Sildig Opvaagnen - af St. St. Blicher (1828)

Sildig Opvaagnen

Jeg mindes ikke noget Dødsfald, der har vakt større Sensation, end min mangeårige Ven Doctor L*s i R*. Man standsede hverandre på Gaden, Man foer omkring fra eet Huus til et Andet med de Spørgsmål: "Har De hørt det? veed De det? hvad mon var Årsagen? mon han har gjort det i Vildelse?" o.s.v. Han var en meget elskværdig, en almindelig yndet og agtet Mand, en fortræffelig Læge med udbredt Praxis; som det syntes, lykkelig gift; Fader til sex vakkre Børn, af hvilke de to ældste Sønner allerede vare i Vej, den ældste Datter forenet med en brav Embedsmand, den næstefter nylig confirmeret, og de to yngste 10 og 12 År gamle. Han var dertil formuende, holdt et gjæstfrit Huus, og var en altid munter og behagelig Selskabsmand. Han havde nået sit otte og fyrgetivende År, og aldrig været syg.

Pludselig lød Rygtet, at han var bleven upasselig. Hans Patienter ventede en heel Dag forgjæves. Man lod spørge til ham, Man kom for at besøge ham - han tog ikke mod Nogen: enten hedte det, at Doctoren sov, eller at han ikke var så vel, at han kunde see Nogen. Byens anden Læge blev vel - ikke kaldet - men dog indladt. Når Man spurgte ham om Doctor L*s Befindende, trak han på Skuldrene, rystede med Hovedet, og erklærede, at han ikke kjendte hans Sygdom. Lægemidler vilde han aldeles ikke bruge. Jeg, hans Præst, var den Eneste, som han havde daglig og længe hos sig. Børnene kunde han ikke lide at see; når nogen af dem kom ind, vendte han sig om til Væggen. Således låe han i otte Dage; den niende skjød han sig. - Da den anden Læge erklærede, at han havde aflivet sig i et Delirium, blev han hæderligen begravet. Jeg vilde have talt nogle Ord over hans Grav; men Smerten brød strax min Stemme, og jeg kunde for Gråd neppe fremsige Jordpåkastelsesformularen.

Jeg erfarede af ham før hans Død den lønlige Årsag til dette frygtelige Skridt. Dog, hvad dengang var en Hemmelighed, kunde ikke længe blive det, da fem Personer vare deelagtige i Samme; den Ene, dreven af Skinsyge og billig Harme, mægtede ikke at dølge Historien om en Forbrydelse, der hellere måtte have været begraven med dens ulykkelige Offer, og indstillet alene for den evige Retfærdiges Domstol. Hvad i hin Tidspunct sneg sig skummelt omkring, som blot mundtligt Rygte, kan gjerne nu betroes til Papiret, med Udeladelse af de Pågjældendes Navne; thi af disse ere endnu kun ilive tre af Dr. L*s Børn, som tilmed boe i Udlandet, og hans Enke, - Hovedpersonen i denne Tragoedie. - Men jeg vil begynde min Fortælling noget længere tilbage.

Det var netop fem og tive År før denne sørgelige Catastrophe, at jeg som theologisk Candidat antog en Huuslærerplads i R*, hvor Skolen dengang stod i slet Rye. Kort efter min Ankomst gjorde L* og jeg vort første Bekjendtskab, og det just ikke på den allervenskabeligste Måde. Han havde for kort siden sat sig ned der i Byen, som practiserende Læge. Vi stødte sammen på et Bal. Jeg var kun et År ældre end han, munter og letsindet, en dygtig og lidenskabelig Danser. Blandt Damerne opdagede jeg snart den bedste Danserinde, som tillige ustridigt var den smukkeste. Dog måe jeg tilståe, at hun i den første Egenskab gjorde størst Indtryk på mig. Jeg bød hende op til en af Datidens Modedanse, og fik et bejaende Buk. Jeg stod for at føre op, og havde just med Håndklap givet Tegn til at begynde, da L*, hvem jeg aldrig før havde seet, trådte hen til min Dame, bukkede, og erindrede hende om, at hun havde lovet ham denne Dans. Jomfrue W* rødmede, og undskyldte sig med, at hun troede det var den næste, til hvilken hun havde ladet sig engagere; "men dersom min Chapeau tillader," lagde hun til, "kunne vi jo endnu bytte om." "Ingenlunde!" svarte L* lidt spydigt, "jeg resignerer, og finder mig i at være No. 2, allerhelst da jeg vist nok er kun en dårlig Danser imod denne Herre." "Det gjør Intet til Sagen," sagde jeg "hvem der danser bedst; men er De ikke fornøjet med min Dames Proposition, beder jeg om, at vi nu måe komme til at begynde - hele Qvadrillen venter." Han stod just imellem os Begge. "Både begynde og ende," svarte han end meer spodsk, og trådte fra. Da jeg kom til Enden af Qvadrillen såe jeg ham ståe nederst med en af de meest kluntede Figurer, som fandtes på Ballet; og jeg lagde Mærke til, at han i Kjæden ikke vilde give min Dame sin Hånd. Hun smilte, neppe mærkeligt, til mig, og jeg troede at føle et sagte Tryk på mine Fingre. Fyren var skinsyg, det var åbenbart. Jeg troede, han måtte have andre Rettigheder, end de, som Ballovene give. Da Dansen var ude, gik jeg derfor hen til ham, og gjorde ham en Undskyldning for mit korte Svar. Denne Tiltale fremkaldte et høfligt Gjensvar, og snart stødte vi på nærmere Bekjendtskab vore Punseglas sammen.

Jeg danste siden endnu engang med Jfr. W*. Da jeg takkede af, og måskee med nogen Varme kyste hendes Hånd, modtog og besvarede jeg det andet Tryk. Jeg kan forsikkre, at hverken mit Hjerte eller min Sandselighed kom herved i mindste Bevægelse; kun min Forfængelighed fandt sig behagelig smiggret. Jeg havde vel tilforn i Dansens Hede og Glædens Tummel modtaget sådant lønligt Tegn af en smuk Pigehånd; men vidste også, at en slig ofte uvilkårlig Yttring af et ømt og glad Hjertes Bevægelse gjerne var ligeså flygtig som den Hilsen, tvende hinanden forbifarende Vandrere give og glemme i et og samme Øjeblik. Men da jeg et Par Måneder efter erfarede, at Jfr. W* allerede dengang var L*s hemmelig Forlovede, satte jeg i min Hukommelse et NB. til disse Håndtryk. En fri og ubunden Pige kan vove et sådant - og alligevel vover hun mere, end hun måskee veed, eller ahner - men når en Fæstemøe tillader sig Sligt, fremstiller hun sig selv som Coqvette; og er det en gift Kone, vil hun af enhver ikke ganske uerfaren Cavalier ansees for hvad hun enten er eller vil vorde - en Skjøge. - Dog det var første og sidste Gang jeg mærkede noget Mistænkeligt hos Jfr. W*, og da jeg var Vidne til hendes tugtige og sædelige Væsen og Opførsel, både som Pige og som Kone, begyndte jeg at troe, at jeg havde taget fejl både af Håndtrykkenes Mening, og den, der muligen ej engang vidste at hun gav dem.

Jeg har en synderlig, ja ofte sørgelig, ved alt for mange Exempler bekræftet Erfaring: at det første Indtryk, et Menneskes Ansigt - eller bedre - Åsyn - frembringer hos mig, er tilforladeligt, er et sikkert Blik ind i Sjælen, et træffende Øjekast på et sådant Menneskes sande Caracteer. Jeg har ofte harmet mig over hvad jeg selv ansåe for en Grille; jeg har ofte straffet mig selv for mine umotiverte strænge Domme, og lønligt gjort den lønligt Fornærmede Afbigt, når jeg siden såe en Opførsel, en Handlemåde ganske modsat den, det første Indtryk lod mig formode; og overalt når jeg såe ej alene en ganske anden Caracteer, men og et ganske andet Ansigt. Og dog - ak! med Smerte måe jeg bekjende, at Fornuftgrunde omsider snarere eller senere have stået tilskamme for en uvilkårlig Flyvetanke. Det var ikke såmeget Jfr. W*s Håndtryk, som det første Blik på hendes Ansigt, her tilhvidskede mig: denne dejlige Pige er ikke for een Mand. Der var i hendes Øjne hverken dette sødt Hensmægtende, eller det fyrigt Opfordrende, ikke det ømt Tilladende, ej heller det dybt Udforskende; hendes Smil var hverken sødligt, eller skjelmsk, og endnu langt mindre kjækt; hendes ranke, fuldkommen skjønne Figurs Bevægelser havde intet Yppigt, Intet som forrådede sandselig Vellyst; og dog låe der i dette blide, lidenskabsløse Ansigt noget Forborgent, noget Fordægtigt; det syntes mig at gjemme en dyb, frygtelig Løndom, eller snarere at varsle om en endnu ikke i Tanken undfangen Forbrydelse, som Fremtiden først skulde bringe for Dagen. Efter fem og tive Års Forløb blev jeg frygteligen erindret om denne så længe forglemte Ahnelse.

Vare Vampyrer Andet, end Misfostere af en tøjleløs Indbildningskraft, da måtte jeg have seet en af disse Skabninger - udvortes levende, indvortes livløse, Legemer uden Sjæle, Kjødmasser uden Hjerte - . Jeg kjendte hende som attenårs Jomfrue, som Ægtefælle og Moder; jeg såe hende i de Dansendes Rækker, og i de Bedendes; med Kortene i Hånden, og med en Patteglut ved Brystet; ved sin Datters Bryllup og sin Mands Lig; men hun var stedse sig selv lig: blid, rolig, opmærksom og fuldkommen beherskende sig selv. Jeg har seet hende fornylig - hun er nu ikke langt fra de Halvtreds - men hun er næsten uforandret, nyder en blomstrende Sundhed, og en altid lige, altid uforstyrret Munterhed. De mørkeste Dage om Året (efter denne sørgelige Begivenhed, mens jeg boede i R*) vare for mig de tvende, på hvilke jeg måtte meddele hende Sacramentet. Jeg har i mine Skriftetaler nogle Gange prøvet at ryste hendes Samvittighed vågen; men der var Intet at vække. Komme disse Blade hende for Øje, er jeg vis på, at hun skal kunne læse dem uden at tabe en Maske, eller gjøre et eneste Fejlsting.

Men jeg griber for meget forud i min Historie; jeg vil atter gåe tilbage.

Det mellem L* og mig så tvert begyndte Bekjendtskab fortsattes flittig, og blev snart til et Venskab, som kun Døden mægtede at opløse. Tre Måneder efter hint Bal betroede han mig, at han var, og allerede dengang havde været, hemmelig forlovet med Jfr. W*. Det slog mig; jeg mindedes hendes Håndtryk, og spurgte ham - dog uden at røbe mine Ahnelser - om han havde rådført sig ej alene med sit Hjerte, men også med sin Forstand? om han kjendte hende? og om han var forsikkret om, at hun både vilde og kunde gjøre ham lykkelig? Hans Svar vare et elskende Hjertes varme Udgydelser. Han forsikkrede, at hun elskede ligeså inderligt, ligeså oprigtigt, som han; men tillige, at hun forstod så fuldkomment at beherske sig selv, at Ingen engang havde ahnet hendes Tilbøjelighed; hvilket var så meget mere nødvendigt, som en stræng og hårdhjertet Fader uomtvisteligt vilde have afbrudt Forbindelsen med et ungt Menneske uden fast Levebrød. Såsnart han fik et Sådant, vilde han bejle, og mistvivlede ikke om Forældrenes Samtykke.

Et halvt År efter døde den i R* ansatte Districtslæge; L* blev hans Eftermand, og snart efter Elise W*s lyksalige Ægtemand. Jeg har aldrig seet noget gladere Menneske, end han; han var næsten ellevild af lutter Fryd; han kunde hverken sidde eller ståe længe på eet Sted; den søde Uro jog ham hid og did, og omsider - såsnart det blot blev nogenlunde gjørligt - tilbage i Feens Tryllekreds. Hans Patienter fik i disse Hvedebrødsdage - der bleve til Uger og Måneder - kun korte Besøg og korte Recepter; men derimod de trøsteligste og gladeste Forhåbninger; thi i denne Periode vare ingen Sygdomme dødelige; han var Mester både for dem og for Døden. Vist nok er det, jeg mindes det meget vel: hans Cuure vare alle heldige; jeg troer næsten, at han curerte med sit glade Ansigt og lystige Snak. Hans Kone syntes vel også at være ret lykkelig; men hendes Glæde bar dog Mådeholdenheds Præg; Konen var Kjeresten fuldkommen lig; og Brudesengen havde ingen synlig Forandring bevirket.

Da han engang i ubundne Dithyramber beskrev mig sin Lyksalighed, kunde jeg ikke tilbageholde det Ønske: at hun måtte dele den i lige Grad. "Wilhelm!" hvidskede han, "die holde Sitsamkeit bey Tage" - her standsede han, lagde den ene Hånd på Hjertet, Fingerspidserne af den anden på Munden, og såe henrykt op imod Himmelen. "Godt, godt!" sagde jeg smilende, og forlangte aldrig nogen videre Forklaring. Dog forekom det mig stedse tvivlsomt, om der under denne rolige, spejlglatte Overflade skulde findes nogen synderlig Bevægelse; var der nogen Varme i dette skjønne Legeme, syntes det mig at måtte være, hvad jeg - når dette ikke var en Selvmodsigelse - vilde kalde en kold Ild, eller dog kun en mat Glød, som aldrig kunde opblusse til Lue; måskee ligeså lidet udslukkes.

Otte Måneder efter Brylluppet skjænkede Elise sin glædedrukne Mand den første Søn. Ved Barselgildet gik det højt til. Det var just i hin Selskabeligheds Periode, da Phoebus og Bacchus vare uadskillelige Gjæster ved ethvert Samqvem, da disse stedse yttrede en mægtig Vexelvirkning på hverandre, og en uimodståelig Indflydelse på alle deres Tilbedere: Bægeret måtte indvies med Sang, og Sangen besluttes med Skåler. Min var den sidste; ved Gildets Ende overraktes mig mit Kaldsbrev til Capellaniet i R*. To År efter gjorde Sognepræsten Plads for mig; og jeg ægtede nu min Henriette, med hvem jeg fra mine første Studenterdage havde været forlovet. Vi holdt en jevnlig og stedse højst venskabelig Omgang med L*s.

Hans Kone havde født den anden Søn, og min den første, da en tredie Familie indtrådte i vort selskabelige Forbund: Lieutenant H* blev forlagt til det i R* garnisonerende Regiment. Han var en af de elskværdigste og meest dannede Officierer, jeg har kjendt, og gift med en Kone, der var smuk, vittig og Munterheden selv.

Doctorens og Lieutenantens (eller Capitainens; thi han avanceerte hurtigt) boede Huus om Huus med hverandre; jeg ligeoverfor den Første. Med Hensyn hertil kaldte vi mellem os selv vort lille sluttede Selskab Triangelen; L* var den rette Vinkel, H* den spidse Vinkel L. H. C., jeg den anden ditto H. C. L. Vi samledes ordentligvis i een af Vinklerne hver Onsdag Aften; men udenfor Touren gjorde L* og H* ofte større Selskaber, som da hedde Circler; thi Begge vare formuende: den Første arvede betydeligt efter sin Svigerfader, den Anden efter sine egne Forældre.

Vi levede i en Forfatning, der tit syntes mig for lykkelig til at kunne vorde varig. Det Eneste, Capitainen savnede, var Børn; men han havde da til Gjengjæld et større Overmål af Munterhed.

Vi tre Mænd havde uimodsigeligt de tre smukkeste og bedste Koner i R*; dog vare deres Carakterer og Væsen højst forskjellige, og netop denne Uoverenstemmelse - troer jeg - var Grunden til den fuldkomne Harmonie imellem dem. Min Kone var stille, venlig og bly; hun syntes at være de to Andre subordineret, skjøndt hun i Grunden havde den dybeste Følelse og den klareste Forstand. Frue H* var altid lystig, fuld af Spøg og Indfald, og førte derfor stedse Ordet. Frue L* var stille, men hendes hele Væsen havde noget Imponerende, Noget som antydede en højere Åndsoverlægenhed, som hun dog aldrig søgte at gjøre gjældende; derfor blev hun af de Andre behandlet som en ældre Søster, hvorvel hun både var den yngste og mindst dannede.

Dersom Lighed i Caracteren skulde være Betingelse for ægteskabelig Lyksalighed, borde vi sex Mennesker have været anderledes parrede; der måtte have skeet en total Omskiftning. Mit jevne Humør, min naturlige Sathed, som ved min Stands Værdighed fik end fastere Holdning, måtte da have forbundet mig med Frue L*. Hendes muntre, åbne, raske og kjække Ægtefælle havde i Frue H* fået den meest lignende Mage. Og min fromme, bløde, ydmyge Hustrue skulde have været kåret til Capitainens Ledsagerinde på Livets Vej.

Capitain H* besad virkelig intet andet Krigersk, end Uniformen; civilklædt såe han ud som en beskeden, undseelig Depositurus. Ikke at han jo var en flink Officier; denne Berømmelse havde han ved hele Regimentet, af Høje og Lave. Ved Mynstringen var hans Compagnie altid det dygtigste, skjøndt Karlene vare bedre bekjendte med hans Pung, end med hans Stok, der blot for et Syns Skyld dinglede ved hans Håndled. Hans Mod, Retskaffenhed og ædle Tænkemåde var erkjendt og påskjønnet af Alle. Ved Stridigheder valgtes han gjerne til Voldgiftsmand, og i denne Egenskab forhindrede han mangen Duel. Kort sagt: han var en yderst indtagende Mand, og langt farligere for Kvindehjerter, end han selv syntes at vide.

Hvor længtes vi Alle efter Onsdagen! Vi samledes til Thevandstid, opofrede derpå et Par Timer til Musiken, i hvilken vi Alle - på Frue L* nær - tog levende og ikke uheldig Andeel. Efter Aftensmåltidet fik vi tre Herrer os en alvorlig Lombre, og Damerne holdt et Privatissimum, der oplivedes af Frue H*s Indfald og hjertelige Latter. Denne Sidste har meer end eengang forårsaget en Bete, eller forpurret en reen Codille, og jaget os fra Spillebordet hen til vore lystige Koner.

Et Årstid eller vel mere randt således hen, uden at Noget forstyrrede den gode Forståelse og jevne Munterhed. Men på eengang foregik en kjendelig Forandring med Capitainen: han var ofte adspredt, begik svære Bommerter både i Concerten og i Lombren; stundom var han mørk og ordknap - stundom overgiven og ualmindelig snaksom, skjøndt hans Passiar tillige var temmelig usammenhængende. Min Kone gjorde mig opmærksom på denne sælsomme Forvandling, og gav mig Vink om: at hun frygtede, det ikke var rigtig mellem ham og Frue L*. Jeg tyssede på hende, og stræbte at berolige hende i denne Henseende; men - jeg vidste mere end hun; jeg var imod min Villie blevet Vidne til en Scene, som aldrig udslettes af min Hukommelse, og som i lange Tider gav mig nok at bryde mit Hoved med.

Der var længe talt om at fåe en Maskerade bragt istand; og jeg troer, at Frue L* var den, som først havde givet Ideen hertil. Endelig blev Alt arrangeret: Masker og Dragter anskaffede, og Aftenen bestemt - den skulde holdes på Klubben. Da jeg ikke selv kunde tage Deel i denne Fornøjelse, havde jeg aftalt et Spillepartie med tre andre af Byens Lombrister. Hen på Aftenen blev jeg betaget af en ikke usædvanlig Hovedpine. Jeg fik En til at tage mit Kort; og vilde, som jeg plejede, tage mig en Luur. Jeg bad desårsag Værten anvise mig et stille og afsides Værelse, hvor en halv Times Hvile forhåbentlig vilde fordrive mit rheumatiske Anfald. - Jeg fik et Sådant så langt fra Balsalen, at den svage Lyd af Musiken og Støjen blot bidrog til at dysse mig i Slummer. Jeg søgte og fandt denne i en Lænestol, der stod i en Krog ved Vinduet.

Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg vækkedes ved Dørens Knirken. Der kom to ind i Kammeret; det kunde jeg høre; men Ingen såe jeg; thi der var ganske mørkt. Det måtte være et Mandfolk og et Fruentimmer; men Begge maskerede; det mærkede jeg på Stemmernes Utydelighed. "Nu! og hvad vil Du så, min søde Ven?" sagde han. "Sødeste Mand" læspede en kvindelig Røst, "Du er så velsignet iaften." "Men Kone!" sagde han igjen, "hvad tænker Du dog på? behøve vi at stjæle os til hverandre, som om vi gik på forbudne Veje?" - Intet Svar - Lyden af et Kys lod mig gjætte; at de havde demaskeret sig. Jeg sad som på Nåle; hvad skulde jeg gjøre? Min Hovedpine, som ved denne pludselige Opvækkelse var bleven endnu hæftigere, tillod mig ej heller at fatte en Resolution. Døren knirkede atter; men om de gik, eller bleve, vidste jeg ikke. Alt blev stille, og et Skjænderie udenfor i Gården var Alt hvad jeg hørte. Således sad jeg nogen Tid, og lyttede forgjæves; jeg prøvede atter at falde i Søvn. Men Spectaclen i Gården blev værre. En kom ud med en Lygte eller et Lys, der kastede sit Skjær gjennem Vinduet på den modstående Sopha. Selv useet, såe jeg der Capitain H* i Frue L*s Arme. En rædsom Fejltagelse havde altså fundet Sted; men om den var forsætlig på nogen af Siderne, vidste jeg dengang ikke at afgjøre.

Capitainen sprang op med et Angestråb; Frue L* sank tilbage, og skjulte - som i Fortvivlelse og Skamfuldhed - sit Ansigt i begge sine Hænder. Det blev atter mørkt. "Gud forlade os Begge!" sagde han; "evig Taushed, og - om det var muligt - evig Forglemmelse!" Det forekom mig, at hun hulkede. Han udstødte et smerteligt Suk, og gik; lidt efter fulgte hun, og jeg blev alene.

Længe blev jeg endnu tilbage ganske forvirret og bedøvet af det, jeg her så ufrivillig havde erfaret. Da jeg atter trådte ind i Balsalen, havde Man just demaskeret sig. Doctoren og Capitainen vare ganske eens klædte, nemlig som Don Juan. Fru H* havde Tyrkindedragt; Frue L* havde bestemt båret samme Dragt, da jeg såe hende på Sophaen; nu var hun Hyrdinde - det var mig både påfaldende og mistænkeligt. Doctoren var i et glimrende Lune: han gjækkede Frue H*, og påstod, at hun havde mødt ham ene i Gangen, og omfavnet ham i den Tanke, at han var Capitainen; denne stod hos, og prøvede på at lee; men Forsøget faldt uheldigt ud og endtes med en tvungen Hoste. Frue L*s Ansigt var uden mindste Forandring; hun smilte så roligt, som hun plejede, til alle hendes Veninders spøgefulde Anmærkninger. Jeg begyndte at mistroe mine egne Øjne: havde hun været skyldig, hvor var det da muligt at bevare en slig - jeg kunde sige - Helvedes Rolighed? Tyrkinden i hint Værelse kunde jo dog have været en Anden, som lignede hende; min Hovedpine havde måskee betaget mine Sandser deres Skarphed, o.s.v. Kort sagt: jeg havde næsten gjenvundet min Tro på hendes Uskyldighed, da min Kone - en fin Iagttagerinde - nogen Tid efter i Fortroelighed sagde mig, "hun frygtede for, at hendes forhen yttrede Mistanke ikke var ganske ugrundet." At der siden hin Maskerade var foregået en væsentlig Forandring med den Første, faldt tydeligt i Øjnene: han var ofte adspredt, og hensunken i Tanker; han havde mistet sin forrige jevne Munterhed, og i dens Sted fået en sælsom Lystighed, der frembrød stødvis, og tidt uden rimelig Foranledning. Årsagen til denne Forandring - Nag over hans uvitterlige Brøde - var mig jo velbekjendt; men jeg fortaug det for min Kone. Jeg søgte at forsvare Frue L*; men indlod mig ikke på nogen Forklaring Capitainen angående. "Kjere Kone!" sagde jeg, "vogt Dig for at mistænke Nogen! det er jo ellers ganske mod din Natur - veed Du Noget? har Du seet Noget? - " "- Kun et eneste Øjekast" svarede hun; "men det var et Øjekast, som bragte ham til at rødme, og mig til at blegne; vi måe altså begge To have forstået det. Det var hurtigt, som et fjernt Lynglimt på en natlig Skye; men klart nok til at give Lys. De vare ene To i Værelset, og jeg såe det med fravendt Ansigt i et Spejl." Jeg rystede på Hovedet, som om jeg ikke troede hende, og påbød Taushed om denne Sag: "Vi ville ej engang selv tale med hverandre om denne Materie" sagde jeg; "thi hvor let kan Du ikke tage fejl i dine Formodninger; et Øjekast kan jo have flere Betydninger - hvorfor da antage den værste?" Hun rystede også på Hovedet; og nu blev dette Æmne ikke bragt på Bane i - tive samfulde År.

Imidlertid fortsatte min Kone og jeg meget længe vore lønlige og ganske isolerede Iagttagelser; men Intet - ikke det Allermindste - opdagedes. Capitainen gjenvandt efterhånden - ikke sin forrige åbne Munterhed - men dog en vis Holdning i sit Væsen, der havde et alvorligere - måskee mattere - Anstrøg. Han blev jo også med hver Dag ældre, og mere og mere forsvandt jo for ham det søde Håb om Faderglæder. Tiden, som ruller os hen ad vor Bane, afslider alle vore ungdommelige Følelsers skarpe Kanter; og vi opnåe uformærkt enten Fasthed eller Bøjelighed, Styrke eller Sløvhed, indtil omsider alle Lidenskaber forlade os, for at begynde deres Spil med yngre og blødere Hjerter.

Trianglen blev uforstyrret; Circlerne ligeså. Vi holdt vore Concerter; vi spilte vore Lombre. Vore Børn voxte til, formerede Stemmerne i de Første og løste os af i den Sidste, når Postnyhederne vilde dele vor Opmærksomhed.

Doctorens to ældste Sønner vare blevne Candidater i Medicin og Chirurgie; min i Theologie; hans ældste Datter gift og min forlovet: da Vulcanen, der så længe og så lønlig havde ulmet i Mørket, brød Forborgenhedens Dække, og ved sin uventede Eruption ødelagde tvende Familiers jordiske Lyksalighed.

Jeg var kommen hjem fra en Rejse, der havde medtaget flere Dage, da min Kone tog imod mig med den bedrøvelige Efterretning: at Majoren var meget syg. Jeg kastede Rejseklæderne og ilede derover. Han sov. Fruen stod med bekymret Mine og foldede Hænder ved Hovedgjerdet af hans Seng; et smerteligt Smil var hendes Hilsen til mig. Jeg nærmede mig sagtelig, og spurgte hvidskende om den kjere Syges Tilstand. Hun virrede blot med Hovedet, og vedblev gjennem de frembrydende Tårer at betragte ham. Hans Søvn var urolig: Læber og Fingre vare i idelig Bevægelse, og Øjnene rullede uophørlig under deres Låge.

Jeg satte mig, for at vente på hans Opvågnen. Imidlertid fortalte Fruens Tante mig Årsagen til og Fremgangen af hans Sygdom: "Han havde for tre Dage siden forkjølet sig ved Exerceringen; var bleven heed, og havde drukket koldt Vand; havde kort efter Hjemkomsten befunden sig ilde; måttet søge Sengen; var stedse bleven slettere og slettere, og hver Eftermiddag havt Feberanfald. Vor Ven Doctoren, der besøgte ham flere Gange daglig, trøstede godt nok - som han nu altid plejede; men havde alligevel seet noget betænkelig ud." Frue H* gav hende nu et Vink om at besørge Et eller Andet: hun gik ud.

Kort efter vågnede Majoren; hans Øjekast var forvildet; Man mærkede strax, at han ikke var sig selv bevidst. Han såe på sin Kone, og kastede sig forskrækket tilbage i Sengen: "Elise!" begyndte han, (Majorinden hedde Charlotte) "Elise! hvad vil Du mig? det er nok nu - det er alt for meget. Dersom Doctoren eller min Kone traf Dig her i Sengen hos mig, hvad vilde de så sige? Gåe! gåe! og lad mig være!" Han strakte begge Hænderne ud for sig, som for at skyde En tilbage.

Majorindens Øjekast mødte mit - hun skiftede Farve. Den Syge blev ved at phantasere: "Det var et ulykkeligt Indfald med den Tyrkindedragt; jeg vidste bestemt ikke Andet, end at Du var min Kone - ." Frue H* lyttede med ængstelig Opmærksomhed; jeg såe tydeligt, at hun ikke begreb hans Tale - jeg forstod ham kun alt for vel: Maskeradescenen stod levende for min Erindring.

Jeg gik hen til den stakkels Kone, og greb hendes Hånd: "Fat Dem, kjere Frue!" sagde jeg, "deres Mands Sygdom torde nu være på det højeste - han taler vildt." - Hun svarte kun med et dybt Suk. "Hys! hys!" hvidskede han, "Man kunde høre os her underneden - De veed jo, Elise! at Munderingskammeret er lige ovenover Rullestuen, og tænk engang, om Nogen opdagede den hemmelige Dør i Lysthuset - ." Majorinden greb krampagtig fat om Sengestolpen; hun blegnede - i hendes Ansigt foregik en frygtelig Forandring. "Bedste Frue!" sagde jeg, ladende som jeg kun mærkede den ene Årsag til hendes Sindsbevægelse, "var det ikke rigtigst at fåe Bud efter Doctoren? hans Nærværelse vil måskee berolige os - denne Crisis er vist ikke så farlig, som det lader." Hun svarte med et Nik, og gik hastig ud.

Den Syges Øjne faldt til - han slumrede; men uroligt. Jeg såe ud i Gården: Frue H* ilede med hurtige Skridt hen til Rullestuen. Munderingskammeret var virkelig lige over denne, og Lysthuset i Doctorens Have, som var to Stokværk højt og bygt af Planker, stødte umiddelbart dertil - en rædsom Mistanke greb mig, og var ikke langt fra at gåe over til Vished. Jeg havde om Sommeren ofte drukket Thee og spilt Lombre i det samme Lysthuus, og mindedes godt, at Man der meget tydeligt kunde høre, når Nogen var inde på Munderingskammeret. En sørgelig Sandhed måtte upåtvivlelig ligge til Grund for Patientens Phantasier.

Medens Frue H* var ude - sikkert nok for at anstille Undersøgelser efter de erholdte Vink - kom Doctoren af sig selv. Han gik med bekymret Mine hen til Sengen, betragtede den Syge, følte hans Puls, såe betænkeligt til mig, og rystede på Hovedet.

Majoren vågnede - han stirrede stivt og forfærdet på Doctoren. "Hvad!" udbrød han, "hvad skal det betyde? De bildte mig ind, at deres Mand var rejst til en Syg ude på Landet, og blev borte inat, og her ståer han lyslevende for mig. Hvorfor vilde De narre mig? hvorfor vilde De give det aftalte Tegn? fæstede De ikke den røde Sløjfe i Lysthuusgardinet? Gåe gåe! og sov hos deres egen Mand! Deres Forvovenhed gåer alt for vidt, og Krukken kan gåe sålænge tilvands, indtil den gåer hankeløs hjem." Jeg stod som på Gløder. Jeg drog Doctoren med mig hen til Vinduet; jeg vilde forhindre ham fra at høre og lægge Mærke til mere. "Hvad mener De?" spurgte jeg. "Han phantaserer stærkt," svarede han; "Sygdommen tager ingen god Vending." "Hans Ideer ere reent forkeerte," vedblev jeg. "Å nej!" råbte Majoren, som havde hørt hvad jeg sagde; "jeg veed ret godt, hvad jeg siger; og jeg erklærer Dem eengang for alle, Frue L*! nu skal det være forbi imellem os! Det er Synd både mod deres Mand og min Kone, og Ingen af dem forskylder det af os."

Nu begyndte Doctoren at blive opmærksom: han kastede et hurtigt Blik ud til Lysthuset, hvis øverste Vindue Man fra den Syges Værelse kunde see. Jeg fulgte hans Øjne, og - indenfor Vinduet stod Majorinden med opløftede, sammenknugede Hænder; men i samme Øjeblik forsvandt hun også. Himmel! hun måtte følgelig have fundet den lønlige Gjennemgang, som Febricitanten omtalte. - Denne faldt atter hen.

Doctoren blegnede. Jeg greb hans Hånd og hvidskede: "For Guds Skyld! kjere Ven! De lægger dog aldrig Fold til hvad et Menneske taler i Vildelse? I en sådan Feberparoxysme kan jo en Patient indbilde sig de urimeligste Ting af Verden." Han såe eftertænksom på mig; men svarede ikke. I hans Øjekast låe Noget, som kunde udtydes: "Du mener ikke det, Du siger." I det Samme kom Majorinden ind. Hun blussede - hendes Åsyn udtrykte næsten samme Vildhed, som den Syges. Doctoren gik med rolig Fatning hende imøde, trøstede hende, og gjorde nogle Spørgsmål Patienten angående. Hun besvarede dem flygtigt og skjødesløst; hendes urolige Blik deelte sig mellem dem Begge. Dog snart lettede en Tårestrøm hendes beængstede Hjerte: hun foer hen til Sengen, kastede sig på Knæe, og trykte den Syges Hånd til sit Bryst. "O Gud!" bad hun hastigt og sagte "skjænk ham blot denne Gang Livet, at han kan modtage min Tilgivelse, om han er skyldig, og min Afbigt, om jeg gjør ham Uret." (Jeg hørte vel kun de halve Ord, men jeg supplerede Resten; men de gik alle Doctorens Øren forbi; thi han var ikke lydhør.) "Ja Ulykkelige!" vedblev hun, og trykte sin Pande mod hans Hånd, "Du er den Forførte; men hun - " her sprang hun op og vendte sig til Doctoren. Jeg greb hendes Hånd, og trykkede den stærkt: "I dette Øjeblik" sagde jeg, "er det til Lægen alene at tale; dæmp deres Frygt og deres Smerte! - så sandt De har deres Mands Liv kjert!" lagde jeg til så sagtelig, at han ikke kunde høre det. Hun fattede sig, og tilbageholdt de fordærvelige Ord, som allerede svævede på hendes Læber. Hun var af de lykkelige Gemytter, som med hæftige Lidenskaber forbinde et hurtigt Omblik og en lys Forstand, som de første aldrig ere istand til heelt at omtåge; hendes Hjerte var ømt, men ingenlunde svagt. Ak! det var dog ikke stærkt nok til at modståe den langt farligere Prøve, det snart efter blev underkastet.

Der kom Bud efter mig: jeg måtte bort i Embedsforretninger. Hun fulgte mig udenfor; og her søgte jeg af al Magt at berolige hende med Hensyn til hendes Mands forblummede Phantasier. "Da jeg også," endte jeg min Formaning, "har været Øjevidne til disse, vil De ikke kunne ansee det for påtrængende Indblanding i ægteskabelige Forhold, at jeg omtaler dem. Jeg kan med roligere og sikkrere Blik betragte det, som let blænder og forvirrer et elskende Øje. Sandsynlighed er ikke altid Sandhed; og der kan gives mange tænkelige Tilfælde foruden det værste. For Himlens Skyld! brug deres ellers altid så klare Forstand! skån Dem selv og deres syge Mand! og for alle Ting lad Dem ikke mærke med det allermindste for Doctoren! der kunde ellers skee en dobbelt Ulykke, og det måskee af en blot Fejltagelse." Sukkende trykkede hun min Hånd, og gik tilbage i Sygeværelset.

Jeg fik meget at bestille; min Fraværelse havde opdynget Forretningerne: dette var om Formiddagen og først mod Aften blev jeg fri. Jeg vilde atter over til Majorens; men besluttede dog først at tale med Doctoren i dennes eget Huus, for at høre hans virkelige og rene Mening om vor Vens Sygdom.

Hans Kone var ude på Landet med den næstældste voxne Datter; de to yngste vare budne i Byen. Pigen sagde mig, at Doctoren var på sit Arbejdsværelse. Jeg gik derop.

Han stod med Ansigtet mod Døren og Ryggen mod hans Schatol; i sin venstre Hånd krammede han nogle Papirer, og den højre klemte han krampagtigt mod Brystet; hans Ansigt var den kolde, stumme Fortvivlelse, hvor Indgangen er tillukt både for Håb og Frygt. Mit Hjerte isnede; jeg såe strax, at Alt måtte være opdaget, og Mistanken modnet til Vished. Han såe flygtigt på mig, som om han ikke kjendte mig.

Hvorledes skal Trøst kunne finde Indgang i et Hjerte, som Ulykkens Vinterstorm har omgivet med sin Iisskorpe? Jeg opløftede bedende mine Hænder til den Herre, hvis Barmhjertighed begynder der, hvor Håbet ender.

Jeg kjender intet vanskeligere, intet misligere Hværv, end det at trøste dem, som meest have Trøst behov; det vil sige: dem, der ikke kunne trøste sig selv. At sige til Een, hvis hele jordiske Lyksalighed på eengang er tilintetgjort: "Vær en Mand! Kæmp! tu contra audentius ito!" er det Samme som at råbe til den, der er falden og har brækket Benet: "Kom hid til mig, så vil jeg rejse Dig!" eller til den, der uden at kunne svømme, er styrtet ned i en rivende Strøm: "Brug dine Kræfter! Du kan nok bjerge Dig, når Du blot vil."

Nogle trøste med det Håb, den Ulykkelige har mistet; Andre med Tiden, hvis Pinagtighed han ikke er istand til at udholde; og atter Andre bære sig ad som Jobs Venner - der langt hellere måtte blevet ved med deres tause Medlidenhed og sympathetiske Gråd - idet de ymte om Guds Tugtelser, om begangne vitterlige og lønlige Synder: istedet for at gyde Balsom i Såret, dryppe de Gift deri. Sandelig! den Lidende kan svare dem i sit sønderrevne Hjertes Bitterhed: "Jeg har hørt mange Ting, som disse: I ere Allesammen møjsommelige Trøstere! Er der ingen Ende på de Ord, som ere kun et Vær? eller hvad hærder Eder til at tale således? Jeg, jeg kunde også tale som I; gid eders Sjæle vare i min Sjæls Sted! jeg kunde og sammenføje mange Ord mod Eder, og ryste over Eder med mit Hoved."

Når Smerten sammenknuger Brystet; når den ej engang kan fåe Luft gjennem Læberne, hvad skal da kunne optøe det stivnede Hjerte, dersom det ikke er en medfølende Vens tause Tårer? Mine randt overflødigen, og vædede hans Hånd, som jeg havde draget fra hans egen Barm til min. Da åbnedes også hos den Ulykkelige de Kilder, gjennem hvilke både Sorgen og Glæden udtømme sig: han støttede sin Pande mod mit Bryst, og græd som et Barn.

Dog ikke længe: han rev atter sit Hoved i Vejret, og Tårerne vendte tilbage til deres lønlige Huler. "Der! der!" råbte han, idet han med vild Hæftighed trykkede Papirerne i min Hånd, "det er Recepter, læseligt skrevne - tydelige at forståe - specifiqve Midler mod Romangriller, Kjerlighed, Troe på kvindelig Dyd, på Venskab - " han kastede sig på en Stol, skar Tænder, og udstødte nogle Toner, som lignede Latter.

Medens jeg læste Papirerne - Breve, hvis Indhold nedenunder skal meddeles - stirrede han uafladeligt på mig, jeg kunde sige, med misundelige Blikke, og med et sådant modbydeligt, bittersødt Smil, som ofte endnu længe efter Døden sees på Ihjelfrosnes Ansigter.

Det Brev, der låe først for, og ligesom de andre to vel var adresseret til Majoren, men hverken havde Datum eller anden Underskrivt end: "Din **i** (Elise)" var upåtvivleligt det yngste, og lød således:

"Ja, min Elskede! jeg kan ikke, jeg vil ikke skjule for Dig, at jeg under mit alt for svage Hjerte bærer et lønligt Pant på vor lønlige Kjerlighed. Min Samvittighed bebrejder mig en Brøde mod min Mand; men Kjerlighed kjender kun een Brøde - Utroskab mod den Elskede; den har kun een Pligt - at gjøre alt for den dyrebare Gjenstand, at hengive den både Legeme og Sjæl; ja, om det udfordres, at opofre begge Dele. Frans! Du var barnløs, det krænkede mit Hjerte. Har jeg forspildt min Lyksalighed hisset, da gjorde jeg det for at glæde Dig her. Nu, Elskede! har jeg Intet mere at give Dig."

Det Andet var åbenbar skrevet strax efter hin ulykkelige Maskerade.

