets bevidste del — 9/10 er under vandet — det svarer til sjælelivets ubevidste del. Og dér foregår mange ting, vi ikke ved ret meget om.

Freud kaldte sin videnskab for psykoanalyse. Den var oprindelig en me­tode til at forstå sjæleligt syge mennesker og helbrede dem. Men den er mere end det. Psykoanalysen forklarer mange ting i almindelige menne­skers handlinger. Den viser os væsentlige ting om, hvordan børn udvikler sig, og hvad voksne kan gøre, for at børn kan udvikle sig sundt.

Sigmund Freud var læge i Wien i Østrig. Han fødtes i 1856. Egentlig ville han helst have arbejdet kun med videnskabeligt arbejde. Men han var jøde, og han kunne derfor ikke regne med at få nogen overordnet stilling ved universitet. Han skulle tjene penge til kone og børn. Derfor gav han sig til at praktisere som læge, og det var godt, han var nødt til det! Det var nemlig hans arbejde som læge, der gav ham grundlaget for hans videnskab.

Lægevidenskaben var i slutningen af 1800-tallet gået vældigt frem. Man var blevet dygtig til at operere, vidste en del om bakterier og kendte mange slags medicin. Men der var nogle sygdomme, som man ikke vidste ret me­get om — det var sindssygdommene og de nervøse lidelser.

I gamle dage havde man troet, at disse sygdomme skyldtes »onde ån­der«. Nu mente man, at de skyldtes forandringer i hjernen hos de syge — forandringer, som man ganske vist ikke kunne påvise.

Freud fik mange patienter med nervøse sygdomme: Folk, som var bange for at gå uden for deres huse eller for at køre med tog. Eller folk, som følte sig tvunget til at vaske hænder hvert øjeblik eller tælle vinduerne i husene. Disse mennesker følte, at de var syge. De søgte læge. Og han kunne ikke helbrede dem.

Freud blev hurtigt klar over, at han slet ikke vidste nok om de ting. Var der andre, der vidste noget?

I Frankrig var der en læge, som hed Charcot. Han sagde, at disse syg­domme var af sjælelig art. Han kunne nemlig fremkalde disse sygdoms­tegn hos mennesker. Han hypnotiserede dem, og mens de var i hypnose, gav han dem besked om at vise et nervøst symptom, efter at de var vågne af hypnosen. F.eks. at de ville være lamme i den ene arm hele næste dag. Og sådan gik det. Den næste dag var han eller hun lam i den ene arm og kunne ikke forklare hvorfor.

Derfor sagde Charcot: »Disse nervøse lidelser kan have en sjælelig årsag« og »Patienten bliver styret af en kraft, der er ham ubevidst«.

Freud besøgte Charcot. Han fulgte hans arbejde og blev meget betaget af det. Han følte, at han nu var inde på den rigtige vej.

Hjemme i Wien var der også læger, der arbejdede med hypnose. De bragte deres patient i hypnose og fortalte ham så, at når han vågnede, var hans sygdom forbi. Men det hjalp kun patienten i kort tid. Så blev han syg igen.

Nu var der en læge, som hed Breuer. Han havde en patient, en kvinde, som led af lammelser og tilstande, hvor hun var forvirret og følte sig som i en tåge. Tilfældigt opdagede han, at hun blev raskere, hvis hun fortalte ham om de tanker og fantasier, hun havde, når hun var syg. Han bragte hende da i hypnose, og i denne tilstand kunne hun fortælle, hvordan hen­des symptomer gik tilbage til en tid, hvor hun havde været udsat for mange problemer. Hver gang hun kunne fortælle om disse ting — som hun i vågen tilstand slet ikke huskede — og give sine følelser frit løb, blev hun raskere.

Breuer var ikke interesserer i at arbejde videre på den måde med andre patienter, men han fortalte Freud om det. Freud overtog metoden og fik gode resultater.

Alligevel var Freud ikke tilfreds. Dels, fordi der var mange mennesker, som ikke kunne hypnotiseres. Og dels fordi han fandt det mere rigtigt at bruge en metode, der kunne bruges, når patienten var helt vågen — var be­vidst.

Uden hypnose kunne hans patienter ikke fortælle ham, hvordan deres sygdom var opstået — det havde de ingen anelse om. Men Freud bad dem fortælle løs — alt muligt, hvad der faldt dem ind. Og nu viste det sig, at patienten efter mange og lange samtaler kunne komme i tanke om begiven­heder og problemer, som i lang tid havde været glemt. Og når disse proble­mer blev bevidste, fik patienten igen de følelser, han havde haft dengang — eller han fik følelser, som han ikke rigtig turde have dengang. Herefter kunne tingene »komme på plads«, og de nervøse symptomer mildnes eller forsvinde.

Dette var begyndelsen til psykoanalysen som behandling. Ved at lytte til sine patienter lærte Freud noget om, hvordan deres sygdomme var opstået. Han var den første, der lyttede til disse syge mennesker. Han blev klar over, at deres sygdomme skulle forstås ud fra deres tidligere liv og deres nuvæ­rende situation. På grundlag af det udformede han sine teorier.

Freud sagde: »I sjælelige processer er bevidsthed en undtagelse. Der sker meget i vores indre, som sker ubevidst — altså uden vores vidende«.

Han sagde desuden: »I sjælelivet sker der aldrig noget tilfældigt. Der er altid en årsag til det, der sker. Hvis man glemmer noget, er det fordi, man ønsker at glemme det. Hvis man gør noget, er det fordi, man ønsker at gøre det — hvor mærkeligt det end ser ud«.

For at få orden i sine erfaringer tænkte Freud sig, at personligheden bestod af tre dele eller systemer. Han kaldte dem »det«, »jeg« og »overjeg«. Man bruger også somme tider de latinske navne »id«, »ego« og »super-ego«. »Det« består af ønsker og drifter og er fyldt med energi. »Jeg« er den ordnende og fornuftige del af personligheden. »Overjeg« er den dømmende del - omtrent lig med samvittigheden. Disse tre dele er ikke skilt fra hinanden. De griber ind i hinanden, dæk­ker over hinanden. Man kan heller ikke påvise dem på anden måde, end at de kan forklare personlighedens udvikling og funktion.

Det spæde barns personlighed består kun af »det« — af behov og drifter, som barnet vil have opfyldt straks.

Men barnet må indrette sig efter virkeligheden, som ikke opfylder alle ønsker straks. I det lille barns personlighed danner der sig lidt efter lidt et »jeg«. Dette »jeg« vurderer situationerne og sørger for, at den lille person indretter sig formålstjentligt. »Jeg'et« er fornuftigt, besindigt og kan lære. Lige som en rytter styrer sin hest, skal »jeg'et« styre kræfterne i »det«.

Mens det lille barn vokser op, har det sine forældre om sig. De vejleder det lille barn. De opdrager det ved at vise det kærlighed og vrede. De roser det eller truer det. Lidt efter lidt vokser forældrenes vejledning ind i barnet. Barnet styres indefra af det, som Freud kaldte »overjeg«. Det svarer til sam­vittighed.

»Overjeg« eller samvittighed er altså ikke noget medfødt, men noget som er overtaget fra forældrene — eller andre, som omgiver barnet.

Et barn optager sine forældres vejledning i sig. Barnet tilpasser sig for­ældrene ved at efterligne dem. Det overtager deres meninger om tingene og deres holdninger.

Hos det lidt større barn optager »overjeg'et« også træk fra andre end for­ældrene: Større søskende, lærere og andre. Forældrene taber lidt efter lidt deres glans. Det væsentlige i »overjeg'et« stammer dog altid fra forældrene (eller de andre voksne, som har været i forældrenes sted for et lille barn).

I personligheden er det »overjeg'et«, som dømmer og giver skyldfølelse og angst. Det sker, hvis »jeg'et« har ladet »det'et« bestemme for meget.

»Det'et« er ubevidst. Vi mærker kun dets kræfter som ønsker, behov og følelser. Mennesket har mange forskellige behov: For mad, drikke, tryghed, kontakt, aktivitet, beundring, seksuel tilfredsstillelse, magt og me­get andet.

Freud mente — efter lange overvejelser — at alle disse behov kunne føres tilbage til to grundlæggende behov: Seksualdriften og aggressionsdriften.

Seksualdriften! omfatter mere end seksuel aktivitet, nemlig al slags be­gær om nydelse.

Aggressionsdriften omfatter så forskellige ting som behovet for at hævde sig og behovet for at ødelægge.

Freud interesserede sig mest for den første af de to drifter, seksualdriften, fordi han i sit arbejde så, at denne drift ofte gav anledning til nervøse syg­domme.

En af Freuds elever, Adler, tillagde selvhævdelses-behovet den største be­tydning.

Mange mennesker blev meget forargede på Freud, fordi han tillagde sek­sualdriften så stor betydning. Det kan være svært at forstå nu, hvor mange taler frit ud om seksuelle ting. Men sådan var det jo ikke dengang. Og så var der mange, der ikke havde forstået, at Freud som sagt brugte ordet sek­sualdrift i en videre betydning end almindeligt. De tre dele af personligheden — »det«, »jeg« og »overjeg« — kommer let i strid eller konflikt med hinanden. Især kommer der let konflikt mellem »det« og »overjeg«. »Det« kommer med et ønske, som »overjeg« fordøm­mer.

Det er så »jeg'ets« opgave at løse konflikterne. Hos det sunde menneske er »jeg'et« stærkt og kan løse de fleste konflikter. »Jeg'et« sørger for, at øn­sket bliver opfyldt på en måde, som rent praktisk kan lade sig gøre, og som »overjeg'et« kan godkende.

Et behov må ofte løses ad omveje. En stor pige har f.eks. et stærkt behov for at have med småbørn at gøre og ville egentlig helst have sine egne. Men det lader sig endnu ikke gøre.

Så løser hun foreløbigt sit behov ved at tage sig af naboens børn, eller hun bestemmer sig til at tage en uddannelse som barneplejerske.

Mange unge skaffer sig i hvert fald delvis opfyldelse af deres behov ved dagdrømme.

»Det'ets« energi kan således udnyttes i dagdrømme, i leg, i sport og i arbejde — foruden naturligvis til direkte tilfredsstillelse af behovet. Man kan sige, at »jeg'et« fordeler energien til disse ting.

»Det sunde menneske«, siger Freud, »har et stærkt »jeg«, som er i stand til at fordele energien, så mennesket både kan arbejde og holde af«.

Men hvis nu et menneske har et meget stærkt »det«? Ja, så er han som et lille barn. Han handler impulsivt og uhæmmet for at tilfredsstille sine be­hov. Han vil let komme i konflikt med andre mennesker, og de vil sige, at han er asocial.

En sådan person har som regel ikke i sin barndom fået rimelig kontakt med og støtte fra sine forældre, og han har derfor ikke fået udviklet et rime­ligt »overjeg« og »jeg«.

Hos andre er »overjeg'et« meget stærkt. »Overjeg'et« fordømmer straks krav fra »det« og får »jeg'et« til at nægte kravene at blive opfyldt. Det kan lade sig gøre i nogen tid, men hvis kravene stadig fornægtes, vil de gøre sig gældende på andre måder, og mennesket får en neurose (nervøs lidelse).

Hvordan kan »jeg'et« bære sig ad med at nægte kravene fra »det« at blive opfyldt? Det kan »jeg'et« gøre på flere måder. Den almindeligste er nok, at »jeg'et« fortrænger kravet. Det vil sige, at »jeg'et« skubber kravet fra sig — skubber det ned i det ubevidste.

Men kravene forsvinder ikke, selv om de skubbes væk, siger Freud. De prøver igen og igen på at gøre sig gældende — på den ene eller den anden måde.

Om drømme

Freud sagde: »Drømme er altid ønskedrømme — de handler altid om opfyl­delse af ønsker eller behov«.

Det ses tydeligt i små børns drømme. En to-årig drømte natten efter, at hans mor var kommet hjem fra hospitalet med en nyfødt lillebror: »Jeg så et lille barn gå væk«. Han ville gerne være fri for den konkurrent til foræl­drenes omhu.

En lille pige havde samme ønske, da hun drømte, at hun legede med en hel mængde andre børn — hendes søskende, fætre og kusiner. Men så fik de alle vinger og fløj væk. Kun hun var tilbage.

Lidt efter lidt lærer barnet, at det ikke må være så egoistisk — det lærer, at der er ønsker, som man ikke kan være bekendt. Ønskerne er der stadig­væk, men »jeg'et« fortrænger dem — og denne fortrængning kan også ske i drømmene.

En dreng drømte, at han sad ved middagsbordet. På et fad lå der en stor steg. Pludselig var hele stegen spist, og han vidste ikke, hvem der havde gjort det.

Før man kan forstå den drøm, må man vide, at drengen var gået sulten i seng. Han havde været »uartig« og var blevet straffet med at blive sendt i seng uden middagsmad. Fordi drengen var sulten, drømte han om mad. Freud forklarer: »Der er ingen tvivl om, at han selv er den person, som spi­ste stegen. Han ønskede at spise en hel masse. Men da han vidste, at han ikke måtte spise, turde han ikke vedkende sig, at han havde gjort det — hel­ler ikke i drømmen«.

Det var en ønskedrøm, men den var forvrænget. Selv i drømme turde han ikke være ulydig.

Det er netop sagen, at ønskerne i drømme ofte optræder i forklædt eller forvrænget form. Det er noget, som »jeg'et« på besked fra »overjeg'et« sør­ger for. Når personen er vågen, sørger »jeg'et« for, at de alt for egoistiske ønsker ikke bliver bevidste. Under søvnen er »jeg'et« knap så energisk og strengt. Det slapper sin kontrol lidt — men ikke helt. Ønskerne får lov at komme frem, men forklædte.

Freud bad ofte sine patienter fortælle deres drømme. Ud fra sine erfarin­ger kunne han så tyde dem — det vil sige forklare, hvilke ønsker der lå bag ved drømmen. Han kunne ikke gøre det ved bare at høre drømmen. Nej, han opløste drømmen i dens enkelte dele og bad så patienten fortælle lige, hvad der faldt ham ind ved at tænke på de enkelte ting — komme med sine associationer kaldes det. Associationerne fortalte så Freud, hvorfor de en­kelte dele af drømmen var brugt.

»Drømme indeholder altid«, sagde han, »rester af dagens oplevelser. Men de er sat sammen af »det'et«s ønsker og behov og forvrænget af »jeg'ets« censur«.

Her er et eksempel. En dame fortalte Freud denne drøm: »Jeg ville holde et middagsselskab, men havde ikke andet i huset end et lille stykke laks. Jeg ville så købe noget, men det var søndag, og alle butikker var lukket. Jeg prøvede at ringe til min slagter, men telefonen var i uorden. Jeg måtte altså opgive at holde selskab«.

Damen føjede til: »De siger, at alle drømme er ønskedrømme, men denne drøm handler jo netop om et ønske, som ikke blev opfyldt. Hvordan vil De forklare det?«

Man talte om drømmens enkelte dele, og følgende kom da frem: Dagen før drømmen havde hun haft besøg af en veninde. Hun var meget jaloux på denne veninde, fordi hun troede, at hendes mand beundrede denne. Hel­digvis var veninden meget tynd, og hendes mand kunne bedst lide, at kvin­der var lidt »runde«. Mens veninden var på besøg, talte hun om, at hun gerne ville tage på i vægt, og senere sagde hun: »Hvornår inviterer du os egentlig til middag igen? Du laver så god mad«.

Den drømmende var nu klar over drømmens mening: Hun vil have, at jeg skal invitere hende til middag, så hun kan tage på, og min mand kan synes bedre om hende. Det bliver der ikke noget af. Jeg holder slet ikke sel­skab! — Denne drøm var altså også en ønskedrøm — nemlig om, at hun ikke kunne holde selskab.

Drømme ser ofte ud, som om de er meningsløse. Det er, fordi de er skrevet i »kode« — lige som breve, der sendes ind i et land, der er besat af fjender. Har man ikke koden, er brevet meningsløst. Med koden får brevet mening. Det er fjendens censur, der gør, at brevene må skrives i kode.

Lige sådan er det med drømme. De sendes af »det'et« ind i bevidsthe­den, men de er ofte af en sådan slags, at »jeg'et« ikke vil tillade dem at komme ind — af hensyn til »overjeg'et«. Derfor forvrænges drømmene. Men når den drømmende fortæller sine associationer til de enkelte dele af drømmen, så kan den trænede psykoanalytiker ofte forstå, hvilke ønsker det drejer sig om.

Freud mente, at der i drømmene var visse ting, som ofte stod i stedet for de ting, som man ikke turde drømme om. Han kaldte dem drømmesymboler. Vi kender brugen af symboler også andre steder. F.eks. er et kors symbo­let for kristendommen, hammer og segl for kommunismen. Drømmesymboler findes især for seksuelle ting — således skulle en stok, et træ, en kniv eller en revolver kunne være symbol for det mandlige kønsorgan. Det kvin­delige kønsorgan har som symbol ting, som er hule, f.eks. kløfter, huler, kar og æsker.

Disse drømmesymboler er almenmenneskelige, mente Freud, og de fin­des ikke alene i drømme, men også i folkeeventyr og myter (sagn).

Det er »jeg'et«s censur, som forlanger, at disse symboler bliver brugt i drømmene i stedet for, at tingene bliver drømt ligeud.

Men det kan jo også tænkes, at »overjeg'et« er så strengt, at »jeg'et« sier ikke må lade disse ting komme frem i drømmene. Så straffer »jeg'et« den drømmende — gør drømmen væmmelig og angstfyldt. Et vildt dyr sendes mod ham i drømme. Den drømmende har et mareridt — en angstdrøm.

Børn i 5-7 års alderen har tit sådanne angstdrømme. Det er fordi, det er i denne alder, at deres »overjeg« dannes, og de småbarnligt egoistiske drømme fordømmes. Men mere om det i kapitlet om småbørns udvikling.

Hvad hjertet er fuldt af

Et ordsprog siger: Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Altså: Det, man kommer til at sige eller gøre, fortæller hvad man egent­lig ønsker at sige eller gøre — selv om det måske ikke er bevidst for én.

Freud sagde det samme: »Hvis man glemmer en aftale, er det fordi man inderst inde slet ikke ønskerlat overholde den. Hvis man møder nogle be­kendte og kommer til at sige farvel til dem i stedet for goddag, så er det fordi, man ikke ønsker at snakke med dem.«

En formand for en forening kom til at sige: »Mødet er hævet« i stedet for »Mødet er åbnet«. Han vidste, at det ville blive et ubehageligt møde og ønskede, at det var overstået.

En dreng glemmer sin hue hos en kammerat. Det kan være fordi, han ikke kan lide huen og egentlig helst ville være af med den — eller det kan være fordi, han så har et påskud til snart igen at opsøge sin kammerat.

Fortalelser, forglemmelser, små fejlhandlinger — altsammen noget vi ikke lægger meget mærke til i det daglige. Man regner med, at det sker til­fældigt.

De er ikke tilfældige, mener Freud. De skyldes uvilje mod det, vi er nødt til at gøre eller sige. De egentlige ønsker stikker hovedet frem i fejl-handlingerne. Der er en hensigt i alt, hvad vi gør — men mere eller mindre bevidst og klart for os selv.

Småbørns udvikling

Freud vakte stor forargelse ved at hævde, at seksualiteten er den grundlæg­gende drift i menneskene — og det, selv om han brugte ordet seksualitet i langt videre betydning, end man plejer at bruge ordet, — nemlig om ny­delse i det hele taget.

Han vakte også stor forargelse ved at sige, at børn — også små børn — havde seksualdrift. Ganske vist sagde han, at børnenes seksualdrift var an­derledes end de ganske unges eller de voksnes, men alligevel!

Hvad mente han, når han sagde, at små børn havde seksualdrift? Han mente, at de kunne nyde tilværelsen ved hjælp af deres krop.

Det spæde barn nyder at sutte og bide. Dets nydelse er knyttet til mun­den.

Når barnet bliver større — mellem et og halvandet år, kommer der en tid, hvor det er vældigt optaget af, hvad der foregår i »den anden ende« af for­døjelseskanalen, nemlig endetarmen og afføringen. De fleste, der har pas­set et barn i den alder, har set, hvor optaget den lille er af, hvad han kan »præstere« i potten, eller af »at holde sig«, til det går galt i bukserne, hvis det tiltaler den lille mere.

Freud mente, at denne interesse for endetarmen kunne sammenlignes med det helt lille barns glæde ved at sutte og bide. Når barnet så bliver ca. 3 år, sker der igen en forandring. Nu bliver barnet interesseret i sine kønsorganer og i andres. Nogenlunde samtidig sker det gerne, hævdede Freud, at de små drenge knytter sig meget stærkt til deres mor og de små piger til deres far.

De ønsker ligefrem, at de kunne gifte sig med den af deres forældre, der har det modsatte køn af dem selv. Og samtidig bliver de vrede og jaloux på — og derfor også bange for — den anden af deres forældre.

Freud kaldte det for ødipuskomplekset, efter Ødipus — en konge i et gammelt græsk sagn. Han dræbte sin far og giftede sig med sin mor.

Det lille barn kan godt se, at denne kærlighed til den ene af forældrene er farlig, for det er far og mor, som er gift. Og vreden og jalousien mod den anden af forældrene er også forkert, for barnet kan jo godt lide begge sine forældre ...

Barnet er i en vældig forvirring af følelser, som det ikke kan magte. Der­for må det fortrænge disse følelser — ned i det ubevidste. Det sker på samme tid, som »overjég'et« dannes.

»Overjeg'et« — samvittigheden, den der dømmer og giver skyldfølelse, når man nærer følelser, der er forbudte.

Drengen fortrænger sine følelser for moderen, pigen sine følelser for fa­deren. Samtidig danner de »overjeg« ved at identificere sig med forældrene — de efterligner dem ved at overtage deres meninger og holdninger.

Barnet udvikler sig i disse og de følgende år, fordi det jo bliver ældre, modnes, men også fordi det lærer at klare nederlag, løse problemer og leve med mindre angst, end det gjorde som lille. Mens barnet vokser op, bliver dets »jeg« stærkere. Barnet lærer at ræsonnere på en realistisk måde og ikke lade »det'et« eller »overjég'et« tage magten.

Men denne udvikling sker ikke, hvis barnet ofte skuffes i sine ønsker om tryghed fra forældrene, eller hvis det behandles for strengt. Hos sådanne børn kan der i disse år lægges grundlaget til nervøse lidelser — neuroser, si­ger Freud, selv om disse lidelser måske først viser sig mange år senere. Neu­rosen kan så vise sig i overfølsomhed, overdreven ængstelighed, tvangs­handlinger eller forstyrrelser i den seksuelle udvikling.

Intet menneske spares for problemer, intet barn behandles altid helt rig­tigt af sine forældre. Mange psykologer mener, at vi såmænd alle sammen har en eller anden lille neurose — og de fleste klarer tilværelsen meget godt alligevel. Men nogle mennesker har brug for hjælp, og det var det, Freud satte sig som sin opgave.

Freud og psykoanalysen

Freud var i mange år et ensomt menneske. Hans teorier forargede. Mange af de læger, som i begyndelsen havde interesseret sig for hans tanker, tog se­nere afstand fra dem. Enkelte af dem dannede deres egne retninger inden for psykologien. I mange år havde Freud ingen fagfæller at diskutere med. Han måtte arbejde alene.

Det gik ham meget nær. Han syntes, at han havde fundet noget meget væsentligt. Derfor kunne han ikke rigtig tåle kritik.

Men så fik han nye tilhængere, først blandt læger i USA og England, se­nere også i andre lande. Ingen anden læge eller psykolog har sat så mange tanker i gang. Der er skrevet bøger i hundredvis om hans teorier. Der udgi­ves tidsskrifter om dem, holdes møder og kongresser.

Da han fyldte 70 år, blev han udnævnt til æresborger i Wien. Men 12 år efter måtte han flygte fra byen, fordi nazisterne besatte Østrig. Han flyg­tede til London, hvor han døde året efter, i 1939.

Her er nogle af hans tanker blevet ganske let skitseret. At sætte sig rigtigt ind i dem er noget, som tager år.

Psykoanalysen var i begyndelsen en metode til behandling af syge men­nesker. Samtalerne mellem patient og psykoanalytiker gav patienten ind­sigt i sine problemer og sin væremåde. Derved fik han mulighed for at for­andre den — blive mere herre i sit eget sind. Men den metode, som Freud brugte, tog lang tid — ofte år. Kun få bruger derfor metoden helt, som Freud gjorde det.

Mange har også kritiseret, at han ikke gjorde sig klart, hvor stor en rolle forholdene i samfundet har for det enkelte menneskes udvikling.

Trods dette har hans betydning været stor. Han ændrede grundlaget for psykologien ved at påvise det ubevidste og de måder, det ytrer sig på: I drømme, fejlhandlinger, nervøse sygdomme, karaktertræk og folkesagn. Han påviste de første barndomsårs betydning for karakterudviklingen. Hans tanker fik indflydelse på andre videnskaber: Pædagogik, religions­historie — og på kunst og litteratur.

På Freuds tid var fornuft, orden og videnskab i højsædet. Freuds mål var fornuftens sejr over de primitive drifter, men han viste også, hvor stor be­tydning de primitive drifter har for menneskets væremåde. Han ville lære mennesket ærlig og modig forståelse afsig selv og andre.

Ordforklaringer:

- aggression: angreb
- hypnose: søvnagtig tilstand fremkaldt ved sjælelig påvirkning. Den hypnoti­serede kan påvirkes af den hypnotiserende
- impulsiv: uhæmmet
- neurose: nervøs lidelse
- primitiv: oprindelig, uudviklet
- psykologi: læren om adfærden og de indre processer, som påvirker den
- pædagogik: læren om opdragelse og undervisning symbol ting, der står som billede på noget andet symptom sygdomstegn
- tvangshandlinger: handlinger, som personen føler sig tvunget af en indre kraft til at udføre — uden eller mod sit ønske.

***

Hans og Grethe

(Ludvig Becksteins udgave)

Der var engang en fattig brændehugger, som levede med sin kone og to børn i en ussel hytte i skoven, børnene hed Hans og Grete. Da de begyndte at vokse til, kneb det mer og mer for forældrene at skaffe brødet. Tiderne var strenge, og føden var dyr. Det voldte forældrene mange sorger. En aften, da de havde lagt sig på deres hårde leje, sukkede manden og sagde: "Ak, kone, hvordan skal vi dog komme ud af det med børnene, nu da vinteren står for døren? Vi har ikke engang mad til os selv!" Og moderen svarede: "Jeg ved intet andet råd, end at vi jo før jo hellere fører dem ud i skoven, giver hver af dem endnu et lille stykke brød, tænder et bål for dem, befaler dem Vorherre i vold og går fra dem." - "Men gode Gud! hvor skal jeg kunne gøre det ved mine egne børn, kone?" spurgte brændehuggeren bekymret. - "Nå ja, så lad være!" vrissede konen hidsigt, "så kan du jo i stedet lade tømre en ligkiste til os alle fire og lade børnene dø af sult!"

De to børn, som sulten holdt vågne endnu i deres små senge, hvor de lå på mos, hørte, hvad moderen og faderen talte med hinanden om, og den lille søster brast i gråd; men Hans trøstede hende og sagde: "Du må ikke græde lille Grete, jeg skal nok finde på råd!" Han lå så og ventede, indtil de gamle var faldet i søvn, da listede han sig ud af hytten, samlede en hel mængde hvide små sten i det dejlige måneskin, skjulte dem godt og listede sig atter ind, hvorefter han og søsteren hurtigt faldt i søvn.

Om morgenen gik det som forældrene havde aftalt. Moderen gav hvert af børnene et stykke brød og sagde: "Det er alt, hvad I får i dag; hold nu godt hus med det!" Grete gik med brødet, Hans havde, uden at nogen så det, sine hvide småsten med. Faderen tog så sin brændeøkse over skulderen, og moderen lukkede af for huset og fulgte bag efter med en vandkrukke. Hans gik om bag moderen, så han blev sidste mand og kiggede tit tilbage efter hytten; og da han ikke kunne se den mere, lod han en hvid sten falde og efter et par skridt nok en, og så fremdeles.

Nu var de alle midt inde i den dybe skov. Der tændte faderen et bål, hvortil børnene bar en mængde pindebrænde sammen. Så sagde moderen til børnene: "I er vel trætte? Læg Jer nu her ved ilden og sov, medens vi går hen at hugge brænde; vi skal så komme tilbage og hente Jer."

Børnene sov en lille stund; da de vågnede, stod solen højt på himlen. Både Hans og Grete var sultne; Altså spiste de deres stykke brød. Men hvem der ikke kom, det var forældrene. Siden efter sov børnene igen, til det blev mørkt. Der kom stadig ingen efter dem, og Grete begyndte at græde og blive angst. Men Hans trøstede hende og sagde: ”Du skal ikke være bange, søster! Vorherre er jo hos os; og nu om lidt står månen op, så går vi hjem."

