At skrive en god indledning

Kunsten at lave en god indledning - af dansklærer på Køge Gymnasium

En indledning skal tage afsæt i det overordnede emne og samtidig fange læserens interesse.

Herunder gives konkrete eksempler på mulige indledninger i relation til det emne, opgaven handler om

1. En personlig reaktion på emnet

Hvis artiklen/oplægget handler om noget med alderdommen:

Jeg har altid glædet mig til at blive gammel. Det skyldes nok, at jeg har nogle positive billeder af alderdommen. Min families gamle mennesker har haft en god alderdom omgivet af mennesker de holdt af, raske og aktive og med humor og en afslappet holdning til det, at de snart skulle væk herfra. Jeg har jo ingen garanti for, at min alderdom vil blive lige så god, men disse positive billeder betyder, at det er noget, jeg kan se hen til med ro i sindet.

2. Et konkret eksempel til illustration af emnet - show it don´t tell it

Hvis artiklen/oplægget handler om noget med vores stressede livsstil:

Jeg står ved kasseapparatet i Føtex og famler for at finde mit Dankort. Mens jeg kører kortet igennem, ringer min mobil, og damen bag kasseapparatet kigger synligt irriteret op på mig. Det er børnene der ringer for at høre, om jeg har husket at købe kakaomælk. Pludselig føler jeg mig uendelig stresset og træt. Engang imellem ønsker jeg mig tilbage til dengang, før stress blev en hverdagsoplevelse for de fleste mennesker.

3. Et citat fra den tekst man evt. tager udgangspunkt i

Hvis artiklen/oplægget handler om sproglig fornyelse:

Brækker mig. Fuck det. Er gået totalt off-line i Samuels seng skriver Nynne i sin dagbog. Den sproglige kreativitet blomster i denne dagbog og ligger nogle gange lige på kanten af hvad nogle sprogpuritanere ville bryde sig om.

4. En talemåde / noget man går og siger

Hvis artiklen/oplægget handler om noget med kærlighed:

" Gammel kærlighed ruster ikke", siger man, men det gjorde min og ikke så lidt endda .....

Hvis artiklen/oplægget handler om sproglige nydannelser:

Man skal hyle som de ulve man er iblandt, siges det, og det er lige netop det vi gør, når vi skifter slang og sprogtone alt efter hvilke mennesker og miljøer vi færdes i.

5. En almen, eftertænksom/filosofisk optakt til emnet

Hvis artiklen/oplægget handler om noget med barndommen:

Barndommen er den fase i et menneskes liv, der har størst betydning, idet man må bygge sit liv på det fundament, der støbes her. Barndommen kan være lykkelig eller ulykkelig, og vores voksne livs lykke afhænger ofte af hvilken af delene den var.

6. Stil et spørgsmål, som du selv svarer på og som vækker til eftertanke hos læseren

Hvis artiklen/oplægget handler om noget med naturen:

Hvorfor ikke nøjes med at læse om den eller kigge på den i "discovery"? Hvorfor skal man absolut ud og trave eller løbe i skoven en våd sommerdag ? Hvem siger, at naturen er et fed tsted for alle ?

7. Sig det lige ud - noget faktuelt

Hvis artiklen/oplægget handler om sproglige nydannelser:

Brainstorme, brobisse. Rapporter viser, at vi hvert år optager mange nye ord i det danske sprog. Sproget udvikler sig hele tiden, det blomstrer, og nogle gange studser man, når man bliver præsenteret for sproglige nydannelser som "grineren"......

8. Invitation eller advarsel til læseren - direkte henvendelse til læseren

Hvis artiklen/oplægget handler om sproglige nydannelser:

Hvad ville du sige til at blive kaldt en fucking luder eller en vinterpik. Nej vel, må vi lige få kammertonen eller den rette sprogtone. Jeg må advare. I denne artikel vil du blive udsat for citater med slang, bandeudtryk, ......

To top

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt