Heretica-bevægelsen

Heretica - af Gunnar Mühlmann (2006)

Heretica betyder kættersk (oprørsk), og er blevet betegnelsen for en litterær bevægelse i tiåret efter 2. Verdenskrig, der:

  • dels var vendt mod realistisk og politisk kunst, der baseredes på ideologiske holdninger - især 30ernes socialrealistiske, marxistiske, kulturradikale, funktionalistiske og freudianske fornuftsstyrede kunst og
  • dels imod den avantgarde-tænkning inden for kunstverdenen, der mente, at kunstens hovedopgave først og fremmest var at bryde med traditionen og at skabe nyt.

Herticanerne er i familie med de symbolistiske digtere, længere ude også med de romantiske. Deres program er parallelt til det symbolistiske tidsskrift Tårnets modstand mod naturalismens videnskabelige/positivistiske overbevisninger.

En kreds af forfattere (bl.a. Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen, Martin A. Hansen, Ole Wivel, Frank Jæger og Tage Skou Hansen) etablerede også et tidsskrift, nemlig 'Heretica'. Det eksisterede i perioden 1948-1953. Heri proklamerede forfattere deres hetericanske ideer og digte.

Tidsskriftet reagerer mod 30'ernes realistiske prosa og samfundskritiske hensigt. Man kræver ny respekt for kunsten, poesien, først og fremmest den lyriske form der betragtes som et udtryk for en dybere erkendelse af virkeligheden.

I Heretica protesteres mod alle politiske ideologier og deres 'falske profeter'. For disse digtere er Europa kastet ud i en dyb kulturkrise, der allerede tog sin begyndelse i renæssancen og senere i oplysningstidens intellektualisering af mennesket. Krisen kulminerer efter hereticanernes mening med verdenskrigens og teknologiens ødelæggelser.

Den moderne kulturs ensidige overvurdering af intellektet forjager menneskets evne til spontant at opleve alle tings naturlige sammenhæng. Mennesket bliver derfor et offer for de fortrængte irrationelle kræfter i tilværelsen, værst udfoldet i nazismen i Tyskland.

Målet er, med ord fra Poul La Cours Fragmenter af en Dagbog, at genskabe ligevægten mellem Apollon og Dionysos, mellem forstanden og den dybe følelse.

Også forfatteren Martin A. Hansen signalerer, at nu er nok nok, når han i tidsskriftets andet nummer skriver.

Vi har inddrukket Reoler, Tønder fulde af Teorier om, hvad Mennesket er for en Mærkværdighed, Positivismens, Naturalismens, Liberalismens, Socialismens, Biologismens, alle Systemers og Ismers Teorier om, hvad det er for et Væsen, og alt var saa simpelt. Men de vakler paa deres Sokler, disse Afguder, Fundamentet under dem skælver, og der farer Rotter og Bænkebidere ud af deres trøskede Indre som altid af gamle Afgudsbilleder, der styrter.

For hereticanerne, som har meget tilfælles med de symbolistiske digtere omkring århundredeskiftet, åbner kunsten nye veje. Dels bestræber den sig på at etablere et nyt troværdigt sprog, og dels bliver den en ny form for erkendelse af tilværelsen. Kunsten kan bringe det enkelte menneske ud af den ensomhed, der er et grundvilkår for den hereticanske digter (jf. eksistentialismen).

Poesien (lyrikken) bliver et medium for/et redskab til at nå en eksistentiel genfødsel i nuet = Du er ikke, hvad din fortid har gjort dig til, men du er, hvad du har valgt.

Hereticanerne forlader (den naturalistiske) romanen som genre, fordi de ikke mener, at den kan gå dybt nok i sin analyse af den subjektive situation, og fordi den som regel er for naturalistisk i sin beskrivelse af virkeligheden, også hvad angår psykologiske årsagsforhold.

Krigens, især holocaust (jødeforfølgelserne) ufattelige ondskab, lader sig fx ikke beskrive eller forstå i en videnskabelig saglig naturalistisk roman. Det paradoksalt grusomme kan kun udsiges i en lyrisk form.

De hereticanske digtere havde brug for virkeligheden, ikke som virkelighed, men som springbræt til højere verdener. Man benyttede sig især af et bibelsk inspireret sprog i lyrikken eller af myter og eventyr. Tilværelsens sandhed og sammenhæng er transcendent (oversanselig).

Selv om digterne skrive centrallyrik, altså digte, der tager udgangspunkt i et 'jeg', så forløses de først fra deres ensomhed (digteren på det yderste skær - digteren i elfenbenstårnet) ved mødet med et 'du': Enten gennem troen på Gud, som f.eks. Ole Wivel i flere af digtene i digtsamlingen Fiskens Tegn eller gennem kærlighed til et andet menneske - som i Ole Sarvigs Frostsalme for to eller tre.

Hereticaneren afviste alle diskussioner om kunstnerens politiske funktion. Han lever for l'art pour l'art-holdningen, dvs. at poesien er en frelsende magt i sig selv. Den skal ikke forstås, men leves.

De vigtigste udenlandske inspirationskilder til Heretica-bevægelsen var:

Stefan George (1868-1933), Rainer Marie Rilke (1875-1926), T.S. Eliot (1888-1965), D.H. Lawrence (1885-1930).

De vigtigste forfattere i Heretica-kredsen var: Thorkild Bjørnvig (1918-2004), Karen Blixen (1885-1962), Ole Wivel (1921-2004), Martin A. Hansen (1909-1955), Poul La Cour (1902-1956), Bjørn Poulsen (1918-2000), Erik Knuden (1922-2007), Frank Jæger (1926-1977), Ole Sarvig (1921-1981) og Halfdan Rasmussen (1915-2002).

To top

Ordforklaringer

Irrationel

Irrationel kaldes den person, der ikke lader sig styre af sin logiske tænkning, sin fornuft, men derimod af sine følelser. Man bruger også begrebet irrationel i betydningen 'ikke logisk', 'ulogisk', 'mod al fornuft' eller 'meningsløs'.

Kætter

En kætter var oprindeligt en person, som troede på noget andet end, eller slet ikke troede på, katolicismen. Men senere blev ordet kætter eller kætteri brugt mere generelt om en eller nogle, der udtrykte meninger, der afveg fra kristendommen i det hele taget, eller om personer, der skabte forargelse, fordi de gav udtryk for holdninger, der gik imod det, de fleste syntes, imod det 'almindeligt accepterede'.

dansksiderne.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2017 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-0-1 | Kontakt