"Skeet er skeet," skriver hun; "men Skjæbnen, den dunkle Skjæbne selv er det, der mod vor Vidende og Villie har ført os til hverandre. Den har selv forenet os - hvo vil nu adskille os? Jeg føler det, jeg veed det: siden hin Nat er jeg Deres for evig; jeg har fået et nyt Hjerte, en ny Sjæl. Jeg er aldeles forandret; mine Tanker, mine Ønsker, mine Længsler have kun eet Mål - Dem, Dem elskede, tilbedede Mand! O! had mig ikke! foragt mig ikke! Det er ikke Sandselighed, som drager mig til Dem; nej! reen skal min Kjerlighed være; men tale med Dem måe jeg, for at udøse mit qvalfulde Hjerte, for at afbede en Brøde, for hvilken Skjæbnen alene måe ståe til Ansvar. Jeg veed ikke hvad jeg skriver - Klokken 11 i Aften venter jeg Dem - min Mand er på Landet - forbarm Dem over den ulykkelige **i**"

"Hemmelighed" lød det tredie, men i Tiden formodentlig det mellemste "er Livsprincipet i Kjerlighed; uden denne mangler Myrthen både Rod og Top. Dersom Nogen vidste, at jeg elskede Dig, dersom Du var min ægteviede Mand; ja, jeg troer, at det Umulige, blev virkeligt. Men hvilket Tempel for vore lønlige Glæder! et Pulterkammer, fuldt af Commiskjoler og Blårlærred! - I Aften rejser Manden til P*. Kl. 11 ere Alle tilsengs undtagen hun, der venter Dig med brændende Hjerte. Solen ståer først op Kl. 7. Ah! der er længe til, inden jeg siger: Frantz! Frantz! Steh auf! der Morgen graut."

Da jeg var færdig med Læsningen, og det sidste Brev faldt ud af min skjælvende Hånd, rejste L* sig, greb mig i Skuldrene, og spurgte med et gjennemborende Blik: "Nå, gode Præstemand?"

"Hvorledes" sagde jeg "ere disse Breve komne i deres Hænder? ere de også ægte?"

"Så ægte" råbte han, "som cortex peruviana selecta; men ikke fuldt så gavnlige for Sundheden, og jeg har dem directe fra Hr. Galanen selv."

(Den ulykkelige Frue H* fortalte mig siden, hvorledes det var gået til. Da Doctoren om Eftermiddagen var kommen igjen, for at see til den Syge, begyndte denne atter at phantasere, og det endnu tydeligere end tilforn; tilsidst havde han befalet hende - som han bestandig antog for Doctorinden - at bringe ham en vis Skuffe af Chatollet; i Skuffen var en dobbelt Bund; ved at trykke på en Stift var den øverste sprunget op, og Brevene komne tilsyne; han havde flyet hende Samme med de Ord: "Der Elise! har Du dine Breve! riv dem istykker, eller brænd dem!" Hun sønderrev nogle andre Papirer, gik hen bag hans Seng, og læste Biletterne. Ikke længere sig selv mægtig, havde hun leveret Doctoren dem, og nu var Loddet kastet over den grusomt bedragne Mand.)

"Min arme, beklagelsesværdige Ven!" sukkede jeg, "hvilken Bestemmelse tager De nu? hvad vil De gjøre?" Han slap mig, og gik med hurtige Skridt og knyttede Hænder rundt i Værelset. "Hvad jeg vil gjøre?" gjentog han mange Gange.

"For det første," tog jeg atter til Orde, "torde vel disse fatale Breve tilintetgjøres - ?"

"Tilintetgjøres?" skreg han, "disse Breve?" - han rev dem hurtigen til sig - "hvad! disse søde, velsignede Kjerlighedspanter!" han knugede dem med en Elskers Hæftighed til sit Bryst - "Nej, Pastor! ved dem kan jeg ikke skille mig; de skal følge med mig i Graven, og fra Graven didop, hvor alle sådanne Panteforskrivninger engang skulle indløses."

"O, min Ven! min Ven!" sagde jeg, "ere de ikke allerede der forlængst protocollerede? hvorfor vil De være hendes Anklager? Dem hører hverken Hævnen eller Dommen til; men en Gud, hvis Retfærdighed er ophøjet over vore snart hendøende Lidenskaber."

Han standsede, så længe op til Himmelen, og gav mig dem derpå tilbage. "Der," sagde han roligen, "behold dem! tilintetgjør dem! men lov mig først: at De, når jeg er død og borte, vil vise hende dem!"

Jeg lovede det; men lagde til: "hvorfor, kjere Doctor! vil De tale om Døden? deres Stød er hårdt, forfærdeligt - De mister en Kone, som De elsker - en uværdig, foragtelig Skabning; men har De ikke endnu deres Børn?"

Han såe stivt på mig, og skoggrede vildt i Vejret: "Hvis Børn? mine Børn? - nej Majorens Børn - " "- De to ældste," afbrød jeg, "vare jo fødte inden han kom til Byen, og Ingen kan, ved et blot flygtigt Øjekast, tage fejl af deres Fader."

"Og de andre?" spurgte han bittert smilende, "hvo af dem, hvor mange af dem ere mine? har De ikke læst Brevet, og synes Dem ikke, at de ligne ham op ad Dage? - o! - " han slog sig med den knyttede Hånd for Panden, og gik atter med stærke Skridt omkring i Kammeret.

Jeg taug - jeg vidste i en Hast Intet at svare; thi når jeg tænkte mig om, fandt jeg, at han ikke havde så ganske Uret, fornemmelig hvad den gifte Datter angik. Hendes Lighed med Majoren var umiskjendelig. "Phantasier - sagde jeg omsider noget langsom og halv tvivlrådig - kan også bevirke - " "Ha!" faldt han ind, "her behøve vi ikke at tage Phantasien tilhjælp; Skjøgen tilståer det jo selv."

I det samme kom de to yngste Døttre ind, og ilede hen for at omfavne ham. Men han trådte så langt tilbage, som han kunde komme, satte Hænderne imod dem, og stirrede på dem med Forfærdelse og Afskye i alle hans Miner. De arme Småpiger bleve forskrækkede, skjalv, brast i Gråd, og faldt hverandre om Halsen - de frygtede for at have forseet sig i Noget. Jeg tog dem i mine Arme, og mine Tårer faldt på deres guldlokkede Hoveder. Da opløstes også hans Forhærdelse i Medynk; den gamle Ømhed vendte tilbage, og jog - for en Tid - Tvivlens Dæmon ud. Han satte sig, tog dem på sine Knæe, og kjertegnede dem vexelvis: de Småe græd nu af Glæde.

I denne ønskeligere Sindstemning troede jeg at torde forlade ham, for at tage fat på mine ufuldendte Forretninger. Jeg overlod ham til hans gode Hjertes mildere Følelser, og den Barmhjertiges mægtige Nådevirkninger.

Da jeg den følgende Morgen besøgte ham, låe han afklædt, men vågen i Sengen. Den næstyngste, tolvårige Datter sad hos ham, og vilde pånøde ham en Kop The. Han afslog den, såe mørk, kold og næsten fremmed på os Begge. Med bønlig Mine pegte jeg på den Lille, og nu tog han Koppen, satte den til Munden, smagte; men som om det havde været bitter Medicin, lod han den atter hvile på Dynen. For at fåe Glutten bort, bad jeg hende om at skaffe Frokost, og søgte nu ved min venlige Tiltale påny at åbne den arme Mands tilknugede Hjerte.

Han satte Koppen fra sig, og foldede sine Hænder. Enten hørte han mig ikke, eller han forstod mig ikke. "Mit Liv," sagde han omsider sagte og langsomt, "er hjemfalden til den, som gav det - Giften virker; jeg har udtømt Bægeret til sidste Dråbe! og for mig findes ingen anden Modgift, end Døden. Jeg er opvågnet af en lang og sød Drøm; jeg har - som det ofte hændes de Afsindige - fået et lyst Øjeblik, den nære Opløsnings sikkre Forbud. O min Gud, min Gud! tag mig dog bort herfra, inden denne Slange kommer tilbage!" Han lukkede sine Øjne, som om han frygtede for Synet af hende. "Jeg elskede så ømt, så trofast," vedblev han efter et Ophold, "af mit ganske Hjerte, Sjæl og Sind; i tive År indbildte jeg mig at beboe et jordisk Paradis, og vandrede på en Vulcan, der lønligen brændte under mine Fødder - den tynde Skorpe, som adskilte Himmel og Helvede, er bristet nu, og jeg nedsunken i det flammende Svælg - barmhjertige Gud! lad Legemet fortæres, og tag min arme Sjæl!"

Jeg bad med ham, for ham om Styrke og Tålmodighed; jeg trøstede ham med Guds almægtige Godhed, med Tanken om hans tvende håbefulde Sønner, om en tåleligere Fremtid under Adskillelsen fra den Uværdige. Han rystede sagtelig med Hovedet: "Jeg kan ikke leve i den Verden," sagde han, "hvor hun ånder; vi kunne ikke mere have een Sol tilfælleds. Adskillelse fra Bord og Seng og Huus og Fødeland - det er altsammen Intet - Lys og Mørke, Liv og Død, Tid og Evighed måe være imellem os; før ere vi ikke adskilte."

Den ældste Datter (jeg tør desværre ikke sige hans Datter) kom ind med sit toårs Barn på Armen. Glutten rækkede efter den formeentlige Bedstefader, og udlallede denne ham forhen så søde Benævnelse. Med Tegn på indvortes, sønderslidende Smerter, bortvendte han sit Ansigt. Den bedrøvede Moder satte Barnet ned, og Tårer væltede ud af hendes Øjne. Jeg måtte føre Begge bort, og opbyde al min Kunst og Opfindelseskraft for at berolige den stakkels Kone. Det lykkedes mig kun halvt - hun ahnede en forestående Ulykke.

Såvidt min Tid tillod det, forblev jeg hos min ulykkelige Ven, var hans Vogter, Opvarter, Trøster i de følgende syv Dage. Jeg havde en tung Bestilling: både at passe ham, at afholde alle Besøg og at berolige Børnene.

Den anden Læge kom et Par Gange ubuden; men da han Intet fik at bestille, blev han omsider borte.

Jeg skrev til Sønnerne i Kjøbenhavn; jeg håbede, at deres Nærværelse vilde virke gavnligt på den arme Lidende - de kom først tidligt nok til at ledsage hans afsjælede Legeme til det længselfuld forønskede, og voldeligt tiltvungne Hvilested.

Min Ven blev med hver Dag mere stille, mørk og ordknap; det var mig sandsynligt, at han rugede over een eller anden frygtelig Plan.

Ottende Dagen efter den sørgelige Opdagelse hensov Majoren; han havde bestandig siden lagt som i en Døs, og døde uden at have fået sin Bevidsthed igjen. Jeg bragte L* denne Tidende; han modtog den ligegyldigen, og sagde blot: "Vi ville snart mødes."

Dagen efter var Frue L* ventendes tilbage. Jeg spurgte hendes Mand, hvorledes der skulde forholdes ved hendes Ankomst; og om det ikke var bedst, at hun blev bortfjernet? Han svarte, at han var fuldkommen beredt på hendes Komme, og at Alt vilde nok falde af sig selv. Jeg fattede Mistanke, og yttrede den. Med et roligt Smil rakte han mig sin Hånd og sagde: "om jeg nu med Vished forudføler min Død, vilde De da misunde mig Opfyldelsen af det eneste Ønske, mit sønderknuste Hjerte endnu har tilbage? De Lænker, der bandt mig til Livet, løse sig Led for Led - der er kun eet tilbage; såsnart jeg seer hende, vil dette springe."

Der var en dobbelt Mening i disse Ord; jeg borde ikke ligefrem antage den værste. Dog vedblev jeg at henpege derpå, og anbragte alle Fornuftens og Religionens Grunde. Ak! Fornuften udretter Intet med et fortvivlende Hjerte, og Religionen formåer kun at trøste den, som den tilforn har vejledet. Og Dr. L* havde været enten for letsindig eller for lykkelig, til at besidde nogen dyb religieus Følelse. Han havde vel havt Troe; men en let Troe, som aldrig var prøvet og styrket ved betydelig Kummer eller Gjenvordighed. Han var en Glædens Søn, og skilt fra denne hans bestandige Ledsager på Livets Bane, måtte han vorde et let Bytte for Sorgen - for den frygteligste af alle de Lidenskaber, mod hvilke den svage Menneskesjæl her haver at kæmpe.

Jeg blev hos ham til langt ud på Natten. Da jeg vilde til at gåe, udstrakte han sine Arme efter mig, og trykte Afskedskysset på mine Læber. Endnu et Par Tårer tindrede i hans matte Øjne, og med næsten bristende Stemme sagde han blot de Ord: "Tak! - Lev vel sålænge!"

Jeg gik hjem og lagde mig halv afklædt, med den Beslutning, tidlig næste Morgen at vende tilbage til ham, deels for at bevogte ham, deels for - om muligt - at forebygge Sammenkomsten mellem ham og den troløse Kone, eller dog i det ringeste at være en vist nok højst nødvendig Trediemand ved Samme.

Men udvåget, som jeg var, sov jeg over mig, og ingen af Mine nænnede at forstyrre denne Hvile. Jeg vækkedes ved det Skrækkens Bud, at Doctor L* havde skudt sig. Jeg foer derover: han låe endnu i den blodige Seng, med gjennemboret Bryst. Ingen af Familien var derinde; men den anden Læge, Borgemesteren og Pigen. Denne Sidste havde været tilstede, da Gjerningen skedte. Hun berettede: at hun med Doctorens Tilladelse havde afløst mig i at våge hos ham: at hans Kone, som af den ældste Datter var bleven underrettet om sin Mands Sygdom, havde ilet ind til Byen, og trådte i Dagbrækningen uventet ind til ham. Såsnart han såe hende, havde han rejst sig overende i Sengen, sagt nogle Ord i et Sprog, som Pigen ikke forstod, derpå taget en Pistol frem under Dynen, og trykket den af mod sit Bryst.

Jeg vil ikke tale om den påfølgende Jammer. Jeg har i Begyndelsen af denne Fortælling korteligen antydet, hvorledes en vellystig og samvittighedsløs Kvindes Brøde bragte Fordærvelse over tvende Familier, og mange Andre en Sorg, som længe smertede dybt, og aldrig ganske forglemmes.

En novelle af St.St. Blicher (1782-1848) fra tidsskriftet Nordlyset bd. 5, 1828..

PS: Den gamle retskrivning med aa er ændret til å og dobbelt-i (fx som i 'smiilte') er ændret til enkelt-i.

dansksiderne.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2021 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt