Teksten stammer oprindeligt fra http://www.nordskol.org/film/, men denne underside eksisterer ikke mere.

I. Filmens struktur

En film er et kompliceret netværk af elementer. Filmen har en horisontal og vertikal opbygning, et dramaturgisk forløb og et netværk af personer, holdninger og temaer. Filmens idé, indhold, dramaturgi, udtryk og genre skal understøtte hinanden for at give tilskueren en sammenhængende oplevelse og forståelse. En analyse af filmens struktur har som formål at undersøge denne sammenhæng.

1. Idé

• Tema
• Præmis
• Pitch

2. Indhold

• Karakterer
• Motiv
• Tid, steder og miljøer

3. Dramaturgi

• Scener og sekvenser
• Plot
• Modelhistorie
• Episodisk fremstilling
• Anslag og udtoning
• Rammefortælling
• Plot points
• Fremdriftselementer
• Set up/pay off

4. Genre

• Drama
• Dramakomedie
• Road-movie
• Dogmefilm
• Dokumentarfilm
• Filmatisering

5. Udtryk

• Lys
• Lyd
• Synkron og asynkron lyd
• Underlægningsmusik og -lyd
• Scenografi
• On location
• Billedkomposition
• Tid
• Bevægelse
• Klip
• Elliptisk klip
• Scenisk klip

1. Idé

En film uden en grundlæggende idé hænger ikke sammen.

Det er ikke afgørende for filmoplevelsen, at du fanger instruktørens idé, men det er afgørende at du fornemmer, at der er nogle tanker bag.

Idéen omfatter både filmens indhold og form: Hvad vil man fortælle, hvorfor vil man fortælle og hvordan vil man fortælle?

Tema

Temaet er det overordnede emne eller problem, som filmen gennem sin handling og gennem sine personer behandler. Det kan dreje sig om forholdet mellem generationerne, mellem rig og fattig, om tro og tvivl, om samfundets krav til den enkelte, om fortid og nutid.

Et tema kan ofte udtrykkes i modsætningspar, fordi det rummer konfliktstof. Og fordi det rummer konfliktstof, er det velegnet at fremstille i en film, der anvender ydre handling, konfliktudvikling og menneskelig lidenskab som drivkraft.

Præmis

Præmissen er den holdning til temaet, som filmen gennem sin handling og gennem sine personer udtrykker.

Præmissen er ofte forbundet med hovedpersonens udvikling eller skæbne i filmforløbet: Hvordan løser han eller hun det konfliktstof, der er indeholdt i temaet? Præmissen bliver derfor først klar for dig i filmens klimaks, når hovedpersonen har løst sine konflikter eller opgivet at løse dem.

Præmissen udtrykker filmens budskab. Et budskab har som regel form som en påstand. Hvad vil den overbevise sine tilskuere om?

Pitch

Pitchen er filmens tema sat på spidsen. I en kort og fyndig sentens på 1-3 sætninger udtrykker pitchen filmens idé.

2. Indhold

Film er konkret. Den viser os en verden, du mere eller mindre kan genkende, selv om det hele er opdigtet og foregår steder, hvor du sikkert aldrig har været, blandt mennesketyper du ikke har erfaringer med eller i fortiden.

Genkendelsen er vigtig, for at du kan identificere dig med personerne. Og identifikationen er vigtig, for at du kan få en oplevelse.

Karaktererne - orkestreringen

Personerne i en film kalder man for karakterer, fordi de hver især er udstyret med nogle karakteristiske egenskaber og har nogle bestemte funktioner i den filmiske fortælling. De fungerer som instrumenterne i et orkester, der til sammen skaber musikken, men hver især farver den.

De væsentligste karakterer i en film er:

• Hovedpersonen, som er en dynamisk karakter, der udvikler sig gennem filmen, fordi han eller hun har et motiv til at ændre sin situation ved filmens begyndelse. Udviklingen kan have et indre (at opnå erkendelse, indsigt) eller en ydre (at opnå rigdom, frihed) mål.
• Skyggekarakteren optræder i skyggen af hovedpersonen som en parallel- eller kontrastfigur. Han eller hun gennemløber den samme udvikling, eller dele af den, som hovedpersonen, men ofte med et andet resultat. Skyggekarakteren er en dynamisk figur, hvis funktion først og fremmest er at belyse hovedpersonens udvikling yderligere.
• Modstanderen er en karakter, der står i vejen for hovedpersonens udvikling. Ofte fordi modstanderen har de samme mål og de samme motiver til at handle, men også fordi modstanderen på forhånd har antipati mod hovedpersonen. Modstanderen er en overvejende statisk figur, hvis funktion først og fremmest er at skabe konflikt og fremdrift i filmen.
• Hjælperen er til rådighed for hovedpersonen med råd og dåd. Han eller hun besidder ofte nogle evner eller en viden, som hovedpersonen før eller senere får brug for. Hjælperen er overvejende en statisk figur, hvis funktion først og fremmest er at medvirke til at løse konflikter og fjerne modstand for hovedpersonen.
• Giveren er den karakter, der har afgørende indflydelse på hovedpersonens skæbne. Om det lykkes for hovedpersonen at opnå sine mål afhænger i høj grad af giveren, da giveren ofte har råderet over det mål, som hovedpersonen stræber efter. Giveren er overvejende en statisk figur.
• Den fortrolige er den karakter, som de øvrige kan betro sig til. Han eller hun er en meddelelseskanal til tilskuerne for følelser og tanker hos de andre samt for orientering om handlingselementer, der ikke er kommet til udtryk i filmfortællingen.

Motiv

Hovedpersonen i filmens handling er den karakter der har det stærkeste mål for at handle. Måske er målet ikke klart for hovedpersonen selv, men bliver det efterhånden som handlingen skrider frem.

I første omgang har hovedpersonen et motiv for at handle. Han eller hun ønsker at ændre noget eller opnå noget.

Motivet er knyttet til hovedpersonen og driver handlingen frem.

Tid, steder og miljøer

Til forskel for en roman, hvor fortælleren oplyser dig om, hvor og hvornår romanen foregår, så er filmen nødt til at vise det efter modellen don't tell it, show it!

Hertil benytter filmens skabere sig af metonymer. Hvad skal der til af udtryk (lyde, replikker, rekvisitter) for at markere bestemte tider og miljøer?

Scenografi, replikker, kostumer og rekvisitter markerer, hvilke historiske tidsepoker, filmen foregår i. De er også med til at karakterisere personerne i filmen psykologisk og socialt.

Hver scene foregår i et bestemt miljø, hvad enten det er eksteriør (udenfor) eller interiør (indenfor). Miljøet kan være præget af sociale og institutionelle forhold (spisestue hos en familie) og befinde sig i et privat (lejlighed, bil) eller et offentligt (kirke, værtshus) rum.

3. Dramaturgien

En film varer normalt mellem 90 og 150 minutter. Inden for den tid skal du måske være vidne til en historie, der strækker sig over mange år. Samtidig med at historien altså skal fortættes, så skal den også betones. Den skal fortælles på en måde så pointerne træder tydeligt frem, så du både opfatter tema og præmis.

Scene og sekvens

En film består af indstillinger, scener og sekvenser.

• En indstilling er en uafbrudt kameraoptagelse. Kameraet kan holdes stille eller være i bevægelse.
• En scene består af en eller flere indstillinger der overholder tidens og stedets enhed.
• En sekvens består af en eller flere scener der udgør en sammenhængende handlingsdel i hele filmen.

Med en lidt grov sammenligning kan man sige, at indstillingen svarer til en sætning, scenen til et afsnit og sekvensen til et kapitel i en roman.

Plot

Plottet er filmens røde tråd.

Film er ydre handling. Film består af en lang række scener, hvori personerne handler og interagerer med hinanden, så resultatet er dynamik, udvikling, forandring.

Plottet er en kortfattet beskrivelse af filmens handling. En frysetørring af handlingen uden omtale af personernes følelser og bevæggrunde for at handle som de gør.

Modelhistorie

Ofte rummer en enkelt scene i filmen hele historien i en nøddeskal. Scenen drejer sig måske om noget der forekommer uvæsentligt for selve handlingen. Den har sin egen lille historie, der kan opfattes som en fortættet og omskrevet model for filmens tema.

Episodisk struktur

En fortælling der foregår i spring, i episoder, har en episodisk struktur.

Hver episode repræsenterer en mere eller mindre afsluttet handling eller måske lige frem består af en lang sekvens eller scene.

Den episodiske struktur anvendes ofte, når et helt liv fra barndom til alderdom skal fortælles på film. Episoderne kan bestå af en 1-2 sekvenser fra hovedpersonens barndom i familien, 3-4 sekvenser fra ungdom med skole, kammeratskab og kærester, 3-4 sekvenser fra voksenlivet med genvordigheder på jobbet og i det private liv og endelig 1-2 sekvenser i alderdommen, hvor hovedpersonen måske ser tilbage. En sekvens fra den sidste episode kan evt. indlede filmen. I så fald er der tale om en rammefortælling.

Anslag og udtoning

Indgangen (anslaget) og udgangen (udtoningen) i en filmisk fortælling er afgørende. Hvordan bringer man tilskueren ind i filmens univers og på logisk og effektiv måde får præsenteret filmens personer og historie? Og hvornår og hvordan forlader man fortællingen? Filmens personer og deres historie lever videre hos tilskueren, men i hvilken tilstand og situation efterlader filmen dem? Er deres problemer løst? Er deres mål nået?

En åben udtoning overlader en lang række spørgsmål til tilskueren. En lukket udtoning overlader en lang række svar til tilskueren.

Rammefortælling

Anslaget og udtoningen kan være formet som en ramme om selve hovedhandlingen.

Rammen kan bestå af den samme scene, der indledes i anslaget og afsluttes i udtoningen eller den kan bestå af en fortæller, fx hovedpersonen, der kommenterer handlingen før og efter. Er der tale om det sidste vil overgangen mellem anslag og første scene fungere som et flashback.

Plot points

Undervejs i filmen vil der indtræffe afgørende vendepunkter, de såkaldte plot points. Her tager handlingen en ny retning fordi nye oplysninger kommer til, eller fordi der sker noget afgørende for nogle af personerne.

Ofte vil der være to markante plot points i filmen:

• Når personerne og temaet er præsenteret indtræffer der et vendepunkt, også kaldet for et point of no return, hvor hovedpersonen sættes i en situation, der kræver handling, beslutsomhed eller selverkendelse.
• Når problemerne er så tilspidsede eller målet så nær for hovedpersonen indtræffer filmens klimaks, hvor filmens konfliktstof opløses, præmissen træder frem.

Før klimaks ligger filmens hovedscene og umiddelbart efter følger filmens udtoning.

De to plot points deler filmen op i tre akter: Præsentation (vendepunkt) Konfliktudvikling (klimaks), Udtoning

Fremdriftselementer

En film skal have et drive, der kan bringe handlingen frem og holde din opmærksomhed fanget. Det sker gennem

• Varsler - ildevarslende tegn på, at noget vil gå galt: Optræk til uvejr, døde dyr i vejkanten mv.
• Tidsfrister - hovedpersonen har en afmålt tid til at udføre en handling eller nå et mål
• Forhindringer - hovedpersonen forsinkes i sit forehavende pga. aflåste døre, hegn, forstuvet fod, punktering mv.
• Fordeling af viden - den skæve fordeling af viden om hvad der er sket, sker og vil ske mellem personerne og tilskueren skaber fremdrift

Set up/pay off

Det dramaturgiske forløb bliver mere virkningsfuldt og velkomponeret, når det rummer flere set up- og pay off-elementer. En replik, en rekvisit eller måske en hel scene tidligt i filmen kan vise sig senere at få stor betydning, når den vender tilbage.

Et set up kan virke som et varsel, men ofte er det sådan, at du først i et pay off bliver opmærksom på, at der har været et set up.

4. Genre

Både indhold og dramaturgi har indflydelse på genren. En filmgenre rummer bestemte karakterer og har sit mere eller mindre genkendelige forløb. Her omtales kun de filmgenrer som de 6 film i filmpakken repræsenterer.

Drama

Dramaet er en klassisk genre med rod tilbage i det gamle græske teater. Det er en alvorlig fremstilling af mennesker i konflikt med sig selv, med hinanden og/eller med det omgivende samfund.

Thrilleren er en særlig filmisk udgave af det klassiske drama, som i højere grad betoner en ydre spænding gennem en fortættet handling, frem for et indre, psykologisk, drama.

Udgangen på et drama er ikke entydig, men en eller anden form for erkendelse eller fornyet indsigt for hovedpersonen vil altid være resultatet, uanset om udgangen er negativ (tragedie) eller positiv.

For tilskueren til et drama er virkningen identifikation og katharsis - hvilket er det græske ord for "rensning af sjælen".

Inden for film findes mange undergenrer til dramaet: actionfilmen, katastrofefilmen, spændingsfilmen, den politiske triller, melodramaet, science fiction filmen mv.

Dramakomedie

Dramakomedien blander de to klassiske genrer drama og komedie. Den er en humoristisk fremstilling af mennesker i konflikt med sig selv, med hinanden og/eller med det omgivende samfund.

Udgangen på en dramakomedie vil altid være positiv. På trods af mange genvordigheder og misforståelser lykkes det for hovedpersonen at få altid til at gå op i en større helhed til sidst.

Dramakomedien vil ofte handle om hverdagsproblemer; den lille verdens problemer i modsætning til dramaet, der tager livets store spørgsmål op.

Road-movie

Road-movien skildrer hovedpersonens rejse gennem et landskab, hvorunder han eller hun møder nye mennesker og miljøer.

Ofte er der tale om en planløs rejse eller en rejse, der skyldes at hovedpersonen er på flugt, fordi de er eftersøgt af politiet på grund af kriminalitet.

Den ydre rejse bliver som regel også en indre rejse, en dannelsesrejse. Grundfortællingen er Homers Odysséen og inden for film nyklassikerne Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967) Dennis Hoppers Easy Rider (1969), David Lynchs Wild at Heart (1990) og Ridley Scotts Thelma & Louise (1991).

Dogmefilm

De to danske instruktører Lars von Trier og Thomas Vinterberg oprettede i 1995 et såkaldt "Dogmemanifest" på 10 punkter, der skulle bringe filmen tilbage til det oprindelige: Nærværende billedfortællinger om mennesker.

Dogmemanifestet fastlægger en række begrænsninger i brugen af de filmiske virkemidler: håndholdt kamera, ingen asynkron lyd eller musik, ingen kunstig lyssætning, kun samtidsskildringer (ingen historiske kulissefilm), delvis improvisation i scenerne mv.

Resultatet er at filmene ofte virker dokumentariske - og dermed mere "ærlige" med rystende og uskarpe billeder og skuespillerne ofte mere ægte i replikker og handlinger.

Som regel improviserer skuespillerne i scenerne efter en nærmere aftalt ramme, hvilket giver større troværdighed og ægthed.

Kendte dogmefilm er Thomas Vinterberg Festen, Lars von Trier Idioterne, Lone Scherfig Italiensk for begyndere og Susanne Bier Elsker dig for evigt (2002)

Dokumentarfilm

Dokumentarfilmen fremstiller virkeligheden uden nogen form for iscenesættelse eller manuskript. Det er i hvert fald den gældende påstand om denne type film, der bygger på:

• Reportage - optagelser fra eksisterende steder, gerne med tilknyttede begivenheder
• Interviews - med mennesker der svarer på spørgsmål, kommenterer og fortæller
• Håndholdt kamera og urolige billeder, der ikke på forhold er planlagte

Filmatisering

De fleste film bygger på et skriftligt forlæg - et manuskript med dialoglister, en drejebog med anvisninger på scener og indstillinger eller ligefrem en hel roman eller novelle. Er det sidste tilfældet taler vi om en filmatisering.

Det litterære forlæg kan være skrevet længe før filmen er blevet til, men rummer måske så meget ydre handling og "billeder", at det er nærliggende at filmatisere den. En vellykket filmatisering fortolker romanens eller novellens indhold. Den mindre vellykkede fungerer som en "illustreret klassiker".

Da bogen er et andet medie end filmen skal filmatiseringen tage hensyn til dette. Det kaldes at adaptere, når man omformer en litterær tekst til film. Adaptationen kan være præget af:

• Forkortning - romanens lange fortælling forkortes, fx ved at forhistorien er udeladt
• Forenkling - personerne er mere entydige, sidehandlinger og bipersoner forsvinder, tilpasset måske en yngre målgruppe
• Fortætning - visse personer samles i én person, fortællingen koncentreres
• Omplantning - tid og sted ændres, temaet moderniseres, tilpasses samtiden

5. Udtryk

Lys

Lyset er afgørende for film. Ja, film er lys. Lyset kan bruges neutralt til at oplyse scenerne, men det kan også bruges ekspressivt til at understrege et indhold eller en dramaturgi.

Her er eksempler på, hvordan lyset kan bruges som ekspressivt udtrykselement:

• Sort/hvid - Farverne kom til filmen i 1930'erne, så når en ny film er lavet i s/h er det fordi, det skal give en særlig effekt. S/h-billeder er klarere, lys/skygge-forholdene stærkere, gråtonerne mangfoldigere. Ofte har s/h-film et stærkere dokumentarisk præg.<
• Lys/skygge kontraster - hvem eller hvad er placeret i skyggen? Kontrasterne skaber også dybde i billedet.<
• Modlys - på en person placerer ofte denne i en udsat position.
• Farver - farvebrugen kan have symbolsk værdi (gul farve betyder 'falskhed', rød 'lidenskab'), og de kan have metaforisk værdi (en farve kan frembringe særlige stemninger i en scene)

Lyd

Siden slutningen af 1920'erne er filmen udstyret med lyd. Som med lys benyttes lyd neutralt eller ekspressivt.

Da lyden ikke behøver at følge billedet skelner vi mellem:

• Synkron og asynkron lyd. Synkron lyd er lyd, der stammer fra det vi ser på billedet, en replik, et tog der kører forbi, en måge der svæver over havet.
  Asynkron lyd stammer fra en lydkilde uden for billedet. En person, en kommende fare, underlægningsmusik, effektlyde. Ved hjælpen af lyden - asynkron lyd - kan billedet på den måde 'udvide sig'.
• Underlægningsmusik og -lyd. Underlægningsmusikken skal understøtte handlingen og forstærke vores følelser over for det vi ser på lærredet. Den kan følge med hele filmen igennem, men ofte er den anbragt "strategiske" steder - under de indledende credits, under plot points og gennem filmens udtoning.
  Tidligere var underlægningsmusikken symfonisk partiturmusik, men nyere film anvender enklere og spinklere toner; korte motiver på klaver eller en iørefaldende popmelodi.
  Mange film udelukker helt underlægningsmusikken og anvender kun underlægningslyde, asynkrone effektlyde, der skal understøtte dramaturgien, skabe spænding og stemning.

Scenografi

Filmens scener foregår i forskellige rum. Rummene er "udsmykkede", de er scenograferede.
Scenografien skal understøtte filmens indhold og skabe forbindelse mellem fabula og sujet. Scenografien er metonymisk. Hvilke kulisser og rekvisitter skal der til for at tilskueren har et indtryk af at vi befinder os i en norsk bygd i 1959? Hvordan ser er præstehjem ud på det tidspunkt?

Scenografien bygger de mest karakteristiske elementer op og overlader resten af "scenografien" til din fantasi.

Man skelner mellem eksteriør (udendørs) og interiør (indendørs) scener. Tidligere byggede man både eksteriør- og interiørscener op i studiet, men nu om dage foretages de fleste eksteriørscener on location - på velegnede, eksisterende steder. Men det betyder ikke, at man ikke ændrer på stedet. En blå bil erstattes med en rød, husfacader ændres mv.

Billedkomposition

Filmens billede består af elementer, såkaldte motiver, fordelt på en flade, bevægelse i og af billedet samt billedets beskæring, rammen om det hele.

Motiverne (personer, bygninger, genstande) kan skabe:

• balance/ubalance i billedet - balancen giver ro, ubalancen spænding og fremdrift
• dybde i billedet - motiverne placeres i forgrund, mellemgrund og baggrund. En person bag et hegn skaber en bestemt opfattelse af denne person.

Motiverne ser du også fra et bestemt perspektiv, en bestemt vinkel:

• frøperspektiv - kameraet optager nedefra og op på motivet. Linierne fortegnes, så motivet virker større end det i virkeligheden er
• normalperspektiv - kameraet optager i en lige linie med motivet - i øjenhøjde. Billedet er neutralt og svarer til vores normale opfattelse
• fugleperspektiv - kameraet optager oppefra og ned. Linierne fortegnes, så motivet presses sammen og virker mindre end det i virkeligheden er

Bevægelsen sker ved at:

• personerne flytter sig - ud og ind af billedet, fra forgrund til baggrund og mellem hinanden
• kameraet bevæger sig på et fast punkt - tilter op og ned (vertikal bevægelse) eller panorerer til højre og venstre (horisontal bevægelse). Kameraet kan følge personernes bevægelse, følge personernes blikretninger eller selv gå på "opdagelse".
• Kameraet flytter sig - på skinner (stabile billeder) eller håndholdt (rystende billeder)

En særlig kunstig form for bevægelse er effekten slow motion. Den naturlige hastighed nedsættes, så virkningen bliver, at bevægelsen stivner. Den anvendes til at tydeliggøre en handlingsdel eller -oftere - til at forstærke en følelse.

Anvendelsen af slow motion understreger at her sker der noget betydningsfuldt.

Beskæringen vedrører især billedets hovedmotiv, det dominerende element i billedet. Vi kan se det i total (hele motivet med omgivelser), halvtotal (3/4 af motivet), halvnær (1/2 af motivet), nær (det vigtigste ved motivet med detaljer).

Er motivet er en person vil totalen vise hele personen, halvtotalen personen fra knæene og opefter, den halvnære beskæring personens overkrop og ansigt og den nære beskæring personens ansigt. Close-up går yderligere tæt på personens læber, øjne mv.

Beskæringen skaber to verdener - i billedet og udenfor billedet. Lyden og personernes blikke kan føre vores opmærksomhed uden for billedets ramme. Vi ved selvfølgelig, at der sker noget på den anden side af rammen, og det kan indgå som en virkningsfuld effekt i billedets udtryk og filmens dramaturgi.

Billedets beskæring afhænger af:

• Kameraets afstand til motivet
• Kameraets objektiv - teleoptagelse (som en kikkert) skaber et fladt billede uden dybdefornemmelse og en vidvinkeloptagelse (som en omvendt kikkert) skaber stor dybe og overblik.

Teleoptagelsen kan skabe spænding og fremdrift, vidvinkeloptagelsen ro og overblik.

Tid

Tiden er en vigtig faktor i film. Vi oplever den på flere planer:

• Historisk tid - filmens handling udspiller sig i en bestemt tidsepoke. Denne epoke kan være direkte angivet gennem velkendte historiske begivenheder eller indirekte angivet gennem tøjmode, bilmodeller, holdninger mv.
• Fremstillet tid - filmens handling foregår over tid. Måske et helt menneskeliv, måske blot over 3 døgn.
• Fremstillingens tid - filmens dramaturgiske forløb fortætter og forkorter den fremstillede tid, så filmens længde bliver normalt bliver mellem 90 og 150 minutter. Og det er ligegyldigt om den fremstillede tid er 50 år eller 50 timer.

Den fremstillede tid refererer til filmens fabula, mens fremstillingens tid refererer til filmens sujet.

Gennem klipningen, dvs. sammenføjningen af kameraoptagelser, etableres filmens rum og tid. Vi skelner her mellem:

• Elliptisk klipning - klipning der skaber oplevelse af tid ved at sammenføje scener, der har tidsafstand mellem sig - fx fra en scene ved en skovvej med grønne blade på træer til en scene med sne på vejen og nøgne grene på træerne.
  Handlingen er således ved en enkelt elliptisk klipning sprunget mindst et ½ år frem i tiden. Fremstillingens tid forkorter voldsomt den fremstillede tid - et ½ år på 10 sekunder.
• Scenisk klipning - klipning der skaber oplevelse af rum ved at sammenføje kameraoptagelser på samme location og med samme motiver, men under forskellige vinkler - fx to mennesker der strå og snakker med hinanden.
  Gennem scenisk klipning vil vi opleve et rum, en scene fra flere sider, hvor den fremstillede tid bliver lig med fremstillingens tid.
• Parallelklipning - klipning der skaber spænding eller overblik, idet vi følger to scener eller handlingsdele samtidig. Dvs. vi følger dem i forlængelse af hinanden, men vi oplever at begivenhederne finder sted samtidig - fx fra en scene med en pige der skynder sig ned ad gade til en scene, hvor toget (som hun skal med) kører ind til perronen osv.
  Gennem parallelklipning bliver fremstillingens tid længere end den fremstillede tid - det tager måske 3 minutter af filmens længde at vise pigens løbetur på 30 sekunder ned ad gaden for at nå toget.
• Montageklipning - klipning der skaber tematisk forståelse uden for tid og/eller rum. Montageklipningen kan gennem analogier (ligheder i motiv, form og farve fx) mellem to klip skabe metaforer, symboler og temaer - fx fra en scene med en ung mand og en ung kvinde der kysser hinanden til en scene hvor to fugle har travlt med at bygge rede. Montageklipningen etablerer en forståelse om kærlighed og ægteskab.

Klipningen skaber sammenhæng mellem filmens fabula og sujet. Den er en del af filmens stil og har afgørende indflydelse på hvordan du oplever det univers som de enkelte optagelser giver dig mulighed for at se.

Resten er op til din fantasi.

II. Filmoplevelsen

Filmens fabula, sujet og stil

Den gode film overlader så meget som muligt til din fantasi, den rummer scener af en fortælling, afslører sider af personerne i en tilpas mængde til at du selv kan "fylde hullerne ud".

Kun de nærmeste familiemedlemmer har glæde af en 3 timer lang videooptagelse af lille Annas barnedåb. Den fortæller ingen historie, men dokumenter kronologien af begivenheder. Den stimulerer ikke vores fantasi.

Den gode film overlader så meget som muligt til din fantasi, den rummer scener af en fortælling, afslører sider af personerne i en tilpas mængde til at du selv kan "fylde hullerne ud". På lærredet eller skærmen ser du stumper af en fortælling, elementer i en helhed. Ved fantasiens hjælp sætter du scenerne sammen, udfylder hullerne og forbinder de løse ender.

Filmens sujet er rækkefølgen af begivenheder, som du ser og oplever på lærred eller skærm.

Filmens fabula er den sammenhængende historie, som du skaber i din fantasi på baggrund af sujettet.

Filmens særlige stil, dvs. måde at fortælle på, er en guide for dig til at forbinde sujet og fabula. Stilen skal du vænne dig til. Derfor tager det ofte 10-15 minutter før du er "inde i en film". Eller rettere: At filmen er "inde i dit hoved".

Filmens fabula

Film fortæller ikke det hele. Kun stumper af et forløb, der peger fremad og bagud, og kun udvalgte situationer, hvor personerne træder i karakter. Den sammenhængende fortælling bliver skabt i vores hoveder, idet vi udfylder "hullerne" i filmen. Den sammenhængende fortælling kaldes for fabulaen.

Vi kan være mere eller mindre enige om fabulaen. Det afhænger af øjnene der ser, dine evner til at se mønstre i stumperne, sujettet, og til at forstå stilen - filmens måde at fortælle på.

Når du konstruerer filmens fabula, så skal du finde byggestenene i replikker, og scener, i klipningen og dramaturgien, i filmens stil.

Filmens sujet

En film viser ikke det hele. I virkeligheden fantaserer du dig til det meste når du ser film. Det du ser kaldes for filmens sujet. Den sammenhængende helhed du skaber i fantasien kaldes for filmens fabula.

Filmen indeholder en række nøje udvalgte dele af helheden og efterlader en masse "tomme pladser", som du selv udfylder. Men filmen hjælper os også til at fylde disse pladser ud gennem sin stil.

Sujettet i en film består af

• et antal scener og sekvenser, der er organiseret i en bestemt rækkefølge og en række
• karakterer, som vi ser optræde i nogle karakteristiske situationer.

Filmens stil

Den gode film fortæller sin historie på sin egen måde, i sin egen stil. Stilen skal skabe forbindelse mellem filmens sujet, det du ser, og filmens fabula, den helhed du forestiller dig. Typiske stiltræk i en film er:

• Brug af metonymer: Du ser kun dele af en helhed. Er en person død, er det nok at se en gravsten, er en person præst, er det nok at se ham tage en præstekjole på, bliver et menneske alvorligt syg, er det nok at se hende blive kørt bort i en ambulance, er en person myrdet er det nok at se blodstænk på væggen.
• Brug af metaforer: Et bestemt indhold omformes i et billede. Indholdet fremstilles ikke direkte, men overført i et symbol, en antydning, en titel på en bog, et ritual eller en genstand.
• Brug af redundans: Bestemte scener eller situationer gentages med små variationer, hvilket skærper vores opmærksom. Du kender det fra folkevisernes omkvæd. Omkvædet indeholder som regel essensen af visens indhold.
• Brug af forhaling: Når filmfortællingen befinder sig i nogle afgørende faser kan man trække tempoet ud af fremstillingen, så forløbet næsten går i stå. Virkningen kan være, at du skærper din opmærksomhed og at spændingen øges.
• Brug af synsvinkel: Enhver film fortælles fra en bestemt synsvinkel. Hvis synsvinklen tilhører en af personerne i filmen, får du en subjektiv ladet fremstilling der kan få afgørende indflydelse på din forståelse. Den personale synsvinkling kan samtidig give dig fortrolige oplysninger gennem en indre monolog (personen meddeler sine tanker ind over billederne i form af en voice over) eller p.o.v. (point of view: vi ser verden med personens "øjne"), som de øvrige personer ikke har adgang til./li>
• Fordeling af viden: Nogle af personerne ved mere end andre, eller du ved mere end nogle af personerne eller personerne ved mere end dig. Den skæve fordeling af viden om, hvad der er sket tidligere, hvad nogle tænker og hvad der vil ske i fremtiden, skaber spænding og fremdrift i filmfortællingen.
• Klipperytme og overgange: gennem sammenbindingen (kaldes klipning på "filmsprog") mellem enkeltoptagelserne og mellem scener skabes sammenhængen i filmfortællingen. Klipningen giver filmen en rytme. Hyppige klip øger rytmen og ofte spændingen. Lange indstillinger - få klip - skaber ro og giver mulighed for at gå på opdagelse i det enkelte billede.
• Brug af virkemidler i øvrigt: billedkomposition, farver og lys, rum mv. Læs mere herom under udtryk.

Artikel af dansklærer på Køge Gymnasium

Se først filmen igennem et par gange uden forstyrrelser eller diskussioner, så I får en umiddelbar oplevelse af den. Indledende spørgsmål til arbejdet med en film kan fx være:

• Er filmen god eller dårlig? Hvorfor?
• Er der en helt?
• Er der en skurk?
• Hvad handler filmen egentlig om?
• Hvorfor hedder den det, den hedder?
• Hvorfor ender den, som den gør?

Skriv jeres første indtryk ned; noterne er senere et godt udgangspunkt for det analytiske arbejde med filmen.

BESKÆRING (KAMERAVINKLER etc)

• Kameraet optræder ofte i andre roller end som neutral fortæller, f.eks. når der bruges subjektivt kamera. Find eksempler på subjektivt kamera i filmen og diskuter, hvilken funktion fortællerskiftene har.

• Opfattelsen af handlingen og personerne hænger nøje sammen med den måde, billederne er komponeret på. Læg mærke til, hvor der anvendes:

• Supertotal, oversigts- og totalbillede, ¾-total, halvtotal, halvnær, nær, ultranær (close-up)

Overvej hvad det betyder for opfattelsen af det, der fortælles.

PERSPEKTIV

Læg også mærke til perspektivet. Er der tale om:

• normalperspektiv (øjenhøjde)
• forskudt normal (i en lav eller høj kameraføring men ligeud)f
• frøperspektiv
• fugleperspektiv

Overvej hvad det betyder for opfattelsen af det, der fortælles.

LYD

Læg mærke til, hvor der i filmen er tale om:

• Synkron lyd/reallyd, dvs. lyd, der stammer fra elementer i billede (musik, tale)

• asynkron lyd, der ikke stammer fra billedet, men tillægger billedet en særlig betydning (stemmer, underlægningsmusik, effektlyd)

• stilhed

Overvej, hvad lydsiden betyder for opfattelsen af de enkelte scener eller sekvenser.

KAMERABEVÆGELSER OG KLIPNING

- Hvordan er kameraføringen? à hvilken betydning?

- er der mange eller få klip? à hvilken betydning?

TEMATISK ANALYSE (Personer etc.)

Beskriv filmens personer.

• Hvordan præsenteres de? Hvorfor? (Gennemgå introduktionen af personerne og diskuter, i hvilket omfang kameraindstillinger, lyssætning, lyd, klipning og rekvisitter bidrager til at karakterisere deres personligheder.)
• Hvilken funktion har personerne for handlingen?
• Findes der i filmen specielle rekvisitter, der er knyttet til personerne og med til at give dem identitet og betydning? Findes der rekvisitter, som får symbolsk betydning og måske kommer til at spille en selvstændig rolle?
• Hvad er vigtigt for personerne/deres liv? Ændrer deres værdier sig i løbet af filmen?
• Hvad betyder titlen, helt konkret? Og hvorfor hedder filmen det den gør?
• Hvilke ting ændres eller hvilke personer forandrer sig? Hvilken udvikling sker der (for personen/personerne)?

FORLØB - MODELLER (FOR FORTÆLLINGER)

Et af de vigtigste træk ved en fortælling er dens vendepunkt, nemlig det sted, hvor handlingen tager en ny drejning. Et vendepunkt eller peripeti, som det også kaldes, forvandler hurtigt en dagligdags sekvens af hændelser til en historie. Også vores eget liv fortæller vi ved hjælp af vendepunkter og gør det derved til en historie. Vi siger f.eks.: "Det var den dag, jeg besluttede mig til at blive læge", eller: "Da jeg gik ud af det værelse, var jeg et nyt menneske" osv.

Bestem vendepunkter for hovedpersonen. Er det muligt at bestemme vendepunkter for nogen af de andre personer?

• Udfyld en aktantmodel for hovedpersonen, og overvej i hvilken grad aktantmodellen hjælper til at få klarhed over filmens handling.
• Tegn en berettermodel over filmen, og skriv handlingen ind i forhold til de syv obligatoriske og afgørende faser. Følger filmen den klassiske berettermodel?

PERSPEKTIVERING:

• Hvilken problemstilling og tematik er på spil i filmen?
• Hvordan supplerer de filmiske virkemidler og tematikken?

***

BILAG PÅ DE FØLGENDE SIDER: Berettermodel, Aktantmodel og Tre-akter-modellen.

Berettermodel

Berettermodellen bliver også kaldt Hollywood-modellen, fordi den tager sit udgangspunkt i dramaturgien til en almindelig amerikansk filmfortælling. Vi kan i dansksammenhæng, udover at bruge den som udgangspunkt for diskussion af film, også bruge den til åbning og diskussion af en teksts komposition. Den viser, hvordan spændingen i en fortælling bygges op omkring konflikt og personer.

Selvfølgelig er det ikke alle film, der følger berettermodellen, ej heller alle tekster.

1. Anslag - En appetitvækker, der anslår filmens tema, stemning og stil.
2. Præsentation - Vi bliver præsenteret for personerne, deres indbyrdes relationer og miljø samt konfliktstof.
3. Uddybning - Personernes indbyrdes forhold, intriger og baggrund uddybes. Hvem er god eller ond?
4. Point of no return - Vendepunkt for hovedpersonen. Herfra er der "ingen vej tilbage" - kampen tages op og må føres til ende. Hovedpersonens udvikling starter for alvor.
5. Konfliktoptrapning - Kampen bølger frem og tilbage. Hovedpersonens udvikling støder på forhindringer.
6. Konfliktløsning - Det afgørende slag slås, og konflikten løses.
7. Udtoning - Harmonien genoprettes, og de løse ender knyttes.

Aktantmodellen

Den såkaldte aktantmodel er oprindelig udarbejdet af A.J. Greimas på basis af V. Propps typebestemmelser af russiske folkeeventyr, men har vist sig at være dækkende for fortællinger i almindelighed. Den leverer en første generel og simpel skematisering af nogle positioner, relationer og funktioner som er gennemgående i fortalte forløb; de vigtigste personer og deres indbyrdes forhold til hinanden. Den generelle model hjælper os med at foretage præcise bestemmelser i den specifikke tekst.

Her er modellen vist i generaliseret udgave, men du kan forestille dig en konkret eventyrfortælling som eksempel: En ung mands projekt går ud på at få prinsessen; en trold vanskeliggør imidlertid hans ærinde, men en gammel mand hjælper heldigvis - og projektet bliver muliggjort, fordi kongen gerne vil give sin datter til den unge mand, som således er bliver den lykkelige modtager af prinsessen og måske det halve kongerige, hvis han klarer de prøver, han skal igennem,for at vise, at han er hende værdig:

• Projektaksen afbilder subjektet og dets forehavende, dets bestræbelser på at tilegne sig det eftertragtede objekt.
• Konfliktaksen afbilder en hjælper der bistår og en modstander der modarbejder subjektets forehavende.
• Endelig afbilder kommunikationsaksen den handling som er afgørende for projektets gennemførelse, giveren og dennes gøren som overdrager objektet til modtageren.

Som subjekt - i almindelighed den samme som modtageren - bestemmes den fortalte person som har det mest betydningsfulde projekt, som har fortællerens største bevågenhed og som måske er synsvinkelbærer - kort sagt hovedpersonen.

De øvrige positioner kan optages af størrelser / kræfter som ikke nødvendigvis har personstatus som f.eks. i en moderne realistisk eller psykologisk fortælling:

Tre-akter-modellen

Denne model deler filmen op i tre akter:

Første akt: Begyndelsen. Her får man kort præsenteret hovedpersonen og hans/hendes ønsker eller behov, og konflikten bliver etableret. Vi bliver opmærksomme på personerne, som er en del af konflikten og miljøet, hvor konflikten udspilles. I slutningen opstår der et plot-point. Et plot-point er en begivenhed el. hændelse, der fører historien i en anden retning. Dette er filmens første vendepunkt. Hovedpersonen skal reagere på dette vendepunkt for at oprette harmoni og orden igen. Hovedpersonen løber herefter ind i den ene forhindring efter den anden, for at holde seeren fast.

Anden akt: Hovedpersonen forsøger med alle midler at få opfyldt sit behov eller ønske. Andre personer eller følelser forhindrer ham/hende i at nå til en løsning på konflikten. I slutningen kommer der et nyt plot-point. Her får vi kulminationen på konflikten. Dette er filmens andet vendepunkt.

Tredje akt: Konflikten bliver løst. Alt bringes i orden igen. Filmen toner ud og vi får en afslutning på filmen og på, hvad der videre sker med hovedpersonen. Dør eller lever han? Succes eller fiasko?

Af dansk- og religionslærer, Frank Stærfeldt Byrnel, Voksenuddannelsescenter Frederiksberg.

Når du arbejder med film skal du huske der er to analyser: den indholdsmæssige og den filmtekniske.

Analyse af indholdet:

Her kan du bruge de kendte redskaber fra novelle/roman analysen:

1. Præsenter filmen
   • Titel
   • Instruktør
   • Filmselskab
   • Præmiereår
   • Vigtigste skuespillere

2. Genre - gys, krimi, action, eventyrlig, drama, humor, ...
   • Fiktionsfilm - opdigtet (realistisk, fantastisk)
   • Dokumentarfilm - handler om virkeligheden
   • Faktionsfilm - blanding af opdigt og virkelige hændelser
   • Kortfilm varighed under 34 min. - Spillefilm - Novellefilm varighed 15 - 60 min.
   • Animationsfilm, stumfilm, dogmefilm, propagandafilm, reklamefilm, ...

3. Referat
   • Gør kort rede for handlingen
   • Sammenfat de vigtigste hændelser i filmen
   • Se Hollywoodmodellen/Berettermodellen

4. Persongalleri
   • Hvem er hovedperson(er)
   • Hvem er biperson(er)
   • Er der en igangsætter, en der foretager sig et el. andet, der sætter handlingen i gang.

5. Personkarakteristik
   • Ydre kendetegn - alder, udseende.....
   • Indre kendetegn - følelser, karakteregenskaber....
   • Samspil med sig selv, familie, venner, job, fritid, miljø.....
   • Sker der en udvikling med personen

6. Tid
   • Historisk tid - særlige ord, autentiske personer/begivenheder, tøjmode, biler, ...
   • Tidløshed - historien kunne lige så godt foregå i dag som for 50 år siden

7. Fysisk miljø - er med til at fortælle om personernes livssituation (side 8)
   • On location - på stedet uden brug af kulisser
   • Studieoptagelser - kulisser bygget i et atelier/studie

8. Tema - Budskab
   • Grundlæggende emne - fx krig
   • Grundlæggende konfliktforhold - fx krig/fred
   • Hvorfor har man lige valgt denne titel?
   • Hvordan slutter filmen og hvorfor?

9. Egen vurdering - din personlige mening om teksten
   • Hvad du synes er godt eller skidt ved denne film.
   • Er det nogle særlige levende og indfølende personbeskrivelser eller bemærkelsesværdige malende miljøbeskrivelser?
   • Fanger tema og budskab din opmærksomhed?
   • Er der nogle særlige fortælletekniske og/eller filmtekniske virkemidler, der gør denne tekst til noget helt specielt, som du ikke glemmer lige med det første?
   • Hvad synes du er godt, skidt, interessant, fascinerende, spændende, tungt eller kedeligt ved denne film? Begrund dine vurderinger ud fra teksten.

10. Perspektivering. Perspektivering betyder 'at sætte i sammenhæng med':
    • Du kan prøve at vurdere, om du kan se en sammenhæng mellem forfatterens "virkelige" liv og hans "fiktive" fortælling - det kræver selvfølgelig viden om forfatteren!!
    • Du kan sammenligne med andre film af samme instruktør
    • Du kan sammenligne filmen med andre film eller tekster du har læst (privat eller i dansktimerne). Det kan være romaner, noveller, digte, malerier, reklamer der handler om samme emne, eller film/tekster, der er filmet/skrevet i samme tidsperiode, som den film du analyserer.
    • Sæt fokus på problemfelter, der handler om arbejdsløshed, politik, indvandrere, handicappede, ældreforsorg, samfundsøkonomi, politik, boligforhold, sundhed, uddannelse, kultur, familie, børn, medier osv.
    • Redegør for en sammenhæng imellem den analyserede tekst og den fortid, nutid og fremtid, du er en del af.

Filmtekniske virkemidler:

Komposition - Handling:

1. Cirkelfortælling: Fortællingen slutter næsten, hvor den begyndte

2. Aktantmodellen:

Aktantmodellen er en gammel konstruktivistisk model udarbejdet af A.J. Greimas på basis af undersøgelser af folkeeventyr. Den har vist sig også at være brugbar på andre fortællinger, herunder også filmiske fortællinger. Den kan nemlig give os et første generelt indtryk af personer, deres positioner og indbyrdes relationer i et fortalt forløb.

Aktantmodellens grundmodel ser således ud:

• Projektaksen viser subjektet og dets mål objektet.
• Konfliktaksen viser hjælperen, der hjælper subjektet, og modstanderen, der forsøger at forhindre subjekt i at opnå sit mål.
• Enden på historien afbildes i kommunikationsaksen med giveren og dennes overdragelse af objekt til modtageren, der ofte er den samme som subjekt.

Aktantmodellen giver os mulighed for en første sortering af vores umiddelbare oplevelse af teksten/filmen.

Den giver os i kort form tekstens narrative elementer og disses indbyrdes funktioner, og den gør det muligt at opregne et tekstforløbs deludsagn: hvem vil opnå hvad, hvorfor, hvem er imod, hvorfor, hvilke ressourcer er til stede osv.

3. 'Plot points'-modellen:

• 1. akt - efter et kort anslag præsenteres konflikten - hvem, hvad, hvor, hvordan. I dette akt er Plot Point 1 - vendepunktet.
• 2. akt - konfrontationen - konfliktens parter krydser klinger. I 2. akt. er plot Point 2 - konfliktens kulmination.
• 3. akt - Pay-off (Udfaldet) konsekvenser af plot point 2 drages, ny orden etableres, udtoning.

4. Hollywoodmodellen/berettermodellen:

1. Anslaget: En scene der indleder filmen, en appetitvækker. Hovedkonflikten og "tonen" i filmen præsenteres. Anslaget viser ofte den situation, der sætter handlingen i gang. Vi bliver ofte trukket lige ind i begivenhederne.
2. Præsentation af hovedpersonerne - miljø - filmens handlinger og konflikter. Vi engageres i personerne og forvirres og fascineres af de konflikter der holder gang i spændingen.
3. Uddybning af handling og konflikter.
4. Point of no return - ingen vej tilbage - er filmens vendepunkt. Nu er der ingen vej tilbage for hovedpersonerne, intet kan skubbes ind under gulvtæppet mere - konflikterne må løses. Du må se resten af filmen - du vil vide, hvad der sker.
5. Konfliktoptrapning - spændingen stiger og personerne arbejder sig frem mod det endelige opgør. Der kan komme flere konflikter, tidsfrister der skal overholdes, forhindringer skal ryddes af vejen.......
6. Klimaks - hvor vi får at vide, hvem der vinder og taber.
7. Udtoning el. afrundingen. Historien fortælles færdig. Konflikterne afklares, den gamle orden hersker på ny, el. en helt ny opstår. De lever nu lykkeligt til deres dages ende - helten drager ud på nye eventyr...

Komposition - tid

1. Kronologisk: Tingene sker i den rækkefølge, de sker i i virkeligheden.
2. Flashback: Man ser hændelser fra fortiden. Før et flash back zoomer man evt. ind på øjet (ultranær). Når det er ovre kan man zoome ud igen.
3. Flash ahead: Man ser ting der vil ske i fremtiden.

Klipning - redigering

Man optager meget mere end man har brug for, sørger også for at optage sekvenser hvor personer ingenting siger - men bare kigger væk eller ind i kameraet.

Er der få klip!! Mange klip!! Ingen klip!! Tænk på en actionfilm, hvor mange klip er der i den? Hvad med en kærlighedsscene? Det betyder noget, hvordan man klipper og sætter filmen sammen igen!!

Du skal selvfølgelig ikke tælle hvor mange klip, der er i en hel lang spillefilm, men se på den som en helhed. Vælg enkelte sekvenser ud af filmen og se på dem.

En tv-reklame og en kortfilm skal gennemgås mere detaljeret en spillefilm.

I redigeringen af en dokumentarudsendelse kan journalisten klippe fx et interviewet sammen som det passer ham - noget man siger sidst kan klippes ind først - eller midt i og omvendt. På denne måde kan man ændre i det personen siger.

1. Overspring: Forkorte et tidsforløb, en lang rejse på få sekunder. Forlænge et tidsforløb, voldsscenen el. eksplosionen varer lang tid!
2. Krydsklipning (parallelklipning): Begivenheder der foregår på samme tid, fx to børn leger på gaden - en bil nærmer sig i hastig fart...
3. Overtoning: Det ene billede forsvinder, mens det andet træder frem. Bruges til at vise fantasi, drøm, fremtid, flash back
4. Morphing: Et billede ændres til et andet uden øjet kan nå at opfatte det, fx et menneske til et dyr. Morphing skabes ved hjælp af computer.
5. Klipperytme:
   • Er der lang el. kort tid mellem klippene?
   • Rolig/harmonisk stemning el. hektisk stemning?
   • Fart og action - mange klip med korte mellemrum?
   • Rolig og harmonisk - længere tid mellem klippene?
   • Gammeldags, eftertænksom - lange klip?
   • Klipper man i takt til musikken - såkaldt 'mickey mousing'?

Sekvenser:

Hele filmen består af flere sekvenser. En sekvens er:

• længere afsnit som har et afsluttet handlingsforløb
• en sammenhængende del af historien
• et kapitel i romanen

Hver sekvens består af flere scener. En scene er:

• et kort afsnit med en selvstændig mening
• det sker på samme sted
• et afsnit i sekvensen

fx en person smører rugbrød, lægger pålæg på, pakker maden ind...

Hver scene er sat sammen af indstillinger. En indstilling er:

• et forløb hvor der ikke skiftes kamera
• hvor kameraet ikke slukkes
• på videokameraet er det fra du trykker på optageknappen til du slipper den igen
• altså den mindste del af filmen

Billedkomposition:

Billedbeskæring: er den afstand som seeren/tilskueren oplever at kameraet har til motivet.

• Oversigtsbillede/supertotal: Vi ser hele 'skuepladsen'
• Totalbillede: Vi kan hele mennesket eller flere i hel figur
• Halvtotalbillede: Dele af mennesket er uden for billedet
• Nakkeskud: Personen ses bagfra
• Nærbillede: Vi ser fx kun ansigt og skuldre
• Supernærbillede: Vi ser fx kun personens øje
  • Ofte zoomes ind på et øje før flash-back
  • Ofte zoomes ud fra øjet efter flash-back

Fortæller:

1. Point of view: Når kameraet optræder som en af de medvirkende personers øjne.
2. Eksplicit fortæller: En tydelig tilstedeværende fortæller.
3. Over the shoulder shot: Når kameraet filmer flere personer. Man ser en person, der ser en person, der gør et eller andet. Det kan også være en person, der interviewer et offer.

Kamerabevægelser:

1. Panorering: Panorering er sidebevægelser, hvor kameraet drejer vandret om sin egen akse. Svarer til man drejer hovedet og ser. Bruges ofte til at beskrive et sceneri.
2. Tilt: Bevægelse op eller ned. Kameraet bevæger sig lodret om sin egen akse. Kan bruges som en overraskende beskrivelse af person/ting.
3. Zoom: En bevægelse i kameraets optik. Man nærmer sig eller fjerner sig fra personen. Synsfeltet ændres, når der zoomes.
4. Håndholdt kamera: Kameramanden bevæger sig med kameraet. Kan give en fornemmelse af uro og tempo. Kan give skæve, flakkende og måske rystede billeder.
5. Kørsel, en dolly: Kameraet anbringes på en vogn og kører med begivenheden.

Lys

Lyssætningen i en film kan skabe forskellige stemninger. Derfor arbejdes ofte der med filtre, farvet lys, med skyggevirkning:

1. Normalt naturligt lys: Her bruges ikke spots
2. High-key lys: Alt belyses for at kameraet kan bevæges frit
3. Low-key lys: Lyssætning der er mørk i tonen, og som anvender skygger som virkemiddel
4. Fokuslys: Der er noget i billedet man skal lægge mærke til

Lyd:

1. Reallyd er lyd, der naturligt hører med til billedet (replikker, fuglefløjt, motorlyd....). Den optages sammen med filmen. Mundbevægelser passer derfor med billedet.
2. Effektlyd er tilføjede lydeffekter med det formål at skabe stemning (fx i form af underlægningsmusik) eller at forstærke særlige effekter, fx slag, fald, slåskamp, en dryppende hane.... Effektlyd lægges som regel på efter optagelsen. Underlægningsmusik i en film kan skabe spænding, uhygge eller romantik. En fængslende melodi kan få folk til at huske eb begivenhed eller person i en film - eller et bestemt firma/en særlig vare i en reklame.
3. Speak: En person der ser direkte ind i kameraet og fortæller/oplyser. Ingen el kun meget lidt baggrundslyd
4. Voice-over: En stemme der er lagt på efter optagelserne. Vi ser ikke den der taler. Bruges meget ofte som virkemiddel i reklamefilm og dokumentarfilm, af og til i tegnefilm og sjældnere i fiktionsfilm. Voice-over kan skabe sammenhæng mellem billederne/indstillingerne. Voice-over-stemmens klang og tonefald, og naturligvis også de ord, voice-over-stemmen siger, kan have stor indflydelse på modtagerens forståelse og oplevelse.
5. Off screen-lyd: Off-screen-lyd er lyd, der kommer fra et 'rum' uden for det, man aktuelt kan se på billedsiden. Off-screen-lyd kan være effektlyd eller reallyd. Virkningen af brug af off-screen-lyd kan fx være at varsle at noget vil ske (jungletrommer lyder, telefonen ringer et sted uden for billedet, et skrig høres osv.).
6. Musik i en film skaber stemning, opmærksomhed og forventning. Musik kan få folk til at huske en hændelse, en person (eller et firma/en vare, hvis den spilles i en reklamefilm). Musik kan være diegetisk musik, dvs. at der spilles musik fra en lydkilde (et orkester, en radio mv.), der indgår i filmen. Musik kan også være ikke-diegetisk, også kaldet underlægningsmusik, dvs. musik, der er lagt på, efter at billedsiden er optaget.
7. Jingle: En jingle er et kort stykke musik, en musikalsk frase, der fungerer som kendemærke for et radio- eller tv-program, for et firma i en reklame eller for en bestemt vare i en reklamefilm. Jinglen gentages typisk flere gange i den kontekst, den indgår i.

Synsvinkel - perspektiv

Begrebet synsvinkel eller 'perspektiv' betegner i billedanalytisk sammenhæng, hvorfra motivet er filmet, hvor kameraet er i forhold til det, der filmes.

Vi kan tale om følgende synsvinkler/perspektiver:

1. Frøperspektiv: Der filmes nedefra og op. En person, der iagttages i et frøperspektiv, kan virke mere faretruende set fra beskuerens vinkel. Man 'ser op til' en person. Frøperspektiv kan illustrere, hvordan et barn/et lille dyr ser verden. Fotograferes en vare i en reklame i frøperspektiv, kan det være i den hensigt at få varen til at virke stor og imponerende.
2. Normalperspektiv: Viser en person i øjenhøjde. Normalperspektiv er den hyppigst anvendte synsvinkel. Giver en neutral virkning.
3. Fugleperspektiv: Der filmes oppefra og ned. En person virker lille og måske bange. Brug af fugleperspektiv kan signalere, at beskueren ser 'ned' på den person, der ses i fugleperspektiv. Kombineret med fuldtotal giver fugleperspektivet et stort overblik.
4. Objektivt kamera: Kameraet fungerer som vores øjne der betragter begivenhederne. Vi er tilskuere. Objektivt kamera kan beskrives som et kollektivt synspunkt (i modsætning til et individuelt).
5. Subjektivt kamera: Kameraet viser, hvad en af personerne ser (jf. det vi kalder 'indre syn' eller 'indre synsvinkel' i forbindelse med analyse af romaner og noveller). Der filmes ofte over skulderen på den der ser. Subjektivt kamera markerer et individuelt synspunkt.

Artikel af rektor på Sct. Knuds Gymnasium, Susan Mose, cand. mag i litteraturvidenskab og nordisk samt psykologi, master i fagdidaktik, alm. pæd. og organisationskultur fra SDU. I perioden 2007-2014 har Susan Mose fungeret som fagkonsulent for stx og hf i fagene dansk og retorik.

Formålet med denne artikel er at illustrere, at analyse af levende billeder i dansk kan gribes an på mange måder – og ikke nødvendigvis med brug af et avanceret filmteknisk begrebsapparat.

Betegnelsen levende billeder dækker i en danskfaglig sammenhæng over alle film- og tv-formater, herunder spillefilm, novellefilm, kortfilm, tv-reklamer, dokumentarudsendelser og virale kampagner med brug af film. Der er tale om teksttyper, hvor det kan være naturligt, og i nogle tilfælde nødvendigt, at gøre brug af mediefaglige begreber som eksempelvis klipning og kameraføring. Men præcis som tilfældet er med faste billeder (herunder kunstværker og reklamer) kan man komme langt med brug af veletablerede danskfaglige begreber, som også hører litteraturanalysen til.

Dansk er ikke billedkunst, og dansk er ikke mediefag. Det er vigtigt at huske på det centrale mål med alle former for danskfaglige analyser: At undersøge, hvordan tekster virker. Denne undersøgelse kan foretages og dokumenteres på mange måder.

Analyse af levende billeder spiller en stigende rolle i forbindelse med mundtlig eksamen, studieretningsprojekter og ikke mindst kommende skriftlige eksaminer på gymnasiale uddannelser med fri adgang til internettet.

Formålet med artiklen her er med et konkret eksempel at illustrere, at eleverne kan analysere levende billeder på mange forskellige måder – og uden nødvendigvis at være meget medietekniske.

Eksemplet tager udgangspunkt i en af de skriftlige opgaver i it-forsøget på stx, maj 2012.

Der er tale om dokumentarfilmen De vilde hjerter. Det er en film om tolv unge mænd fra Odense. De har dannet knallertklubben "De vilde hjerter". Filmen følger klubbens rejse fra Odense til Stettin i Polen.

I eksamensopgaven arbejder eleverne med et uddrag på 6 minutter fra filmens midte. (Se klippet på YouTube: https://youtu.be/IzPY1smWeBY).

Opgaveformuleringen ser ud som følger:

Skriv en analyserende artikel om De vilde hjerter.
Din artikel skal indeholde en analyse og fortolkning af filmuddraget, hvor du bl.a. undersøger de filmiske virkemidler, og hvordan venskab fremstilles i filmuddraget.

Det markeres altså i opgaveformuleringen, at filmiske virkemidler skal indgå i analysen.

Filmiske virkemidler er en bred betegnelse, der retter opmærksomheden mod filmens hvordan. Hertil hører undersøgelse af komposition, fortælleforhold, fotografering, klipning, lyd og symbolik.

Et minut inde i uddraget er gruppen ankommet til Tyskland og de sidder omkring et bål. Denne bålscene på 60 sekunder er udgangspunktet for en illustration af, hvor forskelligt man kan arbejde med filmiske virkemidler i en danskfaglig kontekst.

Først to analyseeksempler, hvor brugen af medietekniske redskaber er forholdsvis begrænset: I A dokumenteres iagttagelserne med en blanding af citater (transskriptioner) og skærmbilleder, mens dokumentationen i B består i minut- og sekundangivelser, der refererer til det præcise sted i filmen, som omtales.

I A anvendes ikke mange mediebegreber, men der skelnes eksempelvis mellem underlægningsmusik og reallyde. B anvender ligeledes få mediebegreber, men der gøres brug af dansklæreplanens skelnen mellem fiktions- og faktakoder.

Elev A

Et minut inde i filmen skiftes over til scenisk fremstilling. Overgangen mellem indledningssekvensen og denne scene bindes sammen af musikken, der langsomt fades ud henover den nye scene. Instruktøren viser ved hjælp af dette virkemiddel og ved også at lade belysningen fade mere og mere ud som dagen svinder, at vi er på vej mod en ny situation. Scenen er en skildring af en urgammel rituel situation, en flok mænd omkring et bål, en flok ynglinge i færd med at gennemgå et indvielsesritual, der for det første har det i filmen næsten konkret formulerede formål at gøre den enkelte til en del af fællesskabet, De vilde hjerter, for det andet skal placere dem i det interne hierarki. Rammen for urscenen er skæv, da ingen af de medvirkende er hverken særlig macho, særlig smukke eller særlig overskudsagtige på nogen måder. Tværtimod er de ret kiksede typer, der let kunne være prototyper på utilpassede socialt udrangerede unge, uden empati og fodfæste i verden. Denne fordom viser sig i slutningen af scenen at blive gjort til skamme. Scenen er både fortælleteknisk og filmteknisk bølgende og ujævn i sin fremstilling. Spændingen stiger og falder da tilskueren hele tiden rykkes rundt i forskellige stemningslejer; fra det let foruroligede, til det afslappede og tilbage til en let foruroliget stemning. Sekvensen indledes 00:55 med et oversigtsbillede, hvor man på lidt afstand betragter en gruppe mennesker omkring et lejrbål. Vi kan ikke se hvem personerne er, men en af dem står op. Vedkommende er belyst nedefra af bålets flammer, og straks efter oversigtsbilledet klippes der til nærbillede, og vi genkender knallertklubbens anfører, der er i færd med at kaste et stykke brænde på bålet. I løbet af første del af denne scene skifter lyden fra underlægningsmusik til reallyd. Der er en der råber ”Hallo mand!”, der klirres med, og man hører bålets knitren. Anføreren tager ordet, og bålscenen er i gang. Man er lidt i tvivl om, hvad der skal ske, fordi der ikke er en introduktion til den konkrete situation. Vi ved ikke hvor vi er, hvorfor vi er der, og hvem der er til stede, men dumper så at sige ned in medias res og må, ud fra dialogen, kameraets panorering og lydene, tolke os frem til, hvad der sker. Situationen virker umiddelbart lidt foruroligende; den virker ustabil. Det foruroligende bliver straks i indledningen til sekvensen slået an, først og fremmest på grund af belysningen og billedkvaliteten. Som det ses i nedenstående screendump, er billederne kornede. Der er næsten intet lys, den eneste lyskilde er bålet, der med sit flakkende skær, skaber en mystisk stemning. Vi kan kun svagt ane personerne, deres ansigtsudtryk og mimik, og det håndholdte kamera giver en ujævn billedstrøm. Samtidig fotograferes hovedpersonen, ”Præsi” nedefra, så kun noget af ansigtet er belyst, og det virker også mystisk og uheldssvangert. (Screendump 01:00–ca. 01:10) Dette indtryk ændrer sig dog hurtigt, da ”Præsi” begynder at tale til gruppen omkring bålet. For det første er tonen imødekommende og næsten lidt undskyldende, for d et andet taler han dialekt og underspillet ved at anvende forkortelser og slangudtryk, som fx at kalde sig selv ”Præsi” i stedet for Præsident, for det tredje er der nogen i baggrunden , der kommer med bekræftende kommentarer som, ”Ja, ja”, og klirrer med f lasker. Alt i alt virker situationen helt uproblematisk og afslappet. Umiddelbart efter dette indtryk skifter stemningen igen: (Screendump 01:11–01.13) Billedet viser en af De vilde hjerter, Sneglen, der lige her får at vide, finder vi senere ud af, at han er den næste, der skal brændemærkes med ”...det her hjart ́”, som Præsi siger. Man får det indtryk at han er bange, fordi Michael Noer lader hans ansigt være fuldt oplyst og blegt. Øjnene lyser op med et grønligt skær, som i sig selv giver en uhyggelig stemning. Han vender sig om med et ryk, ser sig over skulderen, da Præsi nævner, at Sneglen er den næste ”der står for tur”. Herfra klippes hurtigt til en tredje person, der ser ned i jorden. Det er svært at se og forstå hvilken genstand Præsi holder op i vejret, fordi baggrundsforklaringen ikke er der, og billedet er utydeligt. Det er først lidt senere i bålscenen, det går op for en, at det er et brændejern med et hjerte, som klubmedlemmerne brændemærker hinanden med. Det er altså et slags medlemstegn, de har. Til sidst i denne scene bliver også en anden af De vilde hjerter fremhævet, idet han skal have en ”bling-blingkæde”, som tak fordi han er klubmedlemmernes ”mekanic”, dvs. mekaniker. Også dette er, forstår man, et af indvielsesritualerne i gruppen, en gestus som tilfalder de enkelte medlemmer på skift. Både dette og de efterfølgende scener afmonterer om man så må sige den følelse af uhygge og mystik, som billedbeskæring, belysning og kameravinkling har lagt op til indtil da. Der er derfra mere spejderlejr bål og dansk ”fuldemandshygge” end wild west over situation.

Elev B

Allerede 1 minut inde i dokumentarfilmen De vilde hjerter sidder beskueren tvivlende, tøvende og lidt nervøst foran skærmen, for hvad er det egentlig, vi her er vidner til, er det dokumentar eller drama? Efter en intro som minder om en munter dansk spillefilm fra 50’erne (00:00–00:58), laves der pludselig en udtoning af den glade popmusik samtidig med at billedsiden skifter til en mørk intim bålscene, hvor instruktøren i bedste fluen på væggen stil lader os være vidner til det fællesskab, som udfolder sig mellem de knallertkørende drengerøve, der er på vej til Pommern (00:58-1:02). Netop denne overgang er helt central for oplevelsen af dokumentaren, idet Michael Noer uafladeligt leger med vores forventninger til dokumentargenren, som han udfordrer ved at veksle mellem elementer fra dokumentargenren og spillefilms genren. Denne kobling ser vi også et andet eksempel på et minut længere fremme (01:58), hvor vi forlader den intime bålscene til fordel for et interview med broderskabets mekaniker, et interview som både på lydsiden og billedsiden får karakter af fremstillingen af en drøm, ikke mindst på grund af de rituelle tilråb forud for interviewet (00:58). Med andre ord iscenesætter Noer en sælsom blanding af fakta- og fiktionskoder, der gør at seeren på den ene side forventer at være vidne til en dokumentaristisk skildring, samtidig med at instruktøren trækker på fiktive koder, der skaber begær efter både suspense og underholdning. Denne brug af fiktionskoder bruges meget bevidst hele klippet igennem. Særligt tydeligt bliver det imidlertid i den intime fremstilling af broderskabet, som vi ser i netop bålscenen (00:58-01:58). Her rykker seeren helt tæt på drengene og får løftet sløret en smule for nogle af de ritualer, som er med til at knytte drengene sammen i dette fællesskab. Her praktiseres antydningens kunst, og vores instruktør lader os således kun ane, at der er noget vigtigt på færde, når han lader en af drengene omtale sig selv som ”Presi” (01:07) og efterfølgende antyder at nogen ”står for tur med det her smukke hjerte” (01:11), hvorpå seeren sidder tilbage med lige dele frygt og nysgerrighed i forhold til de videre begivenheder. Noer benytter sig på denne vis af dramaets klassiske spændingsopbygning.

***

De to næste analyseeksempler gør i lidt højere grad brug af mediefaglige begreber: C, med brug af begreber som lyskilde, zoom og slowmotion. D i mere udbredt grad med brug af begreber som montage, lydbro, håndholdt kamera, underbelysning, faktakoder, fiktionskoder, asynkron lyd og synkron lyd.

Elev C

Scenen omkring bålet i uddraget af De Vilde Hjerter har en særlig betydning for vores opfattelse af venskabet i dokumentaren. Scenen indledes med, at præsidenten tager ordet for at uddele et hædersbevis til mekanikeren ”Train” for sin indsats på turen. Denne gestus bruges til at underbygge det fællesskab, som særligt kommer til udtryk senere i uddraget, hvor ét af medlemmerne brændemærkes. Med sine filmiske virkemidler er dokumentaren med til at underbygge fællesskabet, fordi der opbygges en fornemmelse af en lejrbålsstemning. Dette gøres bl.a. ved konsekvent at underbelyse scenen. Den eneste lyskilde i klippet er bålets flammer, som der også et enkelt sted zoomes helt tæt ind på (1.40). Det viser bålets midte, som det de samles om, og er dermed også med til at understrege den cirkel gruppen befinder sig i. Vi er vidne til et stammeritual. Enkelte steder underbygges det rituelle af en nærmest spirituel stemning, når der fx anvendes slow-motion (1.23-) og mørke, nærmest sort/hvide farver. Det står i skærende kontrast til både første del af uddraget, hvor drengene drøner af sted på deres knallerter og præsentationen af ”Train” i fuld positur i farve. Kontrasten tydeliggør bålet som et fælles rum, hvor drengenes fællesskab bekræftes og udvikles. Af samme grund er der heller ikke anvendt baggrundsmusik i scenen omkring bålet, modsat turen på knallerterne. Reallyden som bl.a. består af knitren fra bålet og klirren fra ølflasker gør at vi føler os tæt indlemmet i et fællesskab, som vi ellers sjældent får muligheden for at overvære.

Elev D

Scenen ligger ca. 60 sekunder inde i uddraget fra De vilde hjerter. Drengene har slået lejr for natten og hygger sig nu ved bålet. Forud for scenen ligger en montage med indstillinger fra drengenes køretur ned gennem Tyskland. Den glade stemningsskabende musik fra montagen danner en lydbro til bålscenen. Det lidt hårde klip mellem montagens farverige billeder og de underbelyste natteoptagelser ved bålet blødes op af lydbroen, der skaber en fin overgang til den nye scene. I scenen taler knallertklubbens præsident Frank til de andre. Han fortæller at ”sneglen” står for tur til at blive brændemærket med et glødende metalhjerte, at de om tolv dage skal optræde med et show i Polen og at aftenens udmærkelse går til klubbens mekaniker. Billederne er optaget med håndholdt kamera, uden brug af kunstig lys og lydsiden består kun af reallyd med Franks stemme og bålets knitren som de dominerende elementer. Scenen fremstiller venskabet mellem drengene som ærligt, ægte og inderligt. Sidst i scenen begynder Frank at græde, da han skal fortælle gruppen, hvor meget de betyder for ham. Både på billede- og lyd-siden benytter filmen sig af virkemidler der forstærker denne fremstilling af venskabet. De håndholdte underbelyste billeder trækker på en klassisk dokumentarisk fremstilling (faktakoder). I modsætning til fiktionsfilmens kontrollerede kamerabevægelser og velkomponerede belysning (fiktionskoder) er billederne her rå og umiddelbare. Det skaber en fin overensstemmelse mellem filmens form og indhold, billederne underbygger publikums oplevelse af et stærkt og autentisk venskab. Også lydsiden bidrager til denne oplevelse. Hvor den forudgående montage benytter sig af asynkron lyd i form af stemningsskabende musik, er bålscenens lyd udelukkende synkron. Den rene reallyd i form af Franks stemme, bålets knitren og drengenes baggrundsmumlen, giver scenen et nøgent og autentisk præg. Et præg der igen peger på venskabet som stærkt og ægte. Nøgenhed som begreb er i det hele taget centralt for scenen. På et konkret plan er flere af drengene nøgne, de har taget alt tøjet af. På et abstrakt plan benytter filmen af et klassisk filmisk metafor – nøgenhed som et billede på en psykologisk nøgenhed, man blotlægger sine følelser og viser ærligt hvad man føler (for hinanden).

***

Alle fire eksempler afslører tekstlæsere, der har blik for de filmiske virkemidler i de 60 sekunder, som er i fokus. Og på forskellig vis har skribenterne vist, at filmiske virkemidler skal bruges til noget. Det er ikke relevant at opremse en række virkemidler, hvis de ikke fremmer forståelsen af hensigten med og effekten af virkemidlerne.

Berettermodellen (Hollywoodmodellen)

1. Anslag: Her starter historien. Bølgetoppen over anslaget angiver, at rigtig mange historier begynder med en fængende start. Anslagets længde kan variere meget, men fælles for alle historier og film er, at anslaget sætter handlingen i gang.
2. Præsentation: Her præsenteres historiens tid, sted og hovedpersoner. Der bliver altså givet alle de basale oplysninger, der er nødvendige for at forstå den videre handling.
3. Uddybning: Her fortsættes præsentationen, men mere i dybden. Man lærer hovedpersonerne bedre at kende, deres interne relationer bliver forklaret, og miljøet og omgivelserne bliver beskrevet mere detaljeret.
4. Point of no return: På et tidspunkt i historien opstår en hændelse eller en konflikt, som gør det umuligt at komme tilbage til historiens begyndelse. Før dette punkt kunne historien lige så godt have været ved status quo, men bagefter er det for sent for historiens hovedperson at vende tilbage til den oprindelige situation.
5. Konfliktoptrapning: Her kommer der flere konflikter til, og alt bliver mere dramatisk, efterhånden som situationen ser mere og mere uløselig ud. Som kurven antyder, stiger spændingen ligeledes i denne fase.
6. Klimaks: Klimakset er det tidspunkt, hvor hele spændingen forløses. Helten og skurken slås, og spændingen når sit højdepunkt.
7. Udtoning: Konflikten er løst, og vi er nu tilbage til en ny, normal verden, akkurat som vi var, før point of no return indtraf. Det er vigtigt at bemærke, at spændingen falder under udtoningen, fordi selve konflikten er blevet løst, og der kun mangler en afslutning.

Bølgemodellen

Bølgemodellen bruges i organisering af en lang fortælling, f.eks. en dokumentar, hvor indholdet er episodisk opbygget, men indenfor det samme handlingsunivers. Den skaber ikke dramaturgisk fremdrift, sådan som berettermodellen gør det.

Bølgemodellen har mindre udsving på spændingskurven, og passer bedre end denne til belysning af en sag fra flere sider ved hjælp af små afrundede forløb der hver indeholder oplysninger eller aspekter ved en bestemt sag.

Dokumentarfilmen skal ofte formidle en række forhold, der mere er sideordnede end dele i et fremadskridende, kausalt forløb, og til det passer bølgemodellen bedre end berettermodellen.

Plot-pointmodellen

1. 1. akt: Set-up. Efter et kort anslag præsenteres konflikten - hvem, hvad, hvor, hvordan?
2. Plot Point 1: Vendepunktet
3. 2. akt: Konfrontationen - konfliktens parter krydser klinger
4. Plot Point 2: Konfliktens kulmination
5. 3. akt: Pay-off. Konsekvenser af plot point 2 drages, ny orden etableres, udtoning

Aktantmodellen

Aktantmodellen stammer egentlig fra Vladimir Propoffs arbejde med russiske folkeeventyr, men er blevet en slags grundmodel for fortællingens struktur og for dens medspillere.

Det er vigtigt at forstå at modellen som sådan ikke er en forløbsmodel, men at den beskriver aktanternes (og dermed personernes) relation til fortællingens konflikt. Den beskriver med andre ord ikke fortællingens narrative fremdrift men kortlægger karakterernes placering i forhold til den konflikt der driver fortællingen.

Det hele er organiseret på tre akser:

• Begærsaksen/projektaksen: Subjektet er fortællingens hovedperson som efterstræber (begærer) et objekt.
• Kommunikationsaksen/transportaksen: Objektet skal i fortællingens løb flyttes fra en afsender (giver) til en modtager (som oftest er hovedpersonen)
• Konfliktaksen: Til at skabe fremdrift i handlingen og spænding om udfaldet har fortællingen brug for en hjælper og en modstander som hhv. skal lette og besværliggøre hovedpersonens vej mod målet.

De seks spillere kaldes aktanter og skal forstås som funktioner der fyldes ud med konkrete personer eller forhold i fortællingen, fx:

• 'vejret' eller 'finanskrisen' kan være modstander eller hjælper (eller på en af den andre pladser); i det klassiske eventyr kunne de samme roller fyldes ud af hhv. 'heksen' og 'frøen'
• 'prinsen' vil ofte være både subjekt og modtager
• 'prinsessen og det halve kongerige' vil i så fald ofte være objekt
• og 'kongen' kunne i dette eventyr være giver

Se ZoomBooms gode gennemgang af aktantmodellen.

Læg mærke til at modellen der ses ud fra en journalistisk produktionsvinkel - og at det har konsekvenser for fortolkningen af Giver-positionen!

Fra en litterært funderet analysevinkel, vil vi se anderledes på Giver-aktanten.

4-lagsmodellen

Modellen viser filmen som bestående af 4 lag uden på hinanden - som et løg, eller som kinesiske æsker. Jo længere til venstre vi er i den, jo dybere i filmen (rent indholdsmæssigt) og jo tættere på instruktøren; og omvendt: jo længere vi går til højre, desto tættere kommer vi på seeren.

Modellen kan dels systematisere analysen (- hvilket lag befinder vi os i når vi taler om krydsklipning?), dels tilskynde til at man bliver opmærksom på linjer mellem elementer på de enkelte lag og dermed få en indikator på hvad der skal stå på den tomme plads, temaet.

Målet med modellen er altså ikke at se de fire lag som isolerede, men tværtimod at finde forbindelsespunkterne mellem dem og på den måde nærme sig en helhedsforståelse.

Her er en række stikord til filmanalysen. Det er ikke en analysemodel, men en tjekliste over hvad man kan se på i en danskfaglig filmanalyse.

Listen understreger hvor meget teknik og håndværk der er involveret i produktionen af en film, men husk at i danskfaglig sammenhæng handler filmanalysen først og fremmest om hvordan de tekniske greb virker - meget mere end om hvordan de udføres.

Billeder (Struktur, opbygning)

• Frame: enkeltbillede: 1/24 sekund (~ ord)
• Klip: det sted hvor to indstillinger er sat sammen (~ sætningstegn, fx komma/semikolon/punktum)
• Indstilling: sammenhængende optagelse, fra 'optag' til 'stop', filmens mindste forløbsenhed (~ sætning)
• Scene: lille sammenhængende handlingsforløb i samme tid og rum (~ afsnit)
• Sekvens: større forløb bestående af flere scener, skift i tid og rum (~ kapitel)

Beskæring (Hvad ser vi?)

• Supertotal (establishing shot): overbliksbillede, personer i miljø
• Total: personer i fuld figur
• Halvtotal: personer fra knæhøjde
• Halvnær: personer fra livet og op
• Nær: portrætbeskæring
• Supernær: ansigtsdele

Perspektiv (Hvordan ser vi? Hvorfra?)

• Normalperspektiv: i øjenhøjde - normaloplevelse
• Fugleperspektiv: oppefra og ned - alt ser mindre ud
• Frøperspektiv: nedefra og op - alt ser større ud

Komposition (billedelementernes placering i rammen og indbyrdes forhold)

• To-dimensionalt:
  • Det gyldne snit
  • Centralt / i siden
  • Oppe / nede
  • Symmetrisk / asymmetrisk

• Tre-dimensionalt:
  • Forgrund
  • Mellemgrund
  • Baggrund

• Balance/linjeføring (- kig både efter fysiske linjer og efter bevægelseretning og blikretning!):
  • Vertikale (opadstræbende)
  • Horisontale (rolige)
  • Diagonale (dynamiske)
  • Kælkede (~ uro, uvirkelighed, angst)

Kamerabevægelse

• Statisk
  • Tilt (vertikalt)
  • Panorering (horisontalt)
  • Zoom (~ panorering i dybden)

• Dynamisk
  • Travellingshots
  • Steadycam
  • Håndholdt

Stoflighed

• Farver:
  • Toning / tintning
  • Farvesymbolik

• Belysning:
  • Lowkey: mørke billeder (~ drama)
  • Highkey: normalbelysning
  • Frontalt: flad belysning
  • Modlys: udviskede detaljer, glorie
  • Sidelys: stærke skygger, kontrast

• Tekstur:
  • Kornet
  • Plastisk
  • Sløret

Klipning

• Montageklipning (synlig, iøjnefaldende)
  • Etablerende montage - etablerer filmens rum
  • Elliptisk montage - hurtig progression ved hjælp af spring og udeladelser
  • Tidsforlængende montage - langsom, dvælende progression, stemningsskabende
  • Krydsklipning - mellem to handlingstråde som mødes til sidst, ofte efter en stigning i klipperytmen
  • Parallelklipning - to parallelle handlingstråde som ikke mødes
  • Overspring - pludselige skift mellem personers synsvinkel (= brud på 180-graders reglen)
  • Jumpcuts - hakkede billeder, tidsforkortet forløb

• Kontinuitetsklipning (usynlig)
  • Klip i blikretningen
  • Klip i bevægelse
  • Det analytiske klip (zoom ind, fx fra supertotal til detalje)
  • Matchcut - med omdrejningspunkt i en overensstemmelse i billede eller lyd, fx så det samme objekt, eller et tilsvarende, går igen efter klippet
  • Lydbroer kan holde sammen på klipningen og få den til at føles naturlig

Lyd

• Diegetisk (= synkron lyd, dvs. optaget sammen med billederne)
  • Incidentalmusik (synkron med handlingen)
  • Replikker
  • Reallyd
  • Subjektiv lyd (som hørt af en person i universet)

• Ikke-diegetisk (= asynkron lyd, dvs. lagt på efterfølgende)
  • Underlægningsmusik
  • Voice-over
  • Effektlyde
  • Kontrapunktisk lyd (skaber kontrast til billederne)

- og husk nu at det alt sammen handler om hvorfor og med hvilken effekt, snarere end hvordan!

Listen er baseret på Granild & Haaning: Medier i dansk (Systime, 2011)

Se også:

• https://systime.dk/index.php?id=1276
• https://da.wikipedia.org/wiki/Filmiske_virkemidler
• http://filmcentralen.dk/gymnasiet/filmsprog/filmens-grundelementer