Folkevise

Folkeviser - mundtlig tradition 1200-1400 - af Gunnar Mühlmann (2006)

Indledning

Folkeviserne blev digtet af omvandrende sangere, såkaldte legere, til brug ved dans på herregårdene: En forsanger - en 'leger' - rejser fra herregård til herregård. Her fremfører/synger han viserne enstemmigt og uden instrumentalledsagelse. Alle medlemmer af storgårdens adelsslægt danner en cirkel ved at holde hinanden i hænderne. De danser nu en simpel kædedans og synger folkevisens omkvæd, hver gang legeren er færdig med et vers.

De er typisk fortællende (eller episke) digte, der fortæller en handlingshistorie.

De blev nedskrevet af adelsdamer i 1500-1600-tallet.

Folkeviserne fik en renæssance i romantikken i 1800-tallet, fordi de blev opfattet som historiske levn fra den gloriøse nordiske fortid, og de blev brugt som eksempler på en dansk unik litterær tradition, et af de positive særegne træk ved dansk historie og dermed den nationale identitet.

1800-tallets tidlige romantikere, f.eks. Adam Oehlenschläger (1779-1850) var begejstrede for viserne, og det er fra denne periode begrebet 'folkevise' blev skabt. Nationalromantikerne mente, at viserne var et udtryk for den nationale 'folkeånd'. Oehlenschläger skrev selv flere digte i folkevisestil. Se fx visen Agnete.

Folkevisens form er 2 - eller 4-linjede strofer plus et omkvæd. Rytmen er som regel ikke fast, men retter sig efter indholdet ligesom i talesprog.

Folkevisernes formelsprog

Folkeviserne er fulde af faste, stereotype vendinger, såkaldt formelsprog. Fx 'under Ø', 'den klare Vin', 'den brune mjød', 'Guld og Ære', 'hviden hånd', 'fugl på kviste' (Se også Ebbe Skammelsøn).

Vibeke A. Pedersen har bl.a. skrevet følgende om folkevisernes formelsprog i artiklen Visernes formsprog i Gyldendals Den Store Danske:

Formlerne består af faste udtryk, der går igen fra vise til vise, og som kan beskrive eller antyde de fleste af de handlinger og følelser, som viserne rummer. I den mundtlige periode har de været et vigtigt redskab til at kunne huske eller gendigte viserne, hver gang de skulle synges. De fleste formler er bygget op efter principper, der gør dem overordentlig anvendelige som 'byggesten' i balladerne. (...)

Der er formler for at komme og gå, ride og sejle, for at drikke og spise og holde bryllup, ja selv for voldtægt eller undfangelse:

  • Bryllup kan lyde: Det var ungen hr. Villum, / han lod sit bryllup bo.
  • Vil helten ride, kan det formuleres således: Det var stolten hr. Nilaus / bad sadle sin ganger grå. Eller således: Det var bolde hr. Oluf / han beder lægge sadel på hest.

(...) Ved siden af disse mere handlingsprægede, dynamiske, formler er der de beskrivende eller statiske formler, som fx angiver skønhed eller rang eller påklædning:

  • Det mest almindelige materiale til tøjet er det noget ubestemte, men meget kost bare stof, skarlagen, der næsten altid er rødt. Beskrivelsen kan gælde både mænd og kvinder: Det var jomfru Ingeborg, / hun stod i skarlagen rød. Også mindre betydningsfulde personer af begge køn kan bære skarlagen: Ind kom den liden smådreng, / var klædt i skarlagen rød. (...)
  • Den kropslige idealskikkelse er den slanke type, så smal som en liljevånd (vånd betyder kvist eller stængel) (…). Og smukke og uskyldige kvinder har naturligvis sarte, hvide hænder. Som der fx står i folkevisen Ebbe Skammelsøn: Op stod stalten Adelus, / så smal som en liljevånd, / så gav hun Peder Skammelsøn / sin tro med hviden hånd.

Kilde: denstoredanske.dk/Dansk_litteraturs_historie/Dansk_litteraturs_historie_1/Middelalderen/Senmiddelalderen_1300-1500/Folkeviser/Visernes_formsprog. (Let redigeret af antologiens redaktør).

Den oprindeligt mundtlige overleveringsform gør enderim, bogstavrim og et fast formelsprog til de vigtigste sproglige byggesten i folkevisen. I flere viser er jambe-rytmen også karakteristisk. En jambe er den rytmiske figur, der består af en tryksvag (ubetonet) efterfulgt af en trykstærk (betonet) stavelse (fx er remsen ’stativ, stakit, kasket’ jambisk, da den består af tre jamber).

Folkevisen er ikke skabt af en kunstner med stort Q, men er et udtryk for en slags kollektiv digtning.

Individuelle kendetegn bliver sjældent beskrevet hos personerne i viserne. Der bruges 'morsekodeteknik' (eller 'syrebadsteknik'), dvs. at kun det typiske står tilbage - personerne skildres som typer, såkaldte 'flade personer' (i modsætning til 'runde personer', der er nuanceret beskrevne karakterer).

Som en morsekode skildres dramatiske højdepunkter i punktform. Det er op til modtagerne, danserne at fylde afstanden mellem punkterne ud - at tolke 'morsekoden'.

Folkevisens handlingsopbygning

Efter en kort slægtsrelateret introduktion af hovedpersonen, samles handlingen sig om en konflikt og dens afvikling.

  1. Konflikten varsles
  2. Konfliktfasen - (den længste del)
  3. Konfliktløsning

Denne handling fortælles som i undefinedsagaerne med en overvejende ydre synsvinkel af en skjult objektiv fortæller.

Det er også værd at bemærke, at handlingen i begyndelsen og slutningen ofte vil have karakter af panoramisk beretning (altså at det fortalte strækker sig over en længere tidsperiode), men der sker et skift til scenisk beretning eller direkte dialog/replik (eller 'dækket direkte tale'), når handlingen intensiveres ved visens dramatiske højdepunkter.

Visernes temaer

Slægtens beskyttelse/fortsættelse og kampen for retten til jord er de altafgørende akser for virkelighedsforståelsen i denne periode. Og det er også typisk netop det, folkeviserne ofte handler om.

Slægtens vigtigste opgave er at passe på den jord og de ejendomme den ejer. Bevarelse og udvidelse af jord/ejendom er slægtens vigtigste opgave. Ægteskaber indgås i forlængelse heraf som fornuftsægteskaber bestemt af slægtsoverhovedernes jordinteresser.

Kædedansens cirkulære bevægelser og faste dansetrin var i sig selv symbol på slægtens sammenhold. Derfor var det et stort problem, da Ebbe Skammelsøn brød dette fællesskab: han trådte jo, jf. omkvædet i visen, saa mangen Sti vild.

Folkevisens omkvæd synges af slægten under dansen. Gentagelsen af de samme ord i omkvæd efter omkvæd virker som et slags 'mantra', der skaber samhørighed, en slags religiøs vækkelse og sensitiv modtagelighed over for visens handling og budskab.

Cirklen er i følge psykologen C.G. Jung et urgammelt, arketypisk symbol på ro, helhed og uendelighed. Han kalder den symbolske cirkel for en mandala. Set i det lys kan folkedansens cirkelbevægelser tolkes som en mandala, der skal holde 'det onde' ude. Den cirklende kædedans giver de dansende (slægten) en følelse af beskyttelse mod de udefra kommende farer.

Omkvædet kender allerede slutningen på handlingsforløbet og lægger derigennem op til en deterministisk forståelse (= der er en årsag til det, der sker) af de oftest tragiske begivenheder, der fortælles/synges om.

Man kan også tolke samspillet mellem omkvæds-ritualet og den tragiske handling i stroferne som slægtens kollektive forsøg på at bearbejde eller forsone sig med de tidstypiske livsproblemer. Gennem folkevisen opnår slægten, på linje med publikum til de græske tragedier således en renselse = katharsis.

Persongalleriet i folkeviserne hører typisk til et storbonde- og herremands-miljø.

Inddeling af viserne efter emne

  1. Ridderviser. Omhandler adelens liv. Jordbesiddelsen er grundlaget for slægtsnormerne og ridderviserne forholder sig realistisk/konkret til:

    • a. Konflikter mellem slægtens interesser og det enkelte individ
    • b. kærlighed mellem unge mennesker, der bringer uorden i slægternes magthierarki og interesser. Visen om Ebbe Skammelsøn berører både punkt a og b
    • c. slægtsfejder - familiefejder
    • d. slegfredsforhold (dvs. et forhold mellem mand og kvinde, der ikke var gift): illegitime forbindelser og deraf følgende uægte børn
    • e. Stedmoderforhold

  2. Historiske viser. Fri gendigtning af historisk-politiske hændelser
  3. Kæmpeviser. Om de hedenske helte og guder - ofte komisk behandlet.
  4. Trylle- eller dæmonviser. Om overnaturlige magter, trolde, fabelvæsener, nøkker der griber ind i menneskers liv.

Typiske figurer og temaer i trylleviser

Nøkken

Den ofte i trylleviser forekommende dæmoniske nøkke introduceres altid i begyndelsen af visen uden bestemmelse af hans slægtsforhold. Dette er set ud fra slægtens synspunkt det afgørende dæmoniske træk ved nøkken: man ved ikke, hvem hans far=slægt er!

Nøkken set i lyset af konflikten mellem den gamle slægtsadel og den fremvoksende hofkultur.

En historisk tolkning kan forstå 'Nøkken' med al sin hofadelige pragt som et udtryk for en konflikt mellem den gamle kriger/fødselsadels normer og den opkommende hofadel.

Nøkken udgiver sig ofte for at være en hofadelsmand, der med sine fine vaner og manerer forfører den 'uskyldige' landadelspige. Han kan således opfattes som en repræsentant for den moderne hofadfærds forstillelseskunst.

Læs fx folkevisen Nøkkens Svig.

Den farlige erotik

Tryllevisen behandler ofte de erotiske konflikter i symbolsk form. En psykologisk tolkning kan således se de overnaturlige magter som symbol på enten:

  • fortrængte drifter - og/eller
  • unge forlovelsesmodne menneskers lidenskaber der ikke stemmer overens med slægtens (jord)interesser.

Den farlige forfører

Ukontrollable lidenskaber, hvor en datter af en magtfuld adelsmand pludselig får 'nøkker' og forelsker sig i en af familien ukendt og dermed ikke godkendt flot fyr, er en farlig situation for slægten, der kan true dens overlevelse.

Om forlovelsessituationen

Ofte ligger forlovelsessituationen og pubertetens indtræden på det samme tidspunkt. Selv om man ikke kan tale om nogen ungdomskultur på dette tidspunkt, vil overgangen fra barn til voksen og tilhørende de hormonelle forandringer gøre en ung mand eller pige uregerlig set ud fra slægtens synspunkt.

Broen som den symbolske overgang fra barn til voksen

Ofte vil man i trylleviserne, som f.eks. i Harpens kraft, finde en bro, der symbolsk kan ses som den farefulde overgang fra barn til voksen og overgangen fra et hjem til et nyt. Under broen lurer dæmonen/trolden som i denne sammenhæng kan ses som de farlige, ukontrollable drifter, der truer den ægteskabelige lykke og dermed slægten.

Et forvandlingstema - den uundgåelige smertefulde forvandling

Uanset hvad Hr. Vellemand gør i Harpens kraft, kan han ikke afvende jomfruens skæbnebestemte møde med trolden og broen. Hun skal i folkevisens univers igennem denne forvandling. Det gør altså ondt at udvikle at sig fra barn til voksen.

***

Ældre og yngre folkeviser

I beskrivelsen af miljøet kan man skelne mellem de ældre viser og de yngre.

  1. Ældre viser: Naturen er truende og fyldt af uhyggelige overnaturlige væsener. Mennesket er afmægtigt over for disse og bukker altid under.
  2. Yngre viser: Kongemagtens styrkelse skaber en hofkultur, der afspejler sig i viseforfatternes interesse for ydre pomp og pragt, bl.a. i form af detaljer i skildringer af klædedragten.
    De unge adelsmænd forlader deres godser og opholder sig i stigende grad ved kongens hof.
    De overnaturlige væsener er ikke så farlige som før. Mennesket kan ved en moralsk indsats overvinde dem.
    Også det erotiske skildres mere direkte end før. Den høviske(=hof) kultur afføder således et lettere og mere sorgløst livssyn.

Til toppen

Folkeviser (video) - af Søren Vrist Christensen (2018)

En undervisningsvideo om folkeviser. Varighed: 12:36 min. Udarbejdet af Søren Vrist Christensen, Rosborg Gymnasium, 2018.

Til toppen

Glossary

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

Riddervise

folkevise, der handler om middelalderens adelsfolk, deres fejder, slægtshævn og elskov. (Kilde: ordnet.dk/).

Tryllevise

folkevise, der handler om menneskets møde med det overnaturlige. Kaldes også naturmytisk vise. (Kilde: ordnet.dk/).

dansksiderne.dk | ISBN 978-87-998642-0-1 | © Jørn Ingemann Knudsen (ansvarshavende redaktør) og forfatterne 2024 | Kontakt