Det varede ganske rigtigt heller ikke længe, før månen stod op i sin fulde glans og lyste for børnene på hjemvejen og glimtede på de sølvhvide småsten. Hans tog Grete ved hånden og sådan vandrede de af sted sammen, uden frygt og uden uheld. Da det gryede ad dag, kunde de skimte forældrenes hus gennem buskene, og de kom til skovhuset og bankede på. Moderen blev helt forskrækket ved at se børnene står der udenfor, og hun vidste ikke ret, om hun skulde skænde eller glæde sig; men faderen glædede sig, og så blev de to børn lukket ind med et gudsfred og goddag.

Men det varede ikke synderlig længe, før der blev stor nød igen, og samtalen og beslutningen om at føre børnene ud i skoven gentog sig. Atter hørte børnene med bekymrede hjerter den sørgelige samtale, og atter stod den kloge hans op fra sit leje og vilde ud at søge blanke sten. Men nu var der lukket af overalt; thi moderen havde opdaget det hele og havde derfor lukket døren i lås. Alligevel trøstede Hans også denne gang sin grædende søster og sagde: "Du skal ikke græde, kære Grete! Vorherre kender alle veje, han vil nok føre os på den rette!"

Tidlig næste morgen måtte alle stå op og atter gå ud i skoven. Børnene fik igen et stykke brød, men det var endnu mindre end forrige gang, og vejen gik langt dybere ind i skoven. Hans smuldrede imidlertid hemmeligt sit brød i lommen og strøede det på vejen i stedet for sten og mente, at han så nok senere skulde kunne finde hjem. Derpå gik det lige som første gang; der blev tændt et stort bål, og børnene måtte atter til at sove, og da de vågnede, var de ene, og forældrene kom slet ikke igen. Det blev middag, og Grete delte sit brød med Hans, fordi han havde strøet sit på vejen i lutter smuler; så sov de påny og vågnede først om aftenen, ensomme og forladte. Grete græd, men Hans var ved godt mod og mente, at han vilde kunne finde vej ved hjælp af brødsmulerne. Han ventede, til månen var stået op; så tog han Grete ved hånden og sagde til hende: "Kom nu, søster, nu går vi hjem.”

Men da han skulde se efter brødsmulerne, var der slet ingen mer, for de små skovfugle havde taget dem alle sammen og ladt dem rigtigt smage. Så vandrede børnene den lange nat gennem skoven, men de fo’r vild og var meget forknytte. Endelig lagde de sig og faldt i søvn på det bløde mos og vågnede først, da det gryede ad dag. De havde ikke en bid brød mer og måtte stille deres sult og tørst med de dejlige skovbær, som stod hist og her. Medens de så vankede om i skoven uden at kunne finde vej eller sti. se! da kom en lille snehvid fugl flyvende og blev ved med at flyve foran dem. som vilde den vise vej; og de fulgte glade efter fuglen. Med et så de et lille hus, på hvis tag fuglen satte sig; den pikkede i taget, og da børnene kom helt derhen, blev de som ude af sig selv af glæde og forundring; for huset var helt af brød, og ligeså var væggene, og taget var tækket med pandekager, og vinduerne var af gennemsigtigt kandis-sukker. Det kunne børnene lide, og de spiste, så det stod efter. både af taget og af en itubrukken vinduesrude. Men så lød der pludselig indefra en stemme. som råbte:

Smage. smage. smag!
Hvem smager på mit tag?"
Børnene svarede:
"Det er blæsten, det er blæsten
Fra østen og vesten!

og spiste roligt videre; for de var meget sultne, og det smagte dem ganske fortræffeligt.

Men så gik husets dør op, og ud trådte en ældgammel, krogrygget morlille med rindende øjne; hun var frygteligt grim, ansigt og pande var fulde af rynker, og midt i ansigtet sad en stor, stor næse. Hendes øjne var også ligeså grønne som græs. Børnene blev ikke så lidt bange, da de så hende; men den gamle lod ganske venlig og sagde: "Ej, I kære små børn. kom dog ind i mit hus! Der vanker der meget bedre kager!"

Børnene fulgte så med den gamle; og da de var kommet indenfor, beværtede hun dem også så det var en lyst. Der var alt, hvad hjertet kunne ønske sig: tvebakker og chokolade, og sukker og mælk, og æbler og nødder og de dejligste kager. Medens børnene spiste og var vel til mode, havde den gamle oven i købet redt to små senge med bløde puder og snehvide lagener; i dem bragte hun børnene til sengs, og de troede, de var i himlen, og bad fromt deres aftenbøn og faldt hurtigt i søvn.

Men det var ikke rigtigt fat med den gamle. Hun var en ond heks, som spiste de børn, hun fik lokket til sig ved sit brød- og kagehus, så snart hun havde fået dem fodret rigtig fede; det havde hun nu også i sinde at gøre ved Hans og Grete. Tidlig om morgenen stillede hun foran sengen, hvor børnene endnu lå og sov sødt, og glædede sig over sin fangst; og så rev hun Hans ud af sengen og bar ham hen til den tilgitrede gåsesti og bandt ham for munden, for at han ikke skulde skrige. Derpå ruskede hun i den stakkels Grete, så barnet for op af søvne, og råbte til hende med grov stemme: "Op med dig, din dovne tøs! Din broder er sat i gåsestien, - nu må vi koge ham nogen god mad, så han kan blive rigtig fed og skaffe mig en lækker steg!"

Grete var lige ved at synke i jorden af skræk og græd og skreg; men det hjalp intet, hun måtte lystre og stå op og hjælpe med at koge mad; dog fik hun lov at bære den hen til gåsestien, hvor hun så græd sammen med sin indespærrede broder. Hun selv havde det slet ikke godt hos heksen. Sådan gik det en tid lang. Den gamle listede så jævnligt hen til gåsestien og befalede Hans at stikke en finger ud mellem tremmerne, for at hun kunne føle, at han blev fed; men Hans rakte hende hver gang et lille tørt ben. Hun undrede sig over, at drengen vedblev at være så mager til trods for den gode mad; og til sidst blev hun ked af det og sagde til Grete: "Lige meget, i dag skal han steges!" Derpå gjorde hun et mægtigt bål på under bagerovnen, som var ved siden af hytten, og skød først nogle brød ind i ovnen, så hun kunne have frisk bagt brød til stegen. Grete vidste ikke sine levende råd. Og værre blev det, da den gamle heks befalede hende at sætte sig på ovnpladen og kigge ind i bagerovnen. Heksen vilde bare skyde hende et ganske lille stykke ind i ovnen, sagde hun, så Grete kunne se, om brødene var brune. Men meningen var, at heksen med det samme vilde stege den stakkels lille pige derinde.

Da kom imidlertid den snehvide fugl flyvende og sang: "Vogt dig, vogt dig, se dig for!" Og så fik Grete øjnene op, så hun gennemskuede den gamles list, og sagde: "Vis mig først, hvordan jeg skal bære mig ad , så skal jeg nok gøre det." Straks satte den gamle sig på ovnpladen; Grete tog fat i skaftet, og skød hende så langt ind i bagerovnen, som skaftet var langt, - så klip. klap! slog hun jerndøren til for ovnen og skød slåen for, - og da ovnen var frygtelig hed, måtte den gamle heks stege og brase derinde og omkomme elendigt som straf for sine onde gerninger. Men Grete løb ud til Hans og lukkede ham ud af gåsestien, og da han kom ud, faldt han sin trofaste søster om halsen og kyssede hende; og de græd af glæde og takkede Gud.

Derpå kom den hvide fugl igen, og mange andre skovfugle. De fløj op på husets kagetag, hvor der var en lille rede; og deraf tog hver fugl en kulørt sten eller en perle, og bar den hen til børnene, og Grete holdt sit forklæde op for at tage imod alle de mange små sten. Den snehvide fugl sang:

Ædelstene og perler grå
For alle de mange smuler små!

Deraf mærkede børnene, at fuglene var taknemmelige, fordi Hans havde strøet brødsmuler på vejen.

Den hvide fugl fløj nu igen foran dem og viste dem vej ud af skoven. Lidt efter kom de til et stort vand, og der stod de rådvilde og kunne ikke komme videre. Men pludselig kom en stor og dejlig svane svømmende. Til den råbte børnene: "Svane, svane kære! vor lille båd du være!" og svanen bøjede hovedet og svømmede ind til strandbredden og bar børnene, først det ene og så det andet, over til den anden side. Men den lille fugl var allerede fløjet derover og blev ved med at flyve foran dem, til de endelig kom ud af skoven og hjem til forældrenes lille hus.

Den gamle brændehugger og hans kone sad sørgmodige og stille i deres fattige lille stue og havde stor sorg for børnenes skyld. De fortrød mange tusinde gange, at de havde sendt dem bort, og sukkede: "Ak, om dog blot Hans og Grete vilde komme tilbage denne ene gang til! så skulde vi aldrig mere forlade dem ude i skoven". I det samme gik døren op, uden at der var blevet banket på i forvejen, og Hans og Grete trådte ind. Nåda, det var en glæde! Og da så oven i købet de kostbare perler og ædelstene, som børnene bragte med, kom for en dag, blev der fryd og glæde på alle ender og kanter, thi al nød og sorg var fra nu af forbi.

***

Tornerose

For mange, mange år siden levede der en konge og en dronning, og de sagde hver dag: »Bare vi dog havde et barn,« men de fik ingen. En dag, da dronningen var i bad, kom en frø krybende hen til hende og sagde: »Dit ønske skal blive opfyldt. Inden et år skal du føde en datter.«

Det gik, som frøen havde sagt. Dronningen fødte en datter, der var så smuk, at kongen blev ude af sig selv af glæde og besluttede at fejre det med en stor fest. Han indbød ikke blot sine venner og slægtninge, men også de vise feer, for at de skulle holde deres hånd over barnet. Der var tretten, men da han kun havde tolv guldtallerkener, måtte den ene blive hjemme. Festen blev fejret med stor pragt, og feerne gav barnet vuggegaver. Den ene gav hende dyd, den anden skønhed, den tredje rigdom og de andre alle mulige gode egenskaber. Da de elleve havde givet deres gaver, trådte pludselig den trettende ind i salen. Hun ville hævne sig, fordi hun ikke var indbudt, og uden at se til højre eller venstre gik hun lige hen til vuggen og sagde: »Når kongedatteren er blevet femten år, vil hun stikke sig på en ten og dø.« Derpå vendte hun sig om og gik. Alle blev rædselsslagne, men så trådte den tolvte fe frem. Ophæve den onde spådom kunne hun ikke, men hun sagde: »Kongedatteren skal ikke dø. Hun falder blot i en dyb søvn, og den vil vare i undrede år.«

Kongen, der gerne ville frelse sit barn, lod bekendtgøre, at alle rokke i hele landet skulle brændes. Pigen voksede op og blev smuk og god og klog, som de vise feer havde sagt, og alle, der så hende, kom til at holde af hende. Den dag, hun fyldte femten år, var kongen og dronningen tilfældig- vis ikke hjemme. Hun gik alene rundt i slottet og så sig om og kom til sidst op i et gammelt tårn. Hun gik op ad den snævre vindeltrappe, og helt oppe fandt hun en dør med en rusten nøgle. Hun drejede den om og kom ind i en lille stue, hvor der sad en ældgammel kone og spandt. »Goddag, morlil,« sagde pigen, »hvad er det dog, du bestiller?« »Jeg spinder,« svarede den gamle og rokkede med hovedet. »Det ser morsomt ud,« sagde pigen, tog tenen og ville også spinde. Men straks gik spådommen i opfyldelse, og hun stak sig i fingeren.

I samme nu sank hun om på en seng, der stod ved siden af hende, og faldt i dyb søvn. Søvnen bredte sig over hele slottet. Kongen og dronningen, som lige var kommet hjem, og hele hoffet sov øjeblikkeligt. Hestene i stalden. Hundene i gården, duerne på taget, fluerne på væggen, ja selv ilden, der brændte på skorstenen, blev ganske stille og sov ind. Kokken, der netop havde taget fat på kokkedrengen for at give ham en ørefigen, slap ham og faldt i søvn. Vinden lagde sig også, og der var ikke et blad, der rørte sig.

Rundt om slottet begyndte en tjørnehæk at skyde op, og for hvert år, der gik, blev den større og større. Til sidst blev den så høj, at man slet ikke kunne se noget af slottet, ikke engang fanen, der vajede fra tårnet. Men ude i landet gik sagnet om den smukke, sovende Tornerose fra mund til mund. Fra tid til anden kom der kongesønner og prøvede på at trænge igennem hækken, men tornene greb fat i dem, så de ikke kunne komme løs igen. Mange, mange år efter kom en kongesøn fra et fremmed land rejsende dertil, og en gammel mand fortalte ham om den fortryllede prinsesse, der sov bag tornehækken med sin far og mor og hele hoffet. Den gamle havde hørt af sin bedstefar, at allerede mange havde søgt at trænge gennem hækken, men havde sat livet til derved. Kongesønnen brød sig ikke derom. »Jeg vil ind til den dejlige Tornerose,« sagde han.

Denne dag var netop de hundrede år forbi, og da kongesønnen kom til hækken, var der ingen torne, men store duftende blomster, der bøjede sig til siden for ham og igen lukkede sig bag ved ham. I gården lå hestene og hundene og sov, og oppe på taget sad duerne med hovedet under vingen. Inde i huset sad fluerne på væggen og sov, kokken stod med opløftet hånd for at give drengen en ørefigen, og pigen sad med en sort høne for at plukke fjerene af den. I den store sal sad kongen og dronningen med hele hoffet, men alle sov de, og der var så stille, at han kunne høre sit eget åndedræt. Til sidst kom han op i tårnet, hvor Torne rose lå og sov. Hun var så dejlig, at han måtte bøje sig ned og kysse hende, og i samme nu slog hun øjnene op.

De tog hinanden i hånden og gik ned i salen. Da vågne- de kongen og dronningen og hele hoffet, gned øjnene og så sig forundret om. Hestene i gården vrinskede, hundene gøede, duerne stak hovedet frem og fløj af sted. Fluerne krøb videre på væggen, ilden flammede op igen, stegen på panden begyndte at syde, kokken gav drengen en ørefigen, så han skreg, og pigen plukkede hønen færdig. Og kongesønnens og Torneroses bryllup blev fejret med stor pragt, og de levede lykkeligt sammen til deres død.

***

Selv-Citationen

Af B.S. Ingemann

I Aaret 1817, da de Hofmanske Fantasier vare nye i Læseverdenen, var der i Kjøbenhavn megen Tale om den saakaldte Selv-Citation, der paastodes at være forbunden med en livsfarlig Vision. Dette fantastiske Foretagende bestod i, at man indfandt sig ganske ene ved Midnat i en Kirke eller ved en øde Ruin eller paa et andet ensomt og høitideligt Sted, og der tre Gange, med et Minuts Ophold mellem hver Gang, med høi og tydelig Røst og med fuld Alvor, kaldte paa sig selv med sit fulde Navn, og, mellem hver Gang Navnet var nævnet, spurgte ligeledes høit, tydeligt og alvorligt: »Hvo kalder mig?« Naar Dette var skeet, paastodes der, vilde Billedet af den Citerendes eget Væsen ligesom træde ud af hans Sjæl og pludselig stille sig for hans Øine. Om det var for det ydre eller indre Øie, dette Billede vide vise sig, var uvist; men Synet deraf skulde være saa rædselsfuldt, at kun faa Mennesker vilde have Styrke til at udholde det Det Menneske, der saaledes vovede at fremkalde sit eget hemmelighedsfulde Væsen, hvis Dobbelthed allerede synes at antydes i enhver Tale, et Menneske holder til sig selv, vilde derved, paastodes der, ved et Slags Selvmagnetisme have adskilt, hvad der i vor nærværende sunde Tilværelse altid var inderlig forbundet, og denne Selvopløsning var igrunden et hemmelighedsfuldt Selvmord, da enhver saadan SelvVisionair enten maatte blive afsindig og ligesom tabe Sammenhængen i sit eget Liv og Væsen, eller saaledes overvældes af Rædsel, at han døde paa Stedet At Vanvid eller Døden kunde være en Følge af denne Selv-Citation, betragtedes ikke som en blot Virkning af Fantasien og en overtroisk Spænding, der kunde ryste Nervesystemet og fremkalde en pludselig Epilepsi; men man meente, at dette Phænomeen maatte have en virkelig objectiv Grund i Menneskenaturens hemmeligste Naturlove og maaskee først engang blive Gjenstand for klar videnskabelig Beskuelse, naar man fuldelig forstod Sammenhængen mellem Aand, Sjæl og Legeme, og naar den animalske Magnetismes Hemmeligheder ikke længer stode som halvbetvivlede Gaader for Erkjendelsen.

Over denne Selv-Citation var der i et Aftenselskab af unge Studenter paa Walchendorphs Collegium sagt mange baade dybsindige og urimelige Ting. Den unge theologiske Student Frederik Holm havde opmærksom hørt efter, men ikke yttret sin Mening med noget Ord. Han var i den sidste Tid bleven besynderlig taus og indesluttet. Tilforn havde han været munter, vittig og aandrig; han var tillige et overordentlig smukt Menneske; men en ulykkelig Kjærlighedshistorie havde udslukt alt Liv og al Glæde i hans kjække, dog noget vel fine og sværmeriske Aasyn. Han saae bleg og sygelig ud, og hans Venner vare høilig bekymrede for ham.

Denne Aften havde han dog forsaavidt været livlig og selskabelig, at han med største Deeltagelse' og ofte med tindrende Øine havde givet Agt paa de fantastiske Fortællinger, man overbød hverandre i at meddele. Alvor og Spøg havde vexlet i Underholdningen, og, naar Historierne bleve altfor fantastiske eller rædselfulde, havde ForstandsOppositionen gjort sig gjældende, som Vid, Spot og Humor. Denne Retning havde Undersøgelsen om Selv-Citationens Mulighed nu ogsaa taget. Nogle fandt dette Fantasteri beslægtet med Dobbeltgængeriet, og man begyndte at fortælle Spashistorier for at parodiere det overdrevne Visionssværmeri. Da reiste den unge Holm sig og spurgte, om Nogen af dem havde Mod til at gjøre et Forsøg, for at overbevise sig selv og alle Andre om Taabeligheden i den Selv-Citation, man nylig med Alvor og Interesse havde omtalt, men nu var bleven saa enig om at udlee. - En og Anden paastod vel, at han ingenlunde kunde finde Forsøget betænkeligt; men Alle bleve dog snart enige i, at ethvert alvorligt Forsøg allerede forudsatte en afsindig Overtro og en forskruet, sygelig Fantasi-Forvildelse. Uden fuld Alvor kunde intet Forsøg have nogen Betydning. Ingen var følgelig istand dertil, meente man, undtagen en Sværmer og Fantast; men for en Saadan maatte det altid af psychologiske Grunde være ligesaa farligt som upaalideligt. Tanken om et virkelig oplysende Forsøg var saaledes en Selvmodsigelse.

Dette Raisonnement syntes den unge Holm hverken at følge eller give Agt paa. Han hensank atter i sin forrige Taushed, og da Selskabet skiltes ad, spurgte han kun den af hans Venner, som havde beskrevet Maaden, hvorpaa Selv-Citationen skulde foretages, om der ingen flere Ting var at iagttage derved, end hvad han havde anført.

»Det veed jeg ikke« - svarede hans Ven, undvigende, og fortrød at have bragt denne Materie paa Bane, som syntes ham paa en betænkelig Maade at have gjort Indtryk paa hans unge tungsindige Ven. -»Tænk ikke mere paa de Narrestreger!« - tilføiede han - »bliv dog aldrig forrykt og gjør slige Experimenter med dig selv!«

Vennen fulgte Holm til hans Bolig, og de skiltes ad.

Holm havde paa hele Veien været taus. Han var fast besluttet paa, endnu samme Nat at foretage hin fantastiske Selv-Citation, som Talen havde været om paa Walchendorphs Collegium. Han følte Modbydelighed for Livet i dets sædvanlige Skikkelse; det syntes ham philistrøst og betydningsløst og havde tabt al Tillokkelse for ham, ved Overbeviisningen om, at han ikke var elsket af den Pige, som han i et heelt Aar havde knyttet alle sine Livsforhaabninger til. Et Spring ud over Livets sædvanlige Sphære syntes ham i dette Øieblik det eneste Ønskelige. Skulde saadant et Spring ogsaa koste ham et Liv, som han nu foragtede, og den Forstand, der med den hele Bevidsthed syntes ham en Plage - saa forestillede han sig det dog ikke som noget almindeligt Selvmord eller en Selvopløsning uden al høiere Hensigt. Det kunde jo muligen lede til en physiologisk Opdagelse - til et Udbytte for Videnskaben - - I disse forvirrede Tanker gik han ud af sin Gadedør ligesom Vægteren raabte Tolv. Han lagde Mærke til Vægtersangen om Frelserens Fødselstime »til Trøst for al Verden, som ellers var forød« - og det stemte ham vemodig, men standsede ham ikke. Hans Vei gik ud af Nørreport, som var under Reparation og mod en Afgift kunde passeres af Fodgjængere. - Han gik til Assistentskirkegaarden. Her vilde han opsøge det høitideligste og mest afsides Sted mellem Gravene, for at kalde paa sig selv og fremmane sit eget AandeBillede, hvis en saadan Handling var mulig. Han standsede endelig i den stille, stjerneklare Nat imellem nogle Sørgepile ved en nylig opkastet Gravhøi, hvorpaa der laae en frisk Krands. Med fast, alvorlig Villie og i den høieste Spænding udtalte han høit sit fulde Navn, Carl Frederik Theodor Holm, i en opfordrende og kaldende Tone. Han standsede nogle Secunder for at spørge: »Hvo kalder mig?« - Men inden han havde fremsagt disse Ord, hørte han en anden Stemme spørge: »Hvo kalder« - Han saae sig forbauset om til alle Sider, men opdagede Ingen. Der var dødsstille omkring ham, og intet Blad rørte sig i den stille Nat. Han troede at have hørt feil, eller at det Ord, han havde paa Læberne, allerede havde faaet Lyd for hans aandelige Sands inden det var udtalt. Han følte sig greben af hele Uhyggeligheden i sit Foretagende, men vilde dog ikke opgive det og spurgte fuldstændig: »Hvo kalder mig?«

Efter nogle Øieblikkes Ophold vilde han anden Gang citere sig selv og nævne sit Navn, da hørte han sit fulde Navn allerede nævnet med en Stemme, som ikke klang ham fremmed, men som dog ikke var hans egen. »Jeg, dit andet bedre Selv kalder dig, for at advare dig« - vedblev den usynlige Røst - »fremkald ikke dit tredie og dæmoniske Selv til din Fordærvelse!« Han syntes tydelig at høre disse Ord, men kunde intet Menneske opdage. Følelsen af det Ubegribelige og Spøgelseagtige truede et Øieblik med at overvælde ham med sin Rædsel; men han fattede sig og samlede sine Tanker. »Det maa gaae naturligt til« - sagde han til sig selv - »det maa være en af dine Venner, der hemmelig har fulgt dig hid og har skjult sig for at advare dig - men, ligemeget fra hvem Advarselen kommer! - jeg vil følge den.« Han vendte sig bort og forlod Kirkegaarden.

Tanken om det tredobbelte Jeg, som hin Advarsel havde fremkaldt, beskjæftigede ham, og det syntes ham, der laae Mere deri, end den advarende Ven maaskee selv havde tænkt paa. At der var en Trehed i alt Liv, saavel i Verden som i Guddommen, var en Tanke, han ofte havde grundet paa - og at der foruden hans jordiske og timelige Væsen baade var en guddommelig og en dæmonisk Natur i ethvert Menneske, var han kommen til et Slags dunkel Overbeviisning om. -Kan mit jordiske og timelige Væsen selv fremkalde sine høiere Naturer - tænkte han - og derom er jo ingen Tvivl i en vis Forstand - saa var det maaskee dog ingen fremmed Ven, der advarede mig, men mit andet høiere og guddommelige Væsen, som ikke fremtræder synligt, men kun taler til os i Samvittigheden og den dybere Bevidsthed. - Skulde det være muligt - i formastelig Foragt for Livet i dets nærværende Skikkelse og for den Forstand, der skal lede os gjennem Verden - at fremkalde vort tredie og dæmoniske Væsen - saa maatte vel den høiere guddommelige Natur i os kunne tale saa høit i vor Bevidsthed, at det kunde gjenklinge i vor ydre Sands og skræmme os tilbage fra Fordærvelsen - -

Omtrent saaledes havde han raisonneret med sig selv, medens han gik hjem fra Assistents-Kirkegaarden. Han havde aldeles opgivet hin farlige fantastiske Idee med Selv-Citationen, og siden anstrengte han alle sine Aandskræfter for at overvinde den indtraadte Sygelighed og Overspændthed i hans Sindsstemning. Vægterverset, som han havde hørt, da han hin Nat forlod sin Bolig, var ligesom blevet hængende i hans Erindring og lød bestandig for hans indre Sands, ligesom undertiden et Ord eller en Melodi hele Dage kan gjenklinge i vor Sjæl. Denne Reminiscents antog han, ligesom hin Røst ved Graven, for et frelsende Vink af sin egen høiere og guddommelige Natur. Han kastede sig atter ivrig ind i sin Theologi, og nogle Maaneder efter hin Begivenhed havde han lykkelig overvundet hver Rest af Livslede og sygelig Forstemthed. Han saae nu tydeligt, at den ulykkelige Kjærlighedshistorie, der havde bragt ham ud af al aandelig Ligevægt, var en Illusion, der opløste sig i Tomhed, Forfængelighed og Selvbedrag.

Sex Aar efter var Frederik Holm Præst og lykkelig Ægtemand. Da han en Aften sad blandt nogle af sine gamle Venner i den stille fredelige Præstegaard, og Talen faldt paa hin fantastiske Aften paa Walchendorphs Collegium og paa Selv-Citationen - smilede han roligt, men alvorligt, og sagde: »jeg takker dog hin Aftens Sværmeri og SelvCitationen for min Lykke; men jeg vil aldrig raade noget Menneske til slige formastelige Experimenter med det Dybe og Ubegribelige i vor Natur.«

(Nye Eventyr og Fortællinger, 1847)

Ordforklaringer:

- Hoffmanske Fantasier hentyder til den tyske romantiske forfatter E.T.A. Hoffman (1776-1822) hvis fantastiske ’greuel-romatiske’ fortællinger har inspireret Ingemann til en en række lidet kendte noveller fra 1820erne.
- Selvmagnetisme. ’Selvhypnose’ Begrebet stammer fra den tyske læge F.A. Messmer (1734-1815) der arbejdede med ’dyrisk magnetisme’, en tidlig form for hypnose. Denne ’mesmerisme’, der snarere havde karakter af markedsgøgl end egl. videnskab, vakte sensation i samtiden.
- Philistrøs (af ’filister’) dvs. spidsborgerlig, åndløs.
- forød betyder tom, indholdsløs.

Af Erik Jerlung, Køge Gymnasium

Tekst:

Sigmund Freud, ”En vanskelighed ved psykoanalysen” (1917)

Opgave:

Besvarelsen skal bestå af to dele:

1. En redegørelse for hovedpunkterne i Freuds argumentation i artiklen.
2. En kommentar, diskussion eller evt. kritik af disse synspunkter, gerne med inddragelse af egne erfaringer og oplevelser. Også andre tekster fra Psykoanalyse-forløbet kan inddrages.

***

NB. Det er en god idé at læse artiklen meget grundigt før I går i gang med selve besvarelsen. Den er svær – og det er derfor en pointe at redegøre forståeligt for synspunkterne overfor en udenforstående læser.

Genlæs eventuelt Any Thyregods introduktion, ”Freud og psykoanalysen”.

Sigmund Freud: En vanskelighed ved psykoanalysen (1917)

Jeg vil straks til indledning sige, at jeg ikke tænker på en intellektuel vanskelighed, noget som gør psykoanalysen utilgængelig for modta­gerens (lytterens eller læserens) forståelse, men på en affektiv (følel­sesmæssig) vanskelighed: noget hvorigennem psykoanalysen frem­medgør modtagerens følelser, således at han bliver mindre tilbøjelig til at skænke den interesse eller vise den tillid. Som man vil bemærke, kommer begge vanskeligheder ud på ét. Den, som ikke kan møde en sag med tilstrækkelig sympati, vil ikke være særlig tilbøjelig til at forstå den.

Af hensyn til de læsere, der, som jeg forestiller mig, endnu er ganske uden forudsætninger, må jeg begynde noget længere tilbage. Indenfor psykoanalysen har man nu ud fra et stort antal enkeltiagttagelser og indtryk kunnet udvikle noget i retning af en teori, der er kendt under navnet libidoteorien. Som bekendt beskæftiger psy­koanalysen sig med forklaring og helbredelse af de såkaldte nervøse forstyrrelser. Dette problem krævede et angrebspunkt, og man (psykoanalysen) be­sluttede sig til at søge det i sjælens driftsliv. Hypoteser angående det menneskelige driftsliv udgjorde altså grundlaget for vores opfattelse af nervøsiteten.

Den psykologi, som forelæses ved vore universiteter, giver os kun meget få tilfredsstillende svar, når vi udspørger den angående sjæle­livets problemer. Men næppe på noget andet område end driftens er dens oplysninger mere kummerlige.

Vi er overladt til os selv, når vi her vil skaffe os en første oriente­ring. Den populære opfattelse skelner mellem sult og kærlighed som repræsentanter for de drifter, der opretholder det enkelte individ og får det til at stræbe efter formeringen. Idet vi tilslutter os denne nærliggende skelnen, sondrer vi også i psykoanalysen mellem selvopholdelses- eller jegdriften på den ene side og sexualdriften på den anden; og den energi, med hvilken sexualdriften indtræder i sjæleli­vet, kalder vi libido (sexuel attrå), hvilket skal opfattes som noget analogt til sulten, magtviljen og andre sider af jegdriften.

På grundlag af denne antagelse gør vi så den første betydningsful­de opdagelse. Vi erfarer, at sexualdriften indtager en langt mere betydningsfuld position ved forståelsen af de neurotiske lidelser, at neurosen så at sige dækker over sexualdriftens specifikke forstyrrel­ser (lidelser). Vi erfarer endvidere, at det afhænger af libidoens kvantitet¹ og af muligheden for tilfredsstillelse og udladningen gen­nem tilfredsstillelse, hvis et menneske overhovedet angribes af en neurose. Desuden at lidelsens form bestemmes af den retning, hvori den enkelte har tilbagelagt sin udvikling af sexualfunktionen, eller, som vi siger, af den fixering,² hans libido har nået gennem sit forløb. Endelig erfarer vi, at vi ud fra en sikker, men ikke videre simpel teknik til psykisk påvirkning (den psykoanalytiske terapi) har et middel til på én gang at diagnosticere og behandle visse neurose-arter. Det bedste resultat har vores terapeutiske anstrengelser givet ved en bestemt art neuroser, der fremstår af en konflikt mellem jegdriften og sexualdriften. Ved mennesket træffer det sig nemlig sådan, at sexualdriftens fordringer, som jo griber langt ud over den enkelte, for jeget viser sig som en fare, der truer hans selvopholdelse eller selvagtelse. Om nødvendigt sætter jeget sig til modværge, nægter sexualdriften den ønskede til­fredsstillelse og tvinger den ind på en af erstatningstilfredsstillelsens omveje, der giver sig tilkende som nervøse symptomer.³

Den psykoanalystiske terapi gør os således i stand til at lade fortrængningsprocessen⁴ gennemgå en revision og at lede konflikten til en bedre og sundere løsning. Uforstandige modstandere anser vor vurdering af sexualdriften for at være ensidig: mennesket har dog andre interesser end de sexuelle, indvender man. Det har vi ikke et øjeblik glemt eller benægtet. Vores ensidighed er som kemikerens, når han fører alle sammensætninger tilbage til den kemiske tiltræk­ningskraft. Derved benægter han ikke tyngdekraften, han overlader det blot til fysikeren at beskæftige sig hermed.

Under det terapeutiske arbejde må vi beskæftige os med fordelin­gen og anvendelsen af patientens libido; vi pejler os ind på de objektforestillinger, som hans libido er bundet til, og frigør den da for at stille den til jegets disposition. Herved er vi nået frem til at danne os et meget overraskende billede af den oprindelige spredning af libidoen i mennesket. Vi må antage, at ved begyndelsen af den individuelle udvikling er al libido (al erotisk stræben, al kærligheds-udøvelse) knyttet til den enkelte person; det enkelte jeg er, som vi siger, besat (besat af libido). Først senere i forbindelse med tilfreds­stillelsen af de vigtige livsfordringer sker det, at libidoen overgår fra jeget til de ydre objekter, og da bliver vi i stand til at erkende de libidinøse drifter som sådan og skelne dem fra jegdrifterne. Libido­en kan igen frigøres fra disse objekter og vende tilbage til jeget.

Den tilstand, hvori jeget fastholder libidoen for sig selv, kalder vi narcissisme, idet vi minder om det græske sagn om ynglingen Narcissos,⁵ der blev forelsket i sit eget spejlbillede.

Vi hævder altså, at den enkelte gennemgår en udvikling fra narcissisme til objektkærlighed. Men vi tror ikke, at jegets samlede libido nogensinde overgår til ydre objekter. En vis del af libidoen forbliver altid i jeget, en vis grad af narcissisme holder stand trods højtudviklet objektkærlighed. Jeget er et stort reservoir, hvorfra den for de ydre objekter bestemte libido strømmer ud, og hvortil den atter flyder tilbage fra objekterne. Objektlibidoen var oprindelig jeglibido og kan igen omsætte sig til jeglibido. Af hensyn til menneskets fulde sundhed er det afgørende, at dets libido ikke mister sin fulde bevæ­gelighed. For at anskueliggøre dette forhold kan vi tænke os en amøbe, hvis trægtflydende protoplasma udsender pseudopodier (ud­løbere, »fødder«), i hvilke livssubstansen (kernen) udstrækker sig, og fra hvilke den atter kan trække sig sammen, således at protoplasmamassens form vender tilbage.

Hvad jeg har forsøgt at beskrive gennem disse antydninger er neurosens libidoteori, som danner grundlaget for vor opfattelse af disse sygelige tilstandes væsen samt for vor terapeutiske indsats her­overfor. Det er selvindlysende, at vi forudsætter libidoteoriens gyl­dighed for også normale (sunde) forhold. Vi taler om de små børns narcissisme, og vi knytter de primitives (naturfolkenes) tro på deres tankers almagt og deres heraf følgende tilbøjelighed til at beherske begivenhedernes forløb i den ydre verden gennem magi sammen med deres enorme narcissisme.

Efter denne indledning skal jeg skildre, hvorledes den generelle narcissisme, menneskets selvkærlighed, frem til idag hele tre gange er blevet alvorligt krænket af den videnskabelige forskning.

a) Mennesket troede oprindelig ved sin begyndende forskning, at hans hjemsted, jorden, befandt sig i hvile i verdensaltets midtpunkt, mens sol, måne og planeter bevægede sig i kredsformede baner omkring jorden. Han fulgte derved på en naiv måde indtrykkene fra sine sanseiagttagelser, thi han mærkede ingen bevægelse af jorden; og hvor han end frit kastede sit blik, fandt han sig selv i centrum af en kreds, der omsluttede den ydre verden. Men jordens centrale position var for ham en garanti for hans herskende rolle i verdensaltet og faldt i god tråd med hans tilbøjelighed til at føle sig som herre over denne verden.

Tilintetgørelsen af denne narcissistiske illusion skyldes Nikolaus Kopernikus⁶ og hans indsats i det sekstende århundre­de. Længe før ham havde pythagoræerne⁷ kastet tvivl over jordens begunstigede position, og Aristarch fra Samos⁸ havde i det tredie århundrede før Kristus sagt, at jorden var meget mindre end solen, og at den bevægede sig omkring dette himmellegeme. Kopernikus' store opdagelse var således allerede blevet gjort før ham. Men da den fandt almen anerkendelse, havde menneskets selvkærlighed oplevet sin første krænkelse, den kosmologiske.⁹

b) I løbet af kulturudviklingen opkastede mennesket sig til herre over sine dyriske medskabninger. Men mennesket var ikke tilfreds med denne overhøjhed og begyndte derfor at lægge afstand mellem sit og deres væsen. Det fraskrev dem fornuften og gav sig selv en udødelig sjæl, påberåbte sig en høj guddommelig herkomst, der tillod det at sønderrive beviset på fællesskabet med dyreverdenen. Det er mærkværdigt, at dette hovmod endnu ligger såvel det lille barn som naturfolkene og urmenneskene fjernt. Det er resultatet af en senere fordringsfuld udvikling. Den primitive fandt det på to-temismeplanet¹⁰ ikke anstødeligt at føre sin stamme tilbage til en dyrisk stamfader. Myterne, der rummer nedslagene af hin gamle tænkemåde, lader guderne antage dyreskikkelser, og den første tids kunst afbilder guderne med dyrehoveder. Barnet finder ingen for­skel mellem sit eget væsen og dyrenes: det lader uden tøven og undren dyr tænke og tale i eventyrene, og det forskyder en følelse af angst, der gælder den menneskelige fader, til en hund eller en hest uden derved at have til hensigt at forklejne faderen. Først som voksen vil det have fremmedgjort sig så meget overfor dyrene, at det kan finde på at fornærme andre mennesker ved at anvende dyre­navne som spot(øgenavne).

Vi ved alle, at Charles Darwins¹¹ forskning, hans medarbejderes og hans forgængeres, for godt et halvt århundrede siden havde forbe­redt afslutningen på denne storagtighed fra menneskets side. Men­nesket er ikke anderledes og ikke bedre end dyrene, det er selv fremgået af dyrerækken, nærmere beslægtet med nogle arter og fjernere med andre. Dets senere udviklingsmæssige erhvervelser formår ikke at udviske de vidnesbyrd om lighed i værdi, der er givet gennem såvel dets legemsbygning som dets sjælelige anlæg. Dette er imidlertid den anden, den biologiske, krænkelse af den menneskeli­ge narcissisme.

c) Mest ømfindtligt træffer vel den tredie krænkelse, der er af psykologisk natur. Mennesket føler sig, til trods for at det også ydmyges udefra, suveræn i forhold til sin egen sjæl. Et eller andet sted i jegets indre har det skaffet sig en udkigspost, hvorfra jeget overvåger sine bevæ­gelser og handlinger for at samstemme dem med sine livsfordringer. Opnås der ikke en sådan tilpasning, bliver livsfordringerne ubøn­hørligt hæmmet og trukket tilbage. De indre iagttagelser, bevidsthe­den, giver jeget indsigt i alle betydningsfulde hændelser i de sjæleli­ge bevægelser; og den altid oplyste og vejledte vilje realiserer de handlinger, jeget beslutter sig for, og griber ind overfor handlinger, der ellers sætter sig igennem af egen kraft. Thi denne sjæl er intet simpelt, tværtimod et hierarki af over- og underordnede instanser, et virvar af impulser, der uafhængigt af hinanden søger omsætning og realisation i overensstemmelse med mangfoldigheden af drifter og relationer til yderverdenen, af hvilke mange er antagonistiske¹² og uforenelige. For at kunne fungere er det nødvendigt, at den højeste instans modtager enhver information om, hvad der er i gære, og at dens vilje kan trænge igennem overalt for at udøve sin indflydelse. Men jeget føler sig sikker på såvel efterretningernes fuldstændighed og tilforladelighed som på sine befalingers gennemtrængelighed.

I visse sygdomstilfælde, frem for alt netop under de neuroser, vi har studeret, forholder det sig anderledes. Jeget føler sig ubehagelig til mode, det støder mod grænserne for sin egen magt i sit eget hus, sjælen (psyken). Der dukker pludselig tanker op, om hvilke man ikke ved, hvorfra de stammer; og man kan heller ikke gøre noget for at fordrive dem. Disse fremmede gæster synes selv at være mægtige­re end dem, der er underlagt jeget; de modstår alle viljens ellers så gennemprøvede magtmidler, forbliver urokkelige overfor logiske gendrivelser og står ganske upåvirkede af realitetens modforholds­regler. Eller der dukker impulser op, der er som fremmede, således at jeget fornægter dem, selvom det dog må frygte dem og træffe forsigtighedsforanstaltninger mod dem. Jeget siger til sig selv: det er en sygdom, en fremmed invasion; og det skærper sin vagtsomhed, men det kan ikke forstå, hvorfor det i den grad føler sig paralyseret.¹³

Den officielle psykiatri benægter i sådanne tilfælde ganske vist, at der skulle være trængt onde eller fremmede ånder ind i sjælelivet; men ellers siger den kun med et skuldertræk: degeneration,¹⁴ arvelig disposition, konstitutionelt¹⁵ mindreværd! Psykoanalysen påtager sig derimod at afdække disse uhyggelige sygdomstilfælde; den anstiller omhyggelige og langvarige undersøgelser, danner sig hypote­ser, udvikler videnskabelige teorier og kan endelig sige til jeget:

»Der er ikke faret noget fremmed i dig; en del af dit eget sjæleliv har unddraget sig din kundskab og din viljes herredømme. Det er også årsagen til, at du er så svag i forsvaret: du kæmper med én del af din kraft mod en anden del og kan ikke mobilisere den samlede kraft som mod en ydre fjende. Og det er ikke engang den ringeste eller den mindst vigtige del af din sjælelige kraft, der således har stillet sig i modsætning til dig og er blevet uafhængig af dig. Skylden, må jeg sige, er din egen. Du overvurderede din kraft, da du troede, du kunne gøre, hvad du ville med din sexualdrift og ikke behøvede at tage det mindste hensyn til dens hensigter. Det er den blevet oprørt over og er nu gået sine egne dunkle veje, og for at modsætte sig tilbagevisning og undertrykkelse har den skaffet sig ret på en måde, der ikke længere kan være rimelig for dig. Hvordan den har tilvejebragt denne tilstand, og ad hvilke veje den er gået, det har du ikke fået noget at vide om; kun resultatet af dette arbejde, sympto­met, som du fornemmer som lidelse, er du blevet fortrolig med. Du erkender således ikke symptomet som et produkt af din egen for­stødte drift og ved ikke, at det fungerer som en erstatningstilfredsstillelse for denne.

Hele dette forløb er imidlertid kun muligt som følge af den om­stændighed, at du også på et andet vigtigt punkt er fanget i en vildfa­relse. Du stoler på, at du kommer til vished om alt, hvad der foregår i din sjæl, når det blot er vigtigt nok, eftersom din bevidsthed da melder det til dig. Og hvis du ikke modtager nogen underretning om noget i din sjæl, så antager du fortrøstningsfuldt, at der ikke foregår noget i den. Ja, du går så vidt som til at anse »sjælelig« for identisk med »bevidst«, dvs. det som er dig bekendt, og det til trods for den åbenlyse kendsgerning, at der i dit sjæleliv bestandig går langt mere for sig, end din bevidsthed kan være informeret om. Lad dig dog belære på dette punkt! Det sjælelige i dig falder ikke sammen med det, der er dig bevidst; der er forskel på, om noget foregår i din sjæl, og om du også erfarer det. Jeg skal tilstå, at i almindelighed rækker din bevidstheds efterretningstjeneste til dit forbrug. Du tvinges fak­tisk til at hengive dig til den illusion, at alle vigtigere ting bringes til din bevidsthed/erfaring. Men i flere tilfælde, fx de der angår konflikter i driftslivet, svigter bevidsthedens efterretningstjeneste, og din vilje rækker da ikke længere end din viden. Men i alle tilfælde er disse efterretninger fra din bevidsthed ufuldstændige og ofte upå­lidelige; desuden sker det tit, at du først modtager information om begivenhederne, når de er fuldført, og du ikke længere kan ændre på dem. Hvem kan, selv når du ikke er syg, skønne over, hvad der i et og alt rører sig i din sjæl, når du selv intet erfarer herom eller bliver galt underrettet? Du tér dig som en enevældig hersker, der finder informationerne fra sin nærmeste kabinetssekretær tilstrækkelige og ikke stiger ned blandt folket for at lytte til dets røst. Gå ind i dig selv, kig ned i dit indre dyb og lær først dig selv at kende. Så vil du forstå, hvorfor du må blive syg, og hvordan du måske kan undgå at blive det.«

Således ville psykoanalysen belære jeget. Men de to opdagelser – at sexualitetens drifts­liv i os ikke lader sig tæmme, og at de sjælelige forløb i sig selv er ubevidste og kun er tilgængelige og mulige at beherske gennem jegets ufuldstændige og upålidelige iagttagelser – fører umiddelbart til den påstand, at jeget ikke er herre i sit eget hus. De to opdagelser udgør i fællesskab den tredie krænkelse af egenkærligheden, den som jeg vil kalde den psykologiske. Det er derfor intet under, at jeget ikke just viser psykoanalysen sin gunst, men hårdnakket nægter at vise den tillid!

De færreste mennesker har sikkert gjort sig klart, hvilket skæbne­svangert skridt antagelsen af de ubevidste sjælelige forløb har bety­det for videnskaben og livet. Men vi skynder os at tilføje, at det ikke er psykoanalysen, der først har taget dette skridt. Her må betydelige filosoffer regnes for foregangsmænd, frem for alt den store tænker, Schopenhauer,¹⁶ hvis ubevidste »vilje« svarer til de sjælelige drifter i psykoanalysen. Det var iøvrigt selvsamme tænker, der i ord af uforglemmelig styrke belærte menneskene om den endnu ganske undervurderede betydning, man tillægger det sexuelle begær. Psy­koanalysen har blot taget det yderligere skridt, at den ikke anser de to udsagn om sexualitetens psykiske betydning og sjælelivets ube­vidste, der begge var så smertelige for narcissismen, for abstrakte, men henfører dem til et materiale, der personligt vedkommer hver enkelt og fremtvinger hans holdning til disse problemer. Men netop derfor rammer mishaget og modstanden også psykoanalysen, mens det pænt går udenom den store filosofs navn.

Oversættelse: Peter Thielst. Kilde: Eine Schwierigkeit der Psychoanalyse (1917), trykt i Freud: Gesammelte Werke, XII, Frankfurt 1947, side 3-12.

***

Noter

1. størrelse, mængde.
2. forankring, fastlåsning.
3. sygdomstegn, konkrete udslag af psykiske lidelser. Neurosens generelle symptomdannelser er tilstande af angst, fulgt op af forskellige adfærds­forstyrrelser og personlighedshæmmende blokeringer. Hysteriens særli­ge symptomdannelser er ændringer, svigt eller blokeringer i de kropsli­ge funktioner (fx lammelser, udslæt, blindhed og åndenød).
4. den proces i det psykiske, hvorunder bestemte forestillinger bliver fortrængt og gjort ubevidste.
5. græsk yngling fra sagnverdenen. Da Narcissos afslog nymfen Ekkos kærlighed, forvandlede gudinden Afrodite hans genstridige kærlighed til en ulykkelig og dødbringende kærlighed til hans eget spejlbillede.
6. (1473-1543), polsk-tysk astronom, grundlæggeren af det moderne (heliocentriske, dvs. solcentrerede) verdensbillede.
7. førsokratiske naturfilosoffer fra det 5. årh. f.v.t.
8. græsk astronom fra det 3. årh. f.v.t.
9. kosmologi er læren om universet, dets struktur og udvikling.
10. totemisme betegner naturfolkenes tro på fx totemdyr, der dyrkes som guddommelige stamfædre og tillægges en særlig magt over livet og natu­ren.
11. (1809-82), engelsk naturforsker, ophavsmand til den biologiske udvik­lingslære (kampen for tilværelsen, kvalitetsvalget etc.).
12. medvirkende, fjendtlige.
13. lamslået, lammet.
14. udartning, nedbrudthed.
15. medfødt, betinget af kroppens givne anlæg.
16. (1788-1860), tysk filosof, der talte om en i mennesket iboende livsvilje, hvis højeste udtryk var sexualitet (sexualdrift).