Af Aslak Gottlieb, undervisningskonsulent. Artiklen er oprindeligt udgivet på Avisen i Undervisningen - aiu.dk, som nu er nedlagt.

Den journalist, som har gode kilder, er mere værd end den, som ikke har. Journalisten får mange af sine historier fra sit kildenet. Ud over de kilder, som journalisten selv skaffer sig og har i sit kildenet, kan journalistens kilder være skriftlige. Det kan være telegrambureauer som Ritzau, andre medier, sociale medier, biblioteker, arkiver, registre og offentlige videndatabaser.

Kildenettet fungerer begge veje: Journalisten bruger kilderne til at få sine spørgsmål besvaret, men kilderne henvender sig også til journalisten, hvis de synes et eller andet er vigtigt, interessant eller for galt. Der kan være tilfælde, hvor journalisten ikke behøver at afsløre sine kilder, hvis det fx kan bringe dem i fare. Det kalder man kildebeskyttelse.

Tre typer kilderMan deler kilder ind i tre typer:

Erfaringskilder, som har oplevet historien på deres egen krop. Cases bygger gerne på erfaringskilder. En erfaringskilde kan fx være en person, der har overværet det trafikuheld, journalisten skal skrive om.

Partskilder, som har en personlig interesse i historien. Det kan fx være en politiker, der prøver at komme igennem med et budskab eller en sag.

Ekspertkilder, som har en faglig viden om det, historien handler om. Det kan fx være en forsker, der kan forholde sig neutralt til sagen.

Som tommelfingerregel skal journalisten være særlig kritisk overfor:

• Kilder, man ikke kan tjekke.
• Kilder, man har fælles interesser med.
• Kilder, man personligt godt kan lide.

Historier skal som udgangspunkt altid have flere kilder end én – medmindre det er et interview. En historie er nemlig ikke troværdig eller viser det rette billede af sandheden, hvis der kun én kilde, der mener eller siger et eller andet. Påstanden skal gerne bakkes op af andre og være repræsentativ, for at kunne bære en historie – og for at vise, at der er tale om en tendens.