At få folk til at klappe efter dit oplæg kan være en god ide. Dette retoriske tip giver dig viden om, hvornår folk klapper.
Vi klapper ikke, når noget er godt. Vi klapper, når vi tror, vi skal klappe. I nogle situationer er klapsalver meget almindelige (som under politiske taler) andre steder ikke (for eksempel i kirken).
Men i situationer hvor det er almindeligt, at der klappes, er det ikke tilfældigt, hvornår der klappes! Du kan faktisk ved hjælp af simple teknikker forbedre klappepotentialet i din tale drastisk. Her er de tre mest udbredte teknikker:
- Tretrinsraketten
- Kontrastfyldt modsætningspar
- Placering af vigtigste led til sidst.
Tretrinsraketten
I vestlige kulturer er der tendens til at tilskrive tallet 3 en næsten magisk egenskab af fuldkommenhed. Eventyr og historier indeholder oftest grupperinger af tre. Tre brødre i Klodshans, tre hunde i Fyrtøjet, tre søstre i Askepot.
I din tale kan du bruge dette til din fordel ved at bruge tretrinsraketten til at fremhæve noget i en form, der kulminerer efter tredje led.
Det ses blandt andet hos Barack Obama, der i sin sejrstale eksempelvis siger: Der er nye skoler, der skal bygges, trusler, der skal imødegås, og alliancer, der skal genopbygges.
Når hver enkelt element præsenteres med en pause og en længere pause til sidst, så er der tale om en effektiv klapstarter.
Kontrastfyldt modsætningspar
I retorikken kendes dette som antitese. Formen er: det er ikke… – det er derimod….
George Bush brugte denne, da han udtalte: Enten er I med os eller også er imod os.
I et andet eksempel fra Barack Obama kombinerer han tretrinsraketten og modsætningsparret:
Vores valgkamp blev ikke udklækket i Washingtons korridorer. Den begyndte i baghaverne i Des Moines, i dagligstuerne i Concord og på verandaerne i Charleston.
Bemærk, hvordan pointen skærpes gennem modsætningsparret hovedstaden/provinsen og bygges op til kulmination gennem opdeling i tre led.
Vigtigste led til sidst
Denne teknik bruges oftest til præsentationer af personer eller ting. For at markere tydeligt hvornår præsentationen er færdig, så nævner man personen, der præsenteres til sidst. Formen er: Hun er kendt for (oprems ting): (pause) (hendes navn).
Først præsenteres personens meritter, hvad han eller hun hyldes for, efterfulgt af en kort pause og så navnet. Så ved folk, at præsentationen er slut.
Hvis du ser prisuddelinger på fjernsyn, hvor folk klapper uden at præsentationen er færdig, er det oftest fordi, det vigtigste led er afsløret for tidligt.
Pausens funktion
Det er dog ikke helt nok, at man har de rigtige formuleringer. De skal også leveres korrekt, hvis de skal virke.
Ofte sætter man tempoet ned, når man kommer med sine afsluttende ord - og lægger tryk på dem. Og så er pauser effektive til at adskille de tre trin eller inden man siger navnet på personen, man præsenterer.
F.eks.: Vi vil ... (pause), vi vil ... (pause) og vi vil .... Eller: Nu er det mig en stor glæde at byde velkommen til (lang pause)(navnet).
Så næste gang du skal holde oplæg, så overvej teknikkerne herover, øv dine pauser og få dit publikum til at klappe.