Når forfatteren skriver sin ’historie’, vælger han altid at lade en anden, en fortællestemme, fremføre den. Denne ’anden’ kalder vi fortælleren. Forfatteren er en levende person, og fortælleren en fiktiv person, som forfatteren iscenesætter.
Det er vigtigt at afklare, hvem der fortæller, og hvorfra der fortælles, for fortælleren er en slags ’filter’, hvorigennem læseren oplever det fortalte. Forfatteren kan nemlig vælge:
- at lade sin fortæller være part i handlingen (subjektiv) eller helt udenfor (neutral)
- at give fortælleren en begrænset eller ubegrænset viden om personer og begivenheder og gøre fortælleren synlig eller usynlig
- at lade flere fortællere fremføre begivenhederne.
Forfatteren vælger også, hvornår fortælletidspunktet er. Når der fortælles, efter at begivenheden er sket, kaldes det bagudsyn, og det kaldes medsyn, når der fortælles samtidigt med, at begivenhederne sker. ⇒ Synsvinkel.
- Alvidende fortæller: Den alvidende fortæller kan overskue hele historiens univers. Han ved besked om alting, både hvad personerne tænker og føler, og hvad der er sket i fortiden og vil ske i fremtiden.
- Jeg-fortæller (1. personsfortæller): Fortælleren er en af personerne i handlingen og har derfor begrænset viden om begivenheder og personer. Man oplever alt gennem jeg’ets (subjektive) øjne.
- Du-fortæller (2. personsfortæller): En du-fortæller henvender sig direkte til læseren for at få læseren til at identificere sig med du-personen i fortællingen. Eller for at vise, hvordan jeg’ets syn på sig selv er præget af andres syn på det. Du-fortæller er ret sjælden.
- Han- eller hunfortæller (3. personsfortæller): Den skjulte fortæller har valgt en 3. person (han eller hun) til at formidle historien. Derved har vi let ved at identificere os med personen, fordi vi læser, som om der står ’jeg’ samtidig med, at vi kan betragte dette ’jeg’ udefra.
- Observator (registrerende fortæller): Fortælleren meddeler kun, hvad han ser og hører. Han fungerer nærmest som kamera og båndoptager og registrerer objektivt, hvad der sker.