Analyse af dokumentarfilm

Hvordan analyserer man en dokumentarfilm? - af Gitte Rose (2011)

For at forstå og fortolke en dokumentarfilm, herunder hvordan den iscenesætter og præsenterer budskaber, er det nødvendigt (præcis som ved spillefilmen) at analysere værkernes samspil mellem form og stil, samt have særlig fokus på hvordan værkernes indhold og temaer præsenteres gennem dramatisering, iscenesættelse, retorik, brug af dokumentartraditioner - og hvilken betydning har det for filmens samlede udsagn.

Som med fiktionsfilm kan en nyttig metode være at bevæge sig fra den parafraserende indholdsbeskrivelse over form/stil (hvordan anvendes fakta- og fiktionskoder, hvordan anvendes filmiske virkemidler etc.) til analyse af tema og budskab.

Parafrase

Parafrasen gengiver filmens indhold og skaber gerne overblik ved at opsummere i en kortere formulering, hvad teksten fremstiller (handler om).

Form og stil

Form:

  • Hvor og hvornår foregår filmen?
  • Hvordan beskrives personer, konflikt og miljø?
  • Hvad er forholdet mellem fortælletid og fortalt tid?
  • Er filmen opdigtet eller virkelighed - og hvordan kommunikeres dette?
  • Hvordan er beretningen opbygget (i hvor mange dele, bygges der op til et konflikt eller klimaks
  • Er det argumentet, beskrivelsen eller fortællingen, der bærer beretningen etc.

Stil:

  • Er det en sort-hvid eller farvefilm?
  • Læg mærke til de filmiske virkemidler:

    • klipperytme,
    • kamerabevægelser,
    • kameravinkler,
    • slow- og fastmotion,
    • lys,
    • reallyd,
    • underlægningsmusik
    • lydeffekter.
    • Er der brugt håndholdt kamera eller stativ?

  • Samspil mellem billede og lyd (fortællerstemme) - supplerer fortællerstemmen billederne (afløsning) eller forankrer stemmen billederne?
  • Samspil mellem form, indhold og stil: Prøv at finde nogle scener eller sekvenser, hvor samspillet mellem filmens virkemidler og historiens indhold og motiv fungerer særlig godt.

Tema og budskab

  • Hvad er hensigten med filmen?
  • Genkender man filmens temaer/problemstillinger
  • Er de vedkommende, kan man relatere dem til andre historier og sammenhænge?
  • Vil instruktøren:

    • give tilskueren svar (en lukket beretning)?
    • give tilskueren mulighed for at stille spørgsmål (en åben beretning)?
    • give tilskueren en æstetisk oplevelse?

  • Er det er en god eller dårlig film?

Desuden kan man i analysen inddrage:

  • filmens afsender-modtagerforhold
  • appelformer (etos, logos, patos)
  • sproghandlinger (informerende, selvfremstillende og handlingsregulerende).
  • hvordan anvendes stil og form til at 'sælge' budskabet. Man kan tage en enkelt sekvens ud af filmen og se, hvordan denne understøtter hovedargumentet i filmen og dermed filmens budskab. Dvs. at man kan undersøge, om dokumentarfilmens vigtigste troværdighedsparameter er baseret på:

    • etos: Kildens troværdighed. Fx kan filmen præsentere førstehåndsudsagn fra eksperter eller personer, modtageren har tillid til.
    • patos: Filmen kan basere argumentationen på fx kendte personers appel og/eller mere følelsesbetonet argumentation (som i propagandafilm) - eller
    • logos: Filmen kan betone troværdighed og saglighed fx gennem en transparent (gennemsigtig) fortællestil (der gøres fx rede for, hvordan filmen er bygget op, at det italesættes, hvilke valg og fravalg, man har foretaget i forbindelse med filmens opbygning, indhold og brug af filmiske virkemidler, hvilke kilder der er brugt/ikke brugt, hvilke usikkerheder der kan være forbundet med de konklusioner/budskaber, der fremsættes i filmen mv.)

To top

Analyse af dokumentarfilm? - af Jan Aasbjerg Haugaard Petersen (2014)

Indledning

Til at afdække en dokumentarfilm, tager den amerikanske filmkritiker og -teoretiker Bill Nichols (f. 1942) udgangspunkt i den klassiske retoriks anskuelse af retorikkens fem faser, som blev fremsat af den græske filosof, Cicero, ca. 100 år før vor tidsregning: inventio, dipositio, elocutio, memoria, actio (læs nærmere forklaring af disse begreber nedenfor).

At Bill Nichols anskuer dokumentarfilm-analysen ud fra den klassiske retorik, signalerer, at han opfatter dokumentarfilm som en form for argumentation, men det er ikke argumentation i gængs forstand, som man møder den i en argumentationsanalyse.

For Nichols er formålet med analyse af dokumentarfilm at afdække filmens særlige udsagn, dens perspektiv på eller forslag til ændring i virkeligheden.
 (...)

I det følgende gennemgås kort, hvordan Nichols tilpasser de retoriske faser, så de kan anvendes som udgangspunkt for en analyse og fortolkning af en dokumentarfilm:

Inventio - at finde argumenter

Første fase i analysen er at afdække beviserne, argumenterne for dokumentarfilmens perspektiv på virkeligheden eller forslag til ændring af virkeligheden.

Bill Nicols deler beviser op i faktuelle beviser og falske, opdigtede beviser:

  • Faktuelle beviser er vidner, dokumenter (inklusive arkivfotos), bekendelser, fysiske beviser såsom DNA og lignende beviser. Disse beviser er de former for beviser, som en instruktør ikke selv kan fremstille, og de er således valide beviser, som eksisterer uden for filmens univers. Men de kan fortolkes og anvendes af instruktøren til at underbygge netop den påstand eller det udsagn, som instruktøren ønsker.
  • Falske og opdigtede beviser er beviser, som ikke er valide uden for filmens ramme, men som i filmen bliver tillagt indtryk af, at der er tale om egentlige beviser.
    Bill Nichols anvender Aristoteles' tre appelformer til at beskrive, hvorledes instruktøren forsøger at overbevise publikum om disse falske bevisers validitet.

    • Etos: der gives et indtryk af, at instruktøren, vidner eller autoriteter besidder god moral eller troværdighed
    • Patos: appel til publikums følelser for at skabe en overbevisning om bevisernes validitet.
    • Logos: give indtryk af, at man beviser sagen ved at anvende logisk ræsonnement. Men der er i denne sammenhæng ikke tale om objektivt valide beviser.

Ofte vil der være tale om, at man anvender bidder af et reelt ræsonnement blandet sammen med et ræsonnement, der egentligt er misvisende, uholdbart eller foregiver at være ægte. Altså en blanding af et ræsonnement, der er reelt og indeholder en sandhedsværdi, og et ræsonnement, hvis sandhedsværdi er tvivlsomt af forskellige årsager.

Typisk ligger en grundlæggende værdi eller overbevisning under ræsonnementerne. En grundlæggende værdi eller overbevisning, som ikke nødvendigvis ekspliciteres, men som alligevel indirekte kan medvirke til at fremme dokumentarfilmens troværdighed og overbevisningskraft. (...)

De 4 sidste retoriske faser medvirker ofte indirekte til at styrke afsenderens sag, til at gøre filmens argumentation mere overbevisende:

Dispositio - at strukturere

Dispositio handler om, hvordan dokumentaren er struktureret. Den klassiske retorik opdeler den gode argumentation i fem dele, og disse fem dele overfører Bill Nichols til dokumentarfilm:

  • En åbning, der fanger seerens opmærksomhed
  • En afklaring af, hvad der allerede er sagt om sagen, og som man er enige om, og hvad der stadig er uafklaret. Men det kan også være en udfoldelse af sagen.
  • Et konkret argument fra et perspektiv, der understøtter instruktørens vinkel på sagen.
  • En gendrivelse, der afkræfter forventede indsigelser eller modsatrettede argumenter
  • En opsummering af sagen, som gerne skal påvirke seeren følelsesmæssigt eller overbevise.

At anskue strukturen i en dokumentarfilm ud fra retorikkens klassiske struktur kan have sine begrænsninger, for langt de fleste film vil ikke følge denne struktur. Men der er en pointe i at se på, hvordan dokumentarfilmen dokumenterer, argumenterer for sit perspektiv eller forslag, og hvor i filmen elementerne i ovenstående oversigt anvendes.

Og (...) en films struktur er altid væsentlig at arbejde med; et arbejde med strukturen giver dels et overblik over filmen, dels afslører det, hvordan instruktørens brug af struktur fungerer som et virkemiddel til at overbevise seeren.

Når man analyserer dokumentationen, argumenterne i en dokumentarfilm, skal man først fastlægge det perspektiv eller det forslag til virkeligheden, som filmen fremlægger. Det er derudfra, at man skal arbejde med strukturen for dokumentationen, argumentationen - den måde, argumenterne for det overordnede perspektiv struktureres på.

Så det er ikke nødvendigvis karakterernes argumentation, men den dokumentation, den argumentation, der er for filmens perspektiv på eller forslag til virkeligheden.

En karakters verbale argumentation kan selvfølgelig indgå som en dokumentation for filmens perspektiv eller forslag, men fokus i analysen skal være på at afdække dokumentationen, argumentationen for filmens perspektiv på eller forslag til virkeligheden i forhold til den sag/den problematik, filmen sætter på dagsordenen.

Elucotio - stil

Kameravinkler, belysning, klipning, billedbeskæring og andre filmiske virkemidler er værktøjer, som instruktøren anvender i sin henvendelse til seeren. Anvendelsen af disse filmiske virkemidler vidner om, at instruktøren ikke henvender sig til seeren på en ren faktuel facon, men forsøger at overbevise ved en udtryksfuld, retorisk og/eller poetisk facon.

Memoria - at huske

Hvor memoria i den klassiske retorik handler om at have memoreret sin argumentation, for at man kan levere den spontant, så er det ikke tilfældet med dokumentarfilm. Bill Nichols fastholder dog memoria som en del af dokumentarfilmen:

  • Dels er dokumentarfilm som genre jo kendetegnet ved at den handler om udsnit af virkeligheden og dermed husker os på, hvad der sker i den verden, vi lever i.
  • Dels anvender og aktiverer seeren sin egen hukommelse og forforståelse, imens seeren ser dokumentarfilmen.
  • Og dels aktiveres hukommelsen inden for filmens egen struktur, fordi vi husker scener fra tidligere dele af filmen, efterhånden som vi kommer længere ind i filmen. Tidligere scener give senere scener mere betydning, og senere scener vil sende betydning tilbage til foregående scener, som vi husker.

Memoria har i sig selv ikke nogle egentligt anvendelse som et led i et analysearbejde, om end det kan være nyttigt at se på, hvilken diskurs en film taler til, eller hvilken forforståelse en film påkalder.

Actio - at levere

Ansigtsudtryk og gestik (kropssprog) er non-verbal kommunikation, der er en anden måde at udtrykke sig på end det talte sprog, og det er væsentligt at tage i betragtning i analysen af en filmisk genre, hvor modtageren (seeren) jo både kan høre og se de personer, der kommunikerer.

Under interviews er dette tydeligt, og i gestik og ansigtsudtryk ligger der en stærk følelsesmæssig kraft. Smiler personen? Eller er der gråd?

Den non-verbale kommunikation har - ligesom den verbale - betydning for, hvorvidt seeren opfatter filmens argumentation som  mere eller mindre overbevisende.

***

Ud fra dette kan man bygge en analysemodel op som følgende:

To top

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt